Jacob B Daugaard 1827 1845

JACOB B. DAUGAARD

PRÆST I THORSTRUP/HORNE 1827-1845 BISKOP I RIBE FRA 1850

Thorstrup Præstegård

Horne Kirke – Thorstrup Kirke

Ribe Domkirke Forord.

Ved to ældremiddage i henholdsvis 1995 og 1997 i Thorstrup Præstegård holdt sognepræst Finn Pedersen foredrag over Christine Daugaards mindebog om hendes far ”Biskop Daugaard”.

Jacob Brygger Daugaard var fra Randers. Han var præst i Thorstrup – Horne 182745, provst fra 1839, stiftsprovst i Ribe fra 1845 og biskop fra 1850.

Foredragene bygger på en række breve sendt mellem præstegården i Thorstrup og præstens familie i Randers, hvor også hans kone Cathrine kom fra. Ind imellem er også flettet Christine Daugaards egne erindringer.

Brevene giver et fantastisk indblik i tiden og forholdene dengang - fra både før og under krigene i 1848 og 1864, fra dengang pottemageriet var på sit højeste, fra før jernbanen og andelsbevægelsen.

Brevene kan være lidt seje at læse, da de er skrevet i den tids skriftsprog, men er man først kommet i gang, kan fortællingen være svær at lægge fra sig.

God læselyst.

Sognepræst Finn Pedersen.

2

Jakob Daugaard – præst i Thorstrup og Horne 1827 – 1845.

Følgende beskrivelse hviler på Thorstrup-afsnittet (bd.2) i Christine Daugaards mindebog om sin far. ”Biskop Daugaard”, som udkom i 1896.

Om Jakob Brøgger Daugaard, som var præst i Thorstrup-Horne pastorat 182745, oplyser H. K. Kristensen i sin bog ”Øster Horne Herred” (1944), at han stammede fra Randers (født 1796), hvor faderen var toldbetjent, senere købmand.

På sin senere svigerfaders, stiftsprovst Kruses foranledning, kommer den begavede dreng i latinskolen og bliver student i 1816.

Tre år senere, i 1821, bliver han kandidat og får stilling som adjunkt på Sorø akademi, som kollega med bl.a. kendte guldalderdigtere som Chr. Wilster og Ingemann. Et videnskabeligt arbejde, prisopgaven ”Om danske klostre i middelalderen”, belønnes med universitetets guldmedalje.

I juni 1827 starter hans nye karriere inden for kirken med sognepræsteembedet i Thorstrup-Horne ved Varde. En karriere, der kulminerer med valget til biskop over Ribe Stift i 1850. Senere samme år, som han tiltræder kaldet i Thorstrup og Horne, ægter han Cathrine Kruse (kaldet Thrine). Med hvem han får fem børn, 2 sønner og 3 døtre. Jakob Daugaard dør Ribe 1867.

Christine Daugaard indleder sine barndomserindringer fra Thorstrup med følgende digt om egnen og forældrene: ”Elskede luftning, som blæser fra heden.

Mættet af porsens og timians duft!

Hilsen du bringer mig hjemme fra reden.

Bærer mig pust af dens kærlighedsduft – Hjem, som gav ly for den reneste virken.

Frygteligt ført med velsignelsens bud – Spejl i det stille for ordet fra kirken – Fromt af de to, som var anet i Gud.” Og hun fortsætter: ”Egnen ved Varde var den rette pottejydernes egn. Thorstrup og Horne sogne samt Varde landsogn siges at være det vestjyske pottemageris vugge. (…) Det er en ejendommelig nydelse at vandre hen over heden. Dog ikke i den mest brændende sol, thi om end lyngsletten i solskin også er tiltrækkende, kan den dog blive streng som en ørk. Heller ikke i strømmende regn, hvilket også er strengt; men i godt friskt vejr, hvad enten det er gråt eller klart. Man træder op på en kæmpehøj og ser ud over den brune flade; hist og her ligge gårde spredte, med lang afstand mellem hinanden.

3

Til en sådan egn kom min fader fra det smilende Sorø og fra de lærde venners kreds, den gang en uendelig afsides egn. Nu har jernvejen åbnet den for samfærdslen.

Fra første brev fra Thorstrup, 9. august 1827 til sin kommende kone Cathrine Kruse, kaldet Thrine, i Randers: ”I mandags aftes ved solens nedgang kom jeg hertil. Præstegård, have, omegn og alt svarede til min forventning; det er hverken over eller under. Min modtagelse var ret hjertelig. Hjorts vogn kørte mig fra Kolding i mandags morges. Hele dagen skrumpledes jeg på vognen, først gennem ret smukke egne nærmest Kolding, men siden gennem hæslige bare egne de sidste fem mil, og øjet fandt intet skønt punkt, før Nørholm med dens å og lund præsenterede sig for det just i et heldigt øjeblik, da solen kastede sine sidste stråler ned over det. Vejen førte mig derpå forbi Nørholm, over åen ved Lindingbro, hvor der er en kro. Så snart jeg var over broen, var jeg på præstegårdens mark, så først nogle af dens smukke enge (beliggende til begge sider), kørte derpå ad sandvejen op ad bakken over det temmelig bare agerland forbi degneboligen og kirken, som ser ret godt ud, er af hugne stene, har blytag, et spidst tårn, en stor kirkegård, omplantet med træer. Opmærksomheden droges nu fra den til den lige for mig liggende præstegård, ved hvilken det stødte mig, at den er ganske åben ud til marken, ikke en gang ved et gærde skilt fra denne. ” Datteren Christine kommenterer her faderens beskrivelse: ”Her må jeg afbryde beskrivelsen for at tillade mig en indsigelse mod min faders mening, den har han dog også, så vidt jeg tror, med tiden forandret. For mig har det al tid vist sig som et fortrin, at gården var åben og fri. Det gjorde, at den ikke var kedelig. Mod øst og mod vest på hver side af stuehuset, rejste sig hine tørveklader, byggede af lyngtørv i form af huse, hvilke min fader første gang havde set ved indtrædelsen i Himmerland på rejsen til Ullits med pastor Hassager.

Mellem de østlige tørveklader og det østlige udhus, Kohuset, var der et bredt åbent rum. Fra dagligstuen så man over markerne op mod den store ”Svensker Hede”, hvoraf en del er opdyrket. Man så kirken med den hosliggende degnebolig og kørevejen, som slynger sig der forbi. Man så det, når en vandrer, måske en gæst til præstegården, kom henad markstien, der gik fra Johannedalen, en lav lyngdal, gennem hvilken man dengang tog vejen til Lunden. Mellem Kohuset og den smukke grundmurede lade, gårdens væsentlige pragt, havde man mod nord et glimt af markerne. Mod vest så man ind i heden. Foran indgangsdøren dannedes af brede flade sten et par lave trin op mod huset; den sten, som lå dette nærmest, var en regelmæssig langagtig firkant, der på hver side havde en muret bænk, dækket af et grønmalet træsæde. Når man sad her en sommeraften, kunne man se månen gå op over Lunden. Min farbroder John sad der gerne med sin fløjte og sendte toner af en smeltende blidhed ud over mark og hede. Eller han legede med 4

os børn ”So i Hullet”, spillede klink og pind og deltog i andre forlystelser, hvortil den rummelige gård indbød. For vinterens og efterårets storme har den ejendommelige frihed i længernes beliggenhed jo ganske vist åbnet frit spillerum, men bortset herfra, var den et fortrin, hvilket også min fader kom til at påskønne.

Jacob Daugaard fortsætter sit brev fra 9. august 1827: ”Dagen efter så jeg haven, som er meget god. Den vender mod syd og er mod norden beskyttet af stuehuset, mod nordvest af nogle høje træer. I går omvandrede jeg præstegårdsmarken, som er af et uhyre omfang formedelst den store hede, som ligger vesten for gården. Denne er ikke noget lysteligt syn; derimod vil det uden tvivl fornøje dig at spadsere ned til vore enge ved Nørholm Å.

Lige overfor disse ligger Nørholms enge og bag dem lunden. Bagved vore enge hæver marken sig pludselig, og denne høje, med krat bevoksede baggrund tager sig meget godt ud og er en behagelig udveksling, i denne ellers flade egn. Skønne er omgivelserne ikke, men vi ville, som du selv har sagt, sætter vor glæde i vor huslige lykke.

Til mit brug her i gården er mig anvist et gæstekammer. Der har jeg nu indrettet mig. Mit tøj har jeg udpakket, og alt glastøjet var i god stand. Er mit tøjikke kommen fra København? Så snart det er kommen, må du endelig ved første lejlighed få sendt mig den gamle skrivepult og kasserne med bøger. Husk endelig, hvad jeg sidst skrev om themaskinen (her i egnen bruges ingen themaskine, men thekedlen på fyrfad). Lev vel, elskede gode, kære Thrine! Gid vi snart kunne bo her tilsammen; da først vil Thorstrup Præstegård blive mig ret kær.

