Hornelund sad på guldet og visionerne

Hornelund sad pĂĽ guldet og visionerne

Hornelund GuldspĂŚnderne

Hornelund sad på guldet og visionerne I næsten 1900 år var Hornelund det naturlige midtpunkt i Horne Sogn takket være jernudvinding, store gårde med guld i jorden, Østergård med måske tilknytning til Gorm den Gamles hof, fremstilling af swot-potter og fremsynede bønder, der stod i spidsen for indførelse af andelsbevægelsen i sognet.

Hornelund træder for alvor ind i historien i årene 100-700, da der var en stor jernudvinding i området. Den førte en masse rigdom til Hornelund, men rigdommene sluttede ikke med lukningen af smelteovnene. Godt 300 år senere blev der gravet guld og mønter ned i jorden - skatte, der blev gravet op i henholdsvis 1892 og 2014 og nu har en fremtrædende plads på Nationalmuseet.

I årene 1600-1900 bliver Hornelund nævnt i forbindelse med fremstilling af swot-potter en storbondens etablering af en vandmølle og store fingeraftryk på andelsbevægelsens indtog i sognet med både mejeri, brugs, elektricitetsværk, vandværk og andelskasse.

På en strækning på blot 150 meter - fra Østergård til Vestergård med det gamle egetræ som samlingssted - lå i sidste halvdel af 1700-tallet fem gårde, og de rummede omkring 75 af sognets i alt 626 beboere. Antallet af borgere faldt i takt med udflytning af gårdene, men i 1930erne voksede det med cirka 45 et par dage hver sommer. Det var drenge og lærere fra Landerupgård - et skolehjem nord for Kolding, der overnattede på Østergård undervejs til feriekolonien på Holmslands Klit.

De historiske begivenheder går hånd i hånd med en række sjove og spektakulære historier såsom en skillingsvise, der endte i retten, en tvist om egetræets placering, spændende forhandlinger om en vejs placering og en uheldig tur med et læs swot-potter.

Alt det og mere til er samlet på de følgende sider af Leif Sønderskov på baggrund af kildemateriale fra Jes Pallesen, Hans Østergård, Jes Østergård, Jørgen Østergård, Ester Nørrelykke (Mathiesen) og Varde Museum.

Indhold: Jernudvinding i Snorup og Hornelund Runesten, guldspænder og nye fund Det gamle egetræ i Hornelund Vandmøllen i Hornelund En grum historie udspandt sig i Hornelund anno 1800 Fremstilling af swot-potter (jydepotter) i Hornelund Andelsbevægelsen i slutningen af 1800-tallet Vandkraftværket i Hornelund 1915 Vejføring i Hornelund og vejen til Tistrup Skydebanen i Hornelund Landerupgård-drengene Sognenavnet 2

Jernudvinding i Snorup og Hornelund Jernudvindingen er noget af det første, der er skrevet om Hornelund og er fra perioden år 100-700 e.Kr. Jernudvindingen i Snorup og Hornelund har været ganske betydelig. Det er dog uvist, hvor omfattende den har været, da arkæologien ikke har kunnet forske i det, og da smelteovnene er udslettet gennem forvitring ved opdyrkning af jorden.

Det er dog med hjælp fra Olfert Voss fra Nationalmuseet og Jørgen Østergård været muligt at beskrive jernudvindingen i Snorup og Hornelund og at kortlægge tid og steder for denne industri.

Der er ingen tvivl om, at jernudvindingen var så betragtelig, at området fik så store rigdomme, at her boede rigmandsfolk. Jernalderen og vikingetiden førte så megen rigdom til Horne/Tistrup, at det har været et kraftcenter.

Dette er en rekonstruktion af slaggegrubens fyldning under jernudvindingsprocessen. Det 30 cm. tykke pløjelag er vist med tættere signatur, og det ses, at kun slaggeblokkene vil være bevaret i et dyrket område.

Runesten og guldspænder kobles sammen I forbindelse med udgravningen af det nye guldfund i Hornelund kobler arkæolog Lars Chr. Bentsen Hornelund og Ravneungen Tue sammen, da den store rigdom, som guldet er et udtryk for, kan antyde, at gården har tilhørt en mand, der var en del af kongens inderkreds. Om Ravneungen Tue har boet i Hornelund, er endnu ikke færdigforsket. At han har sat en 3

runesten her, er dog ganske vist, og hvis man tænker tanken og tager et halv gæt, så har denne Tue boet i Hornelund.

