Dansk Noter 2 2009

Page 1

DANSK NOTER

MAJ 2009

www.dansklf.dk/dn

2


DANSK 2 2009 NOTER Redaktion Ansvarshavende Gunvor Severinsen Klevekær 8 Svogerslev 4000 Roskilde Tlf.: 4638 4872 Tlf. arbejde: 4397 2000 gunvor.severinsen@skolekom.dk Anmeldelser Torben Jakobsen Ahornvej 3 6950 Ringkøbing Tlf.: 97 32 40 62 tj@rkbgym.dk Billedredaktør Thorkild Holm Byskellet 68 6950 Ringkøbing Tlf.: 97 32 40 36 thorkildholm@gmail.com Øvrige redaktionsmedlemmer Ida Diemar Rejsbygade 4, 2. sal 1759 København V Tlf.: 28265108 id@norreg.dk Niels Kristian Holm Søllerød Park 3, lej. 12 2840 Holte Tlf: 60 73 19 27 Niels.Kristian.Holm1@skolekom.dk

DANSK NOTER 3/2009: Skriftlighed Deadline er 21.august 2009 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,-. Enkeltnumre: kr. 100,-. DANSK NOTERS hjemmeside: www.dansklf.dk/dn Manuskripter og indlæg: Sendes til Gunvor Severinsen på gunvor.severinsen@skolekom.dk eller Klevekær 8, Svogerslev 4000 Roskilde Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinier: Maksimallængde på artikler er normalt 18.000 tegn inklusive mellemrum. Skriv gerne kortere. Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel mv. over titlen. Og skriv gerne et par linjer om dig selv (fødselsår, stilling, publikationer, andet). Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort pointerende manchet og evt. mellemtitler. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres her på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens medlemsservice Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Man-tors 10-15 Fredag 10-14. Fax: 33 27 60 79 sekr@dansklf.dk Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement og adresseændringer skal ske til Hanne Albrechtsen. Henvendelser vedr. efteruddannelseskurser skal ske til kursus@dansklf.dk. ISSN: 0107-1424. Oplag: 3000. Printed in Denmark 2009. Alle illustrationer af Claus Carstensen. Grafisk tilrettelæggelse og produktion: Zeuner Grafisk as Tidsskriftet udgives med støtte af Undervisningsministeriets tipsmidler. Forside: Del af plakatprojektet The Images of Europe, Nicosia 1995 Bagside: Sønderborg Revisited, 1996.


Indhold

Leder Det skriftlige ................................................................4 Præsentation Politisk litteratur ..........................................................5 Claus Carstensen...........................................................7 Tema: Politisk litteratur Postproduktiv poesi og vore mentale vaner Af Martin Glaz Serup ......................................................8 Politisk litteratur eller litterær politik? Af Mikkel Bruun Zangenberg ........................................14 Den politisk upolitiske litteratur Af Kasper Støvring ........................................................22 Hærværk, skibskatastrofer og pludselig død Af Lars Kiilerich Laustsen .............................................32 Feltarbejde - deterrotaliseringer og reterrotaliseringer. Interview med Claus Carstensen Ved museumsinspektør Helle Bøgelund, januar 2007 ................................................................39 Uden for tema Mina Loy Af Ivan Z. Sørensen .......................................................45 Anmeldelser Unges sprog Af Johan Vedel ..............................................................55 Litteraturens huse Af Torben Jakobsen .......................................................58 Kurser ........................................................................60


Leder

Det skriftlige I marts 2008 og 2009 offentliggjorde evalueringsinstituttet EVA evalueringsrapporter om dansk på henholdsvis hf og stx. Markant i begge rapporter er at det ikke går alt for godt med elevers og kursisters skriftlighed. I rapporten om hf hedder det at 73% af de skriftlige censorer vurderer at niveauet i besvarelserne slet ikke eller kun i mindre grad lever op til målet om at kursisterne skal kunne udtrykke sig præcist, nuanceret og personligt. Og en stor andel af lærere og censorer vurderer at målene vedrørende skriftlighed, grammatik og sproglig iagttagelse er svære at opfylde. På stx vurderer 64 % af lærerne at det er svært eller overvejende svært at få eleverne til at udtrykke sig præcist, nuanceret og personligt, og 61 % mener at det er svært eller overvejende svært at sætte eleverne i stand til at dokumentere indblik i sprogets opbygning og beherske grammatikkens og stilistikkens grundlæggende terminologi. I en nyligt offentliggjort rapport Evaluering af det skriftlige arbejde efter gymnasiereformen, IFPR Syddansk Universitet, under ledelse af professor Ellen Krogh, har en gruppe forskere undersøgt, hvordan det står til med skriftligheden i gymnasiet. Konklusionerne i rapporten er ikke mere opmuntrende. Sammenfattende hedder det: ny skriftlighed er langt fra implementeret i gymnasiet. Selvom der samlet betragtet er tildelt mere elevtid til det skriftlige arbejde efter reformen, er der på meget få gymnasier en kurs, progression eller et overblik over hvordan eleverne trænes i skriftlighed. Eleverne trænes isoleret i fagenes eksamensgenrer, og det står sløjt til med den kreative dimension og en bred introduktion til de skriftlige udtryk. Moderne skrivning er ikke længere blot danskfagets essay eller de tunge akademiske genrer, det er i lige så høj grad ”bullet-skrivning” og korte, opsamlende former. I Dansklærerforeningen er vi glade for den nye fokus på genreskrivning i danskfagets eksamensopgaver. Dette er med til at skærpe fokus på at skrivning foregår i en konkret kommunikationssammenhæng, og at skrivning har en bestemt målgruppe. Men hvis eleverne skal rustes til de moderne kommunikationsformer, skal skriftlighedstræningen favne bredere og koordineres bedre. Problemerne for skriftligheden i gymnasiet lader efterhånden til at være belyste. Det samme gælder informationssamfundets udfordringer til skriftligheden, ligesom der i forskningen er udstrakt enighed om hvad der virker. Den gode skriftlighedstræning: vejledning undervejs i skrivningen giver fokuse-

4 DANSK NOTER

ret træning i delkompetencer og tvinger eleverne ud i flere tekstrevisioner. Nu er det på tide at rammerne for skrivning i gymnasiet også indrettes på det vi allerede ved. Derfor foreslår Dansklærerforeningens bestyrelse, at: a)

b) c)

koordineringen af skriftlighed skal sikres ved, at det gøres obligatorisk at alle skoler udpeger en skriftlighedskoordinator som kan sikre et mål for skriftlighedstræningen, og at alle fag bidrager til indsatsen for skriftlighed. at der tildeles mere uddannelsestid til samlede skriftlighedsforløb som kan supplere skriftlighedsforløbet i 1.g. at der gives elevtid der målrettes processkrivning.

Den samlede pulje til elevtid er fuld tilstrækkelig som den er, men blandt andet afgivelsen af elevtid i dansk til AT er havnet i et ”ingenmandsland”, hvor træningen i skriftlighed er tilfældig og ufokuseret. Den elevtid som med reformen blev ”taget” fra fagene, må gives tilbage i forløb som understøtter de tre ovennævnte forslag, så den brede skrivning styrkes og koordineringen sikres. Det ville være naturligt at lade en ny og målrettet indsats for skriftligheden tage afsæt i danskfaget, hvor de skrivedidaktiske kompetencer allerede findes, men opgaven skal bæres på mange skuldre. Vi er i Dansklærerforeningen meget optaget af, at danskfaget skal spille en aktiv rolle i en mere målrettet koordinering af den skriftlige indsats på stx og hf. Vi har afholdt meget velbesøgte kurser i skriftlighed, og vi vil være aktive i diskussionerne om skriftlighed, når læreplansjusteringerne kommer henover efteråret. Følg med i vores anbefalinger på hjemmesiden og på EMU´en og deltag som medlem også gerne i, hvad foreningen skal mene om skriftlighed. Anders Pors Nielsen og Claus Nielsen


Præsentation

Politisk litteratur Dette nummers tema er politisk litteratur. Det er naturligvis en følge af den markante tendens, at det politiske - efter i mange år at have været dømt ude - igen i rigt mål inddrages i den skønlitterære produktion. Kirsten Hammanns En dråbe i havet, Merete Pryds Helles Oh, Romeo, Maja Lee Langvads Find Holger Danske er spændende eksempler på nyere værker med tydelig politisk brod. I forlængelse af denne nye sensibilitet over for den værkeksterne virkelighed er det oplagt at undersøge, hvordan det politiske spiller sammen med de værkinterne strukturer. Sat på spidsen kan man spørge til, hvad forskellen er på den nyere politisk farvede litteratur og 70’ernes herostratisk berømte propagandistiske og didaktiske værker. Først og fremmest bruges det politiske mere elegant og mindre forudsigeligt nu end tidligere. Men er der kun tale om mindre forudsigelighed og entydighed i det formelle og fortælletekniske – eller gælder det også værkernes indhold og udsagn? Sandsynliggøres det, at den politiske modstander er dum, forstokket og indskrænket, eller forudsættes det blot? Omvendt kunne man spørge, om den politiske forfatter overhovedet bør argumentere i sine værker – er det ikke nok, at litteraturen er god? Samtidig kræver det ikke megen opmærksomhed at bemærke, at denne nyligt fremkomne politiske litteratur overvejende forfægter et venstreorienteret eller ’progressivt’ synspunkt i en eller anden variant. Det giver anledning til eftertanke. Helt overordnet kan man spørge, om det er forfatterne, der er ensidige i deres præference for venstrefløjen, eller om det er højrefløjens værdier, der ikke egner sig til det kunstneriske udtryk. Vi har bedt en række litterater, forfattere og debattører komme med hver deres bud på den politiske litteraturs status og beskaffenhed. Martin Glaz Serup lægger med sin artikel Postproduktiv poesi og vore mentale vaner ud med at klarlægge, hvordan en nutidig politisk litteratur kan tage sig ud. Det sker med udgangspunkt i den relationelle æstetik, som sætter tekster, der allerede befinder sig i det sociale eller kulturelle kredsløb, ind i nye sammenhænge. I kraft af denne ’postproduktion’ ændres vores opfattelse af disse tekster og dermed vores mentale vaner. Herfra er skridtet til revurdering af politiske forestillinger ikke stort. Mikkel Bruun Zangenberg indfører med sin artikel Politisk litteratur eller litterær politik? en skelnen mellem

et sfærisk og aktivistisk begreb om henholdsvis politik og kunst. Den sfæriske model tænker i gebeter og ydre grænser og vil i sidste ende altid opsætte skodder mellem den ’rene’ og autonome kunst på den ene side og den ’beskidte’ eller målrationelle politik på den anden. Denne opfattelse må følgerigtig være betænkelig ved politisk kunst, da den vil degenere til propaganda. Omvendt tilbyder den aktivistiske opfattelse en teori om os alle som handlende aktører i bred forstand, og hvor god kunst er mulig som politisk kunst. Kasper Støvring indkredser og bestemmer med sit bidrag Den politisk upolitiske litteratur den konservative litteratur. Med udgangspunkt i Villy Sørensens forfatterskab og Hereticadigtningen forsvarer han den konservative litteratur, som han modstiller den progressive. Sidstnævnte tager eksplicit politisk stilling, mens den første forholder sig til tilværelsens ahistoriske konstanter, der ikke er betinget af politiske og dermed omskiftelige forhold. Lars Kiilerich Laustsens artikel Hærværk, skibskatastrofer og pludselig død runder af med en kritik af overhovedet at blande litteratur og politik sammen. Litteratur skal ganske vist ruste os til at modstå ondskaben. Men det opnår man ikke ved at gøre det onde til genstand for en moralsk og politisk rygmarvsreaktion i de skønlitterære værker. I stedet er det nødvendigt at litteraturen selv gennemspiller ondskaben og derved kommer på højde med den i en kompromisløs søgen efter selvet hinsides godt og ondt, sådan som det bl.a. sker i Tom Kristensens Hærværk. På Dansk Noters hjemmeside kan du finde inspirationsmateriale fra bidragyderne til undervisning i politisk litteratur. Niels Kristian Holm

DANSK NOTER 5


Untitled Room for Zoe, Kbh. 1993

6 DANSK NOTER


Claus Carstensen Claus Carstensen, forfatter, maler og billedhugger, født 1957 i Sønderborg og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1977 - 1983, professor samme sted 1993 - 2002. Claus Carstensen er desuden mag.art i litteraturvidenskab fra Købehhavns Universitet, 1983. Ud over maleriet arbejder Carstensen med grafik og lyrik, og han har udgivet flere digtsamlinger, antologier og kunstbøger med egne værker. Carstensen er repræsenteret på en lang række danske museer: Statens Museum for Kunst, Den Kgl. Kobberstik-samling, Århus

Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Vestsjællands Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, ARoS og Louisiana i Humlebæk, samt Rooseum i Malmö, Kunstmuseum Liechtenstein i Vaduz og Neue Galerie am Landesmuseum Johanneum, Graz. I øvrigt henvises til kunstnerens hjemmeside http:// www.claus carstensen.dk/ Thorkild Holm

Double Bind. Double Sight #9, 1994

DANSK NOTER 7


Tema: Politisk litteratur

- lidt om Martin Larsens Monogrammer og Christian Yde Frostholms Ofte Stillede Spørgsmål

Postproduktiv poesi og vore mentale vaner Martin Glaz Serup giver her en karakteristik af relationel poesi samt postproduktiv poesi med udgangspunkt i Nicolas Bourriauds forestillinger om relationel æstetik

”Stedet er en flekk på jorden som kommer til syne for det menneskelige blikket som sted.” - Anniken Greve For halvandet år siden skrev jeg en afhandling ved Københavns Universitet som overordnet handler om poesi og politik. Særligt handler den om hvordan visse typer poesi kan siges at arbejde politisk igennem sin form ved at undersøge, tilgængelig- og synliggøre forskellige steder, diskurser og konventioner i samfundet, der sædvanligvis optræder naturaliserede og usynlige. For eksempel ved at inddrage materiale der, ud fra en herskende doxa, ikke har noget at gøre i kunsten. Inspireret af den franske kunsthistoriker og kurator Nicolas Bourriauds tanker om en relationel æstetik, identificerede jeg noget jeg har valgt at kalde for en relationel poesi, hvorunder den postproduktive poesi, som jeg vil prøve at karakterisere lidt nærmere i denne artikel, er en underkategori. De to essaysamlinger af Bourriaud som jeg refererer, er henholdsvis Esthétique relationnelle og Postproduction, begge er oversat og udgivet på dansk. De to danske værker jeg her præsenterer, som eksempler på en hjemlig postproduktiv praksisform, vil jeg, frem for at nærlæse, først og fremmest introducere. Det drejer sig om Martin Larsens Monogrammer (2007) og Christian Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål (2008). Bøgerne er meget forskellige fra hinanden men har det til fælles at de begge (blandt andet) arbejder med funden tekst der stammer fra et fælles kulturelt domæne. Denne tekst har de indrammet, efterbehandlet (altså postproduceret) og sat i cirkulation igen i en anden kontekst – nemlig kunstens; herved bliver typen af opmærksomhed disse sproglige forekomster udsæt-

8 DANSK NOTER

tes for, redistribueret. Eller som den svenske forfatter og kritiker Ulf Karl Olov Nilsson skrev i sin anmeldelse af Ofte stillede spørgsmål på Litlive, er projektet: ”…en organiserad destruktion av våra språkliga vanor och därmed också av våra mentala vanor.” I indledningen til kunsthistorikeren Rune Gades bog Kønnet i kroppen i kunsten står der blandt andet: ”Hvor er jeg? Hvorfra tales der? Disse spørgsmål, snarere end det velkendte ’Hvem er jeg?’, trænger sig på i dag med overvældende styrke inden for kunsten. Spørgsmålene vedrører nok det samme, identitet, men fra forskellige synsvinkler. At spørge til udsigelsens sted, snarere end til dens ophavsmand, forskyder spørgsmålet i retning af en relationel og kontekstuel forståelse frem for en individorienteret forståelse.” Det samme kan på forskellig vis siges at gøre sig gældende inden for meget nyere poesi, hvor der, for at sige det med Bourriaud, i højere grad skabes modeller frem for repræsentationer. Det gør det oplagt at stille spørgsmål til teksterne der netop har med digtets enkelte ytringer og situeringer at gøre. Og at lede efter digtets udsagn, hvis man vil sige det lidt gammeldags, udenfor digtet selv, i den kontekst eller diskurs der omgiver det eller som digtet selv udgør, mimer og aktivt indgår i, frem for at forsøge at udlede en essens af en fra omverden isoleret og autonomiseret skrift. Eller som den britiske digter Caroline Bergvall siger det: ”Poesi er for mig muligheden for at skabe en sproglig begivenhed i direkte konflikt eller kontakt med alle mulige slags miljøer som den fungerer igennem & er påvirket af.” Gade skriver videre i sin indledning at en af den nyere kunsthistories vigtigste indsigter netop handler om at situere billeder i forhold til specifikke konktekster, det være sig historiske, kulturelle, institutionelle såvel som konkrete udsiger- og betragterpositioner – ”for gennem en sådan situering at problematisere


Af Martin Glaz Serup Forfatter

tendenser i retning af universalisering, generalisering og ahistoricitet.” Pronominaliteten, modsat det generaliserede universelle, spiller en stor rolle i den relationelle poesi, og således også i den postproduktive. Overordnet for Bourriauds relationelle tanke er det at produktionen af relationer må anskues som et æstetisk objekt i sig selv – altså selve trafikken eller bevægelsen, talen frem for den der taler (og hos Bourriaud, problematisk: frem for det der bliver sagt). Denne poesis måde at bevæge sig på bliver altså den måde hvorpå den indskriver de forskellige ytringer i et netværk af tegn og betydninger i stedet for at anse kunstværket for at være en autonom og original form, som det hedder i Bourriauds bog Postproduktion. I den relationelle poesi bliver forskellige genrer og udsigelsestyper undersøgt; ikke mindst deres placering. Hvad og hvordan denne type sprog betyder, hvor den normalt optræder, bliver fremhævet eller foreslået, og hvad den betyder når man flytter eller reapproprierer den til det rum hvorfra digtet situerer sig og tager sit udgangspunkt. Om det er spændende sprog i sig selv, om det er originalt, om det er smukt eller grimt eller klogt i sig selv er mindre vigtigt, end hvad det gør. Hvad det afstedkommer, hvilke diskussioner og refleksioner og undersøgelser det sætter i gang. Hvad der, immaterielt kunne man næsten sige - som om en traditionel skønhedsoplevelse af en smuk metafor var materiel – opstår af betydning i mellemrummet, i mødet, i ordenes og diskursernes tørnen sammen. De enkelte digte er situationer eller en art zoner hvor betydning hele tiden er til forhandling. I dén afprøven der foregår over tid, forekommer temporalitetens udstrakthed, inertien, på forskellig vis at være et gennemgående træk i meget relationel poesi.

Postproduktion Termen postproduktion stammer fra film- og tv-verden, hvor den betegner efterbearbejdelse og redigering. Hvor

Bourriauds essays om den relationelle æstetik særligt fokuserede på mellemmenneskelig interaktion og på idéen om at skabe en social model af verden frem for en repræsentation af den, har Postproduktion skabelsen af ”nye relationer til kulturen i almindelighed og til kunstværket i særdeleshed” som sit primære område. ”Begge skrifter tager udgangspunkt i det foranderlige, mentale rum som internettet, det centrale redskab i den informationsalder vi er gået ind i, har åbnet for tænkningen.” Bourriaud bruger selv websurfing som et billede på en postproduktiv praksisform. Ligesom DJ’en og programlæggeren – og kuratoren, kunne man tilføje – tager websurferen udgangspunkt i et allerede eksisterende materiale, og repræsenterer ”en vidensfigur, der er kendetegnet ved opfindelsen af strækninger gennem kulturen.” Postproduktionens kunstner er en semionaut ”der frem for alt producerer originale ruter mellem tegnene”, og derigennem foretager det Bourriaud kalder en kulturel reappropriation, der bidrager til at ophæve den traditionelle skelnen mellem produktion og forbrug. Selve forbruget er også produktion, således også forbruget af kunst. De unikke semionautiske gennemløb af allerede eksisterende materiale er, i kraft af at være ruter eller sekvenser der ikke eksisterede før, i sig selv en produktion af noget nyt. ”Kunsten søger at give de mest usynlige processer form og tyngde.” Når store dele af vores liv og dagligdag forvandles til ”den rene abstraktion” og forbrugsprodukter, for eksempel via netsurfing eller kulturelt forbrug, bliver det kunstens rolle at ”rematerialisere disse funktioner”. Kunsten bliver at indramme eksisterende strukturer, skabe nye veje igennem materiale der allerede eksisterer, og lede efter et transitivt potentiale ved at gøre usynlige eller naturaliserede kulturelle former synlige som netop form og noget kulturelt skabt og skabende. Kendetegnende for postproduktive praksisser er at de, uagtet de formelt set kan være yderst hetereogene, ”gør brug af allerede producerede former.” Denne praksis læser Bourriaud som ”en vilje til at indskrive kunstværket i et netværk af tegn og betydninger i stedet for at anse det

DANSK NOTER 9


konkrete kulturelle gennemløb af et allerede eksisterensom en autonom og original form.” Postproduktion de materiale. I de to eksempler jeg har taget med stamer altså ikke en genre eller udtryk for en særlig -isme mer tekstkorpuset med de allerede producerede former eller bevægelse, men et redskab eller en metode, en fra henholdsvis det danske Kirkeministerium (en liste særlig måde at arbejde med det foreliggende på der kan over alle såkaldt frie danske navne) og fra internettets tage sig vidt forskelligt ud, men blandt andet har det sociale tjenester og datingsites. Både Martin Larsen og tilfælles at det (stadig) udfordrer idéen om kunstnerens Christian Yde Frostholm gør mere end blot at anlægge skabende originalitet. en ny rute igennem et allerede foreliggende kulturelt På skuldrene af protagonisterne Marcel Duchamp landskab – Larsen skriver selv til og Frostholm manipuog Karl Marx som henholdsvis praktiker og teoretiker, lerer det fundne materiale ved at komponere egentlige placerer Bourriaud postproduktionen senest i approdigte med vers og strofer og pointerede eller konkludepriationens endnu uskrevne kunsthistorie der tager sit rende afslutninger. udgangspunkt i ready-maden, og grundlæggende har arten af det blik der rettes mod forbruget som gennemgående tema. På samme måde som postproduktionsbegrebet formelt ligger i forlængelse af idéen om en relationel æstetik, gør det det også i ambitionen om et politisk eller transitivt potentiale – hele tiden i Bourriauds tænkning I 2003 udgav findes der Martin Larsen det en hensigt lille hæfte Hvis indlejret, et krigen kommer; mål om på sin ifølge forfatterens vis at engaforord havde han gere beskueren, fundet den gamle aktivere ham evakueringspjece eller hende, for ved oprydning i sidste ende hos sine bedsteat gøre verden forældre, og her til et bedre, var den så, 41 år mere demokratisk senere, genudgivet. sted at være. Der Pamfletten er svær er meget i Bourriauds at blive klog på - hvad tænkning man – med skal vi med den - og er den rette, mener jeg – kan manipuleret eller et eksakt forholde sig aldeles skeptisk optryk af den originale pjece, til, særligt hans idé om mifor eksempel er den isprængt kroutopien og disse kunstformers vidneberetninger der til forveksling transitive og frisættende potentialer. ligner en slags digte. Måske det bare Men det er ikke mit ærinde her – i er tidsforskellen, rekontekstualiseringen, stedet kan man for eksempel læse den forsinkelsen, der får det til at ligne litteratur britiske kunsthistoriker Claire Bishops gode eller fiktion - i 2003 er det ikke længere truslen artikler om The Social Turn og Antagonism and om en lurende atomkrig mellem øst og vest der Relationel Aestethics. Hvad jeg finder interessant ligger forrest i bevidstheden, katastrofen blev aflyst, i Bourriauds begrebsbyggeri er hvorfor man nødvendigvis hans beskrivelse af nye kunstnemå læse advarslerne mod dens Defaced Flags, Bloemfontein & Johannesburg 2004 riske praksisformer, der netop i komme på en anden måde. 1 af 12 skamferede flag fra Roskildefestivalen 2002 sin kritiske praksis lægger vægt Hvis krigen kommer har i høj på kontekst, relation, situering og grad karakteren af det blik der

