Hvor kommer jeg fra by Horne Sognearkiv

Hvor kommer jeg fra?

En fortælling af Kurt Burkarl Hindsigvej 29 Horne

Da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage til Vestjyske Fortællere 2015 med en fortælling, sagde jeg selvfølgelig ja med det samme. Mit problem var så blot at finde ud af, hvad jeg ville fortælle om. Min historie er på en eller anden måde lidt unik, min opvækst og ikke mindst mit voksne liv i Horne. Det er i al sin mangfoldige enkelthed det, mit bidrag til ”Vestjyske fortæller” handler om. Med Kurt Burkarls tilladelse kan Horne Sognearkiv nu formidle fortællingen til Arkivets Hjemmeside og www.issuu.com/arkiv maj 2016. 1

Tankstationen som ligger mellem Sdr Bork og Nr. Bork En rigtig varm sommerdag i 1966 kørte vi ind på tankstationen for at få en is, tankstationen ligger mellem Sdr Bork og Nr. Bork, i dag er der dog kun et par huse tilbage hvor den lå, vi fik en is til 1 kr. trille husker jeg den hed, en lille rund vanilje is med chokolade omkring. Vi var undertegnede, min storebror, min far og så Hans Rahbæk fra børneværnet. Forhistorien er den, at nogle måneder før var mine forældre blevet skilt, dette i en tid hvor det endnu ikke var blevet ”moderne” at blive skilt. Vi var 4 søskende og det var blevet besluttet at forældremyndigheden skulle deles imellem de to forældre således at mine to yngre søstre blev ved deres mor og jeg og min storebror skulle blive hos vores far. Dengang var lønnen for en arbejdsmand lille og fritiden var sparsom, derfor besluttede børneværnet i samråd med vores far, at det bedste i situationen ville være at vi flyttede på børnehjem. Det er her vi er på vejen hen, da vi holder ind for at få en is, og for at alt skulle gå ret til, ja så var det jo naturligt at et medlem af det stedlige børneværn fulgte med for at tilse at alt gik rigtig for sig, året var som sagt 1966 og vi to drenge var henholdsvis 6 og 7 år gamle. Hans Rahbæk fra børneværnet var i øvrigt lokal politibetjent i Nr. Nebel, og om elleve år skal jeg igen stifte bekendtskab med ham, dog i en helt anden og knap så alvorlig egenskab. Resten af den sommer erindrer jeg ikke meget fra, bortset fra indskrivningen i skolen som jeg skulle begynde at gå i efter sommerferien. De første par år går som de nu skal på et børnehjem i 60´erne, på 2

