Et Godt Liv - Anna og Hans Jensen Asp

»ET CODT LIV«

Anna og Hans lensen

Ejendommen i Asp i fars barndom og ved hans overtagelse. Det er far til hest.

Forord Da vor Far Hans Jensen, selv i en sen alderdom beholdt sin levende interesse for tiden han levede i og havde levet i, skrev han for nogle år siden på opfordring fra hans børnebørn, nogle

sider om hvad der var hændt i hans tid.

Selvom han havde en smuk håndskrift, mener vi dog, at beretningen er Iettere læselig på tryk, og derfor har vi lavet dette lille hæfte, som er erindringer og optegnelser fra »Et godt liv«.

Hæftet indeholder også en særlig beretning fra en oplevelse i besættelsesårene, nogle mindeord fra hans bror Axel Jensen, og endelig provst Niels Holms tale i Horne Kirke ved fars begravelse den 3. november 1988 og ved mors begravelse den 2o. januar 1989.

Børnene.

Jeg er fra flere af mine Børn og BØrnebørn blevet opfordret til at skrive lidt fra fordums Tid, og da Mogens nu ligefrem vedlægger Skrivemateriale, vil jeg gøre et Fo-rs6g. Jeg maa dog forud bede Læserne om overbærenhed med Hensyn til skrift, sprog og Tegnsætning. Mit »Dansk« er jo fra »Den straatækte Skoles Tid«, og da jeg i næste Maaned fylder 78, er der, mener jeg, formilende Omstændigheder.

Mine Forældre Min Mor var født i Hindsig paa den Gaard Kristen Frandsen nu er Ejer af. men Gang var den jo kun en mindre Ejendom.

den

Der var en Søskendeflok paa 7, hvoraf de to ældste, Kristen og Rasmus, i den tid, jeg kan huske dem, har boet i Aalborg. Laust og Thomas, der var Landmænd har haft Ejendomme forskellige Steder i Horne og Tistrup Sogne.

Naa, jeg skulde først have fortalt, at min Bedstefar, Hans Lauridsen Hansen, var gift 2 Gange. Efter det femte Barn, en Pige, døde Moderen i Barselseng. Den lille pige Kathrine, blev senere opdraget på Godset »Nørholm« og blev siden gift med Godsforvalter Johansen. Kathrine har jeg aldrig set, hvorimod jeg kan huske Johansen, der i lang Tid var en aristokratisk Sparekassedirektør i Varde.

Min Bedstefar blev saa gift igen og fik med min Bedstemor 2 piger, min Mor og Moster Mitte, som kom til at bo i Hjortlund ved Gredstedbro.

Min Far er født i Rodebæk, Faaborg Sogn. Han havde 5 sØskende, jeg husker dog kun de fire. Saa vidt jeg husker, var Maria den ældste. Hun var gift med Asmus Hansen og boede i Vejrup paa en mindte Ejendom. Saa var der J6gine, der var gift med Lauge Jessing, de havde ligeledes en mindre Ejendom i Terpling ved Vejrup. Faster Gine, som vi kaldte hende, og Fabror Lauge var dem vi kom til at kende bedst, vel nok særlig fordi deres Datter, Karoline, blev gift med min Broder, Jens Kristian, der var Smed, og nu bor i Holsted. Saa var der Faster Gretha, der var gift med Chr. Bøtker og havde en Ejen-

dom i Gesten.

En fjerde S6ster, som.jeg ikke nogensinde har set, var ligeledes gift med en Landmand og boede saa vidt jeg husker udad Kalvslund ved Ribe. Begge ci6de ret unge fra 2 mindre Børn, hvoraf den ene, Jensine, blev opdraget hos Lauge og Gine.

Der var ogsaa en Spn, som jeg en enkelt Gang har set som Grænsegendarm. De to Drenge i Børneflokken var min Far, Jens J4rgen Jensen og Lars Jensen. Min Far var føat Z. Juni 186o o§ var vistnok en af de ældste. Farbror Lars har al den Tid, jeg kan huske, tjent som Fodermester i Spnderjylland. Han var ialtfald den yngste og forblev ugift. Jeg kan huske, at han tabte næste alle sine opsparede Penge efter første Krigs Afslutning, da de tyske Mark blev værdiløse. Det var jo Mark, han havde tjent, mens S6nderjylland var tysk Besiddelse. Jeg tror nu ikke, han tog det særlig tungt, han var ialtfald ikke smaalig, naar han en enkelt Gang bes@gte os i Asp. Som ung kom min Far i Møllerlære i Faaborg Mglle og arbejdede som M6llersvend forskellige Steder. Hans første Kone var fra Kvong Sogn, og der var fem Børn, nemlig: Ane, Maria, Margretha, Jens og Frederik. Som den mindste blev Frederik opdraget hos

Ilcrtcl Madsen i lvlalle , velsagtens straks efter Moderens Død. Bertel Madsen og Hustru havde inge n Børn selv, men havde et Plejebarn mere, en Pige ved Navn Kirstine. De to Plc je børn havde et godt Hiem. men ulykkeligvis omkom deres Plejemor ved Gaardens Ilrand. Da min Far og Mor blev gift, tror jeg nok de boede i Malle på en lille Ejendom, men flyttede saa til Tistrup og min Far arbejdede der, bl.a. som Murerarbejdsmand hos Murermester Peder Hedegaard. Mine ældste HelsØstre Mitte og Ingeborg blev født der.

Men omkring lgoo købte mine Forældre Stedet i Asp, hvor ieg blev født d. 4. Marts l9o I . Det var jo kun en Ejendom på 1o Td. Land, saa der skulde selvf6lgelig tjenes nog-

et ind ved siden af , og min Far har da arbejdet som Møllersvend baade i Bjalderup, Bjerremose og Linding Mølle. siden kørte han Mælketur nogle Aar, og tilsidst havde han lidt Biindtægt ved at veje Mælk ind på Mejeriet i Asp. Efterhaanden kom der tre Børn mere, nemlig Helga, Johanne og Axel, saa med de fem Halvsøskende var vi jo blevet elleve. Derudover var min Bedstefar Hans Lauridsen

hos os fra jeg kan huske, til han døde ca. 19o8.

Som I vil kunne forstaa, skule der meget til af Føde og Klæde, og vi levede selvf6lgelig mere sparsomt end nutildags, men vi fik altid nok at spise. Nu var de ældste selvf6lgelig efterhaanden ude at tjene, det var jo almindeligt med Hyrdedrenge og Piger dengang.

Noget af det første jeg kan huske fra min Barndom, var min nære Tilknytning til min Bedstefar. Jeg sov hos ham og saa til, naar han lavede sine Halmkurve og Revlingeriskoste. Halmkurvene blev stukne med Pilebaand, som han selv kløvede ud af Pilegrenene, som han hentede på Havediget, og Halmen skulde jo saa laves til i passende Tykkelse og samles gennem et tilpasset Stykke Kohom.

Jeg var med ham naar han plukkede Revlingeris til Kostene. Han plukkede ogsaa rigtig Lyng til Tag, og tit at tænde op med i Komfuret. Jeg havde i Sensommren en Daase eller lignende med til at plukke Tranebær i, som der var en Mængde af dengang i Udkanterne og Horne Kær, det store Fngareal lige sydvest for Hjemmet i Asp, og der grænsede dengang store Hedearealer til baade i Øst og Vest. Jeg havde altid en Stok med, som jeg skulde bruge til Hugormene, men jeg raabte nu altid paa min Bedstefar, naar jeg saa een. Der blev spist mange Revlinger og Blaabær saadanne Dage, hvorimod Tranebærrene og Krøst!ærrene skulde gemmes hjem. Paa den tid brugtes der ogsaa Hedetørv til Fyring, og jeg kan huske, at jeg ogsaa »hjalp« min Bedstefar med at sætte HedetØrvene op tagformet mod hinanden (rejse Tprv). Mest fyredes der med Klyne, men et l,æs Hedetørv skulde der da til. Jeg kan huske, at der engang var kommet en stor Hugorm med Tørvene hjem. Der blev stor Jagt efter den, og den opdagede da, at der var et.lille Hul (Drænrpr) i Muren ind til Spisekammeret.

Der smuttede den igennem, og vi fandt den ikke den Dag. Først efter en urolig Nat lykkedes det Mor at fange den med Ildklemmen og bære den ud' Der var ikke store Forhold i Beboelsesafdelingen af Staldlængen. Det Værel§e hvori min Bedstefar og jeg sov, var kun paa et Fag, men dejligt var det, kan jeg huske.

Det var vist almindeligt, at der altid var Brændevin i Huset dengang, og jeg tror nok min Bedstefar havde lidt Forkærlighed for en god Puns. Jeg gik i den lille Skole i Malle dengang min Bedstefar dØde, og jeg var med til Begravelsen. Jeg husker, det var meget varmt den Dag, og Kisten blev baaret lige til Graven fra Vognen' Nu skulde man jo ikke 4

tro, saadan en syv-Aars Purk havde megen Forstand paa det, men jeg husker nu, at det Iød overvældende smukt, da Pastor Østergaard gik foran Kisten og sang Salmen »Lyksalig, lyksalig«, men han var ogsaa en vældig Sanger.

Min Bedstefars Død var et stort Savn for mig, men Børn i den Alder glemmer jo hurtigt, og der blev andre Interesser at gaa op i.

Det Værelse, vi havde sovet i, blev lagt til Stalden, og jeg flyttede i Stedet ind i Slagbænken hosmin Spster Ingeborg. Min Søster Mitte var som 34 aarig flyttet hjemmefra.

Det gik til på f6lgende Maade, efter hvad min Mor har fortalt. Hun var sammen med mine Forældre ovre i Sønder Malle og besgge deres forhenværende Naboer, Peder Brymningsens. Ane og PederBrynningsen var et Par venlige Mennesker og vilde gerne beholde Bamet et Par Dage, og det blev saa til hun blev konfirmeret, saa godt og vel.

Ja, det har nok ikke været uden Bekymringer, at give saadan en lille Pige fra sig, men flere Ting har jo nok spillet ind.

Mitte maatte jo gaa den meget længere Vej til Skole. nemlig tvæs over Horne Kær med en Sti, og videre til Bounum. Dog husker jeg, at hun blev hos os i altfor slemt Vejr, og det var da festligt, for saa maatte vi være tre i Slagbænken.

Vi gik det første Par Aar eller tre i Malle lille Skole, som forlængst er nedlagt (ca.

1922).I en lille Lejlighed i Skolen boede en ældre Mand, Jens Graahede, som passede Fyringen inde i Skolestuen. Der var nemlig en Bilæggerkakkelovn i Skolestuen, som skulde fyres op inde fra l,ejligheden, og det passede Lejeren. Lærerinden, vi havde, boede hos en Gaardmand i Malle. Jens Graahede var lidt af en Særling. Han kunde indramme Billeder, mure lidt, snedkerere lidt, men duede ikke til noget af det. Han havde for Skik, at branke nogle L6g paa en Pande, og saa løbe ind i Skolestuen med dem om Morgenen inden Lærerinden kom, det kaldte han frisk Luft. Han var den f6rste, jeg kendte, der fik Grammofon, og han.betroede os Børn, at vi hver kunde tage en To-øre med, saa maatte vi høre Vidunderet i Middagstimpn.

Vi havde i6wigt en meget dygtig Lærerinde, Sine Jensen, som senere kom til Bounum Skole. Paa Vej til Skolen maatte vi passere Stedet, hvor den levende Hest blev begravet et Par Generationer før. Det var jo med en vis Respekt, vi saa de svære Jernstager, der var drevne ind i Stenen, for at den uly.kkelige Hest ikke skulde gaa igen. Beretningen om Hesten, og dens levende Begravelse, havde jeg ofte hørt af vor Nabo Peder Gade. Hans Bedstemor havde været Øjenvidne til den uhyggelige Begivenhed.

De første Skoleaar gik sin rolige Gang, jeg var ikke fyldt seks, da jeg begyndte, men paa den Tid kundd Børnene begynde efter Skøn, og det har maaske været rart at faa mig hjemmefra nogle Timer om Dagen.

Der var dog store Begivenheder, der skulde fplges, saa snart man var fri af Skolen.

Vor Nabo, Peder Gade, fik en Slaamaskine, og det var vel nok et Vidunder, særlig naar den var i Gang. Senore fik han Husmølle, og det var seh{ølgelig endnu mere fantastisk.

Det var dog ikke uden Besværligheder med den Mølle. Ved den første Storm blæste et pa1 linger ned, og jeg kan tydelig huske, at »Pæjr«, s6m vi kaldte vor Nabo, kom hen til os og bad min Far køre hele Ragelset i Mergelgraven. Naa Mpllen blev selvfølgelig lavet i Stand igen og virkede ligesom de andre mange Vindmøller i Malle indtil Elektricitetens Dage.

Efterhaanden var der Smaapligter, der skulde gøres. Var der Sne om Vinteren,skulde der kastes en Sti hen til Vejen, saa man kunde køre"med Mælkebøren, og saa var der jo 5

I{ocr. ricr skulde skrabes til Køerne. ()m Somme re n var clcr fuldt op at hjælpe til med. Roer og Gulerødder skulde luges og udtvndes. og det var gerne B6rnenes Arbejde. Det var selvf6lgelig kun smaa Arealer tlcngang. mest Turnips og Gulergdder, dog ogsaa en Del Kaalroer. Min Far kammede op til Roerne dengang, saa de blev saaet paa disse Forh6jninger, hvor man saa kunde hakkc Llkrudtet ned mellem Rækkerne. Far var vel ikke saa vant til Roearbejdet, saa han hjalp ikke ved det, og han havde vist heller aldrig pr6vet at malke en Ko, men ellers var han meget akkurat med Markarbejdet, og var en fin Plovmand.

Jcg kan huske engang, det har nok været mens min Far var i Møllen i Bjerremose, vi havde en halvældre Mand til at saa Rug i Efteraaret. Det var ham, vi kaldte Kræ Charstensen, han boede i Sdr. Malle og har nok været en fhv. Nabo. Lidt Særling var han, og han havde sin Jagtbøsse med, degang tog man det vist ikke saa nØje med Jagtretten.