Runestenen har nok stået og prydet indgangen til hans gård. Noget vi ved om Ravneungen Tue er, at han har haft sin gang ved Gorm den Gamles hof i Jelling.

Guldfund i 1892 Guldspænderne og andet guld, men også sølv er fuldet i Hornelund, og det var almindeligt, at man på den tid brugte guld og sølv som betalingsmiddel. Man brugte også guldsmykker som offergaver til de efterladte fra de riges bord.

Nationalmuseet skriver den 24. november 2014: Hornelund-skatten fra 1892 er et af Danmarks mest spektakulære guldfund fra vikingetiden Mere end 120 år senere finder en amatørarkæolog igen guld og nu også sjældne tyske sølvmønter på stedet med sin metaldetektor.

Vend altid tilbage til et godt fundsted. Det kan ofte betale sig, også selvom der er gået mere end 120 år. Dét råd fulgte amatørarkæolog Pawel Piotr Konieczny, da han med sin metaldetektor i april 2014 opsøgte en mark i Hornelund nær Varde i Vestjylland.

På samme mark fandt en tjenestekarl i 1892 en af Danmarks mest spektakulære guldskatte fra vikingetiden, da han harvede marken. Skatten består af to store guldspænder og en armring af guld, der til sammen vejer 216 gram. Smykkerne var nedlagt engang i 1000-tallet og kan i dag ses på Nationalmuseet.

4

Spredt af ploven Pawel Piotr Konieczny fik fuld valuta for sin indsats. I første omgang fandt han et stykke af en stor guldarmring og 24 sølvmønter, men meget mere var på vej.

Sammen med arkæologerne Jens G. Lauridsen og Lars Christian Bentsen fra Arkæologi Vestjylland er han med til at udgrave fundstedet, hvor de gør flere fund.

- Der er næsten altid mere at finde, selvom man tror, hele skatten er fundet. Det skyldes, at mange skatte dukkede op, før metaldetektorer blev opfundet, og derfor fik arkæologerne langtfra altid det hele med. Desuden er stort set alle skatte ramt af ploven under dyrkning, og fundene kan være spredt ud over et meget stort areal, forklarer Jens G. Lauridsen og fortsætter: - Tjenestekarlen fandt et af guldsmykkerne hængende fast på sin harve, og i de mange år, der er gået siden, har marken været pløjet utallige gange, siger Jens G. Lauridsen.

Han er rimelig overbevist om, at Pavel Koniecznys nye guldsmykke stammer fra den oprindelige Hornelundskat, og Arkæologi Vestjylland har afsat fire dage til udgravningen, der også skal afgøre, om sølvmønterne hører med til guldskatten eller stammer fra en helt anden skat.

Usædvanlige tyske mønter Allerede inden udgravningen begyndte, har Pawel Koniecznys fund bidraget med vigtig ny viden om Hornelund-skatten. Sølvmønterne, som Nationalmuseets møntekspert Line Bjerg har kigget på, viser, at det er en noget udsædvanlig møntskat, som Pawel Piotr Konieczny har fundet.

- Bortset fra en enkelt dansk mønt slået under Knud den Store (1018 - 1035) indeholder skatten indtil videre kun tyske mønter fra begyndelsen og midten af 1000-tallet. De fleste mønter er slået på møntsteder rundt omkring i den vestlige del af det nuværende Tyskland under de tysk-romerske kejsere, siger Line Bjerg.

5

Bedømt ud fra mønterne, som Line Bjerg kan datere meget præcist, er den yngste mønt slået i år 1056. Derfor må skatten være lagt i jorden efter det tidspunkt, men hvor lang tid, der er gået, er hun forsigtig med at sige.

- Mit bedste bud er et tidspunkt omkring år 1060, men det er svært at datere en

skat helt præcist, inden alle mønterne er kommet op af jorden, og derfor vil jeg se den sidste mønt, før jeg træffer en afgørelse. For der kunne jo dukke endnu yngre mønter op, siger hun.

Møntskatten adskiller sig ifølge Line Bjerg fra andre sene vikingetidsskatte ved at rumme så mange udenlandske mønter på så sent et tidspunkt, og derfor håber hun, at arkæologerne i udgravningen vil finde mønter, der kan give et bedre indtryk af skatten.

