INGA & REIMA Gåden om de blå sten by Reima

INGA & REIMA Gåden om de blå sten

er var engang, og er det sikkert stadig, en lille og snarrådig pige, som hed Inga. Hun boede sammen med sin mor og far i en lille landsby, Hjemhøj, langt inde i de nordfinske skove

for foden af de store finske fjelde. Ingas mor og far var rensdyravlere, ligesom de fleste af deres naboer. Inga havde en lille rund næse af samme slags, som du har, og hun elskede at lege i sne og kælke med sine venner. Inga var præcis som dig eller mig, bortset fra at hun havde et tøjdyr ved navn Goey, der havde magiske kræfter, og bortset fra, at hendes bedste ven var et rensdyr. Inga havde fundet sin bedste ven som kalv, liggende på fjeldet svækket

af sult. Kalvens mor havde ikke haft en eneste dråbe af mælk tilovers til sin unge, men Inga havde hentet mælk hjemmefra i en sutteflaske og givet den til kalven, indtil den igen var kommet til kræfter. Ja, til sidst blev kalven så frisk, at Inga havde givet den navnet Reima. Reima er et gammelt finsk navn, som betyder sprælsk.

En vinterdag kiggede Inga og Reima på, mens Ingas far udskar nye stolper for at reparere et hegn i rensdyrenes fold. – Tror du, far, at det er Snemonstret, der har ødelagt hegnet? Eller et andet uhyggeligt væsen måske? Inga ovevejede. – Jeg har færdedes i disse skove, siden jeg var en lille knægt, men jeg har aldrig set noget Snemonster eller nogen andre uhyrer. Ikke et eneste spor af dem. Inga snøftede og betragtede tankefuldt hegnet i begge retninger. – Far, hvilken slags fodspor efterlader et Snemonster? Eller en anden slags uhyre? – Jeg ved det ikke, min kære pige. – Hvordan kan du så være sikker på, du ikke har set deres spor? Faderen sukkede og fortsatte med at reparere hegnet. Inga og Reima drog af sted på ski langs indhegningen for at finde fodspor af Snemonstret eller andre uhyrer. Men det eneste, de fandt, var fodspor af en lækat, som de besluttede sig for at følge. Snart fik de dog øje på fodspor af et egern. Dem fulgte de i stedet for. Derefter var det sporene af en dalrype, som fangede deres opmærksomhed.

Inga og Reima var så koncentreret om at følge fodsporene af de forskellige dyr, at de endte højt oppe på

Inga spejdede ud i horisonten med hånden

fjeldet. Lige pludselig og uden varsel blæste der et kraftigt

som skygge for øjnene. Snedækket lå uberørt hen og

vindstød oppe fra fjeldtoppen. Det tudede og kastede sne

landskabet så ens ud i alle retninger. Hvordan i alverden

rundt om sig. Inga prøvede at beskytte sit ansigt under

skulle de nu finde tilbage til far?

jakkens hætte, og Reima missede med øjnene og trak sine ører helt ind til hovedet. Vindstødet rev i sneen for en stund, indtil det blæste videre og væk. Inga rystede sneen af sit tøj.

– Sikke en storm! Sneen har fejet fodsporene væk!

På netop dette tidspunkt hørte Inga en hund gø. Hun vendte sig for at se, hvor lyden kom fra, og hun så da to børn komme kørende på hundeslæde i retning mod sig. Slæden standsede ved siden af Inga og Reima.

Slædekusken var en pige, som hilste på Inga: – Hej, jeg hedder Anna! Og knægten her i den blå

Inga takkede og kravlede op på hundeslæden. Reima stillede sig bag slæden parat til at løbe efter. Anna var lige

dragt hedder Nils. Kan du fortælle mig, hvilken vej

ved at køre, da hun kom i tanker om, at hun havde glemt

Fjernhøj ligger? Vi kan ikke finde vej til landsbyen i det

at spørge:

her snevejr. – Jeg hedder Inga, men jeg har desværre ingen anelse om, hvor Fjernhøj ligger. Vi er nemlig også faret lidt vild.

