Gnist

maya

banks Udkom i 20 lA mer Nde

N e w

Y o r k

T i m e s

b e s T s e l l e r

Gnist f ø r s T e

b o g

i

b r e A T H l e s s - T r i l o g i e N

”En fremragende bog, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig …

Et fantastisk eventyr … kommer hele vejen rundt i følelsesregistret.” -The Road to Romance

34452_genfærd_125x200.indd 6

16-01-2013 17:12:25

gnist

34493_gnist_140x220.indd 1

14-03-2013 11:20:23

34493_gnist_140x220.indd 2

14-03-2013 11:20:23

Maya Banks

GNIST på dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Pretty Ink

34493_gnist_140x220.indd 3

14-03-2013 11:20:23

Gnist er oversat fra amerikansk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Rush Copyright © by Maya Banks Denne udgave: © Pretty Ink/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Harvey Macaulay/Rita Frangie Omslagsfoto: Annkozar/Shutterstock Sat med Stempel Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven ISBN 978-87-638-2913-7 Printed in Denmark 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Pretty Ink er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4

34493_gnist_140x220.indd 4

14-03-2013 11:20:23

Til min familie, der var tålmodig med mig, når vi var på ferie, og mor fik en ny idé, som nægtede at give slip.

Og til Kim, for at lytte, da jeg fortalte hende, at jeg var nødt til at gøre noget straks, og for at få det til at ske.

Til Lillie, for at hænge på hele vejen.

Og endelig til Cindy, der i dén grad gik i brechen for mig.

5

34493_gnist_140x220.indd 5

14-03-2013 11:20:23

6

34493_gnist_140x220.indd 6

14-03-2013 11:20:23

prolog

»Mia, dørmanden har lige ringet og sagt, at der er kommet en vogn til dig,« råbte Caroline fra værelset ved siden af.

Mia snappede efter vejret og rakte ud efter kontrakten, der lå ved siden af hende på sengekanten. Den var lettere krøllet og bar præg af alle de gange, hun havde læst den igennem.

Hun havde lært hvert et ord udenad og afspillet den om og om igen inde i hovedet. Og sammen med den billeder antændt af hendes fantasi. Af hende og Gabe sammen. Ham, der styrede og besatte hende. Ejede hende.

Hun stak den i håndtasken, rejste sig op og skyndte sig over til kommoden for at se sig i spejlet en sidste gang. Man kunne se på hende, at hun ikke havde fået ret meget søvn. Der var sorte rande under øjnene, som makeuppen ikke kunne skjule. Hendes kulør var også sygelig. Selv håret havde nægtet at lystre og så uglet ud.

Men der var ikke meget andet at gøre nu end at tage af sted.

Hun tog en dyb indånding, forlod soveværelset og gik gennem stuen hen mod døren. »Vent, Mia!« sagde Caroline på vej i fuldt firspring hen mod Mia, der stod og holdt døren.

Caroline gav hende et stort knus og trådte et skridt baglæns for at stryge Mias hår om bag øret. »Held og lykke, ikke? Du har ikke været dig selv hele week­ enden. Hvis du stresser så meget over det, så lad være med at gøre det.« Mia smilede. »Tak, Caro. Du er en skat.« Idet Mia vendte sig om og gik, lavede Caroline en overdreven kysselyd med læberne.

Da hun forlod bygningen, holdt dørmanden bildøren, så hun kunne stige ind. Hun lænede sig tilbage i det magelige lædersæde 7

34493_gnist_140x220.indd 7

14-03-2013 11:20:23

og lukkede øjnene, mens bilen trak ud fra kantstenen og begav sig væk fra hendes lejlighed på Upper West Side i retning af Midtown, hvor HCM-bygningen lå.

I går havde hendes bror, Jace, ringet til hende, og hun havde haft frygtelig dårlig samvittighed over at skjule det her for ham.

Han havde undskyldt for at være gået glip af hende til åbnings­ arrangementet og sagt, at han ville have sørget for at være der, hvis han havde vidst, hun kom.

De havde talt sammen i en halv time. Jace havde spurgt, hvordan det gik med hende, og derefter fortalt, at han skulle til Californien sammen med Ash i nogle dage. De havde aftalt at tage en aften sammen, når han kom tilbage, og så havde hun ringet af, mens melankolien sænkede sig over hende, for hun og Jace var tætte. Hun havde aldrig tøvet med at fortælle ham noget som helst. Han havde altid været der, villig til at lytte og trøste, selv i hendes fortvivlede teenageår. Hun kunne ikke ønske sig en bedre storebror, og nu havde hun hemmeligheder – store hemmeligheder – for ham.

