Erindringer af Christian Munch 1 del. I lærdommens tempel

Erindringer

Christian Christiansen Munch 1912-1997 Lærer ved Stundsig Skole fra 1947 – 1962

Forord ved Christian C. Munch søn Vagn Munch Far døde d. 22. juli 1997 og efterlod sig bl.a. manuskriptet til denne erindringsbog. Bogen skrev han midt i firserne, mens han var pensioneret skolepsykolog, i sit hjem i Nørre Nebel. Idéen til bogen er sandsynligvis udsprunget af hans evige søgen efter nye udfordringer. Det fremgår jo også, i flere afsnit, at journalistikken interesserede ham særdeles meget. Hans utallige skriverier til dagbladene tyder på, at han allermest ønskede, at der stod JOURNALIST på hans visitkort. - Selvom han for det meste befandt sig godt bag katederet. De maskinskrevne sider blev fotokopieret. - En af hans gode venner tilbød ham at indbinde 6 eksemplarer at værket. - Et til hver af sønnerne og tre til biblioteket i Nørre Nebel. Desuden har flere familiemedlemmer, venner og kollegaer købt og lånt fotokopier af diverse afsnit fra bogen.

1

I lærdommens templer Det forekommer mig, at flere kendte mænd i deres levnedsbeskrivelser har nævnt noget i retning af, at de "har haft den lykke at gå i en lille landsbyskole".

Har skolen så været stråtækt, og har vedkommende været hyrdedreng fra 6-7 års alderen, har det været en ekstra fordel. Så har der næsten ingen ende været på, hvor berømt man kunne blive. Min første lærdom modtog jeg ganske vist i en lille landsbyskole, men den havde et solidt skifertag, og da jeg heller ikke har vogtet får på heden i min barndom, har mine chancer for at blive landskendt været meget små.

Min barndoms landsbyskole blev bygget lige efter århundredskiftet. Landsbyen var lille, og skolen svarede dertil. Der var kun et klasseværelse med en tilhørende gang, og der var én lærer, hvis embedsbolig var bygget sammen med skolestuen. (Læreren var min far, men i skolestuen var han min lærer. Jeg mindes ikke, at jeg havde privilegier af nogen art.) Man kunne måske snarere sige, at skolen var et rummeligt hus, udvidet med en skolestue. Her var der to rækker skoleborde af den solide slags med bord og bænk med rygstød ud i ét. De stod godt fast og gav ikke anledning til larm, når vi rejste os op. Vi skulle nemlig aflire vore lektier i stående stilling enten enkeltvis eller en række ad gangen. Den sidste metode havde den fordel for dem, der havde andet og mere vigtige ting i hovedet end lektielæsning, at de lod deres mere ansvarsbevidste kammerater tage føringen og så bare hænge på efter bedste evne.

På væggene hang der billeder af berømte danske mænd og kvinder. Der var Tycho Brahe med den kunstige næse og Leonora Christina med noget på hovedet, der lignede en herrehat. Gamle Grundtvig skuede ned over os med halvt lukkede øjne under de buskede bryn. Han så ud, som om han småblundede, men for mig var der ingen tvivl om, at han holdt et vågent øje med den unge generations oplæring. Af andre vægprydelser var der et danmarkskort til højre for den sorte vægtavle og et europakort til venstre. Dem havde vi for øje hver skoledag i syv år i træk, så vi kunne næsten ikke undgå at få et varigt indtryk af vort lands og vor verdensdels konturer. I et hjørne bag et skab stod der en spyttebakke. Den var ikke til brug for de mest fremmelige af de store drenge. Sagen var den, at skoledistriktets beboere nogle gange om året indfandt sig i skolestuen for at betale deres skat med glæde til et medlem af sognerådet, der indtog lærerens plads ved katederet og indkasserede de rare penge. Så benyttede man lejligheden til at spørge nyt og drøfte stort og småt, og ved sådanne sammenkomster har det sikkert gjort godt med en skrå.

Midt på den ene langside stod en stor kakkelovn begravet i en smal niche, så den havde vanskeligt ved at komme af med varmen. Det hjalp dog noget på det, at der blev fyret med kul. Det gav en voldsom strålevarme, så det kunne være en 2

temmelig lun affære at sidde nærmest kakkelovnen en rigtig kold vinterdag. Ved foden af denne statelige varmegiver var der et håndtag, der havde to stillinger: "Stueluft" og "Frisk luft". Når håndtaget stod i den første stilling, recirkulerede luften i skolestuen. Når der så var varmt nok, skiftedes der til "Frisk luft". Det betød, at der blev lukket af for re-cirkulationen samtidig med, at der blev lukket op for den friske luft udefra gennem en udskæring i gulvet under kakkelovnen. Denne sindrige mekanisme fungerede til alles tilfredshed, indtil kakkelovnen en dag efter mange års tro tjeneste blev taget ned for at repareres.

Da opdagede man, at der ikke var antydning af hul i gulvet.

Jeg husker det ikke så nøje, men der foresvæver mig noget om, at vi skam også havde en skolepsykolog. Den var en lille meter lang, grågul og slank og smidig.

Den havde sin plads i hjørnet bag et skab, men jeg erindrer ikke, at læreren i min skoletid benyttede sig af den noget specielle form for pædagogisk bistand, som den var i stand til at yde. Men i strid med det oprindelige formål kunne den gøre god fyldest som pegepind.

På legepladsen stod der en stor træpumpe direkte over en brønd. På siden af den hang der et emaljeret blikkrus i en jernkæde. Her stod vi i kø for at læske vore ganer, når vi skulle ind til timen igen efter et frikvarter. Ingen skænkede det en tanke, at vi på den måde foruden at slukke tørsten eventuelt også udvekslede bakterier af mindre sundhedsbefordrende karakter.

I den anden ende af legepladsen var der placeret nogle gymnastikredskaber. Der var to bomme og nogle fag ribber, monteret på jernbjælker, så de kunne tages ned i vinterhalvåret. Her havde vi gymnastikundervisning i sommerhalvåret, og i frikvartererne muntrede vi os, ikke alene i bommene og ribberne, men også med at springe over buk og plint. Vi konkurrerede på alle mulige måder og fik faktisk en vældig motion på den måde. Det hændte vel også, at et privat mellemværende blev ordnet bag ved udhuset. Jo, vi kom sandelig hinanden ved.

Fra legepladsen kunne vi se ind i lærerens have. Vor skolemester var en habil havedyrker, men vi elever skulle nu også have lidt af æren for hans gode resultater i så henseende. Sagen var den, at han besad en dobbeltstilling, idet han også fungerede som pedel, og som sådan skulle han sørge for varme og rengøring i skolestuen samt fjernelse af vore fordøjelsesmæssige efterladenskaber, så hvorfor ikke forene det nyttige med det ubehagelige og lade dem indgå i naturens evige kredsløb gennem hans have. Da jorden i forvejen var frugtbar, var resultatet næsten overvældende. Især husker jeg et frodigt rabarberbed, hvor man kunne lege skjul næsten uden at bukke sig, hvis det skulle være.

Eleverne var inddelt i to klasser. De tre yngste årgange udgjorde "æ lille klasse", og "æ stuer klasse" omfattede de fire ældste årgange. I sommerhalvåret 3

gik de store i skole hver dag fra kl. 7 til 10 og de små fra kl. 13 til 16. Om vinteren skiftedes klasserne til at gå i skole hver anden dag fra kl. 9 til 16, afbrudt af et middagsfrikvarter på en time. Sommerferien var i august måned, så kunne børnene hjælpe til med høsten derhjemme. Skoledistriktet omfattede næsten udelukkende landbohjem. Efterårsferie var der ikke noget, der hed.

Juleferien havde omtrent samme længde som nu, ligeledes fridagene i forbindelse med påske og pinse. Desuden havde vi fri grundlovsdag, valdemarsdag (15. juni) samt kongens fødselsdag (26. september). Dronningens fødselsdag gav ikke nogen ekstra fridag, den var desværre juleaftensdag.

Vore rygge blev ikke skæve af at slæbe på tunge skoletasker, for vi havde ikke mange skolebøger, og de få, vi havde, blev transporteret i rygsække eller tornystre, noget, der så vidt mig bekendt anbefales stærkt af skolelæger i dag.

En anden ting, hvormed vi var forud for vor tid, var genbrug. Vi brugte nemlig tavler med trærammer til vore skriftlige arbejder i dansk og regning. Når tavlen var skrevet fuld, tørrede vi den ren med en klud bundet til trærammen gennem et hul. Tavlen blev først fugtet med et par vanddråber fra en lille stænkeflaske, der oprindelig havde indeholdt "ordekolonje", som vi sagde. Tavlen kunne bruges i årevis, og griflerne, som vi brugte som skriveredskaber, var meget slidstærke.

De ældste årgange skrev dog med blyant og pen og blæk. Pennene købte vi hos læreren for 1 øre for en stålpen og 2 øre for en såkaldt elastikpen, der i en kyndig hånd var i stand til næsten at prente bogstaverne, når vi havde "skønskrift".

