En beretning om ejendommen på Fruerlund 25 tilhørende Marius og Marie Eskesen skrevet af deres barnebarn, Eskild Morten Eskesen, søn af Martinus og Ingeborg Eskesen
Min bedstefar Marius Eskesen og min bedstemor Marie Hanssen, altså min fars forældre, var født i 1864 og 1863. De var af fattige kår, og de giftede sig i 1885, hvor de nedsatte sig som husmandspar først i Ravnskobbel nær Sønderborg i Sønderjylland, senere i Kvong nord for Varde i Vestjylland. Jeg ved ikke nøjagtigt hvor de oprindeligt boede, men min egen erindring stammer fra deres senere hjem, et husmandssted i Fruerlund nær Horne ved Varde i Vestjylland. Her havde de beskedne og sandede jorder på 7 tønder land - mener jeg - med et lille hus og en lade bygning. Når jeg beskriver deres hjem her i historien, er det selvfølgelig på baggrund af de indtryk, som jeg kan huske fra vores sommerferier i Jylland. Jeg knytter til disse erindringer også nogle historier fra min fars og hans søskendes barndom, således som de har fortalt om det, men det er altså ikke historier eller begivenheder, der har fundet sted i Fruerlund, men derimod for det meste i deres tidligere bolig i Kvong.
Huset i Fruerlund var et lille hus. Gik man ind ad døren, var der til venstre en lille lo, hvor de kunne opbevare lidt hø til daglig brug for køerne. Her stod også en roehakkemaskine. Fra loen var der opgang ad en stige til høloftet. Derefter kom man ud i stalden, hvor der stod 2 køer og var plads til et par kalve og en gris. Heste havde de derimod ikke – det var husmandsstedet for lille til, så de måtte låne sig frem hos naboer, når der skulle pløjes, såes og høstes. Bag ved huset lå en hønsegård. Ude på gårdspladsen for enden af stalden lå en firkantet mødding, hvori bedstefar kørte gødning fra stalden, og ved siden af den lå en stor lade med bliktag. I laden var der flere beskedne redskaber, og der var også indrettet et gammeldags lokum. Det kom dog først til, da de engang skulle have ”fine gæster” fra København, nemlig – har man fortalt – min mormor, som de ikke kunne henvise til at sidde over grebningen i stalden. Sådan fortæller historien i hvert fald, og det skal nok være rigtigt, for det var meget beskedne kår. Ved siden af møddingen var der en stor hessehat. En hessehat er en slags læ for hø eller halm. Fire lange pæle blev sat i en firkant på 4-5 meter. Ned over alle fire pæle blev sat et skråt bliktag, som kunne hejses op og ned efter behov. Når der var meget hø eller halm i hessehatten, lå taget højt oppe, ellers sænkede man det. Det var et hyggeligt sted at hvile sig i høet under hessehatten i sommerheden.
Huset på Fruerlundvej 25 blev bygget i 1872. Foran huset set formentlig den tidligere ejere, syerske Ingeborg Jensen., født Jepsen, i 1911.
Ude foran huset var der noget, der lignede et lille hundehus. Det var ”huset” over brønden, der var vel 7-8 meter dyb. Med et spil hejsede man spanden ned i dybet og trak så spanden op igen fyldt med vand. For at den ikke bare skulle stå og sejle i vandet nede i brønden, var der bundet et gammelt hammerhoved i den ene side af spanden. Så gik den nemt ned i vandet, når det rutsjede ned i dybet. Vandet var koldt og smagte lidt af jern. Der stod altid en spand med koldt vand inde i køkkenet, som jeg kommer til om et øjeblik. I spanden var der en øse, som man kunne tage vandet op med. Jeg tror såmænd også, at de drak af øsen, når vi andre ikke så det. Gik man til højre ind i huset, kom man ind i det lune køkken. Der var et komfur, hvor de fyrede med klyne. Klyne er det vestjyske navn for tørv, altså et brændsel, som blev skåret ud af fugtige moser og lagt til tørre på marken. Klyne lugter helt specielt, i øvrigt ganske dejligt, og jeg vil altid kunne genkende lugten fra bedstemors køkken på grund af klynerøgen. Køkkenet med det sorte komfur var nok centrum i huset og i den daglige tilværelse udenfor stald og mark. Der var altid ild på komfuret, hvor bedstemor lavede mad, bagte, vaskede og altid havde varmt vand i en særlig lille tank på komfuret. Om morgenen skulle der nok pustes lidt til de sidste gløder fra dagen i forvejen, men der kom hurtigt ild igen, og dagen kunne begynde.
