Page 30

Jeg var så nervøs for mit kejsersnit, og da dagen endelig oprandt, kunne jeg slet ikke forstå, at det var nu. Min mand havde ellers været rimelig afslappet omkring kejsersnittet, hvorimod jeg havde kørt mig selv helt op i det røde felt. Men da vi ankom på hospitalet, blev han mere og mere nervøs. Vi skulle være der kl. 7.00, og kejsersnittet skulle foretages kl. 10.00. Det var 3 timer i helvede for min mand. Han kunne slet ikke finde ro – gulvet på Herlev Hospital stue 16.02 skal have en mindre renovation efter vores ophold. Han vadede frem og tilbage på stuen. Jeg var faktisk temmelig afslappet og lå på sengen og bare ventede på, at sygeplejersken skulle komme og

hente os. Efter vi hver især havde iklædt os alt for stort hospitalstøj/operationstøj, kom sygeplejersken endelig og hentede os. Nu var det virkelig nu. Da jeg først lå på operationsbordet, var jeg på en gang både lettet men også nervøs. Jeg vidste jo, at jeg var i hænderne på professionelle folk. Men da jeg ikke havde prøvet at få kejsersnit før, anede jeg jo ikke, hvordan det ville føles. Jeg begyndte selvfølgelig at tude. Min mand sad ved min side, og selv om han også var nervøs, var han hele tiden opmærksom på mig og tørrede mine øjne og aede mig. Min epiduralblokade gik nemt og meget hurtigt, og efter diverse venflon var lagt, og forskelligt medicin var injekteret, gik lægerne i gang. Det var en meget mærkelig og surrealistisk fornemmelse at være bedøvet fra brystet og ned. Jeg kunne ikke mærke kulde/varme eller smerte, men jeg kunne godt fornemme, at de var i gang med noget dernede.

Nu kunne jeg høre en baby, der græd, men jeg vidste ikke helt, om det var min. Mere ventetid. Og så kom de endelig. Min dejlige smukke lille pige i fars arme.

GRAVIDA #17  

17. udgave af GRAVIDA - magasinet om den positive graviditet.

GRAVIDA #17  

17. udgave af GRAVIDA - magasinet om den positive graviditet.

Advertisement