Page 15

lig samvittighed for at svigte dem, hvis jeg ikke gjorde). Og så støttede de meget op om os, kørte os til idræt, hobby, brugte tid og penge på at bakke os op. Det dårlige er, at min mor var og er psykisk ustabil. Så det var lidt som at vokse op med en alkoholiker. Man vågnede om morgenen og mærkede efter og vidste, om det blev en dårlig eller en god dag. Så jeg kan stadigvæk den dag i dag læse/fornemme en stemning bedre end de fleste. På gode dage var hun OK, på de dårlige fuldstændig urimelig og kunne godt finde på at slå og på andre måde straffe en. Og så forskelsbehandlede hun sine børn enormt. Min lillesøster var hendes favorit og kunne næsten ikke gøre noget forkert, mens jeg altid var forkert og derfor blev straffet psykisk og fysisk hele tiden. Men min far prøvede så at prioritere mig, hvilket hjalp en del. SOLVEIG

DE VAR TRÆTTE Mine forældre var 40 og 55, havde 2 teenagere, og jeg var ikke planlagt. Der var bare ting, de havde gjort nok. Sociale ting med skole, spejder, sport osv. deltog de aldrig i. Min far gad ikke engang hente mig ved døren efter fødselsdage eller legeaftaler, men holdt bare hornet i bund, til jeg kom ud. De havde tårnhøje forventninger og roste sjældent. Materielt var jeg super priviligeret. Min far boede på fattiggård som barn, så at vi havde nok, var ekstremt vigtigt.

Det har selvfølgelig betydet en helt masse for mig, men primært har det betydet, at jeg har lavet et årelangt og benhårdt stykke arbejde for at kunne stå, hvor jeg står i dag og sige: Det er lykkedes mig at gøre op med mange nedarvede destruktive mønstre i min familiemæssige baggrund - derfor får mine børn en anden opvækst og nogle andre udfordringer end dem, jeg har haft. Og det er netop pointen: Det KAN lade sig gøre at skabe et andet liv. Det kan lade sig gøre at finde et andet udgangspunkt i verden end det, man har lært som barn. Det koster krudt og kræfter, men det er muligt - og nogen gange nødvendigt. Jeg bilder mig ikke ind, at mine børns liv er uden udfordringer. Jeg plejer at sige med et smil på læben: Så længe mine børn får nogle andre traumer, end dem jeg har fået med, så er der da noget, der er lykkedes. Så griner vi lidt af det. Men helt forkert er det jo ikke. Jeg har set det som min livsopgave at bryde mønstre, og det er lykkedes et langt stykke hen ad vejen. Det er jo ikke det samme som, at mine børn ikke får noget med, de senere må arbejde for at bryde med. DITTE MAJ

JEG FORTÆLLER JEG ELSKER DEM Det er klart det bedste, jeg giver dem videre. Jeg fik ALDRIG at vide, at jeg var elsket. Her siger jeg konstant, at jeg elsker dem, og viser det med både kys og kram. Det værste er, at jeg ikke er meget for at lade dem grisse i mit køkken. F.eks. at lade dem bage selv osv. Jeg elsker, at der er rent, så derfor betyder det meget for mig, at de ikke sviner. Jeg burde klart lade dem gøre det selv.

ANN LULLABY

DEN KORTE VERSION SAGDE ALDRIG DE ELSKEDE MIG Det værste: Min mor var psykisk syg og endte med at tage sit eget liv. Min far var grænseoverskridende i sin adfærd overfor mig, mentalt fraværende og periodisk storforbruger af alkohol. Der er mange historier om svigt, misbrug, ensomhed og dét at være forkert i den historie. Det bedste: At jeg fandt “heller” på biblioteket blandt bogreolerne i fiktionens verden og hos venner.

Mine forældre var ikke de store “følelsesmennesker”, og jeg kan faktisk ikke huske, at de nogensinde har fortalt mig, at de elskede mig, sådan spontant. Det er derfor en af de ting, jeg gør super meget ud af. Så mine børn hører dagligt, at de er elsket, ligesom jeg både krammer og kysser dem dagligt. ZETTE

DIT BARN #13  

13. udgave af DIT BARN - magasinet om de skønne unger.

DIT BARN #13  

13. udgave af DIT BARN - magasinet om de skønne unger.

Advertisement