Tom Buk-Swienty: Dommedag Als

b

”Tom Buk-Swientys bog bevæger sig ubesværet og hudnært i alle detaljer mellem de overordnede niveauer i konflikten til de enkelte skæbner i skikkelse af soldater, officerer og pårørende (...) En af de bedste bøger om konflikten i 1864, der nogensinde er udgivet. Et mesterværk og skrevet af en mand med sproget i sin hule hånd.”

- Georg Metz, Information

 “Eminent skildring af, hvad der skete på denne afgørende dag i dansk historie. (...) Et stærkt, helt anderledes indtryk af den barske virkelighed for soldater og officerer. (...)

Dette er levende fortalt historie.”

- Gerhardt Eriksen, Jyllands-Posten

“Så levende, som det aldrig er blevet fortalt før.”

- Thomas Bredsdorff, Politiken

 “Medrivende fortællerstil afløst af klare, kontante analyser.”

- Mogens Rüdiger, Berlingske Tidende

“Original og medrivende (...) Det er lykkedes at vække ‘stemmerne’ fra 1864 til live igen.”

Klokken to om natten den 29. juni 1864 glider en sværm af prøjsiske landgangsbåde ud på det spejlblanke sund med kurs mod Als, hvor den danske hær befinder sig. Da de er halvvejs, opdager danskerne dem. Det afgørende slag kan begynde.

Krigen 1864 sluttede nemlig ikke med blodbadet ved Dybbøl den 18. april. Så langt fra. For danskerne gik det efter Dybbøl fra slemt til langt værre. Efter heftige kampe på Als den 29. juni måtte den danske hær flygte og forskanse sig på Fyn. I København udbrød panik. Ville Danmark gå under?

Det var tæt på. DOMMEDAG ALS fortæller ikke kun om krigens afgørende slag, men også den utrolige historie om, hvordan kong Christian d. 9. og flere af hans ministre efter tabet af Als i største hemmelighed forsøgte at få Danmark indlemmet i Tyskland. En national nærdødsoplevelse.

DOMMEDAG ALS er, som SLAGTEBÆNK DYBBØL, en stor dokumentarisk fortælling om krig og fred, der på dansk side begynder med fatal selvovervurdering og ender i et morads af tab og smerte.

- Steen Andersen, Weekendavisen

 - Poul-Erik Thomsen, Jydske Vestkysten

83387_smuds_dommedag als_.indd

1

9 788702 075533

Foto: © Morten Holtum

Det skrev pressen om slagtebænk dybbøl

Tom Buk-Swienty (f. 1966) forfatter, journalist.

I 2008 udgav han den anmelderroste og prisbelønnede dokumentariske fortælling SLAGTEBÆNK DYBBØL, der nu efterfølges af DOMMEDAG ALS. Tidligere har han udgivet biografien DEN IDELLE AMERIKANER (2005) om den legendariske dansk-amerikanske journalist og fotograf Jacob A. Riis. Bogen udkom også i USA i 2008. Han har yderligere udgivet DET SIDSTE HUS PÅ PRÆRIEN (2006), JACOB A. RIIS – REN KJÆRLIGHED KAN JO ALDRIG DØ (2007) og AMERIKA MAXIMA – ET DANSK ROADTRIP GENNEM CLINTONS USA (1999). I 10 år var Tom Buk-Swienty Weekendavisens USA-korrespondent, hvor han i 2002-2003 også var fellow ved Center for Writers and Scholars på New York Public Library. Han har desuden i en årrække været lektor ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet, hvor han stadig har en ekstern tilknytning.

Omslagsfoto: Tyske artillerister ved erobrede danske fæstningskanoner i Fredericia.

Design: Poul Lange

7/12/10

12:01 PM

Dommedag Als – 29. juni 1864 © Tom Buk-Swienty og Gyldendal 2010 Billedredaktion: Tom Buk-Swienty Bogen er sat med Granjon og trykt hos Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2010 isbn 978-87-02-07553-3 www.gyldendal.dk

Forfatteren har til udarbejdelsen af denne bog modtaget støtte fra Augustinusfonden.

Til Karin og Ole – selvfølgelig skal I også have en bog, en ringe tak for alt det, I har givet mig.

Det er, som om det danske folk i løbet af de få morgentimer, da der kæmpedes på Als, blev et helt andet. De nationale draperier fra Treårskrigens dage faldt. Ejderpolitikkens gudebillede styrtede ned. Folket så pludselig sin situation i hverdagens grå lys, og som det så ofte går, slog de maleriske drømmebilleder om i deres modsætning og blev til en stemning af panik. Dette gjaldt ikke mindst den københavnske befolkning, der – da fjenden havde vist, at han var i stand til at overskride et vandløb – nu næsten så Hannibal foran portene.

P. Stavnstrup, forfatter, i sin biografi D.G. Monrad. Politiker og Gejstlig

Den bevidsthed, der har grebet alle, [er] at kampen om Slesvig er kampen om Danmarks eksistens. … Man er derfor parat til at ofre alt.

Troels-Lund, historiker, om stemningen i København, som han oplevede den, da Danmark stod på tærsklen til krigen.