Er det Ravnunge-Tues slægt?

Udgravningen ved Hornelund har kørt i nogle dage nu, og resultaterne skuffer ikke museumsfolkene fra Arkæologi Vestjylland. Lars Cristian Bentsen og kollegaerne har sikret, at der er betydeligt mere arbejde til Line Bjerg inde på Nationalmuseet.

- Vi har endnu ikke fundet mere guld, men allerede fra den første dag fandt vi mønter, og det fortsætter, så vi nu er oppe på 135 mønter, siger Lars Christian Bentsen, som er sikker på, at skattens ejermand var mere end blot en lokal stormand.

- Guldsmykkerne er nogle af de fornemste, vi kender fra vikingetiden, så ejermanden og hans slægt var ikke hvem som helst. Ejeren kan have tilhørt kongens inderkreds, siger arkæologen og spekulerer lidt videre: For ved den nærliggende Horne Kirke står en runesten, der omtaler en person ved navn Tue, og at han byggede dronning Thyras grav. Fra vikingetiden 6

kender vi én berømt Thyra. Det er Gorm den Gamles dronning, Harald Blåtands mor. Netop Tue, også kaldet Ravnunge-Tue, rejste flere runesten i Jylland, hvor han pralede af, at han byggede Thyras høj.

Selvom skatten er langt yngre end Ravnunge-Tue og hans bedrifter, er det alligevel fristende at se en sammenhæng: At skatten har tilhørt efterkommere af Tue og hans slægt, at slægten havde sæde i Horne, og at stormanden i Horne var tæt knyttet til den danske konge, siger Lars Christian Bentsen.

Udgravningen afsluttes, men Arkæologi Vestjylland holder fundstedet under observation.

Pawel Piotr Konieczny, Malle, med en af mange gamle mønter Med tilladelse fra Varde Museum bringes artiklen på Horne Sognearkivs hjemmeside - Horne Sognearkiv dec. 2014

7

Det gamle egetræ i Hornelund

Foto fra vinteren 2011 L.S. Historien om dette egetræ går langt tilbage i tiden, og man formoder, at træet er plantet i sidste halvdel af 1700-tallet, og det kan derfor være mere end 200 - 250 år gammel.

Museumsfolk mener, at et egetræ kan blive ca. 250 år. Derfor skal vi til at holde øje med egetræet i Hornelund. Ser det stadig frisk ud, eller er træet i sin alderdom ved at se træt ud?

Træet er ikke fredet, men må dog betragtes som et sognefredet minde, som bør bestå så længe træets helbred holder.

Horne Sogn har mange bevaringsværdige steder, som man bør værne om, og her er Hornelund-egetræet så absolut én af de vigtigste.

Træet er højest sandsynlig plantet som en afgrænsning mellem to gårde, altså en skelsætning, og fortællingen vil også sige, at hvis man fælder træet, vil en af gårdene i Hornelund brænde.

Til historien hører også at fortælle, at da træet blev plantet var gårdene placeret anderledes og lå meget tæt sammen i den nederste del af Hornelund ned mod bækken. Børneflokkene sammen med tjenestekarle og piger og aftægtsfolk udgjorde op mod 75 mennesker, og der fortælles, at når der var samling i Hornelund, var egetræet en slags samlingspunkt. Man mødtes her, og børnene legede her.

8

På et meget lille afgrænset område på ca. 150 meter lå i fordomstid fem gårde fra Østergård og mod vest. Alle gårdene på nær Østergård er senere ombygget og flyttet ud, som vi kender det i dag.

Hornelund var i 1700-tallet et område, som var ubebygget op mod kirken. Det officielle år for Horne Kro er 1798 og kan kædes sammen med én af gårdene i Hornelund, ”Vestergård” på Hornelund 59. Ejeren Jens Pedersen (1748-1830) blev i 1773 gift med Mette Graversdatter fra Asp (1750-1831), og hun byggede kroen.

Jes Østergård har denne fodnote til egetræet. Om det er fup eller fakta, lader vi lige ligge nogle øjeblikke.