hjemmet er der omkring 40 børn fra 1 år og op til 20 så jeg vokser op med en hel del ”brødre og søstre” men blev naturligvis mest knyttet til dem på min egen alder. Som seks årig vidste jeg selvsagt ikke ret meget om den verden der lagde udenfor børnehjemmet og den viden jeg i min opvækst naturligt skulle have, fik jeg igennem den tids pædagoger og skolen. Dagligdagen foregik med skolegang og efterfølgende lektier, dernæst var der fastlagte gøremål der skulle ordnes, det kunne være havearbejde eller rengøring, kartoffelskrælning eller helt andre ”sjove” pligter. Jeg vil ikke komme ind på måden man opdragede på, eller mangel på samme, dette var jeg ikke i stand til at vurdere men i dag kan jeg godt se, at det at vokse op på et børnehjem og så det at vokse op med ”rigtige” forældre, ja her er der endog meget stor forskel. Forskellen ligger ikke i den daglige praktiske og fysiske opvækst, men derimod i den, nok vigtigste del der handler om det psykiske og alt det der med nærhed, tryghed og ikke mindst kærlighed. Nu kan ordet kærlighed måske godt virke stor, især når ordet bruges i en bog med titlen: Vestjyske fortællere, men ikke desto mindre var det, det handlede om, manglen på det som de ”rigtige” forældre i et ”rigtigt” hjem kunne give deres børn. Her i dag, 45 år senere præger det stadig mit liv på en måde som er svært at definere. Et tydeligt bevis på at vi, der er opvokset på børnehjemmet på en eller anden måde mangler noget i følelseslivet fik jeg da jeg for få år siden mødtes med klassekammeraterne for første gang siden skoletiden i Ringkøbing, Bodil som jeg voksede op sammen med på børnehjemmet og gik i klasse med, var også med til denne klassefest, vi var begge rygere på dette tidspunkt så vi kunne rigtig få talt på tomandshånd når der skulle ryges udenfor Hotel Ringkøbing, hvor vi var samlet. Det var her det tydeligt kom frem at der var et eller andet i vores følelsesliv der ikke var som det skulle være, vi kunne bekræfte hinanden i, at på det følelsesmæssige område i det daglige, både med den måde man har det over for sig selv, men i særdeleshed også med hensyn til den måde man har det overfor andre mennesker, det gælder også dem man er tættest på i det daglige, ja her havde vi begge det på nøjagtig den samme måde, en slags distance eller berøringsangst om man vil. Lidt underligt at vi to på den måde kunne bekræfte hinanden i, at vi igennem så mange år har haft det på samme måde. For få år siden var der i TV en dokumentar udsendelse i flere afsnit med titlen: Kæft, Trit og Knus, optaget på behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing, det var her jeg voksede op. Dengang var det ikke som sådan et behandlingshjem, men et decideret børnehjem med børn fra mangeartede hjem og forhold. For at forenkle forståelsen af min opvækst, så skulle titlen på denne udsendelse, hvis den var lavet dengang, for 45 år siden have været: ”Kæft, Trit og Ingen Knus!”

Schuberts Minde i Ringkøbing

Ung og ulovlige knallerter! Jeg forlod børnehjemmet da jeg var færdig med folkeskolens 9 klasse, startede på landmandsuddannelsen med hvad deraf følger af arbejde på forskellige landbrug som karl på gårde i Lunde og Nr. Nebel. Ung det var man, og dengang kørte man på knallert, de fleste kørte enten stor eller lille 3 gearet Puch, jeg nøjedes med en Puch Maxi, den kunne, som alle de andre knallerter, naturligvis også gøres ulovlig og min var ingen undtagelse, det endte dog med at jeg en sen aften på vejen til Lønne blev stoppet af politiet, nu var gode råd dyre, for jeg arbejde på dette tidspunkt på en gård i Lunde, og der er faktisk rimelig langt på gåben, så med alle de talenter jeg besad fik jeg overbevist betjenten om at, hvis jeg måtte køre hjem, så skulle jeg nok holden den på de lovlige 30 km/t! dette lykkedes, på en betingelse, nemlig at jeg den efterfølgende mandag skulle aflevere de ulovlige dele fra min knallert til den lokale politibetjent, dette forsikrede jeg ham om at jeg naturligvis ville gøre og så kørte han. Jeg drønede hjem på min ulovlige knallert og om mandagen gik jeg i gemmerne og fandt en brugt udboret cylinder frem samt et hakket stempel. Det skal lige indskydes at enhver Puch ejer med respekt for sig selv naturligvis lagde inde med at arsenal af brugte ulovlige dele til sin knallert. Idet jeg formoder at sagen er forældet, kan jeg godt røbe her at de ulovlige dele som jeg skulle aflevere til den lokale betjent, ikke stammede fra den knallert jeg blev stoppet på den aften på vejen 4

til Lønne….. Jeg bankede på hos betjenten som var den omtalte Hans Rahbæk som elleve år før, som medlem af børneværnet kørte med da vi blev afleveret på børnehjemmet i Ringkøbing. Han vidste godt at jeg ville komme med knallertdelene, og modtog dem med et stort glimt i øjnene, vi fik en sludder om livet, jeg hilste farvel og gik hen om hjørnet hvor min stadig ulovlige Puch Maxi stod klar.

