Min amerikanske familie by Horne Sognearkiv

Karin Heiselberg:

Min amerikanske familie Den 4. juli 2019 stod pludselig seks amerikanske kvinder på Horne Kirkegård. De søgte efter efterkommere af Niels Stokholm. Graver Kristen Krog forsøgte at hjælpe, men Stockholm-navnet sagde ham ikke noget. De amerikanske gæster gik rundt på kirkegården og fandt gravstenen over Nielsine og den tidligere mejeribestyrer i Asp, Holger Pedersen. Det var familie, og så kom der skred i tingene. Det var Nielsine, der bar navnet Stokholm, og Kristen Krog fik fat i datteren, Jytte i Varde, og hun fik fat i sin søster Inge Marie i Outrup. Sønnen Keld var ikke hjemme, mens datteren Karin var i København, og her traf hun dagen efter sin amerikanske familie. Besøget satte gang i tankerne omkring den amerikanske del af familien.

Nielsines to brødre, Niels og Aage, immigrerede til Amerika, Niels i 1921 og Aage i 1927. Da var de henholdsvis 21 og 19 år. De søgte lykken på den anden side af Atlanten i lighed med mange andre vestjyske unge, da det i 1920erne var svære tider i Danmark. De var ud af en søskendeflok på ni, og der var ikke meget at gøre godt med i hjemmet, da faderen, Niels Stokholm Christiansen, født den 15. november 1870 i Kvong, død 1933, ofte var til behandling på Råstrup ved Svendborg. Derfor stod moderen, Inger Marie Holgerline Sørensen, født den 22. august 1874 i Bjerremose og død den 17. januar 1965, alene med ansvaret for børn og bedrift.

Folk var flinke Da Niels gik i land i New York fortsatte han til staten Nebraska, hvor han fik arbejde på en farm ved Curtis med at plukke majs. Han var en flittig brevskriver, og 49 breve fra både Niels og Aage i perioden fra 1921 til 1937 giver et godt billede af deres liv i Amerika, og deres spørgsmål til familien i Danmark giver også et indtryk af, hvordan den havde det. Han havde en farbror Kristian i nærheden af Nebraska, som han besøgte i de første år, og i alle årene besøgte Niels og Aage en bekendt fra hjemegnen, Marie August, som havde to børn på alder med dem. De tilbragte mange weekender og højtider hos familien August.

”I kan ikke tænke jer, folk er så flinke her ovre. Selvsamme dag jeg kom herover blev jeg kendt med en del. Der er jo så mange danskere herovre, og de kunne nok se, at vi var nye folk, så de kom hen og hilste på os”. (Brev fra Niels den 30. oktober 1921, kort efter ankomsten til Amerika sammen med en, der hedder Kristian).

I 1923 sendte Niels fire billeder hjem af sig selv og sit arbejde på en majsfarm i Nebraska, der er kendt for sine store majsmarker. Efter nogle år svigtede majshøsten på grund af varmen, og han flyttede til Wisconsin og senere til Michigan på den anden side af Lake Michigan. Han og Aage boede stort set i alle årene i Amerika i nogle naturskønne områder med sø og skov som nærmeste nabo, så de gik på jagt og skød blandt andet bjørne, fiskede til middagen og badede.

Niels arbejdede på flere forskellige gårde blandt andet hos en dansk farmer og blev et par år i Nebraska, men flyttede i 1923 til Wisconsin, da afgrøderne i Nebraska slog fejl på grund af varmen, så der var ikke noget arbejde at få på farmene. I Racine i Wisconsin boede mange danskere. Der var således seks danske kirker i området. Niels fik først arbejde på en fabrik, og efter en arbejdsløshedsperiode fik han arbejde på en skofabrik og tjente så godt, at han kunne sende penge hjem. Det gjorde han blandt andet, fordi han var bekymret for dollarkursen, men nok også for familiens økonomi, for han bad sin far om at betale sin livsforsikring og selv tage penge fra kontoen, hvis han havde behov for det. I et brev fra oktober 1925 fortæller han, at han er murerhåndlanger, og at han har mødt Kristian Sørensen fra Gunderup ved Horne.

Fraråder sin bror at rejse Hans bror Frederik har snakket om at tage til Amerika, men Niels fraråder ham det, da det er svært at finde arbejde. I julen 1926 er Niels for første gang efter afrejsen på besøg i Horne, og han har tilsyneladende tegnet et godt billede af sit liv. I hvert fald rejser Aage året efter til Michigan, og han får arbejde i et tømrerfirma. Det går rigtig godt for ham trods svære tider. ”Det er slet ikke så let her ovre, hvis man ikke kan et håndværk, og på en farm tjener man ikke mere end 40-50 dollars om måneden. Hvis jeg skulle arbejde på en farm, blev jeg ikke her ovre ret længe, for du kan gøre det næsten lige så godt derhjemme. (brev fra Aage den 17. marts 1929).