Brev fra Jacob til Thrine 19. august 1827 fra Ribe: ”Dit spørgsmål om rotterne har jeg nylig i et brev til moder besvaret på en tilfredsstillende måde. Denne plage kender man aldeles ikke til, og vogt dig, at du ikke gør dig slet fortjent af os selv og af egnen ved at indfører nogen i vort flyttegods.”

Brev fra Jacob til Thrine 21. august 1827 fra Ribe: ”Det frygtelige øjeblik nærmer sig, da jeg skal optræde som prædikant i Ribe Domkirke; jeg kalder det frygteligt; thi det vil visseligt falde mig meget svær at tale i denne store kirke; jeg har prøvet det i dag, men fundet, at min stemme ikke uden nogen anstrengelse kan fylde den, og det endda næppe.

5

Brev fra Jacob til Thrine 27. august 1827 fra Ribe: ”Min ordinationsdag var en sand glædesdag for mig. Min prædiken behagede biskoppen og de præster, som hørte den, særdeles meget; de bevidnede det mig siden Også var jeg så lykkelig at træffe det rette mål for stemmens højde, så at næsten intet ord gik tabt for mine tilhørere.”

Forgængeren i Thorstrup, pastor Hjort, overtager det ”federe” Jerne-Skads pastorat og flytter ud af Thorstrup præstegård. Jacob Daugaard betror Thrine sine overvejelser om overtagelsen samt nødvendige anskaffelser; heste, vogn, tjenestefolk m.m. Han har knapt med penge og vil derfor bl.a. sælge sin guldmedalje fra Universitetet: ”En kokkepige, som Mdm. havde fæstet, og som har tjent i Ansager Præstegård, har jeg i sinde at beholde. Hvad nu den ydre besætning angår, da frygter jeg, at alt vil blive meget dyrt. Køerne havde været dyre i dag på Varde marked. Jeg har i sinde at pløje med stude og holde kuns tre heste i stedet for, at Hjort har haft fem.

Tjenestefolkene er 3 karle, 2 piger og en dreng. Den tredje karl er en mand, som bor i et lille hus på præstegårdsmarken han skal da være havekarl, hvilket han er noget vant til.

I dag har sluttet akkorden med Hr. Hjort om nådsensåret, som jeg tror, temmelig rimeligt. Hvad jeg kommer til at skylde ham for præstegården, den indavlede sæd, den lagte rugsæd og alt beløber sig til 556 rbdl. 3 mark rede sølv. For de 200 af disse kan jeg give obligation. De øvrige kunne afdrages næsten i tre år for drengen, som jeg beholder. Dersom jeg kan få medaljen betalt af Videnskabernes Selskab med fuld værd, da er dens dom fældet; thi den kan stoppe et godt hul” (Nådsensåret er den del den fraflyttede præst har ret til af indtægten) Fra Jacob til Thrine i Randers, fra Thorstrup præstegård 24. september 1827. ”Du kan tro, bedste Thrine! At jeg har det meget strengt i denne tid. Det falder mig så skrækkelig besværligt at holde taler uden papir. Den første, som jeg således holdt, var en ligtale ved graven, den kom jeg meget godt fra, jeg standsede ikke.

Derimod har jeg ikke uden én standsning holdt to skriftetaler, en brudevielse, to taler til kirkegangskoner. Og dog har jeg læst på disse hele dagen og virkelig også kunnet dem udenad, men når jeg skal holde dem, vil munden, i det mindste én gang, gå i baglås.

(Kirkegangskone kaldes en kvinde der første gang efter sin nedkomst besøger kirken. Hun modtages da af præsten ved indgangen til kirken med en kort tiltale og takkebøn.

Efter Moselovene i Bibelen er en kvinde uren i 40 dage efter fødslen. Det er således et renselsesritual.)

6

Den skriftetale jeg holdt i går i Horne kirke, holdt jeg dog med mere femete´ end den første her i Thorstrup. Det viser dog, at det går fremad; men under forberedelsen, hvormed næsten hele ugen, på få timer nær, går bort, er jeg nær ved at bukke under og blive modløs.

Et sådant modløst øjeblik havde jeg i Lørdags eftermiddags. De er ret pinlige.

Gid vi var ret komne i orden her, min kære Thrine! Du skulle da hjælpe til at holde mit mod vedlige. Men hvorledes jeg skal nå at blive færdig med al ting til hver søndag, når jeg skal til at befatte mig så meget med verdslige sorger, det ser jeg ikke, og jeg gruer næsten derfor.

Fra Jacob til Thrine, Thorstrup præstegård 30. oktober 1827: Nu kan jeg da have den ære at melde dig, at jeg ganske samtykker i det i dit forrige brev gjorte forslag. Onsdag aften den 14de håber jeg at være hos eder, fredagen gå vi til alters. Onsdagen den 21de holde vi bryllup, men – søndagen derefter må vi rejse, thi jeg skal præke her hjemme første søndag i advent.

Desuden så foregår vor rejse i månens første kvarter, hvilket vi må vel lægge mærke til på denne årstid.”

Turen fra Randers til Thorstrup planlægges til at være af 5 dages varighed. I Thorstrup er der problemer med præstegårdens stand: ”Det slemme gamle stuehus er det værste ved dette præstekald; det vil forvolde megen udgift og ikke liden bekymring. Sovekammeret og dagligstuen håber jeg nu at få i tålelig stand til vinteren, men studerekammeret bliver der kuns kludret ved for det første.

Du skriver, kære Thrine, at du vil gøre det hyggeligt for mig i det uhyggelige hus; ja, jeg længes ret efter at få dig hertil, og uhyggeligheden og ubekvemmeligheden føler jeg nu ret levende. Kunde der kuns udvikle sig en ikke alt for uskøn orden af det nærværende kaos, da skulle jeg med fornøjelse tåle alt. Men vi ville nu gøre vort bedste og dernæst finde os i alt, som det er. Noget skønt må du ikke vente dig i denne gamle rønne. I øvrigt ønsker jeg, at jeg nu havde dig så fortrolig med egnen og dens egenheder, som jeg er; man skal al tid lokaliseres lidt, før man kan finde sig vel på et sted.”

Brevet fortsættes: ”Jeg skulle skrive på min præken til søndag, men det ville ikke gå for mig; thi dels er det blevet koldt herinde, og jeg kan ikke for det slemme vejr komme min tur ud; dels har jeg måttet være tilstede og se til, medens håndværkerne indsatte en dør.

Aften. Det er skrækkeligt, som stormen tuder her omkring. Jeg er bange, det bliver et frygteligt vejr til natten. En lille spadseretur fik jeg mig dog i eftermiddags; men på hjemvejen måtte jeg kæmpe med storm, regn og hagl.

7

Jacob Daugaard og Cathrine Kruse holder bryllup i begges hjemby Randers den 21de november 1827 i Sct. Mortens kirke, og de vies af brudens far; amtsprovst Kruse (denne figurerer i præstetavlen bag på Sct. Mortens kirkes altertavle, hvis man skulle komme der forbi!)

Det unge nygifte par ankommer vel til Thorstrup og holder jul sammen her – en ifølge bruden meget travl tid, med mange gæster og besøg og selskabelige forpligtelser. Særlig med den daværende frøken Rosenørn på Nørholm knyttes hurtigt venskabelige bånd; som Thrine skriver i et brev fra den 3. januar 1828: ”Anden juledag var vi budne til Nørholm tillige med Fosses i Hodde til middag og morede os fortræffeligt; jo oftere jeg er samlet med den elskværdige frøken Rosenørn, jo mere holder jeg af hende, og jeg kan ej noksom glæde mig over den store lykke at være kommen til et sted, hvor jeg møder så megen forekommende godhed og har lejlighed til, så ofte tiden tillader det, at søge den behageligste og mest dannede omgang.

Uddrag fra det første brev fra den nybagte præstekone, Thrine Daugaard, til sin søster, fru Caja Kjellerup, i Aalborg: ”Jeg er overordentlig vel fornøjet her; hvis ikke jeg var det, kunne man med grund beskylde mig for utaknemlighed. Jeg er ret et lykkens skødebarn; thi efter ret at have været forvænt med kærlighed og ømhed at blive kastet så langt bort fra mine elskede og iblandt lutter fremmede at blive modtagen med en kærlighed og deltagelse, som var jeg en gammel bekendt, er dog særdeles lykke.

Frøken Rosenørn overøser mig med godhed og opmærksomhed, og det er på en sådan måde, at man ej bliver undseelig derved, ja at man ret opfylder hendes ønske i at henvende sig til hende om, hvad man kan behøve.

Det er en såre elskværdig dame, al hendes bestræbelse går ud på at virke godt i hendes omgivelser, og hun skal være lutter virksomhed. Hendes broder kan jeg og meget godt lide. Jeg har alt to gange været på Nørholm, det os pålagt endelig at komme så ofte som muligt. – Det er en meget smuk gård; våningshuset er just meget stort, men brillant bygget, forfærdelig højt til loftet og væggene beklædte med fliser. Det er det propreste betræk, man kan tænke sig, thi man er i en hel porcelænssal, og overalt, selv i vestibulen, der er udmærket skøn, ser man disse vægge.”

