METRO-LITTERATUR 2015 UDGIVET AF Saxo Grafik: Ida Søegren Forside: Alette Bertelsen, AletteB.dk Bidragsyderne har ophavsretten til teksten Saxo har ophavsretten til denne udgivelse © Saxo 2015 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Saxo.com A/S Strandboulevarden 89, 2. th. 2100 København Ø Telefon: (+45) 3815 0510 www.saxo.com/metrolitteratur
Spor af Helle Christence Ankerstjerne
GRAFIT Det er formiddag, og jeg skal på arbejde. DSB har ringet. Jeg tager ud med dem, der er hyret til at rense graffitimalingen ned. Før de fjerner malerierne og skriften, tager jeg fotografier og tegner dem af. De bliver registreret, men så ved jeg heller ikke mere; jeg affotograferer dem bare. I starten kunne jeg ikke læse dem, men jeg er blevet bedre. Jeg kan se, når de hilser på hinanden eller rivaliserer på et bestemt område; så bliver vi hele tiden kaldt ud. Han hedder Åke Svensson, ham, der renser dem ned for det meste. Han får sådan en metallisk farve på sit tøj af arbejdet. Han ligner en kulstift sidst på dagen. Det tænker jeg på, når min er slidt ned. Jeg tegner også tit Åke. Det er svært at lade være. Han siger, at han ikke er nogen at spilde tid på. Indimellem får vi folk på besøg, Åke og jeg. Hvor vi nu står. Så skal de se, hvor meget vi fjerner. Det hele. Hver gang. Men det er okay. Tror jeg. De deler smøger med Åke og bliver stående. Så snakker vi. De vil se billederne og tegningerne af deres værker. Deres signaturer foreviget. Det er ikke ligesom med tanker, tænker jeg, som vi ikke ved, hvor ender, når vi tænker dem. Deres kunst er lukket inde i mit kamera. Jeg mødte engang Åke og hans kone på Vesterport Station. De passede ind i hinanden, som de stod dér foran mig. Hun havde et fint stærkt lys i sine øjne, Åkes øjne er stærke. Bare stærke. Det er derfor jeg ender med at tegne ham så tit. 3
Jeg tegner Åke og hans kone. Farvel. Åkes kone døde. Det er et halvt års tid siden nu. Vi var ude, og han var ingenting andet end sorg i den reneste form. Jeg ved ikke hvorfor. Han havde lagt sin pengepung på en elkasse, hvor vi gik og arbejdede. Jeg fandt hendes billede i den. Jeg gik op i den 7-11, der lå tættest på og kopierede billedet. Så gav jeg Åke hans pung tilbage. Vi har besøg på et par vogne, der er fyldt helt ud. Vi går i gang fra en ende af, og da vi når til den anden vogn af fire i alt, sænker Åke armene. Der er ingen, der har bommet Åke for en smøg endnu denne dag. De har lavet billedet af hende på vinduet i midten af vognen. Åke står nu bare og ser op på sin elskede i kæmpe format, og de har virkelig været omhyggelige. Hun stråler ud fra vognen. Åke begynder at græde højlydt, og nogle af dem, der står bagerst, vender siden til og begynder at mumle og tænde smøger og skrue hætterne af deres colaer. Efter nogen tid løfter Åke armene igen og begynder at vaske billedet af hende ned fra vinduet.
