Hans thomas pedersens erindringer pdf ok by Horne Sognearkiv

Hans Thomas Pedersens Erindringer Hans Thomas Pedersen er født i Transbøl Mallevej 5 i 1855

Hans Thomas Pedersen skriver b. la. Jeg var ungdoms kammerat med J.C. Christensen. der senere fra 1905 – 1908 blev Konseilspræsident - Statsminister Har været Møllerbygger og Møllerforpagter i Bjerremose, Hauge og Sdr. Omme Hans Thomas Pedersen døde 1940 85 år gammen i Sdr. Omme 1

HANS THOMAS PEDERSENS ERINDRINGER Hans Thomas Pedersen er født i Transbøl den 2.01. 1855 Hjemmet. Mit Hjem var et lille Sted med en Ko i Transbøl i Horne, (Mallevej 5), som mine Forældre ved deres Giftermaal overtog efter min Farmoder, som var født der, og havde boet der hele sin tid. Hendes Fader Steffen Clausen havde også boet der det meste af sin tid. Farfar var død og mine Forældre påtog sig at yde Farmoder Husly, lidt Mælk og Brændsel. Der var kun lidt og dårlig Bygning, og de måtte derfor straks se at få bygget noget, men dette var ikke så let, for de havde ingen penge. Og man kendte ikke til at bygge på forventet Lånebevilling. Der blev dels gjort Gæld, dels lånt mindre Beløb hos forskellige. Jeg tror, at mange som nu er gamle og har levet med i denne svundne Tid, kunde ønske noget mere i vor Nutid af denne Hjælpsomhed på Baggrund af Pålidelighed, Ordholdenhed. Der er Glæde i såvel at modtage som yde Hjælp, når der er Tillid mellem Parterne. Jeg var klar over, at når der var lånt Penge for en bestemt Tid, så blev denne Tid overholdt, enten ved at Beløbet blev betalt eller der var opnået Henstand. Jeg var flere Gange, da jeg var bleven så stor, at jeg kunde sendes i By, sendt med Penge, som Fader skyldte for Lån, vel somme Tider efter at, han først havde lånt Beløbet hos en anden.

Jeg beklager, at jeg ikke har fået talt meget mere med mine Forældre om denne første Tid. Jeg beklager dog mest, at jeg for lidt fik sagt dem, hvor meget jeg holdt af dem. Jeg forstår, at de har taget fat, som de havde Udvikling og Kræfter til. Jeg tror, at det betød mere for dem at klare påtagne Forpligtelser end dette: ”Man skal da have det som andre”. Fader tog fast Tjeneste 4 Dage i Ugen hos Mads Christensen i Lervad, og de fleste af de øvrige Dage gik han på tilfældigt Arbejde. Moder hjalp troligt med, dels ved at gå ud som Kagekone og hjemme som Væverske og dels ved i enhver Stund, som ikke var strengt optaget af andet, at strikke for fremmede. Hun strikkede ”Fingervanter” og fik 10 Skilling for Parret. Garn fik hun leveret, samt Underbukser og Undertrøjer. Om Vinteraftenerne og de enkelte Dage, da Fader var

hjemme,

lavede

han

Sold,

nærmest

Kornsold.

Der

var

ikke

Kornrensemaskiner. Farfader var også ”Soldsætter”. Jeg husker, at når jeg om Vintermorgenen blev vågen, var lyset tændt, og Fader sad ved Bordet med sit Soldarbejde og Moder i Nærhed med Strikketøjet. De var ikke så nær ens i Naturel, og det er lidet sandsynligt, at der ikke imellem har været ”Kurre på Tråden”. Men de har været enige om, at Uoverensstemmelser mellem Ægtefolk bør behandles ”under fire Øjne”, i alt Fald var deres Børn ikke Vidne til sådant og det bedste af alt i et Hjem: ”Gudsfrygt med Nøjsomhed”, var de fælles om, og det var dem frem for alt om at gøre, at deres børn måtte få dette i Arv. Bedsteforældrene. Hvordan min Farfader og Farmoder har begyndt og i det hele om deres Liv, ved jeg meget lidt. Farfader hed Hans Thomsen og var født i Sønderjylland. Han var

som nævnt soldsætter og skal have været meget stærk, der fortælles, at han havde båret 6 Stk. Brædder 1¼ ” x 7” 11 Fod lange fra Nymindegab til Transbøl, over 3 Mil. Fader har også båret Brædder hjem fra Varde ca. 2 mil, men nok ikke mere end et Par Stykker af Gangen. Disse Brædder måtte være særlig udsøgte, Seje og Knastfri. De blev gennemskårne på Højkant med Håndsav til 4 tynde Plader, som blev behandlet med varmt Vand og bøjet sammen til den runde Ramme, vi kaldte ”Soldstimmel”. Farfader har jeg som anført ikke kendt. Der er sagt, at han var ”aparte”, vanskelig. Farmoder var en flittig fordragelig og gudfrygtig Kvinde, hende har jeg kendt, hun boede jo i Hus sammen med os. Vi børn vilde gerne ind til ”Oldemor” Hun var rar. Det forekommer mig, at hun somme Tider fortalte Eventyr. Dette er jeg dog ikke helt vis på, men vis på, at jeg gerne vilde ind til hende. Oldemor ”gjorde Potter”. Jeg mener at kunde beskrive, hvordan dette gik til fra først til sidst. Jeg kan dog måske dårlig nok selv lave en Potte rigtig. Andre har nok beskrevet Fremgangsmåden, så dette skal ikke omtales her. Farmoder havde ingen Kapital og ingen aftægt og mine Forældre havde det jo småt. Hvordan fik hun så Føden til sig og 2 åndsvage Børn ? Hun hjalp selv til med de gamle små Kræfter, hun havde, og fik Resten fra gode Folk og fra Sognet. Herregården Nørholm ligger i Kommunen. Dens Ejer var godgørende mod Folk, som ansås for værd at hjælpe. Der havde Oldemor også Adgang nogle Gange i Året og fik fødevarer med hjem: Gryn, Mel og Sulevarer. Da jeg var bleven så stor, at jeg kunde Traske den lange Vej, over en Mil, var jeg i alt Fald med og bære en lille Del.

En åndsvag Søn var altid hjemme hos Moderen. Jeg antager, at han var 14-16 År, da han døde. Han havde dårlig Førlighed i Benene og vist ikke Evner til at lære noget. Han var nok ret godmodig. Jeg husker, at han kunde lege med os Børn. En Datter, som ikke var helt rigtig, var velvoksen og kunde bestille noget. Hun var i flere Aar ude hos fremmede, men blev simplere både sjælelig og legemlig og var i adskillige Aar hjemme hos sin Moder. Som en Mærkelighed anføres, at hun selv sagde, at hun manglede noget af de fem Sanser. Hun kunde læse, og var nok blevet konfirmeret. Hun kunde karte Uld, når hendes Moder spandt. Hun kartede også noget for min Moder når hun spandt, men dette var jo som nævnt ikke så meget, da hendes speciale i Husflid var Strikning og Vævning. Hun var fra Assing i Bindeegnen. Stakkels Fasters Sindsyge gav sig Udslag foruden i det forannævnte i endnu en Mærkelighed. Den Slags Mennesker snakker jo i de fleste Tilfælde meget om, at de vil giftes, men når hun diskuterede med tænkte Personer, kunde hun komme med en Udtalelse som: I kan da forstå, at jeg, som mangler noget af de fem Sanser, ikke er en til at blive gift. Hun kunde i dagevis sidde og skændes med tænkte Personer, f.eks. med Kongen, fordi han forlangte hendes rare Bror Peder, vel nok Indtryk fra da Peder, min Fader, var indkaldt som Soldat. Hun blev ca. 40 Aar gammel, døde nogle Aar før sin Moder. Ved Farmoders Begravelse skrev hendes Broder Lærer C.C. Stephansen i Aadum en lille Seddel til hendes Kiste: Far nu vel og hvil i Fred kære gamle Søster! I vor Frelsers Kærlighed har vi hvad der trøster. Han har åbnet Himlens Port, Så vi der bag Graven sort skimte Lysets Rige.

