Munchs erindringer uden for arbejdstiden 3

Munchs Erindringer 3. del

Christian Christiansen Munch 1912 – 1997 Første Lærer ved Stundsig Skole fra 1947 – 1961 Forord ved Christian C. Munch søn Vagn Munch Far døde d. 22. juli 1997 og efterlod sig bl.a. manuskriptet til denne erindringsbog. Bogen skrev han midt i firserne, mens han var pensioneret skolepsykolog, i sit hjem i Nørre Nebel. Idéen til bogen er sandsynligvis udsprunget af hans evige søgen efter nye udfordringer. Det fremgår jo også, i flere afsnit, at journalistikken interesserede ham særdeles meget. Hans utallige skriverier til dagbladene tyder på, at han allermest ønskede, at der stod JOURNALIST på hans visitkort. - Selvom han for det meste befandt sig godt bag katederet. De maskinskrevne sider blev fotokopieret. - En af hans gode venner tilbød ham at indbinde 6 eksemplarer at værket. - Et til hver af sønnerne og tre til biblioteket i Nørre Nebel. Desuden har flere familiemedlemmer, venner og kollegaer købt og lånt fotokopier af diverse afsnit fra bogen.

1

Uden for arbejdstiden Fritidsbeskæftigelser og Biindtægter Om jeg ligner min far i nogle henseender skal jeg ikke kunne afgøre, men på et område var vi i alle tilfælde vidt forskellige, nemlig med hensyn til valg af biindtægter. Her havde min far taget sagen meget bogstaveligt, idet hans små ekstra-indtægter bestod af overskuddet fra hans hobby, biavl. Hvad vi ikke selv kunne fortære af nektaren blev solgt til Helms' Apotek i Horsens.

Da så far blev for gammel til at arbejde med de små skabninger, tilbød han mig, at jeg ganske gratis måtte overtage hans bi gård på 16-20 stader, men jeg sagde så høfligt som muligt nej tak. Jeg skulle ikke nyde noget af at arbejde med de små, arrige kreaturer, jeg nærmest hadede dem.

Min aversion mod dem stammede fra min barndom. En dejlig, varm sommerdag blev totalt spoleret, når min far kom med en balje fuld af bitavler, omgivet af rasende, summende bier, der i store sværme fyldte gården og vaskehuset, hvor proceduren med at vriste honningen fra tavlerne foregik. Når far havde skrællet låget af cellerne og anbragt bitavlerne i ud slyngs maskinen, fik jeg "lov til" at dreje på håndtaget. Jeg forstod nu ikke rigtig at værdsætte denne gunstbevisning, for der fulgte uvægerlig nogle bistik med.

Min far tog dog den værste tørn i den retning. Selv om han var udstyret med slør fra hatteskyggen ned over hovedet, med handsker forsynet med kraver op over ærmerne samt en kvulmende røgblæser, lykkedes det altid nogle eksemplarer af de ophidsede kræ at finde smuthuller, så resultatet blev hævede hænder og håndled, forårsaget af adskillige stik af de mest aggressive medlemmer af den bidske, italienske bi race. Jeg blev kun tilgodeset med få stik, men det var nok til, at jeg senere i tilværelsen ikke har kunnet fordrage lyden af vredt summende bier. "Hvad man i ungdommen nemmer".

Det var altså ikke på den måde, jeg skulle træde i min fars fodspor. Men da jeg som ung, nygift såkaldt anden lærer i Vonsild ved Kolding blev aflønnet med ca.

3.000 kr. om året, blev det aktuelt at se sig om efter en biindtægt, også for at få noget at beskæftige sig med i fritiden. Og ganske uventet kom der et tilbud.

En skønne dag fik jeg besøg af en mand med en slags tjenestekasket på hovedet og en diger mappe i hånden. Det var en repræsentant for noget, der hed Dansk Spare selskab. Op af tasken trak han et konsol ur med en sprække i foroven. Det var et såkaldt spare ur. Det skulle fodres med mønter med visse mellemrum, ellers gik det i stå. Af og til kom der så en mand fra selskabet og tømte uret for pengene, men han tog de rare penge med sig som præmie. Ved udløbet af en fastsat periode fik man så udbetalt en pengesum. Det måtte da være noget for en 2

nygift lærer, mente repræsentanten, og så det "flotte" ur oven i købet. Men vi kunne præsentere manden for et væsentligt flottere konsol ur, som vi havde fået i bryllups gave (og som endnu 49 år efter går upåklageligt - uden at blive fodret). Desuden mente vi at vi nok selv kunne administrere vore småskillinger.

Så tilbød manden, at jeg kunne blive en stedlig repræsentant for selskabet og tjene lidt ekstra. Den ide kunne jeg bedre gå ind på, og det blev så en aftale. Jeg kan ikke huske, om jeg fik noget materiale at arbejde med, men da jeg få dage efter gik og arbejdede i haven, kom manden med kasketten igen. Jeg havde ikke fået noget gjort ved sagen endnu, men alligevel forbavsede han mig ved sige, at da han ikke havde fået nye kunder gennem mig, havde han i stedet for antaget en lærer i nabolandsbyen, og han havde allerede afsat et par spareure. Idet manden hilste med hånden til den prestige-givende kasket med en honnørlignende gestus, forsvandt han ud gennem havelågen, efterladende sig følgende visdomsord til den kasserede medarbejder: Man skal nemlig være ved dammen, når englene rører vandet.

Han har sikkert selv efterlevet sentensen, for senere etablerede han en blomstrende gesjæft som ejendomsmægler.

Efter denne uheldige debut forholdt jeg mig passiv i nogen tid, men så kom der igen et tilbud, der skulle vise sig at være mere givtig, det kunne jo ikke være mindre. Nogle af byens borgere sendte deres børn til undervisning i Kolding private Realskole, og fra en af dem kom der en forespørgsel, om jeg ville påtage mig lektiehjælp til hans datter nogle timer om ugen, jeg husker ikke hvor mange. Det sagde jeg ja til. Honoraret var 1 kr. pr. time. Rygtet bredte sig, og efterhånden kom jeg i tre forskellige hjem og hjalp børnene med deres lektier.

Denne omstændighed førte i øvrigt til en mere indbringende hobby, men herom senere.

Min forgænger som anden lærer havde været meget aktiv blandt børn og voksne uden for den egentlige undervisningstid, bl.a. havde han fået etableret sløjd- og husflidsundervisning i baghuset ved tjenesteboligen. Husflidsforeningens formand bad mig om at fortsætte denne aktivitet to aftener om ugen. Jeg var ikke meget for det, da mine kvalifikationer ikke var de bedste, dog var jeg ikke helt blank, da jeg havde deltaget i et 8-dages kursus på Hammerum Husflidsskole. Men da formanden lovede at støtte sagen, gik jeg med på spøgen.

Hvad timelønnen var, kan jeg ikke huske. Jeg skulle også føre foreningens regnskab med indkøb af materialer og andet.

Da regnskabet efter den første vinter skulle gøres op, kunne jeg med min bedste vilje ikke få det til at stemme med kassebeholdningen. Der var en meget lille 3

difference, kun ganske få kroner, eller måske drejede det sig kun om ører, men jeg satte en ære i at aflevere et resultat, der stemte overens med kassen. Jeg talte sammen igen og igen, stadig samme uoverensstemmelse. Her må jeg ærligt indrømme, at jeg i min nød lavede lidt fusk. Det var noget med at lægge det lille beløb i kassen af min egen lomme, eller også stak jeg det til mig selv. Jeg afleverede så et fejlfrit regnskab.

Troede jeg da.

For da regnskabet kom tilbage fra foreningens revisorer, var der påtegnet en bemærkning om, at ved transport af et beløb fra en side til en anden var et par af cifrene byttet om. Det havde jeg fuldstændig overset. Men mere blev der ikke gjort ud af min uheldige transaktion.

Husflidsaftenerne gik med at binde forskellige slags børster, lave læderting og andet. Det såkaldte tarso-arbejde var ret populært. Det bestod i at skære et mønster i blødt træ og så bagefter male det i forskellige farver som dekoration på fx en syæske eller en bakke. Så blev der smurt shellak på, og efter en slibning var kunstværket færdigt. Dette her med shellak kostede mig i øvrigt en dags sengeleje. En aften efter lukketid smurte jeg flere bakker ind, så de kunne være klar til slibning næste gang. Jeg var meget omhyggelig med at få hele flader dækket, så jeg gjorde mig den ulejlighed af og til at bøje mig helt ned til bakken, så lyset faldt på en måde, der gjorde, at jeg tydeligt kunne se, om der var smurt nok på. Da jeg den næste morgen stod ud af sengen, kørte det hele rundt for mig, så jeg skyndsomst måtte krybe under dynen igen. Denne ubehagelige tilstand varede næsten hele dagen, men næste dag var jeg klar igen. Under proceduren med bakkerne havde jeg indåndet en stor dosis fortynder damp.

De fleste af eleverne var flinke og interesserede. De kom jo også frivilligt. Et enkelt par halvvoksne knægte kunne vi godt have undværet. De var tit ude på skrammer. Engang da jeg stod og hjalp en elev, lød der pludselig et par ordentlige klask et eller andet sted i lokalet. Det var formanden for husflidsforeningen, der omsider følte anledning til at sætte en grænse for udfoldelser, der ikke kunne komme ind under betegnelsen husflid. Den ene af dem var søn af en embedsmand, og han lavede det nummer, at han "glemte" at betale for materialer, da sæsonen var ovre. Pengene havde han brugt til andet formål. Da jeg jo skulle have regnskabet gjort færdigt, henvendte jeg mig til faderen, der blev noget overrasket over, at sønnen ikke havde betalt. Han havde da fået penge til det. Hvordan far og søn senere ordnede sagen, ved jeg ikke.

Jeg kunne godt tænke mig at fuske lidt med journalistikken på amatørbasis, men her havde førstelæreren sat sig på Kolding Folkeblad, honorar 5 øre pr.

4

linje for lokale meddelelser. Men så fandt jeg på skrive om en ung lærers oplevelser på jagt efter embede og andre ting i kronikagtig opsætning, og også et stort interview med den politiske flygtning fra Nazityskland Hans Rütting om den tyske vandrebevægelse fik jeg optaget, ja sågar poesi gav jeg mig af med.

Det gav i øvrigt anledning til en lille overraskelse. En dag havde vi rengøringskone, og hun fortalte, at hun aftenen før havde været til møde i forsamlingshuset. Emnet havde været noget i retning af Dansk Lyrik, og minsandten om ikke foredragsholderen havde citeret et digt af den lokale "forfatter" Chr. Munch fra Vonsild.

Det første digt skrev jeg i september 1939 i anledning af krigsudbruddet. Det kan du læse på næste side. Jeg var så naiv at gå op på Højskolebladets redaktion i Kolding og spørge redaktør Skovmand, om det var noget for bladet. Han læste det igennem og kom så med følgende kommentar: Der er som bekendt et gammelt ord, der siger, at man skal ikke skyde spurve med kanoner, men man kan vist ikke jage kanoner væk med spurve. Og det vil du nok give manden ret i, hvis du læser digtet igennem. Jeg sendte det så til Kolding Folkeblad, der straks optog det. Jeg gengiver digtet med datidens retskrivning, hvis jeg ellers kan gennemføre det uden fejl.

Det blev efterhånden til flere digte i bladet. Jeg sendte nogle af dem til den kendte jyske digter og orgelfabrikant Anton Berntsen i Vejle. Jeg fik et pænt svar fra ham. hvori han bl. a. nævnede, at "der er så mange der skriver vers i dag", og at min versrytme ikke altid var lige sikker. Min lyst til at fortsætte med poesien aftog.

September 1939 Det er Indian Summer.

Luften er skær,

Som Skygger de gaar

saa det fjerneste fjerne synes ganske nær.

Høsten er endt.

Og se op i Natten!

de fugle, der drager

bort for i Aar. Langs Kimingens Rand

Over Markernes Tavl et andet Syn: er der intet tilbage De hastige Genskin af Sommerens Avl. af fjerne Lyn. 5

Dog er der Liv.

Langt imod Syd

Se hen over Agrene! lyser Mars-stjernens Skær.

Der kommer Millioner.

Den grusomme Krigsgud

af Traade flagrende. mønstrer sin Hær.

De synker sagte.

Det er jo September.

