GRAVIDA #13

Page 11

Vi er der på godt og ondt. Du vil elske og hade os. Vi hjælper og det modsatte. Du vil søge os og frygte os. Du vil hungre efter at vise os det perfekte, du har skabt, men være ved at skide i bukserne over at gøre noget forkert, når vi er der.

KÆRE GRAVIDE, KÆRE NYBAGTE MOR. Vi kan lige så godt sige det, som det er. Vi kan lige så godt forberede dig på, hvordan vi er. Der er ingen grund til, at du træder os over tæerne fra start. Hvis ikke du kender udtrykket “frenemies”, kommer du til det nu. For begrebet kommer for alvor til sin ret, når man som gravid eller mor møder andre mødre.

Når du kaster op i lårtykke stråler og ikke forstår, hvornår udtrykket “du stråler” nogensinde er blevet brugt om en gravid, vil vi stå i kø for at holde dit hår. Når du 9 måneder efter sidder med rander under øjnene og ikke kan huske, hvordan man bruger en mascara, vil vi forsikre dig om, at du er smuk, som du er. Når du har brug for et glas rødvin, vil vi få din baby til at sove for at kunne skåle med dig. Fordi vi selv har været der! Fordi vi ved, hvad du går igennem. Vi vil være din aller bedste livline. Ingen vil kunne sætte sig i dit sted, som vi kan.

Vi er der på godt og ondt. Du vil elske og hade os. Vi hjælper og det modsatte. Du vil søge os og frygte os. Du vil hungre efter at vise os det perfekte, du har skabt, men være ved at skide i bukserne over at gøre noget forkert, når vi er der.

Men beware, for midt i alt kærligheden sidder vi på den anden side af bordet også. På den side, hvor vi agerer skræmmekampagne og deler de mindre fede oplevelser om livet som mor. Der, hvor vi godt kan finde på at drible lidt med den ellers gode stemning, der normalt er at spore hos de gravide. Dem, der naivt venter i ren lykkerus på den fremtid, der er på vej.

Du vil henvise til os, når du træffer beslutninger om dit barn og for altid kunne trække “det gør de andre mødre”-kortet. Du vil sammenligne dit barn med vores og glemme, at ingen børn er ens. Du vil sammenligne din graviditet med vores og føle, at noget er galt, hvis den ikke er, som vores var.

Vi starter normalt med sukkende at kaste en “skynd dig at sov” din vej. Vi vil overbevise dig om, at du har sovet din sidste søvn. Hvis vi er flere af os i samme rum, vil vi grinende holde i hånd og klaske hinanden på låret over, hvor naiv du synes at være med dit spæde håb om stadig at få noget skønhedssøvn.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.