Moder Min Moder Maren Bjerremose Thomsen var født i Valhusted i Assing. Hendes Fader Thomas Pedersen var født på en Gård i Malle, men Moders forældre var dog fattige. Morfaders Broder P. Pejsen fik Hjemgården og i den Tid regnedes der med, at når der skulde svares Aftægt til de gamle, kunde det ikke gå an at belaste Gården yderligere og de øvrige Søskende fik derfor lidt eller intet ud over, om Forældrene mulig havde lidt på Kistebunden. Pantelån var næppe opfunden, desuden var de fleste Gårde Fæstere, så der slet ikke kunde være Tale om at stifte Pantelån. Udviklingen førte imidlertid med sig, at hvis de, der fik Gården, var jævnt dygtige, blev de de fleste Steder jævnt velstående, mens de andre, som drog ud uden synderlig Kapital og ikke ved Giftermål kom ind i en Gård fik det småt. Jeg kender Eksempler på, at sådanne følte sig forurettet og ikke fri for nogen Uvilje mod Søskende, som var kommen til at ”sidde bedre”. Det vil forstås, at Forældre muligt mere end de unge var optaget af Spørgsmålet: ”Har han, hun noget”. Mine Forældres Lod var som anført bleven i små Kår. Men jeg mindes ikke nogen Sinde at have hørt dem udtale Uvilje mod nogen, som var bedre stillet. De var taknemmelige mod de ikke få, som støttede dem på forskellig Vis. Børn. Vi var 4 Børn, Drenge. Jeg er den ældste. (Hans Thomas), Peder, Peder Christian og Theodor. Der var 2 a 3 Aar forskel på vore Aldre.

Da Peder var 6 Aar, var vor Morbroder og Tante, Peder Thomsen og Stine fra Ringgive i Besøg. De havde været gift i nogle Aar, men havde ingen Børn. De ønskede at få Peder med. Han vilde nok det og vore Forældre tænkte, at han kunde få det godt hos dem. Dette fortrød de siden. Hjemmet i Ringgive var ikke fattigt økonomisk. Men Mennesket lever jo ikke af Brød alene. Morbroder var meget ude og Tante var svagelig. Tilværelsen uregelmæssig. Morbroder handlede en Del. Peder forsøgte sig også med dette, men han var ikke dygtig til det og det førte til, at han vist i 19 Aars Alderen rejste til Amerika fra nogen Gæld. Peder Christian var da derovre i Staten Illinojs. I de fleste Aar skrev Peder til os en enkelt Gang. Peder Chr. Havde også en Tid Forbindelse med ham, men siden ved vi intet om Peder. Peder Chr. Stiftede Familie i Amerika. Han boede flere Steder og gav sig af med forskellige Ting, sidst i Tyler, Minnesote, hvor han drev en Farm og samtidig havde Arbejde ved Bankvæsen. Gennem det alt var Barnet i ham blevet bevaret. Vi tror, at han har levet og sunget for sine Børn: Vokser du fra Barnekår, glem dog ej dit Fadervor. Glem dog ej din Vugge! Peder Chr. var herhjemme på Besøg i 1906 efter at have været borte i 29 Aar. Jeg kendte ham ikke straks. Da han som 17 Aars Knøs rejste bort, var han lille og knuget af Arbejde og nu var han rank, ikke lille og vejede 180 pund. (90 kg.) Vor gamle Moder var da endnu levende og meget glad ved Gensynet. Theodor og jeg og vore Familier var meget glade ved at være sammen med ham i den Tid han kunde afse til at være herhjemme. Af Brev fra hans Kone efter hans Død fremgår, at Hjemlængslen efter Hjemturen var ved at blive ham for stærk, så han syslede med Tanken om at rejse til

Danmark og bo. Det blev imidlertid en anden rejse, han måtte foretage. Tre Aar efter besøget i Danmark døde han og vi tør tro, at denne Rejse gik til det bedste Fædreland. Hans Kone skrev i den Anledning til os herhjemme, at hun følte stor Sorg og Savn over Tabet af sin gode Mand, men hun støttede sig til Håbet om Gensyn-Glæden og Troen på, at den Gud sætter ene, han selv er mere nær og hun anførte Verset: Han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter. Ud at tjene. Da jeg var 8 Aar, kom jeg i Tjeneste hos Niels Peder Christensen i Transbøl. Han var Skrædder, men drev samtidig en mindre Gård, sin Kone Bodils Fødested ”Æ Bjerre” (Bjerget). Han havde en meget dårlig Fod og flyttede sig så at sige på et Ben ved hjælp af en Stok. Men han var hårdfør, havde store Armkræfter og udførte meget Arbejde, som ikke var særligt gående. Jeg var der 2 Somre 1863 og 64. Det første Aar flyttede de Gården ud på Marken, den gamle lå i et Hjørne og trængte til Fornyelse. Murstenene til den nye Gård blev brændt i en såkaldt Teglovn, en stor firkantet Fordybning i Jorden, som bestod af fast Ler. De rå Mursten blev lavet på samme Måde, som man nu laver håndstrøge Sten og de blev sat i Ovn til Brænding på samme Måde som dette sker nu med Trækkanaler for Fyring. Det første Aar drev de Ejendommen med Stude og Bodil var for en stor Del Kusk ved Markarbejdet. Som de fleste Drenge havde også jeg Lyst til at få fat på Tømmen. En Dag foreslog jeg Bodil, at vi byttede, så jeg kørte Harven og hun flyttede Kvierne. Ja, tror du, du kan? Sagde hun, vi kan jo se ad. Så fik jeg Tømmen og der skete ikke så vidt jeg husker nogen Katastrofe dette Aar. Studene

må have været meget Skikkelige. Der har været mange Spand Stude, som en 8 Aars Dreng ikke kunde magte. Der boede til leje hos Husbonds en ældre Kvinde, Marence. Hun sagde til Bodil, at jeg havde gået til Fårene, men ikke flyttet dem. Dette tilgav jeg hende ikke, for det var ikke sandt. Jeg havde det godt i min Tjeneste. Jeg mindes ikke en eneste Gang, at have følt mig forurettet eller fundet Anledning til Beklagelse til mine Forældre. Det andet Aar var studene ombyttet med en Hest og også den fik jeg Lov til at køre med, men ved Slutningen på Somren gik det galt. Der kørtes Gødning. Niels Peder læssede og en Daglejer læssede af på Marken og spredte Gødning. Så var det ved at være mørkt (De var sent på Veje både med at begynde og slutte.) Jeg prøvede at køre i Trav. Det måtte jeg nok ikke, men det kunde jo ikke ses hjemme fra. Hesten tog Galop og jeg tabte Tømmen og derefter mig selv. Hjulet gik over mit ben og knuste en Træsko, en Enspænder Stang knækkede og jeg kørte ikke mere denne Sommer. Husbonds klagede ikke over mig til mine Forældre, disse fik først længe efter at vide om Affæren. I løn fik jeg sammen med nogle Rigsdaler et Pund uld og et Par Træsko, så den knuste Træsko blev lige så stille erstattet. Det var Træ-Træsko, man den Gang brugte, ikke med Læder eller Læder-Træsko. I Somren 64 havde vi Indkvartering af 9 østrigske Soldater. De forstod så dårlig at fyre med Tørv på åben Arne. Bodil hjalp dem, det var de glade ved. Jeg bar Tørv ind til dem. Jeg var altså også med i 64, har dog ikke som andre Veteraner fået Hædersgave. Østrigerne var meget flinke, så man havde ikke Følelse af, at det var Fjender, hvad det vel i Virkeligheden heller ikke var. Somrene 1865 - 66 tjente jeg hos vor nære Nabo Mads Jessen Christensen. Der var lang Markvej, og foruden at passe Kreaturer, mugede jeg i Stald og ved Svin.

