STATUS

Page 1

Af Henrik Elkjær


St tus a

Af Henrik Elkjær

Udstilling i Spinderihallerne i Vejle

Café

videolab.dk





Vi var unge og ubekymrede… Dagens bilder er sorte og hvide nattens er styrtende farver kender intet, genkender alt der driver på synets hinde øjnene følger byens bilder; blinde Søren Ulrik Thomsen: Billedblind – fra ’City Slang’ 1981 Der er en erindringen om en Nordmende transistor-radio, der er stillet ind i ’Karlsens kvarter’ i køkkenet i Worsaaesgade, og det er, som om godstoget kører forbi ovre ved viadukten, mens ruderne dugger, og Mormor spørger til oplevelserne i skolen, man lige er startet i. Det er en tid skruet tilbage til starten af 1970erne, hvor Langelinie’s Skole var kæmpestor, og 1. c startede i barakkerne overfor, ved siden af det gamle gymnasium, der den gang var blevet til en skole for de skøre, de vilde, ballademagerne og de vanskelige børn, som vi kunne se ud på gennem vinduerne inde fra klasseværelset, hvor vi fik at vide af lærerinden med det franske efternavn, at vi ikke skulle kigge ud på dem og ikke række tunge eller reagere, for så ville de der børn også holde op med at drille os gennem ruderne. Og ude i den lille skolegård gik nogle af de store rundt. Dem fra 2. og 3. klasse, og det var med cowboyjakker og langt hår, og den fik ikke for lidt med attituder og spillen-op, og det var, som om de alle sammen kendte hinanden. Det gjorde de vist også, for mange af Langelinie’s elever boede ude i de røde blokke ude i Østerbo, hvor der var lange ventelister og masser af børn. Østerbo var som en by i byen, det var ikke slum og rotter i skurene som henne i Vestbyen, som jeg boede på kanten af, men noget andet og et sted, jeg ikke kom, for hvad skulle jeg der? Sådan kan erindringen om barndommen pludselig dukke op en aften, når man er blevet bedt om at tænke på den. Hvorfor var det nu, at den rødhårede dreng, der gik en klasse eller to over mig og var en fandens karl – det ville jeg have kaldt ham, hvis det ikke var fordi, bandeord var forbudte som i lussing-fremkaldende… - gik hen og blev min bedste ven? Det var ikke skoletiden. Det tror jeg ikke. Men den barndom sidder jo i kroppen på én. Under pandebrasken, i rygmarven eller i den lette sitren i fingrene, når man kommer til at tænke på en særlig pinlig situation. Det er en duft, der pludselig kan sende os tilbage til bagtrappen, når der blev stegt medister ud af alle dørsprækker, eller når den tykke dame lavede pandekager nærmest svøbt i margarine – alle har en duft at befri, og så er vi med et blink med øjnene tilbage til et givent sted i fortiden, der bare bliver længere og længere og mere og mere fyldig og fascinerende og fortjenstfuldt fremragende, efterhånden som årene går.

Da bukserne blev gulerod, og håret blev klippet kortere i toppen, var den rødhårede knægt synlig i byen. Smart fyr, selvsikker, cool – en panter i sit rette element, en karakter midt i billedet af en ellers kedsommelig og ensformig provinsby, der blev mere og mere provins for hver eneste teenageår, der blev lagt til dåbsattesten. Cool, og på den måde også lidt utilnærmelig. Det var umuligt at vide, at en dag ville der være en forståelse mellem os, der ikke behøvede ord og store armbevægelser. Hvilket ikke var det samme, som at disse udtryksformer var os fremmede. Absolut ikke. Måske var det i virkeligheden en tid med alt for mange ord, alt for meget påberåben sig en opmærksomhed fra andre, som selvværdet havde vanskeligt ved at magte og ved at håndtere. Måske var ordene og forklaringerne i perioder alt for mange og alt for søgte. Måske var der alt for få kys og alt for mange teorier, fremført i tidens toneklang for sådan nogle som os; måske søgte vi bare den eneste ene og troede, det var i vores by, høstakken stod, og så turde vi måske ikke for alvor hengive os til at lede efter nålen? Og mens bykongen Karl Johan Mortensen blev mere og mere slidt, og årtiers socialdemokratisk dominans i byrådet lakkede mod enden – en dominans, der skal forstås i stort set enhver betydning af ordet – udviklede Vejle sig. Baggårde blev saneret, veje blev rettet ud, og de små næringsdrivende forsvandt langsomt men sikkert fra gadelivet efter samme opskrift, som dengang grønttorvet bag Arbejdernes Forsamlingsbygning allerede i begyndelsen af 1980erne var blevet til en forstuvet undskyldning for sig selv. Det var udviklingen, men den var ikke ny. Morfar kom til Vejle i 1943 og åbnede en slagterbutik i Vedelsgade, og den gang var der 35 andre slagterbutikker i byen. Og samme antal skomagere, købmænd, bagere og alt, hvad hjertet begærer, men når tingene udvikler sig, ændres livet for alle de involverede.

Det tog lang tid, før Henrik viste mig sin kunst. Jeg har på den anden side heller ikke besværet ham med digte, jeg har skrevet, så det opfattede jeg aldrig som et problem. Jeg vidste nemlig ikke, at han havde det i sig, før vi en sen nat efter en CV Jørgensen-koncert i begyndelsen af 1990erne havde fundet mod til at åbne sjælenes skattekister for hinanden i ét af den slags svimlende lykkelige forløb, man alt for sjældent oplever ved afslutningen af en seriøs druktur. Hvilket jo er heldigt nok, for ellers ville man jo drikke sig selv ihjel nat efter nat. Den gang var det malerier. Henrik afsøgte sit talent med den samme ærlige kompromisløshed, som han synes at leve sit liv med. Hans øje for den gode linje i et maleri, og hans blik for den indlysende komposition er efter min mening fuldt på højde med hans lyst til at betræde nye stier i kunstens urskov – som når han på sin computer animerer og frembringer enorme produktioner, der skal printes ud på sejldug eller plexiglas. Han flyttede aldrig for alvor væk fra Vejle. Henrik er fra Østerbo, han har været rundt over hele byen, og han er kommet hjem hver eneste gang. Når jeg ser produktionerne, genkender jeg det Vejle, jeg voksede op i og voksede op med. Områderne, hvor spritterne drev rundt i branderter med deres småvilde schäfere, som de kunne finde på at pudse på vores fodbold, så den blev sønderbidt, og det var der jo ligesom ikke så meget at gøre ved, for hvad stiller man op? De områder er med i billederne. Og de nye områder, der har været udsat for smarte arkitekters forsøg på at favne nutiden og forme fremtiden i et brus af moderne materialer, eller hvad de nu har fundet på af højtbelagt salgstale-retorik, er også til stede. Frem for alt er Henrik til stede. I hver eneste farve og motiv er det Henrik, som jeg kender ham og husker ham. Fra i dag, og fra den gang, vi var unge og ubekymrede. Lars Werge, september 2011

Også småbørn drømmer om deres fortid som er stor og dunkel og fuld af dufte og utydelige skikkelser der spejler sig i de lakerede gulve. Selv oldinge føler sig fortabte når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne og pludselig husker at de har mistet deres forældre Søren Ulrik Thomsen: Også småbørn drømmer om deres fortid – fra ’Rystet spejl’ 2011






Af Henrik Elkjær


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.