Kærgaard Madsen Historier fra et musikerliv.
Marie og Laurids Kærgaard Madsen Fortalt af Laurids Kærgaard Madsen, Horne, i 1993. Færdiggjort i 2015 med hjælp fra børnebørnene Kirsten Kærgaard Lauridsen og Frida Kærgaard Madsen.
1
Laurids Kærgaard Madsen blev født i 1905, søn af mejeribestyrer Thomas Madsen, og hustru Laura Dusine Lauridsen, Horne Mejeri. Han blev i 1932 gift med Marie Hennebjerre, født i 1911, datter af lærer Jens Chr. Hennebjerre og hustru Helga, Horne. Ved giftermålet flyttede de sammen med Laurids ugifte søster Jensine ind i en nyopført villa på Gunderupvej 14, bygget af hans forældre. I 1936 flyttede også hans forældre ind. I daglig tale blev Laurids og Marie kaldt Kærgaard og Musse. Kærgaard var musiker og Musse drev damefrisørsalon. Hun havde ingen frisøruddannelse, men havde altid interesseret sig for faget, og da byens frisør ønskede at stoppe, blev hun assistent hos Musse i tre måneder, og så var hun klar til at blive selvstændig. Efterfølgende deltog hun i mange kurser for at holde sig a jour med de moderne frisurer. Som byens frisør har hun siden selv haft elever. Jensine Kærgaard Madsen var født i 1897. Hun var også musiker, og foruden at være en del af Kærgaard Madsens orkester, spillede hun også til gymnastik. Kærgaard Madsen fortæller, at han fik den første undervisning i violinspil af en lærer i Horne som hed Odershede. Med sig under armen til sin første violintime havde han sin mors gamle violin, hvorom der var viklet et hovedtørklæde. Senere cyklede han til Varde en gang ugentlig til undervisning, først hos direktør Wolf, og senere hos fru Hyllested. At musikken blev hans levevej beror på noget af en tilfældighed. Når der blev holdt bryllup, blev der ofte festet i 2 dage. Musikerne boede på gårdene. Ved et bryllup boede musiker Wolf hos Bennet Nielsen i Transbøl (Transbølvej 3). Kærgaard og Jensine var sammen med deres forældre inviteret til kaffe hos Bennet og hans kone. På et tidspunkt blev det foreslået, at Wolf og Jensine skulle spille et stykke sammen. Jensine spillede på klaver. Jensine var naturligvis forlegen ved at blive bedt om at spille sammen med musikeren, men det endte med at de spillede et stykke sammen. Wolf var forbløffet, da han havde hørt hende spille. Han foreslog, at hun skulle spille med ved et bryllup i Horne 14 dage senere. Og sådan gik det. Han sendte hende noder, så hun kunne øve. Til samme bryllup spillede hun også i kirken.
2
Musikerne Kærgaard Madsen og Peder Siig Pedersen i spidsen for et brudeoptog med brudeparret Vera Linding Nielsen og Hans Kristian Lauridsen på vejen fra Horne kirke til Horne afholdshotel i 1954. Bag brudeparret ses bruden og brudgommens forældre, Karen og Kristian Linding Nielsen og Alfrida og Magdal Lauritzen. Vera og Hans Kristian Lauridsen bor på Drosselvej i Varde, hvorfra H K Lauridsen har drevet ingeniørvirksomhed.
3
Fire musikere spiser den vestjyske nationalret, klar suppe med kød- og melboller samt ris, i pausen mellem middagen og dansen til mejeribestyrerparret Ethel og Aksel Jochumsens sølvbryllupsfest på Horne Afholdshotel i 1961. Senere fik hun også Kærgaard med ud at spille. Da Wolf døde, foreslog hun, at Kærgaard overtog den ledige plads. Dermed var hans livsbane afstukket. Som soldat havde han været med i regimentsorkestret, hvor han havde spillet for kongeparret ombord på kongeskibet. Hans hobby var nu gjort til hans levebrød. Siden har Kærgaard og Jensine spillet fast sammen med skiftende musikere alt efter opgaven. Udover violin spillede Kærgaard også trompet, saxofon og trommer. Den store alsidighed var der god brug for i de mange år Kærgaard og Jensine spillede til private fester og baller sammen.