Naa, da han havde Rugen saaet, skulde der spises til Aften, og han satte Geværet i Krogen derinde i Dagligstuen. Han sad ved Bordenden, og der gled vel nok et Par Snapse ned før han var færdig og vilde hjem, men pludselig rejste han sig, tog Bøssen og satte den lidt haardt i Gulvet med det Resultat, at Skuddet gik af op i Loftet med et øredøvende Brag. Jeg vilde løbe ud i Køkkenet, kan jeg huske og mødte min Mor, der kom farende, kridhvid i Ansigtet. Jeg tror nok hun skældte lidt ud, men ellers skete der ikke noget udover det sorte Mærke, der blev i Loftet og kunde ses mange Aar efter, selvom det blev dækket med Maling.

Jeg kan ogsaa huske, da den første Selvbinder kom til Malle, det har nok været omkring 19o8- lo. Det var jo noget andet og mere imponerende end de enkelte Cyklister, vi løb hen til Vejen for at se. Det var rygtedes med Binderen, og der var tæt af Tilskuere hos Niels Pallesen, det var ham og Jens Pedersen, der havde købt den sammen, men det gik nok ikke rigtig efter Ønske, for Maskinen gik tilbage til Sælgeren, og det varede et Par Aar før det blev Alvor med Selvbinderen i1\{alle By. Naa, Aarene gik, og det kom paa Tale, at jeg nok snart skulde ud at tjene, men det gik dog saadan, at min Søster Ingeborg kom ud f6rst. Jeg tror nok, det var min Mor, der syntes det. Saa jeg blev hjemme endnu en Sommer, men var nu saa stor, at jeg kunde hjælpe Naboerne i Roerne og andre lette Ting. Jeg var tit oppe hos vore Naboer mod Syd, Sine og Jprgen Henriksen, det var unge Folk, og de gav mig gerne en Krone om Aftenen, det var vist meget dengang, og det passede mig godt. Jeg hjalp ogsaa Laust Jensen en enkelt Gang, men det var vist Aaret før, oE det var med at sigte Tprvesmuld og andre Ting, det brød jeg mig ikke saa meget om. Der fik jeg ingen Betaling, men Datteren, Hanne, der var hjemme, syede lidt for Folk, og jeg fik MatrostØj syet hos hende, saa det kunde maaske gaa lige op. Laust Jensen var den sidste, jeg ved, der kørte med Stude. Vi har her i Sognearkivet et Billede af ham med Studeforspandet. Vi havde deågang nogle Originaler, der gik omkring fra Sted til Sted, jeg husker da særlig Kaffehanne, som vi kaidte hende. Hun vilde gerne spaa Folk, og saa tiggede hun lidt ekstra Kaffe ved samme Lejlighed. Brændevinen, som jo også skulde til, havde hun selv med, og det skete, hun gav os Børn et Stykke Kandis, men det havde vi nu faaet Besked om ikke at spise, det kunde være lidt blankt af Fprbrug. Saa var der Herman, der kørte med Potter med Hundeforspand, og flere andre.

Naa, det var nu blevet min Tur til at komme ud og tjene til Føden, og selv om min Søster Ingeborg ikke syntes det, blev jeg fæstet over til Niels Madsen, Gunderup, hvor 6

hun havde tjent Sommeren før. Jeg skulde have 7o kr. i Løn, og jeg var svært godt tilfreds forud. Mine Forældre k6rte mig derover Bededag, kan jeg huske, og jeg blev instrueret om alt, hvad jeg skulde passe paa, særlig at vaske min Hals godt og stoppe Str6mperne. Ja, det blev nu ikke nogen Succes med den første Sommers Tjeneste for andre, jeg længtes vel nok hjem, saa det forslog noget, og de enkelte Gange jeg havde fri og var hjemme, var vel nok Festdage. Men saadan en Dag fik desværre saa hurtig Ende, og saa maatte min Mor med mig på Vej tværs over Horne Kær, der var jo ikke Cykler dengang, saa man stak lige til, naar det var fordelagtigt. Jeg blev selvfplgelig altid spurgt, hvordan jeg havde det, naar jeg kom hjem, men man vilde dog ikke være bekendt at fortælle, at man næsten blev skældt ud hver Dag. Jeg blev rost af Niels Madsen for Roearbejdet, men ellers var det sure Miner og vrede Ord, der var mest almindelig. Det er ogsaa muligt, at mine Evner var begrænsede, men det er ihvertfald den eneste Plads, hvor jeg har været utilfreds. Men November Maaned kom dog ogsaa det Aar, og Niels Madsen og Ane kørte mig hjem, saa alt var tilsyneladende lutter Idyl, og jeg skulde komme paa Besøg, hvad jeg saamænd ogsaa gjorde. Sommeren derefter kom jeg hen til vor Nabo P. Gade at tjene, og jeg var egentlig forberedt paa, at Folk ikke var saa venlige til Hverdag med de Erfaringer, jeg havde gjort, men hos P. Gade var der anderledes Liv og glade Dage.

Det blev bestemt, at jeg ogsaa skule derhen den følgende Sommer, men det gik saadan, at den ældste af P. Gades Piger ikke fik Plads, saa de fik begge Pigerne, Kathrine og Karoline hjemme, foruden Sønnen Jens Horsbøl, og saa var det snart ikke Brug for mig. Det var jeg meget ked af, og jeg spekulerede meget paa, hvor jeg mon nu skulde blive anbragt. Saa en Dag kom der et Par Folk kørende, det var Th. Nielsen fra Malle, de vilde gerne, om jeg vilde tage til Dejgaard og tjene for sommeren. Jeg kendte ikke Pladsen, men dbt viste sig, at det var en Søster til Th. Nielsens Kone, hun var gift med Søren AnderSen, der stammede fra Malle, og de havde nogle Aar boet i Hjedding, men flyttede nu i Foraaret l9L4 til Dejgaard. Det gik saadan, at jeg fik Pladsen og skulde havde 125 kr. for Sommeren, det var 25 kr. mere end jeg skulde have haft hos P. Gade, men jeg var nu ikke saa begejstret for Byttet. Det blev jeg dog meget hurtigt efter Tiltrædelsen, der var noget at lave, men det var nogle flinke Mennesker, og vi fik en god Kost. Jeg var vel ogsaa efterhaanden blevet mere værd arbejdsmæssig set, jeg fik ialtfald megen Ros baade af Kcinen og Manden, og jeg havde ikke været der ret længe, f6r det blev bestemt, at jeg ogsaa skulde der den fplgende Sommer. Det var jeg meget glad for, selvom jeg nok syntes, at da maatte jeg omtrent være Karl, jeg skulde nemlig gå til præst den mellemliggende vinter. Karlen og Pigen, jeg tjente sammen med, skulde ogsaa blive, og de var rare Medtjenere. Det var Sommeren 1914, en dejlig Tid indtil August, da det store Ragnerok br6d ud, nemlig fprste Verdenskrig.

Det var enormt spændende de første Uger. Man skiftedes til at cykle til Tistrup efter Løbesedler og Aviser om Aftenen, for saa hurtigt som muligt at faa de alarmerende Nyheder, det var Jo længe tpr Radio og Fjernsynets Tid. Enkelte fik deres Penge omsat i Guld, men det viste sig dog snart at være for upraktisk. Værre var det med de mange Indkaldelser til Sikringsstyrken. Søren Andersen, som jeg tjente hos, havde været Dragon og var ogsaa forberedt på Indkaldelsesordre. Jeg kan huske, at Dorthea, hans Kone var bange for, at han skulde afsted, men dog meget fomuftig. Derimod var det trist naar hans Mor, der var gift anden Gang med Jes Pallesen i Hornelund kom, hun

grzrd saa snart hun kom af Vognen, og det var meget s@rgeligt.

Naa. Søren Andersen kom nu først ind Sommeren efter, og da havde den første Forskrækkelse jo lagt sig. Jeg flyttede saa hjem om November og skulde nu, foruden Skolegangen ogsaa gaa til Præst.

Ja, Skolegangen burde jeg vist ogsaa skrive lidt om. Som før omtalt gik jeg i Malle Pogeskole til jeg var 9 aar. Det var hver Dag om Vinteren frag-3, dog i April Mdr. til Kl. 4. Da jeg saa kom i Mellemklassen, var det kun to halve Dage om Ugen, og ældste Klasse I halv Dag ugentlig. Jeg var meget glad for min Lærer i Mellemklassen, han var de første Aar ugift og kom tit hjem hos os paa BesØg. Han og min Far talte ofte Politik, vi havde jo derhjemme et Billede hængt op af I.C.Christensen, (fhv. Statsminister) det har nok været i hans Storhedsdage. Jeg havde den Ordning med Andenlæreren, at jeg skulde fyre op om Morgenen i Skolestuen, saa fik jeg til Gengæld et Skoleblad af hanr.

Vi havde 611id »Ribe Amtstidende« sammen med daværende Mejeribestyrer Mads Madsen. Asp, og saa havde vi »flu5 og Hjem«, der dengang var et forholdsvis nyt Blad, ellers var det mest læste Ugeblad dengang »[Jgens Nyheder«. Hvad det kulturelle Liv den Gang angik, var det væsentligste Kirkegangen, vi kendte ethvert KØretØj fra Malle, naar de om Søndagen passerede forbi derhjemme. Jeg kan dog ogsaa huske, at jeg engang var med mine Forældre og P. Gades til et Sommermøde i Letbæk. Hvad Foredragsholderen talte om, har jeg glemt, men derimod husker jeg Femøreskageme, vi fik bagefter. Jeg husker ogsaa, at mine Forældre og andre Naboer var til Dilettant i Bjalderup Forsamlingshus, det blev meget iløftet bagefter, og min Mor sang lang Tid efter »Du skjønne fortryllende Kjæsten«. Huset staar der endnu, men minder ikke meget om en nutidig Forsamlingsbygning.

Om Vinteren naar jeg var hjemme, hjalp jeg til med de daglige Sysler, saasom atkøre et Par børfulde Roer ind om Aftenen og HakkeJses .æringen,og der kunde ogsaa være

Snekastning. Jeg husker engang, mine Forældre var kørende til Tistrup for at gøre Juleindkøb. Det blev da et tbrrygende Snefog, og Hanne Sypige var kørende med dem, men da de omsider kom hjem, var de helt forkomne af Turen, og Hanne Sypige blev hos os Natten over. Da kom de hjem med de første Appelsiner, jeg nogensinde havde set, og jeg blev lovet een af demdersom jeg kunde finde min Fars Kasket Dagen efter, den var rgget af i Svinget fra Aspvejen og ud ad Horne Kær. Jeg fandt dog fprst Kasketten nogle Dage senere, da det var blevet Tgvejr og Sneen forsvandt.

Julen fejredes dengang under meget beskedne Former i Forhold til Nutiden. Men festligt og h6jtideligt føltes det alligevel, og jeg kan ikke mindes nogen Jul uden Juletræ ekstra god Mad og Pebernødder. Egentlige Julegaver fik vi ikke, men maaske et Par nyp Strømper ellei Vanter. Og i Skolen vår der vist ligesaa stor Julestemning dengang som nu. Vi lærte ihvertfald mange Julesalmer, og den sidste Dag f6r Juleferien var jo noget særligt, da fik vi en Julehistorie, og da var der Uddeling af Offersedler. Disse bestod af enrØd og en hvid Papirlap til hver Husstand i Skolekredsen, beregnet til at pakke nogle Ører eller maaske Kroner ind i til Præsten og Degnen som H6jtidsoffer, der dengang var en del af deres Løn. Nu var der jo stor Forskel paa disse Offersedler, der var mærkede med Navn, enkelte Steder vankede der ikke noget særligt, udover et Stykke Kandis eller lignende, men andre Steder vankede der, især til Jul, Paaske og Pinse Smaakager i Mængder B

til

Overbringeren.

Det var ogsaa almindeligt, at Bgrnene havde en Femogtyveøre el. l. med som Gave til Læreren i Anledning af Julen. Et af de sidste Aar jeg gik i Skole, havde vi Drenge dog bestemt, at Læreren (Davidsen), der 169 meget, skulde have en Pibe som Gave, men det vilde Pigerne ikke med til, saa de afleverede deres Femogtryeøter i første Morgentime til Læreren. Vi (Drengene) skulde fgrst op til Købmanden i Asp og kpbe Piben i Middagspausen. Men da Læreren nu havde faaet Gave af Pigerne, har han nok ment, at det burde paask6nnes, og det blev det paa den Maade, at Pigerne først fik Offersedler, og de tog jo, som naturligt var de bedste.I Forargelse herover bestemte vi at beholde vores Penge og undlod at købe Pibe.

Lærer Davidsen var en dygtig Lærer, men streng var han med Diciplinen, og der var absolut ikke noget Kammeratskabsforhold til Eleverne. Lussingerne sad løse, og de indgød Respekt. Den fØrste jeg fik, kan jeg huske endnu. Vi var et Par Drenge, der for Sjov havde stukket en kasseret Pennespids i Spidsen afTøjskoene, og jeg vilde forsøgsvis sparke een af Pigerne lidt bagi, med det Resultat, at hun gav et ordentligt Vræl og selvfplgelig angav mig som Synderen. Lærer Davidsen var fanatisk Afholdsmand, men havde lidt Forkærlighed for Kortspil, og vi var kendt med daarligt Humør Dagen efter en

uheldig Kortspilaften.

Jeg gik jo en enkelt Sommer i Horne Skole en halv Dag om Ugen, og det Var saamænd ikke fordi, der var store Vanskeligheder forbundet med det, men jeg kan huske endnu den første Time, hvor vi skulde have Botanik.Ieg havde overhovedet aldrig hørt Tale om hverken Kronlade eller Støvdragere, saa jeg f6lte mig vel nok dum. Naa, lidt Oprejsning fik jeg dog i Timen derefter, hvor vi havde Læsning. Herunder forekom Navnet Tasmanien, og Lærer Hansen spurgte om der var nogen, der vidste, hvor det var. Nu var jeg saa heldig, at vi lige havde lært om Australien i Bounum Skole, og som saadan var jeg den eneste, der vidste, at det var en Ø syd for Australien. Det var jo ogsaa i den Tid, der var baade Provste- og Bispevisitats foruden den ordinære Eksamen. Jeg husker en Eksamen, hvor bl.a. Pastor Østergaard, jo da som sædvanlig ankom, men det blev nu mest Andagt. Han fortalte nemlig straks om den frygtelige Titanic Katastrofe, han lige havde hørt om. og om de 16oo druknede. Derefter sang han den Salme >>Nærmere Gud til dig«, som Orkesteret paa Luksusdamperen havde spillet, da det gik

til Bunds efter Sammenstødet med Isbjerget.

