Foto: Privat
”Her er jeg sammen med Sreynil, én af de unge kvinder jeg har slået følgeskab i Cambodja,” fortæller Annemette Jürgensen.
Livet som udsendte
i cambodja Annemette Jürgensen om det udfordrende i at gå hånd i hånd – både med sin mand Ernst og med cambodjanerne. Parret har været udsendt af Danmission til Cambodja i 10 år og har for nylig forlænget deres kontrakt med yderligere 6 år. Af Anne Mette Jürgensen, udsendt af Danmission At være udsendt har flere betydninger. Det kan f.eks. betyde at være sendt ud i verden – uden for Danmarks grænser. Enhver kristen er efter min mening sendt ud, eller ind, i verden med et budskab fra Gud, et budskab om Guds kærlighed, men som ansat i Danmission betyder udsendt helt konkret uden for landets grænser. Grænserne bliver vigtige på mange måder, fordi vi ikke kun overskrider geografiske grænser, men også vores egne personlige og kulturelle grænser. Vi lever i et land med en grundlæggende anderledes kultur, med et andet sprog og en anden religion, nemlig buddhismen. For mig har det været utroligt berigende at overskride grænser og komme i berøring med en helt anden verden, hvor mennesker forstår sig selv og tilværelsen på helt andre måder. Samtidigt kan det også være begrænsende, fordi en anden kultur har andre og ind i mellem snævrere normer for opførsel og adfærd.
Løjerlige danske skikke En af de første aftener i Phnom Penh efter ankomsten i august 2005 står klart i min erindring: Ernst og jeg ville gå en aftentur i den nye by. Der er ingen lyse sommeraftener
22
på de her breddegrader, og mørket falder på kl. 18 stort set året rundt. Byen var derfor spændende, men også mørk, stor og ukendt, og jeg ville tage Ernst i hånden og gå hånd i hånd, som vi så ofte har gjort på spadsereture i Aarhus. Men Ernst havde læst mere på den kulturelle lektie end jeg og forklarede alvorligt, at i Cambodja rører mænd og kvinder ikke ved hinanden i det offentlige rum, gifte eller ikke gifte. At gå hånd i hånd ville derfor blive anset for upassende. Som nyankommen til landet ville jeg nødigt gøre noget upassende og gik derfor tur med min mand gennem 17 år uden at holde i hånd. Sidenhen har vi lært om de "dispensationer", som cambodjanere giver til udlændinge. Man ved godt, at udlændinge har andre skikke, nogle mere løjerlige end andre, så en del kan der ses gennem fingre med – f.eks. holden i hånd. Samtidigt siger den lille situation noget om de to ord, som for mig kan være overskriften for vores liv som udsendt: følgeskab og grænser. At gå hånd i hånd er et symbol på følgeskab, og selvom jeg ikke vandrer rundt med cambodjanere i hånden, har jeg alligevel slået følge med en del gennem de 10 år, vi har boet i Cambodja. Det har især været unge kristne cambodjanere, jeg har mødt gennem