4
LISBET Jeg har taget et billede af mig selv. Jeg ligger på sofaen og lytter til ”Ruby Tuesday”. Det kan man selvfølgelig ikke se på billedet, at jeg gør, men jeg bilder mig ind, at noget af stemningen fra musikken alligevel hænger i stuen. Min mand er rejst. Jeg ligger og venter på, at der er nogen, der skal ringe og fortælle mig, at han er styrtet ned med flyveren, eller at flyveren er styrtet ned med ham.hyhg juuhgggghjukhjnngfvhjkhngfv Neeej, Mogens!!! Mogens? Er du der? Mogens kan ikke høre Lisbet råbe. Han er på vej op ad trappen nede fra kælderen. Han har hentet vin til dem til i aften. Det er ellers længe siden, han har været i kælderen. Efter at have sat flasken i køkkenet går Mogens videre op til Lisbet på første med et smil på læben. Han kigger ind til hende; han skal lige se, hvordan det går. Det er noget lort... Mogens, det duer jo ikke. Lisbet ligger med hovedet på pc´ens keyboard; hun drejer det frem og tilbage over tasterne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ender med at skrive om sådan nogle dystre emner. Og altså, jeg kan ikke få det til at virke, det her med døden. Og ved du, hvad jeg har tænkt på? Faktisk siden naboen sagde, at hun ikke syntes, at der fandtes muntre bøger? At jeg ingenting ved om, hvad død og ulykke er. Og alligevel prøver jeg at skrive om det. Mogens er på vej ned ad trappen igen. Jeg vil skrive den store roman, Mogens. Lisbet råber det sidste, 5
mens hun løfter hovedet og sidder og kigger ud ad vinduet. Så rejser hun sig. De sidder og spiser sen morgenmad og læser avisen, selvom de egentlig var enige om ikke at læse ved morgenbordet. Lisbet får dyppet et hjørne af sin sektion i sin kaffe. Hun læser bag på Bøger om, hvad andre læser; især hvad de gerne vil læse. Det er altid det samme; de vil sgu alle sammen gerne læse Ulysses. Er der død i Ulysses? Måske bare en lille død? Det må du vide, Mogens, du har jo læst den, unlike the rest... Lisbet kigger over på ham og smiler. Det er rigtigt. Mogens har læst Ulysses. Den ene af Lisbet og Mogens’ to sønner hedder James. Det er ikke for ingenting. Der er bare noget med hende naboen. Altså, da hendes mand døde i fjor, syntes jeg, at jeg var alt for lang tid om at kigge ind til hende. Tror du, at det er min dårlige samvittighed, der plager mig? Jeg tror, at jeg var bange for al hendes sorg. For at håndtere den, mener jeg. Selvom jeg jo et eller andet sted godt kunne gøre det, synes jeg. Jeg mener; så godt kender vi hende jo heller ikke. Jeg tror, at jeg kigger ind til hende her i eftermiddag. Lisbet sætter sig op for at skrive igen, og Mogens er gået ud på terrassen for at læse. Der sidder han stadig, da han ser Lisbet forcere den lille kratbehængte låge i bunden af deres have og forsvinde ind gennem det gamle hegn til naboen. Da Lisbet efter en lille times tid vender tilbage til haven, har Mogens suppleret sin læsning med Politiken. Han folder den sammen, parat til at lytte; det krøllede kaffehjørne af avisen hænger ud over bordets kant. Han har haft nusset lidt i haven og plantet lilla hortensiaer i et par krukker, de købte sidst de 6
var i Hjem og Fix. Lisbet havde holdt hårdt på, at de slet ikke kunne undvære de potter til terrassen. Mogens har hentet jord og planter og sirligt tilsat gødning og vand og rettet lidt på de blade, der havde nået at knække af et sted mellem planteskole, bagagerum og græsplæne. Hvordan gik det så? Spørger Mogens, mens Lisbet lader sig dumpe ned i havestolen på den anden side af bordet. Hun sukker. Ja, hun har det godt. Siger Lisbet og smiler lidt ud i haven. Hun giver sig til at rive små stykker avis af det kaffebrune hjørne. Fik du kaffe? Ja, jeg fik kaffe OG wienerbrød. Jamen, det var hyggeligt, og jeg ved da heller ikke, hvad jeg havde forventet? At hun stadig skulle være i dyb sorg og sidde og vente på, jeg kom forbi. Selvfølgelig er hun kommet videre. Men under alle omstændigheder fik jeg ikke spurgt hende… Hvor ondt gør ondt? Han døde oven i købet juleaften; vidste du det? Det kunne være, at vi skulle få gjort noget ved den hæk dernede. Siger Mogens og nikker ned mod brombærkrattet, der lyser mørkt i den sene eftermiddagssol. Ja, det kunne da være. Nu skal vi have bøffer og noget bearnaise og kartofler. Siger Lisbet og rejser sig for at gå ind. Mogens hælder vinen op til dem i store glas. Den har stået på køkkenbordet og trukket længe. Så spiser de og drikker. Lisbet får pludselig øje på hortensiaerne, og Mogens har endda fundet nogle lilla, det er hendes yndlingsblomst. Lisbet fortæller om et skrivekursus, hun har set på nettet; måske var det lige det, hun havde brug for, for at komme videre med sin tekst. Mogens sidder og betragter hende det meste af middagen; så siger han. 7
Kan du huske i sommers, da vi var på stranden? Og hende den blinde kvinde og hendes mand var gået ud i havet. Der var ret høje bølger, og han stod og holdt om hende, og hver gang en bølge slog ind over dem og hendes krop rystede af kulde og overraskelse, så holdt han endnu hårdere fast, for at havet ikke skulle rive hende med sig ud igen.