Datteren Christine fortsætter: ”Med glæde skildrer min moder beliggenheden af Nørholm, det yndige landskab ved Sigs enge, skrænten, som dækkes ”af vild timian for ikke at sige lyng; og når jeg finder det smukt på denne tid af året, hvad må det da være om sommeren”.

Kirkegården med de af vedbend omslyngede ege finder hun ”den smukkeste landsbykirkegård, jeg endnu har set”. Præstegårdshaven med sit kaprifoliumlysthus, sin nøddegang, sine gode frugttræer og sit lille parti med vilde træer er over hendes forventning. Det eneste, som er under hendes forventning er 8

”Ellehaven”, et med elletræer tilplantet stykke eng syd for den egentlige have; ”imidlertid”, tilføjer hun, ”er det dog altid noget og hjælper til at skjule heden, hvilken vi just ikke ser meget til her (i den omtalte del af haven) og som man helst undgår at se. Til at hjælpe mig med havevæsen her en mand, som bor på vor mark.

Han lader til at være ret duelig. Denne mand er tillige vor post, han går to gange om ugen til Varde for at hente vore og Rosenørns breve, han ventes da om aftenen med megen længsel – og disse dage giver en slags afveksling i vort stille liv.

Daugaard har, for ”at ordne sin økonomi”, pensionærer i huset: unge studerende, som han forbereder og dimmiterer til universitetet. Normalt 4 ad gangen, og blandt det første hold den yngste søn fra godset Overgaard ved Mariager Fjord. Datteren Christine skriver: ”Den økonomiske fordel ved at have disciple i huset blev ikke af nogen videre betydning. Min moder, som var kommen så langt bort fra slægt og venner, fik også derved kun liden lejlighed til at nyde min faders selskab. Næsten al den tid, som blev ham tilovers fra egne studeringer, fra idelige sognerejser, skolebesøg og anden embedsgerning i det vidtløftige pastorat, måtte han anvende på de unges undervisning. Men mine forældre havde glæde af dette forhold, da de holdt oprigtig af de unge mennesker, hvis munterhed også har oplivet den landlige ensomhed.

Til den underholdende højtlæsning, som mine forældre havde drømt om i trolovelsesårene, blev der ikke lejlighed. Men når min moder sad ved sit håndarbejde, medens undervisningen foregik i dagligstuen, hvad vist nok som regel skete om vinteren for at spare på brændslet, interesserede det hende at høre derpå. Med Ciceros taler mod Catilina og Cornelius Napo´s ”store generaler” blev hun ret godt kendt.

Føringen af potter gav lejligheder til og fra Randers, som var meget kærkomne. ”At I ikke lader nogen pottevogn afgå hertil uden at sende os bud med føreren, anse vi da som afgjort”, skriver min morfader i sine første linier til de nygifte, ”og dette er os en kær trøst under den lange fraværelse. ”Når en pottemand vendte tilbage fra Randers, bragte han brev og hilsen, derhos gode gaver, allermest kære ved den ømhed, hvorom de bar vidne. I årene mellem 1820 og 1830 var pottemageriet den virksomhed, der gav bedst udbytte, da kornpriserne var så lave. Selv på en større gård, Øllevadgård (beliggende på den anden side af Varde, altså ikke i min faders pastorat) gik det så dårligt med landbruget, at man for at redde sig fra undergang fik fat på to pottepiger og ved denne industri skaffede sig den fornødne indtægt.

Når man i mørkningen gik en tur, f.eks. ned gennem landsbyen Sig, afgav ilden ved pottebrændingen og pigerne eller konerne, som gik omkring den, et 9

ejendommeligt skue. Men idet kvinderne så meget måtte give sig af med pottetilvirkningen, kom selvfølgelig husvæsenet til at stå på et ringere trin.

En kone, som min moder godt kendte, og som holdt sit husstel meget smukt, fortalte, at hun, da hun blev gift, havde bedt sin mand om ikke at drive pottemageri; hun skulle passe mælkeriet og al anden husgerning så vel, at de ikke skulle tabe derved. Men skulle de have med potterne at gøre, kunne hun ikke på rette måde tage sig af huset. Manden var tilfreds hermed, konen indfriede sit ord, og de blev ret velstående folk.

Med hensyn til den indflydelse, pottemageriet let kunne have på renligheden, meddeles følgende træk: En lille pige kom ind til sin madmoder og viste hende sit smørrebrød med den beklagelse, at der var ”Skaan” (skarn) derpå. Konen så på mellemmaden og sagde: ”De er eet (ikke) skaan mi bette baan (mit lille barn), de er kun en bette kuon lier (en lille smule ler)” Jacob og Thrine Daugaard får deres første barn, som naturligvis bliver født hjemme i Thorstrup Præstegård. Pastoren kommer ved denne lejlighed – i mangel af jordemoder – ufrivilligt til at optræde som fødselshjælper og indfører her en helt ny, alternativ fødselsmetode af egen opfindelse. Datteren Christine beretter: ”Den 4de marts 1829 fik mine forældre deres første barn, en søn, som i dåben blev kaldt Hans. Min moder var døden nær. Min fader vankede rastløs omkring i huset som bedøvet af sorg og rædsel. Uden at forbinde nogen tanke med, hvad han i denne tilstand foretog sig, greb han i køkkenet en tom spand, fyldte den ved brønden og satte den indenfor døren til sovekammeret, hvor min moder lå. I det øjeblik, da livet var ved at flygte, blev alt vandet hældt ud over min moder, og efter den tilstedeværende læges erklæring skyldtes hendes redning den omstændighed, at spanden havde stået rede i hint minut. Med det første barn oprinder en ny tid for ægtefolk. Denne historie er så gammel som verden, men for hvert enkelt forældrepar er den ny. ”Den 2den august 1833 fødtes i Thorstrup Præstegård en dreng. Til hans dåbsfest lykkedes det at få min forfader, min morbroder Nikolaj samt Kjellerups fra Visborggård til at foretage den lange rejse til Thorstrup. En mindre lystelig side ved turen tværs gennem landet var de nødvendige ophold i kroerne, hvoraf især det i Kollemorten, hvor der sandsynligvis er overnattet, blev, efter hvad jeg har hørt, al tid ved at stå i et meget afskrækkende lys for min morfader. Min yngste broder blev i dåben kaldet Petrus Janus Kruse. ” Christine skriver: ”Af min morfaders breve, der i omtrent ti år, fra 1827 til 1837, var en stadig kilde til glæde for hans ”kære børn” i Thorstrup, meddeles her nogle brudstykker, som 10

må give bidrag dels til hans eget billede, dels til billedet af livet i præstegården, det han fulgte med så stor en faderømhed.”

Randers d. 18de december 1827: Jeg står nu ved pulten, kære børn! for at takke Eder for Eders 2 kærlige breve. – Det første brev underretter os om rejsens lykkelige overstandne fatalia, Eders heldige hjemkomst og det indtryk, alt i denne nye verden har gjort ved dig, min Thrine. Det andet udmaler videre tingenes beskaffenhed. Eders glædelige tilstand og den kærlige modtagelse, I finde hos alle især fra det venlige Nørholm og den elskværdige frøken Rosenørn.

Med rørte hjerter takker vi den gode Gud, hvis milde forsyn har føjet alt så vel for Eder, kære børn! Også i transporten af Eders effekter have I dog været særdeles heldige; thi at blot et kjernestang og et bordben er blevet beskadiget, er dog mere, end man turde vente på så lang en vej og under så mådeligt opsyn.

At du, kære Daugaard! må have fuldt op at skaffe med embede og elever, kan jeg godt begribe. Imidlertid mener jeg dog, at de muntre gemytter, som jo dog er gode børn, må bidrage ikke lidet til at give afvexling i den landlige ensformighed.”

Uddrag af brev fra Randers d. 25de marts 1828: ”At dit arbejde med embedsforretninger, min gode Daugaard, ved øvelsen bliver dig lettere, er ikke andet, end hvad jeg havde ventet. Men se at forlade dit papir.

Du kan tro, at først derved vil dit foredrag blive aldeles livfuldt og hurtigt.

At du lader Thrine være din censor, er snildt nok, da jeg tror, hun har ånd og sans til at skønne, hvad der hører til en god og vel holden prædiken; i det mindste vil hun al tid være sig bevist, hvad foredraget har virket hos hende.

Randers den 23de august 1828: ”Hvor inderlig vi bleve glædede, kære børn! ved Eders gode moders behagelige fortælling om Eders hele væsen, færd og tilstand, kan jeg ikke beskrive Eder. Priset være den Algode, hvis milde styrelse har lavet alt så vel for Eder! – Fra Mutter skal jeg hilse – jeg mener fra Krusemutter – at hun har stående en krukke med kirsebærmarmelade og en do. med sure kirsebær, som vente på en pottevogn, for at transporteres til Eder. Også de 3 par bestilte sko ville da formodentligen følge, måske også nogle tørrede kirsebær.

