SNE, IS OG SKØJTER Fortælling af Chresten Johannes Krog, Billum - født 1901 i Bjerremose, Bjerremosevej 13.
Bjerremosevej 13
Alle gamle folk siger: "Det var anderledes i vore børnedage", og det siger jeg jo også. Jeg syntes, vi havde meget strenge vintre dengang med masser af sne. Jeg kan huske engang, da de kastede sne på en vej, hvor de måtte smide det op af to gange. Først kastede de det så langt op, som de kunne, og så stod der en mand deroppe og kastede det endnu højre op og ud på marken. Når der var lange vintre, var der også meget is. Da jeg var 10 år, fik Ernst og jeg et par skøjter i julegave af far tilfælles. Det var jo ikke gå godt, så vi måtte skiftes til at løbe på skøjter, når vi kun havde et par. Men tænk, så havde vi en karl, og han syntes, at det var noget skidt og så gav han mig et par nye skøjter i fødselsdagsgave den 4. januar, så det blev jo ikke så længe, vi måtte klare os med et par. Det var jo gevaldigt. Vore skøjter var meget moderne. Jeg har hørt, at når de løb på skøjter pa Skjern enge, som var oversvømmet hver vinter, kunne de løbe på skøjter fra Tarm til Ringkøbing. Der var mange kilometer, og det gjorde de på specielle langrend-skøjter. Vore skøjter var klubskøjter, og dem kunne man spænde med et greb både forfra og bagtil. I julen 1913 var det det dejligste vejr, og vi skulle ud at løbe på skøjter ved Linding Mølledam. Der havde vi været før. Vi løb tværs over markerne derned. Vi var altid i god træning til at løbe. Vi brugte jo ikke cykler. Jeg fik skøjterne på, og det gik jo nemt med de nye klubskøjter. Ludvig (Pontoppidan, Transbølvej 7, red.) var der også, og det var mere besværligt for ham, for hans skøjter skulle skrues og bindes fast. Han
var et år ældre end mig. Da vi løb på isen, opdagede vi, at ved den ene side af dammen var der klar is, og så kunne vi gå og jage med fiskene ved at gå langs med kanten der. Da vi kom op til den anden ende af dammen, var der pludseligt klart vand foran os der, hvor bækken løb ind i dammen. Jeg så det først og sagde: ”Der er vand", og så gjorde vi det dummeste, vi kunne gøre, for vi satte skøjterne i begge to, og så gik vi ned. Jeg kom helt ned under isen, så jeg kunne se iskanten over mig. Jeg havde heldigvis ikke lukket øjnene, for så vidste jeg, fra da vi badede i bækken, at det er vanskeligere at lukke øjnene op, når man er under vandet, end bevidst at holde dem åbne, når man springer ud fra kanten. Jeg stod der og så på iskanten over mig. Der gik mærkeligt nok ikke panik i mig. Mine ben sad fast i mudderet. Jeg lettede på dem enkeltvis, og jeg kiggede op på iskanten. Jeg var nok ikke under vandet i ret mange sekunder, men der er visse tider, hvor det er ligesom, hjernen virker hurtigere, for imens jeg var dernede, kunne jeg høre kirkeklokken ringe, og jeg kunne se for mig, at far og mor sad hjemme i stuen. Så bad jeg til Gud: ”Hjælp mig op". Og så gav jeg et spjæt med benene og et spjæt med hænderne - jeg kunne svømme lidt - og fik fat i iskanten og kom op. Der var ikke spor panik i mig, men det var der i Ludvig. Han var ikke gået helt under, for han var faldet i lidt længere oppe, hvor bækken gik ind, og der var ikke så dybt, så han var ikke under. Han var også et hoved højere end mig. Han hylede og skreg. Han kom dog hen og fik fat i kanten, og jeg tænkte: "Bare det ikke brækker igen', og derfor holdt jeg mig så lodret som muligt i vandet. Når jeg holdt mig lodret, bar vandet mig oppe. Jeg trak mig ind til isen og strakte armene ind over iskanten, så langt jeg kunne nå med brystet ind mod isen. Så begyndte jeg langsomt at trække mig op og at få enden op til kanten, så jeg stadigvæk hang med benene nedad. "Hvad nu, når du løfter benene, brækker isen så”, tænkte jeg, mens jeg fik mig mavet så langt op, som jeg