Monogrammer

10 DANSK NOTER


bliver rettet imod den, måden man læser på, måden betydning betyder, som sit objekt eller tema - som i det meste af Larsens forfatterskab bliver traditionelle læsestrategier destabiliseret og derved også udfordret. En bid af et langdigt som Martin Larsen stadig arbejder på, lyder sådan her: ”Hvis jeg var kunstner ville jeg finde alle de navne den danske lovgivning giver folk ret til at døbe deres børn, forog efternavne, og få et simpelt program til at finde og udskrive alle mulige kombinationer i tilfældig rækkefølge. Hvor mange ville der være? Værket kunne hedde individuality.” Citatet bringer mindelser om Borges’ forord til Fiktioner, hvor han skriver at det er ”Et slidsomt og udmarvende vanvid at skrive tykke bøger (...) Den bedste fremgangsmåde er at foregive, at sådanne bøger allerede eksisterer, og tilbyde et resumé, en kommentar ” Hvert afsnit i digtet begynder med anaforen ”Hvis jeg var kunstner...” fulgt af forskellige fantasier, sansninger, mulige erindringer og miniessays. Formen er meget rummelig og kan tilsyneladende indoptage og videregive alt fra vittigheder, enkle registreringer og stereotypier til en analyse af årsagen til sneens symbolske betydning i litteraturen eller et bud på hvad det er kunsten som sådan forsøger at gøre i verden. Ofte skifter niveauerne hurtigt indenfor det samme tekststykke, eller de skifter ikke men er til stede samtidig; det konkrete og banale (i betydningen det dagligdags) sammen med det abstrakte og ekstraordinære. Et uddrag af digtet blev trykt i tidsskriftet Den Blå Port i 2007. Men Larsen lod sig ikke nøjes med Borges’ resumé, for året efter - januar 2008 udkom det monumentale værk der i stedet for Individuality er kommet til at hedde Monogrammer. 8 bind, knap 6000 sider indeholdende navnene på 2.360.000 ’potentielle danskere’ foruden én linjes prosa for hver af de 165 efternavne der indgår i bogen - hver linje består at præcis 165 tegn, tilsammen udgør linjerne en slags essay der kredser om hvad et navn er. Dette monomane monster af en ulæselig bog, der reelt konkurrerer med telefonbogen, lægger naturligvis ikke op til at blive læst, ikke som man sædvanligvis læser bøger i hvert fald, fra den ene ende til anden. Et værk som Monogrammer må - med en parafrase af den hollandske kulturteoretiker Mieke Bal - snarere betragtes som begivenhed end som en egenskab. Læsningen af sådan et værk bliver mindre afhængig af værkets identitet og

mere af læserens. Hvad tænker vi når vi ser disse mærkværdige men mulige navne (tilfældigt nedslag, bd.III, s.375: Tutte Christoffersen, Shahab Riis, Lettie Svensson osv.), som de står opmarcheret side efter side, 10 navne af gangen, næsten som korsene i Emil Bønnelyckes førsteverdenskrigsroman Spartanerne (1919: kors kors kors kors osv.) Hvad forestiller vi os om de mennesker de kunne tilhøre, hvad tænker vi om navnet, som sådan, hvad er et navn, hvad gør det - i det perspektiv kan Monogrammer ses som en 16 kilos forlængelse af Shakespeare’s spørgsmål fra Romeo and Juliet: ”What’s in a name? [that which we call a rose/By any other name would smell as sweet]”. I bogens miniessays diskuterer Larsen selv direkte gravskriften og Shakespeare-citatet. Med den amerikanske konceptuelle digter Kenneth Goldsmiths termer kan man sige at et stykke konceptuelt poesi som dette lever af et thinkership i højere grad end et egentligt readership; men at sige at man ikke behøver at læse hele værket er selvfølgelig ikke det samme som at sige at man ikke behøver at læse i det, også for at få udfordret det Martin Larsen i et interview selv har kaldt for ”læsningens fænomenologi”; hvordan vi læser, hvad det vil sige at læse. Selvfølgelig skal

DANSK NOTER 11


man læse i Monogrammer og det skal man af præcis de samme årsager som man vil læse al mulig anden poesi; for overraskelsernes skyld, for skønhedens, for tankens, følelsen, humoren, for igennem digtet at afprøve verden og sproget. Derfor kan man også være ærgerlig over at værket er så svært at få fat på - det trykkes som print-on-demand og kun på bestilling og koster anseelige 2.500 danske kroner. I øjeblikket findes der så vidt jeg ved kun 8 eksemplarer af bogen. Kender man ikke nogen der har bøgerne og vil lade én kigge, kan man bese dem i LiteraturHaus’ boghandel i København, men bor man ikke lige i København, er man af nød tvunget til at tænke sig til det meste frem for faktisk også at gå fysisk i lag med bogen, som det vel er meningen hvis man med hele kroppen skal udforske og udfordre vante måder at læse på.

Ofte stillede spørgsmål Sidste år udgav Christian Yde Frostholm sin ellevte digtsamling, Ofte stillede spørgsmål. Umiddelbart ligner teksterne det man måske kunne kalde mere konventionelle digte - løs bagkant, relativt få linjer på siderne osv. - men ordene selv kommer et andet sted fra; primært, lader det til, er de hentet fra internettet, fra forskellige sociale tjenester, blogs, chatrooms og datingsites sproget ser således ikke ud til i udgangspunktet at være skabt eller skrevet i traditionel forstand af forfatteren selv, men måden de er udvalgt, redigeret og arrangeret på, vidner om en kraftig styring, en særlig sensibilitet og humor og et specifikt temperament. Hele postproduktionensprocessen peger altså tilbage på forfatteren og dennes stemme. Ved at isolere det fundne sprog fra den visuelle brugerflade det har været en del af, og overføre det fra ét medie til et andet – altså fra nettet og til bogen, hvorved det interaktive element (klik på mig) elimineres – fremtræder andre kvaliteter ved eller aspekter af det sprog vi hele tiden ser men blot opfatter instrumentelt. Fx forekommer automatiserede fejlmeddelelser eller standardtekst nu pludselig som tydeligt eksistentielle: ”Ofte Stillede Spørgsmål: Hvad gør jeg?” (s.36) og ”Det du søgte eksisterer ikke.” (s.37). Cyberspace er i Ofte stillede spørgsmål et sted der tilsyneladende er oversvømmet af spørgsmål omkring identitet, tvivl, ensomhed, usikkerhed og længsel. Et topio der er særligt nærvæ-

12 DANSK NOTER

rende i bogen er sproget omkring homoseksuelle mænd – jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det; en række statements eller eksempler på sprog bliver indsamlet og udstillet og undersøgt. Det giver dårlig mening at spørge til om det er ironisk eller dybfølt, fx, sproget kommer jo ikke fra ét psykobiografisk subjekt, men er tværtimod eksempler på en generel diskurs, på et anonymiseret superindividuelt sprogbrug, hvor det måske kan vise sig mere produktivt at spørge til dennes sprogbrugs mulighedsbetingelser, end til at spørge om sætningen i sig selv er smuk eller prægnant eller original, selvom den jo selvklart sagtens kan være alt det. Frem for som digter at arbejde med sit eget indre og sende dets Tom Kristensenske flammehjul ud i rummet, er det omvendt den relationelle poesis ærinde at undersøge det der allerede er her, holde det frem og stille spørgsmål ved de underliggende værdier det måtte repræsentere. Et transitivt potentiale fremkommer således igennem rekontekstualiseringer, reapproproationer, fremhævelser og synliggørelse af det ellers usynlige og isolerede. Man kan læse den relationelle æstetik som en art metadiskurs der, udover et ønske om at blotlægge kunstens produktionsbetingelser, også og i det hele taget ønsker at generere en samtale, en bevidsthed som sådan, om hvad vi gør hvorfor, hvorfor vi læser for eksempel, hvad vi forventer os af litteraturen, af kunsten, og jo altså implicit af alt det der ikke er kunst og hvorfor. Af andre postproduktivt arbejdende digtere kan nævnes for eksempel Caroline Bergvall, Ida Börjel, Ulf Karl Olov Nilsson, Derek Beaulieu, Kenneth Goldsmith, Ara Shirinyan, Paal Bjelke Andersen med flere. Den relationelle poesis forskellige manifestationer kan være meget forskelligartede, men de har alle visse elementer til fælles: det reportageagtige, forsøget på at udvide det æstetiske rum og det politiske potentiale denne gestus rummer i kraft af distributionen af synlighed og værdi, samt en processuel form der på forskellig måde arbejder med tidslig udstrakthed. Den relationelle poesi er optaget af samtidens kulturelle og etiske diskurser, bredt forstået, dens politiske potentiale findes i dens radikale inklusion og i undersøgelsen af hvad der er synligt hvornår og hvorfra og de generelle og specifikke betingelser for distributionen af det sanselige. Man bør være opmærksom på hvem der får tildelt en stemme i et offentligt rum, men man bør også være opmærksom på hvem der får tildelt hvilken stemme. Det kan den postproduktive poesi, blandt meget andet, hjælpe os med.


Litteratur:

Caroline Bergvall: VIA – Poems 1994-2004. Optic Nerve/Birkbeck College (2005). [CD] Claire Bishop: ‘Antagonisme and Relationel Aesthetics’ in October 110. MIT Press (2004). Claire Bishop: ’Den Sociale Vending’ in Lettre Internationale #13 (2006/2007). Oversat af Andreas Tonnesen. (2006) Jorge Luis Borges: Fiktioner. Oversat af Peter Poulsen. Samlerens bogklub (1998). Nicolas Bourriaud: Relationel æstetik. Oversat af Morten Salling. Det Kongelige Danske Kunstakademi (2005). Nicolas Bourriaud: Postproduktion. Oversat af Morten Salling. Det Kongelige Danske Kunstakademi (2006). Christian Yde Frostholm: Ofte stillede spørgsmål, Afsnit P (2008). Rune Gade: Kønnet i kroppen i kunsten, Informations forlag (2005). Anniken Greve: ’Kort om stedsfilosofi’ in Vinduet #4 (1996). Thomas Hvid Kromann: ’Virtuelle danskere on demand’ in Den Blå Port #79 (2008). Martin Larsen: Hvis krigen kommer, privattryk (2003). Martin Larsen: Monogrammer, Basilisk (2007). Martin Larsen: ’Hvis jeg var kunstner’ in Den Blå Port #76 (2007). Ulf Karl Olov Nilsson: ’Hela jävla systemet’ in Litlive #64 (2009).

DANSK NOTER 13


Tema: Politisk litteratur

Politisk litteratur eller litterær politik? Mikkel Bruun Zangenberg reflekterer her over forholdet mellem æstetik og politik i teorien og i nyere dansk litteratur. Der findes en dårlig politisk kunst, der kendetegnes af selvgod moralisme og intellektuel dovenskab, og som tematisk fremsætter entydige og bombastiske udsagn mod politiske opfattelser. Og der findes en god politisk kunst, som undviger entydigheden og lader det politiske indgå i en virksom blanding af klart og uklart. Derfor er der forskel på Ib Michael og George Orwel!

I: Æstetisk politik og politisk litteratur? Vor titels antitese er andet og mere end en fiks lille kiasme. På samme tid og dog asymmetrisk kan vi måske med nogen ret tale om en æstetisk politik og en politisk litteratur? Måske er det endog sådan, at vi ikke blot kan, men er tvunget til at medtænke en sådan dobbeltrelation, når det gælder om at pejle os ind på ideen om en politisk litteratur? I nærværende sammenhæng vil påstanden være den, at alle forsøg på at reflektere over relationen mellem politik og litteratur, er nødsaget til at eksplicitere om der abonneres på et sfærisk eller et aktivistisk begreb om henholdsvis politik og kunst. Med ”sfærisk” menes den opfattelse at fænomenet tænkes som et spatielt felt, et territorium, et areal, en distinkt sfære for sig. Med ”aktivistisk” menes at det at udføre en given handling i tid under bestemte betingelser kan anskues såvel æstetisk som politisk, fx kan en afstemning ses som en art avanceret total-teater, eller som en rent politisk handling. Det afhænger helt af, hvorledes man i konteksten vælger at anskue den givne handling. Implikationen er, at vi ikke kan operere med sfærens distinkte grænser, men langt snarere må påtage os i hvert enkelt tilfælde at overveje handlingens særlige karakter. En nærliggende misforståelse må straks ryddes af vejen: Indebærer den sidste tilgang ikke, at vi kan hævde at alle politikere er kunstnere, og alle kunstnere politikere? Får vi ikke et uskelnelighedsproblem? Kun hvis vi forsømmer omhyggeligt at præcisere hvilke aspekter af handlingen vi vælger at opholde os ved i en konkret sammenhæng. Det at udgive en roman kan under bestemte betingelser være en ekstremt virksom

14 DANSK NOTER

politisk akt, mens det under andre vilkår kan være en handling der er helt foruden politisk betydningsfulde konsekvenser. Og måske må vi i sidste ende acceptere, at vi hverken kan undvære ideen om sfæren eller om aktiviteten, det vil blive afklaret til slut. II: Mod en æstetisk politik Går vi først til ideen om en æstetisk politik, er den franske filosof Jacques Rancière i disse år en af de formentlig mest indflydelsesrige eksponenter for et uhyre bredt æstetik-begreb, der anskuer ikke mindst politik som en gennemført æstetisk arena. Ikke blot i den overfladisk indlysende forstand, at vi overalt har fået en spin-kultur, hvor vinkling, versioner, iscenesættelse og skrøner, har fortrængt sand, virkelig erkendelse (om end denne udvikling i sig selv er både alvorlig og reel), ej heller den velkendte omstændighed, at ethvert politisk system altid allerede fordrer et system af repræsentativitet og repræsentation1, sådan at vi altid vil have haft et dybt slægtskab mellem kunstens og politikkens brug af repræsentationsteknikker; men et spadestik dybere derhen, at selve fordelingen og opdelingen af det, som er synligt og sigeligt i samfundslegemet, er resultatet af en fundamentalt æstetisk manøvre. Rancière udtrykker det selv således: ”aesthetics can be understood in a Kantian sense – re-examined perhaps by Foucault – as the system of a priori forms determining what presents itself to sense experience. It is a delimitation of spaces and ___ 1

Cf. Hans-Georg Gadamer, Wahrheit und Methode, Gesammelte Werke

bd.1, Tübingen, J.C.B. Mohr 1990, ss.146-149.


Af Mikkel Bruun Zangenberg, cand.phil., Ph.D, lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet. Anmelder ved Politiken

times, of the visible and the invisible, of speech and noise, that simultaneously determines the place and the stakes of politics as a form of experience. Politics revolves around what is seen and what can be said about it, around who has the ability to see and the talent to speak, around the properties of spaces and the possibilities of time2. I denne forstand begriber Rancière ikke det æstetiske som et snævert afgrænset træk ved særlige genstande eller typer af aktiviteter, men langt snarere som en ”primær æstetik”3, som han udtrykker det. Ud fra det græske ”aisthesis”, der nærmest kan oversættes med ”sanseerfaring”, vedrører politik da kampen om at fastlægge de bestemmende rammer for, hvad der overhovedet i første ombæring bliver synligt og sigeligt for os, og de nøjagtige måder, hvorpå ting og forhold bliver begribelige for os i historisk og kulturelt variable rammer. Her er der med andre ikke blot tale om spin og om at erobre dagsordenen, men mere fundamentalt om at udkaste skemaer for den måde, verden forekommer os at se ud på. Groft sagt, og for at anskueliggøre

When the truth hits your weak ass It’s going to break your goddamm skull. That’s the way power treats force You spinelessy little fuck get ready to crawl, Sidney 1996

pointen – idet en neo-liberalist, en klassisk konservativ og en kommunist går ned ad Bombays gader i 1959, vil gaden og dens mennesker forekomme dem at se ganske forskellige ud, og de vil se og overse vidt forskellige ting, og efterfølgende formulere disse syn på indbyrdes uforenelige måder. Anlægger man et sådant primær-æstetisk syn på det politiske, er det måske ikke overraskende, at der kun er et beskedent skridt frem mod den erkendelse, at denne verdens store forfattere er politisk uhyre magtfulde aktører. Det er muligt, at ideologen Karl Marx, der i øvrigt i sin egen ret var en stor stilist, afgørende prægede verden fra midten af det nittende århundrede, men inden da havde Victor Hugo, Charles Dickens og Honoré de Balzac på ikke mindre kraftfuld måde dannet og formet millioner af europæeres blik på verden. Ikke nødven___ 2 Jacques Rancière, The Politics of Aesthetics, London, Verso 2004, s.13. 3 Ibid., s.13.

Danish seems not enough for you And you want to know in all languges How steep the rises and talls are And what is the price of conscience - and terror, Sidney 1996

DANSK NOTER 15


digvis ved fromt at ville ændre eller reformere den, verden, men alene i kraft af gennem deres romaners filter grundlæggende at påvirke læserens sansning af grænserne mellem rum og tid, af forholdet mellem støj og tale, af fordelingen af det synlige og det sigelige. Men modsat kan vi da indvende, at dette helt opløser skellet mellem æstetik og politik, kunst, litteratur og møder i vælgerforeningen? Hvor går grænsen præcis, hvis vi ikke kan forlade os på et afgrænset begreb forankret i et finit korpus af objekter og en bestemt type handlemåde, og skal vi nu med den amerikanske æstetiskteoretiker Nelson Goodman spørge ”when is art?”4, snarere end det udsigtsløse ”what is art?”? På dette tidspunkt ville det nok være givtigt dels at omtale en sondring fremført af litteraterne Winkel Holm og Tygstrup, dels lidt nærmere at inspicere selve definitionen af det specifikt politiske. III: Hvad er ”politisk litteratur”? Det kritikhistoriske grundlag for Winkel Holms og Tygstrups forsøg på at præcisere den vage og følsomme forestilling om politisk litteratur er en reaktivering af neokantianeren Ernst Cassirers filosofi om de symbolske former, her tildannet som beskrivelsen af en ”kulturel poetik”, dvs.: ”et historisk specifikt regime af symbolske former. Det er den kulturelle poetiks lager af mentale modeller, der gør det muligt at skabe et billede af virkeligheden”5. Indenfor rammen af et sådant sociohistorisk afgrænset repertoire af virkelighedsbilleder etableres da en given litterær poetik, og det gør den ifølge Tygstrup og Winkel Holm i kraft af tre formelle greb, nemlig opstilling, udstilling og omstilling. For at litteraturen overhovedet kan blive synlig som litteratur, må dens teknik antage form af en – om end nok så diskret – opstillet afvigelse fra de hævdvundne og etablerede virkelighedsmodeller knyttet til den kulturelle poetik; denne opstilling kan da gerne antage form af en kritisk udstilling af disse eller hine af kulturens ”repertoire af virkelighedsbilleder”6; omstillingen, endelig, viser sig som et brud på eller en overskridelse af de institutionelle rammer, der almindeligvis vil holde grænsen ___ 4

Jfr. Nelson Goodman, When is art?, kap. 4 i Ways of Worldmaking, Hackett 1978, ss. 57-70.

5

Tygstrup og Winkel Holm, Litteratur og politik, Kultur & Klasse, nr.104,

6

Ibid., s.161.

Ålborg, Medusa, s.154.

16 DANSK NOTER

mellem fx politik og kunst på plads. Særlig den sidste manøvre forekommer de to forfattere at være genstand for livlig forhandling i senmoderniteten, fx i en genre som dokumentarfilmen, eller i form af eksperimenter som Claus Beck-Nielsens Das Beckwerk. Mens ideen om en finkornet og sensibel relation mellem de symbolske formers placering og rolle i indbyrdes forbundne cirkler af en kulturel og en litterær poetik forekommer analytisk frugtbar og tilmed sympatisk, kan man imidlertid indvende, at de to forfattere i tavshed forbigår spørgsmålet om nøjagtigt hvad der her må forstås ved den første del af udtrykket ”politisk litteratur”. Virkelighed og politik er ikke identiske; og at givne kulturelle normer omforandres i litteraturens laboratorium implicerer vel ikke nødvendigvis en omkalfatring af det politiske per se? Og endelig giver det vel næppe mening at anvende udtrykket ”politisk litteratur”, hvis ikke man har fået afklaret og præciseret, hvad man mener med første halvdel af det? IV: Det romantiske paradigme: Politisk kunst som tema eller intervention. I sin artikel Two Concepts of Politics7 (2006) skelner den finske politolog Kari Palonen mellem et såkaldt sfærebegreb og et aktivitets-begreb, i et forsøg på at indkredse en præcis analytisk sondring mellem to fundamentalt forskellige måder at håndtere vores forståelse af og omgang med det specifikt politiske på. Enten kan vi, som det ofte er tilfældet hos juristerne, søge at skelne skarpt mellem fx det strikt juridiske og det politiske; her er præmissen ifølge Palonen den, at ”det politiske” tænkes spatielt, som et begrebsligt rum, et territorium eller en afgrænset sfære, der da atter grænser op til en række ligeledes afgrænsede nabo-sfærer, fx kunst, økonomi og jura. Modsat denne tilgang har vi – atter ifølge samme Palonen – med stigende intensitet op gennem det forrige århundrede kunnet bevidne fremvæksten af en forståelse af ”det politiske” som en særlig type aktivitet, der ikke er begrænset til en given sfære, men derimod viser sig som en speciel type handling. Denne tilgang er på sin side temporel, den ser på den tidslig___ 7

Kari Palonen, i Distinktion, nr.12, Red. Per Mouritsen og Lars Bo Larsen, Århus 2006, ss. 11-25.


