LIVSSTIL: SCLEROSE BALLROOM FITNESS ER FOR ALLE

ER DU VILD MED DANS?

Sclerose Ballroom Fitness er et træningsbaseret dansekoncept udviklet af Elisabeth Dalsgaard i samarbejde med Sclerosehospitalet, der gør op med patientgørelsen inden for rehabilitering. Og som gennem lyst og leg motiverer sclerosepatienter til at bevæge sig uanset funktionsniveau.

”Livsglæde er det første ord, der springer op i mig.” Sådan lyder det fra Elisabeth Dalsgaard, instruktør og konceptudvikler bag Sclerose Ballroom Fitness™, når hun skal forklare, hvad hendes danseundervisning for sclerosepatienter går ud på. ”Det handler om at finde ud af, at man stadig godt kan danse, selvom man ikke kan danse, som før man fik sygdommen. Det er bedre at gøre lidt end ingenting. Og musikken får lykkeendorfinerne til at danse om kap inde i kroppen.”

Elisabeth Dalsgaard har udviklet et onlinedanseseminar i samarbejde med Sclerosehospitalet, hvor Scleroseforeningens medlemmer kan danse med hjemme i stuerne. I september sidste år uddannede hun de 20 første Sclerose Ballroom Fitness-instruktører i Jylland, der snart skal undervise patienter ude i lokalforeningerne. Og i foråret underviste hun sit første sclerosedansehold med 30 deltagere i Dronningens Ferieby i Grenå. ”Vi havde simpelthen en fest i fem dage. Nogle deltagere var af sted selv, andre havde pårørende med. Vi dansede tre timer om dagen. Nogle sad i kørestol, men endte med at komme op og stå. Og andre dansede med gangstativ og røg ud på gulvet uden rollator den sidste aften,” siger Elisabeth.

Dansetræningen er opdelt i tre skræddersyede niveauer inspireret af Sclerosehospitalets rehabiliteringstilbud for sclerosepatienter: Der er et niveau for dem, der er siddende, de stående med støtte og dem, der er gående. ”Der er dem, der sidder på en stol, og dem, der stadig kan hoppe rundt. Så stort et niveauspring har jeg ikke på et almindeligt dansehold. Men på trods af niveauspringet er der bare en accept og forståelse for, at alle kommer videre fra deres eget udgangspunkt,” siger Elisabeth, som har undervist i dans i mere end 30 år.

Aktiv musiklytning udskiller nogle gode signalstoffer oppe i hjernen, og når vi så samtidig bevæger os, mens vi hører musik, så får man ’dobbelt dosis’.

Elisabeth Dalsgaard

Har vundet pris

Elisabeth er uddannet i idræt ved Københavns Universitet og trækker derfor på sin viden om blandt andet træning, pædagogik, anatomi og fysiologi i sin danseundervisning.

Siden 2013 har hun været en firstmover for Dans som Sundhed. Hendes koncept Ballroom Fitness™ (pardans uden partner) er udviklet og tilpasset flere patientgrupper, herunder Parkinson og Alzheimer. Og i 2018 vandt hun årets patientpris for ‘Dans med Parkinson’. ”Jeg har set, hvor meget dansen kan gøre for folk med en kronisk lidelse og en neurologisk sygdom. Både i forhold til balancen,

muskelstyrken og koordineringen. Alle de her gode ting, som skal trænes, og som man også træner via fysioterapi.”

Selvom Sclerose Ballroom Fitness™ er udsprunget af erfaringerne med blandt andet Parkinson-projektet, er dansen tilpasset målgruppen i tæt dialog med Sclerosehospitalet.

Det vigtigste er at have det sjovt

Ifølge Elisabeth er hendes undervisning en form for opgør med den patientgørelse, som blandt andet sclerosepatienter oplever gennem de traditionelle rehabiliteringstilbud.

For i modsætning til fysioterapi er det her legen og musikken, der er i fokus. ”Det vigtigste ved undervisningen er, at man skal mærke glæde og have det sjovt. Det næstvigtigste er at få motion – altså træning. Det tredjevigtigste for mig er, at man lærer at danse.”

Elisabeth peger på, hvordan ”normaliseringen” kan have en motiverende effekt for genoptræningen, der ofte kan være forbundet med pligt frem for lyst.

”Mit indtryk er, at folk med en kronisk lidelse, der tager til fysioterapi, i højere grad føler sig som en patient, end når de går til dans som alle andre mennesker. Derfor plejer jeg at sige til deltagerne, at nu er det ikke patienter, der går til genoptræning, nu er vi bare dansere, der går til dans.”

Videnskaben bag

Selvom der endnu ikke ligger evidensbaseret forskning til grund for hendes dansekoncepter med patientgrupper, er Elisabeth ikke et sekund i tvivl om dansetræningens effekt. ”Det er videnskabeligt bevist, at alle bliver glade af at lytte til musik. Aktiv musiklytning udskiller nogle gode signalstoffer oppe i hjernen, og når vi så samtidig bevæger os, mens vi hører musik, så får man ’dobbelt dosis’. Man får fysisk bevægelse og træning, samtidig med at man får alt det gode, der sker i hjernen og med kroppen, når man hører musik,” siger hun og fortsætter:

”Med Parkinson-patienter kan jeg se, at de får en bedre skridtlængde, bedre balance, kan stå længere tid på et ben. Du kan ikke danse uden at træne balance. For alt er en vægtoverførsel fra det ene ben til det andet. Jeg kan se, at de får en bedre holdning, de retter sig mere op. Og får bedre muskelstyrke.”

Elisabeth håber på en dag at få en ph.d.-studerende eller lignende til at måle og studere effekten af hendes danseundervisning. ”Det er min drøm, at skridtlængde, balance og muskelmassen hos patienterne bliver testet en dag, men indtil da vil jeg fortsætte med at undervise. For jeg kan se, hvor meget livsglæde det giver, og hvor meget det hjælper.”

Som hun selv formulerer det, bedriver hun faktisk allerede en form for alternativ forskning: ”Jeg har faktisk lavet mit eget ’forskningsresultat’. Jeg har haft en lineal med ude, og så har jeg målt smilet på deltagerne, inden jeg er startet, og målt smilet, når jeg er færdig med undervisningen. Og jeg har en kurve, der er støt opadgående,” griner hun.