Vi fik en grundig undervisning i dansk. Vi startede med "DEN NYE ABC, MYREBOGEN", som mange af den ældre generation sikkert kan huske. På forsiden var der en galende hane, samt en dreng og en pige, stærkt optaget af at betragte en kæmpemæssig myretue. Nedenunder stod prentet en af Kong Salomons sentenser: GAK TIL MYREN OG BLIV VIIS. Adskillige børn havde smugtrænet hjemme før skolegangens begyndelse, så når den store dag oprandt, troppede mangen en Søren og Peter og Maren op med forkundskaber, så de kunne stave og læse. Det var i øvrigt heller ingen skade til, for bogen gik ret hårdt frem, og læsestykkernes indhold var ofte af belærende og moraliserende art. Der var historien om Trine Kokkepige, der ville have sig en slurk vin, men i skyndingen tog en forkert flaske og fik så meget tran i sig, at hun måtte spytte i en hel time. Hvoraf man altså kunne lære, at man ikke skal forgribe sig på herskabets retmæssige ejendom (og hvis man alligevel gør det, skal man se sig noget bedre for). Og der var beretningen om den gruelige skæbne, der blev en deserteret soldat til del. Han havde fået nok af den blodige leg og havde skjult sig i en mose. Hvad der videre skete, gengives her med bogens ord og med datidens retskrivning: - Men ud fra en lille lys Dampsky fløj en Kugle, skudt ud på Slump, den sidste i Slaget. Den ramte Soldaten, gik gennem hans Vams og 4

lige ind i Brystet. Måske han hellere skulde være blevet på Pligtens og Ærens Vej; måske han der havde været mere sikker. Indoktrinering er altså ikke noget nyt i skolen.

Danskundervisningen gik meget ud på det formelle såsom retskrivning og analyse, og havde man sans for disse ting, fik man et solidt grundlag for en eventuel videreuddannelse.

Til regneundervisningen blev der brugt tre bøger, en gul, en blå og en brun.

Undervisningen var individuel i den forstand, at hver elev kørte sit eget løb, så det afhang af børnenes evner og flid og lærerens indsats, hvor langt de nåede.

Der var ikke megen motivation at hente i regnebøgerne; der var side op og side ned af kedelige regnestykker sammenlignet med de farverige og afvekslende bøger, der bruges i dag, men sådan skulle det altså være dengang, og vi kastede os ud i løsningen af opgaver som: 7 3/4 liter koster 2 kr. 32 1/2 øre, hvor meget koster 36 1/5 liter? Andre opgaver afspejlede dagligdagens økonomiske vilkår: En arbejdsmand får i Ugens 6 Arbejdsdage 2 kr. 75 øre daglig, giver for Kosten i Ugens 7 dage 95 øre daglig. Hvor meget får han til overs i 4 Uger 3 1/2 Søgnedag?

Et enkelt oplivende moment var der i form af et poetisk indslag: Hvor høj er Stevns Klint, til hvis Top en Orm i Nætter syv steg op; steg hver Nat tyve Fod, men gled den sjette Del om Dagen ned?

Religionsundervisningen omfattede en grundig gennemgang af bibelhistorien, katekismus samt udenadslæren af salmer og bibelhistoriske sange og skriftsteder, og danmarkshistorien fik vi et indtryk af gennem lærerens fortælling og overhøring. Begge disse fag indgik i sangundervisningen. Her trakterede "æ Degn" sin violin til støtte for vore vokale præstationer. Vel var læreren ikke nogen ny Paganini, ej heller sang vi allesammen perlende rent, men vi stemte i af hjertens lyst, og i årenes løb ophobede der sig i hukommelsen et fond af tekster og melodier, så jeg den dag i dag er i stand til på stående fod at ryste eksempler på alle kategorier af sange og salmer ud af ærmet.

Geografiundervisningen gik meget på navnestoffet, og det indbragte mig i øvrigt en sveder, fordi jeg ikke kunne Tysklands floder. Datidens forfattere af geografibøger fik ellers skyld for at karakterisere de forskellige nationaliteter på 5

en meget enkel og ensidig måde, f.eks. at finnerne skulle være upålidelige og til stadighed gå rundt i en salig dimmelim med en kniv i ærmet, at negrene dagen lang var travlt beskæftiget med at dase i solen og af og til række armen i vejret for at plukke en banan, og at irerne var rødhårede. Jeg erindrer ikke, at vi blev udsat for sådanne uhyrligheder, men det kan jo også være, at jeg har været uopmærksom i timerne.

For mange år siden verserede der en skolehistorie gående ud på, at en lærer engang, da man havde et fantasipræget emne til behandling i klassen, afsluttede med følgende konklusion: "Men det er lige så utænkeligt, som at der skulle komme en neger ind ad døren..", hvorpå det bankede på døren, og ind trådte en neger!

Nu kunne det have været meget fornøjeligt, hvis jeg kunne have fortalt, at den historie havde jeg oplevet i min barndoms skole, men det ville nu ikke have været helt forkert, hvis jeg havde gjort det, for en skønne dag bankede det på døren, og ind trådte en vaskeægte, krushåret neger. Vi gloede på ham med alle tegn på forbavselse; det var helt sikkert ikke den lysende intelligens, der stod malet i vore ansigtstræk. Men han havde da tøj på som de mænd, vi ellers kendte, og han så ikke ud til at ville holde festmåltid på klassens mest trivelige elev. Han var faktisk meget venlig og rar, og hans ærinde var såmænd noget så fredeligt som at holde foredrag for os om den sorte amerikanske pædagog Booker Washington. Foredragets indhold husker jeg næsten intet af, hvorimod negerens accent og hans til tider noget ubehjælpsomme sproglige formulering gjorde indtryk på mig, som når han f. eks. sagde, at Booker Washington "tørrede borde også bænke" - i stedet for "borde og bænke". Efter foredraget fornøjede han os med en lille forestilling. Han skar en korkprop i skiver, anbragte dem i en tom skosværteæske, hældte sprit på og tændte den. Så tog han en gaffel og puttede de brændende korkbøffer i munden, og ved hjælp af en lydelig smasken samt de voldsomste gebærder og mimiske udfoldelser demonstrerede han for os, hvor vidunderligt hans festmåltid smagte ham.

Bagefter viste han en påfaldende interesse for lærerens have ved at stikke hovedet ud gennem det åbentstående vindue og holde det der nogen tid, og vi var trods alt ikke mere naive, end at vi kunne regne ud, hvad det skulle gøre godt for.

Til slut fik vi lov til at røre ved negerens hår. Han gik fra bord til bord og bøjede sig ned, så vi med en kildrende gysen kunne beføle hans beskedne hårprydelse, der mærkedes som groft ståluld. Til pigerne havde han en overraskelse i baghånden. Når de forsigtigt rakte hånden frem, gav han et brøl og jog hovedet frem. Det gav en voldsom effekt i form af vilde skrig og hvinen fra pigerne, og vi morede os allesammen kosteligt.

6

Det kunne hænde, at vi en meget varm sommerdag fik læreren overtalt til at give os lov til at gå ned til åen og bade. Åen løb gennem et smukt landskab, en dal med skovbevoksede skråninger få kilometer fra skolen. Den landskabelige skønhed havde vi vist ingen sans for; vi var mere interesserede i dyrene. Hvis vi var meget heldige, kunne vi se dyr som ræve, grævlinger, rådyr og oddere. I en stærk krumning af åen var vandet så dybt, at vi kunne bade, men det rindende vand var frygtelig koldt, så det krævede en vis overvindelse at hoppe i. Her passer Jeppe Åkjærs ord: "Hvad var vel i verden det fattige liv om ikke en plet med en dal og lidt siv vort hjerte i skælvinger bandt", for den bratte overgang fra den varme luft til det svale, våde element kunne nok give bævrende fornemmelser i hjerteregionen. Vi var forud for vor tid på den måde, at det ikke var textil badning, vi praktiserede, men det var helt i tidens ånd, at pigerne badede for sig et godt stykke borte fra drengene.

Hvert andet år var vi på en længere udflugt med toget fra den nærmeste statsbanestation, og hvert andet år på en kortere tur med hestevogne, som landmændene stillede til rådighed. Det var pæne, velholdte køretøjer, og for manges vedkommende var de forspændt med statelige køreheste i fint seletøj.

Det var faktisk et flot syn at se en kortege på 15 - 20 vogne bevæge sig ad de snoede veje. Vi børn var forsynede med dannebrogsflag på små stokke med små blomsterbuketter i toppen, og vi skrålede hurra for enhver, vi mødte på vejen.

En begivenhed, vi så hen til med kriblende nervøsitet og spændt forventning, var den vistnok årlige eksamen, hvor medlemmer af skolekommissionen med præsten i spidsen indfandt sig for at erkyndige sig om, hvorvidt vore præstationer var i overensstemmelse med lovens forskrifter. Forberedelserne til den store dag bestod først og fremmest i, at vi var særligt flittige nogen tid i forvejen, men også det materielle fik en op pudsning. Vi fik vore tavler med hjem, for at vi kunne skure og skrubbe de nussede trærammer i sæbevand, så de blev skinnende rene, og de malpropre tavleklude blev fornyet. Læreren for sin part forsynede til hver eksamen en ulinjeret protokol med streger til vore navne og rubrikker til karakterer, vel vidende, at de vise fædre for længst var holdt op med at give karakterer.

På prøvelsens dag ankom vi i ekstra god tid i vort pæne tøj og med vandkæmmet hår. På det fastsatte tidspunkt kom læreren ind i skolestuen fra sit kontor og sagde: "Kan I så rejse jer op!" Det var ellers noget, vi ikke brugte til daglig, så det var med til at understrege det usædvanlige ved dagen. Når vi så var kommet op at stå, trådte præsten ind ad døren fulgt af de øvrige kontrollanter, og da kunne vi ofte med en vis lettelse konstatere, at der mellem dem var en, vi kendte. Så var vi da ikke helt overgivet til fremmede mennesker.