Hun registrerede knap nok køreturen, den vanlige rykvise fremadskriden i den tætte trafik, før bilen nogen tid efter standsede. »Så er vi fremme, miss Crestwell.« Hun slog øjnene op og missede med dem mod den skarpe efterårshimmel. De holdt ganske rigtigt uden for HCM-bygningen.

Chaufføren var allerede steget ud for at gå rundt om bilen og holde døren for hende. Hun gned ansigtet i hænderne i et forsøg på at vække sine sløvede sanser, hvorefter hun trådte ud og mærkede en kølig brise rode op i håret.

Endnu en gang gik hun ind i bygningen og tog elevatoren op til toogtyvende etage. Seriøst deja-vu. Samme sommerfugle. Samme svedige håndflader. Samme højspændte nerver. Panikfølelsen var bare større denne gang, fordi hun vidste, hvad han ville have. Vidste nøjagtig, hvad hun rodede sig ud i, hvis hun gik med til det her.

Da hun trådte ind i receptionen, kiggede Eleanor op og sagde smilende: »Mr. Hamilton siger, du bare skal gå ind.« »Tak skal du have, Eleanor,« mumlede Mia, idet hun gik forbi Eleanors skrivebord.

Gabes dør stod åben, da hun nåede derhen. Hun blev stående lige udenfor og kiggede ind på ham, som han stod der med hæn8

34493_gnist_140x220.indd 8

14-03-2013 11:20:23

derne i lommerne og kiggede ud ad det store vindue med udsigt over Manhattans skyline.

Han var megalækker. Et smukt syn. Selv i afslappet tilstand udstrålede han så meget råstyrke. Pludselig slog det hende, hvorfor hun var så tiltrukket af ham – eller i hvert fald én af de mange grunde til det. Hun følte sig tryg sammen med ham. Bare det at være i nærheden af ham gav hende en form for ro. Hun følte sig tryg og ... beskyttet.

I bund og grund ville det forhold, han havde foreslået, give hende alle de ting. Sikkerhed. Tryghed. Beskyttelse. Alle de ting havde han garanteret. Hun skulle bare indvilge i at overdrage al magt til ham.

Enhver tøven forduftede og efterlod hende lettere, næsten euforisk. Hun nægtede at gå dødsensangst ind i denne aftale. Sådan indledte man ikke et nyt forhold. Hun ville være selvsikker, og hun ville tage imod de ting, Gabe havde lovet hende. Og til gengæld ville hun give sig helt og fuldt hen til ham og stole på, at han ville værne om den gave, hendes underkastelse var.

Gabe vendte sig om og fik øje på hende i døråbningen. Til sin forbløffelse så hun lettelse i hans øjne. Havde han frygtet, at hun ikke kom?

Han gik med lange skridt hen til hende. Så trak han hende ind på sit kontor og lukkede døren solidt i bag hende. Inden hun nåede at sige et ord, tog han hende i sine arme og pressede munden ind mod hendes.

Hun stønnede svagt, da hans hænder gled besidderisk op ad hendes arme for at gribe fat om hendes skuldre, dernæst videre op til hendes hals og til sidst lagde sig om hendes ansigt. Han kyssede hende, som hungrede han efter hende. Som havde han været holdt væk fra hende og omsider var sluppet fri. Det var sådan et kys, som kun levede i hendes drømme. Ingen havde nogensinde fået hende til at føle sig så indtaget.

Det var ikke bare en tilkendegivelse af dominans. Det var en bøn om overgivelse. Han ville have hende. Han viste hende, nøjagtig hvor meget. Hvis der havde hersket nogen tvivl om, hvorvidt han virkelig begærede hende, eller om han bare kedede sig og var på jagt efter en ny udfordring, så var hun nu overbevist.

9

34493_gnist_140x220.indd 9

14-03-2013 11:20:23

Den ene hånd bevægede sig væk fra hendes ansigt, og armen lagde sig om hende, fæstnede hende solidt til ham som et stålbånd om hendes ryg.

Hun kunne mærke hans rejsning mod maven. Han var jernhård og spændt mod sine dyre bukser. Hans åndedrag eksploderede ind mod hende, idet han brød kontakten med hendes læber, og de begge snappede efter vejret.