Den ganske Jord

Se, Senrosen gløder!

indhylles varsomt

Naturen i Farver

i det fineste Flor.

sig stille forbløder.

Det er "flyvende Sommer".

Skal det ogsaa ske

Ja, Sommeren gik. for Menneskeheden?

Der høres om Natten Hvem evner at øjne en sælsom Musik.

gennem Faren til Freden?

Lyt op i Natten!

I Fugle, der flyver

Hør Vingeslag

til fremmede Lande

af Fugle, der haster heroppe fra Danmarks mod en lysere Dag. lave Strande,

tag Bud med derned heroppe fra Norden: Lad atter det lyse af Fred over Jorden!

Under krigen var der meget, man måtte give afkald på. Denne kendsgerning inspirerede mig til følgende hjertesuk:

6

Bevæget Afsked.

Der sad to Venner paa en Kvist, ja, gode Venner var de vist.

Med Sorg i Sind saa tyst de sad, thi ak, de skulle skilles ad.

Den ene tavs og uden Ord. Den anden sad ved samme Bord.

"Saa ses vi da for sidste Gang. Hvor Tiden dog vil blive lang.

Naar jeg var træt og tung i Sind, kom du til mig ad Døren ind.

Du fyldte Stuens kvalme Luft som med en fjern, eksotisk Duft.

Jeg aned' i din brune Lød et Skær af Tropesolens Glød.

Naar mine Læber rørte dig, var Livet som en munter Leg. Al Træthed var som vejret bort, og Tiden syntes alt for kort.

For min Skyld kom du her til Nord fjernt fra din Hjemstavns kære Jord.

Hav Tak for, hvad du skænked' mig, naar jeg først havde skænket dig.

Den sidste Kopfuld her jeg faar af dig, du ægte Kaffetaar!"

Jeg forsøgte mig også med digte på jysk. Æ Lykk' Æ Lykk' den æ no en særeste jen, den vil ålle mej, huer en åen vil hen. De æ liemøj, huer en æ o æ Juer, så æ æ Lykk’, huer di anne buer.

Æ en sølle å ring å en fatte Lus, ja, så æ æ lykk' i den riig Mands Hus. 7

Æ en dierimued riig å håer Pæeng som Grejs, mon så æ Lykk' æ mej o æ Rejs?

Så ær'et jo åsse nowe, dæ sæje, te vi ållesammel ku ha'et nowed beje, hwis vi stræwt å find' æ Lykk' huer vi buer.

Mon æ di i Gronnen hå'er Ret i dje Uer!

Det blev til ti digte i alt, hvoraf de syv blev optaget i Kolding Folkeblad. Bortset fra en konfirmationssang har jeg ikke siden forsøgt mig som versmager. Jo, en aften for ikke så længe siden kunne jeg for en gangs skyld ikke falde i søvn. Så fandt jeg på at digte mig ind i drømmeland med disse strofer, der kan synges på en melodi fra mine yngre dage: Vente, ikke andet bare vente, det gi’er meget mer’ i rente, blot du kan - vente.

Sove ikke andet bare sove. Gid jeg havde en alkove, hvor jeg ku' sove.

Snue , ikke andet bare snue, væk med denne ækle flue så jeg kan snue.

Boble, ikke andet bare boble.

Som en anden gammel gople 8

vil jeg nu boble.

Blunde, ikke andet bare blunde.

Det var dejligt, hvis jeg kunne lige nu blunde.

Slumre, ikke andet bare slumre.

Nu da det er ved at skumre, så vil jeg slumre.

Snorke ikke andet bare snorke, lige alt hvad jeg kan orke vil jeg nu snorke.

Det kneb lidt med at finde brugeligt rim på "boble", men "goble" kan vist gå an i betragtning af, at en vandmand er en gople, og mon den ikke er i stand til at frembringe små bobler. Nå, lige meget, jeg faldt i søvn, og det var jo den dybere mening med rimeriet.

9

Jeg kunne godt tænke mig at gøre lidt mere ved skriveriet , så jeg henvendte mig til Jydske Tidendens hovedkvarter i Kolding. Her blev jeg antaget som lokalreferent til den fyrstelige gage 4 øre pr. linje. Til gengæld måtte jeg gerne levere fyldige referater af stedlige begivenheder som dødsfald, begravelser, møder, generalforsamlinger o.l.

Jeg havde tidligere erhvervet mig en gammel skrivemaskine af mærket AEG Mignon for 50 kr. Den havde kun to taster. Den ene sørgede for mellemrum mellem ordene. Den anden trykkede en cylinder med typerne ned mod papiret.

Typerne skiftede man ved med venstre hånd at betjene en stift, der kunne føres hen over et cylinderudsnit med de forskellige bogstaver, tal og tegn. Maskinen var allerede dengang, sidst i trediverne, godt på vej til at blive en museumsgenstand. Men jeg havde god gavn af den som amatørjournalist.

Engang i tresserne forærede jeg den væk. Det var måske dumt.

Ved lidt i retning af en tilfældighed fik jeg en ide, der skulle vise sig at være både interessant og ret indbringende.

En dag, da jeg læste lektier med en proprietærdatter i hendes hjem, blev jeg budt på eftermiddagskaffe. Under samtalen kom vi ind på gårdens og slægtens historie, der viste sig at gå langt tilbage i tiden. Jeg bad om tilladelse til at benytte emnet til en artikel i Kolding Avis, sådan benævntes Jydske Tidende's Koldingudgave. Det havde proprietæren ikke noget imod, tværtimod var han meget behjælpelig med at grave ned i fortiden ved hjælp af gamle dokumenter.

Resultatet blev en fyldig beskrivelse, der straks blev optaget i avisen.

I de såkaldte otte sogne syd for Kolding er der forholdsvis mange proprietærgårde, hvis historie og ejernes slægter kan føres flere hundrede år tilbage. Jeg opsøgte en del af dem, tog billeder af gårdene og prøvede at gøre fortiden levende, ivrigt assisteret af ejerne. Det blev til en artikelserie, som avisen var meget interesseret i. Vonsild kirkes historie samt gamle optegnelser foretaget af en for længst afdød præst blev også emner for nogle artikler.

Det skete, at jeg tog mig opgaver på i Kolding, især når det drejede sig om stof af interesse for skolefolk. Navnlig husker jeg et stort skolemøde, hvor hovedtaleren var daværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Som referent sad jeg på første række, og efter talen kom den prominente person hen og satte sig ved siden af mig, og der blev han siddende, til mødet var forbi. Jeg følte det som lidt af en hædersbevisning, at jeg som indehaver af et af folkeskolens laveste embeder blev udvalgt til sidekammerat af vor højeste myndighed. At vi næsten var de eneste på første række med tilbørlig afstand til de øvrige par stykker kastede jo også en særlig glans over situationen.

10

En enkelt gang refererede jeg et aftenmøde i Kolding. Referatet skulle ligge klar i manuskript samme aften, så jeg gik op på lokalredaktionen og gjorde det færdigt. Der var noget fascinerende ved at arbejde der og mærke travlheden i huset, der kulminerede lidt før rotationspressens gungren ved 23.30 tiden indvarslede det skrivende personales fyraften.

Folketingsvalget, vistnok i foråret 1939, foregik på vor nærmeste nabo Vonsild Kro. Hen på aftenen indløb resultaterne fra de forskellige afstemningssteder i Vonsild-kredsen, og da det sidste forelå, skyndte jeg mig at telefonere udfaldet ind til redaktionen. Kort tid efter kom det i radioen som det allerførste kredsresultat, og inderst inde følte jeg en vis tilfredsstillelse ved bevidstheden om, at det havde jeg været medvirkende til.

Fra den valgaften husker jeg en lille pudsighed. For at lette arbejdet med opgørelsen af afstemningsresultaterne havde man på Jydske Tidende fremstillet nogle lister med navnene på de forskellige partier, lige til at udfylde. For at spare plads var partinavnene skrevet så korte som muligt. Danmarks Retsforbund, som vist dengang hed Retsstatspartiet, var forkortet til Retspartiet, eller rettere sagt skulle have været det, for uheldigvis var et par bogstaver blevet byttet om, partiet figurerede som Restpartiet. Om det opnåede stemmetal retfærdiggjorde denne betegnelse kan jeg ikke huske.

Jeg syntes stadigvæk, at de fire øre pr. linje var for lidt, så en skønne dag samlede jeg det sammen, som jeg hidtil havde skrevet, lagde det i en konvolut og vovede mig ind til chefredaktør Andreas Sørensen i det Allerhelligste. Her lagde jeg kuverten foran ham på skrivebordet og fremsatte mit ønske om større honorar uden at foreslå noget beløb. Han så knap nok op fra sit arbejde, men sagde med noget, der godt kunne opfattes som en affejende bevægelse: Jeg skal se på det. Så var den audiens forbi, og jeg regnede ikke med at høre mere om den sag.

Men her tog jeg alligevel fejl. En uges tid efter fik jeg meddelelse om, at A.S. havde læst mine ting, og at de havde et så professionelt tilsnit, at mit honorar blev forhøjet til ti øre pr. linje med tilbagevirkende kraft. Det var jo en opmuntring, ikke mindst da jeg havde læst en kronik af Kaj Munk i JyllandsPosten, hvori han på en eller anden måde havde fået indflettet noget i retning af, at "her sidder man og skriver for ti øre pr. linje."

Ifølge sagens natur havde jeg mest samarbejde med lederen af lokalredaktionen.

Jeg erindrer hende som en for det meste sortklædt, kultiveret dame, men hendes navn har jeg glemt. Af de øvrige journalister husker jeg kun Niels Blædel. Det er muligt, at dette navn ikke siger dig noget, men det er særdeles velkendt inden for bladverdenen og da også til en vis grad uden for. Nicolai Blædel, (vistnok N.B.s far) havde været redaktør for såvel Dagens Nyheder som Berlingske 11

Tidende, derudover er han kendt for sit værk Forbrydelse og Dumhed, der beskriver Anden Verdenskrigs forspil i europæisk storpolitik. En dag, da N.B. og jeg sad over en kop kaffe på Saksildhus, fortalte han mig en oplevelse fra sin tid på et sjællandsk dagblad. Der havde han i nogen tid forsøgt at finde ud af, hvorfor et større entreprenør arbejde var gået i stå. Derfor tog han med glæde imod et tilbud fra en af firmaets medarbejdere om at mødes med ham på en nærmere aftalt beværtning, så skulle han få sandheden at vide. Og efter et par genstande kom "sandheden" frem: Gravkøerne havde fået mund- og klovsyge!

Engang i 1982 var jeg i forbindelse med forlaget Rhodos. Det var vistnok angående tilladelse til at citere et eller andet fra et af de mange tidsskrifter, som forlaget udgiver. Jeg kom i forbindelse med direktøren, og det var såmænd Niels Blædel. Vi kom selvfølgelig ind på hans tid i Kolding for ca. fyrre år siden. Jeg genopfriskede historien om gravkøerne, men han kunne mærkeligt nok ikke huske den. Her i december 1985 har han udgivet et rosende omtalt værk om Niels Bohr.

Da vi flyttede fra Vonsild i 1942, blev skriveriet lagt på hylden i mange år, det blev kun til ganske enkelte småting til Danevirke i Haderslev og Vestkysten i Varde. Men efter 25 års forløb kom der igen gang i det ved lidt af en tilfældighed som i Vonsild. Jyllands-Posten havde dengang en fast rubrik på bagsiden, benævnt Det lille Interview. Her kunne læserne ringe ind angående alle mulige emner. En dag i januar 1977 kritiserede en læser avisens angivelse af solens op- og nedgangstider. Det kunne da ikke passe, at solen gik ned på samme tid i Viborg og Nakskov. Bagsideredaktøren svarede, at det nok måtte være en trykfejl. Men det var det naturligvis ikke. Jeg sendte så en forklaring ind til J.P. ledsaget af en skitse, der viste, hvordan skellet mellem dag og nat går skråt hen over landet om vinteren, så at solnedgangstidspunktet for Viborg og Nakskov var det samme. Et par dage efter ringede bagsideredaktøren og sagde, at indlægget ville blive optaget, og at jeg ville få tilsendt 300 kr. for det. Det var meget overraskende, og jeg mente ikke, at det skulle honoreres. Men det blev det altså, og ydermere blev der spurgt, om jeg ikke kunne levere mere stof til bagsiden. Det gjorde jeg så, og det blev til flere års interessant samarbejde. Til at begynde med øste jeg op af min hukommelseskiste, og da bunden var nået, fik jeg fat i alle mulige gamle vittighedsblade og ugeblade, så det blev til vitser og småhistorier i hundredvis. En skønne dag bad man mig om at stå for en fast rubrik med overskriften Hvorfor siger man SÅDAN? Det sagde jeg ja til, og inden jeg måtte sige fra igen på grund af vikararbejde ved Skolepsykologisk Rådgivning i Ringkøbing, var det blevet til 265 indlæg. Det var særdeles interessant at efterspore oprindelsen til gamle udtryk og også somme tider til nye, og det gav tit anledning til spørgsmål og respons fra læserne. Til at begynde med klippede jeg ud og klistrede i en scrapbog, men efterhånden blev det for stort et arbejde. Jeg vil forsøge at gengive nogle af siderne i fotokopi. Lykkes det 12

at få nogle anstændige kopier ud af det, kan du se dem på de følgende sider.