Da jernudvindingsperioden var på sin højeste, blev der i perioden genrejst skov for at bibeholde mængden af brændsel til jernudvindingsovnene, denne skovrejsning bestod mest af egetræer. Jes mener, at det gamle egetræ er et levn fra denne periode, og at egetræet er fra 600 – 700 året, og derfor må være langt over 1000 år gammel. I så fald må egetræet have spillet eksperterne et pus, for de mener, at egetræer ikke kan blive så gamle.

De nuværende ejere af Hornelund 63, Thrine og Jørgen Østergård, er 10. slægtled i Østergård-familien. Egetræet står på deres matrikel på grænsen til kommunevejen ”Hornelund”, og parret søgte i 2017 Frednings- og Naturstyrelsen om en fredning af træet. I august kom der afslag på en fredning.

Sjov fortælling En lidt sjovere fortælling om træet og Hornelund er fra nyere tid. Den handler om en tvist mellem Karen Sørensen, Lundagergård 49, og Kristian Pallesen, Lundgård 55, om en skelsætning mellem de to gårdes matrikler. Karen Sørensen mente, at nogen måtte have flyttet egetræet. Der skal også tilføjes, at Karen Sørensen ikke altid havde samme opfattelse af skelsætning, som myndighederne og flere andre havde. Det var ikke ualmindeligt, at Karen Sørensen selv afmærkede skel med sten, som hun satte for at markere skellet for sit territorium.

Egetræet er dog ikke den største attraktion i Hornelund, da både runestenen og guldspænderne også stammer herfra, og der er skrevet flere historier om dem.

Når vi hører museumsfolk snakke om de historiske fund, fornemmer man også, at den sidste linje ikke er skrevet om Hornelund og vikingetiden og endda helt tilbage fra jernudvindingens tid i årene 100 – 700.

Derfor er det også spændende, hvornår der kommer flere historiske oplysninger frem – oplysninger, som så kan fortælle, om det netop var her Horne Sogn opstod, for vi ved jo også, i fordoms tid var alt skov og hede, og meget lå næste helt øde og uberørt hen.

9

Foto L.S. 2010 Træet ser også majestætisk ud om sommeren med sine mange forgreninger.

Egetræet er ikke mega stort (15 m. høj), men ser stadig stabil og sund ud.

Fakta om egetræet I Danmark findes der to arter af eg: stilk-eg og vintereg. De ligner hinanden meget af udseende. Stilk-eg er den mest almindelige – derfor kigger vi mest på den her. Vinter-eg findes mest i Midt- og Østjylland og på Bornholm.

Eg kan blive op til 35 meter højt i Danmark – men det normale er 20-28 meter.

Egetræet bliver normalt 400 – 500 år gammelt. Men det kan blive meget ældre.

Kongeegen, der er vores ældste egetræ, er nok omkring 1500 år

Vandmøllen i Hornelund Hans Østergård fortæller: I forbindelse med uddybningen og reguleringen af Hornelund Bæk stødte vi på nogle stolpehuller.

H. K. Kristensen skriver i bogen om Øster Horne Herred: I det 17. århundrede var der en lille vandmølle ved Hornelund, anlagt af en af byens storbønder. Til at begynde med var det en kornmølle, men i 1683 var det en stampemølle, der brugtes til skind og vadmel. Vandet til møllen kom fra Bjerremose enge. Møllen har antagelig ligget der, hvor elektricitetsværkets turbinehus senere har ligget.

10

En vise sendte en karl i retten En grum historie udspandt sig i Hornelund anno 1800.

Den havde udgangspunkt i en fornærmelig vise om Peder Jensen. Han var gårdog grydemand, og han blev gal. Selv om der var noget om snakken, kom sagen for retten.

På dette tidspunkt var der mange karle op piger på gårdene i Hornelund, og kutymen var, at man hjalp hinanden i høstens tid, og derfor morede man sig over mange ting de unge mennesker imellem. To af karlene havde evner til netop at skrive sange med tekster, der handlede om dagligdagen i Hornelund.

Her synes Peder Jensen at være et oplagt offer for en smædevise, for der var vist noget om snakken, og så skabte det jo stor moro blandt alle tjenestefolkene, som lærte at synge med på sådanne viser. Man morede sig, og det gav adspredelse i arbejdet, som derved gik meget lettere.

Ester Nørrelykke (Mathisen) skriver følgende: Sagen foregår i Horne Sogn Øster Horne herred, nærmere bestemt 12 km. nord for Varde. Det er de sorte potters hjemegn. I næsten hver eneste gård og hus blev der lavet gryder. På gårdene var der ansat grydekoner. De færdige gryder blev især solgt i Slesvig og Holsten af grydemændene.

