Page 13

Min datter havde indtil flere usynlige venner, og det varede længe, inden de forsvandt. De mest vedholdende blev et par år. Det var meget hyggeligt på en måde og underholdende, når hun gav dem skylden for ting, hun havde gjort, som ikke var så populære hos forældrene.

En dag havde vores unge dame så sat i hovedet, at hun skulle på besøg hos kusinen efter børnehave. Så stor var hendes fortørnelse, da vi kom hjem - for vi skulle jo ikke hjem. Gode råd var dyre. Men jeg sagde så, at det kunne være, de var kommet hjem til os. Jeg fik også sagt, at hun skulle være klar over, at vi ikke kunne se dem på samme måde, som hun kan. Den var hun med på. De havde låst sig ind med en prinsessenøgle. Men ak, de var der ikke. Jeg prøvede at forklare noget om fantasivenner, men hun blev både ked af det, gal og skuffet. Jeg måtte sidde og putte med hende lidt tid.

Den anden dag spurgte en pædagog i børnehaven mig om, hvem Joachim er, for min søn snakkede om ham. Så hun havde ledt hele børnehaven rundt og spurgt de andre om, hvem han var, men der var ingen, der kendte en Joachim i børnehaven. En dag vi skulle spise, kaldte jeg på Simon. Så siger han: “Jeg kan ikke gå, for Joachim har taget mine ben og puttet dem i skraldespanden”. Sådan kan jeg blive ved og ved. Det stammer helt tilbage fra, da vi begyndte at læse godnathistorier for ham. Han var/er vild med bogen Anders Ands fødselsdag, og det er derfra, han har navnet Joachim.

Hun har snakket om det i børnehaven, og de troede, det var virkelige mennesker, vi skulle besøge. De ved nu, at det er fantasi, og at vi er helt OK med det. Det er fint, hun har et liv i fantasien, for hun er jo også til stede i virkeligheden. Men hvad gør vi, næste gang virkeligheden kolliderer med hendes fantasiforestillinger? Vi kan jo ikke køre hende et eller andet sted hen, eller hvad der nu skal til.

Æ Da vores søn på 17 år var lille, havde han en fantasiven, der hed Bibi. Jeg ved ikke, hvor vores søn fandt navnet henne, men lige pludselig havde vi en Bibi i familien, som var med os alle steder.

Æ Min søn har længe haft en fantasiven ved navn Joachim. Han snakker om ham mange gange om dagen, og det er helt livagtigt.

Æ Ved juletid fik min datter på 3 år den usynlige ven Lucas. Jeg ved ikke engang, hvor hun kender navnet fra, men pludselig begyndte hun at tale om Lucas, som boede i køkkenet. I et par dage talte hun meget om ham og legede meget med ham. Da jeg skulle trøste ham, spurgte jeg, om hun ikke kunne hente en dukke, som vi kunne lege var Lucas. Fra da af hedder næsten alle hendes dukker Lucas. Hun nævner stadig fantasivennen Lucas, men ikke så meget som tidligere. Til gengæld hedder dukkerne stadig Lucas.

DIT BARN #4  

4. udgave af magasinet DIT BARN med alt om de skønne unger.

DIT BARN #4  

4. udgave af magasinet DIT BARN med alt om de skønne unger.