For mit eget vedkommende forsvandt kiloene i nattens mulm og mørke. 1 måned efter Dictes ankomst var jeg tyndere, end jeg nogensinde har været før. Det er ikke noget, jeg praler med. Måske det havde været anderledes, hvis jeg havde levet af broccoli og mavebøjninger. Men det er noget, jeg først så som ufortjent. Når folk kommenterede, “at jeg da godt nok hurtigt havde fået min krop igen”, blev jeg paf. Genert og uden ord. For hvilket svar ville de gerne høre? Nok ikke det, jeg kunne give dem. Der er så mange, der skal kæmpe med de kilo, som knokler for at få deres sunde krop tilbage. Jeg gjorde intet. Jeg købte en maskine, der nu samler støv. Jeg brugte en creme, som hjalp min hud på vej. Netop af den grund, har jeg derfor rent faktisk været nervøs for, om der lå andet end “held” til grund for den krop, jeg vader rundt i. Som i “skal jeg gå til det der læge”-nervøs. Held står i min bog i anførselstegn, fordi jeg ikke ser det som held at blive tynd. Jeg er blevet mor, men min krop viser det ikke. Jeg har mit kejsersnitar, som nok
er nogenlunde det eneste tegn på, at jeg har skabt et andet menneske. For mig er det ikke held. Det er bare endnu en måde, en krop kan se ud på. Tynd og strækmærkefri skal ikke være idealet. Men det skal heller ikke være noget, der behøver en undskyldning. Alle kroppe er smukke. Men lad os lige tage begrebet “morkrop” op i rådet. For hvad er en morkrop? Mor eller ej - vi er allesammen forskellige. Derfor understreger jeg lige dagens pointe: INGEN behøver at forklare eller undskylde for, hvordan deres krop ser ud. Ingen behøver en betegnelse, for de sko de bor i.
OM NANNA AUGUSTINUS Nanna er mor til Dicte fra december 2014. Hun blogger på BYNANNA.DK om livet som mor - på godt og ondt.