Når det hele så efter 2-3 timers forløb var overstået, stormede vi befriet hen til "æ høker". Her omsatte vi den 10-øre eller 25-øre, de fleste havde med i dagens 7

anledning, til alle mulige former for slik, og det siger ikke så lidt, når man betænker kronens daværende købekraft.

Engang var provsten med til eksamen; da stod vi ret som en flok soldater ved vore pladser, og da han skred ind ad døren, var der ingen af os, der betvivlede, at det var Vorherre selv, vi havde besøg af.

Men det må nu alligevel ikke have været Vorherre selv, for senere erfarede vi, at ikke engang hans nære medarbejder biskoppen ville ulejlige sig ud til vor lille skole. En skønne dag kom der nemlig besked om, at de store elever skulle indfinde sig i skolen i nabolandsbyen. Den var dobbelt så stor som vor skole, for der var to skolestuer og to lærere, og her skulle der holdes bispevisitats.

Juleafslutningen tåler ikke sammenligning med nutidens orgier af farver og klip og pynt. I den sidste time før juleferien læste læreren et par julehistorier, og vi tegnede en nissemand efter hans fortegning på den store tavle. Den glade nisse stod med skrævende ben og med hænderne i bukselommerne. Det var ellers ikke en stilling, læreren til daglig anbefalede os, tværtimod, så vi havde en stærk mistanke om, at han helst ville være fri for at vise os sine manglende evner til at tegne hænder. Den eneste fornyelse fra år til år var årstallet i den flot svungne nissehue. Så spenderede lærerens kone dejlige, nybagte småkager og pebernødder, og til sidst fik vi udleveret de julebøger og -hæfter, vi forlængst havde bestilt.

En sådan juleafslutning kan måske synes lidt pauver, men til gengæld inviterede læreren hvert andet års 2. juledag alle børn med forældre til julefest i skolen.

Det år, jeg fyldte 14 år, stod min far og jeg og rodede med et eller andet ved havelågen, og her gik det op for mig, at jeg var blevet indmeldt i Horsens private Realskole med det nye skoleårs begyndelse i august. I erindringen står det for mig, som om det kom helt bag på mig, men jeg er lidt usikker. Jeg ville helst være landmand. Jeg havde engang i et eller andet børneblad eller gudeligt tidsskrift læst et vers, der lød således: Hvorfor er landboen sund og stærk.

Og byboen svækket og bleget?

Jo, landet, det er Vorherres værk, men staden, den er vort eget.

Her var der ikke noget at tage fejl af. Ville man have et godt helbred, måtte man vælge det frie liv på landet. Jeg havde da også snuset lidt til faget ved af og til at hjælpe lidt til hos en husmand, der havde børn på min alder, og det var endda kommet så vidt, at jeg var begyndt som en slags frivillig elev på en gård, men det 8

fik en brat ende, for efter tre dages forløb fik besætningen mund- og klovsyge.

Jeg var ellers kommet så vidt, at jeg var i stand til at koble 10-15 køer sammen og stolt som en sejrrig hærfører trække dem hjem til gården. Nu forhindrede bestemmelserne, at jeg måtte sove hjemme om natten, og så blev det hele opgivet.

Min begejstring for landbruget og landlivet gav sig engang udslag i, at jeg efter et voldsomt tordenvejr spankulerede gennem landsbyen med begge hænder dybt begravet i bukselommerne, skrålende i vilden sky: "Jeg er en simpel bondemand", og jeg gjorde aldeles intet for at undgå de store vandpytter i den hullede vej.

Men mund- og klovsygen satte altså et brat punktum for min karriere som agrar, sandsynligvis til gavn for såvel det danske landbrug som for mig.

I 1926 skete der flere bemærkelsesværdige begivenheder. Det første ministerium Stauning måtte gå af. Admiral Byrd og Roald Amundsen fløj over Nordpolen i henholdsvis flyvemaskine og luftskib. Sværvægtsbokseren Tunney stødte bogstavelig talt den regerende verdensmester Dempsey fra tronen for selv at overtage den. Bernard Shaw fik tildelt nobelprisen i litteratur, og jeg blev konfirmeret og begyndte skolegangen i Horsens private Realskole i Kildegade.

Konfirmationen fandt sted 27. juni efter en koncentreret konfirmationsforberedelse, da såvel kapellanen som sognepræsten havde fået embeder andetsteds, så konfirmationen måtte fremskyndes. Den skelsættende begivenhed fulgte det sædvanlige mønster med højtideligheden i kirken, festmiddagen derhjemme i den stærkt udvidede familiekreds med hovedpersonen i mørkeblåt jakkesæt med kravetøj og sløjfe mellem far og mor, tale og sang og gaver. Med hensyn til det sidste var jeg slet ikke enig med min far, da han i sin tale takkede for de mange gaver sluttede med: "Det er bare alt for meget."

Kort tid efter måtte jeg så med en klump i halsen sige farvel til mine gode venner fra landsbyskolen og gå en uvis fremtid i møde i storbyen Horsens med dens fristelser og farer. Da min far var enelærer og havde tjenestebolig sammenbygget med skolestuen, havde jeg aldrig haft nogen skolevej. Men nu fik jeg rigelig kompensation. Selv om jeg i den værste vintertid boede hos slægtninge i Horsens og nærmeste omegn, nåede jeg at cykle knap 8.000 km og køre ca. 14.000 km med tog i de tre år, skolegangen varede.

9

Overgangen til en skole med ca. 10 gange så mange elever og lærere, som jeg var vant til, var forbavsende let, ligeledes med hensyn til nye fag, især engelsk, tysk og fransk.

Vi var vel 30 elever i klassen, så der var altid nogle stykker, man kunne slutte sig til i frikvartererne og have lidt fest med. Lærerstaben omfattede flere typer. Så vidt jeg husker, stod vi på en god fod med de fleste. Bestyreren havde vi stor respekt for. Når det ringede ind efter frikvarter, stillede vi klassevis op i rækker for at gå til vore klasser. Hvis vi på vejen op ad trapperne passerede en lærer, bukkede vi, så pænt vi kunne. Om pigerne nejede, kan jeg ikke huske. Engang da det havde ringet ind, og vi stillede op, havde jeg midt i den almindelige forvirring en lidt for langvarig kontrovers med den dreng, der stod bag mig i rækken. Pludselig blev der dødstille omkring os, og vi fik os rettet ind i en forbavsende fart. Der var simpelt hen sket det, at skolebestyreren var trådt ud på trappen, og det var nok til, at langt over 200 larmende børn pludselig blev søde og velopdragne. Ja, det var dengang...

Vor elskede og elskelige tysklærer frk. Hansen ville jeg nødig såre ved ikke at kunne mine lektier. Men engang var det lige ved at gå galt. Jeg skulle oversætte et stykke af en historie om en pige, der hed Moidei. Jeg husker det, som havde det været i formiddag. Den sidste sætning i nederste linje på højre side lød: "Ich kann dich nicht entbehren." Men hvad betød nu entbehren? Jeg rodede lynhurtigt rundt i hukommelsen uden resultat. Så måtte jeg skyde på må og få, og som den naturligste sag af verden oversatte jeg: "Jeg kan ikke undvære dig."

Der faldt en tonstung sten fra mit hjerte, da frk. Hansen sagde: "Tak, det var godt."

Meget af min skolelærdom har jeg glemt, men jeg vil altid huske, at entbehren betyder undvære. Mine forældre kunne ikke undgå at mærke, at jeg så op til frk. Hansen og stod på god fod med hende. En dag foreslog min mor, at jeg skulle vise hende den venlighed at tage en buket blomster med til hende. Ganske vist ville jeg gå langt for at vise velvillighed over for vor elskværdige tysklærerinde, men her satte jeg dog en grænse. Jeg skulle ikke nyde noget af at overrække hende en - sandsynligvis af transporten noget sjasket - urtekost, uden tvivl til stor moro for mine kammerater.

Noget andet, jeg husker fra den tid, er, at visse krebsdyr har ét par kindbakker, to par kæber og tre par kæbefødder. Det fik jeg terpet ind af vor udmærkede naturhistorielærer. Men jeg må indrømme, at jeg kun har haft mikroskopisk gavn af den viden.

I sangtimerne var vi to klasser sammen, men det betød ikke, at læreren havde dobbelt så mange elever at regere med, for hvis drengene blot sagde til ham med påtaget eller ikke påtaget dyb stemme: "Min stemme er i overgang, så jeg kan 10

desværre ikke synge", så kunne de få fri i sangtimerne. Til sidst var jeg den eneste dreng i disse timer. Min far ville have, at jeg skulle have så meget ud af min skoletid som muligt. Men tro endelig ikke, at jeg nød at være ene hane i kurven, når jeg brummede med, så godt jeg kunne. Det undrer mig den dag i dag, at læreren ikke smed mig ud. Han var af et kolerisk temperament.

Engang skulle vi synge: "Det haver så nyligen regnet." Her synger vist mange af Danmarks skolebørn ny-de-ligen i stedet for ny-y-ligen. Det gjorde vi i alt fald både første, anden og tredje gang. Men så faldt hammeren også med et brag.

Om det var violinen, buen eller kridtet, det gik ud over, husker jeg ikke. Men noget skete der i alle tilfælde.