Kærgaard og Jensine som vi kender dem. Kærgaard med violinen og Jensine ved klaveret. Kærgaard spillede både violin, trompet, saxofon og trommer. Kærgaard fortæller om bryllupperne dengang, at bryllupsgæsterne mødte ved hotellet ved middagstid, hvor hestene blev staldet ind i kørestalden som lå, hvor Hornelund 4 nu ligger, mens vognene blev stillet i en række langs vejen. Hestene kom med nypudset seletøj, mens andre havde fint seletøj, som kun blev brugt til bykørsel, ligesom nogle kørte i fine vogne, som havde kostet mange penge. Musikerne stod gerne ved kørestalden og spillede et lille stykke for gæsterne, når de kom kørende. Herefter råbte ”skafferen” på hotellet gæsternes navne op to og to, og i en lang række med musikken forrest og brudeparret bagerst, gik man til kirken. Efter
4
vielsen gik man tilbage til hotellet, denne gang med de nygifte forrest. Derefter spillede de under middagen. Under kaffen havde de fri, hvor også mændene fra gårde uden medhjælp var hjemme at fodre og malke, men ved 19-19.30 tiden skulle de igen spille op til dans, som så fortsatte til 7-7.30 tiden om morgenen. Dengang kunne folk slet ikke stoppe, når de først var kommet i gang, fortæller Kærgaard. Han fortæller, at han husker, at tidligere havde man ”forridere”. Det var dengang bryllupperne foregik ude på gårdene, evt. i et telt i haven. Når gæsterne i hestevogn kørte i prosession til kirken, red forridderne frem og tilbage mellem kirken og bryllupsgæsterne. Arbejdet som musiker har været et hårdt slid fortæller Kærgaard. Vi kunne godt være udsat for at spille 14-15 nætter i træk. Fra 2. juledag til Hellig Tre Kongers dag spillede de hver nat. I mange år spillede de Nytårsaften på Hotel Varde og i over 30 år til Nytårsbal nytårsdag for Jernbaneforeningen samme sted. Jeg tror, vi har spillet i stort set alle forsamlingshuse og kroer i Sydvestjylland. Det kunne blive nogle lange dage, når vi først skulle spille til morgensang til et sølvbryllup, og så igen om aftenen under spisningen og dansen. Vi skulle have et stort repertoire, men nogle af stykkerne ville gæsterne heldigvis gerne høre flere gange, fortæller Kærgaard. Med violinkassen på bagagebæreren kørte de de første år på cykel, når de skulle ud at spille. Da der var fast pris på musik til et bryllup, fortsatte dansen ofte til klokken 6-7 stykker om morgenen. De har krydset sig frem i strid modvind, når de skulle hjem fra Andrup eller Skads. Hvis vejret var alt for slemt, trak de med cyklerne til banegården i Esbjerg, hvor de så fik lov at ligge på bænkene i venteværelset, indtil morgentoget gik nordpå. Fra Tistrup måtte de så på cyklerne igen til Horne. Kærgaard fortæller videre, at der ikke er den måde, som de ikke har prøvet at vælte med cyklerne, når der har været is eller sne på vejene. Da de først i trediverne fik bil, gik det noget lettere. Men under krigen måtte de igen have cyklerne frem. Togene gik uregelmæssig, og når de skulle hjem, måtte de ofte sove i venteværelserne, indtil der kom et tog. Om engang de skulle spille i Nordenskov, fortæller han følgende: De skulle spille sammen med Nygård fra Skjern, der oprindelig var cykelhandler, men siden startede en musikforretning. Det havde sneet meget, og alle bivejene var lukkede.
5
De havde aftalt med Nygård, at de skulle mødes på banegården i Varde, hvortil Nygård ville komme med toget nordfra. De skulle så videre med Grindstedbanen til Nordenskov. Kærgaard og Jensine startede fra Horne i bil. Da de skulle afsted, kom slagter og handelsmand Magdal Lauritzen og spurgte, om han kunne køre med. Der havde været marked i Varde dagen i forvejen og han havde måttet lade bilen blive stående, og han ville gerne med ud efter den. Allene på vejen ud til hovedvejen måtte de ind to steder og have et hesteforspand foran bilen for at få den trukken gennem sneen. Da de kom til ”Æ swot kro”, (Ringkøbingvej 137), måtte de opgive at køre videre. De tog musikinstrumenterne over skulderen og fortsatte til fods. Da de havde gået et stykke vej, mødte de uddeler Nørgård. Han var på vej fra Varde til Horne i sin bil, men måtte opgive at køre videre. Han tilbød at vende bilen, og køre dem til Varde. Således nåede de stationen i Varde. Da de var kommet ind i Grindstedtoget, fik de af konduktøren at vide, at toget ville blive forsinket 20 minutter, da de skulle vente på toget fra Esbjerg. Nygård sagde, at han så skulle ringe, hvorefter han gik over til stationen. Kort tid efter kom konduktøren og sagde, at nu kørte de, de kunne ikke blive ved med at vente på toget fra Esbjerg. Kærgaard sagde, at de ikke kunne køre nu, da Nygård var gået for at ringe. De gik så tilbage for at hente ham, men kunne ikke finde ham på stationen, så toget kørte uden Nygård. Med sig havde de hans musikinstrumenter. Senere på aftenen kom Nygård frem, helt hvid i ansigtet. Han ville efter dette lægge sag an mod DSB. Det var besværligt, men det endte med at han fik penge tilbage. I Nordenskov spillede de hele natten, hvorefter de hastede over til banegården og med morgentoget tilbage til Varde.
