Hvad skal man gøre, når ens bare konsekvent ikke hører efter, hvad der bliver sagt? Sommetider kan man blive helt desperat over ikke at kunne styre sit barn. Som regel er det bare en fase, barnet gennemgår, men når man står midt i det, kan man nemt blive rådvild og opgivende og have brug for nogle gode råd. “Du ødelægger mit liv!”. Det er, hvad jeg fik at vide af min næsten 4-årige søn her til aften, da han skulle puttes, og vi endnu engang måtte have en snak om, at han skal høre efter.
set, at råbe (jeg ved godt, det ikke virker), og jeg har endda ryddet hele hans værelse for ting i en periode, fordi han konstant kaster med tingene. Men ingenting virker.
Det sidste 1½ år har været et mareridt, og jeg må indrømme, at jeg er på randen til at give op.
Når jeg spørger børnehaven til råds, ser de på mig, som om jeg lige er landet fra månen, for deroppe er der sandelig ingen problemer, så det må jo bare være en periode. Jeg har direkte spurgt, hvad skal jeg gøre, men får ingen ideer eller værktøjer.
Han hører ALDRIG efter, svarer igen, siger jeg skal skride, skal holde kæft, fucke af og at det er ham, der bestemmer osv osv. Jeg synes, jeg har prøvet alt, og jeg ved derfor ikke, hvad jeg efterhånden skal stille op andet end, at han må hjem til sin far og bo. Jeg har i flere måneder prøvet med timeout på en stol uden resultat. Jeg har prøvet at sende ham på værel-
Hans far siger også, at hos ham er der heller ingen problemer overhovedet, så det er jo tydeligt, at det er mig, der ikke kan finde ud af det. Jeg kan ikke have ham med nogen steder, fordi han ter sig, som han har lyst. Gymnastik er et mareridt, og ofte når han kun at være der i 15 minutter, før vi må køre igen - igen fordi han ikke hører efter. Sidder han i stuen, og der kommer en ind i rummet, bliver han ved med at råbe, at de skal gå. Men af en eller anden grund bliver han siddende på stolen, når han bliver sat der og får at vide, at han skal blive siddende. Og når han bliver puttet om aftenen, bliver han i sengen. Han kan godt brokke sig, men han render ikke frem og tilbage, så lige der kan han jo godt høre efter og ved, hvad man skal gøre. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er opslidende og tager al min energi, og vi kan ingen steder tage. Jeg har ikke tid til andet overhovedet, ikke engang hjælpe min 9-årige med lektier, for den mindste tager al tid. Jeg må indrømme, at jeg er opgivende. Men jeg synes heller ikke, jeg bare kan se det som en periode, som pædagogerne siger - en periode, der nu har varet 1½ år. “Den opgivende”
FORTSÆTTES