Indhold

Ordforklaringer ix Persongalleri xiii Indledning. Tjørnehækken 1

del 1: syv dage til dommedag 1. Onsdag den 22. juni – syv dage tilbage 13 2. Torsdag den 23. juni – seks dage tilbage 28 3. Fredag den 24. juni – fem dage tilbage 43 4. Lørdag den 25. juni – fire dage tilbage 54 5. Søndag den 26. juni – tre dage tilbage 67 6. Mandag den 27. juni – to dage tilbage 77 7. Tirsdag den 28. juni – dagen før 88 8. Onsdag den 29. juni – „Angstens øjeblik“ 105

del 2: efter dybbøl 9. Opbrud 115 10. Fredericia 120 11. Farvel til våbnene 127 12. Hovedstaden 136 13. Rømning 150

del 3: london 14. Delikate balancer 165 15. Tre danskere i London 172 16. Instrukser 177 17. Den skjulte dagsorden 182 18. Første runde 187

19. Ad Helgoland til 199 20. Skaktræk 204 21. Et generøst tilbud 208 22. Indre splid 212 23. Stivnede fronter 221 24. „Vor stilling er slet“ 226 25. Sammenbrud 230

del 4: slaget 26. Overrumpling 239 27. „Det mørke uhyre“ 256 28. Kampen om Kær 267 29. Evakuering 295 30. Tab, smerte og små mirakler 309

del 5: undergang 31. Panik 329 32. Massakren 341 33. „Stakkels kong Christian“ 351 34. Magtskiftet 357 35. Oberstens fred 366 36. Tæppefald 383 Epilog 403 Kronologi 419 Tak 426 En note om citatskik 429 Kildemateriale og arkiver 430 Anvendte arkiver 434 Kilder kapitel for kapitel 435 Litteratur 456 Illustrationsliste 464 Register 465

Persongalleri

Denne bog er befolket af et broget og internationalt sammensat persongalleri. Læseren kommer til at møde soldater, officerer, diplomater, kulturpersonligheder og magthavere fra ministre og konger til kejsere og sågar en enkelt dronning. Det er gennem deres øjne og deres tanker, observationer og sanseoplevelser, at historien om Danmarks overlevelseskamp i 1864 skildres. Som i Slagtebænk Dybbøl er der flere centrale personer, som læseren følger gennem det meste af bogen; men mange andre personer vil blive et kortere bekendtskab. Nogle vil afgive en øjenvidneskildring, mens andre af bipersonerne trods deres korte optræden spiller en vigtig rolle i denne mosaiklignende fortælling. Det følgende er en kort biografisk skitse over bogens vigtigste personer.

Hans Charles Johannes Beck, 46 år: Dansk oberstløjtnant ved det 1. regiment. I det meste af sin militære karriere er han stabsofficer. Men på grund af manglen på officerer i den danske hær udnævnes han til feltofficer, da krigen bryder ud.

Hans manglende sans for krig i praksis bliver fatal, da han fører et kompagni i kamp den 3. juli ved Lundby i Nordjylland – krigens sidste træfning.

Otto von Bismarck, 49 år: Prøjsisk ministerpræsident, udenrigsminister og den prøjsiske kong Wilhelm den 1.s nærmeste rådgiver. Han ønsker at styrke Prøjsen i Det Tyske Forbund. Med krigen mod Danmark vil han nå dette mål.

Ved fredsforhandlingerne i London styres han af en skjult dagsorden om at vinde prøjsisk kontrol over Holsten og den sydlige del af Slesvig. Bismarck, en konservativ realpolitiker, er indstillet på, at Danmark får en grænse ved Flensborg – det er dog kun, indtil danskerne selv forspilder denne mulighed.

Karl Eberhard Herwarth von Bittenfeld, 67 år: Prøjsisk general og chef for de prøjsiske styrker, som skal angribe Als. Den erfarne general, der har deltaget i Napoleonskrigene, er længe

xiii

modstander af planerne om en overgang til Als. Han mener, at de er for risikable. Han er en landsoldat, der ikke bryder sig om operationer hen over vand. Af sin overordnede prins Friedrich Karl presses han ikke desto mindre til at planlægge overgangen.

Christian Albrecht Bluhme, 71 år: Tidligere dansk udenrigs- og statsminister. Helstatsmand og en af kræfterne bag Londontraktaten fra 1852. Krigen 1864 tynger hårdt på den aldrende politiker. Hans elskede søn, sekondløjtnant Carl Bluhme, faldt under slaget ved Mysunde den 2. februar. Den tidligere statsminister lammes af sorg – og plages af sygdom. Alligevel beder kong Christian den 9. ham om at tiltræde som statsminister, efter at Monrad er blevet fyret den 8. juli.

Kong Christian den 9., 45 år: Efter Dybbøls fald spiller kongen en stadigt mere markant rolle. Han afskyr de nationalliberale. Krigen ødelægger alt det, han tror på: den gamle, konservative helstat Danmark. Efter tabet af Als kaster han sig ud i en desperat kamp for at redde helstaten, også selv om det kan betyde, at hele Danmark træder ind som en samlet stat i Det Tyske Forbund. I det skjulte arbejder han for denne mulighed.