Men jeg kan da for en sikkerheds skyld gengive et par vitser her.

-

Kan du huske, at du engang friede til mig, og jeg gav dig en kurv?

-

Ja, det er en af mine kæreste erindringer.

-

Har du hørt, at Kresjan har fået et år i skyggen?

-

Nej, hvorfor?

-

Han kom til at nyse.

-

Det kommer man vel ikke i spjældet for?

Jo, for han kom til at nyse, da han en nat stod og rodede i grevindens smykke skrin.

Den rare, gamle herre: - Hvad hedder du, lille ven?

-

Jeg hedder Anker Jørgensen.

-

Ja, det er jo et kendt navn.

-

Jamen jeg har også gået med aviser her i kvarteret i et helt år.

J.P. har også en side i søndagsnummeret for børn og helt unge. Den blev i "min tid" redigeret af Danmarks mest læste børnebogsforfatter Robert Fisker, fhv. lærer i Århus. Jeg sendte nogle bidrag til denne side, spændt på, om de ville finde nåde for hans øjne, for de var inspireret af gåder og opgaver af en type, som jeg kunne huske fra min barndoms børneblade, som kom med posten hver onsdag. Lidt før kl. 3 på denne dag stod jeg spændt og ventede på ham ved et træ, hvorfra jeg kunne se et godt stykke af den vej, han kom. Når han så var i anmarch, skyndte jeg mig ind i stuen, hvor han så lidt efter kom med Horsens Folkeblad (fra dagen før) og Børnebladet, som jeg kastede mig over med stor iver. Der var opgaver bl.a. i form af ordgåder og skjulte navne på byer eller andet.

Sådanne opgaver fabrikerede jeg og sendte til Robert Fisker, og de fleste blev optaget. Her er et eksempel på skjulte benævnelser på musikinstrumenter.

Jeg synes nu, at Oluf løj temmelig meget.

13

(Resten af eksemplerne kan du more dig med selv at finde ud af, hvis du gider.

Det drejer sig stadigvæk om musikinstrumenter.)

Du må se at være sceneklar i netop det øjeblik, stikordet lyder.

Vi fandt en viol inde i skoven ved siden af en stub af et bøgetræ. (2 instrumenter, det ene er næsten for let.)

Du har nok drukket rom, Peter.

Nu mangler vi kun tre: Georg, Else og Hanne. Du kan låne hos onkel, han har penge nok.

En anden type opgave: Sæt det samme ord ind i stedet for stregerne.

En stor flok stære - hen over skolens sydlige - .

Tag nu og - den pose - for mig.

- du, hvem der står - roret?

Jeg - , at far var ved at - i haven.

Landmanden måtte - sin gamle - rive ned.

Jeg kan se på mit -, at der kun er - vej tilbage.

Jeg sendte også en beskrivelse af min barndoms skole. Jeg fik den tilbage med nogle anvisninger på, hvordan jeg kunne omskrive visse sætninger, så ville man optage den. Men det var jeg ikke så ferm til, så det blev ikke til noget. Jeg havde dog den fornøjelse at blive tituleret som forfatter af Robert Fisker.

Jeg skrev også nogle episoder fra min barndom på Horsensegnen, men dem var J.-P. ikke interesseret i, da de var lokalt betonede. Hvad var da mere nærliggende at forsøge med Horsens Folkeblad, som vi i øvrigt læste daglig i mit hjem, og som min far havde aktier i. Han gav mig et af dem, men den har jeg for længst afhændet. H.F. optog straks mit første indlæg, og det blev i tidens løb til godt en snes bagside-artikler. De gav også anledning til forbindelser med ikke så få læsere, deriblandt fire barndomskammerater, en af dem var min sidekammerat og gode ven fra min barndoms landsbyskole. Jeg har siden truffet dem alle fire efter mere end et halvt århundredes forløb, og det kneb os ikke spor at holde snakken i gang.

Også dagbladet Vestkysten har jeg af og til forsynet med bagsidestof.

14

I de senere år har jeg haft et interessant samarbejde med den lokale ugeavis for Blåbjerg/Hvide Sande området. Hvordan jeg kom i gang der kan jeg ikke huske.

Måske har det gjort noget, at den udgives af en af mine "gamle" skoledrenge fra 1962. Her har jeg særligt boltret mig som interviewer. Når ens geografiske horisont begrænses af Skåne, Skagen, Skotland og Norditalien, bliver man nysgerrig efter at erfare, hvad andre med en væsentlig videre horisont har at fortælle om deres oplevelser i det fremmede, og det kunne jo være, at andre havde lyst til det samme, så jeg fandt frem til personer, der er født her på egnen, men har deres gerning i det fjerne eller har rejst en del. Det blev bl.a. til en snak med en landmandssøn fra en gård på Nr. Nebel-egnen. Han er nu direktør for LEGO’s afdeling i Japan. Vor nabos datter, der i mange år har været leder af afdelingen for udenlandske anliggender i Bank of America's afdeling i filmstjernes paradis Beverley Hills i Los Angeles var et andet offer, og der kunne nævnes flere eksempler. Omvendt har nogle fra det fjerne udland slået sig ned i vort lille samfund. bl.a. fra Australien, Madeira og Italien. Også en vaskeægte kineser, som jeg af og til snakker med, foreslog jeg en samtale, men hun følte sig som dansker, så hun mente ikke, hun kunne være særlig interessant at interviewe, så det måtte jeg desværre opgive. Andre emner var en verdensberømt videnskabsmand, der på sine gamle dage har slået sig ned herude på et nedlagt husmandssted. Han er født og opvokset i København, men kunne ikke tænke sig at tilbringe sit otium der. Også en fhv. kongelig taffeldækker har slået sig ned herude kun et par kilometer fra Vesterhavet. Det må være en stor omvæltning fra tilværelsen i de høje sale i de kongelige omgivelser.

Som ret trofast lytter til Radio Syd fik jeg den ide at smutte til Åbenrå sammen med Ugeavisens fotograf for at kigge lidt bag kulisserne og se og snakke med de mennesker, som man ellers kun hører. Om morgenen den aftalte dag ringede fotografen og sagde, at han desværre var blevet forhindret i at tage med, men jeg måtte låne hans apparat. Jeg kørte så alene den lange tur til Åbenrå en majdag i 1984. Det var regnvejr, men alligevel var der lejlighed til at nyde udsigten gennem forruden til det smukke, sønderjyske landskab.

I Danmarks Radios bygning tog man sig god tid til at snakke med mig.

Souschefen Henry Johansen og redaktionssekretær Erik Ohlsen svarede beredvilligt og - naturligvis, kan man næsten sige - meget velformulerende, så jeg fik et godt interview på båndet. Bagefter forsøgte jeg mig som pressefotograf med ret pænt resultat, selv om det snart var mange år siden jeg havde givet mig af med den slags med et apparat, der nu nærmest må betegnes som en museumsgenstand. Inden jeg forlod stedet igen sad vi og snakkede om løst og fast over en bid brød. De spurgte om, hvordan jeg var kommet ind på det der med at snuse til journalistikken, og da jeg i den forbindelse nævnede Jydske Tidende, fik de fat i en medarbejder ved navn Knud Smidt, der står for 15

udsendelsen Ugen, der kommer. Han havde været ansat ved J.T. i Kolding på det tidspunkt jeg havde tilknytning til bladet. Han kunne godt kende mig, og det undrede mig, for jeg kunne slet ikke huske det mindste om ham, hverken hans navn eller udseende. - Jeg gav i øvrigt Henry Johansen et par forslag til radio interviewes med nogle af mine ofre her på egnen, og dem benyttede man sig senere af.

Et par gange om ugen går jeg på biblioteket i Nr. Nebel bl.a. for at læse lidt i Politiken. Her er det særligt Sproghjørnet og At tænke sig, der interesserer. At tænke sig er, som mange vil vide, et eldorado for sprogekvilibrister. Her leges der med sproget, bl.a. ud fra den kendsgerning, at et ord kan have flere betydninger. Forleden så jeg her, at en kvindelig bibliotekar kan man kalde en bogfinke. Jeg havde hele tiden tænkt, at man skulle have særlige kvalifikationer for at lave den slags ting, noget, som jeg slet ikke turde gå i lag med. Men en dag satte jeg mig for at prøve alligevel, og minsandten om det ikke lykkedes at vride nogle bidrag til rubrikken Leksikalt ud af hjernen. Her er nogle eksempler.

Giftbæger/edderkop, slagnummer/boksekamp, banesår/skinnebrud, vegetarmiddag/urtekost, kannibalmåltid/menneskeret, slibning/æglægning, lommesmerter/vekselvirkning, pantomimeteater/serum, EFlande/kombinationer, juveltyv/stenhugger, bowlerhat/trillebør. Jeg stillede også nogle naive spørgsmål: Benytter en havfrue et vandspejl, når hun friserer sig?

Kan en rytter spore sin bortløbne hest? Undervises der i knipling på politiskolen? Kan en død murer være en levemand? Går en søndagsjæger ud for at træffe nye mennesker? Skal en lokomotivfører have sporsans? Har man pådraget sig et benbrud, hvis man har brækket armen? Bør man gå til øjenlægen, hvis man er snæversynet? Er en reol lavet af hylde træ?

Jeg leverede godt og vel et halvt hundrede af den slag, men de blev ikke optaget allesammen. De var vel heller ikke lige gode, men jeg opnåede da at "komme i" At tænke sig, og det er vel noget af det højeste, man kan opnå i dansk presse!

Og mens jeg nu er ved at prale med mine skriblerier, så må jeg da ikke glemme det, som du læser i øjeblikket og som jeg er i færd med at skrive nu. Der er utroligt mange, der skriver i vore dage, så jeg skal trods flere opfordringer ikke nyde noget af at udgive mine erindringer i bogform. Det er der så mange andre afdankede landsbydegne, der har gjort i tidens løb. Jeg nøjes med 12-13 fotokopier til den nærmeste familie og til udlån til venner og bekendte. Denne side er nr. 197, og jeg har stof til endnu en 60-70 sider, som jeg håber at kunne få gjort færdig. Intet er jo sikkert i denne verden. Det har været en fornøjelse for mig at dykke ned i fortiden og fæstne de fundne ting på papiret. Om det er en fornøjelse for dig at læse om det, kan jeg ikke afgøre.

16

Men jeg har skam også haft fiasko. Jeg tror det var i 1983, at skoledirektøren her i kommunen opfordrede mig til at skrive en bog om de nedlagte skolers historie. Han havde læst nogle af mine skriverier og mente derudfra, at denne opgave lige var noget for mig. Jeg sagde ja og fandt i første omgang ud af, at det drejede sig om en halv snes småskoler her i kommunen. I anden omgang optog jeg interviews med 5 gamle mennesker på 80-90 år, en enkelt over 90, om deres skolegang i de små skoler. Men i 1984 måtte jeg opgive at fortsætte trods lovning om al mulig støtte fra skolevæsenets side. Helbredet var ikke for godt, og opgaven ville blive meget mere omfattende, end jeg havde regnet med. ----Nå, nu kan det vist være nok om mine skriverier. Vi må videre til andre hobbyer.