Det skete også, at vi havde besøg af kendte mænd, der fortalte om deres bedrifter, for eksempel den norske flyverofficer Riiser-Larsen, der blandt andet havde deltaget i Roald Amundsens arktiske flyvninger. Vor egen polarforsker, kaptajn Einar Mikkelsen kom også på besøg. Det gav indblik i en ny og spændende verden. Også Charles Lindberghs berømte flyvning over Atlanterhavet i maj 1927 var vi meget optagne af.

En skøn midsommerdag, den 5. juli 1929, stod man så med det dyrebare eksamensbevis med det flotte laksegl i hånden, en dokumentation for, at man var "i besiddelse af en sådan almindelig skoleuddannelse, som er formålet for den højere realundervisning." Så gik turen til fotografen. Klassen var skrumpet ind til 12, og én var fraværende på grund af sygdom, så det var en forholdsvis lille skare, der efter en sammenkomst hos skolebestyreren i privatlejligheden måtte sige farvel til lærerne og kammeraterne efter tre gode år.

Det var med en vis vemod i sindet, jeg i den lune sommeraften for sidste gang cyklede hjem fra stationen. Jeg kom til at tænke på et vers, som jeg engang havde læst i en sangbog, og som jeg mærkeligt nok endnu kan huske udenad: "Når engang i fjerne tider/ med vemodig lyst/ åndens blik tilbage glider/ mod vor ungdoms kyst./ Da vil mindet om hvert møde/ med en trofast ven/ smile som en morgenrøde/ over livet hen."

Og nu er der altså gået 50 år. Man er nået til de "fjerne tider." En af kammeraterne fra dengang har slået sig ned i Vestjylland, og det hænder med kortere eller længere mellemrum, at vi får en lille snak. Et par har jeg hørt lidt om på anden hånd. Men hvordan er det gået de øvrige?

Jeg ved det ikke.

11

(Her må jeg tilføje en parentes. Få dage efter, at beretningen om tiden på Horsens private Realskole havde været offentliggjort, fik jeg brev fra en af holdet. Hun havde genkendt billedet, som hun i øvrigt ikke selv havde opbevaret. Vi har vekslet et par breve, og jeg har besøgt hende et par gange i Horsens. Andre har jeg ikke hørt fra.

Desuden har jeg mod slutningen anført, at "nu er der altså gået 50 år." I skrivende stund (januar 1984) må det blive 54 1/2 år) Nu var det for alvor blevet aktuelt at spekulere over, hvilken uddannelse, jeg ville have, og hvad den skulle bruges til, med andre ord, hvilken levevej jeg skulle vælge. Jeg havde ikke noget specielt ønske i den retning. Min barndoms stærke ønske om at blive landmand var forvandlet til en nøgtern konstatering af, at det kunne jeg vist ikke klare rent muskelmæssigt. Det var dengang et endnu hårdere job end i dag.

Så egnede jeg mig nok bedre til at blive "noget på et kontor." På et eller andet tidspunkt i slutningen af Horsens-tiden kom skolebestyreren ind i klassen og meddelte, at han havde fået en henvendelse fra et jern- og stålfirma i byen, gående ud på, om ikke et af de unge mennesker efter præliminæreksamen kunne have lyst til at få en kontoruddannelse i firmaet. Der skulle være gode fremtidsmuligheder, bl.a. for at komme til udlandet. Det kunne jeg godt tænke mig, og jeg drøftede sagen med far, men han fik mig talt fra det. Det var måske også det bedste. Det er ikke let at vide.

Faktum var, at jeg ved skoleårets begyndelse i 1929 sad på skolebænken igen, denne gang på Rønde Kursus for om muligt at tage nysproglig studentereksamen på to år. Hvordan det var gået til, husker jeg ikke. Måske var det for at udskyde afgørelsen om en endelig stillingtagen til en levevej, og tanken om yderligere tre års daglige ture til Horsens Statsskole har nok ikke været tillokkende.

Rønde Kursus var - og er så vidt mig bekendt stadig tilknyttet Indre Mission.

Det har til huse i en stor og statelig bygning med undervisningslokaler og masser af elevværelser. Forstanderen havde jeg ikke meget med at gøre. Han var en svær mand, der altid optrådte i en fedtet overfrakke. Ham havde vi stor respekt for. Jeg husker de fleste af lærerne, især vor tysklærer, professor Beschnidt.

Han var en ældre tysker i typisk tysk antræk, dvs. i jakke, knæbukser, lange strømper og korte læderstøvler. Han talte selvfølgelig et noget ubehjælpsomt dansk med tysk accent, et oplagt bytte for klassens sproglige imitator, dog ikke når professoren var til stede, og i øvrigt heller ikke, når hans smukke datter, der gik i samme klasse som mig, var i nærheden.

12

Samme professor gav mig engang i irritation over et eller andet mangelfuldt ved min præstation en karakteristik, som slog hårdt, og som jeg aldrig glemmer.

Havde han endda kaldt mig alt muligt andet end det "leerer Mensch", han benævnede mig med. Så meget tysk kunne jeg da, at jeg vidste, at det betød "dit tomme (eller indholds løse) menneske", og det er vel noget af det værste, man kan sige om et menneske.

Der skulle arbejdes hårdt med lektielæsning, hvis man skulle gøre sig håb om at nå målet, men i fritiden og weekenderne var der lejlighed til at dyrke den skønne natur, ikke mindst i det prægtige efterårsvejr i de smukke, farveklædte skove og ved Kalø Vig. Engang var vi nogle stykker med til et gymnasiaststævne i Randers. Der var ca.

100 deltagere, og vi skulle overnatte i diverse gymnasiasthjem i byen. Under fordelingen indtraf der en lille pudsig episode, som jeg var indblandet i. Det foregik på den måde, at gæstens og værtens navne blev råbt op, og så rejste de to sig op. På den måde kunne man let finde hinanden. Da mit navn blev råbt op, rejste jeg mig pligtskyldigt og så mig omkring, men forgæves. Derimod blev jeg mødt med en lydelig lattersalve. I et kort øjeblik var jeg noget desorienteret, men snart fandt jeg ud af, at latteren også gjaldt min vært. Han stod nemlig lige ved siden af mig og så sig søgende omkring ligesom jeg. Underligt, at ingen af os havde opfattet situationen i samme øjeblik, vi rejste os op.

Lillejuleaften var der juleafslutning. Vi var mange, der gerne ville hjem så hurtigt som muligt, men der gik ingen bus til Århus på det tidspunkt af natten.

En af mine kammerater og jeg havde derfor sat os i spidsen for et arrangement gående ud på at leje en bus til Århus. Der var god tilslutning, så vi kunne nå vore hjem i løbet af natten og morgenen med diverse forbindelser fra Århus. Jeg var hjemme kl. 8 om morgenen. Det er i øvrigt den eneste gang i min tilværelse, at jeg har sprunget en nat over.

Det var noget af et ræs at tage studentereksamen på to år. Efter juleferien var det ved at vokse mig over hovedet, og jeg kunne ikke altid præstere den fornødne energi. Jeg gik til lægen, der konstaterede blodmangel. Det fik jeg et eller andet medikament for, og jeg fik et værelse i byen under mere rolige forhold.

Men så var der også et andet forhold at tage i betragtning. Min far og jeg havde fundet ud af, at det nok var bedst, at jeg skulle træde i hans fodspor.

Læreruddannelsen på seminarierne var dengang treårig, men det var vedtaget, at den fra 1931 skulle være fireårig. Et år syntes lang tid, når man er ung, så det blev bestemt, at jeg skulle søge optagelse på et seminarium allerede sommeren 1930 for at spare et år, så i februar 1930 forlod jeg Rønde og var så hjemme indtil engang i maj. Da flyttede jeg til Mølvang, en lille landsby ved Jelling. Her 13

havde læreren etableret en lille forberedelsesklasse til seminariet i Jelling.

Foruden mig var der seks andre unge (og lidt ældre) mænd på holdet. Et par af dem er i øvrigt også dumpet ned i Vestjylland, og vi ses af og til.

Tusind år efter, at Gorm den Gamle sad på tronen i kongsgården i Jelling, sad vi 30 ungersvende på skolebænkene på seminariet i den stærkt degraderede hovedstad for at uddanne os til lærere i folkeskolen. Noget kongeligt var der dog endnu ved stedet, for seminariet var statens, så dets bomærke og emblem var et sammenslynget J og S, prydet med en kongekrone.

Desuden havde den arkæologisk interesserede Kong Frederik den Syvende under et besøg i byen givet tilladelse til, at seminarieleverne måtte bære studenterhuer i stedet for de knap så attråværdige seminaristhuer. Men der var nu ingen af os, der benyttede sig af den henfarne drots ædelmodige gestus.

Mens vi er ved det royalistiske, må det ikke glemmes, at den internationalt kendte kongelige kammersanger Wilhelm Herold tog lærereksamen fra seminariet i 1886. Også statsministeren fra 1926 til 1929, Ih. Madsen-Mygdal, kan man finde i fortegnelsen over dimittender fra Jelling Seminarium foruden en del kendte navne fra skolens verden. Så der var noget at leve op til for os ubeskrevne blade i pædagogikkens historie.

Foreløbig havde vi klaret det første skær: Optagelsesprøven. Da jeg i god tid havde kontaktet forstanderen for at høre, om der ikke var en forberedelsesklasse, hvor man kunne få en sidste afpudsning, sagde han nej med den poetisk prægede tilføjelse: Vi tager imod himlens frie fugle, der kommer flyvende.