Det var tidligt om morgenen, for der skulle malkes og fodres, og på landet var arbejdsdagene lange. Der var ikke råd til på de små og lidt fattige jorder at have maskiner. I mange år høstedes der meget i hånden, men der kunne også hentes hjælp hos naboen, der var gårdejer med egne heste og høstmaskine, en såkaldt selvbinder. Det hele skete jo før traktorernes indtog i landbruget. Vi har billeder af bedstefar og bedstemor med le og hø rive på marken. Først senere, da kræfterne blev mindre, fik de fra naboer fast hjælp til det tungere arbejde. Og selvfølgelig hjalp deres børn i hus og mark, Marie og Marius på høstarbejde mens de boede hjemme. Senere, da børnene var flyttet hjemmefra, blev det vist en fast regel, at noget af sommerferien blev brugt til at give en hjælpende hånd til forældrene. Men tilbage til husets øvrige rum. Bag ved køkkenet lå dels et spisekammer, dels et soveværelse til de to. Spisekammeret lå mod nord, og var derfor tilpas koldt hele året. Der var ikke elektricitet i huset, så moderne tiders indretning med køleskab og lignende
var der ikke noget af. I spisekammeret opbevarede bedstemor sine madvarer. Mælk blev sat op i en stor skål, som hun kunne skumme fløde af til kaffen. Også i små skåle blev der sat mælk op til tykmælk. Ingen ting måtte gå til spilde. Her var syltetøj fra den beskedne have, æg fra egne høns, saltet flæsk fra den hjemmeslagtede gris, frugt og grøntsager og meget andet. Hvedebrød bagte bedstemor selv, mens rugbrød – det syrlige sønderjyske – vistnok altid blev købt i brugsen i Horne. Brød blev skåret i hånden. Hvedebrødet kaldte bedstemor ”kage” – hun udtalte det nærmest ”kåge”. Hun skar det med en stor kniv, mens hun holdt brødet ind mod brystet. Før det sidste snit i brødet vendte hun det for ikke at skære i forklædet. Det er en sjov lille ting at huske, men det var meget karakteristisk for bedstemor.
I køkkenet foregik det meste af det daglige indendørs liv. Langs vinduet var der en fast bænk, foran den et bord – som i min erindring var meget langt, men som jeg genså senere hos min faster Sara som et ret lille bord - og så var der et par stole. Bedstefars plads var altid for bordenden. Her havde han en skuffe til sin tobak til den halvlange pibe, som han røg på. Han kradsede også piben ud i skuffen – måske for at få lidt u forbrændt tobak med i det næste stop i piben. Når vi var på sommerbesøg, spiste vi middagsmaden i den fine stue, som jeg skal fortælle om senere, men ellers var det i køkkenet, at dagens måltider blev serveret. Jeg tror ikke at bedstefar og bedstemor selv brugte dagligstuen til andet end pynt, men de var stolte af den, den var altid fint ren og smykket med blomstrende planter. Under måltiderne gik bedstemor – som det var skik på landet i gamle dage – til og fra komfuret og sørgede for os andre. Deres eget soveværelse var meget beskedent. To senge, stol og kommode, tror jeg. Vi kom ikke meget ind i denne private del af deres hus, især ikke efter frokost – hvor de i øvrigt efter traditionen på landet spiste varm mad. Når den var sat til livs, blev det tid til en middagshvile, og den måtte ikke forstyrres. De stod jo tidligt op om morgenen, og selv om aftenerne ikke blev meget lange, krævede det daglige slid en middagssøvn. For enden af køkkenet var døren ind til den fine stue, og fra den kom man ind i yderligere et soveværelse, som vist kun blev brugt, når der var gæster. Det er naturligvis svært i detaljer at huske indretningen og møbleringen af stuen, men jeg synes, at jeg kan huske et ovalt mahognibord foran en sofa og nogle tilsvarende små stole. Der var fint hæklet lysedug på bordet, en petroleumslampe lyste op, når det blev mørkt, og der var blomstrende potteplanter i vinduet – i hvert fald når vi var på besøg. Gulvet knirkede hyggeligt. I denne stue – husker jeg – blev vi altid modtaget med den første middag, når vi efter en lang rejse fra København kom på sommerferie. Jeg synes også, at jeg kan huske den faste sommermenu på den første feriedag. Det var stegte hanekyllinger med hjemmeavlede sandjordskartofler, rabarberkompot og vel sagtens også agurker. Hanerne have deres egen historie.