Fra 1. oktober 1942 til 31. december 1946 var jeg førstelærer ved Anslet skole i det nordøstligste hjørne af Sønderjylland. på en eller måde kom jeg i forbindelse med forlaget J.H.Schultz i København og blev antaget som bogsælger, selv om det kun kunne blive på fritidsbasis. Jeg fik et meget fyldigt og fornemt udstyret instruktionsmateriale, hvori der meget udførligt blev gjort rede for fremgangsmåden over for en kunde, hvad man skulle sige, hvornår man skulle smile osv. Jeg tror nu ikke, jeg fulgte de givne retningslinjer, men jeg solgte da en del, især Schultz's Danmarkshistorie i flere bind og Edw. Dwingers trilogi om oplevelser i Rusland under l. Verdenskrig. På grund af krigen (denne gang altså 2. Verdenskrig) var der mangel på en del varer, hvilket resulterede i pengerigelighed i visse kredse af befolkningen. Ved at købe bøger fik man brugt pengene til et fornuftigt formål, og man kunne bruge fritiden til læsning. Det var som bekendt før fjernsynets tid, og der var langt til teatre og biografer, og alle privatbiler var klodset op. I øvrigt havde jeg en god bekendt, som var møbelsnedker. Han gav mig tips om, hvem der købte bogreoler, og så var der chancer for gevinst også hos mig.

Jeg brugte jævnligt lysbilleder i undervisningen til at illustrere de forskellige emner med. Det skete også, at jeg indbød forældre og andre interesserede til lysbilledforedrag i skolen om aftenen. En aften foreslog en af forældrene, at man skulle samle ind til et lysbilledapparat i stedet for som hidtil at leje et. Nogle af forældrene gik så rundt til skoledistriktets beboere og samlede penge ind, og offervilligheden var så stor, at der kom mange flere ind end nødvendigt til et lysbilledapparat, så der blev anskaffet en 16 mm filmgengiver i stedet for. Det var ganske vist vanskeligt at skaffe en, men det lykkedes at finde en Kodak hos Foto-Magasinet i Kolding. Det levende billede var et værdifuldt supplement til undervisningen i visse fag, og beboerne mødte trofast op til aftensammenkomsterne. Efter befrielsen i maj 1945 var deltagelsen så stor, at vi måtte flytte aftnerne til Hejlsminde Badehotel, hvor vi et par gange var mellem tre og fire hundrede mennesker. Det var som om der gennem de fem besættelsesår havde ophobet sig en trang til at være sammen under frie forhold.

Der blev bl.a. vist en film fra besættelsestiden, og en tidligere fange fra 17

koncentrationslejren Neuengamme fortalte om sine oplevelser. Også Hakon Mielches bror (jeg har glemt hans fornavn, det var måske Harry) var på programmet med en oldtidsfilm.

En del af filmene og lysbillederne lejede vi hos en ældre malermester i Kolding, der havde specialiseret sig i den slags. Han havde også en 16 mm optager, og en dag foreslog han, at jeg skulle forsøge mig som filmfotograf. Jeg havde i årenes løb taget mange fotografier med et såkaldt klapkamera af fabrikatet Kodak i formatet 6x9, så jeg var ikke ukendt med at have et kamera i hånden. Dette her var nyt og spændende, så jeg tog imod tilbuddet og gik i gang. Efter nogle optagelser fra vor private dagligdag som en slags øvelse påtog jeg mig bl.a. at skildre livet på en bondegård. Det foregik på en ret stor gård, der lå i nærheden af skolen. Jeg var både instruktør, regissør, belysningsmester og kameramand, og det var sjovt at spille disse roller og regere med gårdens beboere, både de toog firbenede.

En anden film, jeg husker, var nærmest en reportage. Sankt Hans dag 1945 (i øvrigt min 33-års fødselsdag) blev befrielsen fejret ved en folkefest på Skamlingsbanken, og den begivenhed skulle jeg dække filmmæssigt.

Privatbilismen var endnu ikke frigivet, så en fra forældrekredsen og jeg aftalte at leje en bil. Festen skulle begynde kl. 14, så vi blev enige om, at det kunne være passende at køre fra Anslet 20 minutter før. Der var jo ikke mange kilometer til Skamlingsbanken. Men tilstrømningen var så stor, at vejene mod Skamling nærmest var blokeret, så al færdsel foregik i adstadig skridtgang. Der var et virvar af alle slags befordringsmidler. Gamle, bulede biler med hjemmelavede skilte med påskriften Presse eller Film humpede af sted mellem vrimlende skarer af trækkende cyklister og fodgængere, og det vakte jubel, når en lastbil med skiltet "Godkendt til Kreaturtransport" banede sig vej gennem malstrømmen med ladet stuvende fuldt af glade mennesker.

Der var trykt 50.000 adgangskort, men det slog ikke nær til. Bordene, hvor de blev solgt, væltede i tummelen, og festpladsen kunne slet ikke rumme de mange mennesker, så man måtte benytte en kæmpegryde bagved. Vi nåede først ned til talerstolen ved fire tiden, så de første talere fik jeg ikke på strimlen. det var et fantastisk syn at se menneskemasserne næsten som et spraglet tæppe op ad kløftens sider. Efter arrangørernes skøn var der 150.000 mennesker til stede.

Festen sluttede med et flot fyrværkeri ved midnat, og da de sidste deltagere nåede ned til "alfarvej" var solen for længst stået op.

Min deltagelse i denne gigantiske fest blev årsagen til et par interessante oplevelser. En dag i sommerferien kort tid efter gik jeg ind i skolestuen fra lærerlejlighedens baggang, og her mødte jeg en overraskelse i form af en høj mand, der med målbevidste skridt kom gående imod mig fra den anden ende af skolestuen. Det var daværende højskolelærer Rosendahl, Rødding, leder af 18

modstandsbevægelsens region III, Syd- og Sønderjylland. Han havde set min Skamlingsbanke film, og nu ville han gerne have mig med ud på et par ekspeditioner og optage film med motiver fra regionens område, og den første tur gjaldt et ammunitionslager ved Haderslev og Frøslevlejren, der efter befrielsen i øvrigt blev kaldt Fårhuslejren, for der var nemlig stor forskel på at have siddet i Frøslevlejren eller i Fårhuslejren, der blev befolket af landssvigere efter 5. maj 1945.

Jeg var straks med på ideen, men naiv som jeg var spurgte jeg, om det ikke var for sent den dag. Det var lige over middag, men fra min barndom og tidligste ungdom var jeg vant til, at befordring i gamle Ford'er og lignende transportmidler var noget, der tog sin tid, og der var ca. 7o km til grænsen, vidste jeg, og jeg skulle gerne hjem igen samme dag. Men Rosendahl gjorde mine bekymringer til skamme. Han kørte som lyn og torden for ikke at brug mere bramfri udtryk. Køretøjet var en af værnemagtens gamle Opel Olympia'er, der var "organiseret" af modstandsbevægelsen. Efterkrigstidens veje var ikke for gode, og ydermere fortalte den energiske fører, at han ikke var vant til at køre. Min far, der tilfældigvis var på besøg hos os, var med. Han var dengang 75 år, og han var fra sin tid som bilejer vant til et anderledes adstadigt tempo. Han sad på bagsædet, og med jævne mellemrum klamrede han sig til forsædets ryglæn samtidig med at han frembragte nogle indestængte brummelyde, der tydeligt nok skulle udlægges som: - Jeg er mildest talt foruroliget over din vanvittige kørsel, men jeg tør ikke sige det højt. Det kneb også mig at holde mig fast i sædet, når speedometernålen tangerede de 12o km/t og vi måtte vige til side for modkørende. Det tør nok siges, at den køretur var en oplevelse i sig selv, men formålet, besøget og optagelserne i Fårhuslejren, var det ikke mindre. Vi blev vist rundt af lejrkommandanten, så vidt jeg ved, havde han en højere rang inden for politiet. Han fulgte os rundt i lejren som en slags garant for, at vi var ude i lovligt ærinde med filmkameraet, for man kunne jo ikke have alle og enhver til at løbe rundt og filme. Men vagtbetjentene var vågne. Da jeg, stadig eskorteret af kommandanten, stod øverst oppe i vagttårnet for at få nogle panoreringer på strimlen, kom der en betjent farende op ad trappen, smækkede døren op og sagde med bøs stemme: - Man siger, der fotograferes heroppe fra!

Uheldigvis befandt kommandanten sig bag den ikke særlig blidt åbnede dør, så vagten var naturligvis i sin gode ret til eventuelt at anholde mig, da han jo ikke kunne vide, at det var med selve chefens tilladelse, jeg stod her. Men han forsvandt påfaldende hurtigt ned ad trappen, da kommandanten stak hovedet frem med et: - Bare rolig! Jeg er her også!

Frøslevlejren blev åbnet i august 1944, fra besættelsesmagtens side under påskud af, at danske fanger i Tyskland ville blive overført hertil. Men faktum var, at lejrens funktion i nogen grad kom til at virke modsat, idet flere tusinde af tyskernes danske fanger i danske fængsler blev interneret her, og en del af dem blev herfra overført til tyske koncentrations lejre. Men nu efter kapitulationen 19

var det altså folk, der havde været for venlige overfor tyskerne, der færdedes i de forholdsvis primitive omgivelser. Jeg husker ikke ret meget af mit korte ophold bag pigtråden, men der er ingen tvivl om, at det har været interessant at befinde sig i de omgivelser, jeg før kun havde hørt om.

En anden dag var vi i det midterste Sønderjylland for at filme. Det drejede sig denne gang bl.a. om et ammunitionslager, vistnok i Arnum. Den skulle have været bevogtet af modstandsfolk, men trods ihærdig søgning fandt vi ikke et menneske. Den impulsive regionsleder ladede en revolver og skød vildt op i luften i håb om at henlede rette vedkommendes opmærksomhed på, at nogen havde forgrebet sig på ammunitionen, men selv efter nogen tids venten viste der sig ikke et menneske.

Hvordan det gik til husker jeg ikke, men på en eller anden måde kom jeg i forbindelse med firmaet V. Richter, København, der forhandlede undervisningsmidler af forskellig art, herunder lysbilledapparater og filmgengivere, og de tilbød mig en vis provision for at demonstrere og afsætte disse ting til skolerne. Især gik det løs med den danskproducerede KZ. Det var et godt og robust apparat, der nok kunne tåle at blive transporteret på bagagebæreren bag på cyklen. Det kostede mange tramp i pedalerne og megen sved at afsætte et eksemplar. Til gengæld var provisionen 15o kr., og det var faktisk pænt i forhold til kronens daværende værdi. En enkelt gang var de forbavsende let tjent. Formanden for skolekommissionen i Vonsild ringede en skønne dag og bestilte uden videre et apparat. Han havde hørt, at jeg tog mig af den slags ting. Telefonsamtalen og udfyldningen af ordresedlen til København varede i alt ti minutter, så ved hjælp af simpel hovedregning bliver resultatet en timeløn på 9oo kr., en rekord, jeg ikke senere har slået.

Efter at hele familien var flyttet til Stundsig skole ved Varde fortsatte interessen for filmen i undervisningen både i og uden for skolestuen. Pedaltrampene og svedeturene fortsatte, specielt i sommermånederne, hvor den vestjyske skoleordning gav fritid hver eftermiddag. En enkelt gang allierede jeg mig med en kollega, der havde en motorcykel med sidevogn. Heri tronede jeg med filmgengiveren på skødet på en lang rystetur til Hvide Sande ad den grusede vej, der tilsyneladende var anlagt efter vaskebræt-princippet. Ekspeditionen gav senere resultat i form af en bestilling på et apparat fra Hvide Sande. I alt afsatte jeg vel en 12-15 stykker.

Da jeg senere fik bil, viste jeg også af og til film rundt omkring i landsbyerne, en enkelt gang ved et lærerkredsmøde i Varde. Jeg optog også film, bl.a. et par situationer med vore børn, men det blev nu ikke til så meget i det hele taget.

Men da jeg læste om festivitasen i Ribe i anledning af l000-året for bispedømmets oprettelse i året 948, faldt jeg for fristelsen til at sætte mig i forbindelse med festkommiteen for om muligt at få lov til at filme de celebre 20

gæster på steder, der ellers ikke var tilgængelige for publikum, og minsandten om ikke der nogle dage efter kom noget i retning af et pressekort med posten.

