Så længe jeg er hjemme, prøver jeg at gøre det han vil for at mindske skrigeturene, men hvis man er ude, lader det sig altså ikke altid gøre - ja og så skriger han, til han dejser. Sundhedsplejersken siger, at det selvfølgelig er hårdt (hun har overværet flere af hans “ture”) men siger, at vi skal prøve at se det positive i det, nemlig at vi har fået en søn, som ved, hvad han vil. Min mand og jeg er selv meget sociale og betænksomme mennesker, som sætter en ære i at hjælpe andre og ikke mindst gøre dem tilpas. Derfor bekymrer det mig, at Vilhelm er så svær at gøre tilfreds og ikke nøjes med mindre end det perfekte. Jeg ved godt, at han kun er 4 måneder gammel, men jeg frygter, at dette er grundstenene til, hvem han er (hans personlighed, som man selvfølgelig kan prøve på at præge, men som vel altid vil være hans egen/være der et sted).
Et spædbarn er derimod meget hurtig til at tillære sig vaner. Det er trygt. Derfor skal I passe på med, hvilke vaner I vil lære ham. Et eksempel er ritualer omkring sengetid. Flere vugger spædbarnet i armen, når det skal sove. Når det så er blevet for tungt til det, vil forældrene gerne væk fra den vane. Barnet har lært at sove på denne måde og græder, til det “får sin vilje”, fordi vuggen er en vane, der vækker barnet, når vugge-rytmen ophører. Det er ikke barnet, der er krævende, men vanen, der har sat sig. Et andet velkendt “sovemiddel” er at spille blid musik. Det virker og får barnet til at falde i søvn. Men når musikken ophører, vågner barnet let igen. De to eksempler, som jeg selv tidigere har omtalt som mulige hjælpemidler, når barnet har svært ved at sove, skal altså benyttes med omtanke. Er man en gang begyndt, sidder man let fast i vanen.
Derfor mit spørgsmål: Kan man overhovedet betragte en 4 måneders baby som et “menneske”, eller er han mere “bare” en, der vil have dækket sine behov, og det har ingen betydning for, hvordan hans personlighed bliver senere i livet?
Meget af det, du skriver, får mig til at tænke, at du tænker og sidestiller din lille 4 måneder gamle dreng med en halvstor ung eller voksen person.
Jeg tager virkelig afstand fra egoistiske og selvoptagne personer og frygter MEGET, at vores søn ender sådan.
Jeres søn er som andre spædbørn dygtig til at tilegne sig vaner. Alt det, du beskriver, er episoder, som I tror får jeres søn til at tænke “skriger jeg, så kommer jeg ud at sove, køre tur” osv.
De 5 andre drenge i min mødregruppe, som er født indenfor 5 ugers interval, er helt anderledes, og de andre mødre i gruppen er også ret chokerede, når Vilhelm “folder sig ud”. Jeg håber, I får mulighed for at svare på dette, da det virkelig bekymrer mig. På forhånd tak. SVAR
Jeres søn er et menneske og en stor personlighed. Han er en lille “computer” fyldt med chips, parat til at blive fyldt op med informationer, som vil udvikle og forme ham som den person, han nu er. Han ved ikke, hvad han vil, eller tænker, at han vil have tingene sådan og sådan. Det er han alt for lille til. Han evner ikke at tænke på denne måde. Det kræver en moden, voksen tankegang.
Det er ikke jeres søn, der tænker “jeg vil have mine forældre til at gøre det og det”. Det er jer, der har oplevet “når vi ligger ham i barnevognen og kører, så falder han i søvn”. Det gør de fleste børn. Fordi som jeg nævnte under søvn-ritualer virker vuggen, rullen og køren beroligende men også vanedannende. Frisk luft er den anden gode faktor. Jo køligere barnet sover, jo bedre. Alle børn sover bedst for åbent vindue eller udendørs. Kan I se forskellen? Der er ingen, der kan holde skrigeri ud. Det skærer i ethvert forældrehjerte. I griber de halmstrå, I ved virker, for at få jeres lille dreng til at have det godt. Desværre overfortolker I hans evne til at styre og bestemme.