I hønsegården prangede altid en meget smuk hane med store grønlige halefjer. Den skaffede sammen med de forhåndenværende høner bedstemor nye kyllinger hvert år. Men hanekyllingerne var der ikke meget ved, for de kunne jo ikke lægge æg, og æg var både en vigtig del af den daglige mad og også en handelsvare. Æg kunne på bedstefars store sorte cykel bringes til brugsen og byttes for andre varer. Hanekyllingerne måtte derfor lide døden omkring Sankt Hans, hvor de havde fået en passende størrelse, og det passede fint med vores sommerferie. Bedstefar huggede hovedet af hanerne med en økse på huggeblokken. De blev så stegt i en stor jerngryde, sovsen tillavet med egen fløde – jeg kan næsten smage denne fine sommerret endnu. Hvad desserten har været, er svært at huske, men det kunne have været jordbær fra egen have, måske tilberedt som jordbærgrød, for det var ikke nogen særlig frugtbar have på den sandede og forblæste jord. Og bag ved den fine dagligstue, som vil ville kalde det i dag – men til daglig brug var den altså ikke – lå endnu et soveværelse med en stor seng. Her holdt vi til, når vi var på ferie. Fra vinduet kunne vi se lige ud på hønsegården, tror jeg nok. Hønsene fik alt muligt husholdningsaffald, også æggeskallerne fra husholdningen, kartoffelskræller og lignende, korn fra egen mark og så videre. Det var spas at lede efter de flotte hanefjer i hønsegården eller efter æg i hønsehusets reder, med ve den, der knaldede et æg. Huset havde – selvfølgelig – stråtag og var hvidkalket. Sådan så alle mindre huse på landet ud den gang. Gårdspladsen var brolagt med runde marksten, som bedstefar måtte balancere på med sine store spidse træsko, som han hyppigt stillede fra sig udenfor døren, når han skulle indenfor. Foran huset var en beskeden bænk, hvor man kunne nyde solvarmen og udsigten over mark og have. Haven var på grund af blæsten indhegnet af små, forblæste buske. Udbyttet kan ikke have været ret stort, men det var vigtigt at kunne avle sine egne grøntsager – gulerødder, persille, kål, bær og så videre – som bidrag til den beskedne husholdning. Kartofler avledes i rigelige mængde på marken, og de var gode. Også til blomster var der beskeden plads. Jeg har gjort meget ud af at beskrive hus, have og mark. Det er, fordi jeg synes, at man derved får et indtryk af de forhold, som de gamle bedsteforældre levede under, og som var ganske almindelige for et husmandspar i de tider. Det var mit indtryk som dreng, at bedstefar og bedstemor kom godt ud af dagligdagen med hinanden. De var bundet i en fælles skæbne, var fattige, havde mange børn. Havde kun beskeden jord at leve af og var nødt til at arbejde hårdt. De underkastede sig denne skæbne. I deres yngre år, hvor de mange børn kom til verden – 6 drenge og 1 pige i perioden fra 1885 til 1899 – må de have haft et virkeligt slid at udføre, og endda har det knebet med at brødføde