Jeg lejede en optager og begav mig til Ribe den pågældende dag. Hvordan befordringen foregik kan der læses om i et andet afsnit. Via mit nyerhvervede pressekort fik jeg sammen med et par andre udvalgte adgang til perronen på banegården, hvor toget lidt efter ankom med Kong Frederik den Niende, dronning Ingrid, enkedronning Alexandrine og prins Knud, og så gik turen i åbne biler gennem den feststemte by til domkirken. (Som et lille kuriosum: Dagen efter kunne man i et avisreferat læse, at "de og de honoratiores kørte bagefter de kongelige i vognmand X's ny Chevrolet". I den forbindelse må man huske på at en ny bil, og især en af amerikansk fabrikat, var noget i retning af en sensation.) Efter højtideligheden i domkirken gik turen til (vistnok) Klubbens Hotel, hvor jeg, stadigvæk takket være mit "Sesam, luk dig op" overværede og filmede situationer fra frokosten for de kongelige og andre honoratiores. Men resultatet af optagelserne i Ribe var elendigt, det dårligste, jeg nogen sinde har præsteret. Jeg var ikke kendt med apparatet, der var af ældre dato. Fjederen var for slap, fandt jeg senere ud af, og det gjorde, at optagelserne foregik med for langsom hastighed, hvilket igen forårsagede, at tempoet ved gengivelsen var for højt, så selv gamle affældige mennesker bevægede sig i ungdommelig kådhed, og alt foregik i nervøst trippen som når man ser en ældgammel film forevist i en moderne gengiver. Desuden var der masser af forkert belyste sekvenser. Jeg plejede ellers at ramme helt pænt uden belysningsmåler, men her har jeg nok overvurderet mine evner. Måske har jeg ikke været i træning.

Rygtet om mine aktiviteter inden for undervisningsfilm nåede via amtsskolekonsulenten til Statens Filmcentral. En skønne dag fik jeg derfra en invitation til ganske gratis at deltage i en uges filmfestival (det hed det ikke dengang) på Mommark Færgegård på østsiden af Als. Det foregik i en af de sidste uger af juni, og det blev til masser af film, megen snak med andre filmtossede mennesker og udflugter i den skønne natur til historiske steder.

Den 3o. juli 1957 blev min ældste søster Mette 6o år, og det fejrede hun bl.a. ved at give hver af os andre fem søskende 2oo kr., og det var et ret pænt beløb dengang. To måneder efter flyttede vi til København, hvor jeg påbegyndte min videreuddannelse den 1. september. Hvordan det i tidens løb var gået med det føromtalte 6x9 klapkamera kan jeg ikke huske, men den var i hvert fald ude af billedet. Men fritiden under et ti måneders ophold i København ville jeg benytte til at tage farvedias, så en af de første dage omsatte jeg Mettes "omvendte" fødselsdagsgave til et brugt Zeiss-Ikon-kamera, dog måtte jeg selv udrede 2o-25 kr. Det stod selvfølgelig ikke mål med nutidens fotoapparater hvad teknik angår, men det fungerer udmærket den dag i dag, selv om der er langt imellem knipsene. Jeg tog ikke så få billeder på vore ture rundt på Sjælland, og jeg fortsatte, da vi igen flyttede tilbage til Jylland.

21

En form for fritidsbeskæftigelse, som mange sætter pris på, er som bekendt havearbejde. Det giver uden tvivl motion og frisk luft til folk med indendørs arbejde, så her burde jeg nok med begejstring have kastet mig over haven, så snart der var lejlighed til det, men jeg må indrømme, at sådan har det kun sjældent været. Heller ikke i min barndom var jeg vildt begejstret, når jeg fik besked på at skuffe ukrudt væk eller udføre andet arbejde i haven. Måske hænger det lidt sammen med den tidligere omtalte aversion mod bier, der sværmede rundt i haven i sommertiden. Således fik jeg engang ikke mindre end tre bistik oven i hovedet en dejlig sommerdag, da jeg klippede en tjørnehæk kun et par meter fra min faders bistader. Jeg tog ingen skade af stikkene, men den uafladelige summen om ørerne var meget irriterende. Hvem ved, om denne omstændighed er blevet overført til havearbejde i almindelighed. Min ægtefælle har alle dage været mere energisk i haven. Da vi flyttede ind i anden lærer boligen i Vonsild, fik hun en mand til at kulegrave et stykke grønsvær i forlængelse af baggården, og der hentede vi gennem årene en del grønsager.

Men jeg lavede skam også noget. Foran huset gik jeg forholdsvis ivrigt i gang med at give et bed en ordentlig omgang med spaden inden vinteren kom, men selvfølgelig glemte jeg, at bedet var stopfuldt af løgplanter, så der røg adskillige af dem, inden jeg opdagede fadæsen. Lige så uheldig var jeg med en syrenbusk, vi ville have flyttet. Det gik selvfølgelig ud over rodnettet og så burde jeg have kunnet regne ud, at busken skulle beskæres ikke så lidt for at svare til den formindskede rod. Den syrenbusk var ikke havens pryd de første par år, men omsider kom den dog til hægterne. I øvrigt var jorden bekvem at arbejde med.

I Anslet var jorden leret, stiv og besværlig at arbejde med, men til gengæld meget frugtbar. Det fandt vi ud af det år, da Anna havde velsignet jordbærrækkerne med alle de hestepærer, hun kunne opdrive ude fra vejen. Det gav en overdådig høst af jordbærblade, i hvis skygge vi forgæves ledte efter de liflige bær. (Af hensyn til de botanisk kyndige må jeg hellere tilføje, at jeg udmærket ved, at et jordbær ikke pr. definition er et bær!)

I Stundsig var der en ret stor have med mange frugttræer og -buske. Her viste jeg dog en vis interesse for havebruget, fik anskaffet et par bøger om emnet, ja, jeg blev sågar valgt til formand for den lokale afdeling af Jysk Haveselskab.

Som sådan var jeg til repræsentantskabsmøde i Tønder og Vejle.

Ved vort hus i Nr. Nebel er der en stor have af en størrelse, som man vist kan kalde normal. Her deltager jeg i havearbejdet med vekslende interesse. En dejlig 22

sommerdag har jeg ikke noget imod at beskæftige mig et par formiddagstimer med at skuffe og rive og hvad der ellers kan være at lave. Det giver jo også motion. Men på dage med surt vejr og regn trækker jeg mig beskedent tilbage til indendørs gøremål.

Jeg har samlet nogle mere eller mindre uheldige episoder, som lå på JyllandsPostens bagsideredaktion, men omsider fandt man der ud af, at det godt kunne have været brugt, hvis det ikke havde været så langt.

Du kan læse det på de følgende sider, hvis du ellers har tålmodighed til det.

En have kan man ha' megen fornøjelse af. Vinteren 1973.

- Hækken ud mod fortovet breder sig efterhånden temmelig meget.

- Ja, du har ret.

Det har min kone så godt som altid, når det drejer sig om haven, så det var nok bedst at få gjort noget ved det, inden de kommunale myndigheder bad mig om at gøre det. Det krævede ganske vist en vis overvindelse at forlade den lune stue til fordel for mine medborgeres frie færden på fortovet, men samfundssindet overvandt mageligheden. Jeg allierede mig med min flinke nabo, der ejer en traktor med tilhørende vogn, for nu skulle der for alvor gøres noget ved sagen.

Vi savede hækken ned til nogle centimeter over jorden, og det lyder for så vidt meget nemt, men nu er berberis som bekendt noget af det mest nederdrægtige stads at have med at gøre. De vintertørre torne var spidse som syle og stak infamt, og da der desuden blæste en strid og kold østenvind, puklede jeg vældigt på for at fremskynde processen.

- Du må ikke sådan mase på, sagde min nabo, - du må huske på, at du ikke er vant til legemligt arbejde.

- Ja, det er lige meget, vi må se at blive færdige. Og det lykkedes da også for os at få den forbistrede hæk kørt på lossepladsen, inden det blev mørkt.

Måske skulle jeg have fulgt min gode nabos råd, for dagen efter kom der smerter og hævelse i højre albue, og da det ikke fortog sig, gik jeg omsider til lægen og beklagede mig.

- Ja, den er go' nok, sagde han. - Sådan en arm har jeg selv haft. Nu får De en indsprøjtning, og så kan det i øvrigt godt være, at der går et års tid, inden armen er o.k. igen. Og med disse opmuntrende ord overlod lægen mig til min skæbne.

23

Sommeren 1976.

- Hækken ud mod fortovet trænger vist til at blive studset.

- Ja. Jeg ind til naboen for at hente vor fælles hækkesaks. De helt nye skud på berberishækken måtte da være anderledes nemme at have med at gøre end de årgamle stive grene, det plejede de da at være, men måske var de for bløde, eller saksen var ikke helt i orden, nok er det, jeg måtte holde den i en noget akavet stilling for at få den til at bide.

Resultat: Smerter i venstre håndled. Da de ikke ville fortage sig, måtte jeg gå den tunge gang til lægen igen. Han førte håndleddet (altså mit) op til sit øre, bøjede det forsigtigt nogle gangen, lyttede intenst.

- Hvad tror De, det er? spurgte han.

- Jeg vil gætte på seneskedebetændelse.

- Rigtigt. Nu giver jeg Dem en støtteforbinding, og så må De skåne håndleddet. I øvrigt vil jeg råde Dem til at anskaffe Dem en elektrisk hækkeklipper. Så forlod jeg lægehuset med en kolossal støtteforbinding helt fra albuen og ud til fingrene.

Den kunne godt virke noget generende, men mine medmenneskers deltagelse og spørgsmål var næsten lige så generende, så jeg overvejede alvorligt at forsyne forbindingen med en seddel med påskriften: Nej, jeg har ikke brækket armen.

Det er seneskedebetændelse! Jeg opgav det dog, da en sådan foranstaltning sandsynligvis ville vække endnu mere opsigt. Men det var noget af en falliterklæring at skulle til at tænke på at overlade hækklipningen til en elektrisk maskine, efter at jeg havde klippet hække i mindst halvtreds år uden at have taget skade.

Længere hen på sommeren 1976.

På en en-dags tur over grænsen til Tyskland så jeg i et isenkræmmervindue en elektrisk hækkeklipper. Jeg kom straks til at tænke på lægens råd, og da jeg gik ud fra som givet, at den slags er billigere hos storebror i EF end herhjemme, købte jeg en. På hjemturen over grænsen var jeg en af de udvalgte, der blev vinket ud til siden for at få bagagen kritisk gennemgået. Da tolderen rodede rundt i bagagerummet, fik han fat i hækkeklipperen.

- Har De købt den i Tyskland ?

24

- Ja, må man ikke det?

- Jo, det må De gerne, men min søn er ansat i et dansk firma, hvor man kan købe en magen til Deres væsentlig billigere! Nå ja, det var der jo ikke noget at gøre ved.

Dagen efter skulle så samarbejdet med mit nyerhvervede tekniske vidunder have premiere. Til at begynde med gik det så nogenlunde, selv om det vibrerede mere i håndled og arme, end jeg havde regnet med. Men efter et kvarters forløb blev det helt galt. Det hamrede og bankede med en hård, metallisk lyd, jeg kunne slet ikke holde bæstet roligt, og den del af mekanismen, der omsætter motorens roterende bevægelse til skærets frem- og tilbagegående do., blev så varm, at man ikke kunne holde på den. Så måtte jeg gå den tunge gang til den forretning i vor lille by, der bl.a. tager sig af den slags ting. Her var man så imødekommende at tage sig af sagen og sørge for at lade skaden udbedre på et autoriseret værksted. Således kom den gamle, veltjente hækkesaks til ære og værdighed igen for en tid.

Efteråret 1976.

- Jeg tror det ville være fornuftigt at tage rødbederne op nu, inden nattefrosten sætter ind.

- Ja. Jeg fatter køkkenskuffens skarpeste kniv og går i gang. I løbet af få øjeblikke får jeg en vældig rutine i at skille roden fra toppen med et raskt snit. Men rutinen må alligevel have været mangelfuld. Pludselig blev jeg belært om, at venstre hånds pegefinger ikke er så let at skære over som rødbedetop, selv om den i løbet af et øjeblik antog næsten samme farve som rødbedesaft. Ind til konen i en fart og få viklet en masse gazebind om og så til lægen i huj og hast. Han tog en pincet og hev op i en næste afskåret fingermuskel.

- Det ser godt ud, sagde han i fuld alvor. Jeg udbad mig nærmere forklaring.

- Jo, det er godt, at det bløder så meget.

