4 minute read

Lille, men vigtig overenskomst

Først forhandlinger til langt ud på natten i november/ december, så to velbesøgte virtuelle informationsmøder i januar og til sidst en lang valghandling, der endte med et smalt, men sikkert ja til overenskomsten den 4. februar.

Af Christian Ankerstjerne, kommunikationschef, DKF

Advertisement

Vejen frem til en ny overenskomst var usædvanlig langt og brolagt med udsættelser, aflysninger og udfordringer, bl.a. pga. Covid-19. Men nu er den her, omtrent et år efter den oprindelige plan.

Den 1. april træder den i kraft, og det betyder, at ordene i aftalen bliver til virkelighed ude i klinikkerne. Derfor har DKF, Danske Regioner, Kiropraktorernes Videnscenter og mange flere arbejdet hårdt for at sikre, at (it-)systemerne virker, og de nye initiativer kan udmøntes.

- Det er vigtigt, at overgangen fra den gamle til den nye overenskomst bliver så gnidningsløs som muligt. De nye ydelser skal ligge i vores kliniksystem om morgenen den 1. april, og det skal være nemt at danne sig et overblik over forandringerne, så patienterne ikke mærker forskel, siger Lone Kousgaard Jørgensen, formand for Dansk Kiropraktor Forening.

Kommunikation på tværs

Undervejs i forløbet har der især været debat om regioneners krav om, at der nu også skal sendes epikriser efter ukomplicerede forløb.

- Epikrisekravet er ikke født i DKF’s baghave, men det er en del af aftalen, og vi bakker op om det. Det er ekstra arbejde, men det er det altså ikke så stor en opgave, som det er blevet gjort til, og der er faktisk god ræson bag, fortæller Lone Kousgaard Jørgensen og uddyber:

- Baggrunden for epikriserne er, at RLTN ønsker at styrke kommunikationen mellem faglighederne i sundhedsvæsenet. De vil have et mere sammenhængende sundhedsvæsen. For patienternes skyld. De vil simpelthen ikke have, at patienter falder ned i sprækkerne, når de bevæger sig mellem de forskellige faggrupper.

Samlet set hev vi de samme ekstra midler hjem som sidst. Nu står der bare kvalitet i stedet for akkreditering. Og rammen kan udvides, hvis vi bliver enige om relevant modernisering

Heldigvis er det ikke meningen, at man til hver patient skal skrive side op og side ned, og så sende hele smøren til lægen. Epikriserne – som af samme grund bliver kald epikriser light - skal formidle den relevante information præcist, således at modtageren hurtigt og nemt kan få et overblik. Dvs. at en epikrise blot skal indeholde fx diagnose, antal behandlinger og resultat. Alt andet end det er fyld og vil blot forstyrre modtageren, når han/hun skal få et hurtigt overblik over patientens sygehistorie.

Hvordan de nye epikriser light præcist skal se ud, vil den nyoprettede kvalitetsenhed på Kiropraktorernes Videnscenter se nærmere på så hurtigt som muligt. Der er stort fokus på at gøre opgaven så enkel og relevant som muligt. 2021 kan man kalde et øve-år, og indtil der er præcise anbefalinger, kan kiropraktorerne følge anbefalinger fra praksiskonsulenterne – se side 25.

Kvalitetsenhed

Kvalitetsenheden er et andet væsentligt element i den nye overenskomst. Det er led i aftalen, at der - for fondsmidler – skal oprettes en enhed på Kiropraktorernes Videnscenter, som skal bidrage til at øge kvaliteten af patientbehandlingen i kiropraktorpraksis.

- I stedet for en ny akkrediteringsrunde, som ingen i virkeligheden var særligt interesserede i at gennemføre, kunne vi blive enige med regionerne om at oprette en kvalitetsenhed, der i stil med kvalitetsenhederne hos de praktiserende læger, skal arbejde med kvalitet i form af for eksempel klyngearbejde, datafangst, kommunikation på tværs og patienttilfredshed, siger Lone Kousgaard Jørgensen.

Der afsættes ialt 4 mio. om året til etableringen og udvikling/ udrulning af et datafangstmodul. Det forventes, at klyngearbejdet og de øvrige kvalitetsinitiativer først implementeres i klinikkerne mod slutningen af overenskomstperioden. Når du læser dette er kvalitetsenheden allerede i gang med at blive oprettet.

Modernisering

Den økonomiske ramme er fastholdt på det nuværende niveau, og desuden er det sikret, at honorarerne reguleres efter den eksisterende ordning.

Men der er truffet aftale om forhøjelse af rammen med 0,8 mio. kr. om året øremærket modernisering og gennemførelse af nye initiativer. Der nedsættes i den forbindelse en arbejdsgruppe, der blandt andet skal se på følgende emner: nye pakkeforløb, nye ydelser, diagnostisk komponent, træning, digitale konsultationer samt revision af ydelsesbeskrivelserne.

- Heldigvis blev det ikke til en indskrænkning af rammen, selvom alle tilskudskronerne ikke var blevet brugt de tre foregående år.

Det havde vi frygtet. Samlet set hev vi de samme ekstra midler hjem som sidst. Nu står der bare kvalitet i stedet for akkreditering. Og rammen kan udvides, hvis vi bliver enige om relevant modernisering, siger Lone Kousgaard Jørgensen.

På de næste sider kan du læse meget mere om detaljerne i overenskomsten – OK21 som vi kalder den. I udgangspunktet er den aftalt til at løbe i tre år, hvilket giver ro i klinikkerne til at komme videre med brugen af pakkeforløb og god tid til at implementere de nye elementer.

Epikrisekravet er ikke født i DKF’s baghave, men det er en del af aftalen, og vi bakker op om det. Det er ekstra arbejde, men det er altså ikke så stor en opgave, som det er blevet gjort til, og der er faktisk god ræson bag.

- Personligt ser jeg meget frem til at komme i gang med det nye, fortæller Lone Kousgaard Jørgensen og fortsætter:

- Det er ikke en omfattende overenskomst, og det vi skal, er ikke så meget anderledes, end det vi har gjort de sidste 4 år. Den største forandring i hverdagen bliver epikriserne, og er jeg allerede i gang med den opgave og ved godt mod.

Overenskomsten omfatter 8 temaer

· Ulighed i sundhed · Revision af ydelsesbeskrivelser og konsolidering af pakkeforløb · Modernisering · Kvalitetsmodel · Kommunikation på tværs · Elektronisk booking · Henvisning til fysioterapi · Oprettelse af satellitkliniker

Kiropraktorernes Forhandlingsdelegation

Formand Lone Kousgaard Jørgensen

Formand Lone Kousgaard Jørgensen

Næstformand Michael Christensen

Næstformand Michael Christensen

Bestyrelsesmedlem Christina Nielsen

Bestyrelsesmedlem Christina Nielsen

Læs mere:

danskkiropraktorforening.dk/ok21