Edward Dicey, 32 år: Britisk krigskorrespondent ved dagbladet The Daily Telegraph. Har frem til Dybbøls fald fulgt krigens grusomheder på tætteste hold. Efter danskernes nederlag ved Dybbøl rejser han til København, får for første gang i ugevis et bad og rent tøj på. Strejfer omkring i hovedstadens gader og beskriver for sine læsere de endeløse begravelsesprocessioner i byen.

Carl Feilberg, 19 år: Medicinstuderende og frivillig ved det danske 3. regiment. Har været rekrut nogle få uger og soldat blot i fem dage, da han kastes ud i slaget om Als. Søn af præsten i Ullerup, N.L. Feilberg.

N.L. Feilberg, 58 år: Dansk præst i Ullerup tæt på Dybbøl og Sundeved. Han er en glødende dansk patriot, men ikke nationalliberal. Han mener, at den eneste realistiske løsning på konflikten består i at dele Slesvig i en dansk og tysk del. Har tre sønner i krigen på dansk side. Under krigen udvikler han et hjerteligt venskab med den prøjsiske general August von Goeben, der er indkvarteret på gården.

xiv

Prins Friedrich Karl, 37 år: Prøjsisk øverstbefalende og kong Wilhelm den 1.s nevø. Efter sejren ved Dybbøl udnævnes han, der indtil da var hærkorpsleder, til overkommanderende for de prøjsiske og østrigske tropper. Han længes efter flere sejre og planlægger et storstilet angreb mod Fyn, efter at han har indtaget Als. Theodor Christian Faaborg, 50 år: Dansk oberst og kommandør for det 4. regiment. Forsøger med stor ihærdighed og en udtalt portion galskab at kaste prøjsiske tropper tilbage om morgenen den 29. juni på Als. Men hans styrker er håbløst underlegne og lider enorme tab.

Georg Daniel Gerlach, 65 år: Øverstkommanderende for den danske hær. Bærer ansvaret for Dybbøls fald. Er knækket og handlingslammet. Han deler hæren i tre enheder i en håbløst defensiv opstilling. Alle tre steder er danskerne underbemandede, men Gerlach får ikke taget initiativ til at rømme Nordjylland. Han er derfor ikke i stand til at tilføre flere tropper til Als og kan ikke imødekomme den danske general på øen, Steinmann, der trygler om forstærkninger.

August von Goeben, 47 år: Prøjsisk general og brigadechef under angrebet på Als. En erfaren officer, der samtidig er dannet og nøjsom af natur. Elsker filosofiske samtaler. Dem får han i rigt mål hos sin vært, pastor N.L. Feilberg.

Goeben fortæller åbenhjertigt sin danske ven om sit syn på den danske hær og det forestående angreb.

Johanne Luise Heiberg, 51 år: Dansk teaters store diva. I 1864 spiller hun for sidste gang på Det Kongelige Teater. Har trukket sig tilbage fra det offentlige liv, men følger med sorg med i livet i København. Hun er glødende nationalliberal og tror længe på det retfærdige ved krigen. Men hun deprimeres over dens sørgelige udfald. Skriver næsten dagligt brev til den danske delegerede i London, A.F. Krieger, som hun betror sine inderste tanker.

Heinrich Kauffmann, 45 år: Dansk oberst, chef for 2. brigade og fredsforhandler i Wien. Kauffmann er en af den danske hærs dygtigste officerer. Det viser han under slaget om Als, hvor hans brigade, der består af de hårdføre 3. og 18. regimenter, under grusomme kampe får dæmmet op for den prøjsiske

xv

fremrykning. Bliver dansk fredsforhandler. Først skal han bede den prøjsiske hærchef prins Friedrich Karl om våbenhvile. Siden sendes han til Wien, hvor han forhandler direkte med Bismarck.

Andreas Frederik Krieger, 46 år: Dansk jurist, etatsråd og folketingsmedlem, der sendes til London som en af Danmarks tre delegerede ved fredskonferencen. Krieger er nationalliberal og kendt for at være en lærd og docerende mand. Den danske fredsdelegations mest dominerende skikkelse. Han afviser britiske og tyske kompromisforslag og bærer et stort ansvar for, at fredsforhandlingerne bryder sammen. Ungkarlen Krieger har et varmt, men platonisk forhold til Johanne Luise Heiberg.

Alfred Lewinski, alder ukendt: Prøjsisk kaptajn ved 64. infanteriregiment. Har været med i adskillige bataljer i løbet af krigen og kommer med sine tropper i hidsige kampe den 29. juni. Hans styrker kæmper nogle af slagets hårdeste kampe på prøjsisk side.

Peter Severin Lund, 30 år: Frivillig dansk soldat ved det 18. regiment. Melder sig til hæren efter Dybbøls fald. Er søn af kontorchef i Nationalbanken og justitsråd Ferdinand Lund. Han er opkaldt efter sin afdøde mor Petrea Severine, en søster til Søren Kierkegaard. Læser til cand.theol. på Københavns Universitet.