Jeg kom til at synes meget godt om Pastor Østergaard, den Dag, det var noget andet end naar Provst Thyssen fra Ølgod var paa Visitats og kastede Elevernes B6ger langt væk, naar de ikke var efter hans Mening.

Forresten blev min Far lidt Uven med Pastor Østergaard. Forholdet var nemlig det, at min Søster Ingeborg, da hun skulde gaa til Konfirmationsforberedelse, regnede med at skulle gaa om Sommeren, selvom hun først fyldte 14 Aar d. 16. November. Det var vist almindeligt dengang, at »Skæringsdagen« var 31. Oktober, men det var man ikke vant til at tage så nøje. Pigen skulde gerne have helaars Plads fra 1. November, saa var hun jo ))voksen«. Der var altid baade Sommerhold og Vinterhold dengang. Men det nægtede Præsten at gaa med til, jeg vil dog nu tro, maaske efter Henstilling fra Lærer Davidsen.

Naa, det gik saadan, at min Søster Ingeborg blev sendt om til min Faster og Farbroder i Vejrup den Sommer og blev konfirmeret der. Saa hun fik Plads fra November hos Bertel Kristensen i Malle. Nu synes vi jo nok. at det var for meget at ofre en hel Vinters Skolegang, særlig naar man tager den »Vestjydske Skoleordning« med kun en halv Dags

i Betragtning. Men B6rnene skulde jo ud noget f6r dengang og klare sig selv.

Saa gik da den sidste vinter med Skolegang og forskelligt Arbejde og med at gaa til

sommerundervisning

Præsten. De Dage vi gik til Præst var vi ikke i Skolen, det blev dengang en heldags Forestilling, selvom vi vel nok fik fri hos Præsten til Middag. Men den lange Vej til Thorstrup Præstegaard tog jo ogsaa lang Tid. Jeg havde faaet en god brugt cykel til det, men det

skete da, at vi gik derover naar der var for megen Sne. pastor Østergaard havde lige taget sin Afsked og var rejst til Amerika med Kone og Bprn, saa jeg kom til at gaa til Præst hos en ung ugift vikar, eller Kapellan J6rgensen, der var antaget for den Vinter.

Der var nemlig en Præst antaget efter Østergaard, et ungt præstepar, han hed Bai, men ved en Køretur fra Thorstrup til Horne, hvor han skulde prædike, paadrog han sig paa Grund af voldsom Regnvejr, en ondartet Forkølelse, og det udartede sig til at han maatte paa Tuberkulosesanatoriet, og her døde han. Jprgensen, vi gik til præst til, var en meget dygtig Præst, som vi holdt meget af, han sggte præsteembedet, eller rettere, han vilde søge Embedet, men kun naar samtlige Menighedsraadsmedlemmer vilde stemme for ham, altsaa en enstemmig Indstilling fra baade Thorstrup og Horne. Een fra Horne (J. Østergaard) vilde ikke, saa det blev en anden, der blev antaget (p. wimtrup). Min Konfirmation var mere beskeden med Hensyn til Festlighed end nu om Dage, dog fik jeg Gaver fra Pladserne, jeg havde haft, selv fra Niels Madsen, hvor jeg ikke var saa glad for at være. I Penge fik jeg 2 Kr. af min Morbror Laust, saa det drejede sig ikke om de store Summer dengang.

Det var saa den sidste vinter jeg var hjemme, og nu var Bameaarene forbi med hvad dertil hørte. Jeg tjente saa en sommer mere hos S6ren og Dorthea i Dejgaard, men saa skulde jeg jo til at tjene som Karl fra November, for nu var man jo voksen.

Jeg kom nu til at tjene hos Maria og Lars Jørgensen i Snorup i Tistrup Sogn. Min Spster Ingeborg havde tjent der et Aar og skulde nu tjene Nabo til, hos Jørgen J6rgensen, en Broder tilLars. Det var ogsaa en god Plads, men mere gammeldags med mange Ting, baade inde og ude. Blandt andet spiste vi her af samme Grødfad og dlppede alle i samme Sm6r- og sirupshul, ligesom vi selvfølgelig langede til samme Skaal Mælk, Øl eller Saftevand. Men der var ogsaa noget at lære.

Lars var snild til at lave noget Haandværksarbejde selv. Han lavede f. eks. selv Vandkar af Træ, jeg hjalp til med athøvle Stavene og sætte Gjord (Baand) om, desuden var han helt god til at mure og snedkerere. Vi fik i Vinterens Løb en brugt Vindmglle sat op, og det hjalp vi Mgllebyggeren med, baade Husbond og jeg. Jeg tærskede med Plejl og trak Hakkelsesriraskinen med Haandkraft, saa det var vel nok en Fest den Dag vi havde fået Mølten færdig, og det saa vilde blæse lidt friskt.

Lars var Jæger, og som saadan skulde der laves Patroner om Vinteraftenen. Det var ik ke saadan,at Patronhylsteret blev smidt væk, naar en Hare eller Agerhgne havde maattet lade Livet, nej det blev gemt til Opladning, og vi havde baade Krudt og Haglmaal samt nye Fænghætter. men ingen maatte bruge Tændstikker mens Arbejdet stod paa.

Jeg lærte ogsaa at slaa med I-e hos Lars Jørgensen. vi havde et par Td. Land Eng, og den skulde slaas med Le. Jeg havde nok kunnet slaa Staldfoder af og saadan, men nu blev det rigtigt lært, og han roste mig for det. »Men do ska jo osse lær o haar æ Jølle<<, sagde han til mig. Jeg blev baade forundret og lidt vigtig, for jeg havde den Forestilling,

1o

det kun var ældre Mænd, der kunde hærde en Le. Hærdningen som mange ikke kender nu, foregik paa den Maade, at et Stykke dertil formet Kilejern eller Staal blev drevet ned i en Planke, hvorpaa Lebladet blev lagt ovenpaa den bredhovede Kile, og hamret tynd . på

Eggen, med en dertil beregnet »Haarhammer«. Jeg fik ogsaa det lært, men der skulde

lidt Øvelse til for at undgaa, at der blev Takker på LeLrladet.

Det var alt i alt en god Plads, og det var Meningen, at jeg skulde blive der et Aar mere, men det gik nu ikke saadan. Mine Forældre var nemlig til Dyrskue i Varde en Dag i Eftersommeren, det var en Aftale, at de skulde træffe sammen med min Moster og Morbror Peder Garner fra Hjortlund ved Gredstedbro. Peder Garner havde nemlig altid gode Heste, og han var til Skue i Varde med et Par Hopper. Min Far vilde klappe en af Hopperne, men den sparkede ud efter ham, og ramte ham, saa min Mor troede han var død. Han kom dog til sig selv, men maatte straks køres hjem, saa det blev bestemt, at jeg skulde være hjemme den halve Tid fra November. Jeg kom saa til at tjene den halve Tid hos min Morbror Laust Kodbøl i Malle. Hans Kone var død for mange Aar siden, men han havde en ældre Enke, Hanne, som Husbestyrerinde.

Morbror I-aust var en rar og gemytlig Mand at tjene hos og var gerne ude paa Løjer.

Hanne, Husholdersken derimod var noget af en Heks efter min Mening. Hun saa altid efter mig, enten jeg hjalp ved Staldarbejdet, eller naar jeg tærskede med Plejlen. Syntes hun, det tog for rlang Tid med Opbindingen af Halmen, saa hun ikke kunde hpre Plejlslagene, stak hun Hovedet ind genem Lugen i Ladedøren, der førte ind i Bryggerset, og hun havde gerne en hvas Bemærkning paa Tungen. Laust derimod syntes altid om Aftenen efter Tærskningen, at det var en >>faale« Dynge Korn. Jeg tærskede gerne et Par Dage, og saa skulde jeg kpre lidt Roer ind, den tredie Dag i Ugen jeg var der. Saa kastede Laust selv Kornet og fik det til Side, saa der var Plads til Tærskning igen. Da jeg blev fædig med Tærskningen i god Tid om Foraaret, fik jeg ogsaa Lov til at kaste Kornet (rense det). Det gik jo til paa den Maade, at det urensede Korn med Avner og Ukrudtsfrø blev anbragt i en Dynge i den ene Ende af Tærskeloen (Porten), hvilken Ende var afhængig af Vindretningen udenfor, da Kornet helst skulde kastes mod Vinden. Saa satte man sig paa Knæ foran Komdyngen og smed med en lille Skovl, Tallerken, eller kun med Haanden, Kornet i en Bue fra Dyngen til den modsatte Ende. Avnerne lagde sig nærmest, og det lette Korn og Ukrudtsfrø bagved, hvorimod det bedste Korn og de tungeste Kærner laa pænt længst borte. Det var f6r Rensemaskinens Tid og lyder mærkeligt i Nutiden, men der kunde godt faas fint Korn paa den Maade. Hvad der skulde bruges til Brgd (Rugen) og Sædekorn blev soldet i en dertil egnet Sold. Dem havde man i forskellige Finheder, til Brgdkorn, Svinekorn (grovmasket) og endelig Sædekorn, der blev taget af de tungeste kærner. Det er man for6vrigt gaaet fra siden.

Hos Morbror Laust var der Aftægtsfolk, Trine og Kræ Skrædder. Det var et Par rare gamle Mennesker, og de var meget religiøse. De var inde og spise Juleaftensnadver, og bagefter sang vi et Par Salmer, men Laust morede sig med at synge meget hurtigt, hvad han vidste irriterede Trine,og hun ymtede da ogsaa noget om, at det jo ikke var til Dans vi sang. men vi havde det ellers hyggeligt, og jeg fik en lang Pibe i Julegave, der var jo et Par gode Maaneder til jeg blev 16 Aar. Anden Juledag husker jeg, vi havde en værre Batalje om Morgenen, det kom af, at der dengang ikke leveredes Mælk til Mejeriet første Juledag, og saa var der jo det dobbelte Kvantum anden Juledag.Laust var selvfplgelig fprst oppe og havde faaet Flager 11

nrlslvstcll tir:ntlt og kaldt paa mig, der havde et lille Værelse mellem Bryggerset og Staltlen. Saa gik han ud i Gaarden og vilde hælde Mælken sammen, for at Spandene kunde blivc fuldc, og en anden tom til den varme Morgenmælk. Men ak, i Mørke saa han ikke, at han hicldtc cn ()mtrent fuld Spand over i en Spand, der i Forvejen var hel fyldt. Og saa konr l-lannc til Syne i al sin Frygtelighed. Hun skældte og smældte, saa jeg blev rigtig viragcn ved det, her gik hun og sparede og passede paa, og saa hældte han minsandten redc Pcnge i Rendestenen. Naa omsider blev det da Morbror Laust for meget, og han bcdvrede hende da. at nu vilde han ikke høre mere for det, for han kunde sagtens faa en anclcn Husholderske, ja han troede endda, at han kunde faa saa mange, at han kunde trckkc Søndersiden af Stuehuset med dem, og maaske endda Bryn til Nordsiden.

Dct tørste Aar ieg tjente hos Morbror Laust, havde Trine og Kræ Skrædder været paa Aftregt i 4o Aar. Jeg kan ikke ngjagtig huske, hvad de skulde have i Aftægt, men det var ialtfald meget, og jeg kan da huske, at Laust sagde til Trine, da han gav hende Afticgtsulden: Nu har du lige faaet l2o Pund Uld af mig. Saa var der jo en Liter Mælk hver morgen, I Pund SmØr hver lgrdag,2 Lispund (16 Pund) Flæsk hver Tamperdag (4 gange aarlig). Vi var altid inde og smage Flæsket. Derudover var der jo Æg, Malt, Humle. Kartofler, Rug, Byg, HedetØrv og Klyne + Halvdelen af Udbyttet af Havens Frugttråuer og Buske. Ogsaa Faarekød,Torsk,Talg og Petroleum skulde de have, men Mængden husker jeg ikke. Saa var der Kørsel i Kirke og til Slægtninge i Nærheden. Jeg synes nu, at det var en kollosal Belastning for en Ejendom paa godt en Snes Td. Land, men de kom egentlig godt ud af det sammen. Jeg fik Forklaring af Laust (i Kræ Skrædders Paahør) om, hvordan jeg skulde maale Kornet i Skæpper (8 Skæpper: 1 Td.: 1oo kg) til Aftægten. Til Rug og Byg skulde Skæppenaalet stryges med et lille Brædt, men Kartoflerne skulde være Topmaal. Malten købte vi hos Mølleren. Jeg var nu ikke saa glad for Gravningen af de mange Hedetørv og Klyne, og jeg kan huske, at Lærer Hennebjerg engang splittede en Bænk for mig, det var en dejlig Hjælp med en lang Bænk tværs over Engen.

Lærer Hennebjerg var dengang nyansat Lærer, vistnok i Horne, før han blev Førstelærer i Stundsig, og det var jo ikke nogen storløn Lærerne fik dengang, saa han lejede et stykke Mose (Eng) af Johannes christensen, Naboen til Laust's, og der gravede han sine Tørv (Klyne), det kostede sikkert ikke mange Kroner, og han havde lettere ved det, end jeg havde dengang.

Naa, nu maa jeg nok til at slutte mit Tjenesteforhold hos Morbror Laust. Det blev lidt før Aftalen, idet Laust's Søn Hans, altsaa min Fætter, solgte sin Gaard omme i Kærup da hans Kone var syg og skulde paa Sanatoriet. Saa vilde Hans og en lille Datter, Anina gerne være hjemme hos Laust om Sommeren, (jeg var der paa andet Aar) for at se hvgrdan det gik med Konen, før han igen k6bte Ejendom. Den unge Kone døde samme Sommer.