En anden, særdeles hed, der gælder udbredt underliggende for den angiveligt sfære-forståelse, der specifikt politiske historisk er kilde til såvel akt – fx at jeg kl. den tematiske som den 9-11 deltager i en interventionistiske modemonstration, del, kan føres tilbage til mens jeg kl. 11-12 den europæiske romanaldeles apolitisk tik, og har som sit kendespiller fodbold med tegn at kunsten defineres min søn. som autonom og ikkeForestillingen Röda rummet I, Åbenrå 1998 teleologisk (ikke-formålsom, nøjagtigt hvad mæssig), som det teknisk ”politisk kunst”, og hedder hos Immanuel Kant8. Det vil sige, at kunsten mere snævert ”politisk litteratur” overhovedet er, er notorisk genstand for diskussion, men forudsættes tillige har sit eget gebet, og at den ikke hverken er eller bør alt for ofte kendt på forhånd, og typisk sådan, at dette være styret af udefrakommende fordringer; og endelig forhåndskendskab falder i en række rodfæstede, men at særlig det økonomisk-politiske område er instruproblematiske faldgruber. Oftest skelnes der bastant mentelt, eller hjemsøgt af det sociologen Max Weber mellem form og indhold, og hvis indholdet da tematisk betegnede den instrumentelle formålsrationalitet, altså kan reduceres til et antal udsagn ”om” angiveligt rent at alt reduceres til at være redskab for opnåelsen af et politiske forhold, fx en krig, en boligpolitik, en finansbestemt administrativt formål. Det sidste indebærer politik el.lign., ja da kvalificerer det værk i hvilket typisk – i forlængelse af det romantiske paradigme – at disse tematiske indholdsudsagn forekommer, sig som kunsten, hvis den accepterer at lade sig styre af fx polipolitisk. Eller også former værket sig som en direkte, tiske dagsordener, degenererer og bliver til propaganda handlingsorienteret intervention i en given, politisk slet og ret, som vi op gennem det tyvende århundrede sag, fx som happening, manifest eller slagsang, hvorefmest grelt har kunnet se det i Stalins Sovjetunion og ter såvel form som indholds-siden er direkte impliceret Hitlers Nazi-Tyskland, og som vi så det allerede hos i det politiske. Platon, der i sin tiende bog af Staten, gjorde gældende Vi kan her summarisk skelne mellem en tematisk at digterne skal udstødes, men at der dog godt kan gømodel, og en interventions-model, hvor modsatsen i res plads i polis for patriotiske fædrelandssange. Eller i begge tilfælde er let at optegne: værker i hvilke der ikke dag og betydeligt mere udbredt, at kunsten i Skandinaforekommer reduktivt entydige udsagn om politik, og vien i visse tilfælde først blev til mild reklame for den værker der ikke intervenerer på det politiske gebet. kulturradikale velfærdsstat (Rifbjerg, cf. Lykkeberg9), og Men i begge sammenhænge kunne det være nyttigt senere bliver til langt mere individualiseret reklame, PR at inddrage Palonens forsøg på begrebslig og analyog forskellige afarter af selviscenesættelse. Typer som tisk præcision. Fx implicerer såvel den tematiske som Mathilde Walter Clark og Peter Dyreborg spiller eksden interventionistiske model et sfære-begreb for det plicit med denne rolle, folk som Lone Hørslev gør det politiske per se; hvor der i det første tilfælde tales ”om” typisk også, men med en stærkere, samtidig satsning på forhold i politik, mens der i det andet gøres et forsøg på kunstnerisk kvalitet, og én skikkelse som Claus Beckså at sige ”udefra” at gribe ind i og påvirke en politisk Nielsen gør det til et helt, ironisk meta-spil, senest med proces. Implikationen er da arketypisk i en samtidshiden i Information stærkt omtalte retssag mod Thomas storisk, skandinavisk kontekst, at vi har moralsk rene Skade-Rasmussen Strøbech, og i Victor BAM, med og uangribelige kunst-aktører på den ene side, og fæle, ___ moralsk korrumperede politiske aktører på den anden 8 Jfr. Immanuel Kant, Kritik af dømmekraften (1790), ovs. af Claus side. Kunsten er moralsk, for ikke at sige moraliserende, Bratt Østergaard, Kbh., Det lille forlag 2005, s.71-85. mens politikken er amoralsk og depraveret. For nu at 9 Rune Lykkeberg, Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgernævne blot én, stærkt normativ forvaltning af sfæreskabs storhed og fald. Kbh., Gyldendal 2008 modellen.

DANSK NOTER 17


kunstens autonomi her er absolut og uantastet. Det tredje skema døbes herefter det klassiske, det er ifølge Badiou indstiftet af Aristoteles, og V: Didakticisme, karakteriseret ved romantisme, at ”afhysterisere” klassicisme – tre kunsten; i stedet skemaer for hævdes det at forholdet mellem kunsten på en trokunst og sandhed fast og retvisende Den franske filosof måde kan genspejle Alain Badiou udkavirkeligheden, men ster i sin Petit manuel trods alt på en d’inesthétique11 (1998, uskyldig facon der ”Lille håndbog for inæikke må forveksles stetikken”) tre, trinvist No, Århus 2001 med sand, real erhierarkiske, og såvel kendelse, à la den filosoffen kan tilvejebringe. Kunsten analytiske som historiske modeller for vores begribelse skal bibringe os nydelse, og den kan i gunstigste fald af kunstens stilling og særkende. Først det didaktiske foranstalte katarsis, en rensning og udrensning af vores skema, der ganske vist på den ene side indrømmer skadelige lidenskaber. kunsten evnen til at fremstille en sanseligt forførende Det, der ifølge Badiou går igen fra didakticismen, erkendelse af en art; men som på den anden side må over romantismen til klassicismen, er ideen om, at kunoverlade det til filosofferne at uddrage det moralsk sten kan opdrage subjektet, og i værste fald forføre det. og politisk opbyggelige, af al denne bedårende, men Og dermed om ikke være politisk, så dog tilvejebringe også en smule naive sanselighed. Kunsten kan således politiske effekter. ganske vist være opbyggelig, men kun under den betinFilosoffen Badiou tilforordner rent idéhistorisk de gelse at andre tænker for den og gennem den. tre skemaer henholdsvis marxismen (Marx), psykoanaDet andet skema kalder han for det romantiske, og lysen (Freud) og den tyske hermeneutik (Heidegger og anfører, at det her gælder om at det kun og alene er Gadamer), og noterer sig, at de tre skemaer – på både i kunsten at en særlig og ophøjet sandhed lader sig den kunstneriske og den teoretiske side - blev udtømt fremstille – paradigmatisk fremstillet i Schellings Tranog udtørrede i det tyvende århundrede, senest med alle scendentale Idealismus fra 1800; vi andre må over for de hybrider man så udspille sig i avantgarden, neokunstens absolutte sandhed ydmygt bøje hovedet, og avantgarden, post-avantgarden (fx situationismen), gå til den for at opnå en privilegeret indsigt. Bemærk at etc.: ”Les avant-gardes ont aujourd’hui disparu. La situation globale est finalement suivante: saturation ___ 10 des trois schèmes hérités, clôture de tout effet du seul Jfr. Lakoff og Turners kognitive semantik, der kan være med til at klarschème tenté en ce siècle, qui était en fait un schème gøre præcis hvorfor venstre-højre aksen som figur er så stabil, uudsynthétique, le didactico-romantisme”12 Hvorefter tiden ryddelig ville nogle sige; også selvom man differentierer mellem fx er kommet til, at Badiou kan introducere det ny og venstre-højre på det henholdsvis værdipolitiske eller finanspolitiske fjerde skema. Som imidlertid endnu ifølge Badiou er i spektrum. Jfr. desuden Raymond Arons The Opium of the Intellectusin vorden. Jeg har valgt at medtage Alain Badiou, fordi als, i hvilken venstre-højre aksen lang tid før Blair og Giddens afvises han med sine skemaer på en overskuelig måde samsom forældet og misvisende, New York, Doubleday 1957, s.3. . 11 menfatter en lang, rig og broget historie for at tænke Alain Badiou, Paris, Seuil 1998. 12 forholdet mellem kunst, politik og filosofi. Og ikke Badiou, ibid., s.19. ”virksomhedsleder”kontrakten, hvor den angivelige opløsning af subjektet på den anden side fører direkte til subjektets apoteose10.

18 DANSK NOTER


mindst, fordi han åbner op for at vi i disse år muligvis er vidner til fremkomsten af helt nye konstellationer, eller med Tygstrup og Winkel Holm: omstillinger, i farvandet mellem litteratur og politik, mellem æstetik, kunst og demokrati. Og hvis det sidste i bred forstand er sandt, lægger det op til en fornyet overvejelse over et gammelt spørgsmål der er indlejret i alle de foregående manøvrer på problemfeltet, nemlig det man med brutal enkelhed kunne lade lyde sådan her: hvem har ansvaret? Hvis vi vælger at abonnere på Palonens aktivitets-begreb, der jo er beslægtet med Rancières primær-æstetik, så gælder det at vi alle uden undtagelse fra tid til anden kan siges at være implicerede, ansvarlige skabere og medskabere i og af et stort, broget felt af politiske handlinger udstrakt i tid, og indlagt i et spil mellem forskellige kulturelle poetikker. Det bekvemme og tillokkende ved sfære-begrebet er derimod, at man kan vaske sine hænder og koncentrere sig om at bebrejde de der er placeret indenfor sfæren. Aktivitets-begrebet er noget mere ubekvemt, al den stund vi her tvinges til at erkende, at det ikke alene er

de professionelle politikere der bedriver politik, men at vi alle til daglig udfører et stort antal konsekvensrige handlinger vi med rimelighed kan betegne som ”politiske”, fx at debattere, at stemme, at købe ind, at køre i bil eller tog, at demonstrere, at besvare spørgsmål i meningsmålinger, etc. Dramatisk og undertiden melodramatisk indkapslet i konkrete handlinger og tekster13. Ingen af os er så at sige udenfor, unddraget ansvarets rækkevidde. Derfor og på den baggrund, er det nu tid til, med Rancière, Tygstrup, Winkel Holm, Palonen og Badiou i baghovedet, at gå til nogle mere fokuserede og mere lokalt orienterede overvejelser over spørgsmålet om politisk litteratur. ___ 13

Eksemplerne er legio, men det kunne være Henry David Thoreau, der

gik i fængsel for sine anskuelser, og som publicerede Civil Disobedience; eller Vaclav Havel der blev fængslet af det totalitære, kommunistiske regime i Tjekkoslovakiet i 1970’erne og 80’erne, jfr. Vaclav Havel, Living in Truth, London, Faber & Faber 1990.

Uden titel, Kbh. 1985

DANSK NOTER 19


Uden titel, Ringkøbing 2001

VI: God propaganda og dårlig litteratur Uendelige er de måder hvorpå man kan blamere sig. Tilbage i 2007 skrev jeg en lille kommentar ”Om Irak og Afghanistan i dansk kunst og litteratur”14 der vakte en smule postyr i visse dagblade. Hvorfor? Fordi jeg dér over en bred kam kritiserede et stort antal navngivne danske forfattere for i deres forsøg på at lave politisk litteratur og bedrive kritisk essayistik siden det såkaldte systemskifte i 2001, i lidt for mange tilfælde gjorde sig skyld i intellektuel dovenskab, æstetisk uopfindsomhed og social konformisme. I 2008 kom Rune Lykkebergs ”Kampen om sandhederne”, der satte mit eget beskedne udfald ind i en større, socio-historisk ramme, og analyserede bl.a. det enkelte symptom, jeg mente at have iagttaget, som del af et generelt tab af magt og symbolsk prestige for dét kulturelle borgerskab, der el___ 14

I Kritik, nr.184, Kbh., Gyldendal 2007, ss.130-136.

15

Rune Lykkeberg, Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald. Kbh., Gyldendal 2008. Man kan dog indvende at Lykkeberg, som ellers kan sin Boudieu, også abonnerer på det sfæriske og romantiske begreb om kunsten indlagt i en venstre-højre akse.

20 DANSK NOTER

lers siden ca. 1960 havde været vant til at have definitionsmagten over de rige, men ubegavede og vulgære borgerlige, samt naturligvis også over de økonomisk og kulturelt forarmede, i de udsatte sociale grupper15. Jeg vil ikke her komme ind på det diagnostiske og voldsomt værdiladede der ligger, eller måske snarere lå, i den kulturkamp Brian Mikkelsen annoncerede kort tid efter den borgerlige regerings overtagelse af magten i 2001. Selv blev jeg fanget et strengt taget heldigt sted, midt mellem de konservative (som fx Blüdnikow og Bo Bjørnvig) der syntes jeg gjorde alt for venlige, servile knæfald for de socialistiske banditter, og de venstreorienterede eller kulturradikale pampere (som fx Ib Michael og Klaus Rifbjerg), der mente, at jeg her optrådte som ond klakør for den grusomme, borgerlige regering. Det interessante i nærværende sammenhæng, og set lidt på afstand i tid, var de arketypiske, men problematiske forestillinger om ”politisk kunst”, som debatten bragte for dagen. Den bestyrtede reaktion pegede nemlig ikke mindst på en særlig, automatisk identifikation af enhver genuin kunstnerisk aktivitet med venstreorienteret, systemkritisk brod og utvetydig,


moralsk overlegenhed – arketypisk indkapslet i figurer som Anne-Marie Helger og den brave Egon Clausen. Kunsten er en autonom sfære, der i en snævert dansk og skandinavisk sammenhæng har tænkt sig som hjemsted for en pligt og evne til at kritisere de ondsindede eller uduelige aktører ovre i den rent politiske sfære. Paradigmet er post-romantisk (og kan findes gengivet i Flauberts mildt syrlige portræt af bohêmerne i ”Følelsernes opdragelse” fra 1869), og det implicitte begreb om kunstens gebet er sfærisk. Mit argument var og er, at store og stærke eksempler på god, politisk kunst negativt er kendetegnet ved at undvige entydige og bombastiske tematiske udsagn rettet mod specifikke ideologiske positioner eller partipolitiske enheder, og tillige ved at undvige moralismens selvgode snæversyn og analytiske dovenskab. Er man overbevist om, at man har ret og man er god, så degenererer kunstværket lidt for let til propaganda og camoufleret læserbrev eller stencileret pamflet. Positivt formuleret kan vi da hævde at eksemplerne på de gode, politiske kunstværker – øvrige forskelle ufortalt – kan iværksætte en virksom blanding af det uklare og det klare. Der er noget krystalklart over plottet i Orwells roman ”Nineteen Eighty-Four”, men symptomatisk har såvel konservative som progressive krævet ham som deres i den ideologiske koldkrigs batalje mellem totalitarisme og demokrati. Ib Michaels seneste romaner vil givet aldrig blive kilde til den samme tvetydighed, fordi de er mere entydige i deres brod og mere simple rent æstetisk.

VII: Sfæriske aktiviteter – litteraturens politiske handlinger Hvis vi forlader det hårdt polemiske, kan vi til slut endnu en gang fundere over relationen mellem det sfæriske og det aktivistiske for kunsten og politikken. Måske vi med fordel kan fremføre en idé om sfærisk aktivitet, der på den ene side godtager at der findes adskilte territorier, men som på den anden side anerkender, at territorierne er sarte, skrøbelige og labile i forhold til de prædikater (fx ”politik” og ”kunst”) vi måtte tildele de handlinger der udføres henover, på og igennem dem? I så tilfælde, måtte vi hver gang identificere en snæver, lokal, præcis afgrænset og taktisk bestemt kortlægning af en given politisk handling udført i litteraturens regi og navn? Personlige favoritter Her er min liste over fem gode politiske litterære kunstværker 1. Ovid: Bitterligheder 2. Jonathan Swifts: Gullivers Travels eller A Modest Proposal 3. George Orwell: Nineteen Eighty-Four 4. Witold Gombrowicz: Dagbøgerne 5. Henrik Stangerup: Manden der ville være skyldig

DANSK NOTER 21


Tema: Politisk litteratur

Den politisk upolitiske litteratur Der findes groft sagt to slags modernisme. På den ene side er der den progressive eller radikale, der kritisk forholder sig til det sociale og det nye i tidens strøm. På den anden side er der den konservative, der undersøger det oprindelige i mennesket og naturen. Kasper Støvring leverer her en bestemmelse af og forsvar for den litteratur, der afdækker eksistensens grundvilkår.

At kunst med politiske budskaber er politisk, det siger sig selv. Denne kunst kan have til hensigt at nedbryde og endda overskride etablerede normer som i megen avantgardistisk kunst, kritisere bestemte holdninger, f.eks. småborgerligheden, som i den nyradikale kunst (bl.a. Leif Panduro) eller afsløre uretfærdige økonomiske forhold i kapitalismen som i marxistisk kunst (Røde Mor, ja!). Men kan kunst, der insisterer på ikke at være politisk, også være politisk? Ja, selvfølgelig. Groft sagt er eksplicit politisk litteratur gerne venstreorienteret, imens den upolitiske er højreorienteret. Eller mere præcist: Politisk litteratur er progressiv eller radikal, måske endda kultur- eller nyradikal, imens upolitisk litteratur er, eller kaldes, konservativ. Sådan har det i hvert fald hyppigt været, hvis man ser på den danske litteraturhistorie. Det gælder særligt Villy Sørensen og forfatterne omkring tidsskriftet Heretica, og ikke mindst gælder det modtagelsen af disse forfatteres værker. Upolitisk litteratur Men hvordan ser upolitisk litteratur ud? I megen litteratur kan man finde udtryk for det, man kunne kalde et konservativ sensorium. Opfattet i denne optik er en forfatterfigur både en følsom seismograf, der måler underjordiske kulturelle bevægelser, og et øverum, der kritisk afprøver det offentlige livs ideologier. Digteren opfattes som den, der hverken er bundet af faglige begrænsninger eller forpligtet på officiel partipolitik, han er outsideren, der helst befinder sig i samfundets udsatte periferi. “Ved randen – hvor ellers?”, svarede den tyske digter og kulturkritiker Botho Strauss, da han engang

22 DANSK NOTER

blev udfrittet om sit ståsted.1 Villy Sørensen skriver det samme i sin dagbog Perioder (1993): ”Jeg må ud i periferien, hvor jeg hører hjemme, dér er bedre plads.”2 Fra periferien kan digteren også bedst gennemskue det splittede, gå i dybden og overskue det centrale, midten, som det hedder i Sørensens Kafkas digtning (1968): “Sandhedssøger er den enkelte, der afsondrer sig fra helheden for at erkende den.”3 Som et frit omvandrende og følsomt organ i samfundslegemet har digteren nemlig blik for de mørklagte og tabuiserede felter i samfundet, han – som freier Geist – kan tillade sig at synliggøre. Digteren er i den forstand netop ikke direkte politisk engageret, men udtrykker snarere et æstetisk-individuelt engagement, polemisk vendt imod de gældende ideologier og politiseringen af det offentlige liv. Digtningen er, med Botho Strauss’ ord fra sit berømte og berygtede essay ”Tiltagende bukkesang” (1993), “en religiøs eller protopolitisk initiering”.4 Sørensen formulerer i den tidlige artikel ”Digteren og offentligheden” (1956) en tilsvarende kritik af offentligheden og det politiske liv ud fra en digterposition: ”I det politiske hersker abstraktionernes diktatur enevældigt – kunsten kæmper fortvivlet mod abstraktionerne, især naturligvis den ’abstrakte’ kunst […] Nu ___ 1

Botho Strauss: ”Am Rand. Wo sonst” i: Die Zeit nr. 6 (2003).

2

Villy Sørensen: Perioder, Kbh. 1993 s. 158

3

Villy Sørensen: Kafkas digtning, Kbh. 1992 s. 195.

4

Botho Strauss: ”Tiltagende bukkesang” i: Nomos nr. 1, årg. 1, Valby 2004 s. 12.


Af Kasper Støvring, Post.doc-stipendiat på Syddansk Universitet. Har skrevet bøger om bl.a. konservatisme og Villy Sørensen, dertil adskillige artikler i antologier og tidsskrifter.

kan det betvivles om forfatteren har nogen grund og nogen ret til at udtale sig om politik på anden vis end gennem den holdning han manifesterer i sine værker, og det kan betvivles om offentligheden har nogen grund og nogen ret til at beskæftige sig med hans politiske holdning i øvrigt […] Ingen forfatter bliver politiker af at udtale sig om politik, og kunstnerisk og politisk begavelse har sjældent kunnet trives som brødre. Kunstneren taler ex cathedra i sin kunst, uden for kunsten er og bliver han dilettant, en ’intellektuel klovn’, en politisk nar (og det behøver ikke opmuntre ham at mangen fagpolitiker er det samme).”5 Af bruddet med den entydige kommunikation følger bl.a. hos den unge, erklæret upolitiske tyske forfatter Thomas Mann i Betrachtungen eines Unpolitischen (1918) en kritik af avisens ideologiske diskussions- og politiseringstendens og hos Botho Strauss en kritik af massemediernes virkelighedsabstraktion, ”den telekratiske offentligheds regime”.6 Heretica Hereticanerne er tilbøjelige til pure at afvise et politisk og humanistisk engagement; ikke tilfældigt spiller D.H. Lawrences essay ”Ubekymrethed” (1928) en stor rolle i det hereticanske miljø.7 Det hænger sammen med, at ___ 5

Villy Sørensen: ”Digteren og offentligheden” i: Det Danske Magasin IV, 7, Kbh. 1956 s. 392 f.

6

Botho Strauss: ”Tiltagende bukkesang” i: Nomos nr. 1, årg. 1, s. 17. Mediernes og politikernes offentlige virkelighed betegner hos Strauss den sekundære virkelighed, som må brydes for at nå ind til den egentlige, primære verden, der er karakteriseret ved nærvær. Jf. Der Aufstand gegen die sekundäre Welt (2004), især s. 39 ff.

7

Essayet blev trykt i tidsskriftet Hereticas 5. årgang og genoptrykt i Ole Wivels antologi Heretica (1962). Jf. også Bjørn Poulsens, Jørgen Gustava Brandts, Tage Skou-Hansens og Frank Jægers bemærkninger til artiklen i samme antologi, der viser, at man selvfølgelig ikke skal slå alle hereticanerne over én kam. Dertil kom, at der fandtes udbrydere, f.eks. Erik Knudsen og Paul la Cour, der var med til at danne modpolen med det politiske, progressive tidsskrift Dialog.

DANSK NOTER 23


kulturkrisen – det altoverskyggende tema i Heretica – bliver et eksistentielt anliggende. Det er med andre ord ikke politikken, men kunsten, der kommer i centrum som et muligt middel til frelse og forløsning af krisen. Det er endnu et særkende ved et aspekt af konservatismen, at den er anti-politisk i den forstand, at den modsætter sig politiseringen af det offentlige liv, som vi også ser det i hereticaneren Bjørn Poulsens essays. Krisen er netop ikke udelukkende praktisk, økonomisk og socialt bestemt, og derfor findes løsningen heller ikke i alternative politiske systemer, og det er fuldkommen håbløst at deponere de åndelige længsler i politiske og sociale reformbevægelser som f.eks. socialismen. Krisen er en åndelig krise, et vidnesbyrd om tabet af fælles værdier og en oplevelse af at befinde sig i en splittet og falden verden, hvor Gud er tavs og føles fraværende. Det er således også først kunsten, der kan bearbejde krisen og muligvis forløse mennesket. Men i så fald har kunsten ikke en politisk, men en eksistentiel

betydning. Denne holdning er tydelig i Ole Wivels digt ”Paaske” fra I fiskens tegn (1948). I overgangen fra Heretica til nyradikalismen, der reagerer på Hereticas metafysiske og agrart forankrede kristne kulturkritik, uddybes kløften mellem konservativ og progressiv orientering, og der sker en positiv nyvurdering af de politiske muligheder for at bringe sig ud af kulturkrisen. Nyradikalismen med folk som Klaus Rifbjerg og Torben Brostrøm søger at overvinde menneskets isolation, kunstens autonomi og den hereticanske adventsholdning ved at genetablere forbindelsen til kulturradikalismen og dermed også enheden mellem det personlige, kunsten og det socialt-politiske. Kultur- og nyradikalismen var også en pædagogisk strømning med et opbyggeligt frigørelsesprojekt. Nyradikalismen består for Brostrøm i et brud med det, der lidt demagogisk kaldes Hereticas provinsialistiske indavl og utidssvarende idyl. Dermed får vi introduceret den nye norm om traditionsbrud som det afgørende kriterium for den gode kunst, som først og fremmest er lyrikken, konfrontationspoesien. Det nye negativistiske dogme om radikal overskridelse er så koblet sammen med en freudiansk ide om psykoanalytisk terapi. Det passer naturligvis som hånd i handske til den politisk progressive, velfærdsstatslige demokratisme: Borgeren skal gennem den farlige kunst konfrontere sine traumer og dermed opbygges til at blive et myndigt individ, der kan tage del i den politiske proces. Ydermere propaganderer Brostrøm, især i det berømte og berygtede essay ”Det umådelige mådehold” (1959), så meget for modernismen, at al litteratur før 1960 nærmest bliver dårlig, konventionel litteratur. Først tressermodernismen bryder med sin dristige eksperimentering ud af den kulturkonservative indespærring. Men det er f.eks. ikke Villy Sørensens mening. Man må, også ifølge Sørensens traditionsbegreb, ud over det evolutionistiske, historiefilosofiske dogme, der én gang for alle vil lægge det gamle bag sig. Det er radikalismens tænkemåde. Man skal have blik for, at der sker noget væsentligt også i Heretica, også før Klaus Rifbjerg, også selv om man finder formfigurer som harmoni, forsoning og formning af de kaotiske og ekstreme erfaringer. Villy Sørensen Selv om Villy Sørensen i litteraturhistorien er blevet betragtet som en nyradikal, der bryder med Heretica, arver han faktisk både den hereticanske kulturkritik og poetik. Ligesom hereticanerne udtrykker han en mod-

24 DANSK NOTER


Uden titel, Kbh. 2005 Bronzefigurer til Panuminstituttet

vilje mod at politisere kunsten; kunsten er en gyldig, autonom erkendelsesform. Kulturradikale som Poul Henningsen og Sven Møller Kristensen havde ligefrem defineret deres position som en politisk tilgang til kunsten og spændt kunsten for en politisk vogn. I sine tidlige værker, især i Digtere og dæmoner (1959) tolker Sørensen i forlængelse af den konservative tradition – som i Danmark især blev forvaltet litterært af hereticanerne8 – den historiske kulturkrise psykologisk, ikke primært socialt. Det er derfor konsekvent, at kulturkrisen også søges genoprettet ad eksistentiel vej: ikke gennem politisk handling, men gennem kunstens fortolkninger. Som hos hereticanerne og til forskel fra kulturradikalismen finder man hos Sørensen en intens beskæftigelse med eksistentialer som splittelse, død, skyld, angst tro og tvivl, altså menneskelige grundvilkår, som ikke er historisk omskiftelige, og som man ikke uden videre kan ændre ved at reformere samfundsforholdene. I stedet tilbyder også Sørensen kunsten som et middel til at fortolke de sociale og psykiske konflikter. Men hvis forholdene ”blot” skal fortolkes og ikke forandres, kan man vanskeligt knytte an til progressive sociale bevægelser og handle sig ud af krisen. I en falden tidsalder bliver det derimod opgaven at genoptage forbindelsen med det mytiske stof, der rummer de ”evige symboler”, som mennesket må bevare kontakten med ”for at kunne eksistere frit”.9 Det er en helt anden måde at bearbejde kulturkrisen og spaltningen på end den, man finder hos kulturradikale, der hyppigt anviser politiske veje og kobler et freudiansk frigørelsesprojekt sammen med et marxistisk engagement. Det er betegnende, at Sørensen bruger marxismen som eksempel på en fejlagtig holdningskritik, der vurderer kunsten ud fra forudfattede idealer og priser kunsten, når den overholder bestemte politiske normer; den skelner altså mellem indhold og form. Men når det økonomiske er løst, hvad det i al væsentlighed er i velfærdsstaten Danmark, ifølge Sørensen, kommer de eksistentielle problemer til syne. Synet på kunsten siger noget væsentligt om Sørensens konservatisme og radikalismen hos hans kritikere. Den ideologiske kritik af Sørensen, f.eks. hos Ebbe Sønderriis og Jørgen Bonde ___ 8

men også af litterater som Harald Nielsen, Hakon Stangerup og Henning Kehler.