Jensine Kærgaard Madsen sad i 42 år, fra 1926 til 1968, ved klaveret, når pigerne havde gymnastik. I 1926 blev hun af en gymnastikleder spurgt, om hun ville spille til pigegymnastikken i Horne. Dengang fandtes der ingen hæfte med gymnastikmusik, så hun og lederen måtte selv finde nogle musikstykker, som kunne passe til øvelserne. Hun har fortalt, at de var de første her på egnen, som begyndte med musik til gymnastikken. Jensine var en ener , når det gjaldt gymnastikmusik. For gymnastiklederne var det et privilegium at have en pianist som Jensine. Hun skulle blot se
6
gymnastikøvelserne, så fandt hun selv musikken. Og fik lederen kendskab til noget nyt musik, så skaffede Jensine det straks. Ved Amtsfesterne i Arnbjerg spillede hun for flere hovedkredshold. Var der et hold som ikke havde musik til gymnastikken, klimtede hun alligevel med på klaveret. Hun kendte alle øvelserne.
Jensine spillede i 42 år til gymnastik fra 1926 til 1968, hvor båndmusik overtog musikledsagelsen.
For foreningerne i Horne var det et privelegium at have et orkester som Kærgaard Madsens. De var helt fra 20-erne fast orkester til Gymnastikforeningens, Ungdomsforeningens, og Idrætsforeningernes årlige fester og baller, ligesom
7
Kærgaard i flere årtier var i spidsen ved idrætsforeningens årlige optog ved sportsfesten. Ved indvielsen af Horne Stadion i 1938 var Kærgaard i spidsen for et orkester bestående af Peder Siig , Martin Thøgersen, Thorvald Sørensen og Chr. Iversen. Hjemmet på Gunderupvej var præget af musik. Moderen var ud af en meget musikalsk familie. Kærgaard og Jensine spillede hjemme hver eftermiddag, og de havde altid den nyeste musik med ud. De fik bl.a. noder tilsendt fra U.S.A., hvortil 6 af moderens søskende var udvandret. I U.S.A. var de ofte lidt foran med den nye musik, så når den nåede til Danmark, havde Kærgaard og Jensine allerede øvet den, så den var klar til repertoiret. En efterkommer af slægten, Morten Lauridsen, (kan Googles), er en kendt amerikansk komponist og musikprofessor. Hans værker synges også i Danmark, bl.a. af Syddansk Universitets Kammerkor.
Musse og Kærgaard fik to børn, Ragnhild, født i 1932 og Bente Laura, født i 1947. Bente Laura dyrkede også musikken som fritidsinteresse. Da Jensine ophørte med at spille til Fælleslæsningerne, blev opgaven overtaget af Bente Laura, ligesom hun Også var korleder. To kendte musikere fra Horne. Gårdejer Peder Siig Pedersen, Fruerlund og musiker Kærgaard Madsen spillede i mange år sammen til morgensang. Kærgaard var kendt for altid at gå med alpehue.
8
Musse Kærgaard havde egen frisørsalon i 57 år. Tidligere kom der ofte unge piger, som skulle have håret sat lørdag aften, inden de skulle i byen. Kærgaard og Jensine underviste også musikelever, hvilket han vedblev med indtil han var midt i 80-erne. Han har haft den glæde at undervise et oldebarn i violinspil. Kærgaard og Jensine vedblev at apille sammen daglig i hjemmet indtil Jensine døde i 1980, hvorefter Kærgaard holdt musikken ved lige ved at spille med Fliseorkestret i Varde de sidste år. Musse døde i 1994, Kærgaard døde i 1997, 92 år gammel. Han boede i huset indtil sin død. Kærgaard Madsens orkester var kendt i hele Sydvestjylland for at levere meget fin musik. Noget man gang på gang fik fortalt, når man fortalte, at man kom fra Horne. De var virkelig gode ambassadører for Horne. Hisrorien er færdiggjort i 2015 med hjælp fra børnebørnene. Redigeret af Kurt Vig Nielsen og sat op af Horne Sognearkiv 2016
9