Det gik da saadan, at jeg kom til at tjene i min gamle Hyrdedrengsplads hos søren

Andersen i Deigaard, nu som Andenkarl den halve Tid om Sommeren. Fra 1' Nov' blev jeg saa fæstet som Forkarl den hele Tid, og nu skulde de saa selv klare det derhjemme, jeg fortsatte yderligere fra November et Aar, men da blev min Far syg i Foraaret, saa jeg lejede da en Karl den halve Tid (chr.vad Tonnesen) og tog saa hjem for at hjælpe, da min Far var meget medtaget af Lungehindebetændelse. Jeg syntes, jeg var nødt til at blive derhiemme den halve Tid, saa jeg tog nu Plads hos vor Nabo, Andreas 12

Højberg fra 1. November. Jeg var jo godt kendt med Dres og Trine, og det var ogsaa en god Plads. Der var meget at bestille. Vi stod op Kl. 5 baade Sommer og Vinter, og jeg tærskede ofte ved Lys fra Flagermuslygten om Morgenen efter Mugningen, og der skulde tækkes med Rugtag før Vinteren satte ind, saa der var Travlhed. Men i den nye Lade, som var bygget Aaretfør, var der en mægtig Plads til at tærske paa, der kunde lægges en hel Trave (6o Neg) af Gangen. Vi naaede Tagdækningen før Vinteren, men saa skulde der pikkes Stenbro indendørs.

Jo, der var ikke Mangel paa Arbejde hos gamle Høiberg, som vi nu siger, men flink var han at være hos, og han var ikke uden Lune. Hans store Hobby var Hesteavlen, og jeg tror han havde de bedste Heste i Sognet dengang. Tre Fplhopper og et Par Plage havde han, saa der skulde skæres negen Hakkelse, og det var med Haandkraft indtil Foraaret ialtfald, da naaede Elektriciteten ogsaa hertil. jeg havde Kammer i et Hjørne af Hestestalen sammen med Sønnen Anders. Der var toppede Brosten til Gulv, og selvf6lgelig Halm i Sengene, og lunt var der, men det skete at een af Øgene kom løs og trykkede D6rfyldningen ind i Karlekammeret, før vi vaagnede.

Jeg blev hos Højbergs et Aar mere den halve Tid, alt i alt var jeg glad for Pladsen især Dres. Jeg kunde maaske lige fortælle et lille Træk, der belyser hans Omsorg for Hestene.

Dengang hentede man altid selv Kunstgødningen på Stationen i Løbet af Vinteren, og det var ikke altid det behageligste Vejr og Fgre, naar vi skulde af Sted til Tistrup Station.

Der kom da Bud fra Bjerremose Indkøbsforening en Dag i Februar,at vi skulde hente G6dning, og jeg skulde af Sted med de to brune Hopper. Vejret var no§enlunde med Tø efter en Frostperiode. Dres syntes jeg skulde have 25 Sække a' 1oo Kg. paa, selvom Føret maaske ikke var saa godt. Han brugte megen G6dning, og vi skulde helst ikke køre alt for ofte. Naa jeg kunde nok se, da jeg k6rte opad Lervad Banke, at det skar alt for meget ned i den simple Grusvej, saa jeg nøjedes med at tage 2o Sække paa for en Gangs Skyld, men jeg var lidt betænkelig ved det.-Men det var ialfald mere end nok den Dag, for Øgene var skumsvedte f@r jeg var halwejs hjemme. Jeg fik megen Ros af gamle Dres, fordi jeg havde været lidt forsigtig. »Ja, og vi staar jo og skal afsted med begge Hopperne til Kaaring i Lunde i Morgen tidlig«, sagde han. Vi maatte til at vaske, strigle og rede Man og Hale. Det gik altsammen godt nok, baade »Vagny og Doris« blev kaarede i første Klasse, Doris paa Fløjen.

Naa Aaret gik, og nu inente jeg, at jeg godt kunde tage Plads den hele Tid igen og for femte Gang fik jeg Plads hos Søren Andersen i Dejgaard.

Ja,her var jeg efterhaanden kendt med Bedriften baade ude og inde, saa jeg maatte saamænd raade mig selv med Arbejdet. Vi blev ret tidlig færdig med Efteraarsarbejdet det Aar, saa jeg fik tid til at pløje 5 Td. Land Hede ekstra. Der var yderligere 1o Td. Land Hede, men det var for meget paa een Gang. Det var helt interessant at brække Hede op, syntes jeg, det var jo dengang med en gammeldags Svingplov og to Heste. Men saa skulde der jo mergles om Sommeren derefter. Der var Mergel under en Del af Gaaidens Jord, saa det skulde opgraves i Løbet af Sommeren. Det foregik paa den Maade, at Overjorden (1 M.) blev gravet bort af en Firkant paa ca. 4 x 6 M. Naar ca. 1 Meter var gravet bort, kom der saa Mergel, men for at være sikker paa, at det ikke kun var Blaaler prøvede man altid med Saltsyre. Ved paahældning af Syren kogte det, naar der var nogen Indhold af Kalk. Hvor mange Procent Kalk kunde jo ikke konstateres, men den laa nok ikke ret h6j i Almindelighed, dog var Virkningen god nok, naar det fik 13

et godt Lag. At grave Mergel op var baade strengt Arbejde og ikke ufarligt. Der skulde holdes kig med Siderne i saadan en Mergelgrav. Naar man kom ned i en Dybde på 6-7 Meter. Mergel er jo en haard og kompakt Masse og skyder ikke saa let sammen som f.cks. Sand, men er til Gengæld ikke saa let at grave sig ud af i tilfælde af Sammenstyrtning.

Det var noget om Mergling før i Dage. Det var et forholdsvis strengt Arbejde, naar man selv gravede Mergelen op, men der kom jo efterhaanden Mergelselskaber, hvor Mergelen toges op med Gravemaskiner og leveredes fgrst pr. Bane og siden pr. Lastbil

direkte paa Ejendommene.

Det blev det sidste Aar, jeg var Tjenestekarl. Jeg havde det vældig godt, der var en Karl mere den halve Tid, samt Pige og deres egne Børn, hvoraf den ældste Anders, blev konfirmeret i Efteraaret. Saa vi var flere om Arbejdet dengang end nutildags.

Mine Forældre var ikke saa raske, saa de vilde gerne af med Ejendommen, og ærlig talt, havde jeg faaet lidt interesse i en lille Pige fra den nordlige Ende af Sognet, saa jeg var ikke uvillig til at overtage Ejendommen i Asp, selvom der var en Kammerat, der gerne vilde have haft mig med paa Højskole om Vinteren. Naa, det gik altsaa saadan, at da Novembersdag kom, trak jeg afsted hjemad med en dejlig Løbekvie af den bedste Ko fra Besætningen i Dejgaard. Jeg var da kun 22 Aar, men havde jo Mod på Tilværelsen, som unge Mennesker da heldigvis i Almindelighed har.

Hvad med

Ku ltu ren

?

Nogen vil maaske tænke, om der dengang var noget der hed Kultur, eller det hele drejede sig om Arbejdet. Hertil maa vist svares, at man selvfplgelig ikke kendte Robert Jacobsens Skulpturer eller deslige, ligesaa lidt som man kendte de nu saa almindelige abstrakte Fixerbilleder. Men derimod tog man til Foredrag, Teater og der blev dengang spillet Dilettant og læst Fælleslæsning med langt større Tilslutning end nu. Jeg var endog mere begejstret over Opfprelsen af »Jeppe paa ftjerget« dengang ved lokale Hornekræfter, end nu for et Aars Tid siden, da Stykket blev opført af Skuespillere på Gymnasiet i Varde. Men foruden Holberg var der jo Hostrup med »Eventyr på Fodrejsenu, »En Spurv i Tranedans« o.s.v., og det er jo saa store Klassikere, at de da heldigvis stadig bruges.

Ungdomsforeningen havde altid vældig Tilslutning, baade hjemme i Sognet, og til de store Vintermøder (Kredsm6der), der afholdtes skiftevis i Ølgod og Tistrup, samt GrundlovsmØderne ved Lindingbro. Det var ogsaa i de store Skolemøders Tid,Hvert Aar, Tirsdag og Onsdag efter Pinse. Der rar enorm Tilslutning af de ældre Tirsdag og af de unge Onsdag, med baade Formiddags- og Eftermiddagsm@der. Jeg husker, at Forstander Holger Begtrup holdt Foredrag, men da kun Halvdelen af Tilhørerne kunde rummes i Ambjerghallen, lovede han, at holde Talen bagefter i fri Luft, hvad han ogsaa gjorde. Nu er der vel tilbage et Eftermiddagsskolempde med ikke altfor stor Tilslutning.

Nu var der vel dengang, særlig under og efter første Verdenskrig en særlig M6destemning. Muligheden for Sønderjyllands Genforening med Moderlandet drpftedes forsigtigt ved Krigens Begyndelse, men blev efterhaanden et nationalt Folkekrav. Af de spnderjydske Talere, vi hørte i den Tid, husker jeg især Andreas Grau. Han var en 14

blzendende Folketaler for den sonder.jvdske Sas. \'ccl Lindinghro taltc han cnqans ()!l citerede et Par Vers af Ed'u. [-embckcs »Du skr.lnne I-and mcr] Dal oc Bakkc tusre r. [)ct

var Vcrs

I

og 3:

En Kampens Pris din Dejlighed er vorden; en Bejler kom fra Syd og en fra Norden; den ene kom i Glansen af Rigdom og af Magt og bød dig Brudekransen og Herlighed og Pragt; fagre Ord talte han med Liste, fagre Ord mange Hjerter friste, fagre Ord. Den anden rakte Haanden jævnt og stille og havde ikke mange Ord at spilde, dog var der i hans Stemme den gamle kendte Klang, som ingen kan forglemme, der hørte den engang.

Det var Sang fra din Barndoms Dage, MinderØst om din Fryd og Klage, MinderØst.

Han sluttede under bragende Klapsalver, og den smukke Sang blev meget brugt siden,

Vi hørte ogsaa den kendte Sgnderjyde H.P.Hansen, Nørremølle, ogsaa en udmærket Mand, men lidt mere forsigtig i sine Udtalelser. Han blev jo Medlem af den danske Regering Zahle, og denne Regering f6rte efter manges Mening en noget lunken Holdning i den sønderjydske Sag, hvad jo senere førte til det ret opsigtsvækkende, at Kong Kristian d. Tiende afskedigede Regeringen paa graat Papir (Paaskekrisen 192o).

Der kunde skrives meget om Begjestringen ved S6nderjyllands Genforening, men jeg vil nu skrive lidt om min Start som selvstændig Husmand.

Prisen forEjendommen var 7.5oo Kr. + Aftægt til mine Forældre, og det lyder jo ikke afskrækkende i Dag. Der var da knap 17 Td. Land, hvoraf 13 var dyrket. Der var 4 Køer,4 Kalve, 4 Grise, 2 islandske Heste og Høns. Der var installeret Elektricitet til Lys, men ikke Kraft, saa jeg maatte tærske med Plejl de første Aar. Den første Vinter gik jeg meget ud i Dagleje, mine Forældre passede saa Fodringen. Det var en herlig Vinter, og Herligheden kulminerede 11. Marts, da Mor og jeg rejste til Varde og fik Ring paa. Det blev en meget anstrengende og dyr Dag. Vi vadede i Sne til et godt Stykke op paa Benene til Gaarde Station, for at rejse med Toget til Varde. Da vi saa kom derud, skulde jeg hge ind paa Dommerkontoret efter mit Skøde paa Ejendommen, jeg syntes da, jeg maatte betale Skriveomkostninger, før der blev til Ringe.

Naa, Pengene slog da til,og der blev da vist ogsaa til et Par Stykker Smørrebrød, vi havde sikret os Returbillet.

Nu var alt jo rosenrødt, men jeg blev da klar over, at der skulde lidt mere Omsætning til paa Ejendommen, før vi kunde tænke paa at gifte os. under og efter Genforeningsforhandlinger og Møder.

Jeg bestemte mig

til

at bygge lidt

til

Østenden paa den gamle Stald

i

Løbet af 15

Sommeren og fik hentet Mursten og noget brugt Tømmer. Det blev dog først efter Høst, vi fik begyndt Tilbygningsarbejdet. jeg var nemlig fra Maj begyndt ., Hle Mælke-å tur til 8oo Kr., og dengang høstede jeg jo Korn og Græs med Le, Saa det var fØrst efter Indbjergningen, der blev Tid til Byggeri. Jeg havde peder Damgaard til Murerarbejdet, Kr. Kristensen til Snedkerarbejdet og Niels Krongaard til Tækkearbejdet. De var alle forhenværende Landmænd, som aldrig havde lært Faget, men var blevet vant til at lave smaareparationer selv. Naa, det tegnede nu helt godt, vi havde godt Efteraarsvejr, indtil vi havde faaet det hele under Tag og faaet MønningstØrv lagt paa.

Saa fik vi pludselig Mund- og Klovsyge i Besætningen og blev afspærret fra omverdenen. Jeg blev forbudt at køre Mælk for andre, og selvfølgelig maatte der ikke komme Haandværkere paa Ejendommen, alle maatte respektere Politiets Skilte »Ad-

gang forbudt«.

Det var en meget ondartet sygdom dengang, baade for Kvæg og svin, man kendte ikke til vaccine, og særlig de store Kreaturer fik alvorlige Men af det, omend de overlevede. Men det førte da med sig, at jeg selv fik Tid til at fuldføre det indvendige Byggearbejde: Skillerum, Kloak og Vægpudsning m.m..

Da jeg var færdig, var der blevet Plads til et par Køer mere + 2 ekstra Svinestier, Roekammer og Foderrum.

De 4 fag Tilbygning kostede i Haandværkerudgifter saaledes: Murerarbejdet 2o Kr., Tømrerarbejdet 25 Kr. og Tækkemanden l2 Kr. Under Klovsygen maatte Mor og jeg selvfølgelig heller ikke besøge hinanden. Jeg husker dog, at vi pr. Brev fik aftalt at mØdes i Vognskuret derhjemme i Bjalderup. Mor havde fra November faaet Plads paa centralhotellet i Ølgod. Min Svigermor havde dækket et festligt Kaffebord derude i Udhuset, saa det blev meget vellykket.