Troels Lund (senere kendt som Troels-Lund, 24 år): Er lillebror til ovenstående Peter Lund. Som sin bror læser han til cand.theol. Opholder sig i København, mens broderen befinder sig på Als, men skynder sig til krigsskuepladsen efter slaget den 29. juni for at opsøge og pleje sin bror, der er blevet hårdt såret.

Niels Christian Lunding, 69 år: Dansk general og kommandant for Fredericias fæstning. Med stor succes gjorde han under Treårskrigen Fredericia til en stærk fæstning, og i 1864 får den aldrende general ansvaret for fæstningen. Det lykkes ham at gøre den slagkraftig – men til sin store rædsel og sorg får han efter Dybbøls fald ordre til at rømme stillingen.

Carl Moltke, 65 år: Dansk greve, embedsmand og helstatspolitiker. Havde været minister

xvi

for Slesvig i 1850’erne. Kong Christian den 9. ønsker ham som statsminister efter den afsatte Monrad. Det viser sig, at Moltke er blevet senil og ikke er i stand til at bestride embedet.

Helmuth von Moltke, 63 år: Den prøjsiske generalstabschef og prins Friedrich Karls stabschef i felten. Den strategiske hjerne bag det prøjsiske felttog. Han går ind for store, dristige og minutiøst planlagte operationer. Han er med til at planlægge angrebet mod Als og lægger planer for et storstilet angreb både mod Fyn og mod Sjælland.

D.G. Monrad, 52 år: Danmarks konseilspræsident (statsminister) frem til den 8. juli, hvor kongen fyrer ham. Monrad, der også har været biskop og en hovedkraft bag grundloven i 1849, er nationalliberal. Under Londonkonferencen mister han overblikket. Han lider af det, han betegner som „politisk svimmelhed“. Han kan ikke se klart og lader kongen tage beslutningerne. Det skal vise sig skæbnesvangert, for kongen, der ønsker helstaten bevaret, er lige så meget i urealistiske drømmes vold som statsministeren.

Viggo Monrad, 22 år: Dansk sekondløjtnant ved det 10. regiment og søn af statsminister D.G. Monrad. I sine breve til moderen betror han hende, at han anser krigen for meningsløs. „Hvad kæmper vi egentlig for?“ spørger han hende. Men i brevene til faderen støtter han den politiske kurs, der førte til krigen, og giver den danske overkommando skylden for, at krigen går så dårligt.

Frederik Christian Georg Muxoll, 59 år: Dansk orlogskaptajn og chef for den danske flådeeskadre i Østersøen.

Han har ansvaret for flådens forsvar af Als. Han er kommet til den overbevisning, at panserskibet Rolf Krake ikke kan forhindre en prøjsisk overgang til Als, og mener – i modsætning til hærens ledere – at krigsskibet skal spille en mere tilbagetrukket rolle.

Carl Parmo Ploug, 50 år: Dansk digter, politiker, redaktør og de nationalliberales chefagitator.

Som chefredaktør for det ultra-nationalliberale dagblad Fædrelandet er han konstant med til at oppiske en krigsstemning og hetz mod alle, der ikke støtter den nationalliberale kurs. Ploug har forud for krigen

xvii

pustet til ilden ved at lancere et – falsk – rygte om, at den svenske konge vil stille ved Dannevirke med 20.000 mand til Danmarks hjælp.

Mener, at danskerne bør kæmpe til det sidste.

George Joachim Quaade, 50 år: Dansk diplomat, udenrigsminister og tidligere ambassadør i Berlin.

Han er den danske chefforhandler ved Londonkonferencen, men hans taktfulde, forsigtige og diskrete væsen gør, at han mangler gennemslagskraft. Helstatsmand, men først og fremmest pragmatiker.

Personligt mener han, at Danmark skal undgå, at krigen bryder ud igen, også selv om det betyder, at danskerne må indgå nogle store kompromiser. Statsminister Monrad lytter ikke.

Hans Peter Rothe, 51 år: Orlogskaptajn og kommandør på panserskibet Rolf Krake. Sender panserskibet i kamp mod den prøjsiske invasionsflåde.

Lord John Russell, 71 år: Tidligere britisk premierminister og i 1864 udenrigsminister i premierminister lord Palmerstons whig-regering. Russell, der er prodansk, arbejder for at få en fredsslutning og ønsker, at Danmark får gode fredsbetingelser. Han foreslår en grænse ved Dannevirke. Danskerne slår ikke til. Den danske stædighed frustrerer Russell, der træt og bitter ser konferencen bryde sammen.

Taliaferro Preston Shaffner, 46 år: Amerikansk eventyrer og mineudlægger i den danske hærs tjeneste.

Kom i kontakt med den danske regering i 1854, fordi han ønskede at købe retten til at lægge en transatlantisk telegraflinje fra Nordamerika til Europa over Grønland. Planerne blev aldrig til noget, men under krigen vender han tilbage med et nyt projekt: fjernstyrede miner. Den danske krigsminister hyrer Shaffner, der kalder sig „oberst“, selv om han aldrig i sit liv har gjort militærtjeneste.

Erik Skram, 17 år: Dansk officersaspirant og frivillig. Tjener ved det 3. regiment og kommer ud i nogle af de mest forbitrede kampe den 29. juni omkring landsbyen Kær. Med stor begejstring går han i kamp, men han opdager hurtigt, at slagmarken er den rene rædsel.