den store familie. De levede i en periode, hvor fattige kår var almindelige. På landet kunne man endda på mange måder leve af sine egne produkter, men små kår var det alligevel. Så meget større var de fremskridt, som nogle af deres egne børn og især deres børnebørn fik lejlighed til at gøre. Bedstefar måtte med de mange børn og de små indtægter skaffe sig arbejde ved siden af sit erhverv som husmand. Han blev da vejmand. Han måtte sidde som Jeppe Aakjærs Jens Vejmand og hugge skærver bag sin skærm. Han blev ansat af kommunen til at holde et bestemt vejstykke. Dengang var vejene belagt med skærver, som var større sten, der i hånden huggedes i småstykker. Blandet med grus blev skærverne brugt til at vedligeholde og reparere sognevejene. Stenene blev fundet på markerne. De sten, som bønderne ikke selv brugte til brolægningen af deres gårdspladser, blev lagt ud på vejmandens plads. Der sad han så bag en primitiv læskærm og huggede skærver. Det var hårdt og ensformigt arbejde, og det har næppe givet den store indtægt, men det var nødvendigt at tjene penge på en eller anden måde. Det er i øvrigt mit indtryk, at mine bedsteforældre satte en ære i at passe deres familie og landbrug. Jeg kan tydeligt huske bedstefars stolthed, når han fra mejeriet fik at vide, at hans mælk stadig var i den bedste klasse, og jeg har arvet en sukkerdåse fra dem, som de har vundet i en roekonkurrence. De var vellidte af deres naboer, som hjalp dem, både i det daglige hårde arbejde og i nødens stund senere.
Bedstemor og bedstefar fik som nævnt foran syv børn sammen. De fødtes i årene 18851899, altså temmelig tæt på hverandre. Børnene var Johan Christian (han kaldte sig senere John i Canada og USA), Christian, Karl, Theodor, Martinus (min far), Aage og Sara. Pigen kom altså til sidst, og så var det slut. Der har været mange andre i slægten, som havde mange børn. Sara fik selv 8 børn. Syv børn var mange munde at mætte. Jeg har aldrig haft indtryk af egentlig nød, men smalhals var det da. Det førte bl.a. til at drengene – og måske også Sara – når de blev seks år kom ud for at tjene hos en landmand i nærheden i 3-4 måneder om sommeren. Tjenesten bestod til en begyndelse i, at den lille dreng skulle vogte gæs eller ænder, senere også kalve og måske være med til at vogte køer. For en sommers gerning som vogterdreng fik man den fyrstelige betaling af 4-5 kroner samt et pund uld og et par træsko. Det var ikke meget, men det vigtigste var også, at vogterdrengen fik kost og logi hos husbonden, som han arbejdede for. På denne måde blev en stor børneflok mættet i det mindste om sommeren. Jeg tror, at far og hans søskende havde en nogenlunde god skolegang. Min far havde i det mindste en lærer, der var opmærksom på de flinke elever. Han fik i hvert fald udvirket, at min far ”blev holdt til bogen”, som det hedder.
