Taarbæks forretninger omkring 1960

Page 1

I marts måned 2016 oprettede Taarbæk Nyt en Facebook side, hvor Kirsten Henriksen lagde nogle gamle billeder ind. Det blev hurtigt til mange flere og mange genoplevede deres grønne ungdom. Den store succes inspirerede til, at der blev oprettet en speciel gruppe for at bevare de mange billeder og oplevelser i en dedikeret historisk gruppe, som kom til at hedde: Taarbæk Billeder fra "Gammel tid". I forbindelse med et af billederne får Margrete Stage Jakobsen den ide, at spørge til en gammel tale, som på mange måder er historisk interessant for, hvordan Taarbæk så ud omkring 1960. Margrete Stage Jakobsen skriver: Hej Le, Du holdt jo sådan en fin og sjov tale til en gymnastikafslutning på Taarbæk Kro for et par år siden om bl.a. hvor mange forretninger der var i Taarbæk da du var barn og også om hvordan det var at bo i Taarbæk - har du ikke lyst til at lægge den op her i Taarbæk Gamle billeder FB- gruppe?

Le Klint skriver: Jeg vil gerne holde en tale, både pga. jubilæet og fordi jeg skal til at forlade Taarbæk, og jeg synes jeg skylder denne by og gymnastikforeningen et par ord. Måske hører jeg til de yngre på holdet – jeg er ved at være i tvivl – men jeg er uden tvivl gammel i Taarbæk, fordi jeg er kommet her gennem de sidste 54 år og har boet her, on and off i 35 år, måske nærmere 40, hvis alle de år gælder med, hvor man var flyttet hjemmefra men alligevel kommer her, på de skyfrie dage, både med og uden børn. Jeg elsker denne her samling huse, som Gud være lovet ikke kan vokse, og derfor er fri for indfaldsveje, ringveje, motorvejsafkørsler, supermarkeder, forstæder og parcelhuskvarterer og bare må nøjes med skov og vand. Jeg er fra den gang man købte bøttesmør hos Kaja, slagteren lavede flæskesvær og fedtegrever, måske ikke hver dag, men i hvert tilfælde 3-4 gange om ugen. Der var tre velassorterede slagtere med hvert sit speciale, pølser, smørrebrød og kød, der var fem købmænd med kaffekværn og kælder til de kolde drikkevarer, en var også skibsproviantering og der kunne man købe tovværk, fiskegarn, bådshager og alt i isenkram, og Bag-Axel hvor man kunne købe øl efter lukketid, der var tre bagere, tre grønthandlere, tre mejerier, to renserier, hvor alt tøj man hentede hos den ene, var rent juridisk set, men stank så meget af tyk tung cigarrør at, ingen i hjemmet var i tvivl, når man havde været hos rensemanden, der var boghandler, med foto, kontorartikler og legetøj, Schous sæbehus, to-tre damefrisører og en barber, manufakturhandler hvor man kunne købe alt fra strikkegarn til sydvest og nylonstrømper til elastik i tre farver i metermål. Der var el- og lampeforhandler, skomager som håndsyede Danmarks fineste jockey-støvler, 2 chokolade forretninger Lademor og slikforretningen Pølse-Ole, hvor man også kunne få en bøf eller flæskestegssandwich, havnekiosk og midtbys kiosk, og ”nykommerkiosk”, fiskehandler med tre kar hvor ål, torsk og rødspætter svømmede rundt, bank, apotek, finere antikvitetsforretning med krystallamper og mahognimøbler og kollegium og traktørsteder både ved Taarbæklågen og ved Trepilelågen, hvor man kunne spise sin egen medbragte mad og købe øl, vand, kaffe, is og wienerbrød. Hele livet og dagligdagen foregik her i byen, og det var kun til jul og fødselsdag, at man måtte til Lyngby eller Ordrup for at købe særlige gaver, selv om fru Laulund i en periode sørgede for, at der også var en gavebod. Der var 2 busser en gul på Strandevejen og en rød ned gennem byen, de kørte 6 gange i timen både den ene og den anden vej. Byen var lille – men alligevel meget stor.