De to brødre bor i Lundington og i Scottville (ved krydset), mens Niels i de sidste år bor i byen Manistee. Aage har desuden arbejde i Oakland i den østlige del. Begge brødre arbejdede også en tid i Racine i Wisconsin, inden de flyttede tværs over Lake Michigan.

Det var i de år svært for Niels på grund af stor arbejdsløshed at have arbejde året rundt. I 1930 rejser han derfor til Lundington i Michigan, og kort tid efter kommer også Aage til Lundington, da hans mester gik fallit. De får begge arbejde på en farm i en periode, og Aage får senere arbejde på en farm med 20 køer i Oakland i den østlige del af Michigan, hvor han malker 10 køer to gange om dagen og fodrer dem to gange om dagen. ”Det er en sær farm. Han har kun en tønderland jord, ingen heste og ingen ungkreaturer. Han sælger kalvene dagen efter, at de er født. Jeg har ikke ret meget at bestille”. (Brev den 19. februar 1932 fra Aage) Niels lejer en gård i Lundington med blandt andet otte køer, men der er dårlige priser på svin og på kvæg. Til gengæld er der en god frugtavl, som giver en del. Lejen udløber i 1932, og Niels får arbejde hos en tømrer og er med til at bygge mange huse, mens Aage er kommet tilbage til Ludington og går arbejdsløs.

Mangler en kone Niels gør sig i brevene mange overvejelser om fremtiden og skriver flere gange, at han måske kommer hjem, men det bliver ikke til noget. Han skriver også, at han savner en kone til at holde hus for sig. I maj 1932 oplyser han, at han har været hemmelig forlovet med en bypige i to år. Forholdet bliver dog afsluttet uden ægteskab. Aage arbejder i en periode i skovene i Scottville og skriver i oktober 1932, at han overvejer at købe en gård sammen med Niels. Hidtil har de kunnet arbejde alle de timer, de ville, når de havde arbejde, men på grund af en stor arbejdsløshed kommer der i 1932 en lov om, at de højest må arbejde i otte timer om dagen. Mange er meget fattige, men Niels synes, at fattige har mange unødvendigheder. ”Folk bliver mere og mere fattige, men folk er heller ikke fornuftige. Efter min mening forstår den største part af befolkningen har i landet ikke at leve, for som ting har de alt for mange unødvendigheder. Det laver ingen forskel, hvor fattige de er, så har de bil, radio, elektrisk vaskemaskine og alt andet, kunne jeg nævne, som jo er helt unødvendigt at have for at leve”. (brev fra 3. aug. 1932)

Graver guld Da det kniber for Aage at finde arbejde, kører han og en kammerat til Nebraska for at arbejde på en farm. Det lykkes for dem, men da der ikke er mere arbejde, fortsætter de til Californien for at grave guld. Det er hårdt. ”Jeg lider at rejse og se nye landsteder, og man lærer meget ved at rejse. Man lærer at passe godt på sine penge og være sparsommelig og taknemmelig”.(Brev den 26. juni fra Aage fra Lewiston i Californien, hvor han graver guld og kan tjene 1-3 dollars på det guld, han finder). I 1933 er han tilbage i Michigan og arbejder på en farm i Scottville, og brødrene får besked om, at deres far er død. I 1934 har Aage arbejde to dage om ugen på en farm, mens Niels har fået arbejde på en taverne, og her er han i en årrække. Han arbejder meget – 58 timer om ugen og bor sammen med en kammerat, så de begge kan spare på leveomkostningerne. 4

Både Niels og Aage kommer meget i Det Danske Brodersamfund. ”Jeg har lige haft fri i fire dage, var nede i Detroit til årsmøde for Det Danske Brodersamfund. Jeg var sendt derned som delegat. Tillige er jeg vicepræsident her i Ludington Loge nr. 51”. (Brev fra Niels den 21. juni 1935). Aage skriver således i juli 1934, at han har fået arbejde på et snedkeri og får 40 cent i timen. Han arbejder 40 timer om ugen, og mad og logi koster cirka fem dollar om ugen. Aage har i hele sin tid i Amerika flirtet meget med træbranchen både som tømrer og som skovhugger og i 1937 køber han sammen med sin fætter Arne en forretning i Scottville med tømmer, og senere samme år køber han 10 tdrl. skov, så han kan skove træ til sin forretning. Han skriver i juni 1937, at tiderne er bedre. Timelønnen er steget til 1,5 dollar.