9

Villy Sørensen: Digtere og dæmoner, Kbh. 1978 s. 138.

DANSK NOTER 25


Jensen, er beslægtet med kulturradikalismens og går på, at Sørensens tidlige historier, Sære historier (1953) og Ufarlige historier (1955), opererer med en kunstnerisk ”narcissisme”, et statisk menneskebillede og en abstrakt eksistentialisme. Allerede her afviger Sørensens kunst fra kulturradikalismens kunst, der er knyttet til socialt engagement (hos bl.a. Hans Kirk, Hans Scherfig og H.C. Branner), og hvor hovedpersonerne, hos bl.a. Kjeld Abell, kan udvikle sig til heroiske skikkelser.10 Det kan de slet ikke i Sørensens absurdisme. Johan Fjord Jensen har i stil med Bonde Jensen skrevet kritisk om det, han kalder Sørensens ”fortolkningsneurose”. Det sygelige består i, at Sørensen gør selve det at fortolke til et middel til at bearbejde de sociale og psykiske problemer. Det vanskeliggør, hvis ikke udelukker, en anknytning til progressive sociale bevægelser og dermed muligheden ___ 10

Det er Fjord Jensens pointe om den kulturradikale heltinde i dramaet Anna Sophie Hedvig (1939). Jf. Johan Fjord Jensen: Homo Manipulatus (1967).

11

Tilsvarende kan man se en modsætning mellem Sørensens nykritiske nærlæsning, der kanoniserer en kulturkonservativ højmodernisme, og den marxistisk inspirerede ideologikritik, der inddrager massemedierne i sin socio-økonomiske analyse.

26 DANSK NOTER

for politisk at handle sig ud af krisen. Igen: Sørensen vil primært fortolke og er dermed ikke i stand til at vise frem mod en forandrende praksis. Det er radikalismens standardkritik mod konservativ tænkning.11 Sørensen kan som konservativ intellektuel ifølge andre socialhistoriske og marxistiske kritikere ikke give handlingsanvisninger for sin kulturkritik, når han blot indskrænker sig til litterære, fortolkende udkast. Først når digteren betjener sig af myten som en historisk overgribende og ontologisk almen fortolkningsform, finder overskridelsen af det lukkede fortolkningsrum sted ifølge den poetik, som Sørensen arver og videreudvikler – blot er det fællesskab, som digteren kommer i berøring med, ikke et socialt eller politisk fællesskab, men derimod selve det alment menneskelige. Denne eksistentialisering var allerede indeholdt i Heretica som vilkår, som en etisk fordring og som forventning. Betragter man den europæiske litteraturhistorie er der ikke noget selvfølgeligt sammenfald mellem modernisme og en politisk progressiv humanisme. I den danske litteraturhistorie er det derimod regelen snarere end undtagelsen, at modernistiske forfattere også er humanister af radikal og progressiv tilsnit, og det er skiftevis blevet anset som Sørensens store fortjeneste og (næsten lige så store) last. Men at Sørensen ikke kan tilskrives noget entydigt radikalt standpunkt bliver


også klart, hvis man ser på hans udfald imod det, der i På egne veje (2000) benævnes kommissærer indenfor æstetikken såvel som politikken (især universitetsmarxismen), der ikke tillægger kunsten nogen livsvigtig funktion, ”bortset fra at de selv lever af at kritisere den”.12 Kunst bør ifølge Sørensen ikke reduceres til en form for videnskabelig erkendelse eller udsættes for politiseringens entydiggørelse. Kunst er for Sørensen ikke social reportage, men en oplevelsesproces, hvorigennem, som han skriver, de oprindelige, ubevidste lag i psyken skaffer sig udtryk. Når Sørensen uophørligt betoner, at kunst er en fortolkning af virkeligheden i symboler, er det polemisk vendt imod en række af radikalismens hovedantagelser – i deres marxistiske form – bl.a. at menneskets bevidsthed er et produkt af samfundsforholdene. Ikke for ingenting blev Sørensen heftigt kritiseret af 1970’ernes marxistiske ideologikritikere for at være – konservativ. Dermed var hans upolitiske kunst jo også politisk: den tjente til at opretholde den etablerede kultur.

Efter 1970’erne I 1980’erne kommer der en reaktion på den historisme, der ligger i blandt andet den marxistiske ideologikritik. Søren Ulrik Thomsens kritik af venstrefløjskulturen, opsamlet i En dans på gloser (1996), går netop på, at den historiserede det ontologiske. Han henviser ikke til Sørensen, men tankegangen er beslægtet, ligesom noget af Thomsens poetik minder om den unge Sørensens poetik. Det gælder den intense beskæftigelse med eksistentialerne, ikke mindst døden, altså forhold der hverken er historisk omskiftelige eller formbare gennem radikale sociale reformer. Med et tungt ord: det skæbnebestemte. Dødsbevidsthed spiller en stor rolle i den konservativt orienterede upolitiske litteratur. Døden er ikke blot det, Søren Ulrik Thomsen hyppigt kredser om,

___ 12

Villy Sørensen: På egne veje, Kbh. 2000 s. 70.

DANSK NOTER 27


det, der ”aldrig står til forhandling”;13 Den findes også i f.eks. Inger Christensens requiem Sommerfugledalen (1991), og der er en dødsberedthed og dødserfaring i Thorkild Bjørnvigs værk, især i alderdomsværket Siv vand og måne (1993). Konservatismen blev i især i 1970’erne kritiseret og forbundet med statiske modeller (naturbegrebet) eller reaktionært tankegods (mytebegrebet), der forhindrer en egentlig progressiv eller endda revolutionær handling. Syndefaldsmyten er et grundtema i Villy Sørensens essays og noveller: ”Faldet” er en dybtgående erfaring af en splittelse, som anses som en evig og almen realitet, der sætter grænser for menneskets evne til at beherske sig selv og sin tilværelse. Tænk bare på novellerne ”Det ukendte træ” og gendigtningen af Faustmyten, ”Tigrene”, begge fra Sære historier.14 Tidsånden stod i 1970’erne på politisering; litteratur og filosofi skulle have ”samfundsmæssig relevans”. Selv op i 1980’erne moraliserede marxistiske og kulturradikale litteraturkritikere over f.eks. Søren Ulrik Thomsens lyrik, der blev anset for at være a-social og a-politisk. Det var netop i stedet eksistentialerne, der ifølge Thomsens eget erindringsessay ”Farvel til det blå rum” (1990) foresvævede digtergenerationen fra 1980’erne, dvs. det, man ikke kan gribe ud fra historicerende udgangspunkter. Eftersom det kendetegnende ved eksistentialerne er, at de er ontologisk begrundede – og dermed ikke

___ 13

Søren Ulrik Thomsen: Det skabtes vaklen, Valby 1996 s. 21.

14

At digte i myter kritiseres i litteraturhistorien hyppigt som et upolitisk og konservativt træk, jo især når den er knyttet til en døds- og faldserfaring. Jf. f.eks. T.S. Eliots The Waste Land (1922), Hermann Brochs Der Tod des Vergil (1945) og Thomas Manns gendigtning af Faustmyten, romanen Doktor Faustus (1947) om den borgerlige humanismes sammenbrud.

15

Kritikere som Hans-Jørgen Nielsen og Hans Hertel beskyldte dem for at mangle det sociale rum, for sort reaktion, for manglende evne til at handle, a-politisk dyrkelse af en absolut kunst m.m. Jf. Søren Ulrik Thomsen: ”Farvel til det blå rum” i: En dans på gloser, Valby 1996

relativerede af historisk omskiftelige samfundsformer – blev også 80’er-digterne anklaget for at bekræfte den dominerende samfundsform, der ifølge ideologikritikerne skabte angsten, fortvivlelsen og splittelsen. Søren Ulrik Thomsen tilhørte den generation af digtere, der ligesom hereticanerne og Sørensen blev hængt ud som konservative, for de udgjorde ikke en fremadrettet bevægelse. De blev beskyldt for at repræsentere en dyb kulturpessimisme og romantisk reaktion.15 Progressivt og konservativt Kunsten kan altså, ved siden af en politisk, progressivudadvendt retning, have en konservativ-indadvendt, metafysisk retning; den udtrykker ikke blot det sociale og det nye i tiden, men tillige det psykiske og det oprindelige i mennesket og naturen. I kunsten findes et element af fornægtelse og kritik, altså en negativ (”politisk”, radikal) pol. I denne pol finder man avantgardens faible for kulturkritisk rabulisme, for revolten og det polemiske opgør med overleverede æstetiske former og hævdvundne kulturelle normer. Men der findes altså også et element af bekræftelse og bevarelse, en positiv (”metafysisk-religiøs”, konservativ) pol i kunsten, som er inspirationens udgangspunkt, eftersom kunstens dybeste bestræbelse, i hvert fald i en poetik som Sørensens, er en etisk overvindelse af nihilismen. Positivt inspirerede kunstværker bliver ikke nødvendigvis tendenskunst, men kan også forekomme forløste, så at indhold og form, intention og realisation, er identiske. Modernismen siden Baudelaire placerer sig især i den første, negative pol. Men Sørensen kan i Digtere og dæmoner også citere den østrigske digter og filosof Hermann Broch for følgende: ”Det hører til enhver digtnings væsen som står mellem to kulturepoker at åbne sig mod det religiøse […] Overalt hvor digtningen næres af det religiøse, dukker de mytiske forestillinger op, ganske selvfølgeligt uden at man har haft til hensigt at søge dem.”17 Et centralt træk ved en upolitisk, konservativ æstetik er det religiøse. Broch betoner i sin kommentar til sit hovedværk Der Tod des Vergil, at kunsten ikke er reli-

s. 116 og 149 f. Et andet eksempel er litteraten Carl Steen Pedersen, der i sin anmeldelse i Politisk revy i 1985 kritiserede Thomsens første poetik for at være ”anti-modernisme, ny-konservatisme og ny-religi-

___ 16

Kunsten næres af primitive, barbariske lag, men har altså også, på sit

øsitet”. Citeret efter Jon Helt Haarder: ”Et billede af utrøstelighed og

højeste plan i hvert fald, denne bestræbelse. I dagbøgerne knyttes det

voldsom koncentration. Søren Ulrik Thomsen Mit lys brænder – om-

sammen med en tanke om kunstens inspiration i det hele taget, jf.

rids af en ny poetik” i: Povl Schmidt (red., m.fl.): Læsninger i dansk litteratur, bd. 5, Odense 2000 s. 167.

28 DANSK NOTER

Tilløb, Kbh. 1989 s. 233 f. 17

Citeret efter Villy Sørensen: Digtere og dæmoner, s. 140.


Livsfrise, Bramdrupdam 2003 3 af 10 malerier til Kirsebærhaven

gionsskabende, men religionssøgende.18 Det er således karakteristisk for de modernistiske digtere, at den moderne tidsalder efter deres kulturkritiske opfattelse mangler troen som den samlende centralværdi, og dog opretholdes den metafysiske længsel. Det er tydeligt ikke blot hos Broch, men også hos bl.a. Eliot, især i Four Quartets (1943). En art anti-individualisme er overhovedet et fast inventar i det konservative husgeråd. Æstetisk kommer det til udtryk i digterens forsøg på at forløse ensomheden ved at overskride det private jeg og lade det opgå i de større helheder, ikke blot religionen, men også i andetheden i form af naturen, som mennesket kan regenerere ved. I Thorkild Bjørnvigs forfatterskab findes en længsel mod en alt-omfattende eros, og der findes afklarethed og forklarelse i kosmiske visioner, hvor naturen, mysteriet og døden, der ”åbner ikke mod intet men mod gådernes indre”.19 Digtningen har nemlig sit udspring og kredsen om skønheden i oplevelsen af naturens livskræfter og nye vækster. Inger Christensen udtrykker i sin digtning således en organisk forståelse af livets kredsløb, altså den tanke, at livet forløber i forvandlingsstadier. Om (mis)forholdet mellem kunst og politik Historiens store progressive frigørelsesprojekter bærer vidnesbyrd om sammenhængen mellem kunst og politik, mellem det æstetiske og det sociale. Allerede for de første rigtigt engagerede forfattere, der ikke er meget ældre end det tyvende århundrede, var den kunstneriske og politiske stræben forbundet med at realisere Paradiset, den store Utopi, for enden af historien. I stedet medvirkede de til at skabe, eller de blev dog beskyldt for at medvirke til at skabe, helvede på jorden i form af de store totalitære – fascistiske eller kommunistiske – systemer. Fra Pound på den ene fløj til Sartre på den anden. Sammenhængen mellem politik og æstetik blev også forfægtet med begejstret tilslutning af de danske kulturradikale forfattere, som jeg allerede har været inde på. Men f.eks. Villy Sørensens idé om den offentligt engagerede digter har en anden karakter end hos ___ 18

Jf. Hermann Broch: Der Tod des Vergil, Franfurt am Main 1995 s. 457 ff. De bærende temaer i Sørensens historier viser også hen til en mytisk-religiøs, ja, kristen inspiration (f.eks. legenderne og ”Duo”), hvilket også præger poetikken.

19

Thorkild Bjørnvig: ”Tærsklen” i: Siv vand og måne, Kbh. 1993 s. 8.

DANSK NOTER 29


Helvedeshund på træk, Greve 2006

30 DANSK NOTER


de kulturradikale, for så vidt som de engagerede sig som politisk bevidste forfattere, der arbejdede med på et bredt socialt reformprogram. Sørensen opfatter den oprindelige kulturradikalisme som alt for optimistisk og fokuseret på det sociale. Ikke mindst belært af kulturradikalismens uheldige virkningshistorie, dens, i visse former, politiske amokløb ud i den doktrinære socialisme og kommunisme, betragter Sørensen digterens engagement som en udfoldelse, der finder sted imellem en selvtilstrækkelig æsteticisme – der forhærder sig l’art pour l’art – og de idealistisk-moraliserende eller ideologisk-politiserende krav om opbyggelighed eller direkte samfundsmæssig relevans, som Sørensen skriver om i afsnittet om æstetisk og etisk kritik i Digtere og dæmoner. Også hos Sørensen må kunsten skærmes fra politisk beherskelse (socialistisk realisme), negativ æstetik (avantgardistisk radikalisme) og velmenende nyttemoral (kulturradikal demokratisme). Sørensen citerer i Demokratiet og kunsten (1989) i den forbindelse den tyske digter Heinrich Heine, der kritiserede tendenspoesien, demokratiets udjævning og nivellering, med ordene ”demokratisk raseri mod besyngelse af kærligheden – hvorfor besynge rosen, aristokrat! Besyng den demokratiske kartoffel, som ernærer verden.”20 Demokratiet kan også opfattes som en trussel mod kunstnerisk frihed, om end demokratiets indførelse ifølge Sørensen sjældent har været dét, men dog har været en trussel mod den kunstneriske kvalitet. Med andre ord: Demokratikritikken på det æstetiske plan er primært en kritik af nivelleringsprocessen, en kritik, som følger af den konservative elitekultur i Sørensens tænkning. I tidens løb har kunst været både politisk og upolitisk, om end dét selvfølgelig også kan indebære en politisk position. Jeg vil hævde, at det giver god mening at karakterisere megen politisk kunst som progressiv eller radikal og upolitisk kunst som konservativ, men ikke nødvendigvis højreorienteret. Villy Sørensen brugte ikke ordet konservativ om sig selv – selv om han langt hen ad vejen var det – og slet ikke højreorienteret, og det var han heller ikke. Andre har bekendt sig til en højreorienteret position, T.S. Eliot og Ezra Pound f.eks. Og for nu at gøre det hele mere forvirrende var Eliot konservativ, imens Pound var radikal. Sidstnævntes politiske holdninger var ikke altid lige kloge. Men som førstnævnte skabte han kunst af høj kvalitet. Og det er jo det afgørende, politisk eller ej.

Personlige favoritter Her er en liste over de mest betydningsfulde konservative værker: 1. Thomas Mann: Doktor Faustus 2. T.S. Eliot: Four Quartets 3. Hermann Broch: Der Tod des Vergil 4. Villy Sørensen: Sære historier 5. Inger Christensen: Sommerfugledalen

___ 20

Citeret efter Villy Sørensen: Demokratiet og kunsten, Kbh. 1989 s. 134.

DANSK NOTER 31


Tema: Politisk litteratur

Hærværk, skibskatastrofer og pludselig død Krigen, den litterære norm og det onde i Danmark. Lars Kiilerich Laustsen gør i artiklen op med fortolkningsnormen for Tom Kristensens Hærværk og indfører i forlængelse heraf det onde som en selvstændig og absolut kategori i litteraturen.

”The horror! The horror!” Joseph Conrad, Heart of Darkness Den tidligere lektor ved fransk i København, François Marchetti, der for nyligt sammen med den franske forlagsredaktør og forfatter, David Alliot, har udgivet bogen Céline au Danemark, udtalte den 21. januar i Kulturnyt på P1, at én dansk forfatter, der mindede ham lidt om Céline, var Tom Kristensen. Der var hos ham den samme tendens til destruktion, og han var ligeledes meget samfundskritisk, ja, nærmest misantropisk.1 Det er ikke svært at følge Marchetti i, hvad han mener. Tom Kristensen har den samme trang til kompromisløst at bevæge sig rundt i sjælens krinkelkroge, uanset at det har ødelæggende og ikke mindst selvødelæggende konsekvenser, og han har krigen som et underliggende – om end fjernt underliggende – tema. Der tænkes naturligvis på det berømte Angst-digt i Hærværk (1930), hvor det lyriske jeg bl.a. siger: ”Jeg har længtes mod skibskatastrofer/ og mod hærværk og pludselig død.”2 Digtet indeholder et ekko af erfaringen fra Den Første Verdenskrig, krigen, der skulle have endt alle krige, men som stik imod alle forventninger og kalkulationer blev lang og altødelæggende for de unge mænd, der blev kastet ud i den. Den viste, hvilken tynd fernis kulturen var udstyret med, og at den fremskridtsoptimisme, der havde præget tiden op til 1914, i virkeligheden når som helst kunne slå over i sin modsætning. Den Første Verdenskrig kom til at stå som en cæsur i nyere tid, og det var herefter ikke længere muligt at

32 DANSK NOTER

bevare troen på, at udviklingen gik i retning af et fejlfrit samfund. Symptomatisk for denne erkendelse blev Oswald Spenglers bog Der Untergang des Abendslandes, der forudsagde den vestlige verdens undergang. Det ovenfor omtalte Angst-digt har en umiddelbar appel til hovedpersonen i Hærværk, Ole Jastrau, og foregriber det hærværk, han senere begår mod omgivelserne og sig selv. Han er umærkeligt fascineret af dets ophavsmand, den unge digterspire Stefan Steffensen, og selvom han i grunden finder ham usympatisk og frastødende, kan han ikke gøre sig fri af ham: ”For han måtte være sammen med uforståeligheden. Den drog ham. Han måtte stirre på Steffensens ansigt. Men det var håbløst at lokke sjælen frem af sten. Der var hvide fugleklatter ned over den, syntes han.”3 Steffensen forbliver et mysterium gennem det meste af romanen, og han bliver som Jastraus alter ego bestemmende for dennes personlige projekt, der ingenlunde er samfundsrelateret eller filantropisk. Som han siger i en samtale med Vuldum og Pater Garhammer: ”Jeg interesserer mig egentlig kun for mig selv, […], ja, altså for psykologien, hvad der er på bunden af sjælen, og så – ja, det interesserer mig, hvorledes jeg får bygget en objektiv verden op, en virkelighed.”4 Denne konstatering dækker over to modsatrettede bevægelser: Jastrau vil på den ene side udforske sjælen og kompromisløst blive den kvit, på den anden side skabe eller indgå i nogle omgivelser, der er i overensstemmelse med dette indre. Det ene opnår han til dels ved sin ubetinget destruktive og selvdestruktive livsførelse, det andet mislykkes – måske som følge af det første – helt og aldeles for ham.5 Som et eksempel på en antidannelsesroman bliver hans sociale deroute ved romanens slutning fuldstændig, hvorfor romanen ikke afspejler nogen optimistisk endsige humanistisk opfattelse af tilværelsen. Mod slutningen af romanen er


Af Lars Kiilerich Laustsen, Ph.D. i tysk litteratur og cand.mag. i tysk og dansk.

der et replikskifte imellem Jastrau og den konservative Kryger, der udtrykker denne grunderfaring:

”Undertiden bilder jeg mig ind at jeg har et filosofisk mål? Jeg har villet bag om meningerne, mine egne meninger,” sagde Jastrau. ”Jeg har villet se, hvad der var.” ”Ja, og der var kønsdrift og drikfældighed, ikke sandt,” lo Kryger og tændte sin cigar.6 I traditionen fra Nietzsches filosofi, der vil afsløre menneskehedens sande motiver, giver Jastrau afkald på ideologierne og de politiske holdninger til fordel for en kompromisløs søgen efter selvet hinsides godt og ondt. Jastrau svinger imellem den kommunistiske Sanders og den konservative Kryger og kan ikke finde hvile hos nogen af dem. Der findes ikke noget politisk standpunkt i form af et ydre korset, han kan iklæde sig. Romanen skildrer et menneske, der er prisgivet den totale frihed, og han vil til sidst, frigjort fra alle sociale bånd og konventioner, begive sig ud på rejse mod uendeligheden, sådan som det bl.a. kommer til udtryk i udkastet til et digt i romanen:

