Uddrag fra "Håbets børn 1. Hjortepigen"

Page 1

Håbets Børn I

Mette Klint
FORLAG
HJORTEPIGEN DANSKLÆRERFORENINGENS

Håbets Børn I

HJORTEPIGEN

Mette Klint
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

Zaina holder øje med hjortene fra sit skjul i udkanten af skoven. Dyrene græsser under det enorme egetræ, der står lidt for sig selv. De er helt uvidende om, at pigen iagttager dem for at vælge et bytte. Buen ligger i hendes ene hånd. I den anden holder hun en pil. Hun skal kun lægge pilen til og skyde, så har hun sin hjort. Men hun tøver. Der er noget helligt over øjeblikket, inden hun skyder et dyr. I tankerne takker hun hjorten for, at hun må tage dets liv. Hun lægger pilen til rette på buen. Så hører hun en lyd, der forstyrrer hendes koncentration. Der kommer en stemme fra træet. Et par lange ben med blå bukser kommer til syne på hver sin side af en stor gren. Zaina stirrer stift på den fremmede. Hun ved, at hun var alene. Men nu sidder der altså en i træet og dingler med benene. En, som ikke var der før. Som om træet selv har frembragt en ung fyr med mørkt, krøllet hår.

PROLOG
Sletten
3

Et brækket ben

Esther brød sig ikke om at komme i mormors hus, da hun var lille. Huset var hyggeligt nok, men skoven gjorde hende bange. Man faldt hele tiden over grene og krat, og der var sumpet mellem træerne, som om skoven ville fange og langsomt æde en. Ofte var hun sikker på, at hun så spøgelser. Lyse, svævende skikkelser, der forsvandt, når hun hentede en voksen. Især ved brønden, der ligger lidt væk fra huset. ‘I må ikke komme for tæt på den gamle brønd,’ sagde mormor. ‘Den sluger små børn!’

Det var for at holde hende og Ebbe på sikker afstand, men billedet af en glubsk, altædende brønd, hænger stadig i Esthers baghoved, selvom hun er blevet 14 år. Alligevel er hun ked af, at mormor ikke længere kan bo i det gamle skovriderhus.

“Hvor skal hun så bo?” Esther spørger sin mor, Tine, der klikker sikkerhedsselen i låsen og bakker bilen ud af indkørslen.

“Hun må bo hos os. Indtil videre.”

“Jamen - hvad med huset?”

KAPITEL 1
4

“Det må sælges.” Tine holder øje med trafikken tilsyneladende upåvirket af mormors ulykkelige situation.

“Sælges? Men det har da altid været i familien? Jeg mener, du er vokset op der, ligesom morfar og ...” Esther snapper resten af sætningen over. Hendes mor taler sjældent om sin barndom. Og aldrig om sin far.

“Ja, men det er fint nok. Jeg orker ikke at overtage det. Alt det bindingsværk og stråtaget, der skal skiftes. Nej tak.”

De kører lidt i tavshed. Esther ser på husene, der driver forbi. De bor under 10 kilometer fra Skovriderhuset. Tine kalder på Ebbe, der har høretelefoner på. Hun råber et par gange, før han reagerer.

“Har du besluttet, om du tager med til gymnasiefesten?” spørger hun og kigger på ham i bakspejlet.

“Hva’? Øhh ja.” Han ser på sin mobil igen.

“Ja hvad? Tager du med?”

“Ja, jeg har besluttet mig. Nej, jeg tager ikke med.”

Tine sukker og får et irriteret drag om munden. Ebbe har gået i 1.g et år snart, og han deltager stadig

ikke i festerne eller får kærester. Det ærgrer Tine, der ikke lægger skjul på, at hendes egen gymnasietid var den bedste periode i hendes ungdom. Hun havde mødt Esthers og Ebbes far på gymnasiet, og

5

de troede, det skulle være dem for evigt. Sådan gik det ikke, men det forhindrer hende ikke i at forsøge at presse Ebbe til at være mere udadvendt.

Esther læner hovedet mod ruden. Ebbe er altid fordybet i et eller andet, og det virker mest, som om han synes andre mennesker er i vejen. Indimellem

ønsker hun i al hemmelighed, at hun havde haft en storesøster i stedet for Ebbe. Havde hun haft en søster på 17 i stedet for Ebbe, ville de måske have haft mere til fælles.

Ebbe går duknakket mod sin klasse. Han har arbejdet på en biologiaflevering, der skal sendes senest mandag kl. 8.00, og han er kørt fast. Hans gruppe er uambitiøs. De andre har kun valgt biologi på A-niveau, fordi de vil på medicinstudiet efter gymnasiet. For Ebbe er det anderledes. Han er vokset op i naturen. I hvert fald næsten. Han har altid elsket at komme i mormors skovriderhus, og han har det bedst, når han går på opdagelse i skoven. Her glemmer han alt andet. Så finder han rævegrave og lægger sig på lur, indtil ræveungerne kommer frem. Han kan ligge i timevis og iagttage dem tumle og lege. At være så tæt på dyrene i naturen er nærmest det eneste, der gør ham rigtig glad. Som lille sov han og mormor under åben himmel ved bålpladsen i lysningen. De kiggede på stjernehimlen, og mor-

6

mor fortalte om stjernebilleder, skovånder og overtro.