Så fik jeg såret syet sammen og forbundet, fik yderligere en indsprøjtning mod stivkrampe og kunne så for tredje gang forlade lægen. Inden jeg nåede hjem igen, havde jeg allerede måttet forklare en af mine medborgere, hvad der nu var i vejen. Det blev ikke sidste gang, jeg måtte gøre rede for min uheldige indsats som havemand. I øvrigt kom den elektriske tilbage fra værkstedet med et halvt 25

års garanti, og det var der jo ingen risiko ved at give. Mig bekendt slides der ikke ret meget på en hækkeklipper i vinterhalvåret.

Sommeren 1977.

- Vil du godt vande porrerne for mig - for en gangs skyld?

- Ja. Når jeg alligevel skulle have fat i vandkanden for at vande fortovet med et ukrudtsdræbende middel, kunne jeg nemt gøre min kone den tjeneste. Porrerne er hendes stolthed, og vi avler de flotteste eksemplarer, der nok er værd at sætte tænderne i.

Nogen tid efter.

- Jeg synes ikke, porrerne trives så godt i år. De ser sygelige ud, og bladene visner i spidsen. Vi har da ellers passet dem godt med gødning og vanding.

- Ja, det har vi.

Vor professionelle sprøjtemand, der tager sig kærligt af bladlus og andet kryb i vor have, ser noget skeptisk på de uvillige planter. - Jeg kan se, at du har vandet fortovet for ukrudt, siger han. Jeg kan nok regne ud, hvor han vil hen, men jeg kommer ham i forkøbet.

- Jamen, jeg skyllede vandkanden et par gange bagefter.

- Et par gange! Nej, der skal stå sæbevand i vandkanden mindst en nat efter brugen af den koncentrerede gift, du har brugt, og så skal den skylles meget grundigt bagefter. Ja, sådan kan det gå, når man prøver at vise lidt interesse for sin kones hobby.

I øvrigt er den elektriske og jeg blevet ret gode venner. Ganske vist ryster den stadig noget, men jeg går ud fra, at vibrationerne er godt for blodomløbet i armene. Jeg har hørt så meget om, at man nemt kan komme til helt uforvarende at klippe ledningen over, men det klarer jeg let og elegant ved at tage ledningen over skulderen. Forleden var jeg ved at være færdig med at klippe hækken om vort lille paradis. Da så jeg, at der sad en lille tot bag ved mig. Jeg gav et sidste lille tjat bagud med klipperen, og det blev virkelig det sidste, for maskinen gik i stå, selv om jeg ikke havde sluppet afbryderen. Tricket med ledningen over skulderen virkede altså ikke hver gang, fandt jeg ud af.

Et øjeblik efter kom min kone ud i døren.

26

- Håndmixeren gik pludselig i stå. Hvad mon der kan være i vejen?

- Nu skal jeg prøve at finde ud af det. Der er nok gået en sikring.

Og det var der.

Det tog ikke lang tid at udskifte sikringen, hvorimod det voldte nogle kvaler at få den overklippede ledning kortet op, men det lykkedes da omsider.

Man siger, at erfaringen er den bedste læremester, men i så henseende er jeg meget tungnem. Det er lykkedes mig at præstere det samme kunststykke yderligere to gange (indtil videre?). Den ene gang konstaterede jeg med stor fryd, at der ikke var gået nogen sikring. Glad over mit held i uheld gav jeg mig til at afkorte ledningen ved hjælp af en skrællekniv fra køkkenet. Bedst som jeg sad på trappen og skar i ledningen, kom der nogle gevaldige gnister, ledsaget af knald og røg. Ak ja! I min glædesrus over, at det ikke var gået ud over sikringen denne gang, havde jeg fuldstændig glemt at trække stikket ud af kontakten! Og så røg der naturligvis igen en sikring. Så gik der et par år, hvor alt gik som det skulle. Ved det næste tekniske uheld fik jeg stikket skilt ad, ledningen afkortet og monteret i stikket igen, men det var mig umuligt at få det forskriftsmæssigt samlet. Der manglede kun ca. 1 mm i, at operationen lykkedes. Så jeg måtte bide i det sure æble og gå den tunge gang til elektrikeren, hvis yngste mand i løbet af sekunder ordnede sagen. Det forekom mig, at jeg kunne ane et lille smil om hans mund.

I øvrigt udskiftede jeg klipperen med en, der overhovedet ikke vibrerede, så det var lige før jeg glædede mig til at studse hækkene, hvis det ikke var for den forbistrede ledning.

Engang i min seminarietid, i 1932 eller -33, var jeg sammen med flere af mine kammerater til session i Vejle. Forsvarsviljen var generelt ikke så stor dengang, så mange søgte at undgå militærtjeneste på en eller anden måde. Jeg var ikke vild efter at få et gratis sæt af kongens klæder, og da der i min konfirmationsalder var blevet konstateret en mindre uregelmæssighed ved hjertet, gik jeg til lægen i Jelling. Der var stadig noget, der ikke fungerede 100 %, og det fik jeg en attest på. Den fremviste jeg så, da jeg stod splitternøgen foran de høje herrer, hvoraf en var læge. Han granskede den nøje, han sad og småmumlede. Det var vist noget med, at han ikke kunne tyde lægens skrift.

Mine vurderingsmænd kiggede skiftevis på attesten og på mig, og det var tydeligt, at de ikke rigtig vidste, om jeg var værdig til at være med til at forsvare fædrelandet, hvis det blev nødvendigt. Jeg må indrømme, at jeg ikke gjorde det mindste for at gøre et mandigt indtryk. Tværtimod lod jeg med vilje være med at skyde brystet frem. Det fik vi ellers grundigt at vide i gymnastiktimerne (og 27

jeg glemte det heller ikke, den dag jeg var oppe i gymnastik til lærereksamen).

Nå, fædrelandet var nok ikke i fare den dag, for det endte med, at de høje herrer endelig fandt ud af, at de godt kunne undvære min indsats, så jeg gik ud af lokalet med en såkaldt Tjenesteudygtighedspas, hvoraf det fremgik, at jeg var uskikket til al krigstjeneste og for stedse slettet af "rullen" altså lægdsrullen. I for lokalet sad en afdanket sergent, der modtog bidrag til diverse soldaterhjem.

Han inkasserede med glæde min 2-krone. Det var billigt sluppet. Men jeg måtte dog lide den tort, at da en af mine kammerater som den næste kom for, lød det: Nå, der har vi et rigtigt mandfolk (underforstået: I modsætning til den foregående). Han blev omgående taget til gardist, og det blev i øvrigt flere af os seminarister.

Hvis jeg husker ret, var det den kommunistiske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1948, der førte til de endelige afsluttende forhandlinger om oprettelse af N A T 0 i 1949. Jeg meldte mig til hjemmeværnet vistnok i 1948. Jeg kan ærlig talt ikke huske hvorfor. Det kan næppe have været for at forhindre Stalin i at integrere flere vesteuropæiske stater i Sovjetunionen. Men jeg blev da optaget og fik udleveret en gammel australsk uniform fra 2. verdenskrig og andet udstyr, bl.a. et gevær, jeg husker ikke hvilket fabrikat. Så skulle jeg for første gang i mit liv til at lære at håndtere et rigtigt gevær. Engang i min drengetid havde jeg fået en luftbøsse, som blev ladet med en stump kartoffel. Dette her var mere alvorligt.

Så længe skydeøvelserne foregik i liggende stilling, kunne det endda gå med hensyn til at ramme så nogenlunde i plet på skiven i 200 meters afstand. Værre blev det i knælende stilling, og i stående stilling uden nogen form for støtte ramte jeg somme tider ikke engang skiven. En enkelt gang havde jeg den triumf at ramme plet, men det var nu nok nærmest et "teknisk (u)held". Senere fik vi udleveret bedre uniformer og mere moderne geværer. Ved øvelserne med affyring af panserværnsgranater klarede jeg mig væsentlig bedre. Granaten på størrelse med en knytnæve blev anbragt i geværets munding, og så gjaldt det om, heldigvis fra liggende stilling, at ramme et ophængt fletværk på en 30-40 meters afstand, og det klarede jeg uden en eneste forbier. Granaten var ret tung, så affyringen gav en voldsom rekylvirkning, og det siger sig selv, at man skulle klemme geværkolben hårdt mod skulderen. Denne selvfølgelighed var ikke gået op for alle, så det var lige før øvelsen resulterede i ødelagte skuldre. Jeg tog mine forholdsregler, så for mit vedkommende skete der ingenting. De kammerater, der ikke ramte fletværket, fik motion i form af en løbetur, for granaten skulle bruges igen, og da jorden var hård og stivfrossen, forsvandt granaten i lystige hop ud i det fjerne.

Jeg husker ikke, hvordan det gik til, men efter et par års forløb gik jeg over til luftmeldekorpset, og her følte jeg mig bedre hjemme, selv om vi også der var bevæbnede. Der blev gjort en del ud af flykending. Det siger sig selv, at man på vagten ikke havde tid til at se i bogen for at identificere en jetjager, den ville være forsvundet ud af synsfeltet, næsten inden man fik bogen lukket op. I den 28

disciplin klarede jeg mig pænt, og en skønne dag blev jeg opfordret til at tage på kursus for senere at blive instruktør i flykending. Jeg tog mod tilbuddet og var så på et otte dages kursus på Holmen i København. Det var interessant at være sammen med et hold med fælles interesser og meget dygtige instruktører, hvoraf flere var fra luftvåbnet.

En dag var vi på flyvestation Værløse, hvor vi bl.a. kunne beundre en lige anskaffet tomotorers Meteorjager af engelsk fabrikat.

En dag i middagspausen havde vi lejlighed til at komme om bord i en undervandsbåd og se den indefra. Jeg forstår så inderlig godt, at mandskabet blev rekrutteret ad frivillighedens vej, for forholdene om bord var yderst trange.

Man kunne ikke bevæge sig ret meget uden at ramle mod et eller andet, der var et virvar af teknik, bl.a. stakkevis af kæmpestore akkumulatorer, og mandskabets køjer hang så tæt, at de næsten rørte ved hinanden. Det må kræve en god del disciplin (og selvdisciplin) og samarbejdsvilje af besætningen for ikke at tale om, at man skal være kemisk renset for klaustrofobi, ikke mindst i bevidstheden om til tider at befinde sig langt under havets overflade. På mit spørgsmål indrømmede en officer da også, at det kunne ske, at en af mandskabet ikke kunne tage mosten, og vedkommende måtte så forlade ubåden ved først givne lejlighed.

Jobbet som instruktør var meget nær beslægtet med lærergerningen, så det gik gnidningsløst. "Eleverne" var selvfølgelig interesseret i "faget", så det var en fornøjelse at have med at gøre.

Da lederen af luftmeldeposten i Horne ønskede at fratræde, blev jeg anmodet om at overtage posten. Jeg sagde ikke ja lige med det samme, men en skønne dag trådte regionslederen fra Kolding ind i min stue. Vi snakkede tingene igennem, og det endte med, at jeg sagde ja. Regionslederen var i øvrigt en særdeles behagelig mand, og vi havde senere et udmærket samarbejde, indtil han desværre blev forflyttet til Sjælland.

Jeg måtte så på lederkursus, denne gang på Slipshavn ved Nyborg. Vi var 17 i alt, repræsenterende næsten lige så mange beskæftigelser, salgschef, entreprenør, skovrider, restauratør og andet fra næsten alle egne af landet. Jeg var endnu ikke udnævnt officielt som postleder, så derfor blev min betegnelse observatør, forkortet til OBS på mit navneskilt på højre side af uniformen. Flere spurgte mig om, hvad det betød. Jeg prøvede for sjovs skyld at bilde dem ind, at det betød oberst, men jeg tror nu ikke, de hoppede på den.

Der var 32 mand i luftmeldekorpset i Horne, så der var en del administrative opgaver at tage sig af, da udnævnelsen endelig forelå sammen med tre vinkler til at sy på venstre ærme. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke engang den dag i 29

dag ved, hvilken rang det betegner. Mon ikke det var noget i retning af overkorporal. Udnævnelsen havde bl.a. den fordel, at jeg nu blev udstyret med en maskinpistol i stedet for det tunge gevær. Luftmeldetårnet var rejst umiddelbart nord for stadion, og der var vi så to mand vistnok to timer ad gangen under øvelserne, der også kunne foregå om natten. En gang en meget tidlig morgen, det var vist ved 5-6 tiden, fik vi uanmeldt besøg på posten af luftmeldekorpsets allerøverste chef og et par af hans stab. Jeg var tilfældigvis selv til stede. Jeg blev udspurgt om forskellige ting, og efter at have opholdt sig hos os et stykke tid forlod han tårnet med nogle anerkendende ord til afsked.