Randers d. 12te januar 1829 ”Da posten ikke har bragt senere efterretninger fra Eder, kære børn! er Eders gode Moder da beredt på i morgen at tiltræde den lange og besværlige rejse til Thorstrup. Hun er nu i aften hos os for at gøre den sidste aftale og modtage vor 11

hilsen til Eder så varm som muligt, skønt Gud ved, den kan blive kold nok, inden den når Eder.Den første brud, du kommer til at pynte, vil, tænker jeg, vække beundring med den krans af mutters fabrik, som din svigermoder bringer. Kun skade, at samme herlighed vel ikke længe vil vedvare. (Christines note: ”Det var til bryllupper præstekonens opgave at pynte bruden, og hun havde dertil mod et lille vederlag at levere ”brudesmykket”, en krans af kunstige blomster (en sådan krans gik fra den ene bruds hoved til den andens, indtil stadsen var af den), derhos halskrave, bælte, spænde, om jeg husker ret”) Randers den 26de april 1831: ”Det er i dag, kære Thrine! den sidste dag i dit 32te år, og jeg river mig løs far alle mine forretninger for at sende dig min kærligste lykønskning til det nye leveår, hvori du med Guds hjælp er indtrådt, når du får disse linier. Vor forønskte rejse ud til dig – ja jeg må ligeså godt rent ud sige det – kan der endnu i år intet blive af. Det er mig umuligt at få tid. Og da nu du med mand og rollinger komme hid til os, er vor rejse til Thorstrup jo og mindre nødvendig. Men mager det dog så, kære børn! at vi i det mindste i en 14 dage kunne have Eder hos os og ret glæde os med hverandre.

Give Gud, jeg dog have Eder noget nærmere, I kære børn! Det er ikke behageligt at være så langt borte fra dem, man elsker. Hør Daugaard! Du vil dog nok en gang flytte fra Thorstrup. Men af alle landsbykald her i amtsprovstiet er intet bedre, intet dejligere beliggende, intet i en frugtbarere egn end Skødstrup og ØsterLiisbjerg herred, 2 mil fra Århus og omtrent 5 fra Randers. Skulle dette blive ledigt, må du endelig af al kraft søge det. At besøge dig og Thrine en gang som præstefolk på dette yndigste sted vilde ret gøre mig lykkelig. Dig – dette er af det slags ønsker, vi bedst henstille til den højeste velbehag.

Randers d. 21de marts 1834: ”Jeg priser dig, min gode Thrine! og din brave mand, at I ingen bedre glæder kende end de i Eders egen kreds og mellem Eders kære små. Det er jo i sig selv noget ganske glædeligt at lægge mærke til udviklingen af karakterer og evner hos disse små væsener, og selv bidrage dertil al tid en af livets mest lønnede sysler.

Heller ikke er bekostningerne ved denne slags glæder anderledes, end at man selv i det fattigste kald kan overkomme dem.

Randers d. 11de oktober 1836: ”Pottemanden, som i går bragte mig dit kærlige brev, min elskede Thrine! af 25de forrige måned i går mod mørkningen, havde – efter de folks vis – så travlt for at komme afsted igen efter potternes aflæsning hos Lohmeyer, at der ikke var at tænke på at få brev med ham. – 12

Ved dette brevs modtagelse er da markedsrejsen til Varde fuldendt. Jeg begriber, hvor den affære har beskæftiget de unge gemytter i Thorstrup, og hvor deres fantasi har syslet med anvendelsen af deres tolvskillinger. Det var ilde, at jeg ikke var med og kunde være vidne til de kære børns glæde, som jeg gerne skulde forøget med nogle flere skillinger – skønt det i den alder just ikke disses mangfoldighed, som er glædens grund; men snarere det rette barnlige sind, hvormed sligt føles og nydes..”

Christine erindrer: ”Ved den store hede vesten for præstegården var der fire fiskedamme, anlagte af min faders formand. Der havde ikke været held ved dette foretagende, og dammene gav intet fiskeri. De var dybe og farlige, og det var os børn forbudt at komme dem nær, når vi gik der uden voksnes ledsagelse. Men i den tid åkanderne blomstrede, gik vor fader derud med os, forsynet med en lang rive. Ved hjælp af denne halede han de gule og hvide blomster og de store blanke blade ind til randen, hvor vi stod og ventede på det rige bytte.

I alle foretagender og lege havde vi trofaste venner og kammerater i forpagterens og degnens børn, der var os meget kære, med hvem vi plejede stadig omgang, og til hvem vi oftere indbødes ligesom de til os. Som en opmærksomhed, fordi vi var præstens børn, tiltalte de os med ”han” og ”hun”. Med dem sad vi ofte på kirkegården eller lå lejret om en af de grønsværklædte grave eller på en af de to store stene i kirkegårdens nordvestlige og sydøstlige hjørne, ligstene med en næsten udslettet indskrift, omgivne af sindsbilleder på døden, af frelserens billede m.m. Vi bandt da kranse, idet vi fortalte historier eller fordybede os i samtaler.

Undertiden havde vi, om jeg husker ret, vore bøger med og læste højt for vore venner.

Her på kirkegården fandtes min søster, som den gang var fire år gammel, sødeligt sovende med hovedet hvilende på en gravs grønsværsdækte side, efter at hun en hed sommereftermiddag var bleven savnet og var søgt med angest og smerte i to timer, om jeg husker ret, måske længere. Hun var fulgt med pigerne, der havde hængt tøj til tørring på tjørnehækken ved kirkegårdsdiget. Da de gik derfra, havde de ikke lagt mærke til, at hun var bleven tilbage. Min moders skræk var al tid bækken eller især fiskedammene og klynegravene. Det var min moder selv, som fandt hende. Det har været et yndigt syn, da hun lå der så vel forvaret med det lille hoved ombølget af græs og blomster.

Christine beretter om sin barndoms om end sparsomme, så desto mere indtryksfulde, rejser på familiebesøg: ”I sommeren 1834 rejstes fra præstegården til Randers. En sådan rejse foretoges nogle gange, medens mine forældre boede i Thorstrup, vistnok med en 4 eller 5 13

års mellemrum; thi da det er en bekostelig sag, kunne den ikke gå for sig så ofte, som det ønskedes. I foråret 1833 skriver min morfader: ”Det ville være mig, Mutter og os alle en særdeles glæde, om vi i den tilstundende sommer kunne seet vore kære Thorstrup børn hos os. Men jeg ærer dine grunde, hvorfor du i år ikke kan gøre den rejse, og beklager blot, at jeg ikke har det i min magt at sige: Der er penge, Daugaard ! kom nu.”

Flere gange, jeg tror især i den første tid, er rejsen gået i en skrå linje tværs gennem landet. Til en sådan tur studerede min fader meget stærkt i sine amtskort.

Den første dagsrejse varede fra den tidligste morgen til aften silde. At vi have overnattet i Kollemorten husker jeg meget tydeligt, og at dette krosteds uhygge var følelig, ved jeg. Jeg har et indtryk af min moders træthed efter rejsen og af, at hun ikke skøttede sig om at klæde sig af, men lagde sig i klæderne. Jeg husker, at jeg har stået udenfor huset en kold efterårsmorgen (altså vel snarest på hjemvejen fra Randers) i en ellers øde have, men hvor der dog voksede røde stokroser op ad muren, et syn, der faldt mig så meget i øjnene, at jeg ikke fandt stedet så trist, som jeg hørte det omtale.

Den første dagsrejse kørte vor forpagter, Peder Jørgensen, os i vor egen vogn.

Derefter lejedes vogn efterhånden, som vi kom frem. Postheste, tagne på rullen, var det bedste, men også det dyreste. Dog blev det ofte foretrukket efter gjorte erfaringer af de almindelige hyrekuskes smøleri med kørslen, optrækkeri og deslige.”

Hvor man foer frem, selv i de øde egne var der dog al tid noget at se efter. Mine forældre blev, ligeledes efter gjorte erfaringer, enige om ikke for enhver ubetydeligheds skyld at meddele sig til hinanden om, hvad de så, da det blev så besværligt for dem, når alle børnene, så snart videbegærligheden var vakt, skulle kravle op i agestolen for at se og igen bringes ordentlig til sæde. ” ”Hodde, Ansager og Øse er nabosogne til Thorstrup. Efter at den lærde pastor Torkildsen, som var præst i Ansager, da min fader kom til Thorstrup, var bleven forflyttet derfra, kom Ramsing dertil. Han og hans hustru var mine forældres meget skattede venner, en venskab, som al tid blev trofast bevaret, og vi børn havde i deres børn gode legekammerater; det var altså til gensidig glæde, når turen mellem præstegårdene foretoges, og besøg aflagdes og gengældtes. Men afstanden var temmelig stor, hvorfor det ikke kunne ske ret jævnlig Der er kun tre fjerdingsvejs afstand mellem Hodde og Thorstrup præstegårde. Vejen er smuk.

(Tre fjerdingsvej er trekvart mil. En mil er ca. 7,5 km.) Ofte er denne vej tilbagelagt af begge præstegårdes beboere. Også med den fjernere præstegård i Ølgod var et venligt forhold tilstede, om end afstanden gjorde, at man kun sjælden sås.”