Hans øjne strålede, da han så ned på hende. »Jeg troede ikke, du kom.«

10

34493_gnist_140x220.indd 10

14-03-2013 11:20:23

kapitel et

FIRE DAGE TIDLIGERE ...

Gabe Hamilton ville komme til at brænde op i helvede, og han var pisseligeglad. Fra det øjeblik miss Crestwell var trådt ind i balsalen på Bentley Hotel, hvor HCM Global Resorts and Hotels holdt deres store åbningsarrangement, havde han ikke taget blikket fra hende.

Hun var forbuden frugt. Hans bedste vens lillesøster. Hun var bare ikke så lille længere, og det havde han afgjort bemærket. Hun var blevet en slags forskruet besættelse for ham. Han havde kæmpet imod, men opdaget, at han var ude af stand til at modstå hendes voldsomme tiltrækningskraft.

Han kæmpede ikke imod længere.

Det, at hun var her i aften, og at Jace ikke var i nærheden, bekræftede blot over for Gabe, at tidspunktet var det rette, og at tiden var inde til at slå til.

Han nippede til sin vin og lyttede høfligt til den gruppe mennesker, han konverserede med. Eller rettere minglede med, eftersom han kun sjældent indlod sig på mere end høflig smalltalk, når han bevægede sig rundt blandt gæsterne.

Han havde ikke vidst, at hun kom. Det havde Jace ikke sagt noget om. Havde Jace overhovedet vidst det? Sandsynligvis ikke, tænkte Gabe, eftersom Jace og Ash for mindre end fem minutter siden var smuttet med en høj, langbenet brunette mellem sig på vej mod en af de luksuøse suiter på øverste etage.

Jace ville ikke være skredet – ikke engang med en kvinde – hvis han havde vidst, at Mia kom. Men det var udmærket, at Jace ikke var her. Det gjorde det en hel del lettere.

Gabe så Mias blik glide hen over lokalet med en koncentreret 11

34493_gnist_140x220.indd 11

14-03-2013 11:20:23

panderynken, som om hun ledte efter nogen. En tjener standsede op og tilbød hende vin, og hun tog et af de elegante, langstilkede glas, men satte det ikke op til munden.

Hun var iført en megahot kjole, der smøg sig om hende på alle de rigtige steder, med tilhørende knep mig-sko og en opsat frisure, der så godt som tryglede om, at en mandehånd skulle flå håret løst. Mørke lokker flød blødt ned over nakke og hals og henledte opmærksomheden på den slanke søjle, der tiggede om en mands læber. Han var usandsynlig fristet til at gå gennem lokalet og lægge sin jakke om hende, så ingen anden kunne se det, han betragtede som sit. I guder – som om det ikke gjorde det her endnu mere sindssygt. Hun var på ingen måde hans. Men det skulle også ændre sig.

Den asymmetriske cocktailkjole med bar skulder henledte opmærksomheden på hendes bryster, og han ville fandeme helt sikkert ikke have, at andre kiggede. Og mænd kiggede. Hun havde allerede tiltrukket sig andres opmærksomhed. De gloede – ligesom han selv gjorde – med glubske blikke.

Hun havde en fin kæde med en enkelt diamant om halsen, og diamantstikker prydede ørerne. Begge dele en gave fra ham året før. Til jul. Det behagede ham at se hende bære de ting i aften, som han havde købt til hende. For ham var det blot endnu et skridt i den uundgåelige retning hen mod, at hun blev hans.

Hun vidste det ikke endnu, men han havde ventet længe nok.

Han havde lidt længe nok og følt sig som den mest gemene forbryder, fordi han begærede sin bedste vens lillesøster. Da hun var fyldt tyve, havde det gjort en kæmpe forskel i hans måde at opfatte hende på, men han havde været fireogtredive og vidste, at hun stadig var alt for ung til det, han forventede af hende. Derfor havde han ventet.

Hun var en besættelse, og han var ikke helt tryg ved at indrømme det, men hun var et narkotikum i hans årer, som han ikke nærede noget ønske om at blive vænnet af med. Nu da hun var fireogtyve, virkede aldersforskellen ikke nær så uoverstigelig. Det sagde han i hvert fald til sig selv. Jace ville stadig blive stiktosset – Mia ville trods alt altid være hans lillesøster – men Gabe var villig til at løbe risikoen for omsider at smage den forbudne frugt.

