En tidsbegrænset, planlagt proces med klare mål og virkemidler, hvor flere aktører samarbejder om at give nødvendig assistance til borgerens egen indsats for at opnå bedst mulig funktionsevne, selvstændighed og deltagelse i arbejdsliv og samfundet.(52) I de senere år er der iværksat flere danske initiativer om Tilbage Til Arbejdet (TTA). Fælles for disse projekter er, at de er baseret på tværsektorielt samarbejde for at styrke borgerens ressourcer i forhold til arbejdsfastholdelse og tilbagevenden til arbejdet. Inspirationskilden til projekterne er den canadiske Sherbrooke-model, som er blevet til på baggrund af et banebrydende studie af 105 medarbejdere med kroniske ryglidelser. Her viste det sig, at de personer, der modtog en samlet indsats bestående af klinisk behandling, ergonomisk vurdering, tilpassede fysiske øvelser og jobtilpasning, havde mindre sygefravær og færre tilbagefald end sammenlignelige grupper, der ikke modtog en sådan samlet indsats. Især den ergonomiske vurdering og jobtilpasningen kunne forklare den samlede effekt. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har for Forebyggelsesfonden gennemgået en række danske TTA-projekter, der alle har bestået af en tværfaglig og tværsektoriel indsats, hvor lægefaglig viden, relevante kommunale forvaltninger og ergoterapeuter og/eller fysioterapeuter har arbejdet sammen med den
60
sygemeldte og dennes arbejdsplads om at sikre tilknytningen til arbejdet.(53) Disse projekter viser, at ud over personer med ryglidelser har man også succesfuldt kunnet nedbringe sygefraværet for en bredere gruppe af sygedagpengemodtagere, herunder personer med psykiske lidelser. Konklusionen er, at projekter med et tværsektorielt perspektiv, der kombinerer individ- og arbejdspladsforhold ud fra en arbejdspladsrelateret interventionsform, har mest succes. Der er således ikke tvivl om, at en helhedsorienteret tværfaglig og tværsektoriel indsats er nødvendig for at opnå en succesfuld rehabilitering. Et centralt område i dette samarbejde er kommunikation. Når fagpersoner kommer fra forskellige fagkulturer med hver deres fagtermer og forståelsesrammer, er det nødvendigt at have et fælles sprog. Her kan ICF (International Classification of Functioning, Disability and Health) bruges som redskab til at skabe en fælles ramme for indsamling og strukturering af oplysninger om borgere, der skal rehabiliteres.(54) At arbejde med rehabilitering som en tværgående indsats kræver således en kapacitetsopbygning af organisationen. Der kan være behov for ændringer af arbejds- og beslutningsgange, kompetenceudvikling mv., som umiddelbart kan virke ressourcetungt, men som ifølge de allerede høstede erfaringer på længere sigt vil vise sig at kunne effektivisere indsatsen på rehabiliteringsområdet til gavn for såvel den sygemeldte som arbejdspladsen.(55)