Aage bliver gift I november 1937 skriver han, at han blev gift den 7. september med en pige, som er meget sparsommelig. De blev gift af en dansk præst i en lille by ved Scottville, og de bor først i Scottville ved forretningen, men flytter kort efter til Lundington, da de overtager konens tantes hus i tre etager. Han nævner ikke konens navn i brevet, men hun hedder Florence og er født i 1909. De får fem børn, Nels, Peter, Lance, Audry og Nedra. Niels arbejder fortsat på restauranten, men skriver i julen 1937, at han længes meget hjem ”mere end jeg nogen sinde har gjort”. ”For tiden er det meget dårligt med arbejdsforholdene her ovre. Alle og enhver er ude af arbejde, så det ser ud til at blive dårlig hele vinteren, så man må være taknemmelig at have stadig arbejde, men der er jo slet ingen chance for at tjene nok penge at lægge til side, så Amerika er ikke, som den plejer at være”. (Brev fra Niels den 7. december 1937).

Aage døde i 1965, 57 år, af et hjerteslag. Hans kone Florence levede derefter sammen med hans fætter, Arne, til sin død i 2003. Efter at have solgt farmen i Ludington boede hun i nogle år i Chicago i Ilionois. Aage og Florence ligger begravet på Lakeview Cemetery i Ludington, og her ligger også Niels begravet. Han boede i de sidste mange år i Manistee, men besøgte ofte Aages familie. ”Niels Sørensen har det godt, og jeg ser ham mindst en gang om måneden.. Han kommer som regel med bus og tager som regel til Sandy og Nels’s gård. Han kom i november og gik på jagt med drengene. Det er første gang, han har gjort det i mange år. Han nød at være sammen med dem i skoven”. (Brev fra Florence i julen 1976 til Holger og Nielsine Pedersen).

Amerikanere på besøg Det var Nedra på 81 år, datter af Aage, der sammen med to døtre og et barnebarn samt en brordatter og en bekendt dukkede op på Horne Kirkegård for at finde sine danske slægtninge. Inge Marie og Jytte tog dem også med på en tur til Kvong for at se Aage og Niels’s fødegård, der nu er ejet af Tage – en fætter til Karin. De fik også fat i deres kusine Erna på 91 år og spiste hos Inge Marie, inden de drog tilbage til deres lejede lejlighed i København. Der har gennem årene været god kontakt mellem den danske og den amerikanske familie. Erna besøgte sin amerikanske slægt i midten af 1970erne, og Florence har flere gange været på besøg i Horne. Således var hun med til Nielsine og Holger Pedersens sølvbryllup. De to udvandrere kom også flere gange efter krigen på besøg i Horne og boede enten hos deres søstre eller i familiens sommerhus i Sjelborg.

Den sorte streg angiver, i hvilke stater de to brødre opholdt sig i efter ankomsten til New York.

Brevene gemt ved et tilfælde Da Børge Andersen var dreng, opdagede han nogle breve i en skuffe på loftet i huset på Øster Bounumvej. Han havde fået at vide, at han ikke måtte gå i skuffen, men nysgerrigheden tog over. Brevene var forsynet med flotte frimærker, og dem var han noget mere interesseret i end brevene dengang. Han voksede op og rejste til København. Da Hugo skulle bygge nyt stuehus i 1978, tog han ”hjem” for at se, om der var noget i det gamle stuehus, han ville gemme. Ved gården var der rettet an til et stort bål med henblik på at brænde en hel masse fra huset. Så snart han kom ind på gårdspladsen, så han, at i udkanten af bålet lå en masse breve, og så huskede han de breve, han havde set på loftet. Det var breve fra Niels og Aage fra Amerika til familien. Når de lå i en skuffe på loftet på Øster Bounumvej skyldtes det, at gården tidligere var ejet af Emilie og Sigvald Andersen. Emilie var datter af Niels Stokholm Kristensen fra Kvong og dermed en søster til Nielsine og til Niels og Aage. Børge fik fat i brevene og har siden afleveret dem til Horne Sognearkiv. Derfor kan både familien og andre læse om, hvordan to unge vestjyder klarede sig som immigranter i USA i en tid, hvor mange vestjyder rejste over Atlanten i håbet om en lys fremtid.