Glade høstdage i Hornelund Torsdag den 21. august 1800 havde gård- og grydemand Peder Jensen i Hornelund (Hornelund 59) indkaldt drengen Christen Jessen på 20 år (tjente hos Jørgen Hansen Hornelund 63) og tjenestekarlen Jens Christian Pedersen, 36 år (tjente hos Jørgen Madsen, Hornelund 61) til forligelses-kommissionen, fordi de to ved forskellige lejligheder havde sunget en fornærmelig vise om ham.

Men de indkaldte nægtede sig skyldige, hvorfor sagen måtte gå rettens vej, så der kunne indkaldes vidner.

11

Smædevisen havde 18 – 19 vers, hvoraf vi gengiver nogle vers her.

Der er en Mand i Hornelund, De siger han har 3 Koner, Den fierde har han over på Als, Den er han med forbundet.

De tænker nok vi ved det ikke, de tænker nok vi spør det ikke; jo nok.

Den dulig Rakker Kone Den havde han så kiær, Og derfor vil han Bygger hende et hus ud i træ?

For hun er ham så herlig, For hun er ham så kierlig en Brud.

De tænker etc.

Den tykke Bommerute i Møllen går, Nu har hun fået sig en unge Ved hendes lår For hun er ham så herlig, For hun er ham så Kiærlig en Brud.

De tænker etc.

Den dydig Bonde fik han sig en Brud, Men selv så er han en forrejen Stud, I Holsten og Jylland Der sælger han de Gryder til Bønder og til Præster De piger han vel gidster.

De tænker etc.

Peder Jensen han en hore Det kan enhver beviise, De Hore-unger De gåer i flokke som grise….

De tænker etc.

Sådanne vers er da vers, der siger tingene lige ud, og man kan da godt forstå at Peder Jensen ikke kunne lide dem og da slet ikke, hvis der var noget om snakken, og det var der jo nok.

Horne Kro-ejere og gårdejer Mette og Jens Vestergård var forældre til Peder Jensen. De havde en selvejergård i Hornelund.

Som afslutning på rettergangen skal nævnes, at karlene Christen Jessen og Jens Christian Pedersen blev dømt til aldrig mere at måtte fremfører visen.

12

Hele historien kan læses på www.issuu.com/arkiv Man kan vel egentlig godt sige, at det måske var den første revyvise, der blev skrevet i Horne, så derfor var det oplagt at bruge denne fortælling og vise i Horne Idrætsforenings 50 års jubilæumsrevy i 2009.

Fremstilling af Swot Potter i Hornelund.

Fremstilling af swot-potter (jydepotter) var med til at skaffe velstand til bønderne i Hornelund.

Potterne var særligt velegnede til de åbne ildsteder, men mistede deres betydning, da komfurerne blev indført i køkkenerne. Første gang, de sorte potter nævnes, er i en gammel lægebog fra det 14. århundrede. I 1683 omtaler Markbogen næring af jyske gryder og kar i Horne. I 1790 var der 90 familier i Horne, som gjorde potter. ”Enhver liden eller stor familie gjør disse lerkar”.

Omkring 1860 leverede et enkelt sogn, Horne, 270.400 potter, eller omkring 676 læs.

I 1880 var der kun fem familier i Horne, som fremstillede potter.

Selve fremstillingen var kvindearbejde. Nogle lejede en ekstra pige alene til fremstilling af potter. Ofte gik pottepigen til ”halvt” med en gårdmand. Han skulle levere leret, kørsel og ophold og fik herfor halvdelen af udbyttet. Og snart arbejdede de fleste med potter fra 10 års alderen til aftægtsfolk. En dygtig pottepige kunne en sommer præstere 3000 potter, der kunne indbringe 50 Rigsdaler, altså 25 til hende selv. Hun kunne snart samle sig flere hundrede rigsdaler. Det var rigtig mange penge dengang.

