Page 13

Jeg betragter vrede ytringer og handlinger fra mine børn som et udtryk for, at jeg ikke har hørt nok efter; en berettiget stemme, de skal have hjælp til at sætte ord på. Jeg fortæller dem dagligt, at de er højt elskede, dejlige og perfekte, lige præcis som de er. ANOBIS

skab ikke fungerede, selvom vi aldrig fik noget at vide. Jeg fik en opfattelse af, at alt mindre end perfekt ikke var godt nok. Dette skyldtes, at min mor brugte et udtryk: “Hvis bare du gør det så godt, som du kan, så er det godt nok”. Men hvornår er det så godt, som man kan? Kræver det ikke, at man giver 110%? Det var nok ikke sådan, det var ment. Til gengæld har jeg haft en barndom med masser af lærdom. Det var et meget kreativt og musisk hjem med en stor og bred viden. Begge mine forældre var folkeskolelærere, og det gav da også meget tid sammen med dem og en pædagogisk tilgang til os - som desværre ikke altid virkede efter hensigten. LONE

TAKNEMMELIG FOR MIN BARNDOM Jeg er vokset op i et kærligt hjem med to forældre, der elskede hinanden og også begge os børn. Vi lærte, at arbejdsomhed er en dyd, at man skal være taknemmelig for sine goder, at tage hensyn til andre og masser af andre god ting. Jeg er SÅ taknemmelig for den gode barndom, jeg havde, og jeg forsøger at give mine egne unger det samme.

kost. Og jeg har aldrig sagt andet til dem, end at de så dejlige ud. LISBETH

ÅH JA DEN BARNDOM Jeg har generelt haft det godt som barn. Jeg boede alene med min mor i mange år, og hun har altid prioriteret (måske næsten for meget), forstået og set mig. Det har jeg ønsket at tage med videre. Men jeg har også oplevet, at det har været svært at leve op til med 3 børn, hvor hun kun havde mig. Jeg ved, at min far elsker mig, men det er ikke altid blevet afspejlet i hans handlinger. Jeg har altid følt mig underprioriteret ift. hans “nye” familie, selvom der har været nogle praktiske årsager til det. Men jeg kan godt stadig føle vreden mod ham, men jeg har talt med ham om det, og han kan ikke forstå det. Sådan ville jeg aldrig selv gøre overfor mine børn. TINAA

JEG SKULLE ALTID VISE HENSYN

Men mine forældre var selv af flinkeskolen, og det gav de min bror og mig med i bagagen. Men jeg forsøger at lære mine børn, at ja, man skal tage hensyn til andre, men det vigtigste er nu, at man husker at passe på sig selv først og fremmest.

Jeg skulle altid vise hensyn til min ældre søster, der blev mobbet i skolen, og som er ordblind. Min mor mente altid, at jeg enten var for hysterisk, for genert eller for højrøstet, når vi var ude. Jeg blev ofte slået, da jeg var mindre, og hun ikke mente, jeg hørte efter. En enkelt gang har hun også bidt mig i armen.

Og så en anden lille ting: Min mor fortalte mig jævnligt, at jeg var for tyk. Og jeg troede hende og led i mange år af mindreværdsfølelse. Når jeg i dag ser billeder af mig som barn og ung, ser jeg en lidt buttet men sød pige. Mine egne unger har også i perioder set sådan ud, men så har jeg taget ansvar for ændring af familiens

Da jeg gik ud af 9. klasse, og min søster gik ud af 10. klasse, “glemte” min mor, hvor godt mine eksamener var gået. Min far ignorerede mig engang i 2 måneder, fordi jeg ikke holdt en dør for min søster. Jeg blev tvunget i flere år til at besøge min demente mormor, selvom jeg ikke ville, og fik meget skæld ud, fordi jeg

DIT BARN #13  

13. udgave af DIT BARN - magasinet om de skønne unger.

DIT BARN #13  

13. udgave af DIT BARN - magasinet om de skønne unger.

Advertisement