Hjalp i det hele ved alt, så vidt mine små Kræfter tillod. M.J. gravede i Foråret mange Klyne. Dem ”satte jeg ud” og brugte ikke Fork eller Hjulbør. Jeg bar dem i Stabler i Armene i Favn mod Brystet, så mine Klæder foran var gennemvåde. De havde ikke så lidt Besvær med at få mig vågen om Morgenen. At det var hos vor Nabo og at jeg var der 2 Somre, må vel tages som Vidnesbyrd om, at Pladsen skøndt lidt streng, alligevel ikke var slem. Mit

venskab

med

J.C.

Christensen.

(1905-1908

Konseilspræsident

–

statsminister) Det var her at jeg traf sammen med senere Kirkeminister J.C. Christensen, som passede Køer for hans Onkel Jens Hedegaard Mikkelsen. Denne boede et Stykke længere men Nord, (Mallevej 23), men havde en Mark i Nærhed af min Plads. Når J.C. var derude med Køerne, traf vi sammen og drøftede fælles Interesser. J.C. har anført i sin Bog: ”Fra min Barndom og Ungdom”, at han lånte min Bibelhistorie, Daugaards, som var større og mere fornøjelig. Denne Bibelhistorie af Biskop Daugaard og en Pastor Stockholm, som er ordrette Gengivelser af bibelske Fortællinger, har jeg lært udenad og kan den for Størstedelen endnu. Den Bog, som J.C. selv havde, var et af resultaterne af et Arbejde, der skulde gøre de bibelske Fortællinger lettere at forstå og tilegne sig. Man vilde fremstille og få Børn til at gengive, som det hed, med egne Ord de bibelske Fortolkninger. Men dels var disse Bibelhistorier meget sammentrængt, gav så lidt. Dels har jeg altid syntes, at denne Stræben efter de ”egne ord” virkede som udflydende vandet overfor den ordrette Gengivelse. Dette finder jeg bl.a. bekræftet ved J.C. ovenfor anførte udtalelse om min Bibelhistorie.

Man har af Hensyn til Skyggesider ved Ramseriet (remse)drejet imod, ja i en anden Grøft. Vore Kære Salmer, hvis indhold netop er fundet i bestemte Ord og Linier, hvor er der mange, som er taknemlig for at have de deri indlagte Tanker og Stemninger nærværende, som det slet ikke vilde være Tilfældet, hvis de ikke kunde Salmerne udenad. Det kan erfares, at Mennesker på Dødsriget, der har glemt det meste andet kan gengive Bibelord og lange Salmer i Tanker, som var bundne til bestemte Ord og Linier. Mit indtryk af J.C. fra den Gang er, at han var en livlig, god Dreng. I 1867 og 68 tjente jeg hos Mads Rasmussen i Moesgaard og fik da 12 Rdl. i Løn + Uld og Træsko. Det var i 1868 at Moesgaardene, som var Fællesgaarde blev opmålt og omlagt, så hver Mark kom til at ligge mere samlet. Det var noget for mig at få Lov til at rende med Landmåler Kæde eller bare Stokke. Kreaturerne stod i Tøjr og der var kun ca. 12 Stk., så der kunde godt udrettes noget ved siden af. Konfirmeret. I Forår 1869 blev jeg konfirmeret og det Aar var jeg også i Moesgaard, da blev Gården delt i 2 og der blev bygget en hel ny, jeg hjalp til ogsaa ved dette og skulde jo nu til at være Karl. Jeg var meget lille, men Rasmus, Sønnen, som fik den ny Gård, var en god Husbond. Han var omhyggelig for ikke at forlange for meget. De sidste Vintre af min Skoletid hjalp jeg Fader med at lave Solde. Jeg har siden fusket i mange Håndværk. Soldsætteriet har jeg lært, men dette har jeg brugt mindst. Det er nu helt gået ud, i alt Fald for Kornsold.

( Læs Hans Thomas Pedersens bog: ”Moesgaard” i Horne og forholdene ved 1867) Skolen Om Skolen og Skoletiden har jeg ikke meget at meddele. Skolen lå dels på Landevejen, dels på Kirkegården. (Hornelund 2) Der var Vinduer til 3 Sider, Lange, skrå Borde til 6 a 8 Børn ved hvert, en stor Bilægger-Kakkelovn og Teglstensgulv, som er slidt meget ujævn af de jernbeslåede Træsko og når om Vinteren, Sneen smeltede på Træskoene, blev der små Damme i Fordybningerne. Børnene var delt i nederste og øverste Klasse med 30 eller lidt over i hver. Om Vinter-Halvåret var hver Klasse i Skole hver anden Dag. I min Skoletid var Vinterlæreren en almindelig Husmand. Jeg tænker, at han i ”Tjenesten” (militær), havde haft en ”Grad”. Der var en Skole i Bounum, også med 2 Klasser, men knap så mange Børn. Der var kun en Skolestue hvert Sted, så når Degnen havde øverste Klasse i den ene Skole, havde Vinterlæreren nederste Klasse i den anden. Der var 1/2 Mil mellem Skolerne og Afstanden tages til fods uden Hensyn til Vejret. Vinterlæreren søgte at bibringe de små Visdom gennem Øjet fra Bog indenad og udenad, forsøgte også, når han mente, dette gik for trægt at virke gennem Øret med Fladen af en Bog. Degnen Sindberg var yngre og lidt mere moderat. I Politik var han dog Højremand. Han holdt på at Bibelhistorie og Lærebog Balslevs skulle læres i øverste Klasse, og da vi kun var i Skole hver anden Dag var der Tid til at lære Lektie, og mange har siden været glad ved at have lært dette eller hint, som har havt Betydning for dem siden.

Sindberg blev vel betragtet som en god Lærer, holdt udmærket Orden i Skolen og har sikkert havt Indflydelse i god moralsk kristelig Retning. Jeg havde så let ved at lære, at jeg ikke mindes nogen Besvær med at lære Lektie. Jeg lærte også Balles Lærebog, som brugtes i min første Skoletid. Ud over at læse og lære udenad, har jeg siden syntes, at Skolen har givet mig noget lidt. Skøndt jeg den meste tid sad øverst såvel i ”lille” som ”store” Klasse. Der taltes om, at jeg burde læse til Degn, efter som jeg havde så let ved at lære. Vel havde mine Forældre ikke Råd til at betale derfor, men jeg var tilbudt lidt dertil. Jeg havde dog ikke Lyst til det. Gode Venner af os satte sig da i Bevægelse for at hjælpe mig til at blive Vinterlærer. Der skulde for at blive dette aflægges en prøve for Provsten og efter det nys anførte vil det forståes, at Prøven ikke faldt glimrende ud. Lærer Sindberg gav mig imidlertid en glimrende Anbefaling og jeg søgte et Par Pladser, i Horne ved Skolen, hvor jeg selv havde gået og en i Kvong. Mads Christensen i Lervad, hos hvem min fader havde tjent, var meget skoleinteresseret og havde med Skolevæsenet at gøre, han hjalp til, at jeg i 1873 fik Pladsen i Horne. Samtidig fik jeg at vide, at jeg også var antaget til Pladsen i Kvong. Jeg var så Lærer for nederste Klasser i Horne i 9 Vintre og synes siden, at jeg langt fra var dygtig Lærer. Vinterskolen var fra Novbr. til Maj og Løn var 10 Tdr. Byg efter Kapitelstakst og 70 Kroner i Kostpenge samt nogen Andel i Skolepenge.