kunne. Så var jeg jo nødt til at have benene vandret ud fra mig, og efterhånden fik jeg mig mavet så langt ind, at jeg prøvede at komme op på knæene - og isen holdt! Jeg kravlede indad. Jeg turde ikke rejse mig med det samme, for så fik jeg jo ikke vægten fordelt. Da jeg begyndte at kravle indad og var kommet nogle meter ind, råbte Ludvig: "Johannes, du må ikke gå fra mig". Det var der nogen rimelighed i. Der sad han ude. Han havde brækket et stykke is af, og han var ikke så god til gymnastik, lang var han og lidt slatten, og han kunne ikke komme op på isen - han havde bare fat i kanten, så jeg vendte mig om, men så kom Anders Østergård (fra Østergård i Hornelund, red.). Han var en lang dreng, vel nok en sytten - atten år. Han tog kommandoen lige med det samme, og han sagde til mig: 'Kravl ind, nu lægger jeg mig på maven, så maver jeg mig ud til Ludvig, og så skal der være en til at have i hvert ben på mig, og hvis isen går i stykker, så skal I trække langsomt. Så lå de der og holdt ham i benene og fik fat i Ludvig, men isen gik ikke i stykker, og så fik vi Ludvig op. Så skulle vi hjemad. Jeg spændte skøjterne af støvlerne, men Ludvig havde det vi kaldte ”hæl brækket”. De var anderledes. Hælen kunne skrues fast, men det skulle man bruge et søm til, og så skulle man have remme på foran. Han trak støvlerne af og tog sine træsko på, og han glemte
2
sine støvler med skøjterne dernede. Vi løb ved siden af hinanden helt op til Horne. Jeg spurgte Ludvig: "Kan jeg ikke låne din hue, mens vi render igennem Horne, for så kan de da ikke se, at mit hår er vådt? Min kasket var blevet derude. Jeg fik så hans hue på, og vi kom ind i Horne by, men det var allerede rygtedes, og den ene efter den anden kom ud fra husene og spurgte, hvad der var sket og skulle have redelighed på det hele, og vi vandrede videre, og så var der andre, der skulle spørge igen. Til sidst slap vi da igennem byen, og så løb vi. Først drejede Ludvig fra, og så løb jeg hjem. Jeg kom ind i den daglige stue ud til gården og smed støvlerne, hvorefter jeg gik ind i stuen, og der sad mor. ”Men dreng dog, hvordan er det dog, du ser ud?", udbrød hun, og så forklarede jeg det. "Træk tøjet af med det samme, så henter jeg vand', sagde mor. Den gang havde vi altid ild på komfuret, og der var altid varmt vand i vandgryden og sikkert også i kedlen, som stod på komfuret. Da hun kom ind igen med en balje, stod jeg stadigvæk i tøjet. ”Se at komme af tøjet”. "Ja", sagde jeg, "men det er frossen. Jeg kan ikke få det af”. Men jeg skal love for, at da mor fik fat i det, så kunne hun få det af. Så kom jeg op i det varme vand. Det var vel nok dejligt. Far var ikke kommet op af middagssøvnen, selv om klokken var tre. Det var jo i julen, og vi holdt jul til langt hen i nytåret. Han havde hørt al hurlumhejet og kom ind i stuen til os. Da jeg havde fået bad, var blevet frotteret og havde fået tørt tøj på, blev jeg puttet i fars seng, som endnu var varm. Det var vel nok dejligt. Jeg kan huske, at far spurgte mig: "Hvad tænkte du, da du var under isen"? Men det kunne jeg ikke snakke om. Jeg sagde bare, "Ingenting, jeg tænkte bare på at komme op". Alle de andre enkeltheder fortalte jeg ikke, så det måtte han nøjes med. Mange år efter, da jeg var omkring 18 år, kom vi til at tale om dengang, jeg faldt gennem isen, og så sagde far igen "hvad tænkte du på dengang?” Så fortalte jeg ham det, ligesom jeg nu har fortalt det her, men selv om jeg da var ved at være voksen, så kom jeg til at græde, da jeg fortalte det alt sammen. Far spurgte ikke om mere. Han var nok klar over, at han var gået ind i noget med træsko på, som var en helligdom for mig. Det må I også huske. Man kan plumpe i og træde ind i det, der er helligdom for andre. Af Chresten Johannes Krog, Billum
3