Æ Jeg tror ikke, det har så meget at gøre med, om det er nr. 1, 2, 3 etc. Det er mere et spørgsmål om barnets temperament, tror jeg. Her er nr. 1 en dreng (5 år) og nr. 2 en pige (3 år). Jeg synes egentligt, jeg har et rigtig tæt forhold til begge ungerne, men det er da klart min datter, jeg får flest informationer fra. Hun snakker meget mere, vil være med, når jeg laver mad, og vil i det hele taget bare gerne være, hvor jeg er - og helst ovenpå mig :-) Min søn gider ikke fortælle, hvad han har lavet i løbet af dagen. Han bruger gerne tid foran computer, fjernsyn, Wii etc. og har bare ikke helt samme behov for at være tæt med mig, som min datter har (og heldigvis for det!). Men han elsker nu alligevel, hvis han kan få lidt alenetid sammen med mig uden lillesøster, så det forsøger jeg ved på skift at give dem en fridag fra børnehaven (de går på samme stue, så det er også rart for dem at være lidt adskilt engang imellem, selvom de hygger og leger rigtig fint sammen). Men jeg tror, man ofte vil have fornemmelsen af, at man har en bedre kontakt med det ene barn i forhold til den/de andre. Men jeg tror så også, at det vil skifte i takt med børnenes alder, hvem man er tættest på.
Æ Her er det omvendt. Der er det nr. 2, jeg har et tættere bånd til, måske fordi han blev alvorligt syg, da han var 3 uger gammel. Nr. 1 er ikke sådan en “puttefis” som nr. 2.
Æ Det er med børn som med andre mennesker. Nogle knytter man sig bare tættere til end andre. Min førstefødte har en meget anderledes tilgang til livet end både hendes mor og far, mens nummer 2 i langt højere grad er/tænker ligesom os.
Æ Jeg tror også, det kommer an på børnenes natur og temperament. Her var min søn helt fra spæd meget morsyg og glad for tæt kontakt. Det er han stadig. Han har lyst til at kramme og putte, og det er jo super dejligt. Han bliver snart 6.
Lillesøster var helt anderledes som lille. Hun ville helst falde i søvn for sig selv, ville gerne være på arm hos andre osv. Nu som knap 4-årig er hun pænt morsyg og vil rigtig gerne kramme og putte - bare ikke helt så meget som storebror. Jeg synes ikke, jeg er mere knyttet til min søn. Det har jeg faktisk aldrig spekuleret på. Jeg har bare tænkt i deres behov og ageret ud fra det instinktivt, tror jeg. Men jeg har nu hørt om flere, der har det på samme måde med at være mere knyttet til det første barn. Mine børn er et vildt mix af begge forældre. Jeg kan faktisk ikke sige, hvem der ligner mig mest. De har forskellige kvaliteter og skavanker fra mig begge to :-)
Æ Jeg bekymrer mig mest for nr. 1. Engang troede jeg, det var fordi, han gør alting først, men nu, hvor nr. 2 (pige) på mange områder overhaler ham, har jeg indset, at det er fordi, nr. 1 bare er den mest skrøbelige af de 3. De 2 små skal nok få meldt ud, hvis noget går dem på. Nr. 1 holder det indeni. Nr. 2 er hende, jeg har mest alenetid med, og hende, der mest søger 2-mands snakke, selv når drengene er hjemme. Hun er nok også den, jeg forventer mig mest af, når det kommer til selvansvar, men hun honorerer det også. Så det har nok ikke noget med nummeret i flokken men personligheden at gøre. Så de er tættest på alle 3 på hver deres måde.
Æ Jeg har også altid haft et meget tæt bånd med min førstefødte. Først troede jeg, det var fordi, hun var min første, men nu tror jeg mere, det er kemi, og hun ligner mig nok meget. Jeg forstår ihvertfald hende på en anden måde. Vi var også lige ved at miste hende ved fødslen, og jeg har tit tænkt på, om det er derfor. Men jeg elsker alle mine børn meget på hver sin måde selvfølgelig.
FORTSÆTTES