(kapitalstakst blev ansat hvert år af biskoppen og stiftamtmanden, og det var den kornpris som blev anvendt, når naturalieydelser i korn skulle omregnes i penge)

I sommeren 1875 var jeg på Staby Højskole, som forberedte Vinterlærerer. Da jeg rejste dertil i Maj, gik jeg Vejen til Fods, men ved Hjemrejsen i Oktbr. var Vestbanen åbnet for Drift. Ved Skolens Halvårs Slutning fik Eleverne et Bevis for Duelighed til Skolegærning og som Grundlag for Bestyrelsens Bedømmelse blev afholdt Prøve både ved Begyndelse og Slutning. Ved Prøven blev leveret et skriftligt Arbejde. Det Sommerophold var noget af det bedste, jeg har levet. Jeg boede på en Gård i Nærhed af Skolen, en Mils Vej fra Vesterhavet, ingen Forbindelse med By eller Byliv, ikke den forvirrende Masse af Presse og Literatur, de små Kundskaber udvidet og suppleret. Interessen ledet mod gode Idealer og gemytlig Samvær med Jævnaldrende. Fra Staby var jeg med en Tur til Ungskue og Landbrugsudstilling i Viborg. Denne Sommers Skoleophold bidrog sammen med Turen til Viborg til at udvide min Synskreds betydelig i forskellig Retning. Lærer Sindberg blev forflyttet til Ølgod og under Embedsledighed i Horne blev jeg sat til at være Vikar. En anden ung mand var i denne tid Lærer for nederste Klasse.

Bjerremose Mølle. Som anført havt jeg Lyst til Håndværk, og da der i Bjerremose blev opført en en Vindmølle, fik jeg Arbejde der med 1. kr. i Dagløn. Dette arbejde var jeg ved et Par Somre, og da jeg holdt op med at være Lærer, var jeg ved Møllebyggeri hele Aaret, dog en Vinter som Bestyrer på en Mølle i Lintrup syd for Kongeåen. I 1883 blev jeg kendt med Marie Dejgaard fra Lyhne, som tjente hos Brødrene Ole og Peder Bank i Gunderup i Horne. Marie og jeg blev enige om at gøre Følgeskab for

livet, og i Foråret 1884 forpagtede vi Bjerremose Mølle, der var med noget Landbrug og nogen Købmandshandel. Vi holdt Bryllup i Bjerremose Mølle 29. april 1884. Om vore Forhold fremdeles vil senere blive Meddelt. Familien. Min Broder Peder Christian tjente som Dreng og til han var 17 Aar. Da var der en ung Mand langt ude i Slægt med os, som havde været i Amerika i nogle Aar. Han udmalede i glimrende Farver, hvor godt han selv havde det og hvilke storartede Betingelser der var for Danske, som kom til Amerika. Resultatet blev, at Peder Christian og en Del flere fra Egnen lod sig forlede til at rejse med ham derover. Hans Fremstilling at Forholdene viste sig siden at være ikke helt pålidelig. Som anført, boede Peder Chr. sine sidste Aar i Tyler og levede med i det kirkelige Liv blandt Danske der. En Mand, som havde tjent som Præst derovre, og siden var Kappellan i Thorstrup har fortalt os, at Christian Pedersen havde været Kirkesanger, når han holdt Gudstjeneste. Da Theodor blev konfirmeret, var Ejendommen, vort Hjem forbedret, så der holdtes en Hest med en Stud til Hjælp til det svære Arbejde. Fader var ikke så rask og Theodor var det meste Tid hjemme, tjente dog noget af Tiden hos vor Nabo Rasmus Moesgaard, ligesom Peder Christian og jeg før ham. Da vore Forældre ønskede at afstå Ejendommen, fik Theodor denne og giftede sig med Christen Linding Nielsens Datter Else Marie i Hornelund. Fader og Moder fik Ophold hos dem på den Måde, at Unge og Gamle ”gik sammen”, spiste ved samme Bord. Fader havde tilkøbt nogen Jord, Theodor købte yderligere et Stykke,

så nu er det forhen ”lille Sted” blevet en lille Gård med 12 køer + Opdræt og 2 a 3 Heste. Theodors har 6 Børn: Maren, gift med Peder Hansen i Krarup. Christian Lindvig, gift med Peder Jessens Datter Pouline i Hindsig, de bor i Orten ved Varde. Peder Steffensen, gift med Sofie, Datter af Anders Frandsen i Odderup i Aadum, de bor på Aagaard i Hodde. Thorvald, gift med Stinne, Datter af en Bolsmand i Hindsig og de bor Hindsig Mark. Aksel, den Yngste, er for det meste hjemme, dog har han også været ude at tjene. Mellinus er gift med Niels Thomsens Datter Bodil i Tønding i Tistrup. De bor i Præstbro i Aadum. Alle de gifte er dygtige og har deres Bedrift i god Gang. Det er som et Eventyr, at der ud fra det lille Hjem i Transbøl er vokset en snart stor Slægt for hvem alt vedblivende lykkes. Theodor påtog sig at forsørge de gamle og udbetale 200 Kr. til hver af sine 3 Brødre. Else Marie bragte en mindre Medgift, hun havde 4 Søskende. Ved forenet Flid og Dygtighed gik det godt fremad, så da deres Børn efterhånden satte Bo, kunde Hjemmet støtte dem, dels med nogen Kapital eller Garanti og ved Råd og Vejledning. Hvad der for Børnene har betydet meget, er at de var opdraget i Sparsommelighed til Forståelse af Betydning ved at lægge til Side, og da det væsentlig var i Aar med høj Løn, at deres Tjenetid faldt, havde de hver et pænt, ikke lille Beløb samlet. De var dog på Højskole og i Soldatertjeneste. De skiftedes til at være hjemme, men Theodor betalte også Løn til den som var det. Hvor kedelig, ja trist, at en stor del Unge fra den Tid, når de vilde eller ”skulde giftes”, ikke havde ”Kongens Mønt”, skønt de havde havt de samme Betingelser.

Livet på Bjerremose Mølle. Jeg fik som anført 200 Kr. hjemme fra og havde samlet 1000 Kr. og Marie havde 300 Kr. årlig. Forpagtningsafgift af Bjerremose Mølle var 1600 Kr. årlig. Men Ejeren skulde selv afholde alle af Ejendommen gående Skatter og Prostetioner ude Undtagelse til Stat og Kommune og holde Mølle og Bygninger ved lige. Til Driftskapital lånte jeg 1700 Kr. med min Fader, Ole Kromand i Horne (min Konkurrent i Købmandshandel), Rasmus Moesgård samt Jens Andersen i Bjerremose som Kautionister. Angående Jens Andersen var der et lille Efterspil. Lånet stod også efter, at jeg var flyttet fra Bjerremose. Jens Andersen havde handlet Ejendom og trængte til Lån og kom da og begærede mig til Kautionist. Jeg var i Forlegenhed med dette. Jeg var vidende om, at hans Sager stod skidt. Jeg havde hidtil undgået at skrive som Kaution og søgte at forklare ham, at min Kredit som Forretningsmand ikke tålte at belastes med Forpligtelser af den Art og bad min Vægring undskyldt. Jens Andersen blev ”snur” og sagde, at så kunde han vel blive fri for at være Kaution for mig. Jeg måtte jo svare, at dette kunde jeg ikke bestemme, men skulde gerne tale med de andre Kautionister om Sagen. Disse gik gerne ind på dette og underskrev en Erklæring om at Jens Andersen måtte være fri. De sagde mig Tak, fordi jeg havde holdt mig. Besætning og Inventar overtog vi efter Vurdering og skulde aflevere på samme Måde ved Fratrædelsen. Møblement til Start af Hjemmet var tarveligt: Et brugt Sengested med Halm til 10 Kr., et glt. Stueuhr 10 Kr., nogle brugte Stole og en gl. Sofa til 10 Kr., Jeg havde selv lavet et Skrivebord og et Spise-Dagligstuebord. Fra hvert af vore Hjem fik vi