14

”Sognevejen til Horne var lang og dengang vistnok slet. En søndag ved vintertid, da der var førsttjeneste i Horne, var vejret så hårdt, og forholdene for kørsel så fortvivlede, at det måtte anses som forbunden med fare for liv og lemmer at give sig på denne kirketur. Min fader ville dog afsted. Hans hustru forestillede ham, at han derved ikke blot vovede sig selv, men også køresvenden og hestene: at han ingen ville få at holde gudstjeneste for, selv om han lykkelig og vel kom til kirken; og endelig, at hans hårdnakkethed kom af ærgerrighed, fordi han ville kunne sige, at han aldrig havde forsømt tjenesten. Hun mente, at det især var dette, som slog ham, så han opgav turen. Aviserne meldte, at af alle landets præster, som havde sognevej til deres kirker, var kun tre komne til dem på denne søndag. Disse tre var ugifte (…) Min fader kunne ikke tilbageholde den bemærkning, at denne kendsgerning syntes at tale for cølibatet.”. ”Blandt de begivenheder, jeg mindes fra tiden i Thorstrup, er den, at alle fire børn en sommer på én gang blev syge af tyfus, vistnok temmelig hårdt angrebne. Min fader flyttede op i husets østlige ende, som havde egen indgang. Her levede han adskilt fra familien for ikke at bringe smitte til menigheden. Min moder levede ganske for at pleje. Da faren var overstået, måtte vi endnu en tid lang dels for smittes skyld, dels fordi vor tilstand krævede forsigtighed, føre et tilbagetrukket indendørs liv. Dette blev en yndig tid for os. Vor moder adspredte os på alle måder; vi tilbragte tiden med tegning og andre morskabsarbejder, medens hun læste højt for os. Jeg husker, at vor fader dette års juleaften sagde til hende, at de ville takke Gud, at de havde os alle; det havde set betænkeligt nok ud. Først deraf skønnede jeg, hvor alvorlig denne sag havde været.”

Biskop Daugaard i Ribe I 1839 bliver Jacob Daugaard udnævnt til provst for Skads, Øster- og Vester Horne Herreder i Ribe Amt. Hans gode ven og tidligere kollega i Sorø Chr. Wilster bemærker hertil i brev fra samme år: ”Men nu vil jeg gratulere dig til den meget misundte provsteværdighed, som du kalder den. Og ved du, hvorfor den er så misundt? Ene og alene fordi den medfører rang og giver konen fruetitel; thi hele Danmark er forpestet og dets åndelige liv undergravet af rangsyge, hvilket vor indeværende regering har næret og befordret på en næsten utrolig måde.”

Udnævnelsen til stiftsprovst i Ribe følger i 1845 og udnævnelsen til biskop samme sted i 1850. Herom hedder det: ”Det var min faders anskuelse af præstens kald, at man som almindelig regel ikke uden nødvendighed skulle af personlige eller pekuniære (økonomiske) grunde 15

forlade menigheder, hvori man virkede til velsignelse. Men den tid kom, da nødvendigheden bød ham at tænke på forfremmelse med hensyn til udkommet.”

Også hensynet til sønnernes (!) uddannelse spillede ind, og på opfordring af den daværende biskop Tage Müller søger og får han stiftsprovsteembedet i Ribe 8. maj 1845. Datteren Christine siger herom: ”Den morgenstund, da budskabet, at Thorstrup ikke mere skulle være vort hjem, kom til os, var smertelig bevæget. Især græd Thrine, som nu var ti år, ustandselig, og ville ikke lade sig trøste. Det gamle hus, de gamle venner! Heden og lunden, Nørholm og vennekredsen der! For os alle, ikke mindst for min moder, var det som at blive rykket op med rode.”

Afstandene var store dengang, Vestjylland var virkelig – før jernbanens fremkomst ”det mørke Jylland”, og Ribe var en fjern stad for folk i Thorstrup og Horne. En pudsig episode, som Daugaard-familien ofte mindes, har at gøre med almuens møde med storbyen Ribe: ”En af de personligheder, jeg mindes blandt min faders sognefolk, er Laust Nielsen fra Yderik. Først havde han rejst med potter; jeg husker ham kørende omkring med tørfisk, som han solgte. Han var fuld af liv og varme, en god, ærlig, meget gudfrygtig mand, veltalende på sin vis. Da han engang på handelens vegne havde været i hovedstaden Ribe, skildrede han det indtryk, synet af domkirken havde gjort. Han havde vandret pladsen om kirken rundt, som jeg tror, tre gange, idet han gentagende havde råbt: ”Nej sikken en Tempel der står, nej, sikken en Tempel der står,” Det blev til 18 gode år i Thorstrup præstegård – fra 1827 til 1845 – for familien Daugaard. En tid, der ikke mindst for datteren Christine forståeligt nok står i et romantisk og idealt lys. Sådan er det jo ofte med det sted og den egn, man har haft sin opvækst. Nu vendes blikket mod Ribe, hvor familien skulle have sit hjem de næste godt 22 år – indtil 1867, hvor biskop Daugaard dør, 70 år gammel. Om byen Ribe udtalte Daugaard allerede i 1827 til sin senere kone Cathrine: ”Når du engang er kommen til Thorstrup præstegård, skal du nok komme til Ribe; thi det vil more dig at se den gamle by, som ikke er så hæslig, som nogen udråbe den for. ”I samme brev fremgår det, at Cathrine omfatter byen Ribe med en vis interesse fra dengang meget læste forfatter (og Daugaards tidligere kollega fra Sorø Akademi) Ingemanns historiske roman om Valdemar Sejr og dronning Dagmar.

På det personlige, familiemæssige plan denne epoke i Ribe rigt på tragedie. Af de fem børn – de to sønner, hans og Petrus, der begge læser teologi og de tre døtre Christine, Sophie og Thrine – overlever kun Christine og Sophie deres ungdom.

Petrus og Thrine går i familiens kreds under navnet ”de to små”, og det hedder om 16

dem, at de ”altid var på vandring sammen”. Men tiden i Ribe fremhæves alligevel som noget stort og positivt, ikke mindst i det overvældende lys fra faderens embedsgerning. Datterens levnedsskildring har – i stil med den tids biografier og missionslitteratur – karakter af hagiografi (helgenberetning): Faderen og hans embede antager nærmest guddommelige dimensioner.

Daugaards tid er i Danmarkshistorien en periode, der er rig på afgørende begivenheder: 3-års krigen 1848-50, Grundloven 1849, nederlaget til Tyskland i 1864, de store kirkelige vækkelser for at nævne det vigtigste. Alt dette ses og opleves gennem familien Daugaards øjne i Ribe. Endvidere gives en række skildringer af forskellige aspekter af faderens embedsvirksomhed som biskop; Visitatsrejser, sager af forskellig art, rundskrivelser o.s.v. Og ikke mindst: en række træk fra dagliglivet i Ribe i midten af 1800-tallet og egnsbeskrivelser, der jo især er interessante for dem, der kender Ribe og omegn, som det ser ud i dag. Selv om visse dele af denne tidsstudie – som det jo vitterligt er – bærer præg af fortid og museum, virker andre dele forbavsende nutidige, næsten upåvirkede af de forløbne 150 år. Måske går tiden og udviklingen slet ikke så hurtigt, som det ofte påstås. Måske er de afgørende menneskelige forhold slet ikke så foranderlige, som man ofte - af ukendskab til fortiden – fristes til at tro. Og påstanden om, at den historiske udvikling skulle medføre en tilsvarende klogskabsudvikling er nok sandhed med modifikationer.

Christine Daugaard indleder sin beretning om familiens tid i Ribe med følgende digt om byen og efterfølgende beskrivelse af domkirken: ”Vesterhavsbølge, som stoltelig glider Skummer og bruser mod jydernes land!

Ensomt et tempel fra henfarne tider Peger mod sky fra din grønnende atrand: Mægtigt i mindernes stad det sig hæver, Fortidens luftning ombølger dets tind; Dog, medens Urda som kongssaga væver, Blander for mig sig min livssaga ind”. ”Var det med tungt hjerte, at min fader tog farvel i sine kære landsbykirker, så har det været med høj glæde, at han søndagen derefter den 29. juni 1845 hilste sin nye menighed i Ribes herlige domkirke, hvor han for atten år siden havde modtaget den præstelige vielse. Hans første tiltale til menigheden var med Petri ord: Kommer til ham, den levende sten, der vel blev forskudt af menneskerne, men er udvalgt og dyrebar for Gud, og vorder selv som levende stene, opbyggede til at vorde et åndeligt hus.” Og så kommenterer Christine de døde sten, den imponerende kirkebygning ” i al sin enfold og højhed”, som det udtrykkes, idet hun 17

mindes Laust Nielsen fra Yderiks udråb: ”Nej, for en tempel der står!”. Ud over mark og eng, hen gennem gaderne, ind i hjemmene toner klokkeklangen, kalder til gudstjenesten, nævner os dagens tider og lader bedeslagene lyde til trøst for al døgnets smålighed. Og på enhver vandring hen over vort sletteland, hvor vi al tid have den for øje, kan vort blik dog nu som før søge det mægtige tårn. Hvor højt min fader elskede den, lader sig ikke sige; alle elskede vi den; alle, som høre Ribe til, elske den. Vore fraskilte landsmænd i Sønderjyllands nordvestlige del elske den og hilse dens tårn, som hilser dem fra deres rette fædreland.” (Dette er skrevet i 1890´erne). ”Vor første bolig i Ribe var i Grønnegade, som fra torvet, hvor domkirken står, fører ud mod engene, hvor Riberhus stod Skiftende skuespil opføres for os, i denne ensformige egn, af dens vidunderlige belysninger, men scenen forandres også således, at lys og glans forlader naturen, solen viser sig som en lille bleg skive, omgivet af askegrå skyer, indtil tågen lader tæppet falde. Ude ved åen, hvor den slynger sig tæt hen forbi slotstomten, har jeg fulgt dette forspil til et uvejr.