Men jeg må da indrømme, at jeg bestemt ikke følte mig som en fri fugl, da jeg sad og svedte over de skriftlige prøver. For jeg havde opdaget, at der var ikke færre end 71 andre "frie fugle", der kunne tænke sig en fremtid i skolevæsenet.

Var det svært nok at blive fundet værdig til at fortsætte studiet som seminarieelev via optagelsesprøven, var det næsten endnu vanskeligere at blive anerkendt af de ældre elever. Vi blev den stedlige tradition tro betragtet som laverestående væsener. Vi blev simpelt hen kaldt kaniner.

En af de første dage efter sommerferien blev der arrangeret kanintur. Den foregik pr. cykel til det dengang kendte etablissement Trædballehus, hvor den navnkundige spillemand Frederik Iversen gav et par numre til bedste på fiolen.

Bagefter skulle vi "strækkes" ude på grønsværen. Den rituelle handling skred de ældre elever til med stor alvor og megen morskab. Seks af dem fattede parvis hinandens hænder, og på dette behagelige leje lagde kaninen sig så på ryggen med hovedet hængende bagover. Her skulle han råbe sit fulde navn, så højt han 14

kunne. Det første råb blev naturligvis modtaget med hånlige tilkendegivelser a la "De gode, gamle dage", men efterhånden som det arme dyr skreg sig mere og mere hæs og antog en rødviolet teint, "forbarmede" forsamlingen sig, og nu lød råbene: Lad gå! Lad gå! Det betød, at bødlerne af al magt kastede delinkventen op i luften. Men denne himmelfart blev brat afbrudt af fire par hænder, der havde fattet om håndled og ankler og beredvilligt hev nedad med voldsom effekt. Efter at disse to modsat rettede kræfter havde virket nogle gange, lød det fra tilskuerne: Han er go’, han er go’- hvorpå kaninen med raslende knogler kunne placere sig på grønsværen og nyde synet af efterfølgernes ophold på pinebænken.

Kaniner har som bekendt lange ører, og det var velsagtens ud fra den kendsgerning, at vi også fik ørerne vasket særdeles grundigt over et vaskefad.

Det blev ikke overladt til os selv - nej, de ældre elever var skam særdeles hjælpsomme med neglebørster og knofedt. Om denne del af ritualet foregik ved strækningen eller i forbindelse med kaningildet et par måneder efter, kan jeg ikke huske. Kaningildet foregik i gymnastiksalen ved borde, der var festligt pyntet med roer, kål og andet mundgodt for gnavere. Endnu engang måtte vi vræle vore navne ud over forsamlingen, denne gang dog i en mere værdig position, nemlig stående på en stol. Og så var vi endelig godkendt som rigtige elever på det gamle, ærværdige seminarium.

Der var intet kollegium, hvor vi kunne få kost og logi, så dette måtte vi selv skaffe os rundt om i byen. Førsteårseleverne måtte som regel nøjes med de mindre attraktive værelser. For mit vedkommende blev det et lille, nordvendt loftskammer til 15 kr. pr. måned i udkanten af byen. De næste år boede jeg hos en flink, gammel dame. Der havde jeg rådighed over en rigtig stue og et lille soverum med cementgulv formedelst 18 kr. om måneden. Dér havde jeg to gode år. Huset lå lige over for byens elektricitetsværk, hvis dunkende rytme ikke generede mig, undtagen når dieselmotoren blev standset ved midnat. Jeg vågnede konstant hver nat.

Kosten fik jeg i et pensionat i et gammelt, hyggeligt hus, beliggende umiddelbart ved Gorms Høj. Her fik vi god, borgerlig kost samt aftenkaffe for 50 kr. pr. måned, og så fik vi endda refunderet to kroner for hver dag, vi var fraværende.

Der var stil over omgangsformerne lærere og elever imellem. Forstanderen, der efter datidens skik var teolog, havde en fortid som præst. Han gik for det meste i jaket med grundtvigianerhat og ibenholtsstok med sølvknap. Han førte sig med imødekommende værdighed. Hertil bidrog ikke mindst hans store fuldskæg. Et par af lærerne havde også skæg. Dette betragtede vi nærmest som et alderdomstegn. Naturligvis sagde vi De til lærerne. Indbyrdes var vi på efternavn med hinanden, bortset fra enkelte undtagelser, uden at det satte distance.

15

De fleste af os havde vist ikke megen kontakt med beboerne i Jelling, ud over de handlende og pensionatsværterne. Undtagelserne var de kammerater, der fandt sig en hjertenskær for en tid eller for hele livet. Men en af byens borgere så vi nogle gange hver dag. Det var Sporvognen, der med udgangspunkt og endestation i et lille hus i Persillestræde gik i fast rutefart gennem byen, iklædt mørkebrunt tøj, bowlerhat og spadserestok. Ved solnedgang markerede han rutens indstilling for den dag ved at fløjte gentagne gange i en flaske uden for det hus, han boede i. Han sagde vist sjældent noget, men til vor store forbavselse kom han dog med en mystisk udtalelse en dag, da en kammerat og jeg mødte ham. Han så vist på mig og udbrød: "Do æ vist i pagt mæ naturen sjel!"

Jeg har tit spekuleret på, hvad han i grunden mente med det.

Efter nogle måneders forløb skulle vi have "julekaffe". Det bestod i, at vi enkeltvis var i audiens hos forstanderen, der på lærernes og egne vegne gav os vort skudsmål. For mit vedkommende blev det til: Man er tilfreds med Dem. Bliv bare ved at arbejde, som De hidtil har gjort.

Forstanderen kunne ikke vide, at hvis jeg fulgte hans råd, ville jeg aldrig nogen sinde bestå lærereksamen, for lærerne på Horsens private Realskole havde haft så stort held med at bibringe mig lærdom, at min arbejdsindsats i de første måneder havde været særdeles ringe.

Under faget gymnastik var der teori, herunder noget, der vistnok hed sundhedslære. De ældste elever havde med fryd forberedt os på, at der i disse timer kunne blive mandefald i ordets egentlige betydning. Så vi så med forventning hen til de timer, hvor der var størst chance for, at det kunne ske. Og ganske rigtig: Da læreren med megen sans for det dramatiske og med et overdimensioneret ordvalg beskrev forløbet af en brokoperation, måtte en af os forlade klassen, bleg som et lig. Uheldigvis havde han sin plads så langt fra døren, at han til stor moro for os måtte skride hele fronten af.

Selv i en religionstime skete der noget lignende. Her havde Berggreen (det hed han slet ikke i virkeligheden) i forventningen om en kedelig time medbragt en roman til privat tidsfordriv. Bogens titel var "I dødens venteværelse", og det blev åbenbart for stærkt for den gode Berggreen, for pludselig gjorde han sortie i største hast. Episoden resulterede i et indslag i elevbladet med det pompøse navn Gjallarhornet: Berggreen gik ud med megen besværgelse.

Han har vist været i dødens venteværelse.

16

Naturhistorielæreren var en kapacitet på sit felt. Han var en gammel knark, som vi havde stor respekt for. Engang skulle en af mine kammerater beskrive et firben. han fik et præparat af dyret stukket i hånden og var nu nået til lemmerne.

"Benene er ikke ret lange..."

Det var læreren ikke tilfreds med: "Ikke ret lange! Hvad mener De med det? De må udtrykke Dem mere præcist."

Og så var det, at pudset dryssede ned fra loftet, da svaret lød: "Benene er så lange, at de lige netop kan nå jorden."

Jelling er som bekendt mange turisters mål. De store gravhøje anses åbenbart for et naturligt bakkelandskab af ikke-stedkendte. En søndag formiddag, da jeg sammen med en kammerat stod og lænede mig op ad stensætningen omkring Gorms Høj, blev vi antastet af nogle turister med ordene: "Vil De være så venlig at sige os, hvor højene ligger?"

Umiddelbart over for højen lå en købmandsforretning. En dag indfandt en turist sig med ordene: "Hvor er gravhøjene?" Det var sikkert ikke første gang, købmanden hørte det spørgsmål. Med alle tegn på forfærdelse styrtede han hen til døren - sagnet fortæller, at han endda sprang over disken. Men efter at have set sig om i landskabet lød der et befriende: "Åh, de ligger der gudskelov endnu!"

Fritiden blev for en stor del tilbragt i den smukke natur. Især den nærliggende Fårup Sø var et yndet mål for os om sommeren. Her kunne man leje robåde hos gamle Jens Peter, og det blev til mange uforglemmelige roture i de lyse nætter på den spejlblanke flade mellem de skovklædte skråninger sammen med gode venner. En anden gang fik jeg lejlighed til at nyde en lys nat til overmål, omend ganske utilsigtet. Midt i eksamensræset blev en kammerat og jeg enige om, at vi ville "stå af" for en stund, så vi startede pr. cykel til etablissementet Røde Mølle i Vejle. Efter lukketid ved 24-tiden konstaterede vi med benovelse, at den port, hvori vi havde stillet vore cykler, var forsvarligt låst, så vi måtte ty til apostlenes heste de 11 km, vi havde til Jelling. Men heldigvis var vejret ideelt til fuld nydelse af det skønne landskab i den lyse sommernats koglerier. Dagen efter måtte vi så tage toget til Vejle, hvor vi genså vore cykler i den åbne port.