Horne Efter drift lederuddannelsen og med det grønne bevis i hånden var jeg i tre år fodermester på en gård i Kalvslund ved Ribe. En annonce i avisen om at en ejendom med 36 jersey køer i Horne, var til salg, var så tilpas spændende at vi valgte at blive selvstændige. På dette tidspunkt havde jeg allerede i snart mange år været sammen med min kone, Hanne, sammen havde vi også allerede 2 børn. De første par år som landmand gik hurtigt, lavede stort set ikke andet end at passe bedriften, i dag husker jeg det som om at jeg i de første par år konstant havde arbejdstøj og gummistøvler på. Dette skulle dog snart vise sig at blive anderledes, for en sen aften ringede telefonen og en mand i den anden ende præsenterede sig som Tage Hansen, han ønskede mig tillykke! Jeg rynkede panden og tænkte, tillykke med hvad? Jo jeg var såmænd blevet valgt ind i teaterudvalget. Dette udvalg ligger under Horne Idrætsforening, og arrangerede dengang både dilletant, sommerspil børneteater og revy. Tage Hansen sluttede samtalen af med at sige at han da håbede at jeg kunne bidrage med noget som medlem af dette udvalg. Nogle uger senere ringede samme Tage Hansen igen og ville spørge til om jeg ikke havde lyst til at hjælpe med noget i teaterudvalget, jo for man stod lige for at skulle i gang med forårets dilletant indøvning, jeg sagde naturligvis ja til at hjælpe, men med hvad! Åhh, siger Tage det er ikke noget særligt, kom op på Kroen næste onsdag, så ser vi på det…. Det at komme til tiden, eller lidt før har aldrig rigtig lagt til mig, så da jeg møder op på Kroen den efterfølgende onsdag er det med ti minutters forsinkelse, jeg er lidt spændt og alligevel fortrøstningsfuld idet jeg jo ”kun skulle hjælpe lidt med noget” da jeg kommer ind i krosalen sidder der en flok rundt omkring et bord midt i lokalet, lutter nye mennesker for mig, for som sagt havde jeg jo de første par år i Horne stort set kun været derhjemme i gummistøvler og arbejdstøj. Jeg hilser goddag og sætter mig ned på den eneste ledige stol der er tilbage ved bordet, foran mig ligger der et gråt hæfte fra Dansk Teaterforlag med titlen ”Min kone fra Paris” jeg bladrer lidt i den alt imens de andre omkring bordet læser op fra samme hæfte, man er i gang med at indstudere årets dilletant stykke og navne fra stykkets rolleliste nævnes i flæng, lige bortset fra det øverste navn på listen, Navnet er Erik 5