Et par gange var vi på flyvestation Skrydstrup, og her var der rig lejlighed til at anskuelsesundervisning i flykending, hvad det danske flyvevåben angik.

Samtlige fly var stillet op lige fra det mindste skolefly til den mest avancerede jetjager. De var bogstavelig talt til at tage og føle på. Jeg var i øvrigt meget tæt på at få min luftdåb i en jetjager. Alle deltagerne fik et nummer udleveret, som både var adgangskort og en lodseddel med præmier i form af flyveture med de forskellige flytyper. Smeden fra Horne havde nr. 261, og jeg havde nr. 260, så har du naturligvis allerede regnet ud, at nr. 261 var så heldig at vinde en tur med flyvestationens allerhurtigste jetjager. Men på en måde var jeg nu godt tilfreds med, at jeg ikke var den "heldige", for jeg havde nok betakket mig for, at en tur med en jetjager skulle blive min luftdåb. Havde det så endda været med en af de adstadige transportmaskiner, den driftsikre Catalina.

I foråret 1961 flyttede vi til Nr. Nebel. Her var der også en afdeling af luftmeldekorpset med postleder, men jeg fortsatte så som instruktør. Der var ingen luftmeldetårn, for højdepunktet Blåbjerg er, med sine 64 meter, et godt udsigtspunkt. Under vagterne i dagtimerne kunne man i godt vejr nyde udsigten, og om natten kunne man se både Nr. Lyngvig fyr og Blåvand fyr. Det kunne man naturligvis hurtigt blive træt af, men så var der underholdning i form af sniksnak med de to andre naboposter, som vi stod i telefonforbindelse med.

En gang jeg instruerede i Blåvand-området undrede det mig noget, at en af de overordnede inden for korpset var til stede. Måske var det en form for inspektion for at få konstateret, om min undervisning var god nok. Da jeg skulle til at begynde, blev der sagt: Vent lige et øjeblik. Så trådte den overordnede frem og holdt en pæn lille tale for mig. Hvad skulle det nu betyde? Jo, til sidst overrakte han mig en medalje som tak for ti års tjeneste i korpset. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at det var så længe siden, jeg havde meldt mig.

Et par år efter trak jeg mig tilbage og meldte mig ud af korpset.

De lange frieftermiddage om sommeren kunne benyttes til en slags daglejerarbejde hos landmændene i form af roehakning, opsætning af neg i 30

traver (at "skokke") samt forkning af halm eller korn ved indkørsel. Det gav god motion og sved i dråbevis.

Visse marker var plaget af muldvarpe, og det kunne være vanskeligt at udrydde dem. I den anledning fik jeg en strålende ide, mente jeg selv, men den var jo nok noget skør. I stedet for at lægge gift ud og dræbe de kønne dyr måtte man kunne få dem til at forsvinde på en mere human måde. Der foresvævede mig noget om, at 1) muldvarpe ikke kan lide støj, 2) lyd forplanter sig lettere gennem jord end gennem luft. Hvad var da mere nærliggende end at grave en eller anden lydgiver ned mellem muldvarpeskuddene og så aktivere den med visse mellemrum fra et eller andet aggregat eller måske kunne den sættes i forbindelse med et elektrisk hegn. Resultat: Skadedyrene vil flygte fra de grimme lyde til glæde for arealets ejer og ikke mindst for opfinderen og fabrikanten af det geniale apparat, for dyrene ville selvfølgelig flygte til de tilstødende marker, hvis ejere naturligvis skyndsomt måtte se at få bestilt et eksemplar af muldvarpeforskrækkeren.

Kundekredsen ville brede sig som ringe i vandet over hele riget, og det ville vælte ind med ordrer fra udlandet. Nå, disse vilde fremtidsfantasier sorterede selvsagt under afdelingen for spøg og skæmt, men det kunne være sjovt at efterprøve min teori, så en skønne dag cyklede jeg til Ølgod med dette formål.

Her havde jeg været censor på skolen i faget fysik. Vedkommende lærer var meget dygtig, og han havde etableret et finmekanisk værksted, hvor han selv fremstillede apparater til brug ved fysikundervisningen. Det udviklede sig i øvrigt med tiden til en blomstrende virksomhed. Ham henvendte jeg mig til med min ide, og vi gik straks til sagen. Efter nogen tids forløb stod der på arbejdsbordet det smukkeste eksemplar af en Storm-P.-maskine, man kunne forestille sig. Den repræsenterede dog kun en del af "opfindelsen", og mere blev det ikke til, for pludselig blev min kollega træt af projektet, smed hele molevitten ned i en stor papkasse og lod mig på en eller anden facon forstå, at nu kunne jeg selv arbejde videre med luftkastellet. Jeg fik kassen bakset på cyklens bagagebærer, og som en pendant til Konen med æggene asede jeg de 14 - 15 km hjem ad den mere eller mindre komfortable grusvej.

Sic transit gloria mundi.

Et andet forsøg på at udnytte fritiden og stimulere økonomien forløb lige så vellykket. Jeg havde reflekteret på en annonce i JYLLANDS-POSTEN, hvori et engrosfirma i legetøjsbranchen tilbød lønnede fritidsbeskæftigelse ved at samle dukkehuse af halvfabrikata. En skønne dag gav min henvendelse resultat. En helt ny, sort Hillmann holdt for døren, absolut et særsyn i hine bilfattige tider, og ud steg direktør Søren Vindler, en sympatisk udseende herre i nobelt sommerantræk. Med sig havde han tilskårne stykker krydsfiner, tapet og farver til 25 dukkehuse. Formedelst 500 kr. kunne jeg overtage hele herligheden, og når jeg havde tømret husene sammen, ville hr. Vindler aftage dem igen. Han 31

havde fundet ud af, at Sydamerika var et stort marked for legetøj, men jeg måtte også afsætte produktionen til anden side, blot skulle jeg tage mindst 20 kr. pr. stk. Så kunne jeg igen få materiale til flere dukkehuse, vel at mærke uden vederlag, og når samarbejdet ophørte, ville jeg få de 500 kr. tilbage. De var altså at betragte som depositum.

Denne indledning til økonomisk bedre kår måtte fejres med en kop kaffe med tilbehør, og her fik husets frue en vældig snak med vor fremtidige velgører om fælles interesser såsom havedyrkning og frugtavl, og da jeg havde sluppet de fem hundredkronesedler (det var faktisk en del penge dengang), tog vi afsked med direktøren under megen gensidig takken.

En kollega var interesseret i sagen (det var ham med motorcyklen), og han og jeg stod de følgende dage og hamrede og tapetserede og malede og kommunikerede og kom hinanden ved og havde det i det hele taget vældig rart.

Det skete, at Anna kikkede ind til os, og hun tillod sig somme tider at antyde, at nu skulle vi nok snart ud på motorcyklen igen, denne gang for at sælge dukkehuse. Men vi vidste bedre. Vi kunne jo bare afsætte hele produktionen til hr. Søren Vindler, så var vi fri for at rakke rundt på landevejene.

Efter få dages forløb var resultatet 25 flotte to-etagers dukkehuse, som de sydamerikanske småpiger aldeles ikke behøvede at skamme sig over, og vi kunne sende det glade budskab til direktøren, at den første serie var klar til afhentning, og at jeg var parat til at modtage 20 kr. stk. Da vi ikke havde hørt fra vor nye arbejdsgiver efter en uges forløb, lod vi høre fra os igen, men uden resultat. En telefonopringning resulterede i en oplysning om, at direktøren desværre ikke var til stede, han var i udlandet. Nå ja, han var naturligvis i Sydamerika for at opdyrke det nye marked til gavn for os begge, tænkte jeg.

Man måtte have tålmodighed med en travl forretningsmand. Men selv for en akklimatiseret vestjyde har langmodigheden sine grænser, og en dag afgik der brev fra mig med slutningen: Hvis jeg ikke hører fra Dem, ser jeg mig desværre nødsaget til at gå andre veje.

Og jeg kom til at gå andre veje, dog ikke som jeg havde tænkt mig. En dag, da jeg kom hjem fra et ærinde i byen, havde Anna haft besøg af kriminalpolitiet.

Der var andre, der var kommet mig i forkøbet med hensyn til anmeldelse af "direktøren", og under sagens opklaring havde man fundet brevet fra mig. De havde spurgt, om jeg ville anlægge sag, men samtidig frarådede de det, da "direktøren"s aktiver var lig nul. I øvrigt havde vi været heldige, for flere mennesker havde indbetalt 500 kr., uden at få så meget som en pind.

Og så måtte jeg til at betræde "andre veje" for at blive holdt skadesløs. Det lykkedes at afsætte produktionen til venner og bekendte og niecer, ja sågar den stedlige provst blev velsignet med et eksemplar. Det varede ganske vist nogle år, 32

inden jeg kunne tage det sidste støvede dukkehus ned fra loftet og få det ud af huset.

Men det var lige før jeg fik ondt af det for hr. S. Vindler, da jeg læste i avisen, at retten havde bevilget ham tre ugers ophold i skyggen. Har havde dog skaffet min kollega og mig mange fornøjelige stunder.

(Den gode direktørs rette navn var ikke Søren Vindler, selv om der var visse lighedspunkter, men med forkortet fornavn passer betegnelsen bedre til hans virkelige metier.)

I forbindelse med familiens talrige sommerferieophold ved Saksild Strand gennem nogle og tredive år er der især en oplevelse, som står tydeligt i erindringen, fordi den på en tragikomisk made bragte mig i forbindelse med to af tilværelsens efter nogles mening særdeles værdifulde og uundværlige ingredienser.

Den bemærkelsesværdige sommer opholdte jeg mig sammen med den øvrige familie i min søster Ellens sommerhus nær stranden. Vor ældste søn Kjeld og en af hans kammerater ville en aften på fisketur på havet, og jeg fik af en eller anden uforklarlig grund lyst til at være med. Trods min totale mangel på viden om lystfiskeri syntes jeg, at det kunne være sjovt at prøve mine evner i den retning. Vi måtte naturligvis døje en hel serie af drilagtige forudsigelser angående udbyttet af vor ekspedition, og Ellen sluttede: Lige meget, hvis I kommer hjem med en god fangst, giver jeg en flaske hvidvin til måltidet.

Nå, vi stævnede ud på Kattegat i en lånt robåd i god tid før solnedgang, og kort tid efter var vi klar til aktion. Mit fiskegrej var mildest talt primitivt: En lille stump bræt, omviklet med en snøre, begribeligvis med en krog i den ene ende.

Jeg var fuldstændig afhængig af de to unge menneskers råd og vejledning.

Hvad skal jeg nu gøre?

Kast snøren ud!

Da jeg havde adlydt, lød det samme spørgsmål igen. De to ungersvende kastede stjålne blikke til hinanden. Nu skulle der laves lidt grin med den gamle.

Hiv snøren ind med det samme, så har du en stor torsk på krogen!

I min naivitet fulgte jeg det velmente råd. Jeg trak og viklede og viklede og trak, og minsandten om ikke der var modstand i linen, men jeg havde set så mange 33

vittighedstegninger om lystfiskere, der får gamle støvler og andre rariteter i krogen eller sidder i timevis for at fange en ussel lille fisk, så jeg regnede med en klump tang som bytte, eller noget i den retning, men der skete det, som du for længst har regnet ud. Op af vandet trak jeg et flot eksemplar af en torsk.

Jeg skal afstå fra at beskrive mine to vejlederes ansigtsudtryk, men jeg selv tog det koldt og roligt, nærmest som en selvfølge. Jeg havde jo kun gjort, hvad de havde sagt, jeg skulle gøre.

Med store forhåbninger smed jeg snøren ud igen, men anden gang gik det nu ikke så let. I løbet af en halvanden times tid blev det til et par små eksemplarer, det samme gjaldt for mine to læremestre, men vi fik i alle tilfælde nok til at det kunne blive til et herligt måltid med tilhørende hvidvin. Det var faktisk noget køligt i den skyfri augustaften, så jeg glædede mig til at sætte tænderne i den store torsk, en forventningens glæde, som desværre aldrig blev indfriet "for visse årsagers skyld", som Holberg siger.