Peter Frederik Steinmann, 52 år: Dansk general og chef for de danske styrker på Als. Trygler sin over-

xviii

ordnede, general Gerlach, om forstærkninger. Steinmann er klar over, at Als er håbløst underbemandet. Han satser på, at et prøjsisk angreb vil komme nede ved Sønderborg, hvor han placerer hovedstyrken.

Dermed eksponerer han halvøen Kær, der blot bevogtes af et enkelt regiment.

Eleonore Christine Tscherning, 47 år: Kritiker af de nationalliberale og arg modstander af krigen, som hun mener er en ulykke. Hun gør sig endog til talskvinde for, at Danmark bør blive en del af Tyskland i stedet for at lade sig amputere til en forsvarsløs lilleputstat. Hun er gift med den fremtrædende folketingsmand A.F. Tscherning, en succesfuld og legendarisk krigsminister under Treårskrigen. Hendes dagbøger er en vigtig kilde til stemningen i København efter Dybbøls fald.

Charles van de Velde, 46 år: Røde Kors-udsending, der deltager som observatør på den danske side. Han og kollegaen Louis Appia, der opholder sig på den prøjsiske side, er historiens første Røde Kors-udsendinge. For van de Velde er krigen et mareridt. Han kan ikke tåle al den elendighed og lidelse, han i form af lemlæstede danske soldater er vidne til på Als. Få dage efter slaget om Dybbøl forlader han øen.

Dronning Victoria, 45 år: Påvirket gennem sit ægteskab med den tyske prins Albert, der døde i 1861, er hun overvejende pro-prøjsisk. To af hendes døtre er tysk gift, den ældste med den prøjsiske kronprins. Dronning Victoria har et afgørende ord i engelsk udenrigspolitik og dæmper sin premierminister lord Palmerstons og udenrigsminister lord Russells trusler om at gå aktivt ind i krigen på dansk side.

Axel Theodor Zimmermann, 43 år: Feltkøbmand og eventyrer. Allerede under Treårskrigen havde han med stor succes været feltkøbmand. Også i 1864 følger han den danske hær som købmand. Først har han sin forretning midt i Sønderborg ved et lazaret. Efter Dybbøls fald flytter han den til fiskelejet Høruphav. Her bliver han den 29. juni involveret i livstruende begivenheder.

Følgende opslag: En nation i krig. Hårdføre danske tropper fra kaptajn Aarøes strejfkorps.

Indledning. Tjørnehækken

Febrilsk ledte officersaspirant Erik Skram efter sin ladestok. Den var forsvundet under aftenens festlighed, efter at han havde brugt den til at røre i punchen. Han gennemrodede halmen i sin barakseng. Den måtte være der et sted. Morgenlyset var spædt og barakken dunkel. Herinde herskede et frygteligt virvar. Et sted i det fjerne hørtes dumpe kanonskud, der med en arrig buldren blandede sig i koret af de skurrende kommandoråb, som kom fra alarmpladsen. Alle mand skulle ud af barakkerne i en fart iført fuld uniform og oppakning. Bataljonen skulle straks stille i marchformation. Skram var sært opildnet af al den virak og alarm omkring ham. Han var 17 år og havde for to måneder siden meldt sig frivilligt til den danske hær. Han brændte efter at kæmpe for sit fædreland og var træt af den evindelige eksercits. Endelig var det blevet alvor. Og hvor fanden var så hans ladestok henne?

Datoen var den 29. juni 1864. Stedet Als. Prøjserne havde kort før det første morgengry indledt et spektakulært overraskelsesangreb hen over Alssund oppe ved Kær-halvøens nordligste spids.

Heroppefra kæmpede tusinder af fjendtlige soldater sig frem i en hurtig offensiv, der truede resten af øen. Skram tilhørte det 3. regiment, der sammen med det 18. regiment dannede de danske reservestyrker – de udgjorde oberst Kauffmanns 2. brigade – som ved et prøjsisk angreb mod øen straks skulle begive sig fra deres barakker tæt ved landsbyen Ulkebøl ud til de steder, hvor kampene var hårdest. Ordren var simpel: Fjenden skulle slås tilbage.

En sommerdag i 1887 sætter Erik Skram sig på hug på en mark på Als lidt øst for landsbyen Kær. Han lukker øjnene og åbner for hukommelsens port for at lade det hele komme tilbage. Han, der nu 1

er en anerkendt 40-årig forfatter, kritiker og redaktør, en respektindgydende mand med brændende øjne, et tæt, kraftigt skæg og en høj pande, er kommet tilbage til den gamle slagmark for, som han skriver i rejsebogen Derovre fra Grænsen, „at finde det sted, hvor jeg blev såret“.

Han har netop fundet stedet: et læhegn på en mark. Han ser, at et hul i hegnet er stoppet til, han ser, „at her vokser havre, hvor der før stod kløver“, men ellers ser her ud som dengang. Og derfor ser han det hele for sig igen.

