hurtige, så allerede næste dag, hvor der skulle spilles de første tre serier i 4-mandshold, var han igen frisk og frejdig. Det blev igen drengetur, og efter to dage og seks serier fik de hængt sølvmedaljerne om halsen. »Det er en af de mest spændende kampe, jeg har overværet«, fortæller John Thomassen. »Efter første-dagens tre serier så det ikke for lyst ud. Om aftenen talte vi om, at næste morgen skulle der startes med en serie der virkelig rykkede. Det blev nu ikke den første serie på 675, der gav troen, men holdet var indstillet på at der skulle ske noget, og næste serie på 791 gav lidt af troen tilbage. Nu var der kun een serie tilbage, så skulle det være ~ skulle det være nu. Quatar var for længst smuttet og kunne ikke nås. I den modsatte ende afhallen, længst væk fra os, stod USA og England og spillede om sølv og bronze troede de selv, publikum og TV, Peer, Hardy, Ulrik og Søren havde en anden mening om, hvordan medaljerne skulle fordeles, så de
Peer Jensen udenfor Ballerup Rådhus,
spillede helt forrygende. Da publikum og TVfolkene opdagede, at de rød-hvide igen var ved at slå til, blev der for alvor opbakning. Drengene sluttede med en serie på 855, lige nok til at slå England med een hel pind«. Pigerne kom med deres 4. plads så tæt på en medalje, uden at få den, som det kan lade sig gøre. All Event hedder det efter 18 serier, når holdspillet er overstået, og de 16 spillere der skal i finalen er fundet. All Event giver også medaljer, og her fik Helle B. Christensen og Ulrik Jørgensen henholdsvis sølv og bronze samt adgang til finalen sammen med Peer Jensen. Finalerne blev ikke danskernes, uden det held der altid skal til for at score nogle billige point i Match-Play, gik det ikke. Egentlig havde de også opnået meget mere, end man havde turde håbe på inden afrejsen. Ærboe
hvor han blev modtaget af viceborgmester Ruth Bergquist.
11