Vi nåede tilbage til sommerhuset og viste stolt resultatet af vor ekspedition.

Anna gik straks i gang med at tilberede fiskene, og min søster satte en stor flaske hvidvin på bordet. (Her må jeg indføje en parentes. På min fars hjemegn havde der været en del grelle eksempler på alkoholmisbrug. Det havde haft den virkning, at han var opdraget til afholdenhed, og det havde smittet af på mig, så mit kendskab til diverse former for spiritus på dette tidspunkt var lig med min viden om lystfiskeri. Min ældre søster vidste lidt mere om den slags ting, derfor tilbuddet om hvidvinen, men hendes erfaring dækkede dog ikke alt om den ædle drik, viste det sig).

Nå, jeg satte mig til bords. Jeg frøs som en hund, ydermere var jeg sulten som en ulv, og for at blive i dyreverdenen, så var jeg tørstig som en kamel efter en måned i ørkenen. Disse kendsgerninger kunne jeg ikke holde for mig selv. Det havde tilfølge, at min barmhjertige søster sagde: Jamen så begynd du bare med hvidvinen. Det lod jeg mig ikke sig to gange, og det viste sig, at smagsløgene tog vældig godt imod det uvante fluidum og sendte beskeden videre til hjernen: Dette her smager godt. Det siger sig selv, at jeg i min forholdsvis forkomne tilstand ikke kunne nøjes med et glas af den gyldne væske. Hvor mange det blev til husker jeg ikke, men efterhånden som proceduren skred frem, skete der en ændring i mit syn på mange ting og på tilværelsen i det hele taget. Noget inde i mig sagde, at livet i grunden var herligt, alle sorger og bekymringer var en unødvendig og hæmmende belastning, som blev efterladt i glemselens dyb, og jeg udfoldede mine meninger om mangt og meget i en flydende talestrøm.

Min søster konstaterede min nye tilstand med ængstelse og snakkede om, at jeg vist var blevet syg og havde bedst af at gå i seng, hvortil jeg svarede, at så skulle jeg i alle tilfælde have børstet tænder. Min ægtefælle vidste bedre besked. Hun 34

fattede hurtigt min tilstand, som hun ikke havde oplevet før, og hos hende bevirkede den en indeklemt latter, som det kneb voldsomt at få bugt med, især da jeg til næsten alt, hvad der blev sagt, kom med replikken om at børste tænder. Pludselig følte jeg en voldsom trang til at ligge ned. Jeg lod torsk være torsk og vaklede til køjs. Næppe havde jeg lagt mig, før jeg befandt mig i drømmeland, hvor jeg i øvrigt fortsatte med at trække nogle gevaldige torsk i land, efter hvad der blev fortalt mig om morgenen, da jeg vågnede op til livets realiteter.

Min heldige debut som lystfisker gav mig blod på tanden, så jeg senere anskaffede fiskegrej og forsøgte med vekslende held at forfølge succes'en fra Saksild. Her husker jeg især en episode fra Hvide Sande. Jeg var taget derop en sommerdag sammen med en kollega, der også af og til var ude med snøren. Vi stod ved molen sammen med en del turister, ligeledes lystfiskere, nogle med kostbart grej. Udbyttet var ikke imponerende for nogle af os for at sige det pænt, selv om vi hev snøren langt ud i strømmen. Så opdagede jeg pludselig nogle små sølvglimt nær ved molen, måske var det sildeyngel, der muntrede sig.

Nu er min viden om livet under vandoverfladen stærkt begrænset, men et eller andet inden i mig mumlede noget om, at fiskeyngel er føde for velvoksne artsfæller, så i henhold til min hjemmestrikkede filosofi lod jeg krogen falde i vandet i kort afstand fra molen. Ret hurtigt var der bid, og i løbet af ret kort tid havde jeg spanden godt og vel halvfuld af velvoksne skrubber. Mine medfiskere lagde mærke til mit held, men opdagede ikke fidusen. De blev ved med at hive snøren så langt ud i strømmen som muligt med dårlige resultater. Min kollega var til tider noget af en spøgefugl. Han sagde til det øvrige selskab: Ja, ham der kan i ikke sammenligne jer med. Han er en meget dreven lystfisker. Sandheden var, at det var en af de første gange jeg prøvede mit nyerhvervede fiskegrej.

Hvad gør en farfar og nybagt folkepensionist, der i mange år har gået med en hemmelig drøm om at flyve med drager, når han ikke tør realisere drømmen af frygt for at blive til grin for naboer og bekendte? Han benytter sig af, at børnebørnene Pia på 14 år og den tiårige Thomas kommer på feriebesøg en uges tid.

De må for alt i verden ikke kede sig, og til alt held er de særdeles velmotiverede over for mit forslag om, ja f.eks. at flyve med drager. Men som en ærværdig farfar bør man nok ikke vise sig for ivrig, og for desuden at vise, at børn ikke skal have alting gratis, måtte de først hjælpe mig med at skuffe og hakke i haven, et hverv, som den ivrige Thomas røgtede så godt, at samtlige blomsterplanter, som farmor for nylig havde plantet, led samme skæbne som ukrudtet. Efter at farmor med en noget anstrengt venlighed havde erklæret, at det skam ikke gjorde noget, gik turen til legetøjshandleren. Her bestemte vi os efter megen parlamenterne for at købe en firkantet drage med en ti meter lang hale og en hundrede meter lang line, alt sammen af "uforgængeligt plastic", som 35

der stod i vejledningen, ganske vist på tysk, men det er som bekendt ferie sproget i det vestjyske sommerland.

Aldrig Så snart var vi kommet hjem igen, før vi begyndte at samle dragen.

Næppe var vi kommet i gang, før Thomas fik en slags kompensation for det lille uheld med sommerblomsterne, for jeg var så uheldig at lave et lille hul i plasticen, hvilket foranledigede knægten til ganske naturligt og barnligt at bemærke: - Farfar, tror du ikke, at jeg hellere selv må samle den, inden du får den helt ødelagt? Og det gik jeg stilletiende ind på.

Så af sted til stranden til prøveflyvning. Den gik for så vidt godt bortset fra, at dragen af og til foretog nogle ureglementerede dyk, sandsynligvis forårsaget af den uberegnelige blæst i det uregelmæssige klitlandskab.

På brugsanvisningen stod der, at linen ikke var fastgjort til spolen, så vi fandt det klogest at få den sag i orden, inden dragen evt. tog rejsepas. Thomas er spejder, så det kunne han let ordne ved hjælp af et eller andet knob, han havde lært at binde. Men for at der ikke skulle gå kludder i den lange line, arrangerede vi os sådan, at Pia holdte ved dragen, mens Thomas i baglæns skridtgang "gik linen ud" for at få fat i den anden ende af den og gøre den fast til den tomme spole. Jeg skulle så stå vagt ved en sti, som linen kom til at ligge hen over. Der kunne jo komme turister, og det gjorde der uheldigvis, så jeg måtte holde linen højt i vejret for at de ikke skulle komme i karambolage med den. De sendte nogle medlidende blikke til den tåbelige gamling, der tilsyneladende ganske umotiveret stod der og rakte armene op mod himlen som i religiøs fanatisme, men de var undskyldt. De havde ikke bemærket den meget tynde line.

Dagen efter, da farmor og farfar holdt siesta, gik børnene over på en nærliggende fodboldbane for at muntre sig med dragen, men det varede temmelig længe, før de dukkede op igen.

Lidt slukøret måtte Thomas erkende, at dragen i et ubevogtet øjeblik havde unddraget sig hans kontrol og på egen hånd havde taget flugten ind over byen, ja, det kan være, den er helt omme ved banegården, mente den uheldige luftskipper. Så vidste vi, hvad vi havde at gøre, nemlig at gennemsøge den del af byen, som dragen var sejlet ind over, men resultatet var nedslående, ikke antydning af drage eller line kunne vi finde.

Farfar havde som dreng moret sig med at lave drager af pinde og papir, så hvorfor ikke selv lave en i stedet for at købe en ny. Igen om i byen for at købe line og lister til skelettet. Da vi kom hjem igen, fornægtede farmors økonomiske sans sig ikke. Hun konstaterede nøgternt, at materialet havde kostet mere end en fuldt færdig drage. Ja, men så havde vi da fornøjelsen af at lave den selv, og 36

den ville blive meget bedre end de nymodens drager af nylon og plastic eller andet stads.

Vi gik i gang med fabrikationen på køkkenbordet, og det var utroligt, så megen forstand vi allesammen havde på det, ja, selv farmor afslørede en forbavsende viden om, hvordan en drage skulle konstrueres. Det tog sin tid, men endelig var det tekniske vidunder færdigt, og i sluttet trop gik turen ud på sportspladsen til premiere flyvningen. Jeg skulle give dragen et ordentligt puf, så den kunne få en standsmæssig start op i dens rette element, mens Thomas skulle stimulere den yderligere ved af alle kræfter at løbe med den lange line op imod vinden, men trods gentagne forsøg nægtede dragen at forlade den trygge jord. Så snart den var kommet nogle meter til vejrs, foretog den en serie voldsomme cirkelsving i nedadgående retning for til sidst at brase ned i grønsværen. Vi foretog forskellige "forbedringer" af konstruktionen, dog uden resultater. Noget lærte vi dog af fiaskoen, nemlig sandheden i det gamle ord: Mange kokke fordærver maden.

Men takket være tilfældighedernes spil og det udskældte postvæsens forsømmelighed kunne vi nogle dage senere igen muntre os med vores fælles hobby.

Nu kan du med fuld ret spørge, hvad i alverden postvæsenet har med drager at gøre, men hvis du har tålmodighed til at fortsætte, får du forklaringen.

Det år, det var i 1979, havde jeg uden afbrydelse gennem 36 år fået JyllandsPosten stukket ind gennem brevsprækken. Nogle dage efter vor uheldige debut som dragefabrikanter skete der imidlertid det, at Jyllands-Posten udeblev. For ikke straks at fare i kødet på postvæsenet ringede jeg til en kollega, der også abonnerede på Jyllands-Posten, om han havde fået den. Det havde han, og han tilbød, at jeg kunne få hans eksemplar om aftenen ved 10-tiden.

I den skønne, lyse sommeraften gik jeg over til ham, og vi vekslede et par ord i forhaven. Pludselig pegede han op mod den skyfri himmel og sagde: Det er dog fantastisk, så tyk og stærk en edderkops tråd kan være. Jeg kiggede op i luften og observerede, at tværs over for haven fra et grantræ til et andet gik en tynd tråd, men selv om jeg ikke er ekspert i edderkoppespind, så kunne jeg straks konstatere, at det i alle tilfælde ikke drejede sig om en sådan, og nu har du naturligvis "fundet tråden". (Uha.) Ja, det var selvfølgelig dragelinen, der lå hen over forhaven. Den fortsatte ind over et par nabohaver, men det var for sent at gøre noget ved sagen.

Dagen efter fandt Thomas og jeg frem til den have, hvor dragen hang højt oppe i et træ. Beboerne havde ganske vist dagen før undret sig over noget gult, der hang ned foran vinduet (det var enden af dragens hale), men da der samtidig 37

havde været en livlig luftaktivitet i form af en stor øvelse inden for luftvåbnet, regnede de med, at fænomenet havde noget med det at gøre. De havde ikke opdaget dragen i træet, før vi gjorde dem opmærksom på den. Men den var så højt oppe, at jeg ikke havde lyst til at hente den ned, især ikke, da der i øjeblikket ikke var en stige til rådighed. Manden var ikke hjemme.

Dagen efter, da vi kom hjem fra en lille køretur, kom en anden nabo med dragen. Den var blevet afleveret hos ham, da vi ikke var hjemme. Så måtte der iværksættes et reparationsarbejde ved hjælp af tape, men så var den også flyvefærdig igen. Til alt uheld røg den ind i toppen af et højt træ i læbæltet omkring sportspladsen. Thomas var parat til at klatre op efter den, men som den ansvarsbevidste farfar foretrak jeg selv at ordne sagen ved hjælp af en stige og en rive. Det lykkedes både at få dragen reddet og at få et voldsomt hold i nakken. Det kom senere kiropraktoren til gode.

Jeg tror alligevel ikke, jeg vil lege med drager.

Afsluttet marts 1986

38