Page 12

BLEV MOBBET AF MINE FORÆLDRE JEG SYNES VIRKELIG, DET KAN VÆRE SVÆRT

at bryde med gamle, dumme mønstre fra ens egen barndom, og jeg har indset, at det er tvingende nødvendigt. Jeg har altid haft en super barndom på overfladen. Rent materialistisk har vi aldrig manglet noget.

Jeg er opvokset med to ekstremt viljestærke forældre, der tvang deres vilje igennem, hver gang min søster og jeg var uenige. De havde stærke meninger om, hvad der var bedst for os (og det var altid at rette ind!). Min søster bøjede sig, jeg strittede imod, så jeg fik flest “tæv” af os - verbale ydmygelser, der skulle sørge for at knække nakken på mig.

Men jeg har aldrig fået rigtig kærlighed fra mine forældre. Jeg har aldrig hørt dem sige, de elskede mig blot for den person, jeg var. Derimod har jeg altid fået meget kritik. Kritik for min opførsel (var ellers en meget “pæn” pige), kritik fordi jeg sagde nogle åndssvage ting, når vi var sammen med andre mennesker, så det var nærmest pinlig, kritik for at lave fejl til en gymnastikopvisning osv. osv.

Jeg er aldrig blevet mobbet så meget i skolen og blevet kaldt så mange grimme ting, som derhjemme af mine egne forældre. Og det satte en enorm vrede i mig, som mine forældre så som et medfødt (dvs. det var min egen skyld) temperament, der skulle undertrykkes.

Når jeg for alvor dummede mig (specielt i mine teenageår, hvor jeg lavede rigtig mange dumme ting), var straffen hård. Jeg blev simpelthen ignoreret i 14 dage. Ingen snakkede til mig, og jeg var bare luft. Efter en rum tid fortsatte hverdagen, som om ingenting var hændt.

Så det gør jeg naturligvis selv i dag. Lytter. Betragter vrede ytringer og handlinger fra mine børn som et udtryk for, at jeg ikke har hørt nok efter; en berettiget stemme, de skal have hjælp til at sætte ord på. Jeg fortæller dem dagligt, at de er højt elskede, dejlige og perfekte, lige præcis som de er.

På overfladen har det hele altid skulle se så godt ud, og det var en kæmpe skuffelse, da min første rigtige kæreste “kun” var håndværker, og jeg selv kun fik en bachelor. Jeg kan nu se, at jeg har svært ved at håndtere konflikter generelt men også med mine børn. Jeg har selvfølgelig ikke det største selvværd, og det er nok også derfor, jeg aldrig fortsatte min uddannelse efter bachelor, da jeg simpelthen får decideret angst i forbindelse med eksamener. Har I andre vaner, der skulle brydes, og hvordan har I fået gjort det?

Det gode, jeg har taget med, er nok, at jeg alligevel ikke var i tvivl om, at mine forældre elskede mig. Det lyder nok mærkeligt, men jeg havde altid en følelse af, at der var en bedre og mere instinktiv del af især min mor, der elskede mig for, hvad jeg var - en stemme, hun ikke lyttede nok til i det daglige.

Andre gode ting fra min barndom er tryghed og regelmæssighed, materielt og fysisk. Ingen skilsmisser, megen tid med forældre, der prioriterede os og overholdt aftaler. Det har jeg også taget med mig. ANOBIS

MINE STØRSTE ANKER Selv er mine største anker fra min barndom: Jeg lærte ikke at håndtere mine følelser, fordi min mor altid havde et koldt og klart overblik, og alting var velovervejet. Jeg fik ikke selvværd, fordi jeg inderst inde ikke følte mig elsket. Men hvad, der var årsagen, er svært at sige. Jeg fik en indre mistillid til at kunne læse situationer, fordi vi i mange år godt kunne mærke, at deres ægte-

DIT BARN #13  

13. udgave af DIT BARN - magasinet om de skønne unger.

DIT BARN #13  

13. udgave af DIT BARN - magasinet om de skønne unger.

Advertisement