90 års jubilæumsskrift

Page 16

Det er sjovt at skabe et hold At opbygge et fodboldhold er noget af det bedste, siger ildsjæl fra Brædstrup IF Af Peter Hald Noget af det bedste i fodbold er, når et fodboldhold begynder at optræde som et hold. Det mener en af ildsjælene i Brædstrup IF, Kurt Hansen. Han har været aktiv frivillig i Brædstrup IF’s fodboldafdeling i over 20 år, og en af hans bedste oplevelser stammer fra hans tid som ungdomsleder i slutningen af 90’erne. - Jeg stod med et lilleput-hold, som ingen andre ville have med at gøre. De var skruphamrende umulige, og de havde faktisk aldrig prøvet at vinde en kamp. Så fik jeg holdet, og jeg gik i gang med at ryste dem sammen. Det lykkedes. Jeg lærte dem at blive et hold. Jeg tog dem alvorligt, og de tog sig selv alvorligt, og de begyndte at vinde kampe. Så er det sjovt - det er det, der får en til at blive ved med at være engageret, fortæller Kurt Hansen. Hæderspris Den 64-årige fodbold-entusiast er ikke længere træner, men han er stadig yderst aktiv i Brædstrup IF. Han giver en hånd med i flere forskellige sammenhænge, og han er en af BIF’s repræsentanter i klubsamarbejdet med FC Midtjylland, hvor han blandt andet har ansvar for den kommercielle del. Desuden har han forskellige tovholderfunktioner. og han er med i BIF’s jubilæumsudvalg, der har planlagt fejringen af klubbens 90 års jubilæum. For sin indsats blev Kurt Hansen hædret med Egon Møller Jensens Mindepris, der gives til folk, der har lagt et kæmpearbejde i klubben. Det er næsten umuligt at gøre op, hvor mange timer Kurt Hansen har brugt som frivillige i Brædstrup IF i de seneste 20 år, men han synes selv, at tiden er givet rigtig godt ud.

16

- Det har givet mig meget. Jeg interesserer mig selvfølgelig for sporten, men sammenholdet og det at arbejde med mennesker er mindst lige så vigtigt, understreger han. Et godt skulderklap Taknemmelighed er en af de bedste belønninger, de frivillige kan få: - Ved oktoberfesten sidste år fik jeg talt med en af dem, der havde spillet på et af ”mine” ungdomshold. Han sagde til mig: ”Den bedste tid i min ungdom var, da jeg spillede på dit hold”. Da blev jeg rørt. Det er sådan et skulderklap, man bliver rigtig glad for, siger Kurt Hansen. - Jeg har jo opbygget en stor del af mit netværk omkring Brædstrup IF, og mange af mine bedste venner er engageret i klubben, siger han. Uundværlig forening En idrætsforening som BIF, der spænder over flere forskellige sportsgrene, er vital for en by som Brædstrup, mener Kurt Hansen: - Uden en idrætsforening ville Brædstrup blive en by, som folk søgte væk

fra. Det er en meget vigtig del af lokalsamfundet, fastslår han. Selv om Kurt Hansen har været fodboldleder i mange år, har han og hustruen Grethe selv mest spillet håndbold i deres yngre dage. Parrets søn Caspar har spillet fodbold, men han er nu gået over til håndbold og spiller for BHK. Kurt Hansen har en hel del livserfaring at trække på, og blandt andet erfaringer med at arbejde i udlandet har givet bonus. - I en årrække boede og arbejdede jeg i Tyskland. Jeg har også arbejdet i USA og Taiwan, og mødet med andre kulturer har lært mig fleksibilitet, siger Kurt Hansen, der er uddannet merkonom og i dag arbejder som salgschef for det store metalvarefirma Sjølund A/S i Kolding. - Der er rundt regnet halvandet år til, at jeg skal på pension, og til den tid kan det være, at der bliver nogle flere timer til Brædstrup IF, siger han med et lunt smil.

- Uden en idrætsforening ville Brædstrup blive en by, som folk søgte væk fra. Det er en meget vigtig del af lokalsamfundet, fastslår BIF-veteranen Kurt Hansen. Foto: Morten Marboe


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.