”en Sengs Klæder”. Vi bekostede selv Brylluppet. Der var mange med. Der fik vi en Del Service, dog mest små Pengebeløb. Der skulde løses Næringsbevis som Møller, Købmand og Forhandler af Spiritus, som tilsammen kostede ca. 400 Kr. Så begyndte da sejladsen uden væsentlig Ballast. Landbrug var vel det, jeg havde mest Forstand på. Mølleri kendte jeg kun fra Opførelse af og Reparation af Møller og Handel havde jeg ikke havt videre med at gøre. Ejeren forklarede mig, at det kunde udmærket gå, og jeg gik i Tøjet. Det gik da heller ikke helt galt. Jeg var nogenlunde forsigtig med at købe ind, såvel til Mølle som Butik. Marie hjalp til efter bedste Evne. En Tid bagte vi Rugbrød og Sigtebrød til Salg. Arbejdet ved dette faldt næsten helt på hende. Vi havde en Tid en Møllesvend, som havde arbejdet ved Bageri, han hjalp en Del med at ælte Dej. Marie og jeg var enige om ikke at købe, hvad ikke var helt nødvendig. Ejeren havde fået sine Handelsvarer hos Søren Thomsen i Varde og han foranledigede, at jeg kom til at købe der. Jeg opdagede dog snart, at der var Varer, hvor Firmaets Priser og Kvaliteter ikke var Konkurrencemæssige. Disse Varer købte jeg da hos J.V. Palludan. Hos Søren Thomsen havde jeg noget Kredit. Da J.V. Palludan ved Lejlighed tilbød mig flere andre Varer, måtte jeg svare, at jeg ikke kunde undvære nogen Kredit. Palludan trak lidt på Skulderen: ”Ja, vi kender Dem jo ikke.” Nogen tid efter gik Søren Thomsen fallit. Han var Bankdirektør og påførte Banken et tab på 250.000 Kr. Da jeg efter dette kom hos J.V. Palludan sagde han: ”Hvad nu?, Nu kan De jo ikke handle hos Søren Thomsen, nu vil De vel handle Her?”

Jeg: ”Ja, men jeg skylder jo noget der, og når jeg skal have det betalt, må jeg have Kredit et andet Sted.” Han spurgte, hvor meget jeg skyldte, og da han fik dette at vide, sagde han: ”De Penge kan De sgu få hos os, når de skal betales, så kan De handle her og betale efter som det passer Dem.” I Mellemtiden havde han vel søgt Oplysning om mine Forhold. Sådan blev det, og jeg købte siden hos J.V. Palludan det meste af, hvad jeg brugte. Det var en gammel og på den Tid betydelig og solid Forretning. J.V.P. fortalte mig, at han havde begyndt småt, kun med en Dreng til Hjælp og førte Regnskabet om Aftenerne og hans Kone bestred selv Husholdningen. Søren Thomsen begyndte på omtrent samme Tid, men der skulde det straks gøres stort med stort Folkehold m.v. Men der kom altså et knusende ”Holdt”! Blandt den bedragne Varde Banks Aktionærer var der en Del gode Mænd, som for at sikre Bankens Fortsættelse tegnede ny Aktier. J.V. Palludan blev Direktør og efter ham Sønnen F.H. Palludan. J.V.Palludans 2 svigersønner Nielsen og Lasson arbejdede med i Forretningen og delte den siden imellem sig og fortsatte i de gamle Gård. Det var i den Tid Andelsvæsenet havde Fremgang. Andelsmejerier blev opført, Aktiemøller opført og nogle af de få værende Vindmøller blev ”tvungen frivillig” afstået og blev Andelsmøller. Andelsbevægelsen førte ind på Tanke, at man kunde og vilde næsten alt selv. Andels-Mølle-Ideens Levetid blev dog i de fleste Tilfælde ret kort. Et sted, hvor Ejeren ved Trussel om, at hvis den ikke kunde købes for den Pris, vilde man bygge en ny ved Siden af, men Møllen var kun ”Andels” i nogle få Aar, så solgtes den til privat Mand imod at få hele Salgssummen til gode.

Der havde været Brugsforening i Horne, men den var sovet hen. Nu var der oprettet en Indkøbsforening i Holstebro, ”Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening” med Kredse omkring i Sognene i Vestjylland, og en Del Beboere i Horne og i og omkring Bjerremose oprettede en sådan Kreds. Den tilbød mig Stillingen som Uddeler, den overtog mit Varelager og jeg var så Uddeler i den Tid, Forpagtningen Varede. Jeg havde selv Handelen med Æg og Skind og Spirituose. Mine Svigerforældre, Ole Dejgaard og Birthe Marie var på Aftægt i Lyhne i den Gård de havde ejet, fra kort efter at de blev gift. De havde afstået Gården til deres Søn og Svigerdatter Jens Dejgaard og Dorthea, men de døde begge af ”Tærring” fra 4 umyndige Børn, og Gården blev solgt ved Auktion. Den ny ejer var træg til at levere Aftægten og de gamle flyttede over til os i Bjerremose Mølle. Hauge Mølle. I 1888 kom Hauge Mølle i Tistrup til Tvangsauktion. Nogle af vore Venner rådede os til at købe den og tilbød Hjælp i Pengesager, og vi købte den. Det blev Grunden til, at vi en Tid drev 2 Møller. Moder og Peder, der da var 3 Aar, boede i Hauge, hvor vi holdt Møllesvend. Det sidste Aar inden Flytning i 1889 havde vi også Uddeling for Indkøbsforening i Hauge. Jeg var for det meste i Bjerremose om Dagen. Der var mere at gøre. Om Torsdagen kørte jeg til Varde med Svin. Når Vejret var nogenlunde, gik jeg Morgen og Aften den Mils Vej Afstanden var fra og til Hauge. Mine Svigerforældre blev kaldt ”Gamle Møllers”! En ung Pige, Jens Dejgaardes Datter Birthe var hos os og passede Butikken. Da Marie var rejst til Hauge,

styrede Birthe sammen med ”Oldemor” Husholdningen. Birthe var dygtig og da Marie var borte og når jeg ikke var tilstede, var Birthe Styrmand på Skuden. Da Forpagtningen, som var oprettet på 5 Aar ophørte, flyttede vi så helt til Hauge. Birthe var også med, men fik Tæring og døde der. Vi boede i Hauge i 8 Aar og havde uddeling for Indkøbsforening. Der hørte kun 5 Tdr. Land Jord til, men da vi helt flyttede dertil, købte jeg 6 Tdr. Land til. Møllen havde vi kun i 6 Aar, den blev da solgt med en Stump Jord, men uden Bygning. Jeg holdt et Par mindre Heste og drev Landbrug med 4 a 6 Køer og det blev drevet ret godt. Vi afstod Ejendommen til 1ste April og den ny Ejer søgte og fik samme Sommer Præmie for god Dyrkning af Husmandsbrug. Jeg havde ikke søgt om sådant. Jeg havde ment, at det ikke kunde hævdes, at jeg drev specielt Husmandsbrug, jeg førte ikke specielt Regnskab og rådede over Hestekraft, som desuden blev anvendt på anden Måde. Jeg var ikke fri for at skumle lidt over denne Præmiering, som kun kunde begrundes ved et enkelt Forårs Arbejde. Foruden at dyrke Jorden og hjemkøre Foderstoffer fra Tistrup Station, udførte jeg en Del Kørsel af Vejmaterialer og forskellig anden Kørsel. Jeg arbejdede ret hårdt, men fik ikke mere Udbytte end lige at holde det gående. Grundene var flere. Hauge Mølles Plads er uheldig. Der var nok mange, som havde kortere Vej dertil end til Stationsmøllen, men da der af og til var Lejlighed til at komme til Station, blev der resoneret, at enten måtte Varerne være dyrere i Hauge eller ikke så gode. Mølleren der måtte jo have sin Udgift til Hjemkørsel dækket. Jeg solgte til samme pris, men tjente altså mindre og solgte dog mindre. Jorden, jeg tilkøbte var dyr. En Mand prakkede mig et Stykke Tørvejord på meget for dyr. Vi befandt os ellers godt ved at bo i Hauge, men jeg blev klar over, at det ikke var der, jeg vilde slides op. Vi havde tjent noget i Bjerremose. Vi slap for at sætte til i Hauge, men