Når stormen kommer fra Vest og fører havets salte bølger ind mod os, da er det et mægtigt skue, men forbunden tit med sorg, al tid med ængstelse. Når høet ligger slået eller står i stakker på engene, når får og kvæg græsse derude, da lide mange stort tab; også menneskeliv gå stundom tabt ved det nødvendige redningsarbejde.

Og stormfloden bliver ikke altid på byens tærskel. Den har været i domkirken, hvor en pille bærer mærke efter den, men selv om den ikke går så langt, så kan den dog tit gå ind i de mere udsatte haver, true med at gå op i husene og udføre sin trussel, så beboerne nødes til at forlade den. Under en stormflod, det var nok i tyverne, ville en gammel kone på Skibbroen ikke forlade sit hjem, da man kom for at redde hende: hun satte sig op på sin kakkelovn, en af de gammeldags bilæggere; der sad hun afventende og så det stigende vand, til det steg op over hende og lukkede hendes øjne. Terner og måger omflagre byen både før og efter stormfloden.

Der er smukt ved Skibbroen, hvorfra man ser ud over ”Hovedengen”. I hine år var der smukkere, da der lå mange skibe. Fra broen et langt stykke ned på begge sider af åen kunne der ligge fartøj ved fartøj. De stærke egestubbe, hvorved skibene fortøjedes, stå endnu i rad i åen under det sædvanlige vandspejl. Et prægtigt syn har man fra denne bro, når hvide eller rosenrøde, purpurfarvede, violette skyer tårne sig i horisonten, eller når åen smiler blå under en klar himmel, eller når den under en mørk rolig himmel viser en dyb stålgrå farve mod engens kraftige grønt.

Her på Hovedengen vandre storkene gerne, når de ere på tog fra talrige reder rundt på byens tage.

Ser man til den anden side af broen, forlystes man af mølleslusens skummen og brusen, mens blikket forbi småhaverne langs åen glider ind mod den gamle Sortebrødrekirke, Sct. Cathrine kirke. Når man går i Ribes rolige gader, hvor man 18

træffer høns og duer fredelig trippende, behøver man aldrig at gå mange skridt, før man kan stå på en bro og sende blikket ud i synskredsen. Engene skinne i vår af de gule kabbelejer, den hvide gåseurt lyser lavere nede i græsset” Vi forlader nu beskrivelserne af by og egn og er nu kommet til den historisk vigtige periode 1848 – 50. Tiden for treårskrigen og grundloven og den nye rigsdag. Tidens hændelser beskrives bl.a. gennem en brevveksling mellem hjemmet i Ribe og sønnen Hans i København, der i 1848 blev student og nu læser ved universitetet.

Om optakten til denne periode hedder det: ”Stormklokkerne forkyndte fra domkirkens tårn med dumpe slag, at Kristian den ottende var gået til sine fædre. Den første slesviske krig brød ud med oprøret.

Min fader så mørkt på sagen; hans ven, pastor Gråe til Sct. Cathrine kirke, så lyst derpå; når krigen var endt, ville Sønderjylland ligge fast i Danmarks favn. Han foreslog væddemål om en flaske champagne. Da krigen var lykkelig endt, gik min fader med glæde ind på at have tabt, men han vidste dog, at han ikke var så grundig overvundet, som han gerne ville have været.”

Også stiftsprovst Daugaard i Ribe fattes penge i denne krisetid p.g.a. pålagte krigsskatter. Han skriver til sønnen Hans i København den 30. januar 1849: ”Det er mig kært, at du synes at komme godt efter med økonomien hvilket og for alvor gøres nødig. Gud ved, hvorfra jeg skal tage pengene til at holde dig i København, til du får 2den eksamen og længere bliver en ren umulighed. I dag har jeg modtaget kultusministeriets skrivelse, hvorved der er tilstået Petrus fri skolegang for den tilbagestående del af dette skoleår fra 1ste januar d.a. at regne, hvilket er lidet, men det hjælper dog al tid, og siden kan søges for næste skoleår. – Om de ulykkelige begivenheder i de slesviske naboegne har du vel hørt nok. Det er en mislig sag med de såkaldte landstorme mod regulære krigsfolk; de føre gerne til almuens nederlag og til megen blodsudgydelse. Man vil i dag vide, at 2 af de farligst sårede bønder ere døde af deres sår. Måtte kun rygtet om denne tildragelse ikke afstedkomme bevægelser og demonstrationer navnligen i hovedstaden til forstyrelse af de diplomatiske underhandlinger, ved hvilke jeg håber nu at se sagerne tåleligen jævnede.” (landstorme: et lands beboere kaldes til våben til forsvar for landet) Denne vinter var der dansk indkvartering i Ribe. Daugaard skriver 22. marts 1849 til Hans i København: Imedens nu al verden, d.v.s. al Ribe strømmer til torvet kl. 6 ¾ morgen for at sige vore bortdragne krigsfolk farvel, har jeg taget pennen fat igen og vil fortsætte og slutte. Vor løjtnant og vore soldater ere nu bortgangne, og hele huset på moder og mig nær, er ude at se på henfarten. – Når du kommer hjem, håber jeg at kunne forestille dig en hel rede fuld af fugleunger; thi fuglene have lagt æg i disse dage.”

19

Moderen skriver 13. maj 1849 Med begærlighed gribe vi denne lejlighed til at skrive til dig, men elskede søn!

Da det formodentlig snart vil blive næsten en umulighed, vi vente nemlig indkvartering, man siger Sachsere og Hannoveranere: (en løjtnant og 6 mand meldte dem an i formiddags, mens jeg var i kirke), der ere blevne så medtagne ved Sundeved, at de måtte herop at plejes – altså kunne vi jo næppe vente nogen postgang længere, du må da nøjes med at vide, at vi stå i Guds varetægt, og være overbevist om, at vi i fortrøstning til hans faderlige omsorg uforsagte gå fremtiden i møde. – Vi har haft det godt siden du rejste. Jeg blev ubeskrivelig glad for dit brev, som kom os så uventet. Jeg var lidt bange for, at du på den første Mils vej skulle have truffet fjendtlige, her så jeg mig nu aldeles beroliget og så mig i tankerne hensat i den elskede Nørholmske kreds, hvori du var så kærlig modtaget.”

(Sønnen Hans har bl.a. været på besøg her (Nørholm) og på hjemvejen til København sendt brev fra Skanderborg.)

Moderen fortsætter: ”Petrus stikker just hovedet ind ad døren og siger med sin allerblideste mine: hils også fra mig og sig, at jeg skriver næste gang; ja skrive! Gid vi blot kunne få brevene bort, skrive skulle vi nok. – Jeg ved ikke, om det er fortvivlelsens eller håbets mod, vi have – jeg ville ønske, at det må være det sidste, men jeg synes ikke, at der er nogen forknyt stemning her i byen – vil Gud hjælpe os, da vide vi jo, at han kan det, selv om fjenden var endnu stærkere, end han er – vil han det ikke – da – ja her er det skrækkelig tungt at sige: Ske hans vilje, men vi må det dog, Gud give os da sin kraft, hvis vi skulle føle os modløse. Dog må vi blot stadig holde os til ham, vil han ikke forlade os! Selv pigerne holde nu modet godt ved lige i patriotiske hjerter.”