Bataljonen, der endelig kom på benene. Det klare morgenlys. De blussende alarmbål – bavnerne – i horisonten. Røgen, der vældede over himlen. Afmarchen mod nord frem mod fronten. Da geledderne var parate og satte sig i bevægelse, mærkede Skram atter denne underligt kriblende opstemthed, som han allerede havde fornemmet i barakken, da han ledte efter ladestokken. En kolonne på næsten tusind mand havde sat sig i bevægelse. Hans bataljon var på vej i slag. Det hele var „så festligt krigerisk“, og en næsten berusende kampiver – og kådhed – tog fat i ham.

Bare de nåede det, tænkte Skram, da soldaterne i ilmarch drog mod nord ad grusvejen. Bare de nåede frem til fronten, førend prøjserne atter var jaget tilbage i vandet. Den gode stemning, som greb Skram, havde øjensynligt forplantet sig til hele regimentet. „Løjtnanten ved min deling, som sammen med kompagnikommandøren gik i spidsen for kolonnen, vendte sig imod os: ‘Skal vi ikke ha’ en sang, folk?’“ Skram sang med. „Ellers plejede jeg for min aspirantværdigheds og mine falske toners skyld at forholde mig tavs.“ Efterhånden blev han og folkene omkring ham dog tavse. Kanonerne var holdt op med at skyde. Hvorfor? Men især det, de nu bevidnede, fik sangen til at forstumme. De så flygtende danske artillerister rykke forbi dem i stor hast. Nogle af artilleristerne råbte til Skram og hans folk: „Hvad fanden vil I? 4. regiment er taget, 5. regiment er sprængt, om lidt er prøjserne her!“ Skram følte raseriet koge i sig. Hvad var det for en indstilling?

Her var de parate til at gå i kødet på prøjserne – og så dette? Flugt!

2

„Havde vi i det øjeblik fået befaling til at skyde dem ned, havde jeg uden betænkning lagt an og trykket af. Men ikke en af deres eller vore officerer sagde et muk, og vi kom forholdsvis hurtigt forbi hinanden på vejen,“ skrev han senere i sine erindringer.

Vejen videre frem bød på rædsler, der var svære at ryste af sig, selv i en tilstand af opstemt kampiver. I vejsiden så Skram en dansk soldat sidde, tilsølet og ynkelig. Brølende spurgte en kaptajn ham, hvad i alverden han lavede her i vejsiden? „Manden blev ramt som af slag og sank ned på begge knæ. ’Jeg kan ikke, jeg kan ikke,’ skreg han. Forreste sektion fik ordre til at tage ham med. Han slog om sig som et dyr. ’Lad mig slippe,’ hvæsede han. Tungen lallede, og øjnene så ingenting.“ Forgæves forsøgte soldaterne at få ham til at følge med. Han nægtede og blev så sparket ned i grøften „og der lå han plat på ansigtet, som om han var død. Jeg tror, at vi alle mere eller mindre havde en slags medlidenhed med ham; han duede ikke til at være soldat.“ 3 Erik Skram som 40-årig forfatter, t.v., og som 17-årig officersaspirant, før han havde været i slag, t.h.

Men duede Skram og hans folk til det? Ingen tænkte længere på at synge, da et vogntog med sårede skrumlede forbi. På en af vognene så Skram en ligbleg soldat holde om sin forbundne hånd med en forskræmt og forpint mine. Han så blod sive ud af vognen og ned på hjulet. Han så en soldat med knust kæbe. Han så en anden soldat med en opreven uniformsjakke og forbinding over skulderen. Og så nåede han ikke at se mere, førend han hørte geværild, der var ganske tæt på. Prøjserne måtte være lige i nærheden.

Skrams tankerække forstyrres af det høje korn, han nu får øje på foran sig. Det ødelægger, som han skriver i Hinsides Grænsen, „stedets udseende for mig“. Han forstyrres også af den lokale bonde, der ikke bryder sig om, at Skram og hans rejseledsager går „her og roder på hans ejendom for alle disse gamle historiers skyld“.

Skram fortsætter sin vandring rundt på den gamle slagmark. Han beslutter sig for at forlade gærdet for at finde den tjørnehæk, hvorfra han og hans kompagni for første gang brød igennem i et angreb mod prøjserne. Det var fra den anden side af denne hæk, at de danske soldater fra 3. regiment hørte skydningen. Denne tætte hæk skulle først forceres, før angrebet mod prøjserne kunne indledes.

Tjørnehækken er blevet skåret væk, opdager Skram. Den findes ikke længere. Men den står ikke desto mindre lige så klart i hans erindring, som stod den der stadig. „Den skilte for min erindring mellem to tilstande, jeg havde iagttaget hos mig selv. Mellem forestilling og virkelighed, kunne jeg sige. Jeg havde ikke mærket frygt på den ene side af hækken, på den anden side skulle jeg lære denne følelse at kende.“ G En sådan oplevelse fik Danmark kollektivt set med slaget om Als, hvor den danske hær i et knusende nederlag mistede over 3.000 mand. Da danskerne hørte, at Als var tabt, følte de sig pludselig frygteligt eksponerede, på samme måde som da Erik Skram på den anden side af tjørnehækken opdagede, at han og hans kamme4

rater havde hundredvis af geværløb vendt direkte imod sig. I særdeleshed var det tilfældet for indbyggerne i København, for hvem krigen hidtil var foregået i det fjerne.