Jes Østergård fortæller historien om karlen fra Hornelund, som skulle køre et læs jydepotter til Haderslev: Han kom ud for en ulykke ved Kolding hvor hestene skjenner (løber løbsk) med vogn og karl. Vognen væltede, og karlen omkom ved styrtet. Karlen havde ikke noget legitimation på sig, og man vidste derfor ikke, hvad han hed, og hvor han kom fra, så han blev begravet som ukendt i Kolding. Hestene blev solgt, og beløbet blev tilskrevet staten. Vogn og jydepotter var gået i stykker ved ulykken.

Sagen bliver dog senere opklaret, og karlen bliver gravet op og flyttet til Horne Kirkegård, og indtægterne tilfaldt rette ejermand, eller var det hestene, der kom hjem igen. Historien er ikke tydeligt skrevet, men det var nogenlunde sådan, den er fortalt.

13

Andelsbevægelsen i slutningen af 1800 tallet Gårdmændene i Hornelund satte store fingeraftryk på andelsbevægelsens indtog i Horne.

Især navne som Peder Larsen Kristensen, Jes Pallesen og Jes Østergård går igen, når mændene bag andelsmejeriet, brugsforeningen, elektricitetsværket og Andelskassen nævnes.

Hornelund fik vandkraft i 1915 Hans Østergård, Hornelund 63, født 10-03-1914 – død 06-02- 2006, har berettet følgende om vandkraftværket: Efter at tyske ubåde i 1917 havde ødelagt så mange skibe, at Danmark næsten ingen forsyninger fik, måtte vi til at lave elektricitet ved vandkraft.

Der blev gravet en kanal fra Bjerremose Kær til Hornelund. Der var 30 mand, der gravede, og prisen herfor var 6000 kr.

Hans Østergård fortæller en lille historie fra gravearbejdet: Jeg fik streng besked på ikke at gå ned til mændene, men når de spiste, gik jeg sommetider derned. Der var særlig én, som gav mig en mellemmad og en kop saftevand. Jeg så godt, at han fyldte noget i flasken, som han havde i en anden flaske, men det måtte jeg ikke smage.

Fragtmanden Kr. Lindberg kom en aften med selve dynamoen. Fra normal vandstand i kanalen havde man beregnet 3,70 meter i faldhøjde til turbine, så der måtte graves en meget dyb udgravning til turbine og huset.

Da den så var gravet, slog en stor vandåre bunden op, så der måtte eksperter til.

Ingeniør Bjerre forestod arbejdet, og han boede hos os i mange dage. Om aftenen var der konference. Vi havde normalt et stk. 5-watt pære over spisebordet, men altid stearinlys i reserve.

Den producerede strøm gik direkte til elektricitetsværket i Horne, og Hans Østergård fortæller videre, at der mellem 1. og 2. verdenskrig blev opstillet en turbine mere, og at man i 40erne var oppe på en produktion på 22 til 23 % af forbruget fra vandkraftværket.

Kraftværket var i drift indtil 1947. Kanalen ses endnu mange steder i skrænten mellem Bjerremose og Hornelund.

Hans Østergård fortæller en historien fra juleaften og juledag 1918: Om morgenen en første juledag, vist nok i 1918, havde vandtrykket gennembrudt dæmningen over en strækning på ca. 20 meter i Moesgård. Alt disponibelt mandskab blev alarmeret med skovle og sække, men man nåede ikke at få hullet helt tætnet, før mørket faldt på. Dagen efter måtte man igen i gang med skovlen, og denne gang blev der rammet pæle ned til at holde sandsækkene.

Der kunne således igen produceres strøm.

14

Niels Nielsen Gunderup har følgende supplerende oplysninger om vandkraftværket i Hornelund: Voldene til kanalen var ikke afhegnet, og kreaturerne kunne gøre skade på dem, men efter at Willemose var blevet ansat som elektricitetsværks-bestyrer, ydede vandkraftværket altid det maksimale, idet han var friluftmenneske og meget interesseret i kraftværket. Det var en hel sport for ham at holde dæmningen i orden, og han gik ofte og klappede volden og skød vandrotter, som også kunne gøre skade.

For at bevarer strømforsyning under 2. verdenskrig 1940 – 1945 blev der endvidere anskaffet en vindmølle, ligesom der blev installeret en gasgenerator.

Mod udgangen af 1951 ophørte elektricitetsværket. Horne gik over til vekselstrøm fra Karlsgårde den 8. november 1951.

Vejføring i Hornelund og vejen til Tistrup Hans Østergård skriver, at så sent som i 1912 gik vejen til Tistrup over Rotbøl, Snorup og Agerkrog til Tistrup Station.