Moderen skriver 7. juli 1849: ”Meget behagelige breve vi i overgårds aftes overraskende ved dit brev af 22de juni, det har i lang tid hørt til sjældenhederne at se et sådant, da Varde også i nogen tid har været besat. I går aftes gik det rygte, som skulle være kommet med den tyske feltpost, at tyskerne skulle have lidt et betydeligt nederlag ved Fredericia, dette bekræftede en sachsisk tjener, som logerede her, i morges ved at fortælle mig, at der var 1000 faldne og 1000 taget til fange, og da jeg ytrede mine tvivl, sagde han: es ist gewiss, es ist ja mit der Ordonantz gekommen. Så meget er vist, at et par timer senere drog alt såvel Sachsere som Hannoveraner syd på, og her er nu ovenpå disse otte ugers og især den sidste formiddags uro en besynderlig stilhed – vi kunne vel desværre næppe håbe endnu at være fri for fjendtlig indkvartering; men selv om det kun er nogle dage ville de dog være ret behagelige. Jeg havde nylig brev fra frk. Rosenørn, hun havde haft over 100 Slesvigholstenere i 5 dage; da hun skrev, havde de og et pusterum, men siden har 20

de nok haft mange; dog skal Varde-egnen også være rømmet i de sidste dage. Nu hører jeg, at der siges, at der i morgen kommer prøjsere – dog rygter ere som oftest Hvisvas, som vi nu ere blevne så vange til, at vi hverken troe det ene eller det andet, især ere vi blevne mistroiske mod, hvad godt vi høre, derfor vil jeg snarest troe, at der kommer prøjsere. ” Faderen skriver i samme brev: ” I dag smiler lykken så venlig til os; mon vi tør tro på gebærden? Du ved, jeg er meget vantro i det drama, som nu opføres, men imidlertid er det dog, som om en gladere forventning ville trænge ind på mig. Gud være med dig!”

Danmark får i 1849 sin grundlov. Biskoppen i Ribe Tage Müller bliver af regeringen kaldet til sæde i den første rigsdag, men må forlade den pga. sygdom, og dør i oktober 1849. Daugaard bliver hans efterfølger som biskop og udnævnes efter anbefaling fra samtlige stiftets provster hertil den 21. januar 1850.

Bispevielsen modtages Kristi Himmelfartsdag samme år i Frue kirke i København af biskop Mynster.

Dette år bliver samtidig skuepladsen for en tragedie i familien Daugaard.

Datteren Thrine dør. Om Thrine skriver søsteren Christine som ældre kvinde omkring 1895: ”Min søsters skikkelse var yndefuld. Hendes brune glansfulde hår var langt og tykt. Nu bar hun det i en trefletning, der kronede hovedet. Medens hun var barn, faldt det i rige naturlige krøller ned over hendes hals. Hun var bleven konfirmeret dette forår. Hendes træk såvel som hendes sjælelige anlæg var en forunderlig yndig sammensmeltning af vore forældres ejendommeligheder. Men hvad hun havde, som jeg aldrig har set så smukt og kun hos en eneste, også meget yndig kvinde, fundet en lighed af, var hagens runding og dens smilehul. Også i kinderne havde hun smilehuller, og smilet var hyppigt på hendes læber. Mundens dejlige form trådte allerskønnest frem i hendes smil. Dante kalder Beatrices øjne ”Smaragøjne”. Der var et grønligt skær i Thrines øjne og tillige noget fløjelsagtigt.

De vare mandelformede, øjenbrynene lange og lige. Vi have aldrig haft noget billede af hende.”

Familien er i København i anledning af faderens bispeordination. Hjemrejse fører familien omkring Randers (hvor forældrene jo stammer fra og stadig har familie og bekendte). Christine fortæller: ”Ikke længe efter hjemkomsten rejste min fader ud på en visitats på Vestkanten og tog Thrine med. De kom også omkring Nørholm og var noget der.

Således havde de en glad tid med hinanden, og Trine genså endnu engang sit kære barndomshjem. Nu var provst Tobiesen præst i Thorstrup. Hun var i præstegården, hos Urups, i Lindingbro og hos andre venner. Efter hjemkomsten var landemodet (stiftsmøde, ledet af biskop og stiftsamtmand, hvori stiftets provster deltager) nær 21

forestående og snart efter drog min fader atter ud at visitere. Jeg var bleven syg af gastrisk feber, (lettere anfald af tyfus), men det var ikke meget alvorligt. Da jeg kom mig, blev Thrine syg af samme feber, og var sengeliggende, da min fader kom hjem. Sygdommen gik over til tyfus. Hun lå syg på syvende uge og døde den 26de august.” ”Min ældste broder var kommen hjem til sorg og sygdom i denne sommerferie. Han blev også syg og måtte ligge til sengs en del af den tid, hvori Thrines sygdom faldt. Min fader sagde, da vi var samlede morgenen efter hendes død: ”Nu er der eet bånd mere, der binder os til Himlen.” Han sagde også: ”Gud lade dog nu os andre leve med hinanden!” Jeg syntes, at nu alting være det samme, nu var dog kæden brudt. Min moder havde ikke den følelse, at hun var langt meget langt borte; ”derovre”, sagde hun, på den anden side, ”skilt kun ved det smalle bælt”, som der står i salmen. Så takkede mine forældre Gud for, at de havde haft hende, at de havde set hende vokse op. De havde hende endnu, sagde min fader: ”Før havde vi hende på jorden, nu have vi hende i Himlen.”

Moderen kaster sig over hus og have for at komme over sorgen. Christine skriver herom: ”Når man har lagt sine elskede i jorden, er der en forunderlig trøst i at tumle med jorden, at plante og så Min moder fremkaldte i haven et sandt blomsterparadis.”

Den ældste søn Hans, der studerer teologi i København, når ikke at tage sin afsluttende eksamen – attestats, som det hedder. Han bliver syg af ”blodspytning”, (bl.a. ved lungetuberkulose), under et ophold i Ribe 1853 og bliver ikke mere istand til at forlade forældrenes hjem, som nu er bispegården Tårnborg i Puggårdsstræde. Han dør 7. december 1856.

Christine skriver om sin mor ved denne lejlighed: ”Min moder havde håbet til det yderste; hun var en håbets heltinde; Håbet skinnede i hende som en ildstøtte, når det var tabt for enhver anden, kunne man sige om hende, som det (omtrent) er sagt om Oliver Cromwell. Således håbede hun for sine elskedes liv, således håbede hun i ulykkens år for fædrelandets sag.

Og da slaget faldt knusende over Danmark, levede og åndede hun for genrejsningens dag. Når de, hun havde plejet i håbet, udåndede deres sjæl i døden, skinnede det evige håb i hende med vidunderlig styrke. Men den nat, da hendes førstefødte var taget fra hende, græd hun ustandseligt og uafbrudt, og dermed var ligesom hendes tårers kilde udtømt. Når sorgen ramte efter den tid, havde hun ikke den lindring, som tårerne skænke.”

22

Moderen skriver til sønnen Petrus 19. december: ”Jeg har ikke før kunnet skrive. Jeg behøver intet at sige dig om det hul, der er blevet i min tilværelse; i de første dage følte jeg min sorg mindre end nu, men jeg skal nok stræbe at overvinde den, så jeg ikke alt for meget skal forsømme min gerning, og når jeg først ret giver mig til at arbejde, ved du nok, at jeg bliver munter, det plejer al tid at være tilfældet med mig.”

I samme brev hedder det til Petrus, som står foran sin afsluttende eksamen i København: ”Jeg sender to par nye strømper til at have på til eksamen, at du kan have fødderne varme. Du synes jo så godt om at have ganske friske strømper på.”

Petrus kommer hjem det følgende forår med en – som det hedder – såre hæderlig eksamen. Han er nu teolog og virker som lærer i hjembyen, bl.a. på ”den lærde skole”, altså latinskolen. Christine siger herom: ”Han var, som en af hans daværende disciple vidner, en duelig, samvittighedsfuld og omhyggelig lærer, rolig og sindig i sin færd.”

Men også hans helbred skranter, og forældrene bekymrer sig. Allerede i den senere tid under broderens sygdom skriver faderen til ham i København: ”Dr. Kjær var her for lidt siden og talte med mig i enrum om dig. Han bad mig skrive dig til, dog uden at lade din moder vide noget derom, at du må være forsigtig med hensyn til den hæshed og ruhed, du så længe har gået med, da den antyder en svækkelse i luftgangen, som kan blive betænkelig. Pas på, at du, medens du studerer så flittig, som både du og jeg gerne ønske, ikke overanstrenger dig, at du gør daglig bevægelse, og at du ikke går med fugtige støvler og strømper. Skriv os al tid i dine breve om dit befindende. Det kan nok være, at jeg gør din moder bekendt med, hvad jeg her skriver, men dog ikke med det første. Gud forbyde, at du også skulle blive brystsvag ligesom Hans.”

Petrus skriver hjem til forældrene fra København under broderens sygdom i en række breve fra 1854. Lidt udpluk herfra: 6. januar: ” God aften moder! Og tak for brevet, jeg fik i går tilligemed det kærlige og muntre brev fra fader. Og tak for, at du al tid bliver glad for mine breve. – I disse dage, da det sner så stærkt, og man i dag har begyndt at høre bjældernes klang på gaden, tænker jeg på de dejlige vinterdage, jeg for to år siden tilbragte med fader og Hans på Nørholm. Især var det ganske dejligt en aften, da jeg med Axel Rosenørn kørte i kane hjem fra Hodde præstegård; sneen lå så jævn og ren, som jeg hverken før eller siden har set den, det var ganske stille, og solen gik ned og skinnede hen over den hvide flade.”