Nogle dage af efterårsferien i 1932 var vi som tredje og sidste års elever på studierejse til København. Da vi i små klynger gik fra Hovedbanegården til vort logi i skolen ved Enghaveplads, fik vi flere generøse tilbud fra Istedgades lette 17

kavaleri. Vi måtte beundre natsværmernes menneskekundskab og psykologiske sans, for da ingen af os bed på krogen, sagde en af dem til sin kollega: "Nå ja, de er vist lige kommet ind fra det sydlige Jylland." Og det var jo lige, hvad vi var.

Studierne gjaldt Københavns skolevæsen, hvilket ikke forhindrede, at mange benyttede lejligheden til også at foretage en grundig udforskning af hovedstadens natteliv, der var væsentligt mere animeret end Jellings. Og det gav bagslag, da vi var i Det kongelige Teater. Her sad vi på de dyreste pladser i parkettet (til halv pris, da vi jo var på studietur). Her opførtes operaen "Figaros bryllup", og havde det ikke været for larmen fra orkestret og scenen, kunne vi såmænd godt have siddet og fået os et tiltrængt hvil. Men når tenoren og sopranen under megen kraftudfoldelse entrede tonestigens allerhøjeste trin, måtte en og anden med et sæt konstatere, at han temmelig upassende havde været en lille tur i drømmeland. Når handlingen antog en mere afdæmpet karakter, lukkedes de trætte øjne igen indtil det næste vokale klimaks.

Uheldigvis var der langtfra fuldt hus, så vidt jeg husker, var der ikke andre end os i parkettet. Så der sad vi som en lille enklave til fri beskuelse for de øvrige tilskuere. Det har sikkert været et inspirerende syn for de kongelige acteurs.

Den afsluttende eksamenstid indebar såvel spænding som forventning. Når vi traf hverandre på seminariet eller i byen, lød de stående replikker: "Hvad var du oppe i? Hvad fik du?" For mit vedkommende kan jeg kun huske en enkelt eksamensdag. Jeg var oppe i naturhistorie. Her var der først spørgsmål i botanik og zoologi, og forestillingen sluttede med, at vi skulle identificere tre planter eller smågrene af træer. Det sidste, jeg fik præsenteret, var en lille gren, og jeg kunne da se, at det måtte være fra et træ. Men hvilket træ? Bladene så mørkegrønne ud, og på undersiden gik farven over i det blåviolette. Det var da vist - nej, det ville være for banalt...

Men på den anden side, hvad kunne det ellers være? Jo, det måtte være... Nej, for ikke at sige noget helt tosset, opgav jeg. Det kunne vel ikke forrykke karakteren ret meget. Jeg ser endnu læreren sidde med kvisten i hånden ud over bordets kant. Da jeg opgav, lod han meget sigende kvisten falde på gulvet, samtidig med at han afslørede, at det såmænd var en bøgegren! Og jeg, der holder så meget af den danske bøgeskov..

Kammeraterne trøstede mig senere med, at en sjællandsk bøgegren nok ikke lignede en jysk. Censor havde nemlig selv medbragt materialet, vistnok fra Københavnsområdet. Af en vis grund vil jeg ikke røbe, hvilken karakter jeg fik.

Og så var tiden omsider inde til, at vi kunne få vort eksamensbevis. Det var ikke langt fra, at vi allerede følte os som lærere. Nu måtte jeg for tredje gang sige farvel til gode venner og kammerater. Mange har jeg haft forbindelse med 18

siden, og ikke mindst som pensionister kan vi få en hyggelig snak om "dengang".

Men nogle må vi desværre savne. En fjerdedel af holdet er ikke mere.

I juni 1983 var nogle af os samlet til 50-års jubilæum i Jelling. Af holdet på 28 var vi 12, nogle med ægtefæller. 7 var døde, og andre var forhindret på grund af bortrejse, sygdom m.m. og en enkelt ville simpelthen ikke med.

Vi mødtes på seminariet. Rektor viste os rundt i de gamle, kendte lokaler. De store, nye udvidelser så vi ikke meget til. Det havde knap så stor interesse.

Bagefter samledes vi i kontoret til et lille glas og en orientering om, hvad der var sket i løbet af det halve århundrede. Så gik turen til frokost på kroen. Det siger sig selv, at snakken gik livligt. Alle så nær som en enkelt med betydelig hofteskade så forbavsende sunde og raske og robuste ud. En enkelt havde bosat sig i Frankrig, men var alligevel kommet til stede sammen med sin kone. Han havde i lighed med flere andre haft ret betydelige stillinger inden for skolevæsenet.

Der var overflod af lærere i trediverne, så det var med at skrabe så mange kvalifikationer sammen som muligt, hvis man skulle gøre sig håb om at få foden indenfor i skolens verden. Ud fra den betragtning meldte jeg mig til sløjdlæreruddannelse på Askov Sløjdskole, bestående af 3 kurser a' 6 uger, afsluttende med eksamen. Jeg gennemførte kurserne i efterårene 1933 og 1934 samt sommerferien 1938.

Askov Sløjdskole blev oprettet i 1886. Det var egentlig en ungdomsskole med unge mænd som elever i vinterhalvåret og unge piger i en del af sommerhalvåret. Den ledige kapacitet blev bl.a. anvendt til uddannelse af sløjdlærere.

Det var behageligt og afvekslende at have praktisk arbejde som fag efter mange år med fortrinsvis teoretiske fag.

De første modeller, vi lavede, skulle træne os i at bruge en kniv, og her lykkedes det mig virkelig bl.a. at frembringe et cylinderformet penneskaft af et firkantet stykke satintræ. Efter at disse snitteøvelser var overstået, gik det slag i slag frem gennem en stadig vanskeligere modelrække. Sådan noget som hel- og halvskjult sinkning krævede stor akkuratesse og en ikke alt for voldsom fremfærd med redskaberne.

En af de vanskeligste modeller husker jeg af den særlige grund, at jeg på det afsluttende kursus som led i praktikken fik til opgave at gennemgå den for samtlige deltagere på sommerholdene, i alt 125, så det foregik i gymnastiksalen.

19

Det er den største "klasse", jeg nogensinde har haft. Modellen var en fotografiramme uden en eneste ret linie undtagen i bagklædningen og støttebenet.

Men det gik nu meget godt, hvis man kan tage det som en kvalitetsbedømmelse, at der kun kom ganske få stykker efter forestillingen for at få ekstra instruktion angående nogle af de vanskeligste detaljer i projektet.

Forstanderen, gamle Anders Nielsen, var en hyggelig fyr. Han var tilsyneladende noget fummelfingret, men når han demonstrerede et eller andet, lystrede redskaberne ham særdeles godt. Han var fynbo og til tider en lun rad.

Engang han hjalp mig med et eller andet ved en model, sagde han, at det eller det var en smal sag. "Ved De for resten, hvad en smal sag er?" fortsatte han. Nej det gjorde jeg ikke. - "Jo det er at tisse gennem et halmstrå!" (Så blev jeg så klog.)

På det afsluttende kursus blev jeg tilfældigvis placeret ved en høvlebænk mellem nogle nordmænd. Det var nogle prægtige gutter, og vi havde megen fornøjelse af hinanden. Deres lune stod fuldt på højde med den berømte jyske. Et par af dem var med mig på en søndagstur til Vonsild og Koldings seværdigheder. Også et par af mine kammerater fra Jelling var på kurset.

Jeg traf i øvrigt et par udlændinge af et mere eksotisk tilsnit. Det var på et eller andet møde, vistnok på Askov Højskole. Efter et foredrag, som jeg ikke husker det mindste om, var der kaffebord. Her kom jeg til at sidde ved siden af et afrikansk ægtepar. Han var landbrugsminister i en eller anden stat i Afrika. Det var et meget sympatisk par, og vi snakkede en del sammen. Hvilket emne, der var på dagsordenen, husker jeg ikke, men jeg fik da lejlighed til at lufte mit skoleengelsk.

Undervisningen var afvekslende med otte discipliner: Værktøjs- og materialelære, øvelseslære, sløjdens historie, genstandstilvirkning, værktøjsreparation, projektionstegning og praktisk undervisning. Vi afsluttede kurserne med eksamen i alle otte discipliner, og så var den tid gået.

Engang i trediverne var jeg desuden på et husflidskursus på Hammerum Havebrugsskole (hed det vistnok dengang). Det var bl.a. noget med at flette kurve m.m. Jeg lavede også en stol med fjedre og polstring og det hele. Den havde jeg i mange år. Hvad der blev af den til sidst, ved jeg ikke. Fra dette kursusophold har jeg den dag i dag et synligt minde i form af et ar i venstre håndflade. Jeg var engang for ivrig med at bruge et stemmejern, det smuttede og røg ind i hånden. Om aftenen var hele holdet inviteret ud til en landsbylærer i nærheden af Hammerum. Han havde et par døtre, hvoraf den ene var sygeplejerske. Hun forbandt det stadig voldsomt blødende sår professionelt, det 20

kunne ærlig talt godt tiltrænges. Den anden datter blev i øvrigt lærerinde ved Anslet skole i Sønderjylland, hvor jeg nogle år senere blev førstelærer.

I semestret 1956/57 deltog jeg i et 60 timers kursus i biologi på Vestjysk Gymnasium, Tarm.