Som et panserskib på Rheden … Togt mod umuligheden …7 Han vil give sig sin trang til destruktion og selvdestruktion i vold og møde udfordringerne med oprejst pande, uanset hvad der sker, sådan som det ytrer sig ved det krigsbillede, der er lagt ind i udkastet. Ligesom jeg-fortælleren i Célines roman Rejse til nattens ende vil han, om nødvendigt, risikere igen og igen at støde på

det selv samme mørke, som Célines jeg-fortæller støder på, hvad enten denne er på slagmarken under Første Verdenskrig eller på rejse rundt omkring i verden. Hærværk fik en overvejende hård medfart, da romanen udkom den 25. november 1930. Man gjorde indvending mod dens udtalte subjektivisme, der ikke vidnede om det store samfundsengagement. Romanen fulgte én figur, Ole Jastrau, og dennes fornedrelse gennem alkoholen, og da romanen gik for at skulle være en nøgleroman, var man endvidere overrasket over, hvor selvudleverende den var, mens alle andre genkendelige figurer fremstod mere skånsomt. Tom Kristensen havde selv været igennem et massivt alkoholforbrug, og det var denne erfaring, han nu lavede om til fiktion, hvorfor det var svært for mange kritikere at adskille den fiktive person i romanen fra Tom Kristensen selv. Han blev af kritikerne bebrejdet kun at skrive om sig selv, og det blev påpeget, at den realisme, romanen afspejlede, var overfladisk, fordi den ikke formåede at dække over, at romanen koncentrerede sig om én person.8 Således blev romanen i virkeligheden affærdiget som et stykke borgerlig dekadence, der ikke fremstod som tidssvarende i forhold til det omgivende samfund. Tendensen i anmeldelserne er klar: Hærværk har ingen etik, der kvalificerer den til at være en ægte samtidsroman. Sat på spidsen, sætter den ikke problemerne under debat, sådan som Georg Brandes fordrede af litteraturen.9 Den interesserer sig ikke for det sociale ansvar og belysningen af samfundsstrukturerne, og den nærer ej heller tiltro til videnskaben og fremskridtet. Kritikerne vurderer romanen under indtryk af dette systemkodeks, og derfor er de ideologisk forudindtaget over for det æstetiske særpræg, der kendetegner Hærværk. Der er en klar diskrepans mellem deres forventninger og det æstetiske projekt, romanen afspejler. Der er i disse år på de danske universiteter en debat i gang, der sætter spørgsmålstegn ved den danske modernismekonstruktion, om hvilken det menes, at den er for udvandet i forhold til den modernisme, der er blevet og bliver praktiseret i udlandet. Alliancen mellem kulturradikalismen og modernismen i Danmark

DANSK NOTER 33


Uden titel, Sønderborg 1976 Postkort

har betydet, at modernismen med bl.a. arven fra Poul Henningsen i Danmark bliver oplevet som en strømning til at tjene et pædagogisk formål, der løfter småborgeren ud af sit sløvsind til gavn for en fælles samfundsmæssig forklarelse.10 Den danske digter og forfatter Niels Frank skriver i sin artikel ”Omstigning til paradis. Om Villy Sørensens Digtere og dæmoner og hvorfor modernismen i Danmark ikke var moderne” om den danske modernismeforståelse, sådan som den ytrer sig hos Thorkild Bjørnvig og Villy Sørensen. Hos Bjørnvig angriber han dennes i grunden kristent inspirerede tro på en heling gennem kunsten, hvilket Bjørnvig i essayet ”Den æstetiske idiosynkrasi” eksemplificerer ud på Baudelaire, om nogen modernismens fadder. Frank skriver om Bjørnvig:

Den moderne kunst som et helle, et refugium, for en temmelig upræcis, men stærkt hjemløs ånd er en typisk hereticansk forestilling, som har aner i symbolismen omkring århundredskiftet. Hos Bjørnvig indgår forestillingen i det ræsonnement, at vi behøver helbredelse i kunsten, netop fordi kunsten er det, der står udenfor. Kunsten tjener til helbredelse i en syg verden, nøjagtig som religionen tidligere tjente til lindring i en lidelsesfuld verden.11

34 DANSK NOTER

Bjørnvig nærer i overensstemmelse med hele kredsen omkring Heretica en forestilling om, at netop kunstens eksklusivitet kan give svaret på verdens problemer. Den kan isolere og fastholde den ånd, der ellers har trange kår. Hos Sørensen angriber Frank ligeledes den kristent farvede udlægning af den modernistiske erfaring, idet Sørensen – ligesom Baudelaire i øvrigt – opererer med spaltningen, som i psykologisk forstand ækvivalerer med syndefaldet. Før syndefaldet består der en paradisisk frihed, der med syndefaldet udmønter sig i en ufrihed, hvorefter en ny frihed skal indstiftes:

Hans [Sørensens, LKL] løsning på misforholdet består først i en erkendelse af dets eksistens overhovedet, dernæst en gennemgribende fortolkning af det som et menneskeligt grundvilkår frem mod endelig indsigt, herunder selvindsigt. Det kendetegnende ved denne løsningsmodel er, at den til fuldendelse er samstemmende med, hvad kirken kalder synd med efterfølgende forladelse frem mod endelig frelse. Det sidste stemmer igen overens med Sørensens kunstneriske forsvar for modernismen: Vi må se det brutale i øjnene for at kunne bekæmpe det.12 Sørensen vil overvinde spaltningen gennem refleksionen, hvilket i sidste ende skal føre til helhed og forsoning. Det ligger i hans modernismeforståelse, at værket skal have en psykologisk, sociologisk og religiøs dimension, og at det skal have et etisk anlæg. Det finder han i Digtere og dæmoner hos forfattere som Thomas Mann og Hermann Broch, hvor det evige rummes i det enkelte og omvendt. Fælles for Bjørnvig og Sørensen er således, at de tildeler kunsten en opbyggelig funktion, og der er hos dem ikke noget tab af subjektet, der ikke gennem sproget skulle kunne føre til en mulig, om end møjsommelig restituering af dette. Det kaos, som prota-


gonisterne i henholdsvis Célines Rejse til nattens ende og Tom Kristensens Hærværk begge støder på, ligger ikke inden for deres horisont. De ville i givet fald udlægge værkerne som forfejlede eller give fortolkningen af dem en anden positiv drejning. Jeg siger ikke, at Tom Kristensens Hærværk hidtil ikke er blevet fortolket modernistisk, og alene forbindelsen til Joyce er for længst bekendt. Men jeg siger, at der på det overordnede plan i Danmark i forhold til Hærværk hidtil har hersket en forkert fortolkningsnorm, der ikke er på højde med radikaliteten i et værk som dette, og alt for mange fortolkere har også i nyere tid fået moralske kvababbelser over protagonistens trang til destruktion og selvdestruktion. De er ikke klar over, hvilken verden den moderne roman som generelt fænomen skildrer. Milan Kundera skriver således i sit essay om romankunsten om dette spørgsmål: ”I dag udgør klodens historie et udeleligt hele, men det er krigen, bevægelig og bestandig, der realiserer og garanterer denne menneskehedens enhed, man så længe har drømt om. Menneskehedens enhed betyder: Ingen kan undslippe nogetsteds.”13 Verden er i dag udforsket og der er ikke så mange etnografiske nyopdagelser at gøre, men den enhed, man har villet skabe, ytrer sig ironisk nok ikke gennem forening eller fredsskabende initiativ, men gennem krig. Den tematik, Kundera her anslår, betegnes også som theodicé. Den tyske oplysningsfilosof Gottfried Wilhelm Leibniz formulerer de berømte ord, at Gud har skabt den bedst mulige af alle verdener14, og deri ligger, at det onde ganske vist er der i verden i en vis tålelig mængde, men at det til syvende og sidst medvirker til at realisere det gode. Det postulat afviser Kundera og opretter i grunden det onde som en selvstændig og absolut kategori: krigen er allestedsnærværende, også i fredstider, hvor den befinder sig som en skjult konstans bag det smukke stillads af civilisatorisk orden. Det ser man eksempelvis også udfoldet i Christian Jungersens roman Undtagelsen (2004), hvor man følger livet på Dansk Center for Information om Folkedrab, men hvor der bag den pæne facade finder indædte konflikter sted. Der er i verden en allestedsnærværende krig, der i princippet ikke adskiller sig så meget fra de konflikter, førnævnte center har som sin forskningsgenstand. Derfor længes Jastrau i Hærværk efter skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, for han vil bag om det civilisatoriske stillads og med den særlige betydning, angsten via Kierkegaards angstbegreb har i Danmark, udleve det

traume, verden er. 15 Verden peger hele tiden ud over Jastraus borgerlige virkelighed og det bedrag og hykleri, han ligger under for på sin avis ”Dagbladet”. Romanen afspejler i virkeligheden i sidste ende protagonistens erkendelse af døden, som han endegyldigt finder i sin totaloplevelse i naturen ude på Christianshavns Vold, hvor han går i ét med den jord, han er skabt af.16 Romanen skildrer således protagonistens vej ud sin stivnede borgerlige virkelighed, ind i livet og frem til døden. I det lys udarbejdede Freud i kølvandet på Første Verdenskrig og med erfaringen derfra sit berømte skrift Hinsides lystprincippet (1920), hvor han fandt ud af, at mennesket ikke bare har en seksualdrift, men også en dødsdrift. Dødsdriften er den nat, der omgiver det hele, hvilket får Freud til at sige, at livet blot er en omvej til døden.17 Denne bevægelse genspejler Hærværk også. Anledningen til denne artikel er Mikkel Bruun Zangenbergs kommentar i Kritik 184 til danske kunstneres stillingtagen til Danmarks krige i henholdsvis Irak og Afghanistan, hvor han anklager de danske kunstnere for at være forudsigeligt og ensidigt negative. Hans kritik går ikke så meget på deres meninger som sådan som på den moralske refleksbevægelse, hvorved disse meninger bliver til. Det kan hænge sammen med den særlige nordiske tradition for pacifisme og neutralitet, og det Uden titel, Sønderborg 1976 Postkort

DANSK NOTER 35


Untitled Wallpainting for ”Everwanting Streets”, Göteborg og Malmø 2004

kan endvidere skyldes, at der som følge af velfærdsstatsideologien her er en udpræget afsky for krig. Og så tilskriver Zangenberg i øvrigt denne adfærd det kulturradikale parnas i Danmark, der med Klaus Rifbjerg som bannerfører afviser al krig, hvorfor heller ingen af dem kan udvise krigsbegejstring endsige definere en retfærdig krig.18 Jeg mener, at Zangenbergs artikel har været et vigtigt indslag i debatten, og jeg ser den som et led i den værdikamp, som det nuværende VKOflertal i folketinget har udløst, og som også har bragt synet på verden hos mange venstreorienterede i skred, deriblandt Rune Lykkeberg ved Information.19 Men man må samtidig anføre, at krigen som fænomen aldrig har været et centralt tema i dansk litteratur. Allerede Søren Schou konstaterer i Kritik 134, at den danske tradition for krigsromaner er så svag, at den næsten må kaldes ikke-eksisterende20, hvilket han bl.a. – ligesom Zangenberg i øvrigt – henfører til det forhold, at Danmark ikke officielt har været i krig siden 1864. Det er grunden til, at François Marchetti må ty til Tom Kristensen, når han skal finde nogen i Danmark at sammenligne den franske forfatter Céline med. Jeg vil i lyset af Zangenbergs artikel plædere for en fornyelse af den litterære norm i Danmark, der gør op med den kulturradikale dominans, der gør mange kritikere og kunstnerne ideologisk forudindtaget over for litteraturen, både den, der er blevet skrevet, og den, der

36 DANSK NOTER

vil blive skrevet. Jeg gør det ikke, fordi danske kunstnere partout skal være for krig i stedet for imod eller omvendt, men fordi de skal befri sig for deres politiske og dermed moralske indignation, når de skriver. Harald Giersings berømte aforisme lyder, at al god kunst er politisk, men at al politisk kunst er dårlig. Kunstværket bliver til på sine egne præmisser og bekymrer sig kun lidt om, hvad der inden en snæver given samfundssammenhæng er rigtigt eller forkert, men at der så ved læserens møde med teksten bliver bragt nogle politiske synspunkter til forhandling, er noget andet. På den måde satte Første Verdenskrig sig nogle uudslettelige spor i verdenslitteraturen, fordi dens altødelæggende virkning røbede, at verden fra det ene øjeblik til det andet kunne gå over i kaos. Det er den erfaring, jegfortælleren i Célines Rejse til nattens ende bærer rundt på på sin rejse gennem verden, og det er det potentielle traume, Ole Jastrau – det vil jeg påstå – via Angst-digtet nærer i Hærværk. Verden er ifølge disse værker ikke perfektibel, og man kan i dem ej heller hylde nogen ufravigelig tro på fremskridtet. Af samme grund vil jeg argumentere for at indføre det onde som en selvstændig og absolut kategori i litteraturen. Det løser det theodicé-problem, vi står over i det 20. og 21. århundrede. Den svenske historiker Peter Englund skriver således i sin bog Brev från nollpunkten, at der i det 20. århundrede begyndende med Første Ver-


denskrig er dræbt langt flere mennesker i krig end i de forgangne århundreder tilsammen. 21 Det er et dementi af den tankegang, at teknologisk fremskridt nødvendigvis er lig med humant fremskridt. Man kunne således efter Første Verdenskrig konstatere, at hele generationer af unge mænd forsvandt fra gader og stræder. Med erfaringen fra Første Verdenskrig er krigen altså altid et Molokuhyre, soldaterne når som helst kan blive ædt op af, også selvom den er startet i en god hensigt. Derfor finder jeg det misvisende at hævde, at man til danskernes krig i Afghanistan mangler nye romantiske fortællinger om de kæmpende unge mænd.22 Men jeg mener det vel at mærke på baggrund af den indsigt, man når frem til ved at konfrontere sig med grimheden i litteraturen, der ligger i forlængelse af det onde. Ved at indføre et begreb som den retfærdige krig i forbindelse med krigen i Afghanistan bevæger man sig ind i en gråzone, hvor man risikerer at blive offer for sine gode intentioner, uden at de danske soldaters konkrete indsats i Afghanistan af den grund skal anfægtes.

Personlige favoritter Her er en liste over de værker, der i mest udpræget grad opfylder de krav, der stilles i artiklen: 1. Louis-Ferdinand Céline: Rejse til nattens ende 2. Jens-Martin Eriksen: Vinter ved daggry 3. Christian Jungersen: Undtagelsen 4. Franz Kafka: I straffekolonien 5. Günter Grass: Bliktrommen

Untitled Wallpainting for ”Temporary Spaces”, Kbh. 2003

DANSK NOTER 37


(Endnotes) 1

François Marchetti i Kulturnyt på P1 den 21. januar 2009.

2

Tom Kristensen, Hærværk, København: Gyldendals Tranebøger 1984, side 63.

3

Op.cit., side 111.

4

Op.cit., side 146.

5

Man kan dog indvende, at Ole Jastrau når til en form for enhed i den erotiske oplevelse med den prostituerede Sorte Else, hvor han lærer at elske kvinden i sin mor. Jf. Gert Christensen, ”Mod den indre enhed. Tom Kristensen i en psykologisk belysning”, in: Kultur og Klasse 55, 1986, side 45-59. Men i den forbindelse er der altså ikke tale om nogen samfundsmæssig integration, for den erotiske oplevelse kommer jo til udtryk ved, at hans lejlighed brænder.

6

Op.cit., side 397.

7

Op.cit., side 272.

8

Jf. Jens Andersen, Dansende stjerne. En bog om Tom Kristensen, København: Gyldendals Bogklubber 1994, side 505-509.

9

Jf. Ib Fischer Hansen, Jens Anker Jørgensen, Knud Michelsen, Jørgen Sørensen, Lars Tonnesen (Red.), Litteraturhåndbogen. Litteraturhistorisk oversigt, København: Gyldendal 1998, side 213 ff.

10 Jf. Anne Borup, ”Den danske modernismekonstruktion. Ud af modernismen – ind i litteraturen”, side 93-126, in: Anne Borup, Morten Lassen, Jon Helt Haarder (Red.), Modernismen til debat, Odense: Gyldendal, Syddansk Universitetsforlag 2005, især side 116-119. 11 Niels Frank, ”Omstigning til paradis. Om Villy Sørensens Digtere og dæmoner og hvorfor modernismen i Danmark ikke var moderne”, side 127149, in: Anne Borup, Morten Lassen, Jon Helt Haarder (Red.), op.cit., side 129. 12 Op.cit., side 139. 13 Milan Kundera, Romankunsten. Essay, København: Gyldendal 1986, side 18. 14 Gottfried Wilhelm Leibniz, Essais de theodicée sur la bonté de dieu, la liberté et l’origine du mal, in: Die philosophischen Schriften von Gottfried Wilhelm Leibniz. VI, Hildesheim: Georg Olms Verlagsbuchhandlung 1961, side 107 f. 15 Jf. Søren Kierkegaard, Begrebet Angest, Valby: Borgen 1991. 16 Jf. Steen Klitgård Povlsen, Dødens værk. Fem kapitler om døden i moderne litteratur, litteraturteori og psykoanalyse, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2000, side 241 f. 17 Sigmund Freud, Jenseits des Lustprinzips, side 213-272, in: Studienausgabe. Psychologie des Unbewußten, Frankfurt am Main: Fischer Taschenbuch Verlag 2000, side 248. 18 Jf. Mikkel Bruun Zangenberg, ”Om Irak og Afghanistan i dansk kunst og litteratur”, in: Kritik 184, København: Gyldendal 2007, side 130-136. 19 Her hentyder jeg naturligvis til Rune Lykkebergs fremragende bog Kampen om sandhederne, der beskriver dette skred. Jf. Rune Lykkeberg, Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald, København: Gyldendal 2008. 20 Søren Schou, ”Mellem fredsskabere og bødler på Balkan – Jens Martin Eriksen og Jan Stage om krigen i det tidligere Jugoslavien”, in: Kritik 134, København: Gyldendal 1998, side 14. 21 Peter Englund, Brev från nollpunkten. Historiska essäer, Stockholm: Atlantis 1998, side 8 ff. 22 Jf. Hans Hauge, ”Hauges hjørne: En ny Kipling”, in: Jyllands-Posten den 21. februar 2009.

38 DANSK NOTER


Feltarbejde – deterritorialiseringer og reterritorialiseringer Interview med Claus Carstensen ved museumsinspektør Helle Bøgelund, januar 2007. Interviewet har tidligere været bragt i et udstillingskatalog i forbindelse med en udstilling i 2007 af Claus Carstensens værker på Kunstmuseet Køge Skitsesamling.

Hvorfor er det vigtigt for dig at dele dine stedsspecifikke værker op i de to kategorier deterritorialiseringer og reterritorialiseringer? Der er en hel periode i firserne, hvor jeg primært arbejder med maleri, men selvfølgelig betragter de situationer, som maleriet præsenteres i, som en eller anden kontekst, hvis form varierer fra gang til gang. Alt efter omstændighederne kan det bevæge sig fra det arkitektoniske over det ideologiske til det tematiske. Jeg betragter maleriet som et bemalet objekt på samme tid, som jeg ser det som en membran, der har et mere eller mindre dybt repræsentationsrum eller forsvindingspunkt inde i lærredet, men som åbenlyst også har et socialt flugtpunkt eller en reel kontekst foran lærredet. I slutningen af firserne og starten af halvfemserne udmønter mit arbejde med maleriet sig så til noget, der ligner en krise, hvor jeg søger tilbage til installationen, da det går op for mig, at min hidtidige instrumentalisering eller opdeling af arbejdet i maleri, objekter og skumgummi ikke længere er bæredygtig, medmindre jeg udvider feltet. Det er i de år, jeg griber tilbage til et stempel, jeg fik lavet i 79, med ordene pol/bipol – forskydning/fortætning som en metafor for de bevægelser, der sker i forhold til konteksten, hvis man arbejder som jeg gør. Det er et begrebspar, som er hentet hos Freud. Han beskriver menneskets psykiske proces som en metonymisk eller metaforisk proces, der enten fortætter eller forskyder sig. Parallellen er jo oplagt, når man arbejder med steder: enten er man meget tæt knyttet til stedet, eller også refererer man til steder, der ligger udenfor stedet

og peger ind mod situationer. Den første situation er det, jeg har valgt at kalde for reterritorialisering, mens den anden handler om deterritorialiseringer. Reterritorialiseringerne arbejder med stabile situationer i form af mere stationære og vedvarende arbejder, som f.eks. det der med et misvisende udtryk kaldes for udsmykninger, hvor besættelsen af det offentlige/ private rum spiller en afgørende rolle. Mens deterritorialiseringerne derimod benytter sig af forskydninger og forrykkede, labile udsigelsessituationer, de såkaldte displacements og dislocations. I din bog Reterritorialiseret fra 2003 skriver du, at reterritorialiseringer ’kun kan forekomme symbolsk og subjektivt’. Hvad mener du med det? Jeg mener, det må være standarden for, hvordan reterritorialiseringerne skal håndteres. I det øjeblik reterritorialiseringen fjerner sig fra det symbolske niveau eller helt forbydes, som vi f.eks. så det under karikaturkrisen sidste år, svinger den automatisk over imod en totalitær realisme. Al form for dissidens har jo et modsvar. I det øjeblik dissidenten kommer til magten, så er han eller ikke længere dissident, men danner derimod konsensus. Problemet er, at dissens altid konstituerer sig som konsens, i det øjeblik det får magt som agt. Arbejder man derimod i det symbolske eller subjektivtindividuelle felt, så arbejder man med meget minimale magtstrukturer, med de mindste konsensusskabende enheder, man har til rådighed. Graderne af påvirkning og indflydelse er derfor tilsvarende.