23

8.maj 1854: ”Du mener, at jeg ser så mange smukkere ting her en i Ribe-å ja! Her er også meget smukt, og på Esplanaden og Langelinie er der dejligt og i skoven ganske vist ikke mindre, men alligevel -.”

14. maj 1854: ”Kære moder! Tak for brevpakken; jeg har netop nu efter frokost siddet og læst med megen fornøjelse faders beretning om hans rejse og den glæde, den har ydet ham. Det er også en glæde at se det lykkelige, kærlige sind, som udtaler sig gennem det hele, og den evne til at glæde sig over naturen og omgangen med mennesker. Gud ske lov for den gode tilstand, han har truffet nede i Randers. Det er let at se, at faders breve kommer fra hjertet.

2. juli 1854: ”I natten mellem i går og i forgårds havde jeg en underlig, men smuk drøm, hvori Thrine forekom.”

11. januar 1856 til moderen: ”Hvor er det underligt at tænke på sin barndomstid i Thorstrup og Ribe, og hvor tiden er gået hen, næsten som en drøm; i alt fald hurtigt ere de gåde, disse 10 år, siden jeg kom i Latinskolen, fra hvilket punkt jeg på en måde kan regne min barndom ophørt, om den end i mange henseender strakte sig langt længere. I går morges kom jeg til at tænke på den og længes efter den. Tilbage kommer den ikke, men dog er det måske den, der forædlet skal vindes tilbage gennem livet; måske var det godt al tid at have denne tanke for øje. – Det er kun afbrudte ting, jeg kommer med; det er også kun afbrudt og isoleret, at det slags tanker kommer til mig.”

Petrus lider i stigende grad – som sygdommen tager fat og hans kræfter svinder – af ”tungsind”, indesluttethed, med et moderne ord depression. Han dør i foråret 1857 i forældrenes hjem i Ribe efter lang tids svaghed. Christine skriver: ”Den sommer, da Petrus i foråret var død, blomstrede liljerne sjældent smukt i vor have. En stængels blomster dannede som et kors, min moder tog og malede den, medens hendes tanker uophørligt syslede med den uendeligt elskede søn, med dem begge, med de alle tre, hun havde set opblomstre og henvisne. ”Tag det sorte kors fra graven/Plant en lilje, hvor det stod. ” Vi er nu nået frem til skæbneåret 1864! Væk er champagne-stemningen fra 1848, en dyster nederlagsstemning præger Danmark efter den frygtelige tilbagetrækning fra Dannevirke og det blodige nederlag ved Dybbøl. Det er blevet en selvbesindelsens tid med det berømte valgsprog: ”Hvad udad tabes, må indad vindes”. Ikke mindst højskolesangbogen minder os om denne selvbesindelsens tid 24

(f.eks. Hostrup). Genforeningen ligger langt ude i en uvis fremtid. Christine skildrer sin oplevelse af begivenhederne med disse ord, som sikkert rammer datidens stemning: ”Et sørgekor af alle Danmarks klokker tonede hen i novembermørket: 1864 oprandt og så den uforlignelige voldsdåd fuldbyrdes for Europas øjne. Frankrigs kejser havde givet Prøjsen anvisning på Danmark for at kunne få Rhingrænse. Han fik Sedan. Øaterrig fandt det passende at være håndlanger ved udåden. Dets feltherre vred sine hænder ved Sadowa. England mente ikke at kunne passe godt nok på sine penge (som Gladstone sagde). Englands anseelse er dalet meget siden den tid, og Nordøstersø kanalen vil måske afnøde det flere penge til flåden end betimelig bistand for det land, til hvis garantimagter det hørte, kunde have kostet det. Ruslands ædle Maria Feodorowna, Danmarks Dagmar, har i al sin højhed måttet bære en bestandig sorg over det skår, som Rusland i 1864 tillod de erobrende magter at gøre i hendes elskede fædreneland og hendes faders krone.

Louis Philippe havde sagt, at når den oldenborgske mandsstamme uddøde i Danmark, ville det komme til at se galt ud i Europa. Han har haft ret. Europa rørte ikke en finger, men siden hin udåd og dådløshed er tilstanden i Europa bleven jammerlig, ”Noget er råddent” i Europa.

Der var på ny fremmede tropper indkvarteret i Ribe, både tyske besættelsestropper og andre, som kroatiske og ungarske tropper. Christine skriver: ”Men de blev kun kort og gjorde ingen videre fortræd. Luften genlød af deres så fremmedartede sprog, talt af de mangfoldige stemmer, som af en uhyggelig brusen.”

Om stemningen efter fredsslutningen hedder det: ”Efter Sønderjyllands afståelse kunne man ikke ret fatte ulykken. Bønderne her ved grænsen kunne ikke begribe det, at denne danske jord med dette danske folk, som de så godt kendte, og som var helt af samme kød og blod som de, skulle høre til Tyskland. Min fader sagde: ”De kunne ikke få det i hovedet, uden de see den afståede jord læsset på vogne og kørt til Berlin.” Dog, ingen af os kunne fatte det, skønt vi kun vidste alt for vel, hvad det havde at betyde. Min fader sagde: ”Det er som med en kær afdød: man ved, at han er borte, men man kan ikke straks forestille sig, at det virkelig er således.””

Men livet går videre, også i bispegården i Ribe: ”Skønt savnet og længslen aldrig forstummede, levede vi fire, som var tilbage, mine forældre, Sophie og jeg, dog et lykkeligt familieliv. Mine forældre og vi andre hengav os i Guds vilje, det gav os fred. Ved fælles interesser kunne vi opmuntre hinanden. Om aftenen studerede vi sammen. Min fader lærte Sophie latin og græsk, han tog det med megen alvor og derhos med megen munterhed.

Tilsammen studerede vi tre italiensk og noget spansk. Min moder deltog i 25

interessen, men ikke i læsningen. Hun vedblev som før at grave sin længsel og sorg ned jorden og se den vokse op i havens blomsterflor. Når hun lavede sin palet til med farver (hun havde en særlig gave for farveblandingen), når hun sad ved sit staffeli, da mildnedes hendes sorg ved billeder, som svævede for hendes indre syn.

En dame, som kom til Ribe for at bo hos sin datter og svigersøn, sagde, at hun på sin daglige tur ad den lille spadseregang, som går omkring byen, så ofte mødte en ældre mand, i hvis åsyn der var ”en sådan fred”. Da hun skulle beskrive hans udseende, viste det sig at være min fader, med hvem hun da også senere gjorde personligt bekendtskab.”

Daugaard bliver syg i foråret 1866 af difteritis og mavekræft støder til.

Sygdommen udvikler sig i sommeren og efteråret samme år, og Daugaard skriver sit sidste hyrdebrev til Stiftets gejstlighed i november 1866. Herefter lægger han sig til sengs og står ikke mere op. Som datteren udtrykker det: ”Han havde lagt embedssagerne til side og i det hele de timelige ting.

”Daugaard havde tidligere – i forbindelse med sin sidste fødselsdag – udtalt til døtrene Sophie og Christine: ”Jeg kan ikke få i hovedet, at jeg nu er en gammel mand.”

Han fyldte 70. Han dør i hjemmet 5. januar 1867, da klokken ringer 5 om eftermiddagen fra domkirkens tårn.

Christine skriver: ”Det var en stærk snestorm, da han blev begravet, hvorfor mange, som gerne havde kommet, måtte blive borte. Men der hvilede en så højtidsfuld fred over denne sørgefest, at min fætter skibsbygger Schønau sagde, da han skiltes fra os, at det havde været ham en glædesdag.” ”Min mor overlevede ham i femten år. Hun flyttede til København med Sophie og mig. Vi boede i forstæderne (vi skiftede bolig et par gange) således, at hun kunne have en plet jord til blomster. Ved at sysle med denne, ved slægtninges og venners omgang, ved at male eller læse eller arbejde, især ved hendes fromhed og barnlige tro gik tiden ret godt for hende. Hun blev 83 år og et fjerdingår gammel.

I den sidste sommer, hun levede, var hun svagere, hendes kræfter svandt.

Men når Sophie og jeg kom op til hende om morgenen, sagde hun med et lykkeligt smil, idet hun slog øjnene op, at hun havde set så mange yndige børn. Hun elskede børn. Hun har sagt, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulle holdt det ud at miste nogen af sine som små. De tre mistede hun som voksne. Men begge mine forældre sagde, at de takkede Gud, at de dog havde set dem i deres fulde udvikling, thi om end smerten da var større ved at miste dem, så havde glæden dog været fuldere ved at have dem. Sophie og jeg bragte min moder til Ribe. Nu hviler hendes støv 26

hos deres, hvem hun så inderligt elskede. I deres kreds hos hendes ungdoms ven begravede jeg om få år den elskede Sophie.

Når man har jordet sine kære, da ser man hen til et gensyn, et gensyn ikke blot ifølge troen på sjælens udødelighed, men ifølge troen på legemets opstandelse.”

Hermed slutter så mine uddrag fra Christine Daugaards mindebog om sin far og sin familie. Bogen udkom i 1896.

Er færdigredigeret i Horne Sognearkiv okt. 2017

27