DIT BARN #1

Page 69

Julen er lige rundt om hjørnet, og dine børn kan meget mere end julebag. De fleste børn er med til julebag, og de fleste børn er med til at udstikke småkager. Men hvorfor er de fleste børn ikke med til også at lave selve julemaden til juleaften eller til julefrokosten?

Rødkålen kan laves allerede i november, så det ikke tager tiden fra småkage- og julekonfekt gøremålene. Det kunne også være, at børnene rørte i risengrøden, så den ikke brændte på, smuttede mandlerne til ris a la mande, hakkede mandlerne, piskede fløden, skrællede kartoflerne, fyldte anden med æblestykker og svesker, dækkede julebordet eller lavede en frisk rødkålssalat.

Vi kender alle sammen svaret: Fordi det er stressende nok i forvejen, og vi kan ikke overskue det. Det er årets store aften, og middagen skal helst være perfekt.

Til julefrokosten kunne det være dine børn, der i dagene før jul havde rørt farsen til frikadellerne - og måske også havde stegt dem. Frikadeller kan sagtens laves inden julefrokosten og kommes i fryseren, og det samme kan farsen.

Tænk hvis børnene var med

Julen er et fælles projekt

Hvis man nu gjorde et lille tankeeksperiment og forestillede sig, at børnene var med. Forestil dig, at rødkålen blev gjort klar inden juleaften af hverdagens små masterchefs - nemlig dine børn. Forestil dig deres smil på læben, når onkel og tante, morfar og alle de andre spiser jeres egen hjemmesyltede rødkål.

Lad julemaden være et fælles projekt og ikke kun mors eller fars serveringsaften.

Det gør noget helt særligt ved dine børns selvværd. De har bidraget til fællesskabet. De har gjort noget, der var vigtigt. Og at selvtilliden også får et nøk op ad, gør det kun endnu bedre.

Men hvis det hele skal være perfekt, så skal du ikke invitere børnene med. Det kan ingen børn leve op til. Hvis du ikke kan rumme børnene i køkkenet samtidig med julestresset, er det fuldt forståeligt, og så er det bedre, at du siger nej tak. Der er nemlig garanti for dårlig stemning ved julebordet, hvis du helst vil have køkkenet for dig selv, eller du er utilfreds med pølselignende frikadeller. FORTSÆTTES


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.