DANSK NOTER 39


Flag hænger sammen med magt – og med rum, terræn, grænser. Det er alle centrale begreber for din tænkning, og flag bruger du som materiale i flere af dine arbejder? Flagene interesserer mig som materiale, fordi de ligesom standarter, heraldikker og våbenskjolde ligger i et mærkeligt felt mellem tegn, piktogram, bogstav og emblem. Flag har en stærk signalværdi, samtidig med at de berører de kategorier, jeg har været inde på. For mig er det interessante, at de udspringer af rytterfanen – standarten – der bliver til en standard: før uniformernes tid skulle man jo også vide, hvor hærene stod på slagmarken, man skulle vide, hvem der slagtede hvem. Det er den signalværdi, der interesserer mig i forhold til de politiske og æstetiske avantgarder, som så at sige står og falder med disse signalværdier. Det er måske også noget, der er blevet hængende fra årene med avantgardekritikken i slutningen af halvfjerdserne – det der med, at jeg deface’r eller skamferer flag. Her kunne det være interessant, om du ville fortælle om et af dine markante arbejder indenfor den deterritorialiserede praksis, hvor netop flag indgår? Det kunne f.eks. være arbejderne Alien Nation, Defaced Flags og dissemiNATION fra 2004, som har et meget konkret udgangspunkt. I 2001 havde jeg fået mulighed for at få et backstagepas tit Roskilde Festivalen, hvilket passede mig fint, da jeg ikke bryder mig om masseforsamlinger. Men man er jo ligesom nødt til at stå i smatten, hvis man vil se Dylan live. Her tog jeg nogle fotos uden rigtigt at vide, hvad jeg ville bruge dem til. I 2003 bliver jeg så inviteret med på et projekt, der hedder Sted//Place, arrangeret af Doris Bloom. Hendes udgangspunkt for det stedsforskudte i udstillingerne, der oprindeligt skulle have fundet sted samtidigt i Sydafrika og i Danmark, er, at hun som sydafrikaner på det tidspunkt har boet lige mange år i hhv. Sydafrika og Danmark. Af forskellige årsager er der dog et år imellem udstillingerne, som både har danske og sydafrikanske deltagere. På festivalen er der det år en masse alien-flag, der bruges som standart i stofmiljøet. Og så er der jo ikke langt til den selvforskyldte metafor for en stamme eller nation af fremmedgjorte aliens som Alien Nation. Året efter tog jeg så på festivalens sidste dag ud til teltlejren for at prøve at få fat i nogle lejrflag for senere at deface dem. Der er noget tribalism over denne form for kollektivitet, hvor man samles i grupper for så at spredes

40 DANSK NOTER

igen, når det er slut. Heraf titlen dissemiNATION. Der er flere tematiske forløb i det projekt. Til mit bidrag Defaced Posters på Kastrupgård havde Doris skaffet en række sydafrikanske flyers, bl.a. en flyer fra et diskotek og en kvittering fra et bordel. Dem fik jeg forstørret til AO s/h-fotokopier og deface’de dem så. I samme periode var der i det københavnske byrum opsat plakater deFACED (D56), der viste en af de forstørrede og deface’de flyers, samtidig med at der kørte en tekstsløjfe på lysavisen på Politikens facade. Året efter havde jeg i Bloemfontein og Johannesburg fået opklæbet plakater, der viste et af de forstørrede festivalfotos med teksten dissemiNATION. Bidraget til Sted//Place tog konkret afsæt i begreber som inde/ude, samling/spredning og fortætning/ forskydning. Som noget der har med mental mapping at gøre – som noget, der har noget at gøre med den måde, vi begrebsliggør vore forestillinger om kroppens placering i diverse rum. De fleste af de metaforer, vi benytter os af, tager f.eks. udgangspunkt i forestillingen om kroppen som en container. Det er også kroppen, du forholder dig til, da du får opgaven at skabe en udsmykning til Panuminstituttet. Vil du fortælle om dette arbejde, som er et af de seneste eksempler fra din reterritorialiserende praksis? Udsmykningen består af tre kropsafstøbninger i bronze, som relaterer til Panuminstituttets Anatomiske Institut og de kropsforestillinger og -repræsentationer et sådant institut opererer med. Også produktionsmåden bringer tankerne hen på Anatomisk Institut; det er ikke til at se i de færdige bronzer, men hver af de tre figurer spejler de splittede kroppe i Anatomisk Institut, idet produktionen af bronzerne foregår på den måde, at man først laver en 1:1 gipsafstøbning, som man så skærer i stykker for at kunne støbe den i bronze. Det svarer pa en måde til karrene med menneskedele i kælderen pa Anatomisk Institut, hvor de indgår i obduktionsundervisningen. Det ligger ikke åbenlyst i de færdige bronzefigurer, men jeg synes selv, det tilføjer et mentalt rum. Opgaven for mig bestod i at lave tre bronzefigurer med udgangspunkt i en stedsspecifik situation med Nørre Allé ved Panuminstituttets østside, som arkitektonisk og urbant har karakter af en passage. Oprindeligt skulle hovedindgangen ligge mod vest, senere flytter man den til det sted, hvor den ligger nu. Nørre Allé er forbindelsesled mellem det indre og det ydre Nørrebro,


et terrain vague, hvor der ikke rigtigt sker noget. Så er der de tre farvede udluftningsskakter foran instituttet, som er en modernistisk bygning, der aldrig blev bygget helt færdig, som den var tænkt – den forbliver et arkitektonisk fragment. Og endelig er der de anatomiske kar i kælderen under det sted skulpturerne er placeret. Hvordan bearbejder man en sådan passage? Er det overhovedet muligt? Hvordan forholder man sig til bygningens fragmenterede monumentalitet, de farvede rør og den kanalagtige passage mellem Skt. Hans Torv og Tagensvej? Jeg valgte at tage udgangspunkt i det antropomorfe, menneskekroppen i forholdet 1:1 – modsat det monumentale, hvor figuren altid er meget større end det virkelige forlæg og står på en sokkel. Og så tager jeg i figurgruppen afsæt i tre klassiske skulpturtraditioner med udgangspunkt i gravitation og fald: klumpen, hyperrealismen og den oprejste figur. De repræsenterer også de tre topiske forestillinger: dystopien i den sammenkrøbne, topografien i pisserens her-og-nu-afgrænsende gestus, og så den pegende figur med det utopiske flugtpunkt. Utilsigtet og ved et rent slumptræf – som Christian Vind gør mig opmærksom på – kommer den til at pege over mod Gottfred Eickhoffs skulptur fra 1962 med den obducerende Steno – et noget mislykket forsøg på at leve op til den monumentale tradition. Udsmykningen affødte en video, som viser produktionen af figurerne i Thailand og opsættelsen af dem i København. Da jeg skulle ud og godkende støbningerne, var der fem dages efterbehandling på figurerne, som jeg ikke behøvede at være med til. I de fem dage det stod på, tog jeg til Cambodia, hvor jeg filmede koncentrationslejren Tuol Sleng i Phnom Penh og massegravene – de såkaldte killing fields – ved Choueng Ek. Disse optagelser blev så klippet sammen med optagelserne fra produktionen af bronzerne. Det viste sig, da du skulle arbejde med denne skulpturgruppe, at du allerede år forinden havde lavet skitser til et af elementerne, nemlig personen der står på en stol og peger? Ja, som så igen bygger på en skulpturgruppe, der står i Basra, og som viser Iraks hærenheder, stående og pegende ud over havet. Det i sig selv er interessant, fordi den skulpturgruppe har en stærkt monumental karakter og er stærkt loaded i forhold til det irakiske sunnidominerede system på det tidspunkt. Pegeren er i sig selv en historisk figur, som strækker sig langt

tilbage i kunsthistorien, som jeg ikke var opmærksom på, før jeg blev bedt om at sige et par ord om de kunsthistoriske implikationer i bronzerne. Men da var de jo allerede støbt, så det var mere en form for kunsthistorisk efterbyrd, hvor jeg gik ind og kiggede på paralleller i kunsthistorien. Skulpturgruppen i Basra fik mig til at se potentialet i det at pege og spørge mig selv, hvad der sker, hvis man vender den om, så jeg bare står på en stol, med nøgen overkrop uden uniform i en HydePark-Speaker’s-Corner-agtig latterlighed. På den ene side er det jo en latterlig figur i monumental forstand, fordi den er 1:1, og den står pa en stol – uden imposant sokkel. På den anden side konnoterer den til kontrapostoen i Thorvaldsens Jason med det gyldne skind, men selvfølgelig også til en totalitær tvetydighed, fordi det at pege på noget altid er en udpegning – enten i en negativ, fordømmende eller en positiv, forgudende forstand. Du betegner din egen arbejdsform med det noget selvironiske begreb hentet fra veterinærvidenskaben: Drøvtyggermetoden. I din billedkunst, dine installations- og udsmykningsarbejder ses det bl.a. i den fortsatte genkomst af samme motiver i forskellige arbejder. I bogudgivelserne ses det i form af genoptryk af samme interviews og essays i forskellige sammenhænge. Ja. Det er ud fra en erkendelse af, at vinklingen betyder enormt meget. Det er en prismelogik, som ikke er helt tilfældig og som måske stammer fra min tid i semiotikkredsen i de tidlige firsere, hvor vi diskuterede post-strukturelle og postmoderne positioner. Men til forskel fra den mest skingre postmoderne position, der hævder, at alt er lige gyldigt, en position, hvor alt, der er lige gyldigt, også bliver ligegyldigt – så ser jeg mere og mere, at vinklingen af sagerne er uhyre vigtig, og at den spiller en større rolle jo mere offentlige tingene er, fordi der i det offentlige rum enten bliver talt meget direkte eller meget diffust. I det offentlige rum er det svært at benytte en form, der er midt imellem. F.eks. indgår det fornævnte stempel i flere af mine offentlige udsmykninger, hvor det for dem, der kender mine arbejder måske fremtræder som en slags signatur, mens det for dem, der ikke kender mine ting, måske vil åbne op for et andet og mere ubestemmeligt rum. Du har nævnt for mig, at en skitse kunne ligge i mange år og så pludselig dukke op igen. Der er nogle cykliske be-

DANSK NOTER 41


vægelser i din arbejdsmetode: et udkast fostres, ligger og spirer, og så haler du det i land, og det realiseres. Hvordan vil du beskrive din arbejdsproces? Jeg benytter mig af det, man kunne kalde den vildtvoksende tanke, det vil sige, at jeg noterer, hvad der kommer forbi. Det er dog langt fra altid, at det kan bruges. Sideløbende prøver jeg så vidt mulig at reflektere over, hvad der kommer forbi. Fordi det ellers meget hurtigt kunne gå hen og blive trivielt. Der skal en eller anden fortætning til, og fortætningen sker så, når et udkast bliver til en konkret skitse. Tit er der også en efterbyrd i form af en sidste tømning. Og så er vi midt i fødselsmetaforen med arbejdet, der fødes frem, og efterbyrden, der skal hives ud. Alle disse slatter hen ad vejen. Mange af de ting hentes så ind igen som skitser og bliver til færdige arbejder, som så igen kaster noget ufærdigt af sig. Det er cirka sådan det fungerer, det der med drøvtyggermetoden.

forhold til at sælge ideen, at man gør den mere færdig. Jeg får løbende ideer til forskellige projekter, og de bliver bogført som udkast i en række skitsebøger – der er efterhånden 150 - og her samler jeg alt mellem himmel og jord. Det kan være projekter, der pludselig opstår som led i en bestemt situation, det kan være korte forespørgsler, som jeg reagerer hurtigt på. Det øjeblik jeg får en forespørgsel, reagerer jeg næsten altid med en meget hurtig skitse eller et simpelt udkast. Det er ikke sikkert det holder, men bare for at have et grundlag at arbejde videre på. Jeg oplever tit, at den friske ide er bedre at arbejde videre på, end forestillingen om, at man sætter sig ned og ’venter på inspirationen’. Jeg er tilhænger af strøtanken, det gode ved strøtanken er, at den åbner op for noget, og den opstår ofte i transitsituationer, som når man er undervejs i bil, bus eller tog. —

For lige at få begrebet efterbyrd konkretiseret: det kan være tekstligt, visuelt på papir, en video – det kan have mange forskellige former? Ja, f.eks. videoproduktioner, skitser, collager. I forbindelse med figurerne til Panum er der en collageagtig efterbyrd, som vises her på udstillingen. Det startede som en masse udprint af fotografier af de figurer, der indgår i skulpturgruppen, og jeg kunne så vælge at smide dem ud eller sidde en aften og lave collager. Det er sådan et typisk eksempel på en efterbyrd. Når du arbejder på kunst til det offentlige rum, kan du sige noget om, hvornår i processen du begynder at tænke på, at andre skal se det, og hvornår det er noget, du sidder og kredser dig ind på uden tanke på præsentationen of det? Hvis man kender sit opdrag, er der forskellige tangenter, der mødes i et punkt. En af dem er tiden, jo kortere tid, der er, jo sværere er det at lave en fuldfærdig skitse. Jeg har fået opgaver, hvor beslutningen skulle tages et par dage senere. Entreprenørernes Hus på Nørre Voldgade var f.eks. sådan et projekt, hvor beslutningen skulle tages relativt hurtigt. De skulle have en skitse, der viste, hvad jeg ville, men den kunne ikke blive færdigbearbejdet. Så er der andre igen, hvor jeg har lang tid, og hvor jeg ved, der er flere aktører i beslutningsprocessen, og i en sådan situation kan det være godt i

42 DANSK NOTER

Glowing Self, #1 af 3, 2005


Double Bind. Double Sight, # 8 af 9, 1994

DANSK NOTER 43


Sønderborg Revisited, Sønderborg 1996

44 DANSK NOTER


Uden for tema Af Ivan Z. Sørensen

Mina Loy og futuristerne i Firenze Meaning is context-bound, but context is boundless. (Culler s. 67)

Danskfagets metoder (analysemåder og -redskaber) er knyttet til en række teorier (”antagelser”), der ofte er tværfaglige, og som handler om sprogs og menneskers og samfunds indretning og indbyrdes forhold. Overordnet kan man – hvad litteraturen angår – skelne mellem læsermåder, der fokuserer på 1) forfatteren (biografisk), 2) teksten (nykritik, strukturalisme), 3) konteksten (kulturstudier, postkolonialisme m.fl.) og læseren (receptionsæstetik) (Culler s. 65). Det følgende er ment som en litterær analyse, der primært fokuserer på konteksten. Genstandsområdet er som udgangspunkt den lille digtsamling, Sange til Joannes af Mina Loy, men det er – med det valgte fokus – udvidet til også at omfatte den tid, det miljø og de personer, der er knyttet til bogens tilblivelse, udgivelse og efterliv; altså i princippet en uafgrænselig sammenhæng – context is boundless! Metodisk har jeg især (og for overskuelighedens skyld) hentet ideer og inspiration til analysen fra Jonathan Cullers Literary Theory, hvor han mht. et fokus på konteksten bl.a. skelner mellem på den ene side en interesse for litteraturens produktionsvilkår og udtryksmidler (den engelske ”cultural materialism”), og på den anden side en fokusering på litteraturens subversive potentiale (amerikansk ”new historicism”); men jeg har også medtænkt Mario J. Valdés’ begreb ”kulturelle knudepunkter”.1 Dette begreb kan betegne et sted eller en tid, hvor kulturelle strømninger støder sammen, integreres, frastødes; hvor gamle livsanskuelser og normer og knæsatte kunstneriske udtryksformer bear___ 1

Se om Anne-Marie Mais brug af Valdés i artiklen ”Flere gode historier, tak!” samt en lille præsentation af ham på: http://www.research. utoronto.ca/edge/fall2000/content4.html

bejdes, modsiges, forkastes; hvor der eksperimenteres; hvor nye ideer og udtryksformer fødes og debatteres og eksploderer. Sange til Joannes Det var milaneseren Filippo Marinetti, der med sit manifest fra 1909 skabte futurismen. Men han var blot, mener Johannes Jørgensen, bevægelsens ”Herold, Agitator, Trompeter, Udraaber og Markskriger.” (Jørgensen u.p.). Futurismens kloge hoved var florentineren Giovanni Papini. I et par år arbejdede de to – og deres tro følgesvende – sammen, især med Papinis tidsskrift Lacerba som kampskrift. Men fra 1915 finder man ikke mere artikler af Marinetti i Lacerba. Skyldes det mon jalousi fra direktør Papinis side? Det er blevet hævdet, at det var den engelske digter og maler Mina Loy, der splittede den futuristiske bevægelse. Rogn af Fantasier Forplumrer det vurderlige Svinet Amor hans rosenrøde tryne Roder i erotisk affald ”Der var engang” Trækker en ukrudtsplante ophvid tragtsnerle Blandt flyvehavrens horn løbet af i slimhinder Digtet er skrevet af Mina Loy (1882-1966). Det er begyndelsen af første digt i hendes digtsamling Sange til Joannes. Oversat til dansk af Pia Juul i 2004. Ingen i den danske dagspresses anmelderstand bemærkede det! En oversættelse af en af de første og største kvindelige modernister/futurister, oversat af en af Danmarks fineste lyrikere. Udgivet på Asger Schnacks avantgarde-forlag bebob med forsideillustration af Per Kirkeby. Sange til Joannes er skrevet i Firenze, tæt ved Arno-

DANSK NOTER 45


Displacement, Sinai 1976 & Ragebøl 1980

floden, da Mina Loy boede her i årene 1907-16; og hvor hun havde både Papini og Marinetti som elskere. Det er ingen hemmelighed, at digtsamlingens titelfigur Joannes er Papini. Men stilen er Marinettis. De første fire digte (af 34) udkom i det første nummer af det amerikanske avantgarde-tidsskrift Others: A Magazine of the New Verse, juli 1915; hele samlingen kom som et særnummer af Others i 1917. Vi kunne have parret os I et øjebliks sengeliggende monopol Eller kunne have brudt kødet med hinanden Ved det profane alterbord Hvor vinen spildes på promiskuøse læber Vi kunne have bragt en sommerfugl til verden Med de daglige nyheder Trykt med blod på vingerne Fra starten vakte Others opstandelse i New York, og Mina Loys digte var den umiddelbare skydeskive for forargede angreb – også fra folk, der ellers var nok så moderne. Ulækre og pornografiske er de! Hun skriver utilsløret om samlejer, orgasme, kropsdele, -funktioner og -væsker, alt med navns nævnelse: skede, spyt, sved, sædceller. Eller brutalt billedsprog: hudsækken, svinet Amor der roder i erotisk affald! Eller blasfemiske al-

46 DANSK NOTER

lusioner til alterbordet og vinen. Legemsdele, der ellers gør sig smukt i konventionel kærlighedslyrik, profaneres: promiskuøse læber, blinde øjne, uterlige hænder. Selve kærlighedsakten tingsliggøres, bliver maskinel, en urværksmekanisme, eller ren futuristisk biologi, fraskrevet al romantik. Og så de frie vers! – hvormed Loy omhyggeligt afeller tilslører potentiel betydning. Kunstig syntaks, manglende tegnsætning, mærkelige linjeskift, hvide mellemrum, umotiverede indryk, et mylder af tankestreger, diffus stemmeføring. Uforenelige modsætningspar som larmende tale/stilhed, krop/sjæl, rå kopuleren/ nirvana-sjælstilstande (Nogle af os / Stiger til kølige sletters niveau). Hvordan fortolkning afhænger af bl.a. teoretiskmetodisk vinkel fremgår af nyere (kultur)studier i Loys digte. Carolyn Burke understreger i sin Loy-biografi, hvordan Sange til Joannes handler om meget mere end en personlig skuffelse i forbindelse med en kærlighedsaffære, idet hun mener at hele atmosfæren fra Første Verdenskrig gennemsyrer digtsamlingen – f.eks. i ovenstående sommerfugl-billede. (s. 208) Hertil replicerer Alex Goody i sin ”cultural study” Modernist Articulations: “Burke’s reading […] skirts dangerously close to a basic Marxist/materialist (Lukàcsian) assertion that the poems are a passive reflection of a cultural chaos,” hvorved hun overser “a nuanced Displacement, Sinai 1976 & Ragebøl 1980


reading of the potential that the text also articulates.” (s. 78). Goody tolker således “the blank spaces” I Loys digte som “an attempt to express an experience beyond language, […] to write the potential of the becoming subject, a subject torn apart by war but reconstituted in intensity by the act of love.” (s. 75). Mina Loys digte resulterede i, at det amerikanske publikum hurtigt identificerede frie vers med fri kærlighed. Mindre snæversynede skønånder anså hende som en af modernismens pionerer, bl.a. Ezra Pound og T.S. Eliot. Da hun i 1916 flyttede til New York, blev hun straks en markant figur i Greenwich Village-avantgardecirklerne, hvor hun også mødte sin anden mand, bokser-digteren Arthur Cravan. Hun fortsatte med at skrive digte, manifester m.m. i 20’erne. Men snart blev hun indskrevet i litteraturhistoriens store glemmebog, marginaliseret som en obskur ”woman-a-dada”. Først med feminismen i 1970’erne og de senere køns- og kulturkritiske studier, har Mina Loy fået en modernistisk revival med genudgivelser og oversættelser, biografier og akademiske studier. NU, omsider, høres – og digtene skal i den grad høres læst op! – den konstante dialog, dissonanserne der spotter den romantiske kærlighed(slyrik) og hudfletter konventionelle definitioner på sex og køn, såvel som illusioner om ligestilling (”Evolutionen lægger sig ud med / Den sexuelle ligeberettigelse / Fejlberegner pænt / Ligheden”). Men NU høres også skriget efter en upersonlig sindstilstand (”det storslåede Nirvana”). NU forstås Loys abrupte syntaks, dissonansen, frakturen som karakteristisk udtryk for kvinders skriveproces som sådan. NU øjnes måske også et suverænt, desillusioneret digterjeg – med et blink i det blinde øje og et drilsk smil om de promiskuøse læber. Horisontudvidende nydelseslæsning for feinschmeckere. Mina Loy i Firenze Mina Lowy blev født i London, faderen var en andengenerations ungarsk, jødisk skrædder, moderen en engelsk protestant. Mina studerede malerkunst i London, hvor hun mødte Stephen Haweis; de flyttede til Paris, hvor de blev gift i 1903 – og hvor Mina identitetsbevidst tog sig efternavnet Loy. Hun blev medlem af Salon D’Autumne 1906 og omgikkes Picasso, Henri Rousseau og andre prominente post-impressionister (som de blev kaldt, før de modernistiske ismer gik i selvsving).

Stephen og Mina flyttede i 1907 deres efterhånden vaklende ægteskab til Firenze, hvor de af en af Stephens venner lejede Villa dell’Ombrellino i det sydlige Firenze. Mina havde det elendigt, ægteskabet krakelerede, men hun fødte alligevel to børn, Joella i 1907 og Giles i 1908, og hun malede fortsat. Intellektuelt stimuleret blev hun i selskab med de andre anglo-florentinere, der førte et ekstravagant liv i de store renæssancevillaer, en flok stenrige, vældig interessante, men undertiden skrupskøre og ofte intrigante mennesker, der som mæcener støttede moderne kunst og litteratur, dyrkede esoteriske videnskaber, Ramakrishna, Christian Science, okkultisme og spiritisme, Madam Blavatski og teosofi, Steiner, Bergson, Freud og hans underbevidsthed, men udvidet med en Nirvana-agtig superbevidsthed. Datidens New Age for fuld udblæsning. De tidlige modernisters hang til okkultisme og deslige bør ikke forbises! Den spiller en afgørende rolle i deres (teorier om) kunstneriske udtryk (se f.eks. Esmann og Burke s. 121f) Mina levede med i dette miljø og dets religiøsefilosofiske udskejelser, men hun iagttog og registrerede også menneskene omkring sig, til dels med en kritisk distance. Stephen anskaffede sig et studio i gaden Costa San Giorgio, tæt ved Arno-floden og Ponte Vecchio. Men i 1912 flyttede han – efter en kompliceret kærlighedsaffære og nyreligiøse anfægtelser – til Sydhavsøerne i Gauguins spor! Mina tog sig så en logerende: den 20-årige, selvbevidste malerinde Francie Stevens. Det var Francie, der i sit ønske om at stifte bekendtskab med futuristerne, fik Mina grundigt involveret i en ny fremtid. De to smukke damer på henholdsvis 20 og 32 år vakte opsigt på Giubbe Rosse. Og d’herrer futurister valfartede til Costa San Giorgio for at lokke dem ind i klubben. Manifestet Vi erklærer, at verdens herlighed er blevet beriget med en ny skønhed: fartens skønhed. Et væddeløbsautomobil med sin motorhjelm, prydet med rør, der ligner slanger, med sit eksplosive åndedræt, et brølende automobil, der kører under maskingeværets kugler, er skønnere end Nike fra Samothrake. (citeret fra Martinov s. 34) Sådan lyder artikel 4 i Futurismens Manifest, som blev offentliggjort på forsiden af det franske dagblad Le Figaro for 100 år siden – den 20. februar 1909. Skrevet af den italienske digter Filippo Marinetti (1876-1944). Internationalt skulle det være, og moderne, og der sku’ være fart på. Marinetti drønede rundt i hele

DANSK NOTER 47


Europa i bil eller tog eller flyvemaskine og propaganderede for den nye isme, den nye holdning og den nye kunstneriske udtryksform. Dynamik og elektricitet, det var kodeordene i fremtidskunsten. Ideer for digtere, men især for malere. De futuristiske maleres store udfordring og problem var i vidt omfang bestræbelsen på at fremstille farten i et statisk medium som et maleri. Marinetti var bevægelsens førstemand og drivkraft og inspirationskilde. Hans første manifest lagde linjen for en genre, der aggressivt og brovtende proklamerede, hvordan den moderne tid burde og kunne udtrykkes kunstnerisk: De futuristiske maleres manifest – efterfulgt af et mylder af manifester om futuristisk musik, skulptur, arkitektur, film, om lyde, støj og lugte, om universet og begær og snart sagt hvad som helst. Altid med en markant nedladende holdning til ”passeisti” (’fortidstilhængere’). Ord i frihed I Den futuristiske litteraturs tekniske manifest fra 1912 lancerede Marinetti fænomenet ”parole-in-libertá” (’ord i frihed’). Han er på en surrealistisk flyvetur, hvor det pludselig slår ham – i en rablende snak med propellen – at den gamle syntaks er ganske absurd. Ordene må befris fra sit latinske fængsel. Vi må ødelægge syntakBygd - primærstrukturer (signalement af en ydre hud), Lund 1979