havde ikke økonomisk Fremgang i de 8 Aar, vi havde ejendom der. Folk mente, vi tjente godt, for jeg manglede ikke Penge, kunde endda ved Lejlighed låne en god Nabo nogle i en snæver Vending. Jeg har næsten altid havt det sådan, at selv om jeg ikke gjorde slæb, har jeg ikke manglet Penge. Jeg solgte som anført Møllen med 2 ½ Tdr. Land uden Bygning og drev i et par Aar Landbruget og Indkøbsforeningen og søgte efter Lejlighed til at flytte og var forskellige Steder i Anledning af eventuel Byttehandel, havde ved Mægler Karl Møller i Esbjerg byttet med et Hus i Danmarksgade. Men den pågældende Mands Pårørende, af hvem han var afhængig, forhindrede Handelens endelige Ordning. Sdr. Omme Mølle Th. Chr. Jensen, Lindbjerg Mølle, som var Nabo til Hauge, sagde da en Dag, vi mødtes i Varde: ”Har du ikke fået handlet Ejendom?” Jeg: ”Nej, det har jeg ikke.” Han: ”Hans Jørgen Pedersen og jeg har Sdr. Omme Mølle, som vi har arvet. Jeg er kommen i Tanker om, at den skal du vist have.” Jeg: ”Jeg kender ikke Sdr. Omme Mølle, ved dog, at det er Vandmølle med Gård og jeg har ikke noget at betale med.” Han: ”Har du slet intet?” Jeg: ”Slet intet, jeg er jo intet. Jeg kan betale 3000 Kr. Kan I nøjes med det, kan vi gerne forsøge.” Han: ”Jeg tænker, vi kan, Jeg vil tale med Hans Jørgen om det.” Resultatet blev, at vi købte Ejendommen, som blev sat til 24.000 kr., hvoraf 3000 Kr. blev betalt og 21.000 Kr. skulle stå uopsagt i 10 år mod 4% Rente og 500 Kr. årligt Afdrag.

Svigerforældre havde ikke tænkt, da de afstod Gården til Sønnen, at de på deres gamle Dage skulde komme til at flytte så lidt og så langt. I Bjerremose, Horne og i Hauge, Tistrup, hvor de ved Slægtforbindelse havde nogen Bekendtskab og hvor de endnu kunde udrette lidt, gik Tiden vist helt godt. Med en gammeldags Hakkelsesmaskine skar Svigerfar Hakkelse til de 2 små Heste vi havde i Hauge, 3 Neg hver Dag. I Sdr. Omme var det værre, her kendte de slet ingen. Efter en lille Tid opdagedes det dog, at en Nabo, en gammel Mand, var fra Lyne Egnen, og siden fik han og Svigerfar sig af og til en lille Passiar om fælles Bekendte ved en lille ”Puns”. For Svigermor gik det vist lidt lettere, hun kunde være noget optaget af huslige Forhold. Han levede et par Aar i Sdr. Omme og hun ca. 3 Aar længere. De blev begge et Stykke op i Firserne. 87 – 86 Aar. Jeg forstod, at Tiden kunde falde dem lang, de kunde jo ikke følge med i, hvad der skete. Jeg prøvede på en gang imellem at fortælle dem lidt af hvad jeg tænkte, der kunde interessere, men siden har jeg ønsket, at sådant var sket noget mere. Jeg var økonomisk spændt i stramme Seler, om dette måtte være nogen Undskyldning. Tiden var yderst sløj i økonomisk Henseende. Svin kostede 16 øre pr. pund levende Vægt. Af egen Avl blev der ikke stort af Korn til Svin. Indtægt fra Møllen var i Form af ”Toldkorn”, men af dette var en stor Del så lodden, at det ikke selv kunde løbe ned i Kvernen, somme Tider kunde bindes i Knippe. En Kalvekvie kunde købes for 75. Kr. Det var fremmede Forhold at virke under, fremmede Mennesker og de kulturelle Forhold også en Del forskellige fra de i Tistrup.

Der havde været en Sparekasse, som måtte standse og Sparerne mistede det meste af deres indsatte Penge. Jeg kender kun sagen på Afstand, men så vidt, jeg har forstået, har der ikke været begået egentlig Bedrageri, men at Grunden nærmest var sløseri. Ledelsen havde været for ”rar”, ikke sørget for, at Renter og Afdrag blev betalt. Manges Gæld var på den Måde vokset i Stedet for at blive nedbragt. Da der så kom ny Ledelse, som vilde skaffe Orden i Sagerne, var mange, såvel Lånere som Kautionister, vel nok til dels på Grund af Nedgangs Tider, ikke i Stand til at skaffe Beløbene. Ved Afviklingen hvorved medvirkede Mænd fra Sognet foregik denne på lempelig Måde. En hel Del Skyldnere var ude af Stand til at betale noget, men en hel Del fik Sagen ordnet ved at indgå på at afdrage Gælden eller en Del af denne i mindre Beløb. På denne Måde var der ikke mange, som blev sat fra Ejendom. Men Sdr. Omme havde dog fået dårligt Ry Økonomisk. En Mand fra Sognet, som jeg talte med, sagde til mig: ”De må være en modig Mand, at De tør binde an med at være Møller i Sdr. Omme.” Der var jo det, at jeg havde søgt efter lejlighed til Flytning og sådant går ikke så let med små Midler. Her ordnedes Pengesagerne uden yderligere Garanti, så vi mente ikke at have Råd til at lade Lejligheden gå forbi. I den Tro, at når der med Troskab arbejdes ihærdigt, skal det være hårdt, om det ikke i alt Fald kan gå rundt, tog vi fat. Med de 80 Aar gamle Svigerforældre og vore 2 små Drenge, rullede vi på Arbejdsvogn i Øsende Regnvejr ind i Hedeegnen. Her var 3 Mil eller mere til Jernbane, ikke engang Telefon. Nu er vi vorden til trende Lejre - 25 Mennesker.

(Nu er vi to familier som lever af møllen og landbruget) Møllearbejde. Bestyreren på Ejendommen her, da vi overtog denne, sagde til mig: ”Ja, du er jo Møller og regner vel med, at få Hovedindtægten af Møllen, for Gården giver ikke en hel Del.” Således havde forholdene vel ligget til en Tid, da alt, hvad der brugtes i Husholdningen af Kornvarer blev behandlet i Møllen. Rug til Brød og kage (Sigtebrød), Byg til Gryn og Bygsigtemel og Boghvede til Gryn. Betaling for Møllens Arbejde var in natura – ”Told” (at tolde af) For Rug til Brød og alm. Grutning toges 1 Pot pr. Skp. (skæppe)

(altså 1 liter korn af hver 17.5 liter) De øvrige mere omstændelige Behandlinger kostede noget mere. 1 Pot var 1/18 Skp., en 1/144 Td.