Der har jo altid været et Up Town og et Down Town. Og jeg boede desværre Up Town med egen strand og intet liv – og det var svært at blive inkluderet i Down Town. Der var nogle helt særlige dynestier, hvis forfædre var byens patriarker og de havde levet af at fange fisk, drikke øl og fordele post gennem generationer. Det var sikkert dem, der stiftede Sangforeningen Brage og andre gamle gloværdige foreninger. Jeg kom heldigvis ned i byen da jeg blev tre år, ned til frk. Scheel i menighedsbørnehaven, hun lærte mig Fadervor og i Østen stiger solen op, så jeg kunne den inden jeg skulle i skole. Skolen havde 10 klasser fra børnehaveklassen til 3.real og ca. 200 elever. Og dér blev jeg introduceret til ”Down Town”, særligt familien Jørgensen, fordi jeg blev bedste veninde med Sentas datter Ulla. Vi gik hjem fra skole omkring kl. 12.13 og så skulle vi gå ærinder, vi fik pung og indkøbstaske med, og i pungen lå der på øre hvad vi skulle bruge, bagefter kunne vi lege under stuebordet og høre Smilende Susi på grammofonen. Kl. ca halv tre var der te, hjemmebagt honningkage og højtlæsning. Senta nåede at læse alle Laurabøgerne for os. Ulla foreslog jeg skulle med til mandags gymnastik, det kostede 75 for en sæson for voksne og 35 for børn. Vi alle havde blå nylondragt med korte ærmer, bare ben og mørkeblå gymnastiksokker dyppet i blåt gummi og allerede dengang kunne jeg ikke sidde med strakte ben og ret ryg, så det må være en bygningsfejl – vi lavede fejesvin, sidebøjninger og sprang over hest og engang i mellem frie øvelser med et lille stykke torv. Senere fik gymnastikforeningen en konkurrent og alle Taarbæks piger - teenagerene og Gajolbanden gik nu hos Helle Feddersen og lærte helt nye trin med ring, bold og vimpler og børneholdet forsvandt. Min mor kunne slet ikke holde det ud - som hun formulerede det: at vi skulle lave ”pornodans” i leverfarvede specialsyede balletdragter og hun ville hellere flække en arm på langs end at skulle til opvisning og se sin uskyldige lille datter springe rundt og udstille sig selv med dette vulgære vrikkeri – altså noget lignede, det vi alle nu står og laver hos Rikke hver mandag. Nå’ tiden gik, byen blev pludselig ramt af Grosbøll-sagen, der blev kaldt til borgermøde i Cottage-parken og en af Taarbæks ældste og ærefulde patriarker tog ordet. Han indledte med noget i retningen af VI TAARBÆKKERE, jeg husker det tydeligt - for første gang i historien blev uptown-taarbækkerne inkluderet i downtown-taarbækkernes fællesskab. Men det var kun begyndelsen. For så kom den store revolution Rikkes kvinde hold, som slår alt andet i Taarbæk mht. imødekommenhed – helt seriøst – uptown er her fuldstændig blandet med downtown, så selv Ruth fra Ordrup føler sig mere hjemme, her i dette fællesskab efter bare få måneder end hun gør i Ordrup, hvor hun har boet gennem de sidste næsten 30 år. Og lur mig om hun ikke snart flytter til Taarbæk, når hun får en chance. Og efterhånden har jeg veninder i Hørsholm, Valby, Humlebæk, Fredensborg, Ålsgårde og New York som venter på bedre busforbindelse – kommer det - hopper de også med på holdet. Ja, det vil sige jer, nok er 50 forretninger lukket, og vi alle kører bil til supermarkedet, men den imødekommenhed som vokser ud af dette gymnastikhold, det skal rejse Taarbæk på ny - denne lille fine by skal blive det nye Jerusalem. Længe leve Rikke, længe leve gymnastikforeningen og længe leve Taarbæk. Amen


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.