48 DANSK NOTER

sen, fortæller propellen ham. Substantiver skal placeres tilfældigt, verber kun bruges i infinitiv, adjektiver og adverbier undertrykkes, substantiverne fordobles – efter princippet mand-torpedobåd, kvinde-havbugt – og tegnsætningen afskaffes. Og det samme skal det selvoptagne digterjeg! Det er kun ’naturligt’ at ordene sættes i frihed: Tænk dig, at en ven befinder sig i en ekstrem situation (revolution, krig, skibsforlis, jordskælv eller lignende) og begynder at fortælle, så vil han umiddelbart og intuitivt og helt af sig selv smadre syntaksen og ikke skænke valg af malende adjektiver en tanke. Marinettis næste skridt er opgøret med ortografi og typografi. Væk med alt, der hæmmer farten og støjen. Programmet praktiserer han selv eksemplarisk i bogen ZANG TUMB TUMB, som er en ”beretning” om slaget ved Adrianopel (november 1912-marts 1913), hvor bulgarerne i Den første Balkankrig slog tyrkerne; her blev fly for første gang brugt i krigssammenhæng. Marinetti bevidnede slaget som reporter, og hans begejstrede krigsindtryk udfoldes i den revolutionerende sprogbrug og typografi. Futuristerne i Firenze Mange af de futuristiske manifester blev offentliggjort i


Bygd - primærstrukturer (signalement af en ydre hud), Lund 1979

det florentinske tidsskrift Lacerba; ligesom masser af andre artikler og diskussioner om futurismen. Det er bemærkelsesværdigt, fordi Marinetti og hans håndgangne mænd var milanesere. Det hænger sådan sammen: I Firenze blev Det gamle Marked, Mercato Vecchio, i 1880’erne nedrevet for at give plads til en ny stor piazza (den nuværende Piazza della Repubblica), dengang skabt til ære for og med en grandios rytterstatue af kong Vittorio Emanuele II. En vulgærarkitektonisk søjlegang er kronen på værket: dvs. den kvadratiske plads helt uden aura – den grimmeste plads i verden, hævdede futuristerne. Men i et hjørne af denne plads åbnede de tyske brødre Reininghaus i begyndelsen af 1900-tallet en bierstube. Tjenerne var klædt i røde jakker og hvide forklæder, og i lokale folkemunde (der havde det svært med det tyske) hed cafeen Le Giubbe Rosse (De røde jakker); og det gør den også den dag i dag. Cafeen var velforsynet med internationale aviser, og den blev hurtigt et tilholdssted for udlændinge i Firenze. Byens intellektuelle gjorde cafeens baglokale til redaktionslokale for deres tidsskrifter: Leonardo (190307), La Voce (1908-16) og Lacerba (1913-15), det sidste med filosoffen Giovanni Papini og maleren Ardengo Soffici som redaktører. Det var ubetinget nogle af Italiens vigtigste tidsskrifter inden for filosofi, litteratur og kulturkritik i det hele taget. Med til kredsen hørte også forfatteren Palezzeschi, den første florentiner der bekendte sig til futurismen. Papini fortæller, hvordan han på Giubbe Rosse med begejstring viste Marinettis manifest til Soffici. Denne reagerede positivt over, at der endelig var nogen der hyldede mod og vold, og som troede på frihed og

destruktion, men han tilføjede med typisk florentinsk arrogance, at det var ærgerligt, at de skulle føre sig så klovneagtigt frem; man ville være mere rå og kraftfuld uden så meget spektakel. Og i La Voce (august 1911) leverede Soffici en voldsom stroncatura (dvs. en sønderlemmende nedrakning) af futuristerne efter den første futuristudstilling i Milano. Det fik milaneserne til at begive sig af sted til Firenze for at opsøge Soffici. En af dem, maleren Carlo Carrà, erindrer episoden: Marinetti, Boccioni, Russolo og jeg besluttede straks på passende måde at svare på denne fornærmelse, og vi tog til Firenze. Da vi ankom, tog Palazzeschi os til cafeen Giubbe Rosse, hvor vi vidste, at La Voce-gruppen holdt til. Vi fik hurtigt udpeget Soffici, og Boccioni råbte: ”Er De Ardengo Soffici?” Da han svarede bekræftende, fik han et par på skrinet. Soffici reagerede ved energisk at slå om sig til højre og venstre med sin stok. På et øjeblik var forvirringen infernalsk: borde væltede og rev bakker med glas og kopper med sig i faldet, de nærmeste gæster løb skrigende bort, tjenere blandede sig i kampen for at skabe orden; til sidst dukkede en politikommissær op, som fik normaliseret tingene. (http://www.giubberosse.it/it.asp) Næste dag fortsatte håndgemænget på togstationen Santa Maria Novella, men her endte det med en diskussion, der gled fra had til venskab, efterhånden som parterne fandt ud af, at de havde samme ideer på programmet. Og fra da af blev Giubbe Rosse også et af de milanesiske futuristers faste tilholdssteder. Firenze blev

DANSK NOTER 49


et futuristisk center, hvor Marinetti drønede gennem gaderne i sin åbne sportsvogn og kastede manifester i grams. Papini & Sofficis Lacerba blev i et par vigtige år det førende futuristiske organ, stiftet – fortsat – med en god bid arrogance og hovmod: I Lacerba nr. 3, 1. februar 1913, indleder Papini en artikel med ordene: ”Futurismen har fået folk til at le, råbe og spytte. Lad os se om den kan få dem til at tænke.” I hvert fald: i Lacerba blev nye manifester trykt og futuristiske manifestationer annonceret og debatteret. Maleriudstilling og cabaret I november 1913 samledes de to futurist-fløje om en markant udstilling i Via Cavour i Firenze. Den blev udbasuneret i Lacerba sådan: ”Den vigtigste, den mest moderne og den nyeste, der nogensinde er sat op i denne middelalderby.” Og ifølge udstillingskataloget er det ”den mest betydningsfulde udstilling af italiensk kunst siden Michelangelo.” Balla, Boccioni, Carrà, Russolo, Severini, Soffici var på programmet, og udstillingen blev en succes. Folk strømmede til og lod sig chokere. De var vant til en anden stil i Firenze. Mina Loy var mødt op sammen med børnene Giles og Joella på henholdsvis 6 og 4 år. Agtværdige florentinerne spurgte, hvad sådan et par unger så, f.eks. på Boccionis maleri Afsked. Et tog, der drøner ind i natten, svarede de uden tøven – til stor forbavselse for connoisseurs af den gamle skole. Mina Loy fandt selv surdej til sine digte i de futuristiske malerier. Et af hendes først publicerede digte hedder The Costa San Giorgio (trykt i det amerikanske tidsskrift Trend, november 1914); digtet handler om hverdagslivet i gaden, set fra hendes balkon, stilistisk direkte inspireret af Boccionis maleri, hvor man ser Gadens støj gennemtrænger husene. Hele sanseapparatet i omdrejninger! Alt i alt var stemningen på udstillingen i Via Cavour positiv og spørgende. Så meget desto større var forundringen over reaktionen på den store futurist-aften, som blev afholdt i Teatro Verdi få uger efter, den 12. december. Aftenens forløb blev naturligvis refereret i Lacerba: På forsiden var der en ”syntetisk” opstilling af slagets parter. På den ene side: 2 poeter, 3 malere, 1 antifilosof, 1 immoralist (alle futuristiske frontkæmpere), bevæbnet med mod, nye ideer, nødvendige fornærmelser og original poesi. Der var 1 såret (Marinetti), men alt i alt en stor sejr for futuristerne. På den anden side: 5000 fjender bevæbnet med grøntsager, sardiner,

50 DANSK NOTER

æg, pasta, elektriske pærer, trompeter, horn osv. Mange sårede, og denne parts udbytte var pauvert: kedsomhed, skrig og skrål, træthed, udgifter, flugt. Aftenen er bl.a. gengivet af den forkætrede ”danske Futurist”, som han blev kaldt, Rudolf Broby-Johansen (1900-1987). Han skriver om ”Futurister” i Quod Felix, nr. 12, 1926 – et tidsskrift udgivet af Studenterrådet ved Københavns Universitet: I samme øjeblik de dukker op på scenen regner det nedover dem med ærter og kastanjer, der er også kartofler og makkaroni (kogt) imellem, tomater, rådne æbler. Marinetti blir ramt i ansigtet og får en hoven kind. Carra skal begynde. Han fordrer øjeblikkelig henrettelse af et par stedlige kritikere, han nævner dem ved deres fulde navn, exekusjonen bør foregå strax på Piazza Sante Croce (det her foregår i Florents i Teatro Verdi). Så rammes han af et æg i hovedet. Et djævelsk triumfhyl fylder det store rum. Han er ukampdygtig. Papini er næste mand. Han har fornærmet Rom med et digt og mange romere er kommet rejsende for at tage hævn. Nu tillader han sig også at læse “Insultasjon af Florents” og begynder: “Florentinere! Sønner af lakajer ...” I dette øjeblik forsøger publikum at storme scenen. Futuristerne brøler taktfast: “Død over mumierne!” Papini står uskadt midt i det kogende helvede, ved et eller andet mirakel. Selv de elektriske pærer skruer de af og anvender som kasteskyts nu grønsagerne slipper op. Han bliver ved at læse. Ingen hører et ord. […] Så er det Marinettis tur. Han vil læse “Pavens Endækker”. (Den findes i Københavns Kommunebiblioteker!) Marinetti svæver i sit aeroplan over Rom hvor han ser paven spadsere i vatikanets have. Han går ned og fanger denne som han binder fast under luftfartøjet hvorefter han flyver nordpå, forsynet med bomber og begynder et bombardemang af Østrig. De enfoldige østrigere tør ikke skyde på ham fordi kuglerne for at nå ham er nødt til først at gå gennem den hellige faders i luften flagrende legeme. Man forstår måske den bevægelse som fyldte teatret. Ingen ved hvem der smed hvem ud. Folkeskarer ledsagede jublende Carra og Marinetti til det nærmeste apotek hvor de blev forbundne. Aftenen blev af alle betragtet som en stor sejr. (citeret efter Martinov s. 59ff).


Objekt - happeningreliqvie, Paris 1977

DANSK NOTER 51


Field Work II, Sørup 1978

Futuristernes endeligt Uanset de indbyrdes modsætninger mellem Papini og Marinetti – mht. åndelig kapacitet, temperament, jalousi osv. – så var de enige om, at krig sku’ der til. Naturligvis var der særlige omstændigheder, der fremmede krigsbegejstringen i et historisk set splittet landområde som Italien, hvor man tilmed i århundreder havde følt byrden fra den store nabo mod nord, Østrig-Ungarn. Den stormagt, som i juli 1914 erklærede Serbien krig. Første verdenskrig var i gang. Stor var futuristernes jubel, da Italien i maj 1915 tilsluttede sig de allierede. Marinetti blev indlemmet i en cykelbrigade; Boccioni døde ved et uheld under en kavaleri-øvelse; Papini blev vraget som soldat. Var futuristerne revolutionære? Det spørgsmål behandler den italienske marxistiske teoretiker og politiker, Antonio Gramsci (1891-1937), i en artikel i 1921. De var af den opfattelse, skriver han, ”at vor epoke, den store industris, den store arbejderbys, det intense og tumultagtige livs epoke skulle have nye former for kunst, filosofi, adfærd og sprog; de havde denne klart revolutionære og absolut marxistiske opfattelse på et tidspunkt, hvor socialisterne end ikke fjernt beskæftigede sig med et sådant spørgsmål.” Året efter måtte Gramsci erkende – i et brev til det sovjetiske tidsskrift Litteratur og revolution – at de ledende italienske futurister for de flestes vedkommende var endt som profascister og/eller kristne. (Gramsci s. 567). Ovennævnte Johannes Jørgensen, der i 1896 konverterede til katolicismen, følte et dybere slægtskab med italienerne, især folk som hans gode ven Papini, der fra at have været en blasfemisk anti-kristen fandt troen – og fascismen. I futurismen finder Jørgensen spiren til fascismen: ”Der gaar en lige Linje fra Papini til Mussolini, men Romagnas Kraft og Vovemod var nødvendig for at virkeliggøre, hvad der i Toscana var Tanke, Ønske og Haab. Som det saa ofte gaar, udsprang Livet af Literaturen. Papini beredte Vejen, Mussolini drog ind i den hellige Stad.” Marinetti var fra starten, dvs. fra 1919, med i Mussolinis fascistparti, og han håbede at Mussolini ville udnævne futurismen til officiel statskunst. Forgæves. Mussolini interesserede sig ikke meget for kunst, og Marinetti måtte sluge mange kameler for at holde sig gode venner med fascisterne; han måtte tilmed – også han en gammel antikristen – forsone sig med den katolske kirke. Det gjorde han med en bemærkning om, at Jesus var futurist!

52 DANSK NOTER


Minas Loys love affairs Italiens grimmeste mand! Sådan blev Papini omtalt. Mina havde truffet ham nu og da næsten fra begyndelsen af sit Firenze-ophold, bl.a. på Giubbe Rosse, hvor hendes mand Steven tog hende med. Men møderne blev hyppigere, efter at hun begyndte at hænge ud på cafeen sammen med sin logerende, Francie Stevens. Mina Loy og Francie Stevens sejrede sammen med de futuristiske frontfigurer på den skandaleombruste cabaret i Firenze i december 1913, og de nød den meget direkte flirten fra Carràs og især Marinettis side. På trods af disse herrers udtalte – principielle – kvindeforagt. ”Vi ønsker at forherlige krigen – verdens eneste hygiejne – militarismen, patriotismen, anarkistens destruktive gestus – disse skønne morderiske ideer – samt foragten for kvinden.” Sådan hed det i Marinettis manifest. Da han mødte Mina Loy på Giubbe Rosse måtte han indrømme, at der var undtagelser! Hun lod sig måske nok smigre, men gav ham ikke desto mindre kamp til stregen og legede kispus med ham. Med Papini var det anderledes. Han var af en anden intellektuel kaliber og med et yderst kompliceret sind. Han ramte hende, som Carolyn Burke skriver, som den anden (maskuline) halvdel af hendes eget spaltede selv. Hun var fascineret af ham – også af hans udseende, men han lod sig ikke uden videre forføre. Hans skyhed løsnedes imidlertid lidt efter lidt, da Mina overtalte ham til at sidde model til et maleri. Næsten samtidig – i foråret 1914 – opfordrede Soffici Mina til at deltage i den første internationale futuristudstilling i Rom. Marinetti pressede på – også for at de skulle tage togturen sammen. En fræk togtur, var der lagt op til. Hun gav efter, trods svare kvababbelser mht. ry og rygte: et var frigjort snak i det engelsk-florentinske avantgarde-miljø, noget andet praksis! Bagefter måtte hun indrømme, at Marinettis kraft og energi smittede af på hende selv, ligeledes hans ubekymrede engagement i livet her og nu, og i den direkte sammenkobling af liv og kunst. Dynamik! – som et af slagordene lød. ”Det havde i hvert fald sin egen skønhed sådan at drøne gennem livet som et eksprestog, med sans for i et øjeblik at fastfryse hvad der tog andre tre kvart århundrede at overskue,” skriver hun. Marinetti fik hende til at tage sig selv alvorligt, både som maler og forfatter og – på trods af hans principielle kvindeforagt – som kvinde. Hun delte i begyndelsen futuristernes krigsbegejstring, arbejdede en tid på et hospital i Firenze (og

skrev et digt om det). Men hun havde – som de øvrige anglo-florentinere – ikke samme aktier i sagen som italienerne. På et tidligt tidspunkt stod hun af det tog, som hendes gamle elskere drønede med på. I 1916 rejste hun til New York, hvor hun blev behørigt feteret som modernistisk digter. Futurist, kaldte de hende. Mina Loys Sange til Johannes handler – biografisk læst – om hendes komplicerede forhold til en kompliceret mand, Papini. Men formmæssigt er digtene nok så meget frugten af hendes forhold til Marinetti. I hendes hænder blev ordene rigtignok ”frisat”, men hun forvaltede emner som køn og identitet med en kunstnerisk verve, der gjorde hendes digtning gyldig langt ud over det relativt snævre futurist-miljø på Giubbe Rosse. Pia Juuls oversættelse af Sange til Johannes er provokerende, frydefuld læsning, også i Danmark anno 2009. Eksempel på SRP-titel (til fagene engelsk og dansk): v v

v v

Der ønskes en præsentation af Mina Loy, af de miljøer hun virkede i og af ”genopdagelsen” af hende. På grundlag af relevante metodiske vinkler ønskes en analyse og fortolkning af udvalgte digte, bl.a. fra ”Songs to Joannis”, samt ”Feminist Manifesto”. I forbindelse hermed skal du diskutere Pia Juuls oversættelse til dansk af ”Songs to Joannis”. Endelig ønskes en diskussion af Mina Loy fra en aktuel læserposition.

DANSK NOTER 53


Litteraturliste: Af og om Maina Loy:

Ayers, David: Modernism, Blackwell Publishing, 2004 (Kap. 3) Burke, Carolyn: Becoming Modern – The Life of Mina Loy, Farrar, Straus and Giraux 1996 Loy, Mina: Sange til Joannes (oversat af Pia Juul), bebop 2004 Loy, Mina: The Lost Lunar Baedeker. Poems (red. Roger L. Conover), Farrar, Straus and Giraux 1996 Dowson, Jane & Alice Entwistle: A History of Twentieth-Century British Woman’s Poetry, Cambridge University Press, 2005 (Kap. 3) Goody, Alex: Gender, Authority and the Speaking Subject, or: Who is Mina Loy? Konference-paper, London 2000 http://www.asu.edu/pipercwcenter/how2journal/archive/online_archive/v1_5_2001/current/in-conference/mina-loy/goody.html Goody, Alex: Modernist Articulations. A Cultural Study of Djuna Barnes, Mina Loy and Gertrude Stein, Palgrave Macmillan 2007 Om Giubbe Rosse: http://www.giubberosse.it/it.asp Anden litteratur: Culler, Jonathan: Literary Theory. A Very Short Introduction, Oxford University Press 1997 Esmann, Jan: ”Sort i Sort - Modernismens gæld til okkultismen og mysticismen” i: Kritik nr. 119, se også: http://www.janesmann.com/Articles/Sort-i-sort.html Gramsci, Antonio: Fængselsoptegnelser I-II (udvalg ved Gert Sørensen), Museum Tusculanum 1991 Hutcheon, Linda & Mario J. Valdés (red.): Rethinking Literary History. A Dialogue on Theory, Oxford University Press 2002 Jørgensen, Johannes: ”Giovanni Papini” i: Giovanni Papini: Kristi Livs Historie, P. Haase & Søns Forlag, 1923 Lacerba (red. Giovanni Papini og Ardegno Soffici), 1913-15, faksimile-udgave findes på Statsbiblioteket i Århus og på Syddansk Universitetsbibliotek, Odense Mai, Anne-Marie: “Flere gode historier, tak!” i: Karin Esmann Knudsen (red.): Historiske fortællinger, Syddansk Universitetsforlag & Gyldendal, 2008 Martinov, Niels: Kunstrevolutionen i mellemkrigstiden, Gyldendal, 1990

Rettelse I Dansk Noter nr. 1 var der desværre opgivet en forkert pris. Prisen på “Litterær artikel, kronik og essay De skriftlige prøvegenrer i dansk” er: Bog (122 sider) kr. 140,- ekskl. moms / 175 inkl. moms V/køb af min. 100 stk. på samme ordre: kr. 100,-/ stk. Field Work II, Sørup 1978

54 DANSK NOTER


Anmeldelser

J. Normann Jørgensen og Pia Quist:

Unges sprog af Johan Vedel, Holstebro-Lemvig-Struer VUC Allerførst: her er en forskningsbaseret lærebog af de sjældne. Den er skrevet meget veloplagt, har en befriende kombination af indsigt og humor, og den magter over sine 187 sider at drive sin læser igennem et utal af interessante, relevante og specificerede enkeltafsnit, struktureret i 7 kapitler. På bogens bagside står der: De unge taler grimt og utydeligt, de benytter et slangpræget sprog, de bruger alt for mange låneord fra andre sprog, de taler for hurtigt og snupper endelserne af – alt i alt mishandler de unge det danske sprog. Dette er en almindelig opfattelse blandt dem, der ikke længere er unge selv. Og det har midaldrende og ældre altid ment! Sådan! Det lyder, som noget sure gamle mænd siger. Og de to forfattere gør på side 58 læseren opmærksom på, at de gymnasiepiger, der ikke kan lade være med at rette på andres sproglige produkter, er sure gamle mænd, og de vil udgøre næste generations værste trussel mod det danske sprog. Morsomt og lidt foruroligende. Men nu til bogens indhold I forordet fløjter Normann Jørgensen og Quist kampen i gang: Sprog er dynamisk og foranderligt for alle mennesker i alle aldre, men foranderligheden er allertydeligst, når man ser på de unge. Unge mennesker udfordrer, ændrer, opfinder, forvrænger, forkæler, sprænger og samler sprog. De får sprog til at leve og blomstre. Over for dette positive sprogsyn står de sure gamle mænd…af begge køn og alle aldre, som synes, at deres egen måde at tale på er den rigtigste. Så er banen kridtet op… Overordnet handler kapitlerne 1, 2 og 3 om ungdom, sprog og sprogforandring – og kapitlerne 4, 5, 6 og 7 om konkrete sprogemner i relation til unge.

Kapitel 1 – Ungdom som begreb Her håndteres begreberne unge og ungdom i en historisk og forskningsmæssig vinkel. Og allerede fra starten skelner forfatterne mellem ungdomssprog og unges sprog. Ungdomssprog, som man taler i en ungdomsgruppe, og som man holder op med at bruge, når man vokser til. Og unges sprog, som netop udvikles, mens man er ung, som holder ved, og som kommer til at blive netop dén generations sprog – resten af livet. Man præsenteres for 1940’ernes og 1950’ernes normative syn på ungdomskultur (Talcott Parsons noget låste forestilling om tilpasningsorienteret afvigelse og kløft), over ungdomsoprøret og dets modkulturelle strømninger, til Birminghamskolens definition af sociologisk forankrede subkulturer som reaktioner på voksensamfundets klassemæssige konflikter – punkerne, f.eks. Og endelig nogle spor igennem modernitetens og senmodernitetens identitetsdannelse og stilbegreber blandt unge, herunder naturligvis sprog. Kapitel 2 – Sprog som begreb Sprog er et middel, mennesket har til at lave verden om med. Sådan indledes kapitlet, der kort efter slår fast, at sprogets formentligt vigtigste betydning for os er den sociale. Derefter en lang række småafsnit, der knytter sig til sprogbegrebet, bl.a. overførsel af indhold og vilkårlighed, tegn og konventionelle udtryk, nye ord og grammatikalisering – samt eksempler på forskellige videnskabelige sprogsyn og sproglige anvendelsesformer, herunder vores brug af sproget til at opbygge, forhandle, udvikle, fastholde – og eventuelt afslutte – vores sociale relationer med. Kapitel 3 – Sprognormer og sprogforandring Her bæres de varme kartofler ind. Og bogens to forfattere slår med syvtommersøm fast, at vi kan lige så godt opgive at finde en indre mening med begrebet ”korrekt”. Den findes ikke, og sprogets natur gør det umuligt at finde en.

DANSK NOTER 55


Vakuum - Vakuumpakket madcollage på postkort fra Sønderborg, 1978

Men når vi, også i Danmark, slås om sproglig korrekthed er det for at have noget at konkurrere på, for at hævde os selv og for at holde andre nede! Derfra videre til stavning og sure gamle mænd…samt den fordømte intolerance, der præger flertallet i den danske befolkning, incl. hele vores uddannelsessystem. Fint lille afsnit om Rigsmålet og dets historiske herkomst – og så til de unge og deres sprog: ordforråd, optræden, sprogforandring, sociale grupper, gruppesprog, etc. Under gruppesprog og identitet, et interessant kig ind i herlovianersproget og dets særegne regelmæssighed, hvad sammentrækninger angår: frime > fritime, vyrd > vidnesbyrd, diple > disciple, nyster > nonnebryster (hvid budding!), gad > grønsagsfad. Et ungdomssprog med en meget stærk identitetsmarkering: hvis man har høj status i gruppen, har man både ret til og pligt over for dette gruppesprog.