Da vi havde haft Klovsygen et stykke Tid, fik vi overraskende Gæster en Aften. Det var Anna ogAnders Højberg, da havde de ogsaa faaet Sygdommen derhenne, og saa gik det forresten Slag i Slag. Næsten alle Leverandørerne fik det i Besætningen. saa gik da den vinter. Jeg begyndte atkfie Mælk igen, da Afspærringen blev hævet, og vi havde faaet Stalden gjort ren og decinficeret.

Første Marts tog jeg til Borris Landbrugsskole paa et 11-Dages Landbrugskursus. Min

Mor og Far kunde nok passe Fodringen, og jeg lejede Albert Møller til at køre

Mælkevognen. Det er jo saa al den landbrugsfaglige Lærdom, jeg fik paa skole, men jeg syntes dengang, at jeg fik meget ud af de 11 Dage. Der forlangtes jo ikke »GrØnt Bevis« dengang for at erhverve Landbrugsejendomme. Det var dengang,man sagde om unge Mænd, at kunde de ikke blive andet, saa kunde de da blive Landmænd.

Jeg holdt op med atkøre Mælketuren 15. Maj det Aar og syntes, der var nok at se til aliigevel- Jeg maatte jo selv holde Roerne rene, og jeg gravede T6rv (Klyne) baade oppe ved Østerenden af Marken og nede i det sydøstlige H.iørne, og det var gode Klyne, som blev suppleret med Tørv fra Eg Mose. Vi gravede da ogsaa siden vi blev gift,-men det slap da op . Jeg maatte slaa Græsset og h6ste Komet med Le, saa jeg syntes, der var meget at lave og begyndte derfor at tale med Mor om det mulige i at gifte os før næste sommer. Jeg tror hun fandt, det var et mbget fornuftigt Forslag, det var jo bare det med Pladsforholdene, for jeg havde da faaet.6 Køer og godt en Snes Grise og Kalve, men skulde Mor flytte op til os, skulde der bygges stuehus, men det var hun nu ogsaa værd.

16

vi sØgte Tilbud hos Murermestrene A. J6rgensen, Gaarde og peder Hedegaard.

Stundsig. Det var i Aaret 1926. Tilbuddet fra A. J6rgensen l6d paa 8.5oo Kr. og fra p.

Hedegaard paa 7 .6oo Kr. Det var foruden støbegods (Komfur og Kakkelovne) og der kendtes da selvfplgelig ikke til Bad og centralvarme. P. Hedegaard fik Arbejdet, der skulde være fædig 1. Maj. Peder Hedegaard begyndte Arbejdet 1. Marts og havde som Svend, Jeppe Sørensen fra Tistrup. Jeg husker, at han en Dag kom noget sent, hvad Peder Hodegaard bebrejdede ham. Jeppe sørensen undskyldte sig med, at hans Kone lige havde faaet en søn. saa der var jo formildende omstændigheder. Jeg syntes saa, at vi lige skulde have en Kaffepuns i Anledningen, og det hjalp straks på stemningen. vi vartede ellers ikke op med Brændevin andet end til P. Hedegaard. Han havde aldrig lært at cykle, saa han gik afsted baade Morgen og Aften fra Stundsig og tilbage. Han og min Far fik gerne en Puns om Afitenen, før han tog afsted hjem. Min Far havde nemlig som ung Mand været Haandlanger for Hedegaard, da han byggede den store Hjørnebygning i Tistrup. Det var f6r mine Forældre flyttede til Asp. Hedegaard havde førhen været noget drikfældig. Jeg kan da lige nævne, at sønnen Jeppe fik, er den nuværende Murermester og Byraadsmedlem sigurd sgrensen, Tistrup. Men i6vrigt var vi meget godt tilfredse med Haandværkeme. Til Tømrerarbejdet havde Hedegaard antaget Tpmrermester Karl Tusborg, Tistrup, og til snedkerarbejdet sørensen og H6gsberg fra varde. vi syntes nu, de lavede noget vældigt fint Snedkerarbejde. Til at lægge Tagsten havde vi Alfred Falck fra varde. Han kom væltende ned fra Høloftet paaskemorgen kan jeg huske, og da jeg noget forundret spurgte om Aarsagen til dette særlige Nattelogi, forklarede han mig, at han havde været med et Stykke Kvindfolk hjemme fra Lørdagsballet i varde, og saa syntes han, at han var godt paa vej herudad. Han lagde Tagstenene op 1. og 2. paaskedag, og det var han Expert i. Tagstenene maatte vi nu ret hurtigt skifte ud, men det var ikke hans Skyld.

Arbejdet med stuehuset gik uden Gnidninger, og det blev ialtfald ikke mange Dage ind i Maj Maaned før alt var fikst og færdigt.

Vort Bryllup var forlængst fastsat til d. 28.Maj, og som Skik var dengang. blev der indbudt 8 Dage fgr, men det var jo vore Fædre, der skulde sørge for det. Festen skulde holdes derhjemme i Bjalderup, og der skulde lejes Telt, hvad der var meget almindelig dengang. Jeg og en Nabo i Bjalderup, Georg pagaard hentede Teltet i Nordenskov et Par Dage fgr, der var et Par store Vognlæs til saadan et Telt.

Mor

og fars bryllup

den 28. maj 1926.

oprandt da Dagen. og Gæsterne var indbudt til Frokost, det har vel været ved 1oom Formiddagen. Det var meget tidlig Foraar det Aar, og jeg husker, at jeg hcntede et Par meget store børfulde Græs til Køerne, som saa skulde blive inde, for at gØre det lettere for vor Nabokarl at fodre dem.

Der var kun enkelte Biler dengang. Jeg havde aftalt med vor Brugsuddeler, at han skulde køre. og Ansgar Nielsen, senere Vadgaarden, var dengang Kørelærer i Strellev, kørte ogsaa Kaperkørsel, saa jeg tror nok, at vi alle blev bilet til Kirke. Der var da ogsaa andre Udlejningsbiler, og enkelte cyklede. Jeg husker ikke hvor mange der var med, men omkring Hundrede, det var ialtfald et stort Bryllup efter den Tids Skik. Det regnede lidt om Formiddagen, men blev et meget straalende Vejr om Eftermiddagen, hvor Folk i stort tal var i Asp, for at se vort nye Stuehus, og alt var festligt.

Nu vil nogen, som gider læse dette her, maaske synes, at jeg slet ikke har omtalt »den store. store Kærlighed«, men dertil maa jeg sige, at det ikke er af Mangel paa samme, men fordi jeg ikke har Evner til at beskrive saa altoverskyggende Emner. Men dog maa jeg sige, at i de henved 58 Aar, vi har levet sammen nu, har jeg aldrig et Øjeblik fortrudt mit Valg, og som nogen maaske husker, vil Mor jo heller ikke bytte mig bort, selv med en yngre.

Til at begynde med var Pengene smaa, og Krisetider blev det, Men Mor har aldrig stillet store Krav, saa vi kunde da altid svare enhver sit.Ja, det kan maaske lyde baade som Pjat og Pral, men jeg synes Mor fortjener Ros, for vi gaar ikke saadan og siger »lille Skat« og den Slags i daglig Tale. I det hele taget har Konversationen aldrig været min stærke Side. Naa, men ikke mere om det.

Saa

ll

Ti<Jen

Det lyder i Dag ikke af nogen stor Sum Penge for et Stuehus, 7.6oo Kr., men vi skulde da laane alle Pengene. Den Smule, jeg havde samlet, da jeg overtog Ejendommen, var opbrugt til den Smule Tilbygning og Besætningsforpgelse.

Lidt Uheld som fglge af Klovsygen havde der ogsaa været. Men jeg fik et Laan af min Morbror Laust, som jeg havde tjent hos. Det var på 5ooo l<r. til 4,5Vo Rente, Resten laante vi iØlgodSparekasse mod Kaution fra Andreas HØiberyog Søren Andersen' som jeg ogsaa havde tjent hos. Det var til samme Rente, men skulde afdrages i 1.o aar, og det skete da at jeg maatte bede om Udsættelse for disse. Jeg har ogsaa en gang faaet Bud fra Foderstofforeningen i Asp, at nu blev der lukket for videre Køb, da min Skyld var 7o Kr. Vi maatte hpjst skylde 1o kr. pr. Ko, og vi var ikke kommet over 6 dengang. Naa, det . var nu Formanden, der holdt saa haardt på Vedtægtsprincipperne, og det er ikke sket for os siden. Vi fik betalt omgaaende da.

Jeg har slet ikke skrevet noget om mine Svigerforældre endnu, det maa jeg skynde mig at faa oprettet. Ejendommen, de havde i Bjalderup, kender de fleste af eventuelle Lalsere. Den er nu nedlagt. Jorden blev solgt til daværende Nabo, Hans Holm, hvis Gaard nu drives af Svigersønnen Villy Jensen. Min Svigerfar, Chr. Jørgensen, stammede fra Brandeegren, men kom som ung Mand til at tjene heromkring, blandt andre Steder ogsaa hos Peder Gade i Malle. Men ellers mest i Strellev hos Rasmus Skomager og paa »Katrebelgaard«, hos daværende Gaardejer Spren Jørgensen. Her er mine Svigerfcirforældre nok blevet kendt, da min Svigermor er fra den Gaard i Tarp, hvor Orla Sgnderåy nu bor. Min Svigermor, Magdalene, var Datter af Ane og Mads Johnsen, Tarp. Der var to andre Børn, Broderen.Christian og Spsteren Kathrine. Christian rejste 1B

I

som ung Mand til Amerika, blev gift med en norsk Pige, men døde ret ung.

Mine Svigerforældre bosatte sig efter deres Bryllup paa Ejendommen i Bjalderup. og Kathrine, som var den yngste af de tre Søskende, blev gift med Hans Madsen fra Aadum. De overtog saa Kathrines Fødehjem i Strellev, hvor Ane og Mads Johnsen kom paa Aftægt. Mads, der var svagelig, d6de dog snart efter. Hans Madsen var en dygtig Mand og fik efter nogle Aar bygget ny Stald og Lade og det var Meningen, at der skulde bygges nyt Stuehus et Par Aar efter, men i Foraaret 1929 blev han syg og d6de paa Tarm Sygehus. Kathrine havde da selv Gaarden nogle faa Aar, hvorpaa hun overdrog den til Sønnen Konrad Madsen og Svigerdatteren Anna, som for nogle Aar siden afstod den til Datteren Birgit og Svigers6nnen Orla Sønderby. Mine Svigerforældre havde ikke nogen stor Bedrift, men de drev Ejendommen mønsterværdig, og det saa anderledes godt ud dengang, baade ude og inde, end det har gjort siden. Jeg kom straks til at synes godt om dem begge, og dette Indtryk forstærkedes, saa jeg kom til at holde meget af dem. De afholdt jo vores Bryllup, og Mor fik baade udstyr og Soveværelsesmøbler.

De havde iL923haft den store Sorg, at miste Mors Bror Aage ved en Drukneulykke i Kvie Sø ved Ansager. Det var jo tragisk, og det tog selvsagt haardt paa hele Familien.

Jeg syntes, jeg kunde føle med dem, da vi kort efter blev forlovede. Jeg havde et Par Aar før mistet min Søster Ingeborg, der døde af den spanske Syge 6 Uger efter sit Bryllup.

Mine Svigerforældre havde Ejendommen nogle Aar efter vort Bryllup, men blev efterhaanden trætte af det og solgte til Klara og Kristian Bækmark, der saa efter nogle Aar solgte til Hans Holm.

Da min Svigerfar havde lært lidt Skomageri, dengang han som ung tjente hos Rasmus

Skomager i Strellev, begyndte han en lille Forretning, kan man vist godt kalde det, i Horne, hvor de købte Hus. Det blev nu ikke som Skomager, men derimod som Sadelmager. Han fik travlt med det og vai, eller blev hurtig ret god til det. F6rst var det mest Reparation, men senere syede han hele Sæt Heste§eletØj. Han naaede ogsaa at sy et Par

til vore Heste.

De havde nogle gode Aar i Horne, og Bedstemor, som vi nu vil kalde hende. gik meget ud som Kogekone, og det passede hende godt, hun kom ligesom Bedstefar i Kontakt med.mange Mennsker. Det var jo saadan, at Bedstefar havde et dejligt LoftsSæt

I

t,

værelse til Værksted, og tit sad Kunden deroppe og ventede til SeletØjet var lavet. dersom det kun var Smaareparationer. Der var altid dejligt varmt, og saa drøftede man jo samtidig de sidste Nyheder.

Efter vort Bryllup blev det jo Arbejdsdag igen, selvom der var Hvedebrødsdage. Der var Travlhed straks med Roeudtynding, Hpbjergning og Klynegravning m.v.. Nu vil de fleste, der læser dette her nok undre sig iidt og tænke hvad der kunde være megen Travlhed med. Men her maa man jo huske paa Tiden for nogle og halvtres Aar siden. Vi kendte ikke til Enkornsroefrø eller Sprpjtevædske og begyndte med en Radrenser og do.

Roesaamaskine, saa selv om Arealet ikke var stort, tog det alligevel nogen Tid. Saa vidt jeg husker, brugte vi ogsaa Le til baade Græs og Korn det første Aar vi var gift. Det var vistnok først Aaret efter, vi selv købte Slaamaskine med Høstapparat, selvf6lgelig brugt men gangbar (Pris: 5o Kr.).

Dengang havde vi alle Køerne t@jret, og de skulde altid ind og malkes til Middag, og de blev dengang altid vandet omme ved Karret ved Brønden. Det kunde godt være lidt 19

vanskeligt at styre dem, naar det rigtig var Tgrstevejr. Senere fik vi dog lavet Vandrende foran i Baasene. Men vi havde det dejligt og havde bedre Tid om vinteren, naar der ellers ikke kom Bud fra snefogeden om snekastning, det kunde jo forstyrre lidt i den

daglige Plejltærskning.

Der skulde dog hurtig- blive Forandring fra Glæde til Sorg. Den 11. Jan. fødte Mor en paa omkring r,5 Kg. Det var jo altfor tidligt, og han levede kun et par Dage.

Kuvøsen var ikke opfundet dengang, ellers kunde han sikkert være reddet. vi naaede

lille Dreng

dog at faa ham døbt, det var jo vores første Aage. En lille dejlig Dreng var han, med sort

Haar' der var som silke, og hvoraf jeg i flere Aar havde en lille Lok indenfor mit Urkapsel (t ommeur).