12

34493_gnist_140x220.indd 12

14-03-2013 11:20:23

Ja, han havde skam planer med Mia. Han manglede bare at omsætte dem til handling.

Mia tog en forsigtig slurk af sin vin – et glas, hun kun havde taget imod for ikke at føle sig så malplaceret i et hav af smukke, rige mennesker – og så sig nervøst omkring efter Jace. Han havde sagt, at han kom, og hun havde besluttet sig for at overraske ham ved at dukke op til åbningen af HCM’s nyeste hotel.

Det lå på Union Square og var moderne og overdådigt og henvendte sig helt tydeligt til et eksklusivt klientel. Men Jace – og hans to bedste venner – levede og åndede jo også for den verden.

De havde knoklet røven ud af bukserne for at nå hertil, men de havde opnået en succes, der oversteg de fleste menneskers forestillingsevne, og de havde gjort det, mens de var i trediverne.

I en alder af otteogtredive år var de udråbt til nogle af de mest succesrige hotelejere i verden. Men de var stadig bare hendes bror og hans bedste venner. Nå ja, måske lige bortset fra Gabe, men måske var det på tide at komme over sine pinlige teenagefantasier om ham. Som sekstenårig var det forståeligt. Som fireogtyveårig gjorde det hende bare desperat og dybt naiv.

Ash og Gabe var født ind i rigdom. Det var hun og Jace ikke, og hun følte sig stadig ikke helt tryg i de kredse, hvor hendes bror færdedes. Men hun var vanvittig stolt af Jace over, at han havde skabt sig så stor succes, især fordi han var blevet bebyrdet med en lillesøster efter deres forældres uventede død.

Gabe stod sine forældre nær, eller havde i hvert fald gjort det, mens de var gift. Fuldstændig uventet havde hans far ladet sig skille fra Gabes mor umiddelbart efter deres niogtredive års bryllupsdag.

Og Ash ... hans situation var i bedste fald interessant. Han kom ikke særlig godt ud af det med sin familie – ingen af dem. Allerede i en ung alder var han gået sine egne veje og havde forkastet familiens forretning – og dens penge – og måske var hans succes så meget desto mere generende for hans familie, fordi han havde opnået den uden dem.

Mia vidste, at Ash aldrig var sammen med dem. Han tilbragte det meste af sin tid sammen med Jace og Gabe, men især Jace. Jace havde gjort det klart for Mia, at Ashs familie var nogle røvhuller, 13

34493_gnist_140x220.indd 13

14-03-2013 11:20:23

som han selv udtrykte det, og hun havde ikke spurgt nærmere ind til det – hun ville jo alligevel aldrig få lejlighed til at møde dem.

De lod, som om HCM ikke eksisterede.

Da to mænd kom hen til hende og smilede, som om de var ved at foretage aftenens scoring, havde hun lyst til at vende sig om og flygte. Men hun havde ikke fundet Jace endnu, og hun havde ikke tænkt sig at gå igen så hurtigt, når hun havde brugt så latterligt lang tid på at gøre sig klar. Bare i tilfælde af at hun skulle møde Gabe, hvilket var ynkeligt, men sådan var det.

Hun smilede og mandede sig op, fast besluttet på ikke at gøre sin bror forlegen ved at opføre sig som en tumpe på hans store aften.

Og så dukkede Gabe til hendes store overraskelse op. Hun så ham arbejde sig gennem mængden med ansigtet skæmmet af en bister panderynken. Han trådte ind foran de to mænd, der nærmede sig hende, greb hendes arm og gennede hende hurtigt og effektivt væk, før mændene nåede hen til hende. »Også hej til dig, Gabe,« sagde hun med dirrende stemme.

Der var bare noget ved den mand, der gjorde hende helt debil. Hun kunne ikke tale, ikke tænke, ikke frembringe én eneste sammenhængende tanke. Han syntes formentlig, det var et sandt mirakel, at hun rent faktisk havde formået at gøre sit studium færdigt, og det sågar med udmærkelse. Også selvom han og Jace mente, at det var en fuldstændig ubrugelig uddannelse. Jace havde villet have, at hun skulle gå på handelshøjskolen. Han ville føre hende ind i »familie«-firmaet. Men hun var endnu ikke sikker på, hvad hun ville. Hvilket var endnu en kilde til frustration hos Jace.

