1 minute read

Forskning kommenteret

Af Louise Fleng Sandal, Lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Forholdet mellem patient og behandler og patienters opfattelse af sygdom kan forstærke behandlingseffekt

Advertisement

I artiklen ’Impact of contextual factors on patient outcome following conservative low back pain treatment: systematic review’ undersøger britiske forskere, hvilken indflydelse kontekstuelle faktorer har på effekten af non-farmakologisk behandling for lænderygsmerter igennem en omfattende og systematisk gennemgang af videnskabelig litteratur. Kontekstuelle faktorer kan forstås som de fysiske, psykiske og sociale aspekter, som er del af den kontekst, som omgiver en behandling. De inddeles i 5 kategorier: 1) patientens tro/ holdninger og karakteristika, 2) behandlerens tro/holdning og karakteristika, 3) patient-behandler forholdet, 4) det omgivende fysiske miljø og 5) behandlingens karakteristika.

Den systematiske gennemgang viste, at størstedelen af forskningen omhandler, hvordan modulering af patientens tro/ holdning og karakteristika og patient-behandler forholdet kan forstærke effekten af den non-farmakologiske behandling. Eksempler på dette er ændring af patientens uhensigtsmæssige eller fejlagtige sygdomsopfattelse igennem brug af kognitive strategier til håndtering af tankemønster eller følelsesmæssig respons. Eksempler på modulering af patient-behandler forholdet er brug af kommunikationsteknikker (aktiv lytning, parafrase, verbal opmuntring) samt empatisk og oprigtig interaktion imellem patient og behandler. Litteraturstudiet konkluderer, at der er evidens for, at kontekstuelle faktorer kan forstærke effekten af den nonfarmakologiske behandling på smerte og funktionsniveau for lænderygpatienter, og at faktorerne skal ses som værktøjer til at forstærke den terapeutiske effekt.

Som kliniker og behandler tænker man måske “er det her ikke almenviden?” Måske, men det gode patient-behandler forhold kommer i mange afskygninger og mange faktorer kan være afgørende. Litteraturstudier som dette kortlægger vores nuværende viden på området, men viser også, at der for nuværende er meget lidt viden om, hvordan det omgivende fysiske miljø påvirker, og at der ingen forskning er omkring, hvordan behandlerens egen tro/holdning og karakteristika påvirker behandling. Derfor har vi behov for en systematisk tilgang og fortsat forskning om kontekstuelle faktorer til at identificere de mest pålidelige og virkningsfulde faktorer og herefter arbejde med, hvordan de kan overføres til den kliniske praksis såvel i Danmark som internationalt.

Bronwyn Sherriff, Carol Clark, Clair Killingback, Dave Newell. Impact of contextual factors on patient outcome following conservative low back pain treatment: systematic review. Chiropractic and Manual Therapies.

uScan QR-koden for at læse forskningsartiklen.