Naa, men Livet gik jo videre; og samme Aar ind under Jul fik vi saa rngeborg.

Hun var ogsaa ved Fødslen meget lille og svag og blev straks efter pøa.t"., niJmmedøbt. Længe havde Mor meget Arbejde med at faa hende vaagen og faa hende til at sutte. Men Taalmodigheden blev belønnet, og hun blev efterhaanden en stærk pige. Vi havde da ogsaa megen Fljælp af mine Forældre, der jo boede i den sydlige Ende af det nye Stuehus, og naar vi skulde i Marken, kom den lille derind.

Driften af Ejendommen gik planm*r.igt. vi havde ret god Held med Besætningen og Avlen, og jeg kpbte det første stykke Jord til udvidelse af Arealet. Det var nu meget beskedent med Udvidelsen i første omgang. vor Nabo, Jens Horsbøls Jord gik rr"-tig med en lille Trekant vest om vor Have (Haven var flyttet om i vest), og naar vi skulde køre Mælken hen til Mallevejen, skulde vi altsaa køre over vor Nabos Jord, ja i det hele taget, al vor Færdsel til den store Vej. Jeg købte saa Trekanten af Jens Horsbøl for 1oo Kr., mod at jeg skulde betale sammenlægningsomkostningerne, de blev ca. 5o Kr.. Det var ikke nogen stor Handel, men meget rarere blev det, at kunne køre paa egen vej.

Den tredje Sommer vi yar gift, blev jeg lidt halvslpj hen paa Sommeren.

Dr. perch mente, det var noget Mavekatar, og jeg skulde holde Diæt o.s.v.. Men nogle Dage efter maatte jeg saa indlægges paa Sygehuset, og det var ret skidt med mig i nogen Tid. De skar mig op i Ryggen og mente vist, det var Nyrerne, det var galt medimen tilsidst fandt de da ud af, at det var Betændelse i Bugspytkirtlen. vistnok en noget sjærden sygdom, og efter et Par Maaneders Forløb blev jeg da igen udskrevet og r"odt hjem, og glad var Jeg.

Jeg var ganske vist ikke ret meget bevendt til Arbejdet, men min Broder Axel, som egentlig skulde have været paa Højskole fra November dette Aar, udsatte det og kom hjem og hjalp os med Efteraarsarbejdet. Han blev hjemme til efter Jul, saa vi kunde rigtig nyde Tilværelsen. vi havde nogle dage f6r November faaet en dejlig Iille pige (Lydia),som Axel selvfølgeligstod Fadder til ved Daaben. Efterhaanden gik alting igen ved det gamle. vi havde et Par somre en skolepige, stinne Kristiansen fra Hjedding, hende var vi meget glade for og har holdt Bekendtskabet med hende vedlige ,io"r. rru, blev gift med Harald Jelling.

Men efterhaanden begyndte den store Landbrugskrise at gøre sig gældende.

Det kneb med Afsætningen af K6d og Flæsk. Tyskland lagde stor Told paa Kreaturerne og SmØrret noteredes en oversang til 1,60 Kr. pr. Kg. (193a). Jeg husker, at jeg paa vardå Torv (Grisemarkedet var dengang paa Torvet) købte 6 Grise af Niels Jensen.

Varde

2o

Vestermark. Der var 7 Grise i Kassen, og han vilde, at jeg skulde købe dem alle, men der var een, der var noget mindre end de andre, saa den vilde jeg ikke have med. vi blev enige om 6 Kr. pr. stk., og jeg betalte ham for de 6, men der var alligevel 7 i Kassen, da

jeg kom hjem. De kostede saa36-4o Kr. ved Leveringen til Slagteriet.

Jeg husker ogsaa, at jeg kom til at byde Andreas Højberg 25 Kr. for en ældre Ko, der skulde kælve om 2-3 Maaneder. jeg fik Koen, der var stærk og reel, men jeg solgte den dog, da den kom nærmere Kælvning for 35 Kr. Saa købte jet en prima Kælvekvie paa Ølgod Marked for 7o Kr.. Ja, det var smaa priser, men Udgifterne var jo ogsaa smaa dengang. Vihavde et Kreditforeningslaan t1l4,5Vo Rente, det vik vi konverterettil3,5Vo og forskellige Hjælpeforanstaltninger blev iværksat efter det berømte Kanslergadeforlig mellem de politiske Partier, hvor ogsaa Renten i Banker og Sparekasser fastsattes til 3 3,57o.

F* li

Ligeledes blev der fra Staten ydet Tilskud til Destruktion af ældre Kreaturer, disse kunde jo slet ikke sælges paa Eksportmarkederne. Det blev dog meget omtalt, at selvom de skulde destrueres, saa blev meget af K6det spist af arbejdsløse, der dengang havde det meget haardt. Det var jo i disse Kriseaar Landbrugets Sammenslutning blev startet (LS) med Knud Bach som Formand.

Bevægelen havde kolossal rilslutning overalt, i Asp Mejerikreds ca. 95vo. Der blev afholdt MØder overalt med stor Tilslutning. Lovene indenfor LS var saa viselig lavet, at i hver Lokalforenings Bestyrelse, skulde Husmændene være i Flertal. Det var vel lavet for at faa alle med, men Fakta var, at baade Husmændenes F6rer, den kendte Jens Holdgaard, og den ligesaa kendte H. c. Hauch fra Landboforeningeme var stærke

Modstandere af LS-Bevægelsen. Det store Bondetog til Christiansborg i 1934 med 4o.ooo Deltagere blev en Kulmination af LS-Bevægelsen. Senere, da nogle af de mest kendt LS-Ledere lod sig opstille til Folketinget, blqv der straks nogen splid i Bevægelsen. De, der blev valgt, Husmanden S. Svenningsen, Godsejer Sehested, Brødrene Valdemar og E.Thomsen fra Østjylland og Elbæk Jensen fra Holsted, var vistnok alle valgt paa venstres Lister, og da de straks efter valget, ved Hjælp af venstres stemmer dannede nyt Parti, »Bondepartiet«, skabte det megen Bitterhed og stort Frafald af Medlemmeme. De lokale Foreninger gik efterhaanden i opløsning, og det viste sig jo,at LS-Formanen Knud Bach nærmest var en Topfigur uden Indflydelse. Det var Brødrene Thomsen og Sehested, og enkelte andre, der støbte Kugleme. Da disse omtalte blev bekendt for deres tyske Sympatier og samarbejde med Fritz clausen, den sØnderjydske »Qvisling«, blev det Afslutningen på LS og Bondepartiet. Det blev næsten for meget om denne Bevægele, men den var jo een af Fplgerne af Landbrugskrisen, Der var ogsaa dengang mange Tvangsauktioner, men det var ikke saa store pengebeløb, det drejede sig om som nu, og da der ikke var megen Mekanisering, havde Krisen ikke den store Afsmitning paa virksomhederne, som den synes at ville faa nu i 19goerne. Der blev dog ogsaa lavet gode Hjælpeforanstaltninger, bl.a. fik vi Grundforbedringsloven med Tilskud til DrænrØr og Arbejde. Vi fik en del drænet dengang, og det var en god Foranstaltning, for nu havde vi ikke mere,Tprvejord alligevel, saa var det rart at faa Vandet væk fra Hullerne, og Jorden deromkring.

Noget hen i trediverne begyndte Tiderne efterhaanden af bedres, der blev indført svinekort som Fplge af en Kontingentering til England, og saa blev der i Almindelighed 21

ikke fedet tlere Svin end man fik Svinekort til, men til Gengæld til lidt bedre Priser.

I)issc Kort hlev fordelt efter forskellige Regler, bl.a. efter Mælkemængde, Grundskyld cfter forhen leverede Svin. Det betød meget med en god Svinekorttildeling til en L,jendom, og det var det første, der blev spurgt om, naar der skulde handles Ejendom.

Blandt de positive Love i Kriseaarene maa dog især nævnes Loven om Tuberkulosebekæmpelsen hos Svin og Kvæg. Denne sygdom kostede før i riden Landbruget kolossale Tab. Ved Tilskud og Præmiering lykkedes det i Løbet af faa Aar at udrydde denne, tirr baade Mennesker og Dyr, saa frygtede sygdom. senere blev der taget fat paa den smitsomme Kalvekastning, der ligeledes blev udryddet.

Med vor egen Bedrift gik det efterhaanden langsom fremad. Vi havde faaet installeret elektrisk Kraft, saa Tærskeværket havde aflgst plejlen, og en Kværn var der ogsaa blevet Raad til. vi var ofte til Sammenkomster i Husmandsforeningen dengang, med Markvandringer og Præmieuddelinger m.m.. De sluttede ofte med Dans til Harmonikamusik eller lignende. Baade Mor og jeg har da været paa Husmandsrejse, der dengang strakte sig over 2-3 Dage. vi var da ogsaa medlem af Landboforeningen, den var mindre politisk,men nok saa lærerigt hvad Kursus- og Foredragsvirksomhed angik.

I 1938 købte vi saa 8 Td. Land Eng af Thomas Christensen i Asp til en Pris af 15oo Kr. Det var jo ikke mange Penge, men Th. christensen var træt af at have den, og efter Uddybningen af Kanalen var der kommet nogle Afgifter paa, saa dem skulde vi selvfglgelig ogsaa have med. Der var en Mængde store Risbuske, som skulde ryddes før Engen kunde pløjes og drænes. Vi lejede en Traktorfører til at pt6je ca. det halve af Engen. Det var en ældre Ungkarl, der var født her i Fruerlund, men som havde opholdt sig i Argentina i mange Aar. Han havde en gammel rraktor med Jernhjul og bugseret Plov, vel nok lidt primitiv at se til, og jeg var lidt skeptisk, da han kom, men han kunde sandelig plpje Eng, selvom den var alrig saa ujævn og vanskelig. Jeg gik bagefter og gravede Sten op, der var saa mange, at de Aaret" efter kostede næsten halvdelen af Jordprisen. De kunde dengang sælges til Grundforbedring af Vejene. Traktorføreren fik forresten mere Arbejde heromkring, han var saadan en hyggelig Mand. om Natten sov han oppe paa Gavlværelset, Plpjningen tog jo flere Dage. Jeg husker, at mine Forældre, som jo levede dengang, morede sig over ham, naar han (Traktorføreren) om Natten slap Luft ud deroppe oven over dem, saa det har nok ikke været helt lydløst.

Resten af Engen pløjede jeg selv, den var mere jævn og 1et at have med at g6re. Saa fik vi den drænet, Kanalen r4rlagt og jævnet op til Mallevejen, hvortil den gik dengang.

Det groede godt i Engen, og det var dengang man satte Hæs naar }rusene var fulde, jeg tror vi et enkelt Aar var oppe paa 5-6 Stykker, det var slet ikke saa let for Mor at hive de sidste Neg op paa Toppen. Dog maa vi ikke glemme, at Børnene efterhaanden voksede op, og hjalp meget ved Arbejdet, baade ude og inde, men om sommeren maatte de efter den Tids Sædvane ud at tjene, ialtfatd de ældste af dem.

Jeg har ikke her beskrevet den Glæde, vi følte, hver Gang en lille Søster eller Bror kom til verden, men de fleste, der læser dette her, kender denne usigelige Taknemlig«rg

hedsfølelse.

Tiden gik, og Landbrugets Økonomi bedredes efterhaanden, men Krigen og Besættelsen gjorde det meget vanskeligt at skaffe Tgj tilB4rnene, man skulde være vaks med Cyklen, med Trædækkene paa, naar det spurgtes, at der var Børnetøi at faa. Rationeringsmærker skulde der jo ogsaa til, baade til Mad ogTøj,selv Kaalrabifrø. Med Mel og 22

Smør o.s.v. gik det efter Omstændighederne helt godt. Vi fik Hvede af egen Avl lavet til Flormel i ristrup og Havregryn lavet i Ølgod, altsammen ulovligt, men meget brugt.

Mine gamle Forældre døde før Klgen sluttede, min Fader i 1942 ogmin Moder i

1944.

De havde været os til stor Hjælp, især de f6rste Aar, med B6rnepasning og andre Ting.

Jeg tror at kunne sige, at vi kom godt ud af det med hinanden. Min Far og jeg har et par Gange haft smaa SammenstØd, det var nok mest min skyld, men mine Forældre og Mor kom altid godt ud af det.

I 1939 byggede vi et stykke til vor gamle Lade, ellers var det de gamle Bygninger af Udhusene, vi stadig arbejdede med, men det var lidt upraktisk. I 1951 holdt vi

S6lvbryllup og præsenterede 8 dejlige Unger i Alderen 23-l Aar. Det var en dejlig Fest, selvom vi endnu havde Smørkort, og sehf6lgelig drak vand til Suppen. Aaret efter havde vi en meget stærk Storm i Februar, den værste storm vi har oplevet, tror jeg nok.

Det rev saa haardt i raget paa den gamle Stald, at vi bestemte os til at bygge ny i sommeren tgs2.Yiblev ellers meget advaret, og enkelte rystede paa Hovedet og sagde: »Uha dog«, saa vi kunde høre det henne fra vejen. Byggepriserne var jo efter den Tid røget op i eventyrlige Højder. vi gav i rimeløn 3,5-4 Kr.,og jeg var selv Arbejdsmand.

Det hele blev til 25.ooo Kr., saa det var slet ikke saa galt. Nu var det saa heldigt, at det var dengang man kunde sØge de saakaldte Marchallaan til 3Vo Rente. Vi søgte og fik 15.ooo Kr., saa det var meget favorable vilkaar. Et par Aar efter byggede vi Maskin- og H6nsehus, det syner jo ikke af meget i Dag, i Forhold til Nutidens Foder- og Maskinhuse, men dengang syntes vi, det var et dejligt Hus. vi har da haft baade Hpns, Kalve og endda søer med Grise derude.Nu er det endog for smaat til Maskiner alene, men Tiderne forandrer sig hurtigt.

