Page 10

8 Ved delingen i 1967, og oprettelsen af det selvstændige forbund, var en af det første forretningsudvalgs første handlinger, at ansøge idrætsforbundet om optagelse af bowling. Berlingske Tidende omtalte denne ansøgning med et par bemærkninger om, at bowlingsporten flere gange havde søgt optagelse, men at man denne gang bedømte mulighederne som større. Endelig fremhævede avisen, at det ikke var for at få del i tipsmidlerne, at medlernsskabet ønskedes, idet bowlingsporten klarer sig økonomisk udmærket ! Forventningerne til at denne ansøgning ville ende med en optagelse i DIF, var umådeligt store. Vi havde alle forudsætninger for, at den daværende bestyrelse i DIF ville acceptere vor optagelse. Vi kunne leve op til de direkte betingelser, og vi havde gang i det, man ellers skelede til: ungdomsarbejde og internationalt sportssamkvern. Endvidere havde fremtrædende personer indenfor DIF's ledelse udtalt sig meget positivt om vore muligheder, ja givet os det indtryk, at en optagelse var uundgåelig. . Stor var naturligvis derfor vor skuffelse, da ansøgningen blev afslået i begyndelsen af 1968, - selvom dele af dagspressen havde skrevet, at "det nu ikke længere var muligt at komme uden om bowling, fordi denne sport stiller store krav til såvel nerver som koncen tration". Bestyrelsen i DIF stemte nej for 27 medlemmers vedkommende, 24 for og 3 undlod at stemme - vi måtte atter i gang med arbejdet for at "omvende" tvivlerne. En af årsagerne til, at så mange stemte imod, var givet den begrebsforvirring, der i store kredse udenfor bowlingsporten herskede om spillet. Bowling lanceredes jo overalt på restauranter, spillehaller og lignende,

og selvom der var tale om det, vi ved hedder MINI-bowling, troede mange, at det var selve spillet. De kunne heller ikke andet, fol' i de lokale aviser blev disse automater benævnt som bowlingbaner, de "klubber" der blev stiftet som bowlingklubber og de "turneringer" der blev lavet som bowlingturneringer. Alt foregik naturligvis i en dunst af tobaksrøg og øl m.m., og kunne på ingen måde benævnes eller sammenlignes med det rigtige bowlingspil, og den rigtige, energisk arbejdende ledelse. Overalt i landet gik man så i gang med at få denne forvirring fjernet, og få tilstrækkeligt mange af DIF's bestyrelsesmedlemmer til at stifte bekendtskab med bowling. Man arrangerede orienterende besøg i bowlinghalierne, man appellerede til bowlerne om, at man ikke røg tobak under bowlingspillet, og naturligvis under ingen omstændigheder nød spiritus under spillet. Om det var alt det, der virkede, ved vi ikke, men om alt er, en ny ansøgning i april 1970 havde den virkning, at vi i maj 1970 blev optaget. Stor var glæden naturligvis herover, og en glad, optimistisk stemning bredte sig. Vi havde fået det blå stempel - vi var blevet anerkendt som idræt. Lidt malurt dryppedes senere i dette i en artikel i DIF's blad, IDRÆTSLIV, hvor forfatteren i en anden forbindelse skrev noget om, at der "ved bowlingsportens optagelse var ændret på optagelseskriteriet" . En udtalelse, som den daværende forbundsledelse udbad sig en nærmere forklaring på, men vist aldrig helt fik. En mands værk Selvom vi andre aldrig forsømte een lejlighed til at agitere for vor berettigelse i idrætsforbundet, betegnedes

Profile for Bowleren

Dansk Bowling Forbund - 10 år - 1977  

Dansk Bowling Forbund - 10 år - 1977  

Profile for bowleren
Advertisement