SAFARI – nyt dansksystem til mellemtrinnet

Page 1

ILLUSTRATION: STIAN HOLE dansklf.dk/safari

SAFARI – PÅ OPDAGELSE I TIDENS TEKSTER

-et nyt dansksystem til mellemtrinnet af Trine May

Til efteråret udkommer et nytænkende, tidssvarende og anderledes dansksystem til mellemtrinnet, Safari – På opdagelse i tidens tekster, på Dansklærerforeningens Forlag.

Safaris tekstvalg

Eleverne tages med på en rejse rundt i det moderne tekstlandskab, der som bekendt er højst mangfoldigt, og turen går til både Litteratur og andre æstetiske tekster, Fag- og Brugstekster. Eleven møder således et varieret udbud af moderne tekster i forskellige medier, genrer og teksttyper: Her er rent skriftbårne fortællinger, her er billedfortællinger, podcasts, film, fotos, biografiske tekster, SoMe-tekster, beskrivende tekster, reklamer og lyrik. Det moderne tekstlandskab kan synes uoverskueligt, men med Safari guides eleven trygt gennem junglen og lærer at navigere i tidens mange tekster.

Alle Safaris tekster er enten håndplukket i cremen af tidens børnelitteratur eller nyskrevne tekster til Safari af vores allerstørste forfattere. Fx vil eleverne erfare, hvad et Trylleblik er, ligesom de skal opleve en helt ny novelle af Mette Eike Neerlin. Hvad fag- og brugstekster angår, oplever de tekster, der kan optræde så forskellige steder som i bøger, på skærme, plankeværker, havregrynspakker eller på købmandens opslagstavle.

På billedsiden møder eleverne ligeledes varierede udtryk skabt af tidens største billedskabere for børn, fx Stian Hole, Ane Bjørn og Signe Kjær.

Safaris didaktiske afsæt

Undervejs på rejsen indbydes til refleksioner, samtaler og aktiviteter, hvor eleverne bruger både mund, hænder og krop. Det didaktiske afsæt er en undersøgende, kreativ og samarbejdende tilgang. Her møder eleverne en tekst åbent og nysgerrigt, og i mødet med teksten er fokus på elevens indlevelse og oplevelse frem for termer fra litteraturvidenskabens håndbog.

I næste fase går eleverne på opdagelse i teksten og undersøger, hvordan teksten kommunikerer. Er der tale om en litterær tekst, opholder klassen sig fx ved tekstens forløb eller personer. Hvad fag- og brugstekster angår, kan det være tekstens multimodale udtryk eller dens sproglige træk, der undersøges. I denne fase indgår leg og bevægelse som aktiviteter, så eleven også kommer op fra stolen og bruger sin krop.

Centralt i tekstarbejdet er samtalen, men her stilles ikke bare spørgsmål. Eleverne lærer, hvordan de skal samtale, hvad enten samtalen foregår i makkerpar, i grupper eller i klassen, og de får en række samtaletricks, der sikrer, at alle tør bidrage, alle føler sig hørt, og alle føler sig godt tilpas.

I Safari er opgaver erstattet af aktiviteter. Eleverne får teksterne ‘i hænderne’, og frem for at besvare spørgsmål på linjer i en arbejdsbog fremstiller de forskellige produkter som led i tekstarbejdet. Her gøres det abstrakte konkret, visuelt og taktilt. Produkter kan spænde lige fra BREAKING-bjælker til busreklamer eller biografiske pletskud.

Eleven har sin egen scrapbog, som er et alternativ til den traditionelle arbejdsbog. Heri samler eleven sine produkter og tanker om tekster, så den efterhånden bliver fyldt med kort, citater, tegninger, fotos, kuverter, foldebøger, brochurer osv. Alt sammen i relation til de tekster eleven møder, og når der bladres tilbage i scrapbogen, kan eleven tydeligt se og hurtigt genkalde sig et fagligt stofområde. Ikke mindst er det taktile aspekt medvirkende hertil. Scrapbogen bliver således ikke bare et minde om et skoleår, men også en faglig resurse for eleven. Scrapbogen er inspireret af det amerikanske fænomen Interactive notebooks.

Ret utraditionelt for dansksystemer indgår også arbejde med grammatik, men på en naturlig måde i forbindelse med klassens tekstarbejde. Det foregår i GRAMMATEKET, og her arbejdes med grammatik og sprog i funktion. Også dette foregår fortrinsvis gennem aktiviteter og leg.

Safaris struktur

Safari består af syv kapitler, der hver især har tre dele:

oplev og undersøg

Her er eleven i modtagerrollen og skal opleve og undersøge tekster fra en af de tre tekstkategorier.

selvskab

Her er eleven i afsenderrollen og skal selv skabe en tekst fra samme tekstkategori. Hele fremstillingsprocessen er i spil – lige fra idéudvikling til færdig tekst, og naturligvis stilladseres eleven behørigt i hele processen.

den store tilbagedyst

Her skal eleven tænke tilbage på kapitlets indhold og evaluere sin læring og indsats.

Safaris fysiske udtryk

Hvis børn skal få lyst til at læse bøger, skal de møde smukke bøger i skolen. De skal møde gedigent boghåndværk; bøger i god papirkvalitet, bøger med smukke billeder – og bøger, hvor der er kælet for det grafiske udtryk. Det har også været et vigtigt mål for Safari at give eleverne en skolebog, der i sig selv er et æstetisk flot værk.

Praktisk info

Systemet er et parallelspor til det eksisterende Læs! Læs! Læs!, som handler om … ja, læsning, og i Safari bevæger eleverne sig rundt i kompetenceområderne Fortolkning, Fremstilling og Kommunikation. De to spor, Safari og Læs! Læs! Læs!, kan benyttes uafhængigt af hinanden, men tilsammen udgør de et solidt fundament for mellemtrinnets danskundervisning og kommer rundt i alle afkroge af faget.

Systemet består på hvert klassetrin af Fællesbog, Scrapbog og Lærervejledning med denne udgivelsesplan:

Efterår2022:3.klasse

Efterår2023:4.klasse

Forår2024:5.klasse

Efterår2024:6.klasse

Gratis kursus

Der kan rekvireres et gratis Safari-kursus med Trine May, hvor hun giver en grundig indføring i systemet og tankerne, der ligger bag. Her udfoldes didaktikken, der vises eksempler fra testklassers arbejde, ligesom kursisterne også selv afprøver enkelte aktiviteter i praksis.

GOD SAFARI!

Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.