Det betød, at læreren, præsten og måske også et par gårdejere betalte et par kroner hver om måneden for at give en begavet dreng eller pige mulighed for længere skolegang eller senere boglig uddannelse. Det førte far til en efterskoleuddannelse og til seminariet i Silkeborg, hvor han fik en læreruddannelse. Det var et meget stort socialt og økonomisk spring i de tider at få en boglig uddannelse, og det var vel karakteristisk, at kun en enkelt af børneflokken på syv fik den mulighed. De andre havde måske også gode evner, men fik altså ikke muligheden. Tre af drengene, John, Christian og Karl, valgte en anden udvej. Lige efter 1900 drog de til Canada, hvor de med den canadiske regerings bistand søgte at skabe sig en levevej som landmænd. Karl vendte dog tilbage til Danmark efter nogle år, mens John og Christian blev i Canada. De tog senere til USA, hvor de nedsatte sig i Seattle i staten Washington i Amerikas nordvestlige hjørne. Her lever stadig en lang række efterkommere af familien Eskesen fra Vestjylland. For en fuldstændigheds skyld skal om min fars søskende og deres senere liv oplyses: John og Christian emigrerede som sagt til USA, hvor Christian – som nu brugte sit andet fornavn Hans – stiftede en børnefamilie, mens John forblev barnløs. Aage blev politimand og endte som politiassistent, Karl blev gartner og døde allerede i 1934. Theodor blev uddeler i brugsforeningen i Vong nær Bramminge, og Sara giftede sig med en landmand Jens Jensen, der havde en fattig gård i Knoldeflod nær Varde. I nogen grad hævede denne generation sig altså udover forældrenes niveau. I 1935 holdt bedstefar og bedstemor guldbryllup, og det er en fest, som står tydeligt i erindringen. Vi var naturligvis kommet fra nær og fjern til festen og måtte indkvarteres rundt omkring hos naboer, venner og familie. Den store begivenhed blev fejret af hele sognet, der på en måde viste et sammenhold i dette lille samfund. Der var rejst æresport med blomster, og om morgenen vækkedes det gamle par med hornmusik af højtidelige mænd i sorte jakkesæt. Dagens største begivenhed var en fællesmiddag i forsamlingshuset i Horne. Naboer, familie og venner havde skillinget sammen, enten med penge eller med naturalier (kød, grøntsager og lignende) og maden blev lavet i forsamlingshusets køkken. Der var naturligvis sange og taler under middagen, der efter min og min søster Ingers hukommelse bestod af oksekødssuppe, oksekød med peberrodssovs og sveskegrød pyntet med citronfromage. Drikkevarerne var sodavand, vand og hvidtøl. Men stemningen var høj. Der var det sædvanlige arrangement med et stort fællesbillede af alle gæster, venner, naboer og familie fra nær og fjern. Børnene legede i det gode vejr, for naturligvis havde bedstemor og bedstefar strålende sol på deres store dag.
Jeg nævnte før, at guldbryllupsdagen og festen blev gjort mulig ved naboers og venners hjælp. Jeg nævnte også, at bedstefar i de senere år fik hjælp til det tungeste arbejde i marken af gode naboer, og at en flink skoledreng kunne opnå økonomisk bistand fra sognets medlemmer. Det viser, at der i disse små samfund var en stærk solidaritet mellem folk, som i fællesskab ikke blot var med til at løse fælles arbejdsproblemer, men også kunne bistå hinanden i glæde og sorg. De to gamle fik kun få år tilbage af livet efter deres store fest. Bedstemor blev syg og blev, vistnok et par gange, indlagt på sygehuset i Varde, bl.a. med dårligt hjerte. I november 1938 sov hun ind der. Bedstefars nabo blev ringet op fra sygehuset med den sørgelige besked og kaldte bedstefar over til sig. På vej hjem fra naboen til deres gamle hjem, blev han træt og døde samme dag. Kravet om sammenhold mellem de to havde været så stort, at han ikke længere kunne eller ville leve. Det var smukt. Et par verselinjer fra min oldefars broder, Morten Eskesen, karakteriserer dem meget rammende: ”Fra slægt til slægt mit folk var bønder, i kår og kofte grå.”
Marie og Marius Eskesens Guldbryllup 1935
Marie og Marius Eskesen boede Fruerlundvej 25. Marius var husmand og vejmand.
Der har været snakket meget om hvem personerne var på billedet, og man er kommet frem til følgende navngivning, som må antages at være med en lille fejlmargen. Ud af de 15 børn siddende forrest er kun fire genkendt. Pigen yderst til venstre er Elsebeth Vad, nummer tre fra venstre er Inger Eskesen og nummer fire fra venstre er Elisabeth Eskesen, tre år. Drengen yderst til højre er Eskild Morten Eskildsen Første række fra venstre. Christian Vad, (?)(?)(?)(?)(?) guldbrudeparret Marie og Marius Eskesen, (?)Martinus Eskesen (guldbrudeparrets søn), Ingeborg Eskesen, gift med Martinus (?)(?) Anna Siig Pedersen. De mange ukendte fra rækken kan skyldes at det kunne være familie. Anden række fra venstre. (?) Fru Lærer Hansen, Lærerinde Ellen Kristensen, Marie Vad, Kathrine Rix, Åge Eskesen, søn af Marie og Marius, uddannet politibetjent (?)(?) Laurette Kjærgård Pedersen, (?)(?) Ane og Kristian Hansen, Line Pedersen, Else Thøstesen, Peder Pedersen, (?) Niels Kjærgård Pedersen, Kristian Siig Pedersen, Kristian (Salling) og Signe Sørensen.
