Så her har vi sloges med “pas nu på!”, “ikke så hårdt!”, “lad hende nu lige være lidt”, og gør det en del stadig, selvom det er blevet meget meget lettere.
Det har nok været sværest for min ældste datter. Hun var knap 10 år, da hun blev storesøster første gang, og hun var ellevild, da hun fik at vide, jeg var gravid. Glæden var noget mere behersket ved nr. 2, der kom, da hun var 11½.
JALOUSI KAN ALDRIG UDGÅS 100%, og det hænger
De har ikke samme far de små og hun - og jeg tror, det gør en forskel. Hun er og var så gammel, at vi har kunnet snakke om det. Og jeg prioriterer jævnligt - heldigvis med min mands velsignelse - noget mor/ datter tid, f.eks. en lang weekend i London, oseture i byen osv.
efter min mening ikke sammen med alder, men med den måde man tackler det hele på. Vi har altid prioriteret den store først, da de var små (lillesøster vidste jo ikke bedre alligevel), så hun ikke skulle føle sig jaloux på den lille. Man kan ikke forklare et barn på 14 måneder, at hun lige må vente, fordi lillesøster skal ét eller andet. Det kan være svært af og til, men jeg tror, det hjælper. Men man bliver godt nok hardcore til at have to børn på skødet på samme tid og til at slæbe!
imellem vores børn. Storesøster var MEGET glad for lillebror i starten. Men da han begyndte at kunne kravle og være mere med, så blev hun “voldelig” overfor ham. Hun skubbede, tog hans legetøj, slog m.m. DER ER 2 ÅR OG 4 MÅNEDER
Det sker dog, at den lille sidder hos far, og så kommer storesøster - men der er plads til en på hvert lår et stykke tid endnu. Det omvendte - at storesøster putter hos mig, og så kommer den lille - løses på ca. samme måde. Det kan give både råben, skrigen og tårer, men så fortæller vi, at det ikke nytter noget. Jeg tror, løsningen afhænger af den ældstes alder. Men generelt sørg for, at den ældste bliver set og får noget tid med begge forældre.
i fulde drag. Men jeg synes, det er SÅ svært at rumme min store drengs (2½ år) jalousi. Jeg var selvfølgelig forberedt på, at han ville reagere på en eller anden måde. JEG NYDER MIN LILLE PIGE
Men nu, hvor han er blevet 1 år, kan løbe, gå og lege med, så leger de sammen. Selvfølgelig skændes de også, men det er dejligt at se, at han kan gøre modstand og tage tingene igen eller skubber igen, hvis hun skubber. De får selvfølgelig at vide, at man ikke skal skubbe, slå osv., og det er der heldigvis ikke meget af mere. Det værste er overstået, tror jeg. I hvert fald der, hvor han ikke kan sige fra. Nu skændes de bare, som søskende nu engang gør, men har til gengæld også meget glæde af hinanden.
uden de store problemer - formentlig fordi storesøster (der blev storesøster i en alder af ca. 22 måneder) allerede havde valgt far som favoritperson. Så der gik ikke noget fra hende, fordi der kom en baby, som tog meget af min tid.
Han var hjemme den første dag, men har været i børnehave siden for at bibeholde en relativt normal hverdag for ham. Dog meget korte dage. Han virker ked af det og holder afstand, og han har endnu ikke vist nogen interesse eller nysgerrighed overfor lillesøster. Vi prøver alt, hvad vi kan, at inddrage ham og give ham masser af opmærksomhed. Men det er sørme svært at se sin store dreng være ked af det.
HER ER VI SLUPPET
Nu er de 2 og 4 og har deres indbyrdes stridigheder, som vi forsøger at holde på et ikke fysisk niveau. Dvs. det er forbudt at slå osv.
Lola Jensen advokerer for, at det ældste barn er omkring 4 år, når det bliver storesøster/bror, da det i den alder er klar til at være mere selvstændig, og der ikke bliver grund til så meget søskendejalousi. Jeg har selv en datter, der var knapt 4 år, da hun blev storesøster, og det har været fantastisk. FAMILIERÅDGIVEREN