Det gav hende dårlig samvittighed. Fordi hun havde den luksus at kunne tage sig god tid til at træffe beslutninger. Jace havde altid forsørget hende rundhåndet. Lejlighed og alt, hvad hun havde brug for – også selvom hun efter studierne havde gjort en ihærdig indsats for ikke at lade sig forsørge af ham.

Hendes medstuderende havde allerede fået job. De gjorde karriere. Hun arbejdede stadig på deltid i et konditori og trak beslutningen om, hvad hun ville stille op med resten af sit liv, i langdrag.

Og den tøven havde efter al sandsynlighed en hel del at gøre 14

34493_gnist_140x220.indd 14

14-03-2013 11:20:23

med hendes vrangforestillinger om den mand, der lige nu slæbte hende væk ved armen. Hun var nødt til at droppe sin besættelse af ham og komme videre. Kunne ikke bruge hele sit liv på den latterlige forestilling om, at han en dag ville lægge mærke til hende og beslutte sig for, at han bare måtte have hende.

Hun slugte ham grådigt med øjnene, ligesom en narkoman over for sit næste fix – som havde hun hungret alt for længe efter det.

Hans tilstedeværelse udfyldte hvert et rum, han indtog. Hans sorte hår var kort, sat med et minimum af stylingprodukter. Kun lige akkurat nok til at give det et dyrt og sofistikeret look.

Han så ud som den syndige badboy, alle kvinder var helt syge med. Havde en attitude, der sagde: »Jeg er pisseligeglad«, og det, Gabe ville have, det fik Gabe altid. Hans selvsikkerhed og arrogance var to ting, der drog hende mod ham – og altid havde draget hende mod ham. Hun kunne intet stille op over for sin tiltrækning af ham. Guderne måtte vide, at hun havde forsøgt i årevis, men hendes besættelse viste ingen tegn på at aftage. »Mia,« sagde han lavmælt. »Jeg vidste ikke, at du kom. Det sagde Jace ikke noget om.« »Han ved det ikke,« sagde hun med et smil. »Jeg besluttede mig for at overraske ham. Hvor er han i øvrigt?« En kortvarig utilpashed tonede frem i Gabes øjne. »Han blev kaldt væk. Jeg ved ikke, om han kommer tilbage.« Hendes smil fortog sig. »Åh.« Hun slog flygtigt og forlegent blikket ned. »Så har jeg vist spildt en glimrende kjole på lejligheden.« Hans blik gled langsomt hen over hende og fik hende til at føle, at han klædte hende ubesværet af med øjnene. »Det er ellers en nydelig kjole.« »Så må jeg hellere smutte. Der er ikke så meget idé i, at jeg er her, hvis Jace ikke er.« »Du kan være her sammen med mig,« sagde han direkte.

Hun spærrede øjnene op. Gabe havde aldrig rigtig gjort noget for at tilbringe tid sammen med hende. Faktisk virkede det snarere, som om han forsøgte at undgå hende. Det var nok til at give hende komplekser. Han behandlede hende skam pænt nok. Sendte hende gaver til særlige lejligheder. Spurgte, om hun havde alt, hvad hun 15

34493_gnist_140x220.indd 15

14-03-2013 11:20:23

havde brug for – ikke at Jace nogensinde ville have undladt at gøre det samme. Men han havde absolut ikke gjort noget for nogensinde at være sammen med hende i mere end bare nogle få minutter. »Har du lyst til at danse?« spurgte han.

Hun stirrede perpleks på ham, mens hun spekulerede over, hvor den rigtige Gabe Hamilton mon gemte sig. Gabe dansede ikke.

Han kunne godt danse – han gjorde det bare sjældent.

Dansegulvet var fyldt med par, nogle ældre, nogle på alder med Gabe. Hun kunne ikke se en eneste på sin egen alder, men de fleste af deltagerne tilhørte også den stinkende rige, strålende smukke klasse, som de fleste fireogtyveårige endnu ikke var trådt ind i. »Øh, ja,« sagde hun. Hvorfor ikke? Hun var mødt op. Hun havde brugt to timer på at gøre sig klar. Hvorfor lade en ganske glimrende kjole og fabelagtige sko gå til spilde?

Han lagde hånden på hendes ryg, og det var som at blive brændemærket. Hun kunne dårligt undertrykke en kuldegysning, da han førte hende hen mod dansegulvet. At danse med ham var på alle måder en dårlig idé. Hvordan skulle hun komme over sin betagelse, hvis hun blev ved med at placere sig i umiddelbar nærhed af ham? Men hun kunne umuligt sige nej til en mulighed for at være i hans arme. Også selvom det kun var i et par minutter. Et par prægtige, fabelagtige minutter.

