“
Jeg vil gerne se min datter vokse op og blive et menneske, som jeg kan se på med stolthed hele vejen igennem. Hun skal eje de helt rette redskaber for at kunne udvise empati, sympati, pli og respekt overfor sine medmennesker.
Da jeg var yngre, svor jeg altid, at børn, det var ikke lige noget, jeg havde tiden eller lysten til. Men se bare nu. Livet er noget forunderligt noget. Man ved aldrig lige, hvor man havner. Før man får set sig om, har livet taget en helt ny drejning. Og nu, hvor jeg er blevet mor i en måske sen alder af 34 år (nu 36), så ville jeg aldrig bytte det ud med den selvstændighed, uafhængighed og frihed, som jeg førhen havde i utallige mængder. Nu har jeg fået en lille datter, som fylder mit liv med så megen glæde og kærlighed i store mængder, og det opvejer alt det, jeg førhen havde af indhold i mit liv. Selvom hun både kan være kærlig, glad, vred og skrige i høj gråd af frustration, så tager jeg det hele med, og jeg nyder at se min datter udvikle sig til et lille menneske med sine egne holdninger og personlighed. Det er en rejse, jeg nyder at være en del af. Jeg føler en vis stolthed i, at jeg har bragt dette lille smukke væsen til verden. Og nej, det er jo ikke nogen utrolig handling i sig selv at føde et barn, for det sker hver eneste sekund et sted i verden. Men enhver mor føler jo en stolthed over sine børn.