(1 pot er knap 1 liter, 0,966 liter - 1 skæppe er 1/8 tønde, 17,5 liter – 1 tønde er 139,121 liter korn) Når så dertil kom, at længere tilbage i Tiden var der Mølletvang til bestemte Møller og langt mellem disse forstås det, at Mølleriet til en tid var et meget godt Erhverv. Da der kom en ny Næringslov, der ophævede Mølletvangen og enhver, der kunde få stillet en Mølle op, kunde drive Mølleri, skød Vindmøllerne frem næsten som Paddehatte. I Horne Sogn, som før var henvist til Linding Mølle eller Nørholm Mølle i Thorstrup Sogn, blev i Løbet af få Aar bygget 3 Vejrmøller. Selv om der så også som Tilfældet var, blev avlet en hel Del mere Korn, så blev Mølleriet alligevel

mindre værd som Forretning. En væsentlig Grund var, at Befolkningen efterhånden kom mere og mere bort fra at bruge af egne Produkter af Kornvare. Anlagte Stormøller fremstillede og tilbød disse Varer til Priser, så Forbrugerne fandt Anledning til at købe i Stedet for at lade fremstille selv. Man sluttede: Vi køber jo Foderkorn, så kan vi jo fodre med vort eget og købe Mel og Gryn. Der blev vel noget mere Grutmaling, men de mange Møller skabte Konkurrence, så rent Korn kunde fås malet til ca. ½ Told. En Periode kom mange med Korn og Avner sammen, endda mange Gange mest af det sidste. Af denne Blanding måtte vi nok få hel Told, især hvis det kunde blive til Mel alt sammen. Her passer vel, som det hedder ”Skrig nok, men ..” En meget vittig Møllesvend vi havde, kom en Dag ind med noget, han skulde måle og sagde: ”Der må vist være noget i vejen med mine Øjne, jeg kan næsten ingen Kærner finde i dette her.” Det ene med det andet gjorde, at det slet ikke var så ”grum” (god) at være Møller. Lidt længere frem i Tiden kom noget til, som forringede Erhvervet: Opstilling af små frivat anlæg med Tærskeværk og Kværn, først med Vindmotor, senere små Motoranlæg. Jeg havde et Par Gange Mølleriet bortforpagtet for 300 Kr. Aarligt og fandt ikke min Stilling væsentlig ringere end når jeg selv drev Møllen. Jordforbedring Jorderne er jo tørre og i en Del af dem ligger der Ahl nær Overfladen. Det var hel almindelig Opfattelse af dette Forhold, at måtte bidrage til at forhindre, at Fugtighed fra Overjord skulde forsvinde i Dybet. På sådanne Steder nøjedes man med at behandle et meget tyndt Lag Jord, men dette fik så også som Følge, at dette tynde Lag i en varm tør Tid hurtig blev gennemtørret og da Ahlen kan være

vandtæt, var Planter afskåret fra at søge nedad efter Fugtighed. Stegepanden blev varm. Jeg begyndte at pløje Ahlen op. Man rystede på Hovedet. Det måtte gå galt. Intet til at holde på Fugtighed og rå Jord at så i. Det gik alligevel ikke galt. Den Jord, der var dyb pløjet og i øvrigt var merglet og gødet normalt, tålte Tørken betydelig bedre end den, hvor man blot skrælpløjede. Efterhånden vovede en og anden sig ved at ødelægge Bunden i ”Stegepanden”, og i dag er Teori og Praksis enig om at Ahlen skal brydes, selv om de ligger en tyk Plovfure nede. Planterne kan hente Fugtighed i Undergrunden og når Ahlen forvitres, gør den Jorden federe, forhindrer Fygning og den afgiver den dyre Plantenæring Kvælstof. Mølleværket og Ejendommen var helt igennem gammeldags. Mølleværket endog forfaldent og Marken for Størstedelen umærglet. Der skulde betales 500 Kr. Afdrag årlig på Gælden og Indtægter var små. Svin kostede 16 øre Pund levende Vægt og månedlig Udbetaling fra Mejeriet var ca. 50 Kr. Der måtte slides og spares. Egnens Folk, som var vant til at der var Velstand i Møllen, fandt Anledning til Bemærkninger, da den ny Møllekone tog sin Pige i Hånden og fulgte med til Markarbejde, men man forstod vel, at ændrede Vilkår også måtte medføre ændret Virkemåde. Det gik dog jævnt fremad. Afdrag på Gæld blev vel nok ombyttet med anden Gæld. Efterhånden blev Mølle og Bygninger forbedrede med ny og Marken mærglet. I flere Aar foregik dette på den Måde, at Mand og Karl om Vinteren, når Føret var til det, spændte Russeren Blis og en dansk Hest for 2 Vogne og kørte til Hvelplund efter 7 kubikalen Mergel på de to Vogne. ( 1 alen er 63 cm.)

Mærgel købtes hos Ejeren af Hvelplundgård for 25 øre pr. Kb. Alen. Den var Kastet op og lå i mindre Dynger, som var somme Tider bundfrossen og måtte hugges løs med Jernstang. Det tog på Lufvanterne. Der kunde køres to sådanne ture på en Dag. Mærglingsarbejdet kom senere i et mere kraftigt Tempo. Ved Hedeselskabets Medvirken blev dannet Selskaber, som på flytteligt Tipvogns Spor kørte Mærglen ud til Medlemmerne og for det meste læssede den af på den Jord, hvor den skulde anvendes. Elektricitetsværket Så kom Tiden med Anlæg af Elektricitetsværker. Dette bragte en Chance for nogle Vandmøller. Vejrmøllerne er det gået sådan, at eftersom Vingerne ikke kunde mere, kom der de fleste Steder ikke ny op. Som foran anført, kan Grutmølleri under den Form den nu kan trives, og med Konkurrence til mutidigTider ikke bære de Udgifter, som følger med at holde Vejrmøller gående. Peder var bleven en Del ”Elektriceret” og foranlediget deraf fik vi 1911 anlagt Elektricitetsværk med Levering af Strøm til en Kreds, som til at begynde med ikke var stor, men efterhånden udvidedes til at omfatte de fleste af Beboerne indenfor en passende Afstand og tilnærmelsesvis passende for Møllens Vandkraft i Forbindelse med Foderstofforretning og Grutmaleri. Peder overtog Elektricitetsværket til dettes Anlægspris og fik Mølle- og Vandkraft i Forpagtning og havde det på den Måde til 1917. I krigsårene under Rationeringen var her Statslager og Staten anlagde Korntørreri. Peder bestyrede disse Dele

under Statens Kontrol. Møllens Stuehus var delt i 2 Lejligheder og vi og Peders boede der til 1917. Peder blev i Oktobr. 1911 gift med Maren Uhre fra Tistrup. Ole blev Juni 1917 gift med Jenny Eriksen fra Enemærkegård i Lindeballe. I 1916 – 17 byggede vi Svine og Hestestald og et Beboelseshus til Gården og Ejendommen blev delt. Peder og Marie kom til at eje Møllen og Ole og Jenny Gården. Mor og jeg fik Beboelse i det ny Stuehus. Skønt boende hver for sig i vor lille ”Mølleby”, og i daglig Berøring næsten som én stor Familie, er Forholdet dog det bedste. Mor og jeg holdt Guldbryllup i April 1934. Ejendommens deling Opgørelse ved Ejendommens Deling og afståelse faldt således: Peder overtog Mølle med Vandkraft til Pris 18.000 Kr. Ole overtog Gården til 39.000 Kr. + Lejlighed m.v. til Mor og mig. - medgift 4000 Kr. til hver = 8.000 Kr. Min Gæld Til Mor og mig

+ Peder 18.000 Kr.

35.000 Kr.

+ Ole

39.000 Kr.

14.000 Kr. 57.000 Kr.

57.000 Kr.

Vi havde 2 Drenge: Peder Stephansen, født 4. August 1885 i Bjerremose, Horne Sogn og Ole Dejgård, født 25. Oktober 1893 i Hauge Mølle i Tistrup Sogn og i 1903 adopterede vi en lille Pige Karen ½ Aar gammel, født 23. september 1902.