I 1957 havde vi den Glæde at faa tildelt s6lvmedalje for Landboflid fra De jydske Landboforeninger. Nu kan jeg da godt se, at det slet ikke var nogei, vi havde fortjent, i Forhold til hvad der præsteres nu om Dage. vi havde jo altid goo uj*tp af B6rnene. men alligevel er vi stadig glade for den smukke Medalje med Mors og mit Navn i Kanten, og Diplomet med Hans Pindstrups Signatur. Ja, det smager jo nok temmelig meget af Selvglæde, men det bedes undskyldt.

Et Par Aar efter byggede vi saa Lade, det var det sidste Byggeri vi iavede, men vi haabede paa, at et af Børnene vilde overtage Herligheden engang, og saa syntes vi, det skulde være lunde i Orden

Ejendommen i Asp efter ombygning i So-erne, og som den så ud ved afståersen til Elly og Aage

Ja vi var flere om Arbejdet dengang, selvom det efterhaanden var blevet, ihvertfald noget mekaniseret. Mor mærkede det nok mest, da vi havde faaet Malkemaskine og Selvbinder, men der havde hun ogsaa faaet sin Part, baade med Malkning og Opbinding.

Vi havde ret god Held med Følopdræt de sidste Aar. Vi havde nogle dejlige Belgierhopper, som vi havde meget ud af, enten ved Salg af Føllene, eller beholde disse at forynge med. Derfor var det f6rst omkring t964,vi fik Traktor. Det var en »Munktell-Krabat«, den og en god Fjedertandsharve kostede ialt 12,ooo Kr. Det blev en ny Epoke i Landbruget, men vi'blev meget tilfredse med det, selvom det kneb med at afse Hestene.

Jeg har ikke omtalt Mors Broder Richardt, som var den yngste af de tre Søskende.

Det er i det hele taget noget spredt, det jeg faar nedkradset. Det var vist aldrig rigtig paa Tale, om han skulde have haft Ejendommen i Bjalderup. Det var paa den Tid meget aktuelt med Statshusmandsbrug til unge, der vilde sætte Bo, og da der kunde faas meget fordelagtige Statslaan, baade til Jord og Bygninger, købte han Jord af Lars Th. Larsen i RotbØI, og her etablerede han sig og blev gift med Anna Burgdorf fra Hesselho. Han fik en dygtig Kone, og vi har altid haft meget godt Samvær.

De første Aar var vi gerne sammen 1. Juledag i Horne, men der blev efterhaanden for mange, saa det skiftede. Det skete da ogsaa at Richardt og jeg diskuterede så hgjlydt, at det gik lidt ud over Julestemningen. Det var jo da Politik, det drejede sig om. Richardt var dengang Retstatsmand, men det er vist forlængst et overstaaet Stadium for ham.

Men heldigvis har vi da været lige gode Venner bagefter.

Desværre blev Bedstefar i Horne ikke nogen gammel Mand, han kom paa Sygehuset paa Grund af Vandladningsbesvær, blev opereret, men fik Lungebetændelse og døde 15.

December 1946. Det var et haardt Slag, især for Bedstemor selvf6lgelig, men hun blev dog boende i Huset indtil 196o, da hun solgte det til Niels Frøsig for 24.ooo Kr..

Jeg faar det nu lidt bagvendt fortalt, for i de Aar Bedstemor var alene i Huset, gik hun ogsaa meget ud at hjælpe som Kogekone. Hun var dygtig til Madlavning og Bagning, og der var tit Bud efter hende. Men det skulde jo ogsaa være i Orden derhjemme i Huset, det var vist navnlig Haven, det kneb med at holde. og som gav Stødet til, at hun altfor tidligt s6gte ind paa »De gamles Hjem«, hvor hun kom til at bo i over 2o Aar. De første Aar tror jeg, hun hjalp meget til i Køkkenet paa Hjemmet, men selv om de fik en god Kost, kunde Bedstemor som Kogekone somme tider kritisere Maden, og det faldt nok ikke i god Jord. Nu har vi vel alle nogle Fejl, smaa eller store, jeg har nu altid beundret Bedstemors Energi og Evner, men jeg har tit været ærgelig, naar hun kritiserede Mors Smaakager og Bagværk. Jeg synes ikke, der er nogen, der kan bage bedre Fedtemakroner eller koge bedre Klejner end Mor, saa hun behøvede ikke faa Mindreværdskomplekser af den Grund.

Naa men Bedstemor har nu altid været god ved os, og det pinte os tit, naar Bestyrerinden paa De gamles Hjem var uforskammet mod hende. De første Aar gik dog saa nogenlunde med skiftende Bestyrerinder, der ikke alle var lige heldige. Den bedste var vist den knap 2o-Årige Vera, hun var ung, men dog venlig og dygtig, men da hun skulde giftes, kom den første Besty'erinde, fru Hansen, nu gift Gertner, igen. Hende har vi nu aldrig syntes om »mildt sagt«. Hende og Bedstemor var paa mange Maader ogsaa to Modsætninger. Bedstemors Religiøsitet var en Torn i Øjet paa Bestyrerinden, og det 24

blev strengt paatalt, da Bedstemor engang gik ind paa et Værelse ved Siden af hcndes eget og sang en Salme for en døende Veninde. Det var saaledes ikke mærkeligt. at tsedStemor var glad for at komme paa BesØg, saa længe hun havde Kræfter til det. og baacle vore Børn og Richardts Børn har da ogsaa k6rt mange Ture med hende, til st6r Oplivelse og Glæde.

De sidste Aar Bedstemor var paa Hjemmet, var meget triste baade for hende selv og for hendes nzefineste. Hun sansede ikke altid, hvem der besøgte hende. Ofte kunde vi ikke faa hende vækket af Dpsigheden. Hun kunde ikke hpre os,og vi kunde ikke høre hende. VedNovemberstid 1979 kom Bestyrerinden paa den Ide, at nu skulde hun flyttes til Plejehjemmet i Varde, det hørte vi ad Omveje, ved at nogen havde været at se paa hende o.s.v.. Vi syntes, det lød noget dyrisk, og jeg tog saa ud og talte med dem paa Socialkontoret. De var nu anderledes forstaaende, og siden blev der ikke talt om Flytning. Noget af det sidste vi syntes, hun sansede, var da Mor og jeg sad lidt hos hende Juleaften l%9 og vilde synge et Par Julesalmer for hende, da kunde hun dog gøre os forstaaelig, at hun ogsaa skulde have en Salmebog, og lidt fulgte hun dog med.

Men saa gik det langsomt tilbage, hun kunde ikke taale at sidde i en Stol mere,og til sidst kunde hun næsten ikke taale at ligge i Sengen. Det skal do! siges, at hun fik en god og kærlig Pasning af de forskellige Hjælpere (Koner) deroppe, de var gode ved hende indtil det sidste. Hun døde Palmesøndag d. 3o. Marts 198o, og det var godt for hende, syntes vi. Hun blev gammel, men vi lærte saa meget, at man ikke skal 6nske sig ældgammel for enhver Pris.

Nu er vi vist efterhaanden naaet så langt frem i Aarstallene, at det maa være paa Tide at slutte disse Optegnelser, eller hvad man nu skal kalde det. Det skulde vel engentlig kun have været lidt fra den første Tid vi kunde huske? Mange af de store Begivenheder er da ogsaa kun flygtig omtalt, saasom Besættelsestiden og ikke mindst Befrielsen i Maj 1945, men det vitde nok blive for omfattende at beskrive, og nogle af vore Børn husker maaske bedre den Tid. Efter Krigen gik det jo langsomt bedre med Landbrugets Økonomi, og mon ikke det var i 1954 vi fik købt en gammel Ford til 5.6oo Kr. Den var ikke særlig rar atkøre i, men vi kprte mange dejlige Ture sammen med vore Børn. det

var vel nok særlig de yngste. Det var en dejlig Tid, og vi blev efterhaanden ogsaa bedre kørende, men saa blev det ogsaa B6rnene, der var Chauffører. Men Tak for mangen god »Personaleudflugt«.

Jeg maa ogsaa sige Mor og Børn Tak for Styring af Bedriften, naar jeg var hjemmefra, ikke fordi jeg skal prale af, at have haft med saa meget at gøre for andre, men det har dog sket, at jeg har været hjemmefra nogle Dage.

De store Festdage med Bryllupper og dejlige Svigerbørn, og senere Barnedaab og Konfirmation, ja og indtil nu to Sølvbryllupper er vi uendelig taknemlige for.

Vi har følt med jer under de knugende Sorger, som ogsaa har indtruffet, det har været tunge Slag, dog er der maaske lidt Trøst at hente i de smukke Linier: »Men hvad Glæde har vel den, der ej kendte at græde«.

Mor og jeg er nu ved at være gamle, men vi er da taknemlige for, at vi har det, som det er, og vi Ønsker, at det maa gaa godt for baade vore Børn, Svigrbørn og Børnebørn.

25

Efterskrift Efter at have læst det nedskrevne, kan jeg nok se, at det for Læserne lyder som lidt

personlig Praleri af mig selv, og det har egentlig ikke været Hensigten, for uden Mor og jer Bprn, havde det staaet daarligt til med mit Landbrug, saa det skal da lige pointeres.

Saa skal det ogsaa bemærkes, at vi har haft Tiden med os, naar lige undtages de første vanskelige Aar. vi var jo ogsaa heldige at faa solgt Ejendommen til Elly og Aage og faa bygget et dejligt Hus her i Horne, til en pris af 75.ooo Kr. (196g). Ja, det lyder helt mærkeligt, at det kun er 13 Aar siden, dengang syntes vi det var en h6j pris.

Vi har haft nogle gode Aar her i Home, ogsaa selvom det var lidt vanskeligt den første Tid, uden at skulde ud til staldarbejdet. Men det var rart i Fprstningen at kunde være lidt behjælpelig derhjemme i Asp, og senere lidt i Gunderup og Mejls. Det gik jo nok bedst, saalænge vi havde Bilen, men ellers er vi nu godt tilfredse uden. Jeg kan heller ikke lave ret meget, der kan kaldes Arbejde længere, men til Gengæld gaar det mere op i Røg for mig. Fprhen røg jeg alrig til Albejdet, jeg trBster mig da med, at ingen nogensinde har set mig fuld, selvom jeg da gerne vil have en puns eller et glas Vin.

Vi må skønne paa, at vi nu igen har det godt helbredsmæssigt, og vi takker for Hjælp sidste Vinter, da det kneb lidt.

Mor

26

og

far

den 17. november 1984.

god

Besættelsestiden Begivenheder under Besættelsen staar tydeligst i Erindringen Luftkampen, der resulterede i Nedskydningen af en engelsk Flyvemaskine over Horne Kær den 14. April

Af

t944.

Vi havde som saa ofte hørt Skydning Aftenen før fra

de tyske Luftværnsbatterier ude

ved Havet i vest og set de sædvanlige Lyssporsprojektiler og Lysbomber over den sildige Aftenhimmel. Det var jo kendetegnende, naar de engelske Flyvere indledte deres Bombeangreb mod de tyske Byer, Hamborg, Bremen, Kiel m.fl., der de sidste Aar kulminerede paa Hitlers F6dselsdag den 2o. April. vi vaagnede ved 2-3 Tiden om Morgenen d. 14. April ved en voldsom Flyvelarm og Skydning fra Øst. Det syntes at lyde af Retningen lige over vorr Hus (Ejendommen i Asp), men vi turde selvfølgelig ikke tænde Lys. Pludselig hørte vi et altoverdøvende spektakel, og i nogle Øjeblikke var vores Soveværelse oplyst som en solskinsdag. vi kunde gennem vinduet se en brændende Flyvemaskine i rasende nedadgaaende sydvestlig Retning udover Engstrækningen Horne Kær. Jeg lpb ud og saa, a.t det brændende vrag af en Flyvemaskine styrtede ned, og i det blikstille Foraarsvejr kunde man gennem Larmen hgre skrig fra de

ulykkelige, nedstyrtende Flyvere.

Mor og jeg talte om det forfærdelige, og selv om hun ikke var saa glad for det (hun var i lykkelige omstændigheder), blev vi enige om, at jeg skulde tage ud til Ulykkesstedet, der var jo ikke ret langt i Luftlinie. Jeg fik fat i cyklen med rrædækkene og rasede afsted. Men selv om der ikke var ret langt, kunde man ikke cykle tværs over Horne Kær, saa jeg maatte udenom og ned med Bjerremosevejen, men kunde efterhaanden se, at Nedstyrtningen var sket lidt vest for Chr. Jacobsen (Kringelihorn). Der laa splintrede vragdele hele vejen (ogsaa paa Marken derhjemme), og {e blev større jo nærmere man kom den brændende Flyvemaskine. Jeg kunde dogikke komme i Nærheden af vraget.

Det sværmede med tyske Soldater, der begyndte at raabe »Halt«, saa snart man kom i' Nærheden. De to tyske Jagere, der havde skudt den engelske Maskine ned, var da kredset bort i sydlig Retning.

Jeg kunde som nævnt ikke komme helt hen til det brændende vrag, der for@vrigt laa i flere Dynger efter en formodentlig Eksplosion. Nogle af de mange senere nysgerrige mente, at ogsaa en tysk Maskine var skudt ned. men det var nok Ønsketænkning.

Jeg bestemte mig snart til at tage hjem igen, da jeg ikke havde faaet mit Legitimationskort med, og det vilde nok forværre situationen yderligere ved at møde en tysk Soldat.

Blandt de store Mængder vragdele løb jegpaa en ca. 4o x4o sejldugspakke, som jeg snuppede med paa min vej tilbage til cyklen, som jeg havde maattet lægge fra mig. Det var nu efterhaanden blevet helt lyst, og jeg kom godt hjem med min pakke, der var ret tung, og jeg var spændt paa hvad den indeholdt. Efter Morgenfodringen kom vor davævende Nabo Hans Holm, og vi pakkede op for den spændende Firkant. Den viste sig at

indeholde en oppustelig Gummibaad med Mast og rødt Sejl samt en del rilbehør.

Masten var af sammenskydelig Aluminium og fyldte saaledes ikke ret meget, men der var desuden et Par smaa Jernbeholdere af ubestemmelig Karakter.