Berg, ingen rundt om bordet nævner dette navn under oplæsningen førend Tage Hansen henvender sig til mig og siger: ja Kurt, du er så Erik Berg!!!!!! Ak ja, den underfundige og herlige Tage Hansen bad mig om at tage hovedrollen i årets forestilling, jo, jeg skulle jo bare lige hjælpe lidt til som han sagde til mig ugen før. Dette blev begyndelsen til mit mangeårige engagement i foreningslivet i Horne, et engagement der igennem snart 30 år har ført mig rundt og ud og ind i snart sagt alle grene og afkroge af det frivillige foreningsliv i Horne. En tid som jeg ikke på noget tidspunkt har fortrudt, for hvor har det dog givet mig meget menneskeligt men så sandelig også oplevelser på godt og ondt. I starten var det primært teater og revy jeg deltog i, og i det følgende vil jeg beskrive en oplevelse som udspandt sig under øvning af en revy. En episode som i sig selv ikke betød noget, men menneskeligt kom til at betyde en hel del igennem mange år efterfølgende. Under øvningen med lyd og mikrofoner gik der noget galt med en af pigernes lyd, vi diskuterede frem og tilbage omkring lyden på den sang som pigen skulle synge, men helt godt blev det aldrig under prøverne. Den pågældende følte at vi kritiserede hendes sang og tone, selv om problemet lå i det tekniske udstyr. De efterfølgende mange år havde hun ikke lyst til at deltage i revy igen når, som hun sagde til mig, at jeg ikke mente at hun kunne synge. Jeg har stor respekt for dette menneske, holder meget af hende og hendes personlighed, jeg ved at hun har det på samme måde overfor mig og et uvenskab over føromtalte episode har aldrig været på tale. Mange gange når vi igennem årene flygtigt har mødtes har denne sangepisode et eller andet sted lagt og naget hos hende på en måde, og samtidig har jeg ikke formået eller evnet at slette begivenheden fra bevidstheden. For de fleste er det jo egentlig en banal historie, men alligevel, hvordan takler man sådan en situation når man ikke ved hvordan! Igennem tiden er det indtil nu blevet til i alt 21 revyer jeg har deltaget i, de fleste som både instruktør og tekstforfatter. Bestyrelsesarbejde har også fyldt en del igennem tiden, i en periode var jeg med i bestyrelsen for Horne Idrætspark og senere også i en kort periode formand her. Horne Idrætspark HIP driver idrætshallen med cafeteria og omgivende fodboldbaner, selvsagt en halvstor forretning som kræver tid og arbejde fra såvel inspektør men også fra den sidende bestyrelse. Her er det det forretningsmæssige der bruges mest tid på, hvorimod det i Idrætsforeningens bestyrelse langt mere handler om menneskene, de enkelte beslutninger føres hurtigere ud og responsen eller konsekvensen, om man vil, kommer hurtigere tilbage og dette er med til at gøre det spændende og mere levende. I Idrætsforeningen var jeg med i en del år og sluttede mit bestyrelsesarbejde her, med at være formand i en kort periode, dette var sjovt at 6

prøve, men det viste mig også et der er kæmpe stor forskel på om man er menigt medlem af en bestyrelse eller man er formand, specielt når arbejdet og beslutningerne har direkte berøring med andre mennesker, men spændende og interessant, det var det så absolut.

Foreningsarbejde At blive valgt ind i en bestyrelse i en frivillig forening har aldrig været noget problem, problemet ligger snarer i, at det sommetider kan føles som om man næsten ikke kan undgå at blive valgt, dette er ødelæggende for det frivillige foreningsarbejde idet mange simpelthen undlader at møde op til generalforsamlinger af frygt for at blive valgt ind i noget man egentlig ikke har lyst til, en tendens der desværre bliver mere og mere udbredt. Uanset at de forskellige foreninger gør meget ud af at forsøge at overbevise medlemmerne om at man naturligvis ikke bliver valgt ind i nogen bestyrelse uden selv at have lyst, ja så fraholder det altså stadig flere og flere fra at møde op! Hvad kan man så gøre for at ændre på dette? Jeg ved det ikke, for mit eget vedkommende så har jeg da også flere gange, når jeg er blevet foreslået til en bestyrelse lige stoppet op og tænkt om det nu også lige var noget for mig, i alle de tilfælde hvor det er endt med at jeg blev valg har jeg efterfølgende aldrig fortrudt, tværtimod så har det på en måde blot ”bidt sig selv i halen” for jo mere man involverede sig jo mere fik man igen, både menneskeligt men også det der med at få indflydelse på hvordan man syntes foreningen og fællesskabet i det daglige skal fungere og ikke mindst skal udvikle og forny sig. Som nævnt så kræver det det både tid og arbejde at deltage i bestyrelsesarbejde, jeg har selv mange gange, når jeg har skullet afsted til et møde tænkt: ”åh nej, har ikke lige lyst i aften” men denne følelse er hurtig glemt når man sidder sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer og er i fuld gang med at gøre sin indflydelse gældende. Den indflydelse man får i en frivillig foreningsbestyrelse kan engang imellem godt virke lidt skræmmende, her er man med til, som ganske almindelig medborger, at tage, engang imellem store beslutninger, som måske i mange år har betydning for mange mennesker, skræmmende, fordi de evner eller kompetencer man nu engang besidder også på en eller anden måde, skal gøre gavn udenfor ens egen lille verden.

