Danmission Magasin nr. 2 juni 2015

Page 19

tema: cambodja

Et lille mærke beskytter Skaberværket Sådan tjekker du, om dine havemøbler er lavet af lovligt tømmer. Af Christina Dahl Jensen, fagkonsulent for Cambodja Når du køber havemøbler, et nyt spisebord eller en lækker bogreol – tjekker du så, hvor træet har slået sine rødder? Hvis du kun køber varer, der bærer det lille FSClogo - det ligner en blanding af et træ og et flueben - så har du det tætteste, du kommer på en garanti både for, at du ikke er med til at ødelægge et fjerntliggende lands skove, og at du har taget hensyn til de mennesker, der bor i skovene. Træfældningsindustrien er som Det Vilde Vesten. Den er ukontrollerbar, uigennemsigtig og enormt kompleks. I erkendelse af de enorme konsekvenser af den massive træfældning har institutioner som EU – efter hårdt pres – skærpet lovene for import af træ til Europa. Og det er ikke uden betydning, hvad EU gør. EU er nemlig verdens største trævareimportør. Tidligere var det ikke muligt at vide, om importeret træet var fældet lovligt. Meget af det træ, der stammede fra Myanmar, Cambodja og andre trænationer så på papiret lovligt ud, men var i virkelighed ulovligt fældet træ, som var blevet omregistreret undervejs. Derfor har EU nu indført skrappe regler for, hvordan virksomheder skal bevise, at netop det træ, de importerer, er fældet lovligt. At træet er fældet lovligt er dog ikke i sig selv garanti for, at der er taget hensyn til naturen og de mennesker, der bor i skovene. Det gør til gengæld mærkningsordningen FSC (Forest Stewardship Council), der så dagens lys i 1993.

FSC er din garanti for bæredygtighed FSC-mærket er forbrugernes sikkerhed for, at skove drives bæredygtigt, og at der ikke fældes mere træ, end skovene kan nå at reproducere. I en FSC-certificeret skov er de indfødte sikret ret til at bruge skovene, som de altid har gjort. Desuden får de lov til at frede hellige pladser, og de kan bevare deres bosteder og jagtområder. Som en del af mærkningsordningen bruges en procentdel af den samlede indtægt fra træerne til at støtte lokalsamfundet - det vil sige skoler, infrastruktur, vandforsyning med mere. FSC sikrer samtidig de lokale beboere retten til at danne fagforeninger, få en fair løn og værne om deres rettigheder. Køber man træ med FSC-mærket på, er der altså tale om varer, der er handlet på normale og lovlige markedsvilkår, hvilket bevirker, at skovejerne får en ordentlig pris for deres træ og dermed

ikke bliver fristet til at fælde og brænde skovene for at tjene hurtige penge.

Det kan du gøre Som forbruger kan du være med til at påvirke virksomheders valg af træ. Spørg i din butik, om deres produkt er FSC-certificeret. I 2012 fik virksomheder som Paustian, Mandalay og Bolia dumpekarakter for deres havemøbler lavet af ikke-bæredygtigt træ. Også IKEA fik ringe karakterer – den verdensomspændende møbelkæde ville ikke oplyse forbrugerne om, hvor træet i deres produkter kommer fra. COOP klarede sig til gengæld godt ifølge undersøgelsen fra den danske miljøorganisation Verdens Skove – COOP har netop en politik om kun at sælge møbelprodukter, der er FSC-mærkede. Kilde: www.fsc.dk

Hvad dækker FSC-mærkningen? 1. Miljømæssig ansvarlighed 2. Social ansvarlighed 3. Økonomisk ansvarlighed

19


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.