som en ’quick fix-behandling’ til isolerede problemer, og det er langt fra kommunernes rehabiliterende indsats, som er meget holistisk orienteret. Så i min optik skal kiropraktorerne virkelig melde sig på banen og vise, hvad der er særligt ved dem, hvis de skal have en plads i den kommunale del af det nære sundhedsvæsen,” siger hun. Enkelte steder har kommunerne dog allerede fået lidt plads: I Helsingør Kommune kan kiropraktorerne således henvise deres patienter til kommunens rehabiliteringsforløb for borgere med lænderyglidelser. Rehabilitering af lænderyglidelser spiller en stor rolle – især for beskæftigelsesområdet – og det er netop på dét område, at Inge Kristensen godt kan forestille sig en rolle for kiropraktorerne. ”På beskæftigelsesområdet har vi i kommunerne – sammen med hospitaler og almen praksis- en meget stor opgave i at implementere et forløbsprogram for lænderyglidelser, og her kunne kiropraktorernes kompetencer formentlig give mening som en del af den tværfaglige indsats,” siger Inge Kristensen.
forundret over, at Inge Kristensen fra Ballerup Kommune ikke er sikker på, hvad kiropraktorerne kan. Men han remser det gerne op: ”Vi har en lang universitetsuddannelse, direkte adgang til billeddiagnostik i klinikkerne, og er specialister i biomekanik, hvilket gør, at vi langt hen ad vejen kan udrede de samme ting som en speciallæge i reumatologi,” siger Jørn Eichhorn og fortsætter: ”Kiropraktorer i Danmark fylder desværre utrolig lidt i forhold til andre aktører, og vi er nemme at overse, selvom vi synes, vi står på tæerne og råber. Men vi arbejder løbende på at blive mere tydelige, og vi stiller gerne op til møder og konferencer og fortæller om det, vi kan,” understreger han. Inge Kristensen peger dog også på, at hun er i tvivl om, hvad kiropraktorerne vil i det nære sundhedsvæsen. Til det spørgsmål er Jørn Eichhorns svar, at det lige så meget er et spørgsmål om, hvad kiropraktorerne kan og må. Han ser således nogle strukturelle udfordringer, der må og skal løses, hvis kiropraktorerne virkelig skal kunne byde sig til.
”Nemme at overse”
Strukturelle problemer
Bestyrelsesmedlem i Dansk Kiropraktor Forening Jørn Eichhorn er
”Der er ikke en formaliseret henvisningsvej fra praktiserende læge til
Vi har en lang universitetsuddannelse, vi har direkte adgang til billeddiagnostik i klinikkerne, og vi er specialister i biomekanik, hvilket gør, at vi langt hen ad vejen kan udrede de samme ting som en speciallæge i reumatologi.
kiropraktor, og der er nogle strukturmæssige udfordringer med egenbetaling, som medfører, at vi ikke så ofte ser de socioøkonomisk tungere patienter. Det undrer os ret meget, at en henvisning til en speciallæge er gratis, mens et besøg hos kiropraktoren er belagt med høj egenbetaling,” forklarer han. Jørn Eichhorn mener ikke, at kiropraktorbehandling nødvendigvis skal være gratis, men han så gerne, at man i overenskomsten forhandlede sig frem til nogle undersøgelsesydelser, der gjorde besøg for visse diagnoser billigere, så der blev lige muligheder for alle. Men det spænder den nuværende bekendtgørelse ben for. ”Hvis patienterne kommer – uanset om det er på egen hånd, fra lægen eller kommunen – så skal vi nok udrede og behandle dem. Men der er nogle problemer, der gør det meget
C A S E F R A F Y N S K K I R O P R A K TO R K L I N I K
”Jeg fortæller om mit kendskab til og anbefalinger om den del af hendes smerter, der stammer fra bevægeapparatet. Lægen tager sig af resten.” En af mine kvindelige patienter led af mange forskellige smerter – ikke kun i bevægeapparatet – og var sygemeldt. På et tidspunkt sender jeg epikrise til hendes læge og fortæller om status. Lægen kontakter mig og fortæller, at kommunen har indbudt ham til dialogmøde om patienten. Vi kommer frem til, at det er nyttigt, at jeg deltager, og lægen beder kommunen indkalde mig.
Til mødet er vi lægen, socialrådgiver, virksomhedskonsulent, fagforeningsrepræsentant og undertegnede kiropraktor. Jeg fortæller om mit kendskab til og anbefalinger om den del af hendes smerter, der stammer fra bevægeapparatet. Lægen tager sig af resten. Fx fortæller jeg, at patienten har en mindre udposning på en af de
nederste bruskskiver i lænderyggen, dette var fremlagt som en stor diskusprolaps. Kommunens repræsentanter spørger mig om ergonomi, løft og skånehensyn i evt. nyt job. Emner, jeg ikke tror, lægen var opmærksom på. Jeg anbefalede et timetal, som gav mening for både en kommende arbejdsgiver og patienten samt skånehensyn ved løft og ensidigt gentagne
arbejdsstillinger. Dette blev af patient, læge og kommune opfattet som gode konkrete tiltag at gå videre med i en indsats, der kunne få hende tilbage i arbejde. Lægens og mine forslag blev fulgt, patienten kom i beskæftigelse igen, dog kun indtil hun blev sygemeldt af andre grunde.
K I R O P R A K T O R E N
/
S E P T E M B E R
2 0 15
7