Som årene "bag katederet" gik, meldte der sig naturligt en trang til fornyelse på det fagligt-pædagogiske område. Ganske vist var der lejlighed til at deltage i mange instruktionskurser, arrangeret af de lokale afdelinger af Danmarks Lærerforening. Det var i reglen kun eftermiddagskurser, en enkelt gang et tredages kursus, men faren for at lulle sig ind i sin egen lille pædagogiske cirkel var der alligevel. Derfor var det fristende at tilmelde sig et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole i København. Men under krigen og nogle år derefter var såvel børnene som pengemidlerne små, og man skulle selv betale vikar. I halvtredserne kom der en bestemmelse om, at man kunne få fri vikar, og da børnene Kjeld og Vagn var fløjet fra reden og Frode nærmede sig de tretten år, søgte jeg optagelse på et årskursus fra september 1957 til juni 1958. Jeg blev optaget på kurset, og så måtte vi i gang med den praktiske del af arrangementet.

I god tid før sommerferien havde jeg kontaktet min fætter Ejner Povlsens datter Lis, der boede og stadig bor i nærheden af Hvidovre Station. Hun satte en annonce i et blad om leje af en lejlighed med henvisning til sit eget telefonnummer. Hun fik nogle henvendelser, og så snart vi fik sommerferie, tog jeg til hovedstaden for at se på sagerne. Lis og jeg var et par steder, og det endte med, at jeg valgte en halv lejlighed hos enkefru Trapp på anden sal i et kompleks på Folehaven i Valby.

Så var den sag for så vidt i orden.

Der var antaget en vikar fra 1. september, så jeg måtte selv tage undervisningen i godt et par uger efter sommerferien. Vi syntes, at det var mest praktisk for Frode at begynde det nye skoleår i København eller rettere sagt Valby fra starten i stedet for at komme dumpende 1. sept., så han rejste selv over til Lis og boede hos hende, til vi selv ankom til kongens by. Vi skulle have så mange ting med, at vi blev nødt til at lade det hele transportere fra dør til dør i en af DSB's containere, og det fungerede fuldt tilfredsstillende.

Noget af det første, vi gjorde, da vi var vel ankommet til vor nye bopæl, var at ringe til Lis for at snakke med Frode. Det var noget af en overraskelse at høre, at han på de tre uger fuldstændig havde tilegnet sig den københavnske accent.

Vi ville have forsvoret, at det var ham, hvis ikke vi havde vidst det.

Det var en overgang at komme fra den stille lærerbolig på landet i Vestjylland til det mere larmende Folehaven. Lige neden for vinduerne var der en 21

busholdeplads, hvor busserne startede med tyve minutters mellemrum med en voldsom raslen og klirren af vinduerne til følge, men efter få dages forløb hørte vi det overhovedet ikke. Neden for soveværelset ud mod gården var der en taxaholdeplads, og her var der et vældigt leben, især lørdag aften. Vor værtinde ringede derned og bad om lidt mindre spektakel. Det hjalp vist lidt, men efterhånden vænnede vi os også til den form for natlig underholdning.

Frode faldt godt til på Kirsebærhavens skole. Et par klassekammerater ville smide ham ind i en tjørnehæk, men det endte med, at det blev dem, der måtte stifte bekendtskab med de ækle torne, og så var landsbydrengen fra Vestjylland anerkendt.

Vagn, der ellers var i lære hos købmand Vogensen, Tistrup, besøgte os i begyndelsen af oktober, bl.a. for at fejre sin fødselsdag den 4. Det blev en mærkedag i en anden forbindelse. Det var den dag, den første russiske sputnik gik i kredsløb om jorden.

Opholdet hos fru Trapp blev ellers ikke nogen succes. Vi fik et forvarsel via en replik fra en radiomekaniker, vi havde til at reparere radioen efter 2 - 3 ugers forløb. - Har I virkelig kunnet bo her så længe? - sagde han. Arrangementet med fælles køkken fungerede ikke så godt, og efterhånden fandt vi ud af, at kælenavnet Mutter Skrap ikke var helt ved siden af. Nu var hun ret hårdt angrebet af sukkersyge, og det gjorde ikke sagen bedre.

Efter nogen granskning i avisernes annoncer angående udleje af lejligheder og huse fandt vi et bungalow-lignende hus på Skovbovænget i Hareskovby. Vi flyttede ind på Frodes fødselsdag den 27. oktober. Han cyklede fra Folehaven til Hareskovby, selv om han ikke var helt i vigør. Det viste sig, at han havde erhvervet sig en gang influenza, der bandt ham til sengen et stykke tid.

Huset tilhørte en kunstmaler enkefru Pio Olsen, der rejste til Syden i vinterhalvåret. Hendes mand havde også været kunstmaler, og de havde tilbragt en del af deres liv i USA. På væggene i alle værelserne hang der malerier af høj kvalitet, nogle af dem af anselige dimensioner. Desuden var der et helt magasin i kælderen.

Her befandt vi os godt i de skønne omgivelser. Huset lå ikke langt fra Hareskoven, fra køkkenvinduet var der udsigt til et hjørne af den over en lille dal. Træerne stod endnu med de fantastisk smukke og bløde efterårsfarver i gult, brunt og rødt. Vinteren var hård og snefyldt, og det gav også fine vuer i skoven, ligeså var foråret en dejlig oplevelse.

22

I december udløb Kjelds værnepligt ved den danske brigade i Tyskland. Han flyttede ind til os og var så heldig at få arbejde som assistent ved laboratoriet for havnebygning på Danmarks tekniske Højskole.

Vagn besøgte os igen først i februar til Annas fødselsdag, og så var hele familien samlet nogle dage. Da indtraf en begivenhed, som kastede nogen skygge over vort ophold i Hareskovby.

Vinteren var for en tid afløst af tøvejr. En dag gik Vagn og hans mor en tur. Ved et markled var der endnu en lille isflage, og her var Anna så uheldig at falde.

Vagn fik hende lodset hjem, og en læge blev tilkaldt. Han konstaterede et brud på den ene ankel, og så gik turen i ambulance til sygehuset i Gentofte. Vi var allesammen med (vi havde købt bil i januar måned), så det var et helt lille optog, der fulgte "vor mor" gennem mange lange kældergange til sygestuen. Benet kom i gips, men det var for tidligt. Hævelsen havde ikke fortaget sig, så da den svandt, blev bandagen for stor, så den måtte lægges om, så det blev altså til to korte hospitalsophold i løbet af kort tid plus 6 uger med benet i gips plus lang tids genoptræning.

Vi havde en del slægtninge og bekendte i Københavnsområdet, så vi kedede os ikke i fritiden og helligdagene. Vi var på flere besøg hos Lis og hendes mor og farfar, min morbror Povl, som vi kaldte ham. Hans afdøde ægtefælle var min moster. Så var der Annas mors kusine Esther, gift med Vilhelm Larsen. De boede i Frankrigshusene på Amager, så der var et godt stykke vej at køre tværs gennem City. Også Annas kusine Anna var vi sammen med. Hun havde været gift med en af mine bekendte fra seminariet. Han døde nogen tid efter, at vi var flyttet til København, og vi var med til hans begravelse.

Vi havde også besøg af forskellige, således af mine to ugifte søstre Mette og Signe, desuden af Annas søster Mary og hendes mand Kristen. Min søster Birgittes datter Erna var det år ung pige i huset, så hun besøgte os jævnligt, når hun havde fri. Hendes bror Åge aftjente sin værnepligt i Kastellet. Der kørte vi ind en dag til hans store overraskelse. Han besøgte os senere. Også min "gamle" elev fra Stundsig, Hans Godt, fik vi besøg af. Han var på officersskole i København.

Vi var også på ture rundt omkring på Sjælland og et par gange i Sverige. Alt i alt befandt vi os vældig godt i hovedstadsområdet, så jeg var ved at tænke på, om vi skulle slå os ned her for fremtiden, men det var nok noget andet at være lærer her end i Vestjylland, så vi opgav tanken.

23

Videreuddannelsen foregik på Danmarks Lærerhøjskole og forskellige afdelinger af Københavns Universitet. Danmarks Lærerhøjskole havde til huse i Emdrupborg i den nordvestlige del af København. Det var bygget af tyskerne under krigen og var et ret pompøst bygningsværk med bl.a. en stor aula i tre etager.

Jeg havde oprindelig søgt uddannelse i geografi samt enkelte pædagogiskpsykologiske fag, men havde af en kollega fået at vide, at hvis jeg ikke deltog i samtlige pædagogisk-psykologiske discipliner, ville jeg ikke være kvalificeret til stillinger som konsulent for specialundervisning eller skolepsykolog. Den allerførste dag gik jeg ind på kontoret, spændt på, om jeg kunne få lavet om på fagene, men det gik fuldstændig gnidningsløst. I løbet af nul komma fem var sagen i orden.

Fagkredsen omfattede pædagogik, pædagogisk psykologi, børnepsykologi, svagtbegavede og vanskelige børn, psykologiske og pædagogiske prøver, psykofysiologi og børnepsykiatri, almen psykologi med øvelser, hygiejne og som et lille "biprodukt" et lille kursus vedrørende brugen af Uppsalaundersøgelsen, en skolemodenhedsprøve, der nu for længst er udgået som uegnet. Det samme gælder i øvrigt Binet-Simon intelligensprøven, der senere blev afløst af den amerikanske WISC-prøve, hvis egnethed der vist også er sat et spørgsmålstegn ved.

Denne opremsning af fag virker naturligvis frygtelig kedelig og intetsigende for mange, men for mig, hvis pædagogiske uddannelse dengang var 24 år gammel, var det meste af fagenes indhold nyt og interessant, selv om der naturligvis kunne være kedelige forelæsninger ind imellem.

