Page 20

KOSTTILSKUD TIL GRAVIDE Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at supplere en sund og varieret kost med tilskud af særlige vitaminer og mineraler. Som gravid har du nemlig ekstra brug for vigtige næringsstoffer som folsyre, jern, D-vitamin og i visse tilfælde også kalk. Under graviditeten har kroppen brug for ekstra mængder af disse stoffer, og det kan være vanskeligt at få dækket behovet gennem den normale kost, så derfor anbefales disse tilskud. Nogle vitaminer og mineraler skal du have flere af som gravid, mens du skal holde igen med andre. Du bør eksempelvis undgå at tage for meget A-vitamin, da for stor indtagelse af A-vitamin kan øge risikoen for misdannelser af fosteret. Både som gravid og ammende skal du undgå at spise lever eller tage ekstra A-vitamintilskud. FÅ STYR PÅ FOLSYREN Folsyre er et B-vitamin, som i tilstrækkelige mængder kan forebygge risikoen for udvikling af misdannelser i barnets hjerne og rygmarv (neuralrørsdefekt). Det er en sjælden lidelse, der kan forebygges ved, at man indtager 400 mikrogram folsyre dagligt fra planlagt graviditet og til 12 uger inde i graviditeten. Desuden anbefales lægeordineret folsyre til kvinder, der før har været gravide med et barn med rygmarvsbrok og kvinder, der selv eller hvis partner har rygmarvsbrok. MERE JERN FRA 10. UGE Ifølge Sundhedsstyrelsen udvikler omkring en femtedel af gravide jernmangel sidst i graviditeten. Det skyldes, at kvinder almindeligvis har små jerndepoter, når de bliver gravide, og så får de ikke tilstrækkelige mængder jern gennem kosten til at dække det øgede behov under graviditeten.

Fra 10. graviditetsuge anbefales alle gravide at indtage 40-50 mg jern dagligt. Jerntilskuddet bliver optaget bedst, hvis det indtages mellem måltiderne sammen med et glas frugtjuice. Jern bruges blandt andet til dannelse af røde blodlegemer, som transporterer ilt rundt i kroppen, så man lettere undgår træthed og svimmelhed. D-VITAMIN I HELE GRAVIDITETEN Mange mennesker, herunder også gravide, spiser en kost, som ikke altid dækker behovet for D-vitamin. Kroppen skal bruge D-vitamin til at optage og omsætte kalk. Det er afgørende for barnets vækst og knogleudvikling og for dine tænder og knogler. Barnet kan fødes med mangel på D-vitamin, hvis moderen har manglet det under graviditeten. I hele graviditeten anbefales det at indtage 10 mikrogram dagligt. KALK STYRKER KNOGLERNE Kalk fås nemmest ved at drikke en halv liter mælk eller indtage andre mælkeprodukter dagligt. Hvis du som gravid ikke indtager mejeriprodukter, anbefales du at tage et kosttilskud med 500 mg kalk om dagen gennem hele graviditeten og gerne derefter. Kalk har stor betydning for både dine knogler og barnets knogler. Medicinsk behandling kan medføre behov for et højere tilskud. I så fald skal du tale med din læge.

5 GODE RÅD OM KOSTTILSKUD UNDER GRAVIDITETEN

1 Følg de officielle kostråd fra Sundhedsstyrelsen.

2 Vær opmærksom på næringsstofferne folsyre, jern, D-vitamin og kalk.

3 Undgå at dit A-vitamintilskud ligger over det anbefalede.

4 Hold øje med hvornår i graviditeten, du indtager hvilke vitaminer og mineraler.

5 Spørg på apoteket, hos læge eller sundhedsplejerske - hellere en gang for meget end en gang for lidt.

GRAVIDA #17  

17. udgave af GRAVIDA - magasinet om den positive graviditet.

GRAVIDA #17  

17. udgave af GRAVIDA - magasinet om den positive graviditet.

Advertisement