Længdebanen Esbjerg – Struer blev indviet 1874-75, og Tistrup Station var fra først i det 19. århundrede mål for mange varer-leveringer som også skulle hentes til Horne. Derfor blev der tit talt om at få en vej direkte fra Horne til Tistrup.

Tidspunktet for vejføringen kan måske dateres til 1917 – 1919 da viadukten under banen er dateret til 1919 Jes Pallesen, Lundgård har skrevet følgende om etablering af vejen: Engang vi var til gilde på Østergård, kom det så på tale igen, og jeg blev opfordret til at gå hjem og skrive en opfordring til beboerne om at yde bidrag til gennemførelse af en sådan plan. Derefter måtte vi forhører os hos sognerådet i Tistrup, om de ville modtage en sådan vej.

Den mest ivrige for planen var karetmager N. J. Bakkensen i Horne, og så blev han og jeg udset til at forhandle med sognerådet i Tistrup. Vi blev godt nok modtaget, men stor imødekommenhed var der ikke. Et af sognerådsmedlemmerne foreslog at sige bestemt nej. Han mente, de havde veje nok i forvejen. En anden var dog så venlig at foreslå at give os et tilbud, som lød på, når vi vilde affinde os med beboerne og så kunne kaste vejen op, så ville de modtage den.

Det var i grunden, hvad vi kunne vente. Nu gjaldt det så om at få penge samlet ind.

De fleste interessenter i mejeriet gav et bidrag, kun nogle i Bjerremose gav intet, fordi de ville have vejen om efter Bjerremose, men det lod sig ikke gøre. Nu skulle vi så til at samle penge ind. Vi fik det lavet således, at der blev tegnet et bidrag månedligt i et år, som så blev tilbageholdt på mejeriet. Men det slog ikke til med én opkrævning, så vi måtte tage 2 gange, og så måtte fire af de mest villige endda lægge 25 kr. hver bagefter, men så havde vi også mellem 1100 og 1200 kr.

15

Så gik vi til sognerådet i Tistrup igen. Der fik vi så med bistand fra amtsrådet, som vi er Niels Møller i Letbæk tak skyldig for, en akkord lavet, som gik ud på, at sognerådet fik de penge, vi havde, hvoraf lodsejerne blev betalt, og resten gik så til jordarbejdet, som amtet lod udføre, og i flere år blev ved med at give tilskud til chausseringen. Dette vejanlæg blev til en betydelig gavn for Horne, men var også en fordel for al trafik gennem sognene.

Hans Østergård har i sine erindringer skrevet således om vejføringerne i Hornelund: ”Æ Nejer vej” I engen ved Hornelund Bæk og Kirkevad Bæk fandt vi, da bækken blev uddybet, nogen stenbelægning, som sandsynligvis stammer fra dengang, vejen til Horne fulgte Kirkevad Bæk og blev kaldt ”Æ Nejer vej”. Denne vej gik til Horne Kirke og forbi ”Æ Lirgrav”, hvor der blev gravet ler til ”swot-potter”.

Hans husker også, at hans mor Kristiane Østergård fortalte følgende: En kone som var synsk, dvs. kunne se ind i fremtiden, fortalte, at hun havde set en ligfølge o ”Æ nejer vej”. Og ganske rigtig: kort tid efter kom der et ligfølge på denne vej.

Hans Østergård fortæller også, at vejene dengang var forbundet således, man kunne komme fra Nørholm over Olling og Duedal til kirken i Horne med hestevogn.

Skydebanen i Hornelund Skytteforeningens første skydebane lå i Bjerremose Kær, men efter krigen opstod ønsket om en ny 200 meter skydebane. Der blev indgået overenskomst mellem Horne Skytteforening og lodsejerne Hans Østergaard, Peder Madsen og Ankjær Søndergaard på hvis jorder, en ny skydebane blev anlagt med standplads i Peder Madsens eng og med skiveopstilling i Hans Østergaards bakkeskråning med skydning over Hornelund Bæk i retning fra nordøst til sydvest. Der blev opført skyttehus og standpladser til både 50 meter bane og 200 meter bane. Bortset fra det rent håndværksmæssige blev arbejdet udført af interesserede skytter.