Mormor er tæt knyttet til huset, men efter hun har brækket benet, har hun besluttet, at tiden er inde til at flytte i noget mindre, måske en lejlighed. Men da Ebbe hørte det, var det, som om en knusende, hård jernnæve klemte sammen i brystet på ham og strammede om hans lunger. For ham er skoven et åndehul i verden, der føles kold som is. En verden med jævnaldrende han ikke forstår og ikke ønsker at være som. Og som ikke interesserer sig for hans verden.

Ebbe sætter sig på sin plads og åbner dokumentet uden at tage høretelefonerne af.

Esther er kommet hjem fra skole og går ind i stuen, hvor mormor Minna ligger på sofaen. Der skal hun ligge i seks uger. Det brækkede ben er højt placeret på et par puder, og ud af benet stikker fire stålspyd, som får det til at se ud, som om benet er gjort klar til at stege over en sagte ild. Esther går hen og giver Minna et forsigtigt knus. Hun retter på sig og stønner besværet.

“Er du okay, mormor?”

“Ork ja. Det tager ikke livet af mig at falde ned fra en stige. Jeg skal nok gro sammen igen.” Esther smiler lettet. Mormor lyder, som hun plejer: ikke til at slå ud.

7

“Lig nu stille! Sig, hvad jeg skal gøre i stedet, mor.” Tine kommer ind fra køkkenet med kaffe og ser bebrejdende på sin mor.

“Du kan trække mine underbukser ud af måsen, vil du det?” Minna ser drillende på Tine, der smiler og kryber sammen i lænestolen.

“Mor siger, du vil sælge huset?” Esther tør næsten ikke bringe emnet på banen.

Minna samler det grå hår i en hestehale.

“Ja. Hvad skal jeg gamle kone i det store hus alene. Unge folk må til. Det skal du ikke bekymre dig om, søde.” Hun smiler og giver Esthers hånd et klem. Esther spiser et par småkager. Hun synes alligevel, der er noget trist i mormors stemme.

“Det er alligevel mærkeligt, ikke? At huset nu forsvinder ud af familiens eje.” Tine har også bemærket det triste.

“Det tilhørte din fars slægt, og når du ikke vil overtage det, er det kun naturligt, at en ny epoke starter for huset. Det er bedre, at huset får liv i stedet for at stå som et museum over en tid, der er forbi. Jeg orker ikke mere at passe det alene.”

Tine drikker af sin kaffe, mens Minnas ord hænger i luften mellem dem.

“Undskyld mor, men jeg kan bare ikke bo der. Ikke med de minder, der ...”

Minna bremser Tine med en håndbevægelse.

8

“Det forstår jeg. Det er helt i orden. Vores tid i Skovriderhuset er forbi.”

Esther trækker vejret helt lydløst. Hun havde håbet, at moren ville fortælle om minderne fra sin barndom. Om sin far, der forsvandt, da hun kun var otte år. Men igen lukker snakken, inden den er begyndt. Hvad der skete den gang, forbliver en hemmelighed mellem hendes mor og mormor.

9

Håbets Børn l HJORTEPIGEN

Af Mette Klint

© 2023 Dansklærerforeningens Forlag

1. udgave, 1. oplag 2023

Forlagsredaktion: Erica Price Terp

Omslagsillustration: Andreas Erstling

Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun måske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

ISBN: 978-87-7211-359-3

Trykt hos Tarm Bogtryk A/S

Printed in Denmark 2023

dansklf.dk

Hun lægger pilen til rette på buen. Så hører hun en lyd, der forstyrrer hendes koncentration. Der kommer en stemme fra træet. Et par lange ben med blå bukser kommer til syne på hver sin side af en stor gren. Zaina stirrer stift på den fremmede. Hun ved, hun var alene.

De to søskende, Ebbe og Esther, skal tilbringe en weekend alene i deres mormors hus i skoven.

Ebbe læser en tekst, som deres forsvundne morfar har skrevet om vandet i brønden. Kort efter forsvinder både Ebbe og Esther gennem brønden og havner i en anden verden. Her møder de den 16-årige Zaina, der er datter af skovfolkets høvding. Det afsløres snart, at Zainas far har indgået en frygtelig aftale med lederen af slettefolket, for at forhindre ham i at overtage skovfolkets område. Ifølge en gammel legende er det kun Håbets Børn, der kan forhindre dette i at ske. Men hvem er Håbets Børn?

Hjortepigen er første del i serien om Håbets Børn – en serie om klima, kærlighed og konflikter.

Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.