Nye mennesker! Da jeg selv, første gang blev involveret i foreningsarbejde, var det som før nævnt ved indøvning af dilletant på kroen, her mødte jeg en flok mennesker som jeg aldrig havde mødt personlig før. Dette var på en måde ret spændende, for jeg havde jo i de første år jeg boede i Horne, stort set forholdt mig derhjemme og kun lejlighedsvis mødt eller set de mennesker som jeg nu skulle spille teater sammen med. De fleste ved med sig selv at når man ser eller møder et menneske for første gang, ja så danner man sig et eller andet indtryk af denne person, mit møde med teaterfolket var absolut ingen undtagelse, omvendt så har de andre nok også en eller anden forud anelse om hvad den ”nye” i byen nu er for en! Ofte viser det sig, at den forud anelse man selv havde, slet ikke lever op til virkeligheden, og heldigvis for det! Igennem teaterarbejdet og det øvrige mangfoldige foreningsarbejde har jeg mødt rigtig mange forskellige mennesker som jeg ikke tror jeg ville have mødt, endsige have lært at kende hvis ikke jeg havde sagt ja til at deltage i fællesskabet. Et godt og skønt eksempel på det der med at møde nye mennesker og efterfølgende komme til at kende dem, er da jeg første gang møder ”Ulrik fra Asp”, jeg havde blot set ham enkelte gange og overfladisk hørt ganske lidt om ham, det jeg så var et frigjort menneske i forskelligfarvede strikkede trøjer, løsthængende benklæder og langt hår! Jeg kender ikke til Ulriks politiske tilholdssted, men for mig kunne han kun blive ”Kommunisten fra Asp” jeg kom til at kende ham som et varmt og inspirerende menneske der respekterer og accepterer sine medmennesker som det de er, herunder også undertegnede, for mig er han et bekendtskab som jeg sætter stor pris på. Et andet eksempel er måske nok nærmere det diametralt modsatte, Dora kom jeg til at kende igennem min deltagelse i Horne Idrætsforenings bestyrelse. Efter at jeg havde lært hende at kende, gik det op for mig hvor meget man faktisk kan tage fejl af andre mennesker ved at dømme og bedømme dem på forhånd, inden jeg mødte hende var hun, for mig, den benhårde kompromisløse leder der med hård hånd kunne skære igennem…. Hun var formand i Idrætsforeningen da jeg sådan rigtig stifter bekendtskab med hende, her går det op for mig at hun er en fantastisk dygtig leder og så er hun frivillig i ordets bedste forstand, og det helt ind under huden, hendes indlevelse og viden omkring det med det frivillige, imponerede mig i særdeleshed. Jeg sad i flere år i bestyrelse sammen med Dora, vel nok de bedste og mest lærerige år for mig som bestyrelsesmedlem, dette især takket være Doras kæmpestore engagement. Mange, mange flere personer i Horne har været til stor inspiration igennem mine mange år i foreningerne, min pointe er blot et forsøg på at beskrive det fantastiske ved at tage del i det lokale fællesskab. 8

Den opmærksomme læser kan ikke være i tvivl om at jeg er såkaldt tilflytter til Horne, det er så godt nok ved at være mange år siden, men derfor kan følelsen af at være ”ikke indfødt” godt engang imellem trænge sig på, ikke at det betyder noget for mit vedkommende, men for andre og nye der vælger at slå sig ned i et sammentømret lokalt fællesskab, kan det godt være et problem, løsningen ligger dog lige for og er ganske simpel: man skal vise at man vil være en del af fællesskabet og man skal insistere på at blive accepteret og respekteret, gør man det, så er livet i Horne noget man med selvfølgelighed godt kan prale med! I indledningen til min historie skrev jeg at den ville komme til også at handle om mit voksne liv i Horne, det gjorde den så også, men kun ganske lidt og minimale brøkdele af hvad jeg har oplevet indtil nu. Mit navn er Kurt Burkarl, født i Grindsted, opvokset i Ringkøbing og resten af tiden er jeg Horneborger.

Tak til Kurt Burkarl