Efterhånden som Drengene voksede til, hjalp de os troligt, først ved at passe Kreaturer og side ved hvad som helst der var Brug for. Peder var skiftevis Karl ved Landbruget, skiftevis Møllesvend. Det blev dog Møllen, som behold ham. Peder var nogen Tid ude på fremmede Møller og var 2 Vintre på Højskole, Elbæk og Askov. Ole tjemte ved Landbrug et par Aar og var også 2 Vintre på Skole, Ladelund og Askov. Karen havde ikke Lyst til at tjene, hvor der var Landbrug og havde kun Pladser som ”Indpige”. Hun havde godt Tag på Arbejdet og fik meget gode Vidnesbyrd fra Pladserne. Hun fik i 1924 Lyst til at være Sygeplejerske og blev Elev på Frederikssund Sygehus, men afbrød dette Arbejde og blev i 1925 gift med Typograf Etlar Pedersen, født 3. Marts 1905, søn af Vejmand Hans P. Pedersen i Frederikssund. Etlar havde Arbejde på et Trykkeri. Typografarbejdet betales godt, men en Søn af Trykkeriets Indehaver overtog Etlars Plads, og så gik det dårligt med Etlars Økonomi. Han ønskede at blive Parthaver i en Jernhandel og jeg indskød 4.000 Kr., men det viste sig at være dårligere end intet. Forretningen måtte hæves, og jeg reddede kun ca. 1000 Kr. af Pengene. Etlar stod dog fremdeles i Fagforening og havde en Gang imellem lidt Arbejde, men stadig måtte jeg rykke ud med Penge. Så købte jeg i 1930 en Rulleforretning i Norgesgade på Amager i lejet Lokale med Beboelse. Der bor de nu og det går måske nogenlunde. De har 5 Børn: Anne Marie, født 10. Januar 1926, Preben Kurt, født 9. April 1926, Betty, født 6. Marts 1928, Jørgen, født 20. Novbr. 1931 og Ove, født 1. April 1933. Tillidshverv.

Jeg undres over, at jeg trods Kejtethed og Kantethed, og ikke fra Arv eller Opdragelse at være i Besiddelse af Forudsætninger, hvilket jeg ved mange Lejligheder har følt, dog har været betroet mange Hverv. Jeg var Medlem af Sognerådet og da med til at lægge første Ligning efter ny Skattelov med Lovbundne Regler og med i Udvalg for Opførelse af en ny Skolebygning i Sdr. Omme. Der var nogen Gnidning mellem Beboerne i Øster Sogn og Vester Sogn, nogen Tovtrækning, hvilken Del der kunde få Flertal i Sognerådet, 5 af 9. Dels af nævnte Grund og dels fordi Sognet var vidtstrakt i Areal, Danmarks tredje største, var der Ønsker om, at få Sognet delt. Dette var i 1870´erne sket i kirkeligt Henseende, da der byggedes 2 ny Kirker i Blåhøj og i Filskov. Jeg var med i et Udvalg til at arbejde med Adskillelsen. Kommunen blev nu til Sdr. Omme og Blåhøj-Filskov. Der var da 17-1800 Mennesker i alt. Nu er der så mange i hvert Sogn. Nu vil Filskov skilles fra Blåhøj. En Afstemning om Sagen er bestemt. Jeg var Formand i et Udvalg for at få bygget et Forsamlingshus. Det blev bygget på Aktier a 10 Kr. Senere er Huset overgået til at ejes af Kommunen, som lader det benytte til Skolegymnastik og i øvrigt lejer det ud. Jeg var Medlem af Skolekommissionen, var Formand for Den fri Fattigkasse, ”Hjælpekasse”. Unge gifte Folk, hvor Manden under Verdenskrigen var indkaldt til Sikringsstyrken, mødte ved Kassen for at få udbetalt til Underhold for Kone og event. Børn. – Jeg var sammen med Chr. Danielsen i København hos Generalpostdirektøren for at andrage om bedre Postforbindelse med Grindsted, som havde fået Jernbane, Grindsted, Vandel, Vejle. Andragendet blev imødekommet. På denne Tur var vi i

Malmø, hvor der holdtes ”Baltisk” Industriudstilling. Det er den eneste Gang, jeg har været udenlands. Indtil 1907 var en stor Del af Beboerne i Sdr. Omme Andelshavere i Ørbæk Mejeri. Der var nu Stemning for at få bygget Mejeri i Sdr. Omme. Jeg var Formand i det Udvalg, som forberedte og førte Sagen frem. Der var nogen, som mente, at da det kun kunde blive et lille Mejeri, skulde vi forsøge at skaffe Tilbud om Køb af Mælk. Dette skete også, men da Sagen endelig skulde afgøres, blev Resultatet Andelsmejeri. Udmeldelse af Ørbæk Mejeri fandt altså Sted og i Somren 1907 blev Sdr. Omme Mejeri bygget. Ledelse og Andelshavere i Ørbæk spåede Sdr. Omme alt andet end gode Kår. Det kunde aldrig gå med kun 1½ Million Pund Mælk. (pund = ½ kg.) Hvis Andelshaverne skulde få Overskud, vilde Mejeriet være nødt til først at låne Pengene. Det gik dog helt godt. Vi fik godt Overskud og dog Byggegælden afbetalt i 15 Aar. Nu er Mælkemængden 6 Millioner Pund. Fra 1905 har jeg været Vurderingsmand, og fra 1912 til 1932 Vurderingsformand for den alm. Brandforsikring for Landbygninger. Fra 1909 Tillidsmand for Mejeriernes og Landbrugets Ulykkesforsikring. Siden 1905 Jordboniteringsformand, først for det samlede Sogn og siden for Sdr. Omme. I to Valgperioder Vurderingsmand til Ejendomsskyld. Jeg var kasserer og en Tid Formand for Mergelselskabet Hvelplund- Sdr. OmmeLille Brande. Jeg var i Bestyrelse for Landboforeningen og i flere Aar Kasserer og var Formand i flere Valgperioder. Som Formand var jeg i krigstiden med dens mange

Vanskeligheder flere Gange til Møder i København angående Afsætningen af vore Landbrugsprodukter. Det var ikke let at balancere mellem vore 2 store Aftagere af Landbrugsprodukter. Hver for sig prøvede at hævde, at Danmark lod den anden få procentvis mere end før Krigen, ikke sådan nu! Vi havde dygtige Talsmænd bl.a. Madsen Mygdal og Forpagter Sonne, som flere gange var i Tyskland og i England for at hævde, at Danmark absolut var neutral og dirigerede Varerne i samme Forhold, som Handelen var foregået før Krigen. Der var Maksimalpris på Varerne fastsat ved Forhandling med Aftagerne, men skøndt Prisen var høj, vilde nok den enkelte Stat have betalt højere Pris, hvis den så kunde have fået en større Part. Vi undgik da også Konflikt på dette Spørgsmål og fik en Masse Penge hjem. Hvor er disse Penge bleven af? Jeg har i en Del Aar været i Bestyrelsen for A/S Sdr. Omme Plantage og i Forretningsudvalget, arrangeret Opførelse af Lade og Stald, såvel ved PlantørEjendommen, som ved den ved Plantagen værende Forpagter-Ejendom i 1930. Jeg har udført en del Betonarbejder ved Turbineanlæg: Møllen her, Hoven Mølle, Thim Mølle, Brande Mølle på Fyn, Sdr. Felding Mølle, Eg Mølle, Voldbjerg Mølle, Skarrild Mølle og Ny Mølle i Lem. Desuden nogle Beton-Stemmeværker og Broer. Siden Elektricitetsværket i 1911 kom i Gang, har jeg 10 Gange årlig på enkelte Undtagelser nær, aflæst Målere og indkasseret Betaling. Dette samt små Tings Udførelse ved Mølle og Gård er jeg taknemmelig for at kunne udføre og være optaget af. Jeg kender ikke af Erfaring det uhyggelige Begreb, Arbejdsløshed.

Ved at se tilbage over en Aarrække så lang som de fleste Mennesker ikke oplever, må jeg fyldes med Taknemlig Undren over mit Livs Førelser og takke for, at til Trods for at meget burde og kunde været gjort anderledes og bedre, at Snorene dog faldt på liflige Steder. Alting føjes, som Gud vil og Gud er god, Skøndt vi gør ham daglig imod. Gud forlad os vor Skyld! Møllegården, Sdr. Omme, Septbr. 1935 H.Th. Pedersen.

Hans Thomas Pedersen døde i 1940

Skrevet på computer 2013 af Kurt Vig Nielsen Derefter er Hans Thomas Pedersens Erindringer videre redigeret og klargjort til publikation på ISSUU Maj/Juni 2013 Leif Sønderskov

Efterskrift

Hans Thomas Pedersen har også skrevet ”Moesgaard” I Horne