REJSEFORTÆLLING FRA BERLIN

På tur til Berlin med Tim

Tim Wardmann var i efteråret inviteret til Tyskland sammen med en gruppe andre bevægelseshæmmede. Rejsen var arrangeret af Tysk Turist Information.

Det kan godt lade sig gøre at tage på storbyrejse, selvom man har sclerose og er dårligt gående. Det kræver bare lidt. Her er 49-årige Tim Wardmanns rejseberetning fra det tyske.

At rejse er at leve. Dét har vi alle sammen hørt. Du skal blot træde udenfor, så får du adgang til det hele.

Men hvis ikke man kan træde. Hvis man er forbundet til en stol med hjul eller en elektrisk motorscooter, der er stor og ”fylder”, er det ikke let.

Så når Scleroseforeningen kontakter dig og spørger, om ”du og din søn vil til Tyskland i en lille uges tid, hvor Scleroseforeningen i samarbejde med Tysk Turist Information, Dansk Handicap Forbund og nogle udenlandske handicaporganisationer arrangerer”, svarer man straks: ”Ja da!”

Jeg og den fabelagtige 15-årige knægt, min søn Sixten, tog med på rejsen, hvor vi, sammen med andre bevægelseshæmmede, tog med fly, bus, taxa og kørestol rundt i det tyske.

Startvanskeligheder

Egentlig beretter jeg dette, så folk får en idé om de udfordringer, der hører med, men også så folk får en idé om vores oplevelser og en lille ”opsummering” af vores ferie sammen far og søn.

Pokkers tidligt står jeg og Sixten op. Vi har pakket, er klar og hopper så i en taxa ud til lufthavnen. Jeg har min rollator og min søns

Det kan godt lade sig gøre for handicappede at komme på ferie. Ja, det er indviklet, ja, det er anstrengende, og ja, for pokker, man bliver træt. Men vi kan altså godt. Det kræver bare lidt.

Med som hjælper havde Tim Wardmann sin 15-årige søn, Sixten. Turen bandt far og søn endnu tættere sammen.

muskler med som transportmiddel, og dem har jeg stærkt brug for, når jeg ikke har min trofaste vogn med. Der må nemlig ikke komme nogen scootere med på flyet.

Ankomst i lufthavnen sker som aftalt med Falck-stationen, hvor kørestolen også skal afhentes.

På Falck-stationen ved de ingenting om det hele, og jeg snakker med en Falck-mand, der er på stedet. Han siger: ”Ja, bare gå omkring 300 meter ind i terminalen, og der skal den hentes.” ”Hmmm, ja, det er meget fint, men kan du se, at jeg ikke kan gå?” tænker jeg.

Sixten og jeg samarbejder om at få mig ind, og så kører vi mod check-in. Vi klarer tingene selv. Falck har ikke en god dag, så dem lader vi bare være.

Tysk kultur og naturoplevelser

Vel mødt i Berlin møder vi mr. Sören Hoika, vores tyske rejseleder, og sikken mand. Det hele er hans projekt, og han smiler og hilser.

Vi er mange rejsedeltagere; hollandske folk, serbiske, ungarske og tre danskere. Vores bus er indrettet med en lift, så vi kan læsses på med vores adskillige hjælpemidler. På bussen kan der komme kørestole, scootere, rollatorer og andre hjælpemidler.

Vi besøger de gamle østtyske miner i norden – massive konstruktioner i massive omgivelser.

Der er små veje, man kan køre på, så en scooter eller kørestol kan snildt komme rundt.

Vi bor på Akademiehotel Dresden, der er handicapvenlig. Og jeg mener virkelig handicapvenlig. Brede døre og elevatorer, der er store nok til at tage imod maskiner. Der er god plads ved sengen, på badeværelset og på restauranten, og hvis der er noget, man ikke kan, spørger man bare de mange folk på hotellet. De smiler, lytter og klarer problemet.

Vi kan altså godt

De næste dage står på Lake Geierswalde, Holocaust Monumentet og shopping i Berlin.

Lake Geierswalde er et naturskønt område med åben himmel og frisk luft. Vi oplever den samme natur, som ”normale” folk gør. Vi er lige her.

Vi besøger også ”Berlin and Futurium”. Et museum over fremtiden og dens muligheder. Der er elevatorer, så de øverste etager kan nås, og vi ser det hele. Lad mig bare sige, at fremtiden altså ikke ser helt skidt ud.

Det kan godt lade sig gøre for handicappede at komme på ferie. Ja, det er indviklet, ja, det er anstrengende, og ja, for pokker, man bliver træt. Men vi kan altså godt. Det kræver bare lidt.

Tak til Tyskland. Et dejligere sted kan jeg ikke forestille mig – de er venlige som bare pokker. Tak til Gitte og Scleroseforeningen. Tak til alle mine rejsekammerater.

w

Læs hele artiklen her:

www.scleroseforeningen.dk/ rejsereportage