1973 figurerede hun øverst i tabellerne. Nogle mente, at hun havde haft let spil i sine første, meget unge år, men NU skulle hun vise, hvad hun duede til. Nu skulle hun jo op i de voksnes rækker, og så var det eventyr sikkert forbi. Det handlede i første omgang om Europamesterskaberne, og de var - efter problemer i det oprindelige værtsland, Østrig - flyttet til Dublin, Irland. Birgitte kvalificerede sig fint i udtageIseskampene, og kom - med en samlet 4. plads - med på holdet. Og var med til at vinde den første medalje, et dansk hold nogensinde havde opnået ved større internationale konkurrencer. I par blev det til bronze - sammen med Lilly Schartau, Århus - så en tydeligt benovet Birgitte Lund kunne tage imod medalje og håndtryk af den nyvalgte FIQ-verdenspræsident, Morris Glaser. Han benytter lejligheden til at dække udsynet for fotografen, så Lilly Schartau kun skimtes svagt bagved.
Grus i maskineriet Den velsmurte maskine der hed Dansk Bowling Forbund fik grus i maskineriet. Pludselig og uden varsel fratrådte forbundets formand fra starten, Kurt Christensen, og repræsentantskabsmødet i april måned fik en noget anden drejning, end man havde ventet. Det foregik på Damhuskroen, hvor man efter bedste evne forsøgte at komme igennem - og helst også løse - den hidtil største krise i dansk bowling. Kurt Christensens officielle forklaring på sin bratte afgang var »depression over forholdene« - men nærmere kom man ikke - endsige, hvad det var for nogle forhold han var ked af. For at føje spot til skade kunne det konstateres, at kun et medlem af det tilbageværende forretningsudvalg, kassereren Egil Holm, umiddelbart ville fortsætte, så alt i alt: en værre redelighed. Bowlingforbundet stod overfor to store opgaver: der skulle være Europamesterskaber i Dublin, og Nordiske mesterskaber i København. Så for at klare den situation, indvilgede KBU -formanden, Helge A. Larsen i at »tage 6 måneder«, men først efter, at der var givet dispensation for lovenes regler om, hvor længe man er valgt, og at ingen medlemmer af FU samtidig kan være medlem af en unionsbestyrelse. Endvidere stillede Helge A. en liste op over, hvem han ville have med sig i forretningsudvalget, for »hvis der ikke bliver valgt et FU, som kan arbejde, og arbejde koncentreret og effektivt, så skal jeg ikke nyde noget.« Helge fik sin vilje, og det nye forretningsudvalg - alle valgt for 6 måneder - kom til at bestå af disse håndplukkede personer udover formand og kasserer: Sekretær Jørgen Højager, Idrætsleder Ralf Donde (som havde været ungdoms leder i det afgående FU), og Ungdomsleder Poul Erik Larsen, som kommer fra Aalborg. Til aktiv suppleant valgte forsamlingen Hans Fauerholt, der også var fra KBU. Hermed var problemerne imidlertid ikke løst. Amatør- og Ordensudvalget var kommet i modvind, ikke mindst på grund af en alt for langsommelig sagsbehandling. Så forsamlingen forkastede udvalgets beretning. Det ville jo nok normalt medføre, at udvalget tog konsekvenser, men da der ikke var nogle af medlemmerne til stede, blev man nødt til at gå ud fra som givet, at de ville gå af. Under alle omstændigheder og for en sikkerheds skyld - blev der valgt et nyt, som KBU også i rigeligt mål var med i. Ejben Henriksen, der senere blev konstitueret til formand, Lisbeth Garnum, Poul Erik Petersen og William Raben. Sandsynligvis for syns skyld, valgtes endvidere en repræsentant fra provinsen, John Jørgensen, som kom fra Frederikssund.
Damerne havde tilsyneladende fået smag for det der med de fine medaljer. Så til overflod slog de fire københavnere, Birgitte Lund, Lillian Christiansen, Ilse Holst Rasmussen og Joan Højer Andersen - sammen med Lilly Schartautil igen. I 5-mands hold blev det til en ny bronzemedalje. Og knapt 2 måneder efter gjalt det De Nordiske Mesterskaber. Rossini Bowlinghal tog imod de bedste fra Seandinavien plus Finland, og i et mesterskabsarrangement, som blev domineret af alle andre end danskerne, lyste
29