De smægtende toner fra en saxofon iblandet klangen fra et klaver og den dybe dunken fra en bas. Hun lod sig glide ind i Gabes arme, mens musikken invaderede hendes årer. Den var berusende og steg hende til hovedet og fik hende til at føle, at hun befandt sig midt i en særdeles livagtig drøm.

Hans hånd gled hen over ryggen på hende og lagde sig til rette på det stykke, der var blottet af kjolens dybe rygudskæring. Stoffet sluttede lige over hendes balder – et forførende pikanteri, som hun havde måttet overtale sig selv til at tage på. Nu var hun virkelig glad for, at hun havde gjort det. »Det er sgu godt, Jace ikke er her,« sagde Gabe.

Hun lagde hovedet på skrå og så spørgende op på ham. »Hvorfor siger du det?« »Fordi han ville få et hjerteslag, hvis han så dig i den kjole. Der er jo så lidt af den, at man knap kan kalde den en kjole.« 16

34493_gnist_140x220.indd 16

14-03-2013 11:20:23

Hun smilede, og smilehullet i kinden blev dybere. »Men eftersom Jace ikke er her, kan han jo dårligt sige noget, kan han?« »Nej, men det kan jeg sgu,« sagde han bramfrit.

Hendes smil drejede nedad i en utilfreds bue. »Jeg har ikke brug for to storebrødre, Gabe. Jeg kan forsikre dig om, at én er nok.« Han kneb øjnene sammen, og læberne blev til en tynd streg. »Jeg har absolut intet ønske om at være din storebror.« Hun sendte ham et såret blik. Hvis det var sådan en sur pligt at være sammen med hende, hvorfor var han så kommet hen til hende? Hvorfor havde han ikke bare gjort, som han altid gjorde, og ignoreret hende?

Hun trådte et skridt baglæns, mens den varme summen over at være så tæt på ham, have hans arme om sig, hans hænder på sin krop, langsomt fortonede sig. Hun burde ikke være kommet. Det havde været tåbeligt og latterligt. Hun skulle bare have ringet til Jace. Fortalt ham om sine planer, og så kunne han have sagt, at han ikke kom. Så ville hun ikke stå der midt på dansegulvet og føle sig til grin over Gabes afvisning.

Han iagttog hendes reaktion med sammenknebne øjne. Så sukkede han, vendte sig brat om og nærmest slæbte hende væk fra dansegulvet og hen mod terrassen. Dørene stod åbne, så den kølige aftenluft kunne sive ind, og han trådte ud og trak hende beskyttende med sig med armen om hende.

Og så var hun tilbage i hans favn. Omsluttet af hans varme. Hun kunne lugte ham, og hold nu op, hvor duftede han dejligt.

Han standsede ikke, før han var nået et godt stykke væk fra døren og ud i skyggerne fra halvtaget. Lysene fra byen glimtede og funklede på himlen, og fjerne lyde fra trafikken brød ind i stilheden.

En rum tid stod han bare og stirrede på hende, og hun tænkte på, hvad det mon var, hun havde gjort, der havde fornærmet ham så meget.

Hans duft spottede hende. Et strejf af krydderi uden at være overvældende. Den parfume, han havde på, passede godt til ham.

Komplementerede hans naturlige duft, samtidig med at den gav ham den forjættende snert af maskulinitet, råhed, træ, natur og ... elegance.

17

34493_gnist_140x220.indd 17

14-03-2013 11:20:23

»Nå, hvad fanden,« mumlede han. Det var en opgivende lyd, som overgav han sig til en ukendt kraft.

Inden hun kunne nå at gøre noget, trak han hende frem, så hun bumpede ind mod hans hårde brystkasse. Hun spærrede forbløffet munden op, og et lille suk slap over hendes læber. De var tæt på hans. Fristende tæt. Hun kunne mærke hans åndedrag, se musklen sitre i hans tinding. Hans kæbe var spændt og svulmende, som lagde han bånd på sig selv. Og så syntes han at tabe kampen.