Af lærerne husker jeg især mag. art. Henning Meyer, Danmarks første skolepsykolog ved Frederiksbergs skolevæsen vistnok fra midten af trediverne, og psykologen Thomas Sigsgård fra universitetet.

Henning Meyer var på det tidspunkt i begyndelsen af halvfjerdserne og altså pensioneret fra skolevæsenet, men stadig aktiv på lærerhøjskolen. Han var dygtig til sit fag og havde store erfaringer at øse af, dertil gode evner til at formidle kontante kundskaber og mere teoretiske emner med ærlighed og redelighed. Han gjorde ikke mere ud af psykologien og dens relation til pædagogikken end han kunne stå ved og var i øvrigt noget tilbageholdende med at lufte nye, uprøvede teorier, dertil et fint menneske, såvidt jeg kunne konstatere.

Thomas Sigsgaard var bror til den kendte børnepsykolog Jens Sigsgaard, ham med "Palle alene i verden". De var af landmandsslægt fra Vendsyssel og havde, man kan næsten sige som følge heraf, begge ben på jorden. Thomas Sigsgaards 24

ansigt lyste af godhed, forståelse og mildhed. Han er træffende blevet karakteriseret som en modig tøsedreng og anti-aggressiv. Han sagde engang til os: Hvis en sparker mig over benet uden grund, så siger jeg: Hvor er det synd for dig, at du har det sådan, at du synes, du skal sparke mig over benet. Hvis han sparker anden gang, synes jeg, det er synd for os begge to. Sparker han tredje gang, begynder jeg at synes, at det er synd for mig.

Th. Sigsgaard var med til at bevæge psykologien bort fra troen på den hellige, almindelige intelligenskvotient hen imod forståelsen af et barns hele livssituation. Engang var der en pige, der skulle prøves. Hun virkede meget nervøs og vred og vendte sig på stolen, og til sidst måtte prøven opgives. Dagen efter viste det sig, at pigen skulle tisse.

Th. Sigsgaard ledede de praktiske øvelser i almen psykologi på universitetets psykologiske laboratorium.

Det var mere interessant at komme i gang med disse øvelser efter nytår end at gennemgå den teoretiske del af almen psykologi. Alene ordene universitetets psykologiske laboratorium afstedkom forventningen om noget nyt og ekstraordinært, så det næsten var med ærefrygt, jeg første gang begav mig til Fredericiagade, hvor laboratoriet lå. Til min og vistnok også til andres forundring havde afdelingen til huse i en gammel ejendom med utætte døre og vinduer og kakkelovnsopvarmning, fredet i klasse A. De forskellige remedier, der blev anvendt til nogle af øvelserne, var bestemt heller ikke af ny dato, dog næppe fredet i klasse A. Ved forsøgene var vi to og to, skiftevis som forsøgsleder og forsøgsperson. Den dag eller rettere den time, hvor vi skulle vælge partner, var jeg af en eller anden grund ikke til stede. Jeg forsømte næsten aldrig, men jeg husker ikke, hvorfor jeg gjorde det netop ved den lejlighed.

Vi var et ulige antal kursister på holdet, så jeg blev sådan set "overflødig", hvilket havde til følge, at jeg blev "tildelt" en af de unge studerende ved universitetet. Det var en studine ved navn Sonja Mascha. Hun var jøde og havde ellers opholdt sig i Israel, men da tiden nærmede sig for værnepligtens indtræden, foretrak hun at forsvinde ud af billedet og var nu psykologistuderende i København. Trods forskel i alder og kulturel baggrund fandt vi snart melodien og havde et vældig godt samarbejde i det halve år, øvelserne stod på. Jeg lærte faktisk en del af samværet med hende både fagligt og menneskeligt. Om hun lærte noget af mig, ved jeg ikke. Øvelserne bestod af sådan noget som: Frie associationer, komplikationsforsøg, forsøg over opmærksomhedens omfang, forsøg over tidsvurdering, og mange flere. Ugen efter skulle der afleveres en rapport over øvelsen. Det var ikke nær 25

så interessant at udfærdige den som at udføre forsøgene. Sonja sagde da også, at hendes rapporter var mere avancerede end mine, og det måtte jeg give hende ret i, men efterhånden var mine nu slet ikke så dårlige. Der stod i alle tilfælde i mit afgangsbevis, at "de udarbejdede rapporter vidner om dygtighed og forståelse", underskrevet af to professorer, men jeg har en lumsk anelse om, at deres udtalelser generelt var noget kliché-agtige.

Et af de første forsøg gik ud på æstetisk liniedeling, at klippe en strimmel papir over så nær "det gyldne snit" som muligt. I min rapport gjorde jeg rede for mine resultater, og en hel masse middeltal fyldte et skema. Da jeg fik den tilbage, var den eneste bemærkning: Beskrivelser af oplevelser under forsøget er vigtige. Den påmindelse undrede mig meget, for jeg syntes ikke, jeg oplevede noget som helst, da jeg sad der og klippede strimler over. Men efterhånden lærte jeg at gøre lidt mere ud af den side af sagen.

Det var helt interessant at færdes i det akademiske kvarter omkring Frue Plads.

Her stiftede jeg også bekendtskab med akademisk kvarter i en anden betydning, nemlig det kvarter, der pr. tradition går fra forelæsningen skal begynde (på skemaet) og til forelæseren indfinder sig i auditoriet. Det var signalet til, at vi allesammen rejste os op som en flok artige skolebørn. Om man gør det endnu, ved jeg ikke.

Den første gang jeg overværede et akademisk kvarter, kom der en universitetsbetjent eller hvad det nu hedder og viskede tavlen ren. Hans jakke var besat med blanke knapper. Helt spontant udbrød jeg: Hvad pokker, har de uniformerede ordensdukse her? Den bemærkning udløste et latterbrøl fra auditoriet. Jeg er den dag i dag ikke klar over, om man virkelig syntes, det var en sjov bemærkning, eller om man blot grinede ad den naive landsbydegn.

To lektioner á tre kvarter blev altid slået sammen til en lektion á 1 1/2 time, og med et teoretisk og vanskeligt tilgængeligt emne kunne det godt være en sej affære at komme igennem.

De fag, vi havde på lærerhøjskolen, var noget mere interessante. Dog måtte en af professorerne her lide den tort at se adskillige forsvinde ud af billedet, når forsømmelseslisten i begyndelsen af timen havde været rundt. Men han var fuldstændig upåvirket af den form for mistillids-erklæring. Man kan vel heller ikke påstå, at pædagogikkens historie er det mest sindsoprivende spændende emne, man kan give sig i kast med. Men manden var dygtig og beherskede faget.

Et interessant frivilligt arbejde var det at deltage i bearbejdelse af materiale fra forsøgsklasser og læseundersøgelser ved Frederiksberg skolevæsen.

26

Kursusdeltagerne kom fra næsten alle egne af landet. Min sidekammerat i de fleste timer var ærkekøbenhavner, lærer ved Gasværksvejens skole midt inde i det sorte København, så vores baggrund var vidt forskellige. Ikke desto mindre fandt vi hurtigt ud af, at den københavnske og den jyske lune slet ikke er så forskellige. En lørdag formiddag var jeg inde på hans skole for at overvære hans undervisning i religion, som det vist hed dengang. Det var en gammel skole, som ikke gav anledning til beundring. Så vidt jeg husker var det en 7. drengeklasse, det drejede sig om, så deres interesse for faget var minimal. Emnet var muhammedanismen, og min kollega måtte flere gange kalde til orden eller gå ind på mere aktuelle temaer, som ikke havde spor med religion at gøre. - Hans kone var fra Ølgod, og de besøgte os senere engang i Stundsig. En anden, meget yngre københavner-kollega havde jeg megen spas med.

Og så i bogstaveligste forstand en skønne dag var det hele forbi. En dejlig solskinsdag i juni 1958 var der afslutningshøjtidelighed med overrækkelse af afgangsbeviser og bagefter festligt og kammeratligt samvær, og så måtte jeg for femte gang sige farvel til gode venner og kolleger. Jeg har altid haft vanskelighed ved at sige farvel til mennesker, som jeg har samarbejdet med og lært at sætte pris på, vel vidende, at de fleste af dem kommer man aldrig til at se mere; det gør afskeden så vemodig. Nogle af mine kolleger fra årskurset i København har jeg dog truffet siden, bl.a. ved skolepsykologernes halvårlige kongres på Nyborg Strand.

Så gik det atter hjemad til den lille Stundsig Skole efter et interessant og lærerigt år.

Da vi flyttede til den væsentlig større skole i Nørre-Nebel, blev der lejlighed til at få tildelt flere timer i specialundervisning af elever med et eller andet handicap, især læseretarderede og mindre godt begavede. I semestret 1962/63 deltog jeg i et kursus i undervisning af læseretarderede børn på Danmarks Lærerhøjskoles afdeling i Esbjerg, i alt 87 timer.

Da jeg senere, fra 1968 til 1974, blev ansat som konsulent for specialundervisningen og skolepsykolog, fortsatte jeg med at deltage i aktuelle kursus i Esbjerg, indtil min nedtur i slutningen af 1973 og begyndelsen af 1974 satte en brat stopper for al videre aktivitet i den retning. Det var forfriskende at prøve på at følge med i de nyere teorier og andet inden for området. Meget af det, der var god latin i København i 1957/58 var allerede passé.

"Man skal lære, så længe man lever."

(Afsluttet marts 1984)

27