Den ene var muligvis Gas til oppustning af Gummibåden, men vi brugte en paasid27

clcnde Haandpumpe. Ligeledes fandtes der koncentrerede Næringspastiller, Kompas, samt en de I Lysraketter. som vi var meget interesserede i Virkningen af. Hans Holm svntcs. vi burde prøve en med det samme. Det saa ud til, at man bare skulde give et lille Ryk i en paa Raketten siddende Snor, og det virkede da ogsaa udmærket, men Hans maa have holdt Raketten i lidt forkert Retning, for den for lysende ud i Retning af Nedstyrtningsstedet, men da var der efterhaanden blevet mere roligt.

Jeg kan huske, at vi med vores Sprogkundskab til Engelsk, ikke kunde grade Teksterne paa Indpakningerne, men maatte have Hjælp af Hans Pallesen, der havde været i Amerika, men nu boede i Malle og kørte Mælk til Mejeriet i Asp, han kunde grade det engelske.

Der blev naturligvis stor Tilstrømning af nysgerrige Mennesker fra Nabolaget til Nedstyrtningsstedet i Horne Kær. Om Eftermiddagen saa vi (paa tilbørlig Afstand) 3 dræbte Flyvere blive lagt i Kister og k6rt bort. Det saa ud til, at en Feltpræst var til Stede. Det viste sig dog, at en fjerde Flyver havde reddet sig ved Udspring med Faldskærm, idet nu afdøde gaardejer Hans Harch fandt en udfoldet Faldskærm i Malle Plantage. Han fik den stoppet i en tom Bistade til senere Hjembringning. Arne Harch fortæller, at han husker den store mængde Mængde Silkestof, hvoraf bl.a. hans Mor fik syet en Kjole, og det sparede jo godt paa Tøjrationeringsmærkerne. Desuden var der en Mængde stærke Snore, der kunde bruges til Snørebaand i Fodboldst6vleme og andre Ting.

Nogle Dage efter fik vi en dejlig lille Pige (Oda), og i den Anledning havde vi Læge Ove Damgaard fra Tistrup. Han var meget optaget af Flyveulykken, og han fortalte, at han var en af de første, der var naaet til Nedstyrtningsstedet. Tyskerne vilde bortvise ham, men han insisterede paa, at han som Læge havde ret til at tilse eventuelle Tilskadekomne. Lægen fortalte, at de 3 omkomne Flyvere alle var døde, da han unders6gte dem.

De sad med Benene dybt nede i den bløde Englund. Læge Damgaard fortalte, at alle 3 havde en fyldt Morfinsryøjte i Brystlommen, men ingen var brugt. Han tog da deres Legitimationspapirer og deres Armbåndsure, for senere at sende disse til Paarørende i England. Valfarten til Horrte Kær fortsatte i lang Tid, og sk6nt der var tysk Vagt, der somme Tider afgav Varselsskud, blev utrolig meget Ragelse hentet med hjem derudefra, selv et defekt Maskingevær, der let kunde have foraarsagtet en Ulykke før det blev overgivet til Politiet (Løbet var Krumt).

Jeg var saamænd ogsaa dum nok til at slæbe en Rinkning Maskingeværpatroner med hjem, de laa i mange Aar oppe paa en Bjælke i Maskinhuset derhjemme, indtil Aage der nu har Gaarden, fik dem afleveret til Politiet. Saa vidt jeg ved, ligger selve Motoren fra Flyvemaskinen endnu dybt begravet i Engbunden, Det var Beretningen om enkelte Flyvere, der mistede Livet i Kampen ogsaa

28

for

os.

,

Mor og fars død Uden forudgående sygdom døde vor kære far den 3o. oktober 1988. Alle vi, der hørte til hjemmet, følte det store savn, men også midt i sorgen og savnet glæde og taknemmelighed over, at far fik den blide død, han selv havde gnsket sig.

AllerstØrst var savnet for vor kære mor, der gennem 62 ll2 år havde delt alt med far.

Hvordan skulle vi dog kunne mildne sorgen for hende?

Da viste mor sig langt stærkere end både vi - hendes nærmeste - og hun selv havde troet. Hun var utrolig tapper og fandt selv trØst i, at hun nok snart skulle f6lge efter far.

Hun fik det sådan. kw 2 U2 måned efter fars død blev mor pludselig syg. Den 14. januar 1989 blev hun indlagt på Varde Sygehus. Den 16. januar 1989 d6de mor.

Utrolig meget går i stykker, når hjemmet er borte, men en rigdom af minder vil altid bevares, og vi vil altid mindes mor og far med tak, og så håbe, at de frØkorn, de har sået, vil spire i deres spor.

I

Et par

ord om min kære broder

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt ned om min 7 år ældre broder Hans. Det vil jeg gerne prpve på, men der er meget, som er ved at glide ud i tågen, da jeg nu er over 8o år. Både

I

hukommelsen og retskrivningen er ikke gode længere. , Hans,måtte jo, som så mange andre drenge fry småkårshjem,tidlig ud at tjene som hjorddreng. Den første plads han havde lå nok en 3-4 km. hjemmefra. Jeg kan ikke huske hvor gammel han var, men det var ikke let at tage afsked, mor fulgte ham på vej.

Hans længtes hjem, og vi derhjemme længtes efter ham. Glæden var altid stor, når han den 1. nov. kom hjem. De få kroner han fik i l6n, måtte han altid selv råde over, han havde altid små gaver med til os.

Inden han blev konfirmeret havde han en ret anselig bogsamling. Den lille boghylde var fyldt, der var f.eks. Saxos: »Danmarks Riges Krgnike«, Ingemanns historiske romaner m.fl., et bevis på hans videbegærlighed. Efter konfirmationen havde han forskellige pladser i nærheden af vort hjem. Han måtte også være hjemme nogle dage om ugen, da far ikke var så rask. Det var for mig en herlig tid. Jeg fulgle ham overalt.

Ku1.22 ar gammel kom han hjem for at overtage hjemmet efter vore forældre, ikke så let en opgave for en ung mand, men måske var der pligtfølelse eller troskab mod hjemmet, måske en følelse af, at der kunne der skabes et hjem - et hjem med tryghed for hustru og børn.

På dette tidspunkt var Flans ved at blive forlovet, og da der i det gamle stuehus ikke var plads til to familier, måtte der bygges nyt. Vore forældre skulle blive på ejendommen, have husly og aftægt. I 1926 blev Anna og Hans gift og kunne flytte ind i det nye stuehus. Nu blev det gamle stuehus lavet om til stald, og med en lille tilbygning blev der ret god staldplads.

29

Hans var meget højskoleinteresseret, men kom aldrig på højskole, kun nogle korte kursus på Borris Landbrugsskole, som han fik megen gavn og glæde af. Det var nok ved den tid professor Lars Frederiksens fodringsteori blev kendt.Nu blev der ikke længere fodret på slump, men efter ydelse.

Efter nogle års forløb blev der købt mere jord og i 1952 blev der bygget ny stald og lade. Ved fælles indsats var der skabt et mønsterlandbrug, et hjem hvor der var retsind og mildhed, godt for bprn og ungdom og deres fremtid.

Nu hviler min kære bror og svigerinde på kirkegården. Et rigt og lykkeligt dagværk er endt. Ja, de har i sandhed dyrket deres muldjord med flid i mere end een forstand. Fri for modgang blev de så sandelig ikke, men grundet på deres stærke kristne tro,var de i stand til at bære ogsa dette på beundringsvædig måde.

De sidste år - den sidste rige sang,

før fuglen tager Ømt farvel med reden.

Hver time får en sær fordybet klang,

fordi man ved, at alt er sidste

gang,

og gennem tiden skimtes evigheden.

Æret være dcres minde

Axel .lensen.

3o

Hans Jensens begravelse i Horne kirke Natten mellem l1rdag ogsøndag - den nat Hans Jensen døde - frøs det lidt. og jcg tror. vi var mange, der følte at kulden blev hængende i luften og trængte ind i vores sind. da vi hørte, at Hans Jensen var død, og vi aldrig skulle se ham mere.

Hans Jensen var jo en stilfædig mand, som ikke ønskede at markere sig selv eller gøre væsen af sig, men alligevel kunne man ikke kende ham, uden han gjorde indtryk på en, og uden man kom til at synes om ham og respektere ham. Når han virkede sådan på en, tror jeg, det skyldes, at det lyste ud af ham, at han i sjælden grad havde evnen til at holde af. Han holdt af det sted, hvor han var født og levede hele sit liv, og han holdt af jer, som han var knyttet til - hustru og børn, svigerbprn og b6rneb6rn - og for ham var kærligheden ikke bare en følelse, han havde, - nej, for ham var kærligheden det samme som omsorg og ansvar.

I

Hans Jensen var en ansvarlig mand på den smukkeste måde, man kan være det, og som sådan vil vi mindes ham sammen med jer, der stod ham nær, og som jeg ved holdt meget af ham.

Hans Jensen fik jo lov til at blive en gammel mand, - han fik et langt liv fyldt med dygtigt arbejde og med store glæder og med store sorger også, som vi alle ved. Men jeg synes,at vi - selvom det er svært at sige farvel - idag f6rst og fremmest skal tænke med taknemmelighed på det gode liv, han fik, og på alt det, han kom til at betyde for jer, der stod ham nær. Vi vil tænke på al den glæde, han kom med til jer, og al den glæde, han modtog gennem jer.

På spndag er det Allehelgensdag, og det er jo den dag i kirkeåret, hvor vi i særlig grad mindes vore døde. En af teksterne, som bruges i kirken, er hentet fra bjergprædikenen, og heri siger Jesus bl.a. »Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes«. Dermed siger Jesus jo ikke, at det i sig selv er saligt eller lykkeligt at.sørge, - naturligvis ikke. Han ved godt, hvor svært det er for os at skulle sige farvel til dem vi holder af, men han siger til os, at også i sorgen, også når vi mister, er vi sammen med ham og inde under hans kærlighed. Han ved, hvor vi er. og det skal også gennem bjergprædikenes ord siges til os, at døden ikke kan standse Guds kærlighed og ikke kan sætte skel for den. Det vil vi tænke på, nu da vi siger farvel til Hans Jensen. Nu da han ikke længere skal være sammen med jer, er Gud med ham.

Gud er stærkere end døden og er hos sit barn også nu.

Det er i alenkelhed indholdet afdet, vi kalder opstandelsens budskab. Guds egen søn gik genem døden for os og opstod fra de døde for os. Døden kunne ikke standse hans kærlighed. Det budskab må vi leve på, - også når vi siger farvel til vore kære.

Hans Jensen var trods sin høje alder levende og glad optaget af verden til det sidste.

Han var stilfædigt ansvarlig til det sidste, - sådan følte man det. Derfor vil vi nu sige ham farvel og mindes ham med det vers, hvori salmedigteren beder til Gud og siger: Så lær mig da, Herue, at dig til behag

jeg bruger det pund, mig blev givet, at fylde med hæderligt virke min dag, 31

at hjælpe og værne om den, som er svag, at elske, thi heri er livet.

Og giv mig til sidst et navn, Hene Krist, som er i din livsbog ind,skrevet.

Niels Holm:

Anna Madsine Jensens begravelse i Horne kirke Jeg tror, mange kender Kingos salme, hvori det hedder

Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de ganger på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe,

solskin og skyer de følges og ad, jorderigs guld er prægtigt muld, Himlen er enc af salighed fuld.

-

De ord er skrevet helt tilbage i t6oo-tallet. men den erfaring, de giver udtryk for, kender vi jo også godt fra vor tid, - i høj grad endda.

.

Ingen kan plukke glæden og lade sorgen hænge

Sådan udtrykte en moderne digter den sarnme tanke for for år siden, og jeg tror, at I der stod hende nær, sclin vi nu er samlet for at sige farvel, har måttet sande i den sidste tid, at

de vilkar.

I løbet af ganske kort tid har I måttet

sådan er

sige farvel til to mennesker, som I holdt meget af, og som betød en meget §tor glæde i jeres liv. I holdt meget af dem, men I vidste også, at de holdt meget af jer, og derfor ville det også være forkert kun at tdle om sorgen og glemme glæden, nu da vi siger farvel til Anna Jensen og endnu har Hans Jensens boftgang i tankerne. Vi kan tale om glæden, fordi vi ved, at den altid findes, hvor der er kærlighed og sammenhold mellem mennesker, ogdet var der, hvor Anna Jensen fik lov at leve sit liv.

32

Og da hun så blev alene for få måneder siden, lod hun jo heller ikke sorgen tage magten fra glæden, - nej hun levede videre med en stilfærdig styrke og tapperhed, som vist gjorde indtryk på alle, hun kom i ber6ring med. Hun havde midt i sorgen over sin mands d6d valgt glæden og taknemmeligheden over det liv hun havde haft sammen med ham, - sådan virkede det.

Og vi, der er samlet her, vil med taknemmlighed sammen med jer der stod hende nærmest, se tilbage på det liv, hun fik. Fuldt af arbejde må det have været, men også fuldt af god mening, som det jo er, hvor det leves i kærlighed med fælles omsorg og forståelse. Jeg tror, man kan sige, at hun fik et godt liv.

Kingos salme, som blev nævnt til indledning, slutter med dette vers:

Lad da min bd og min lykke kun falde, hvordan min Gud og min Herre han vil, lad ikkun avind udøse sin galde, lad kun og verden fulddrive sit spil!

Soruig skal di, saligheds

frø

blomstre på Himmerigs dejlige

Ø.

Sådan taler den, som ved, at vi ikke kan plukke glæden og lade sorgen hænge, men som også ved, at hvor vi end befinder os i liv eller død, er vi i Guds hånd.

Det er altid svært for os at forstå det og acceptere det,,når vi mister et menneske, vi har holdt meget af og fglt os nært knyttet til. og det der det. uanset hvornår og hvordan det sker, men her i kirken er vi sat til at forkynde et budskab netop om det, - som taler til os om den Gud, som er stærkere end dgden og stærkere end vores sorg over den. Vi forkynder en Gud, som bliver hos os, hvor vi end er.

Derfor vil vi nu her i kirken md fortrØstning sige farvel til Anna Jensen og sige Gud

tak for det liv, hun fik.

Og vi vil med tanke på jer, der nu har mistet hende, I holdt af, gentage det budskab, som ligger i ordene:

Sorig skal dØ, frø

saligheds

blomstre på Himmerigs dejlige

Ø.

Niels Holm.

33