Hans mund jog ned over hendes, hårdt, hedt, krævende. Og gud, hvor var hun vild med det. Hans tunge pressede sig ind, varm og sensuel, gled hen over hendes, mens han lod den spille legesygt mod hendes gane og glide rundt om hendes tunge i en fintfølende dans. Han kyssede hende ikke bare. Han fortærede hende. Bemægtigede sig hende med blot et kys. I det tidsrum ejede Gabe Hamilton hende helt og fuldt. Alle andre mænd, hun havde kysset, fortonede sig i glemslen.

Hun sukkede og lod sig smelte helt ind i hans omfavnelse. Blev helt slap efter mere. Mere. Mere af ham. Hans varme, hans berøring, hans syndige mund. Det var alt, hvad hun nogensinde kunne have drømt om, og mere til. Hendes fantasier, hendes forestillinger ... de var det rene vand i forhold til den ægte vare.

Hans tænder gled let hen over hendes læber og nappede nænsomt i dem. Lige akkurat hårdt nok til at fortælle hende, hvem der bestemte. Og så gjorde han sine bevægelser blidere, fulgte dem op med et sensuelt slik med tungen og dernæst bløde kys hen over amorbuen. »Gud, hvor har jeg haft lyst til at gøre det længe,« sagde han med raspende stemme.

Hun var lamslået. Hendes ben vaklede og rystede, og hun bad til, at de ikke gav efter under hende og gjorde hende til et offer for de stiletter, hun havde valgt at tage på. Intet kunne have forberedt hende på det, der lige var sket. Gabe Hamilton havde kysset hende.

Ikke bare kysset hende – han havde slæbt hende ud på terrassen og kastet sig over hende.

Hendes læber prikkede stadig efter hans sensuelle angreb. Hun var smadret. Fuldstændig smadret. Det var som at være beruset, det vildeste sus. Hun havde ikke drukket så meget, så hun vidste 18

34493_gnist_140x220.indd 18

14-03-2013 11:20:23

udmærket, at det ikke var alkoholen, der gjorde det. Det var ham.

Slet og ret. Han var dødsensfarlig for hendes sanser. »Hold op med at se sådan på mig, ellers får du bare virkelig rodet dig ud i noget skidt,« knurrede han.

Hvis det var af den liflige slags, hun havde på fornemmelsen, ville hun slet ikke have noget imod at rode sig ud i noget skidt med ham. »Hvordan ser jeg på dig?« spurgte hun hæst. »Som om du vil have mig til at pille det dér papirtynde påskud for en kjole af dig og kneppe dig lige her på terrassen.« Hun gjorde en synkebevægelse. Hårdt. Det var nok bedst slet ikke at sige noget. Hun vidste overhovedet ikke, hvad der lige var sket her. Sanserne svimlede, og hun kunne ikke helt forlige sig med tanken om, at Gabe Hamilton lige havde kysset hende og bagefter talt om at kneppe hende på terrassen på sit hotel.

Han gik helt tæt på hende igen, indtil varmen fra ham opslugte og fortærede hende. Pulsen hamrede heftigt i halsen, og hendes vejrtrækning var hæs og besværet. »Kom hen til mig i morgen, Mia. På mit kontor. Klokken ti præcis.« »Hv-hvorfor?« fik hun fremstammet.

Hans ansigtsudtryk var hårdt, og øjnene glimtede af et intenst skær, som hun ikke kunne tyde. »Fordi jeg siger det.« Hun spærrede øjnene op, og så rakte han ud efter hendes hånd og trak hende tilbage mod indgangen til balsalen. Han tøvede ikke et øjeblik, men blev ved med at gå, indtil de nåede ud i lobbyen.

Hun kæmpede for at holde trit med hans målrettede skridt, mens hælene klikkede hen over det blankpolerede marmorgulv.

Hendes tanker var et kaotisk virvar. »Hvor skal vi hen, Gabe?« Han gik udenfor og gjorde tegn til sin dørmand, der kom ilende, så snart han så Gabe. Få sekunder efter trillede en elegant sort bil op foran hotellet, og Gabe gennede hende ind i den.

Han stod foroverbøjet, så han kunne se ind bag i bilen, med et fast greb om døren. »Nu tager du hjem og smider den fucking kjole,« sagde han.

19

34493_gnist_140x220.indd 19

14-03-2013 11:20:24

»Og så kommer du hen til mig på mit kontor i morgen klokken ti.« Han skulle lige til at lukke døren, men bøjede sig så frem for at kaste endnu et blik på hende. »Og Mia? Du gør kraftedeme klogt i at komme.«

20

34493_gnist_140x220.indd 20

14-03-2013 11:20:24