Før slaget om Als havde de, og ikke mindst deres ledere, levet i en idealiseret fantasiverden om krigens væsen. De havde ikke kendt til frygt. Efter tabet af Als lærte de alle denne følelse at kende. Den danske hovedstad gik i panik. Det gik op for københavnerne, at de ikke kunne vide sig beskyttet af havet og flåden. Kunne prøjserne tage Als, kunne de også indtage Fyn og Sjælland. I hovedstaden blev borgerbevæbningen sat i alarmberedskab og søforterne befæstet, og altimens havde resterne af den danske hær samlet sig på Fyn, hvor den befandt sig i et konstant alarmberedskab parat til det næste slag, nervøst skuende ud over Lillebælt. Hæren havde god grund til at være nervøs, for den prøjsiske chefstrateg, Helmuth von Moltke, var i fuld gang med at planlægge nye angreb.

For de danske regeringsledere stod det i et nu klart, at de havde hvirvlet landet ud i begivenheder, der var så voldsomme og i en sådan grad ude af deres kontrol, at Danmark balancerede på kanten af undergang.

Dommedag Als handler om den sidste og afgørende fase af krigen 1864, et set med danske øjne ekstremt dystert kapitel, der i en sådan grad er forsvundet ud af vores historiebøger, at det unægtelig ligner kollektiv fortrængning. Kun de færreste er i dag klar over, at det var slaget om Als – og ikke stormen på Dybbøl skanser den 18. april – der var krigens mest afgørende militære begivenhed.

Mens der er skrevet dusinvis af værker, som i stor detaljerigdom beskriver og ikke sjældent hylder og heroiserer den seje danske modstand ved Dybbøl og det tabte slag den 18. april, findes der kun et enkelt og et i øvrigt for civilister så godt som ulæseligt militærhistorisk værk om slaget den 29. juni, nemlig J.T. Ravns Fremstilling af Krigsbegivenhederne paa Als fra den 18de April til den 1ste Juli 1864 fra 1870.

Men det er ikke kun den militære side af den sidste del af krigen 1864, der er blevet forbigået af historikerne og nærmest blevet skrevet ud af historien. Det gælder også de mildest talt dramatiske 5

og desperate politiske begivenheder, der udspillede sig i København, da nederlagets omfang stod klart.

Det er således så godt som ukendt i dag, at den danske konge Christian den 9. efter tabet af Als i største hemmelighed og med den belgiske kong Leopold som mellemmand forsøgte, om Danmark kunne blive optaget i Det Tyske Forbund som en betingelse for fred.

Tanken om at miste Slesvig som en konsekvens af den tabte krig var ubærlig for kongen og hans mænd, og man forestillede sig, at Danmark ved at indtræde som et medlem af Det Tyske Forbund, måske som en slags admiralstat, på den måde kunne bevare tilknytningen til begge sine hertugdømmer, Slesvig og Holsten, og fungere som en relativt autonom stat i forbundet.

Bismarck takkede nej. Det ville, mente han, skabe problemer, for som han den 11. juli 1864 forklarede den østrigske udenrigsminister: „Tanken om, at Danmark optages i Det Tyske Forbund er upraktisk … Det vil blive en situation, hvor et fuldstændigt utysk territorium bliver medlem af forbundet, hvad der på ingen måde er ønskeligt.“ For Danmark – for alle danskere også i dag – ville alt have set radikalt anderledes ud, hvis Bismarck havde sagt ja til den danske forespørgsel. Så kunne Danmark være blevet – tysk.

For første gang og på baggrund af kildemateriale, der ikke tidligere er blevet benyttet – Hendes Majestæt Dronning Margrethe har givet forfatteren til denne bog adgang til kong Christian den 9.s arkiv – fortælles her historien i sin helhed om det danske forsøg på at få Danmark optaget i Tyskland.

Dommedag Als er et selvstændigt værk om seks nervepirrende måneder, hvor Danmarks eksistens stod på spil, men bogen kan også læses som en fortsættelse af nærværende forfatters seneste bog, Slagtebænk Dybbøl. Tilsammen er de to værker en fortælling om krig og fred – og en beretning ikke ulig en græsk tragedie, der set fra dansk synsvinkel starter med fatal selvovervurdering og kådhed, som er med til at fremprovokere krigen mod de tyske stormagter, og ender i et morads af tab og smerte.

6

Dommedag Als handler om begivenhederne, der fulgte umiddelbart efter det tabte slag ved Dybbøl den 18. april 1864 og beskriver begivenhederne frem til den endelige – og elendige – fred, Danmark fik i Wien den 30. oktober 1864. Som Slagtebænk Dybbøl er denne bog en dokumentarisk beretning, der bygger på hundredvis af breve, dagbøger og andre øjenvidneskildringer, der fortæller historien, som den blev oplevet af en lang række militære og civile personer – danskere såvel som tyskere – der befandt sig i begivenhedernes centrum. Store dele af dette kildemateriale har aldrig været anvendt før.

