14
Sportens udvikling At dyrke bowlingspillet regelmæssigt er een ting. Ret hurtigt melder sig behovet for at se sin indsats i et lidt større perspektiv. Det ser vi hver dag, når en ny bowler begynder at prøve, at forsøge sig i den ædle sport. Hurtigt bliver det ikke nok at gåi bowlinghallen en gang om ugen og bare trille kuglen af sted - der skal mere til. Et formål, en konkurrence. Det viste sig i 1962 da også hurtigt, at behovet for en lokal turnering var til stede, og Københavns Kegle- og Bowling Union etablerede da sin første turnering i 1963. Den blev spillet i den eneste bowlinghal vi havde, Rossini, og det var 4-mandshold, som spillede 4 serier. 3 hold i kamp pr. gang, og for en vunden kamp, altså bedst af de tre hold, fik man 3 point. 2 point for 2. pladsen, og - (gæt engang) - l point for 3. pladsen. Et pudsigt dilemma opstod, første gang en kamp endte uafgjort .- det havde man ikke forestillet sig, at man kunne i bowling. l en bestemt kamp sluttede nummer 2 og 3 med lige mange kegler og efter heftige diskussioner, blev turneringsledelsen enige om, at give hvert hold l 1/2 point. Salomonisk! En lille skik som styrkede karurneratskabet, havde man den gang: efter hver kamp samledes de tre hold, og udbragte, efter korte taler af holdlederne, et leve for hinanden. Meget hyggeligt islæt, som var et levn fra keglespillet, og som vist stadig holdes i hævd hos vore venner i keglesporten. Men også et vist samarbejde på det sportslige område, over grænserne, begyndte at spire. Gevaldige 3-byers kampe mellem København, Goteborg og Helsingborg blev spillet her de
første år og på skift i byerne. København fik naturligvis store øretæver hver gang, i Sverige havde man på det tidspunkt spillet bowling i omkring 50 år. Men disse gensidige besøg, og de sportslige lektioner, KBU'erne fik, gavnede sporten på mange måder, og snart skulle det vise sig, at i det omfang økonomien tillod det, udvidedes det internationale samarbejde på banerne også. Unionerne oprettes Som nævnt i oversigten over dansk bowling i 15 år, var det unionerne, som først etablerede sig selvstændigt. Det betød en stærkt øget turneringsog stævneaktivitet i provinsen også, og navnlig var unionenles turneringer særdeles populære. Det var sjovt, noget uforpligtende og som middel til at blive en bedre bowlingspiller, alle tiders, disse første turneringer. Turneringerne havde ikke noget større perspektiv, der var ikke ret meget mere at spille om, end æren og 1. pladsen i sin egen uriion, Det første danmarksmesterskab for hold Men for ligesom at få denne overbygning, et danmarksmesterskab for hold, med i billedet, indledtes i 1967 for første gang et forsøg på at afholde mesterskaber i større discipliner end det, man indtil da kendte. individuelt og 2-mandshold. Der var jo i mellemtiden dukket flere haller op rundt omkring, og medlem sskaren øgedes. Navnlig i København var der stærk interesse, og mange nye mennesker hver dag på banerne i de tre haller. Rossini blev da skuepladsen for det