Bagerst række fra venstre. (?)Første Lærer N.K. Hansen, Horne Skole, Pastor Gregersen, Første Lærer Jens Christian Hennebjerre, Villiam Rix, Brugsuddeler Kristian Nørgård, Horne, Mathilde og Birger Sørensen, Mejeribestyrer Thomas Madsen og Laura Madsen, Helga Hennebjerre, Anna Nørgård, (?)(?) Jørgine og Niels Nielsen, Hansine Thøstesen, Jenny og Niels Kristian Hansen. Den sidste i rækken var der 2 bud på. Kristian Thøstesen eller hans far Thomas Thøstesen. Der var som sagt kun fire af børnene, der kunne genkendes, og det vil sige at der ud af i alt 70 personer til Guldbryllupsfesten var 37 genkendelser, genkendelser som kom til veje med snak fra 3 personer som havde forældre med på billedet. Det var i 2010 og personerne var mellem 85 og 95 år gamle. Hukommelsen var god nok, men genkendelsen af personerne var en vanskelig opgave. Marie og Marius Eskesens søn Åge Eskesen var uddannet politibetjent. Han blev under 2. verdenskrig 1940 – 1945 tager af nazisterne og døde i koncentrationslejren Buchenwald.
Marius Eskesen tjente penge ved siden at landbruget som vejmand og stenslåer, hvilket betød, at han huggede skærver til vejene.
1916. Marius Eskesen blev født 10. oktober 1861 (stenslåer) vejmand i Ulbæk v. Lyhne, gift 25. juli 1885 med Marie Eskesen der blev født 26. februar 1860 i Dybbøl. Parret døde samme dag den 10. november 1938. Marie var indlagt på sygehuset og døde her. På vej hjem fra naboen, som var blevet ringet op af sygehuset og bedt om at fortælle Marius om dødsfaldet, blev han træt og døde senere samme dag. Børn: Johannes Christian, født 6. december 1885 i Dybbøl, død i USA i 1966, emigrerede til Canada, senere til Seattle i USA, gift med sin kusine, Ingeborg Hanssen, og fik seks børn. Hans Christian født 25. september 1888 i Hallum, død i 1963, emigrerede også til Canada og siden til Seattle i USA. Blev gift med Caroline Rasmussen, født 1889, død 1974, ingen børn. Karl, født 10. september 1890 i Hallum, død 1934. Blev gartner og udvandrede til Canada, blev gift i 1923 med Inger Pedersen i Seattle, født 1899, død 1976. Parret fik to sønner, en dødfødt og Eske Carl, født i 1934. Karl vendte tilbage til Danmark. Thomas Peder Theodor, født 14. november 1892 i Kvong, blev uddeler i Vong. Gift med Anna fra Nørregaard og fik to døtre. Martinus født 11. marts 1895 i Skyhede, død i 1981. Han blev lærer og skoleinspektør og var gift tre gange, i 1922 med Ingeborg, født 1902, død i 1943, siden med Mary, født i 1900, død i 1960 og senest med Vivi, født i 1909. Han fik tre børn. Åge født 13. marts 1897 i Rottarp, blev politibetjent og døde i koncentrationslejren Buchenwald den 27. november 1944. Han blev i 1924 gift med Ebba og fik to børn. Sara født 31. maj 1899 i Rottarp, blev gift med nabosønnen Jens Jensen fra Fruerlundvej 13. De blev landmænd i Knoldeflod og fik otte børn.
F.v Åge Eskesen, Vilhelm Møller Christensen, Laurids Kærgaard Madsen og en ukendt. De er fotograferet ved elektricitetsværket.