forfatter Dr. Suess stadig tryllebinde de mindste med sine fortællinger. Mange børn er faldet i søvn til Horton Hears a Who og Green Eggs and Ham. Men der har meldt sig nogle nye medlemmer ind i Dr. Seuss’ fanklub, som har begejstret forskere. Lille Micaelan er et godt eksempel. I modsætning til den almindelige 3-4 årige Dr. Seuss-fan opstod Micaelans interesse, før hun blev født. Hvad mere er: Hun gav udtryk for sin interesse blot få timer efter, hun havde taget sit første åndedrag. De forskere, der overhovedet kunne finde på at spørge hende, var Dr. Anthony DeCaspar og Dr. Melody Spence ved University of North Carolina i Greensboro. De havde udtænkt et eksperiment, der skulle vise, om indlæringen begynder før fødslen.
Så de bad en gruppe gravide kvinder om at højtlæse den populære Dr. Seuss bog The Cat in the Hat to gange om dagen de sidste seks uger af deres graviditet. Inden for få timer efter fødslen, mens de var i færd med at amme, skulle de lade deres nyfødte bestemme, hvilken historie de ville høre - den af Dr. Seuss eller en anden. De nyfødtes afgørelse kunne bestemmes ved måden, de diede på, og resultatet var tydeligt: De foretrak bestemt den historie, de var ”vant” til. Og dermed understregede de, at indlæringen og opfattelsen allerede begynder i moderens mave. Det kan godt være, at den ufødte ikke kan se sin mor, men den kan i sandhed høre hende.
Én dag gammel baby imiterer sin fars ansigtsudtryk: James, den stolte far til én dag gamle Timothy, lænede sig ind over barnevognen og stirrede forundret ned i hans ansigt. I et forsøg på at fange Timothys opmærksomhed stak James gentagne gange sin tunge ud og rykkede den fra side til side. ”Det virker”, tænkte James, da han så Timothys øjne fæstne sig på ham. Og så til James’ store overraskelse stak Timothy selv sin tunge ud. James blinkede vantro med øjnene overbevist om, at hans fantasi havde spillet ham et puds. Men Timothy, stadig med øjnene koncentreret på sin far med den lidt skeløjede stil, der kendetegner nyfødte, stak igen sin lille tunge ud. ”Det er et tilfælde”, tænkte James. ”Han er én dag gammel. Han kan ikke imitere mig”. Men det var hverken James’ fantasi, der var på spil, eller en ren tilfældighed. Timothy imiterede faktisk sin far. I en undersøgelse, der virkelig skabte røre i den videnskabelige verden, konstaterede Andy Meltzoff fra Univeristy of Washington, at spædbørn helt ned til én dag gamle bevidst kan imitere enkle bevægelser. Når de betragtede deres ”samtalepartner” stikke deres tunge ud, lave trutmund eller åbne munden helt, gik disse helt små babyer i gang med at imitere ansigtsudtrykkene.