For at hvirvle læseren midt ind i dramaet fortælles historien med en brudt kronologi – bagerst i bogen findes af samme grund en uddybende tidslinje.

Som i en græsk tragedie er bogen inddelt i fem akter, fem dele.

Første del udspiller sig på Als og i øens omegn en uge før slaget, hvor fortællingen bevæger sig dag for dag, snart time for time, til sidst minut for minut frem til angrebsøjeblikket. Del 2 spoler tiden tilbage til lige efter danskernes nederlag ved Dybbøl den 18. april og fortæller om de militære bevægelser i Jylland og stemningen i hovedstaden frem til den internationale fredskonference, der begyndte i London i slutningen af april, og som førte til en to måneder lang våbenhvile. Del 3 zoomer ind på de intense fredsforhandlinger i London fra slutningen af april til slutningen af juni, hvor Danmark fik tilbudt endog yderst generøse fredsbetingelser. Men danskerne afslog dem, forhandlingerne brød sammen, og den 25. juni stod krigen således atter for døren.

Bogens del 4 beskriver de blodige kampe om Als den 29. juni, mens den femte og sidste del går tæt på de paniske handlinger og desperate valg, de danske ledere traf under et voldsomt pres. Der fulgte nogle højst surrealistiske måneder og en nærdødsoplevelse for den danske stat.

Landet bestod i sidste ende, men som en konsekvens af nederlaget ved Als mistede det danske monarki 2/5 af sit territorium. Det måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg og mistede hermed også næsten en million indbyggere, en tredjedel 7

af befolkningen. Kort efter slaget om Als gik den multinationale danske helstat hermed under, og samtidig gik drømmene om et Stor-Danmark til Ejderen op i røg. På asken af alt dette rejste sig et nyt Danmark. Nationalstaten og småstaten Danmark, vores Danmark.

Det moderne Danmark blev således skabt på et fundament af fornedrelse og nederlag. På trods af freden fandt danskerne da heller ikke for alvor fred med sig selv; længe var den danske folkesjæl martret af det, forfatteren Herman Bang så rammende betegnede sårfeberen fra 1864.

Her, snart 150 år senere, må det være på tide, at historien om, hvad der egentlig lå til grund for, at Danmark billedligt talt befandt sig ved denne tjørnehæk den 29. juni 1864, og ikke mindst hvad der skete, efter at man var trængt igennem den, fortælles i dens mange utrolige, ulykkelige og ikke mindst groteske detaljer.

På et afgørende punkt adskiller historien om Danmark og krigen 1864 sig nemlig klart fra en græsk tragedie. I den græske tragedie følger selverkendelsen og angeren. Medansvaret for, at krigen overhovedet kom, tog Danmarks politiske ledere aldrig på sig. Politikerne og avismændene skændtes ganske vist efter fredsslutningen forbitret om, hvem der var skyld i, at krigen kom, og hvorfor den endte så ulykkeligt. Men der var netop tale om mudderkastning og ikke om et virkeligt forsøg på selvransagelse.

I stedet for et selvopgør opstod der hurtigt blandt danskerne et selvretfærdigt og grovkornet billede af begivenhederne i 1864. Man begyndte at fortælle historien om et uskyldigt og retskaffent Danmark, der blev løbet over ende af grumme germanske aggressorer, og selve krigen blev til historien om et heroisk lille folk, der kæmpede standhaftigt og agtværdigt imod den kolossale overmagt.

I denne fortælling var der ikke plads til historien om katastrofen ved Als den 29. juni og undergangspanikken i København efterfølgende – og da slet ikke til historien om, at Danmarks ledende mænd en overgang ligefrem afsøgte muligheden for at få landet indlemmet i Tyskland. Det var også svært at passe den internationale fredskonference i London forud for krigens genopblussen ind 8

i denne narrativ. Under konferencen var den prøjsiske ministerpræsident Otto von Bismarck entydigt den mest kompromisvillige part, mens danskerne på baggrund af en forbavsende grad af diplomatisk inkompetence og manglende politisk smidighed forspildte adskillige muligheder for en lempelig fred, der som et minimum ville have sikret en dansk-tysk grænse, hvor den går i dag, og som tilmed ville have afværget blodsudgydelsen den 29. juni.

Hvad der fortrænges, har det som bekendt med på et ubevidst plan at nage og plage. Spørgsmålet er da også, om denne fjerne krig til trods for, at den af nutidens danskere er delvist glemt, og af tidligere generationer blev set i et selvretfærdigt lys, ikke stadig former vores fælleskulturelle identitet mere, end vi er klar over, og måske endda mere, end vi fortsat rigtig vil stå ved.

Men – det var tjørnehækken, vi kom fra.

Følgende opslag: Den dystre „Storskoven“ ved Alssund, som prøjserne gemte deres både i.

DEL 1

Syv dage til dommedag „Kære mor. Krigen er atter brudt ud, der skydes med granater længere mod nord …

Hvordan skal dette mon ende?“ Løjtnant Viggo Monrad, Sønderborg, den 26. juni

Af samme forfatter Amerika Maxima Den ideelle amerikaner Det sidste hus på prærien Jacob A. Riis: Ren Kjærlighed kan aldrig dø Slagtebænk Dybbøl