Den 18. juni 1946 blev banen besigtiget af overbetjent Andersen, Ølgod og den 21. juni blev banen indviet. Resten af året fortsattes med skydning søndag formiddag og fredag aften. Som markører lejede skytterne som regel nogle drenge.

Med den nye bane fik foreningen en opblomstring med op til 49 medlemmer først i halvtredserne. Foreningen havde et godt hold, som i flere år vandt det hele og derfor var almindeligt frygtet af naboklubberne.

16

I mange år kunne man hver søndag formiddag høre skuddene fra skydebanen i Hornelund. I tresserne svandt interessen, og iflg. protokollen bliver der i sommeren 1971 skudt for sidste gang.

I 1979 blev der udsendt brev til Skytteforeningens medlemmer angående foreningens ophør.

Skyttehuset og markørgravene blev endeligt fjernet ved anlæggelsen af Vikingestien i 1993.

Drengene fra Landerupgård Landerupgård ligger i Sønder Vilstrup Sogn, nord for Kolding.

Landerupgård blev i 1867 indrettet som filial af opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Senere blev ejendommen brugt som behandlingshjem/skolehjem.

Under Bøje Rasmussen, der var forstander 1912-1956, fik skolehjemmet en koloni ved Bjerregård på Holmsland Klit.

Hver sommer tog Landerupgård-drengene på sommerlejr i Bjerregård. Turen fra Landerupgård tog flere dage med flere ophold undervejs.

Her bader Landerupgård-drengene i kanalen Hans Østergård har skrevet følgende om hvordan Landerupgård-drengene gjorde ophold på Østergård: Omkring midten af 1930erne kom der en dag en pæn herre cyklende og spurgte, om han og hans drenge måtte slå lejr her. De var på tur til Vesterhavet nærmere betegnet til Bjerregård for at ligge i lejr. Drengehjemmet i Landerupgård havde en sommerhytte der.

Vi var rundt syd og nord for gården for at finde et sted, hvor de kunne slå deres telte op.

På æ knold nord for gården fandt han en god plads, hvor de kunne rejse deres telte og lave bål. Drengene ankom med orkester og fane i spidsen og bagagevogne, ca. 45 i alt med lærere.

17

Det blev en tradition, at de slog lejr ved os 2 – 3 dage, når de var på deres tur til Vesterhavet. Her kunne de pleje deres fødder og vabler, fiske og bade i kanalen.

Det var også til stor glæde for vores familie med deres besøg, og om aftenen kom folk fra by og land for at se og høre drengene spille og opføre sketchs.

Det stod på i ca. 25 år, hvor vi havde glæde af deres besøg, men som så meget andet overtog bussen deres transport, og de behøvede ikke overnatning mere.

En dag noget tid senere hørte jeg tilfældigt i radioen den tidligere forstander Bøje Rasmussen fortælle om hans tid på Landerupgård. Han fortalte også om deres ture til Bjerregård om sommeren, og især ville han takke familien Østergård i Hornelund for den gode modtagelse de altid havde fået.

Hornelund som sognenavn?

Mange historiske brikker er lagt i Horne Sogn, men man må antage, at de første brikker er lagt i Hornelund.

Hornelund burde måske oprindelig have været vores sognenavn, men stedet, hvor kirken er opført omkring år 1200, har altså lagt navn til Horne.

Vi ved også at større landområder bærer navnet Horne. Her kender vi:

Vester Horne Herred Billum Sogn Henne Sogn Ho Sogn Janderup Sogn Kvong Sogn Lunde Sogn Lydum Sogn Lønne Sogn Mosevrå Kirkedistrikt Nørre Nebel Sogn Oksby Sogn Ovtrup Sogn Varde Sogn Ål Sogn

Øster Horne Herred Ansager Sogn Hodde Sogn Horne Sogn Skovlund Sogn Stenderup Sogn Tistrup Sogn Thorstrup Sogn Ølgod Sogn 18

Nørre Horne Herred Egvad Sogn Hemmet Sogn Hoven Sogn Lyne Sogn Lønborg Sogn Nørre Bork Sogn Strellev Sogn Sønder Bork Sogn Sønder Vium Sogn Tarm Sogn Ådum Sogn.

Altså har 33 sogne være inddraget i landområdet Horne Herred.

Degneboligen og Den gamle Herredskirke i Horne Redigeret i Sognearkivet okt. 2017

19