56 DANSK NOTER

Kapitel 4 – Ordforråd Først den ene vej…og så den anden vej…Der lukkes dejligt provokerende op med pendulord – netop de ord, der kan få voksne til at ryste på hovedet og sige, at unge mennesker ikke ved, hvad ordene rigtigt betyder. I øvrigt et sprogfænomen, der kendes fra mange sprog, og som sandsynligvis altid har eksisteret. Derfra videre til slang, bandeord og skældsord (og de sidstnævntes mobbe-effekt). Kapitel 5 – De mange sprog Her fokuserer Normann Jørgensen og Quist på nogle af alle de forskellige sproglige udtryk og udtryksmåder, som de unge udvikler og benytter sig af i det senmoderne, globaliserede sprogsamfund. Og de konstaterer, at alle unge mennesker dagligt er i kontakt med andre sprog end dansk. Sådan har det altid været. Det nye er omfanget


af denne kontakt. Zygmunt Bauman refereres for sin omtale af nye transportformer og nye informationsteknologier: afstande i tid og rum kan tilbagelægges hurtigere og billigere end nogensinde før. Danskere bevæger sig ud over landets grænser, og andre mennesker flytter hertil. Og man tager sit sprog med sig. Desuden gifter mange sig med en ”udlænding”, så mange børn – langt flere end tidligere – vokser op i to- eller flersprogede hjem, hvor forældrene har forskellige modersmål. I forskellige situationer – forskellige sprog gøres der klart rede for mange af de sprogmøde-situationer, unge mennesker navigerer imellem i deres dagligdag, og som de udnytter meget kreativt. Dels i forbindelse med deres informationsteknologiske medieforbrug, dels i deres møde med mange andre sprog. Fra et spændende afsnit om Multietnisk dansk (og Rinkebysvensk), over Sprogoverskriden (crossing) som et ret nyt forskningsfelt, til en omtale af Koder og Kodeskift, hvor sprogbrugeren i en ytring eller en beretning indføjer en kortere eller længere del, som er på et andet sprog, en anden dialekt, et andet register eller en anden stil…Eks: Hun har believe me de største fucking ugly ører i hele byen. Noget, som alle, der kender to sprog, benytter sig af. Som er situationelt og betydningsbærende. I Variation i kodeskift et fint, tekstet eksempel på fire unge, der alle har tyrkisk som modersmål, men som også er fortrolige med dansk og engelsk – i samtale. Tungen lige i munden, og fuld fart fremad! Naturligvis også et afsnit om Engelsk i dansk… og de sure gamle mænd og deres krav om et sprachliches Reinheitsgebot, hvilket selvfølgelig rager danske unge et afbleget julemærke! De kan jo se, hvor effektivt deres sprog fungerer. Men der blinkes med en enkelt advarselslampe: en snæversynet satsning på engelsk kan komme til at true den samlede sprogkompetence i Danmark, idet interessen for tysk, fransk, russisk, spansk og italiensk er vigende, uden at disse sprog erstattes af arabisk, mandarin-kinesisk, tyrkisk, hindi og punjabi, der tales af hundreder af millioner mennesker…I dén forstand et domænetab. Kapitel 6 – Interaktion Kort og godt afsnit om, hvor smidigt samtalepartnere samarbejder om at fordele ordet mellem sig i mundtlig interaktion: Turtagning, Diskurspartikler (dette er et meget grimt forskerord!), Citationspraksis og Leg med sprog. Alle småafsnit med gode eksempler på, hvad der sker, når unge taler med hinanden.

Kapitel 7 – Ny teknologi Det afsluttende kapitel åbnes med en case: En 60-årig kvinde ser nogle unge piger på gaden. De pjatter, sms’er til veninderne, småsnakker i mobilen, og dét får hende til at mene: De unge er jo helt holdt op med at tale med hinanden. De bliver hele tiden afbrudt af deres computere og mobiltelefoner. Pointen i dette sidste afsnit er modsat: De unges brug af mobiltelefoner – og også computere – skal snarere ses som nyttige og vigtige dele af deres kommunikative adfærd end som appendikser til eller afbrydelser af deres samtaler. I afsnittet Computere er der tal på unges tidsforbrug, og man får også en fornemmelse af, hvad der foregår i en københavnsk gymnasieklasse 1.a., når der bliver ”interageret”. For udenforstående en noget kaotisk scene. Men ikke for eleverne. De kan…navigere mellem forskellige samtaler og aktiviteter, hvori computeren spiller en væsentlig rolle. I afsnittet Fra gaden til skærmen og tilbage igen berettes om den nyeste forskning. Når vi har vores mobiltelefon og vores bærbare computer med os alle vegne, bliver de tilsyneladende en del af vores sproglige adfærd, fordi de er til stede og integrerede, mens vi taler indbyrdes. Derfor plukker vi ord og vendinger fra forskellige medieprodukter, for eksempel computerspil, film og musiktekster. Desuden kan ord og udtryk i en hverdagssamtale mellem unge tages op i et massemedieprodukt (en figur i en film), og igennem en forvrængning eller stilisering vende tilbage til og kopieres af andre unge. Et finurligt kredsløb. Som wallah, min fætter, ikke fra indvandrermiljøet, som man kunne forvente, men fra computerspillet Mujaffaspillet. I Skrift og tale lidt om sms-sprogets mange hybridformer, og afslutningsvis om Graffiti: dens historie, form og indhold – med gode illustrationer. Efter hvert kapitel forslag til yderligere læsning. Bagest en bredt favnende litteraturliste og et fint stikordsregister. Bogens bagsidetekst afsluttes med: Bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for unge eller sprog eller begge dele… Anvendt sprogforskning, når den er bedst. En super god, instruktiv lærebog. Sådan! Jens Norman Jørgensen og Pia Quist: Unges sprog, Hans Reitzels Forlag, 2008. Kr. 248.

DANSK NOTER 57


Anmeldelser

Litteraturens huse Af Torben Jakobsen Mange har nok på fornemmelsen at litteraturlæsningen ikke fylder så meget som den gjorde før reformen – og i hvert fald ikke så meget som den burde. Til gengæld fylder litteraturhistorier og antologier en del. Eleverne får udleveret stakkevis af antologier og tunge litteraturhistorier i forsøget på at få de epokale nedslag til at give overblik. En meget brugt litteraturhistorie er Systimes Litteraturens veje, og folkene bag den har nu udgivet en tekstantologi der knytter sig til denne. Antologien hedder Litteraturens huse, og titlen fortsætter således den landskabsmetaforik der karakteriserer serien. Antologien har simpelthen det hele. Det vil være muligt at udlevere den til eleverne i 1g og så lade dem aflevere den igen efter dimissionsfesten. Der er nemlig tale om en særdeles grundig og rummelig antologi der har alt det en dansklærer kan ønske sig. Der er alle kerneteksterne, der er et solidt ”udblik til verdenslitteraturen”, og der er gode perspektivtekster. Dertil kommer et websted der ser særdeles lovende ud – med supplerende tekster og oversigter. Kapitelinddelingen i Litteraturens huse følger den fra Litteraturens veje. Teksterne er opdelt i tre kategorier, nemlig fokustekster (”periodens tankemæssige sokkel”), dybdetekster (”de bærende konstruktioner”) samt relieftekster (”vinduer til verden udenfor”). Som man kan se af citaterne, er husmetaforikken gennemført. De forskellige teksttyper er markeret grafisk i bogen med forskelligt farvede trekanter og linjer. Tekstudvalget starter med Adam af Bremens skildring af ofringerne i Uppsala fra hans Nordens øer og slutter med et uddrag af Jørgen Leths Det uperfekte menneske fra 2005. Ind i mellem får man som sagt hvad man kan ønske sig af gode tekster til undervisningen. For at give et indtryk af tekstvalget vil jeg nærmere gennemgå to kapitler: det om romantismen og det om perioden fra 1939 – 1960, Krig og efterkrigstid.

58 DANSK NOTER

Kapitlet om romantismen indeholder tekster af Søren Kierkegaard (et uddrag af Diapsalmata), Steen Steensen Blicher (rigtigt gættet: Sildig Opvaagnen), Emil Aarestrup (En Middag, Angst og Paa Sneen) og endelig H.C. Andersen (Skyggen). Af udenlandske forfattere er der to gange Shelley (Percy Bysshe med Forsvar for digtekunsten og Mary med Frankenstein) samt Edgar Allan Poe (Ravnen). Afsnittet om Krig og efterkrig indledes med to udenlandske forfattere. Det er Albert Camus (Sisyfosmyten) og Jean Paul Sartre (Eksistentialisme er humanisme). Derefter kommer rækken af danske forfattere: Morten Nielsen (Jeg ser nu i nat), Halfdan Rasmussen (Efter bikini), Thorkild Bjørnvig (Balladen om Great Eastern), Tove Ditlevsen (En kvindes frygt), Erik Knudsen (Credo), Peter Seeberg (Spionen), Martin A. Hansen (Paradisæblerne) og endelig Villy Sørensen (Det ukendte træ). Kapitlet afsluttes med endnu en udlænding, nemlig Eugène Ionesco (Enetime). Som man kan se, er der tale om gode, velafprøvede tekster der har vist deres værdi i undervisningen. Der er en fin appel til fagets tradition, og – som noget der har været, og nu er kommet igen: et udblik til verdenslitteraturen. Her kommer man til at tænke på Brodersens og Møller Kristensens fremragende Litteraturudvalg der i mange bind gav eksempler på gode udenlandske forfattere. Udgiverne af Litteraturens huse har da også taget en del tekster fra netop Brodersen og Møller Kristensen – og tak for det. Når man sådan skal have det hele med i ét bind, bliver resultatet meget kompakt. Det er i nogen grad gået ud over læsbarheden, synes jeg. Der er meget tekst på hver side, og opsætningen med to spalter og tryk helt ud til kanten gør at det ikke er nogen æstetisk oplevelse at læse teksterne. Til gengæld er der så heller ikke plads til at eleverne kan skrive noter og andet til i margenen. En pudsig ting er at bogen indeholder en fortløbende notenummerering, fra note 1 til note 898! Det giver et uroligt skriftbillede i digte der skal have mange


noter. Det gælder fx Ewalds Da jeg var syg hvor teksten skal dele pladsen med notetallene fra 301 til 324. Igen: den æstetiske læseoplevelse går tabt. Før hver tekst er der en kort introduktion til denne. Der er tale om koncentrater af de længere omtaler i Litteraturens veje, og de fungerer godt. Man kan se at de er skrevet af folk der kender til undervisningen og den nødvendige forenkling der kræves i den sammenhæng. Ét afsnit skal dog lige hænges ud her. Det drejer sig om afsnittet om Skånske lov hvor der står at ”Skånske lov gjaldt i de svenske provinser frem til 1600-tallet …”. Hm! Litteraturens huse kan anbefales som en antologi der ’dækker det hele’. Man får den danske litteraturhisto-

ries højdepunkter og et dækkende udblik til verdenslitteraturen. Bogen er kompakt (og tung), og æstetisk er den ikke nogen stor oplevelse. Heldigvis er teksterne det i sig selv. Litteraturens huse af Johannes Fibiger, Sine Dalsgaard Kristensen og Gerd von Buchwald Lütken Systime 2008 588 sider; Kr. 345,- ekskl. moms / Kr. 368,75 inkl. moms. Rabat ved køb af 100 eksemplarer. Webside: http://litteraturenshuse.systime.dk/

Vakuum - Vakuumpakket madcollage på postkort fra Sønderborg, 1978

DANSK NOTER 59


Kurser

Internatkurser Årsmøde 2009 Sproget i spil Dansklærerforeningens årsmøde 2009 har det sproglige felt i centrum. Målet er at undersøge sproget filosofisk og praktisk samt overveje undervisning i sproget i relation til danskfagets øvrige stofområder. Kurset vil bevæge sig fra filosofiske vinkler på sproget, over kunstneriske udfoldelser til diskussion af det sproglige stofområde i faget dansk og vil se på konkrete eksempler på undervisningen i det sproglige område. Fredag afholdes generalforsamling med valg til bestyrelsen for Dansklærerforeningens sektion for STX og HF. Tid og sted Fra torsdag den 1. oktober til lørdag den 3. oktober 2008 på LO-skolen, Helsingør Pris og tilmelding Nærmere oplysninger om pris, tilmeldingsfrist og et udførligt program vil kunne læses på Dansklærerforeningens hjemmeside www.dansklf.dk og blive annonceret i Gymnasieskolen og Dansk Noter. Kontakt Formand Claus Nielsen, cni@vucnordjylland.dk

60 DANSK NOTER


Dansk og… Målet med dette kursus er at undersøge muligheder og udvikle ideer der kan bruges når danskfagligt kernestof og metode indgår i det flerfaglige samarbejde.

Indhold Danskfaget står centralt i elevernes arbejde på det flerfaglige felt, og fagets tre stofområder er ofte i spil i samarbejde med andre fag. Eleverne arbejder såvel mundtligt som skriftligt med flerfaglige projekter fra dansk-/historieopgave til SRP, fra AT-projekter over synopsis til den endelige mundtlige AT-eksamen. I HF er der muligheder for samarbejde mellem flere fag blandt andet i forbindelse med SSO. Der vil på kurset være oplæg om danskfagets muligheder for konkret flerfagligt arbejde, både med de beslægtede humanistiske fag og med de samfundsfaglige og naturvidenskabelige fakulteter. Der vil være rum for udveksling af ideer og for at sætte det flerfaglige arbejde i relation til daglig praksis. Tid og sted Kurset forløber over to dage i oktober/november 2009. Nærmere oplysninger om tid og sted, tilmeldingsfrist og et udførligt program vil kunne læses på Dansklærerforeningens hjemmeside www.dansklf.dk og blive annonceret i Gymnasieskolen. Pris og tilmelding Pris: 3.200,-kr. Tilmelding til kursus@dansklf.dk Kontakt Liselotte Henriksen, lh@mail.gsk.dk

DANSK NOTER 61


Praktisk dansk på hf - tekstlæsning og stilskrivning

Hf har fået sin egen profil og skal vægte det praksis- og anvendelsesorienterede. Det er meningen at denne profil skal slå igennem på de enkelte fag, og på dansk skal både det skriftlige arbejde og fagets tre stofområder generelt rumme praksis- og anvendelsesorienterede elementer. Kurset ”Praktisk dansk på hf” vil give bud på hvordan dette kan udmøntes. Indhold Kurset vil beskæftige sig med skriftlighed og med tekstlæsning, og samspillet mellem de to discipliner betones.. Den skriftlige del vil videregive erfaringer fra et gennemført forsøg i kommunikativ skrivning og inddrage læsning af autentiske kursiststile fra forskellige faser i danskforløbet. Kurset vil give gode råd til definitioner, oversigter og øvelser i de nye skriftlige eksamensgenrer. Tekstlæsningsdelen lægger vægt på bl.a. genrelæsning, kønsbestemt læsning, censurerende læsning og læsninger af romantikken. Pris og tilmelding Kurset forløber over to dage i november 2009. Nærmere oplysninger om tid, sted, pris, tilmeldingsfrist og et udførligt program vil kunne læses på Dansklærerforeningens hjemmeside www.dansklf.dk og blive annonceret i Gymnasieskolen og Dansk Noter. Kontakt Formand Claus Nielsen, cni@vucnordjylland.dk

62 DANSK NOTER


1-dagskurser Kursusdag om danskfagets metode Kurset er en del af et udviklingsprojekt under Undervisningsministeriet med Gentofte Studenterkursus og Det frie Gymnasium i København, Århus Universitet og Dansklærerforeningen som deltagere. Formålet er at fremlægge og udveksle praktiske erfaringer med undervisningen i danskfagets metoder med fokus på forskelle og ligheder mellem fagets tre stofområder. Der præsenteres metoder inden for fagets tre hoveddele, sprog, medier og litteratur, og der peges på, hvor de tre områder kan integreres i undervisningen. Indhold Eleverne skal til eksamen kunne udforme en metodisk bevidst analyse af en eller flere udleverede tekster. I det flerfaglige samarbejde skal de kunne formulere deres danskfaglige metode. Hvad er det for en metodebevidsthed vi bør give dem så de kan leve op til dette krav? Kurset vil bestå af oplæg om undervisning med fokus på elevernes metodebevidsthed, om planlægning og om mål og metode set i relation til eksamen. Deltagerne vil få mulighed for at bidrage med egne erfaringer. Undervisere Oplægsholderne er gymnasielærere der gennem det sidste år har deltaget i et samarbejde om udviklingen af skriftlighedsundervisning. Tid og sted Kurset holdes i april 2010 Nærmere oplysninger om pris, tid og sted, tilmeldingsfrist og et udførligt program vil kunne læses på Dansklærerforeningens hjemmeside www.dansklf.dk og blive annonceret i Gymnasieskolen. Kontakt Peter Heller Lützen, phl@dansklf.dk

DANSK NOTER 63


Regionale kurser Dansklærerforeningen samarbejder med landets universiteter om udbud af efteruddannelseskurser. Kurserne udbydes i regionalt regi og annonceres løbende på foreningens hjemmeside og i Gymnasieskolen.

Regionsmøde og kursus om modernisme Dansklærerforeningen/G, region Sjælland, i samarbejde med RUC Indhold Kurset handler om hvordan man bestemmer begrebet modernisme, og hvordan man bruger det meningsfuldt i en didaktisk sammenhæng. 9/9: 1. Regionsmøde med fagkonsulent i dansk, Susan Mose 2. Hvad konstituerer modernisme? Formalistisk definition, urtekster og senere forviklinger’, Erik Svendensen, lektor RUC. 8/10

1. Per Stounbjerg, Lektor, dr.phil. Institutleder Nordisk Institut, Aarhus Universitet: Avantgardetraditionen i det tyvende århundrede 2. Gruppediskussion om et tekstudvalg, som deltagerne har læst hjemmefra. 3. Forfatter Peter Adolphsen taler om sit forfatterskab i relation til kursets emne

Tid og sted Tirsdag den 9.september kl. 13 – 16.30 på Herlufsholm Kostskole og onsdag den 8.oktober 2009 kl. 13 – 16.30 på Roskilde Gymnasium Pris 900,-kr Tilmelding Senest mandag den 15. juni 2009 til kursus@dansklf.dk mærket regionskursus, region Sjælland, eller på www.dansklf.dk/kurser Kontakt Regionsrepræsentant Mette Clausen, rgmc@roskilde-gym.dk ell. Gunvor Severinsen, Dansklærerforeningens bestyrelse, gunvor.severinsen@skolekom.dk

64 DANSK NOTER


Hvordan skal jeg skrive?

Konference om tekst- og skrivekompetence i de nordiske ungdomsuddannelser 15.- 16. september 2009 Konferencen støttes af Nordisk Ministerråd og Fondet for dansk-norsk samarbejde Formål Skrivekompetencerne hos de unge på de gymnasiale uddannelser er under pres og mødes af krav om højere prioritering i uddannelsesforløbet. På konferencen vil vi samle erfaringer fra den nordiske forskning og undervisning i skriftlighed og diskutere forskellige modeller for progression, deres anvendelse i praksis i undervisningen og resultaterne af målsætningerne for de tekst- og skrivekompetencer der lige nu foreligger i læreplanerne. Endvidere skal konferencen skabe en tværnordisk platform for udvikling, diskussion og samarbejde om undervisningen i tekst- og skrivekompetencer i modersmålsfagene. Indhold Konferencen vil have oplæg fra nordiske forskere og undervisere bl.a. Ellen Krogh, prof. SDU; Kjell Lars Berge, prof. Univeristetet i Oslo; Bjarni B. Bjørnsson Hamrahlíð Gymnasium, Island, Benedicte Kieler, undervisningskonsulent UVM. og workshops med et praktisk-didaktisk indhold. Konferencen er tilrettelagt i samarbejde med IFPR, Syddansk Universitet. Målgruppe Undervisere i modersmål på de gymnasiale ungdomsuddannelser i Norden. Tid og sted Tirsdag den 15.september 2009 kl. 11.00 – onsdag den 16.september 2009 kl.16.30 LYSEBU, Lysebuveien 12, Holmenkollen Oslo. Pris 2000,- dkkr. (ex. rejseudgifter) Elektronisk tilmelding til: 1.6. 2009 til www.nordsprak.dk Spørgsmål vedr. konferencen kan rettes til kursusleder Gunvor Severinsen, gunvor.severinsen@skolekom.dk

DANSK NOTER 65


G-bestyrelsen

Formand Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 98 17 98 05 cni@vucnordjylland.dk Næstformand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3.th, 2200 København N Tlf.: 3535 1073 bda@detfri.dk Kasserer Gunvor Mikkelsen Rypevænget 217 2980 Kokkedal Tlf.: 49181896 gunvor_mikkelsen@mail.tele.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Anders Pors Nielsen Saabyesvej 1, st.th. 2100 København Ø Tlf.: 3538 5545 Mobil: 2254 9350 mailto:pors975@hotmail.com Gunvor Severinsen Klevekær 8, Svogerslev 4000 Roskilde Tlf.: 4638 4872 Mobil 2467 4872 gunvor.severinsen@skolekom.dk Ivar Lærkesen Baneparken 2 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 lae@bornholm-gym.dk Liselotte Henriksen Poppel alle 5 2650 Hvidovre Tlf.: 3649 7688 Mobil: 2258 1874 lh@mail.gsk.dk Niels Kristian Holm Søllerød Park 3, lej. 12 2840 Holte Tlf: 60 73 19 27 Niels.Kristian.Holm1@skolekom.dk

66 DANSK NOTER

Sophie Holm Strøm Hunderupvej137 5230 Odense M Tlf.: 2613 1085 Mobil: 8622 1085 sophiestroem@gmail.com (barselsorlov)

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora:

Repræsentant i Dansk Sprognævn Anders Pors Nielsen Repræsentant i Dansklærerforeningens Hus A/S bestyrelse Gunvor Mikkelsen Repræsentant i GYMsprog Sophie Holm Strøm, (barselsorlov) Repræsentant i Fagligt Forum Claus Nielsen

(Koordinator står først) Skolebaserede kurser Anders Pors Nielsen, Ivar Lærkesen, Niels Kristian Holm Regionskurser Birgitte Darger, Gunvor Severinsen, Claus Nielsen, Ivar Lærkesen Internatkurser Gunvor Mikkelsen, Birgitte Darger, Liselotte Henriksen Bogudvalg Birgitte Darger, Liselotte Henriksen, Niels Kristian Holm, Gunvor Mikkelsen Redaktionsudvalg Birgitte Darger Hjemmeside Gunvor Mikkelsen Repræsentant i PS Claus Nielsen Nordisk Udvalg Anders Pors Nielsen Det nordiske redaktørsamarbejde Gunvor Severinsen Repræsentant i Danske Banks litterære udvalg Birgitte Darger Repræsentant i EKKOs redaktion Claus Nielsen

Fagkonsulent: Susan Mose Skovgaardsvej 31 5230 Odense M Tlf.: 25574154 susan.mose@uvm.dk


Regionsrepræsentanterne

København/Bornholm Anne Mette Finderup Ingrid Jespersens Gymnasieskole Mail: AF@ijg.dk Sjælland Mette Clausen Roskilde Gymnasium Mail: rgmc@roskilde-gym.dk

Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf: 7587 2745 Mail: MM@fredericia-gym.dk

Nordjylland Signe Bracke Mastruphøj 124 9530 Støvring Tlf: 9837 8388 Mail: sib@vucnordjylland.dk

Midtjylland Thomas Lind Laursen Mejlgade 86, 2.sal 8000 Århus C Tlf: 8618 0319 Mail: thomas.lind.laursen@aasg.dk

DANSK NOTER 67


IDNR 46586

Rathsacksvej 7

1862 Frederiksberg C

Magasinpost

DansklĂŚrerforeningen


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.