»Jeg har brugt meget tid på at være træt af mig selv«

Daniel Hvoldal elsker morgener. Især hvis han har husket at gøre kaffemaskinen klar aftenen før og ladet sin benskinne op. For det kræver struktur at jonglere sclerose, håndværkerjob, bygge eget hus og have tre børn under fire år.

Hvad er det første, du gør, når du er stået ud af sengen?

Jeg bliver vækket af vækkeuret eller børnene. Så vipper jeg altid med venstre fod og hånd for at se, om der er kommet et attak, imens jeg har sovet. Og det er lidt latterligt, og det er ikke, fordi jeg er bange for det. Men det er bare noget, jeg gør. Visheden, om at der ikke er kommet noget nyt til, er med til at give mig en god dag. Lige når jeg får rejst mig op fra sengen, strækker jeg mit venstre ben ud, som er det ben, der giver mig problemer. Også venstre hånd. Derefter skal jeg lige gå 10 skridt og bevæge fingrene på vej op til morgenkaffen, og så er den ved at være der.

Er du kaotisk eller struktureret i dit morgenritual?

Vi lægger tøjet frem til børnene og gør morgenmaden klar om aftenen – og kaffemaskinen klar til bare at trykke ’tænd’. Og kommer op i ordentlig tid, så der også er plads til det uforudsete. Jeg har altid elsket morgener. Jeg synes, de er så fantastiske. At alt har været i dvale i seks-otte timer, og så starter vi bare forfra.

Hvad kan få morgenritualet til at vælte?

Jeg bruger en strømskinne til mit ben, og hvis den af mystiske årsager ikke har ladet op over natten – det kan godt gøre mig sådan lidt. For den gør jo, at jeg går 90 procent bedre. Jeg er faktisk lidt afhængig af den, så dagen bliver ikke den samme uden.

Hvad spiser du til morgenmad?

Havregryn med enten cornflakes eller mandler og rosiner. Jeg skal have mine havregryn. Også selvom vi så spiser noget andet i weekenden, så skal jeg have mine havregryn inden. Det er sådan, det er.

Hvad ser du mest frem til, når du sidder der om morgenen?

Jeg elsker at se ting blive bygget op. Vi er selv ved at bygge hus, og vi bygger i etaper, efter hvad vi har penge til. Så jeg ser frem til at komme i gang med næste step. Men det vigtige er, at du ikke hele tiden overskygger alt det, du har gang i, bare for at se resultatet. Hvis ikke du er til stede på vejen mod resultatet, bliver det et meget fattigt liv, tror jeg.

I hvilke tilfælde overvejer du at aflyse din dag?

Det er ikke en mulighed for mig. Det er ikke, fordi jeg er et overmenneske. For jeg kan godt have mange tanker om, hvad jeg gerne ville med dagen, og så om aftenen har jeg ikke nået det. Men det er ok. Jeg har brugt meget tid på at være træt af mig selv tidligere. Men det gør jeg ikke længere. Og det er også sjældent nu, at jeg sætter en masse i sving oppe i mit hoved – for jeg har lært mig selv bedre at kende. Vi er også meget bevidste om, at den alder, børnene har nu, ikke kommer igen. På en måde er sclerosen en gave; den giver mig en masse tid med mine børn. Og den tid kommer aldrig tilbage – selvom vi åbenbart bliver ved med at få børn herhjemme. ■