– I hvilken retning skal vi så køre? – Fordi vi ikke ved det med sikkerhed, må vi hellere bare vælge en eller anden retning. Der er jo ikke så mange

– Så ingen af os kan finde vej… Nå, hop du bare på

af dem, konstaterede Inga beslutsomt. – Lad os køre for

slæden, så rejser vi sammen. Det kan jo være, at vi enten

eksempel… i den der retning! Nej, lad os alligevel køre i

finder din far eller vejen tilbage til Fjernhøj.

den her retning.

Inga og børnene fra Fjernhøj rejste mange, mange timer op ad fjeldet og lige så mange timer ned ad fjeldet, inden de nåede frem til en lille og for dem ukendt bygd

bestående af nogle hytter. Børnene parkerede hundeslæden ved udkanten af bygden, hjalp hundene af med selerne og gik i gang med at studere hytterne nærmere.

Bygden lod til at være ubeboet, men hver hytte havde et vindue, hvorigennem der strålede et underligt blåt lys, som skiftevis funklede skarpt og næsten slukkede.

Inga gik beslutsomt hen til den nærmeste hytte og bankede på døren. Ingen svarede. Anna og Nils bankede på dørene på de andre hytter, men heller ikke der fik de noget

svar.

Inga sparkede arrigt på hyttens trappe og udbrød: – Det her er godt nok mærkeligt! Vi er faret vild, så nogen burde hjælpe os til

at finde vej!

Inga greb fat i håndtaget på hyttens dør og trådte indenfor. Hun blev da så overrasket, at hun var nødt til at gnide sine øjne. På gulvet sad der to børn, som stirrede på en glaslignende sten, der udstrålede et blåt lys. De var så koncentrerede om at stirre på stenen, at de ikke engang lagde

mærke til Inga, Nils eller Anna. Og de så meget blege og slappe ud.

– Hej... I blegfjæse! Kan I fortælle os vejen hjem? spurgte Inga kækt.

Børnene svarede ikke, men sad bare der og stirrede på den funklende sten, som om den var den vigtigste genstand i hele verden. – Hvad er der at se i den fjollede stenklods? fnøs Inga. Men Anna var begyndt at vise interesse for stenen og svarede ikke. Der gik dog

ikke lang tid, før Inga holdt op med at undre sig over Annas adfærd, fordi hun selv begyndte at synes, at stenen var spændende. Man fik jo lyst til at se nærmere på den. Og lidt nærmere endnu. – Men lige et øjeblik… det her er jo… meget interessant… Inga og Anna ville sikkert have stirret på den skinnende tingest i uendelighed, hvis ikke Reima pludselig havde trukket deres huer ned over deres øjne og tvunget

dem ud af hytten ved at hive dem i ærmerne.

– Vi er nødt til at få slukket alle sten, sagde Inga, da de var kommet ud. – Men hvordan? Børnene så sig fortvivlet omkring. Nils undrede sig: – Gad vide, om der findes en fjernbetjening til dem? – Jeg ved det ikke, men vi må finde ud af det, svarede Inga. – Vi må finde en ledetråd.

Børnene kiggede ind ad vinduerne på de andre bygninger, undersøgte tønder, nogen havde glemt udenfor, og finkæmmede endda en brændestabel, men de kunne ikke finde nogen fjernbetjening. Eller ledetråd. – Hvad er det for en ledetråd, vi leder efter? spurgte Anna. Lige da hun sagde det, sprang der en forskrækket mus

fodspor. Inga var lige ved at løbe over dem, da det gik op for hende: – Snemonstrets fodspor! Selv om min far sagde, at de ikke findes. Men her har vi jo Snemonstrets fodspor! Eller i det mindste et eller andet uhyres…. Børnene begyndte at følge monsterfodsporene, men de nåede ikke langt, før de så et eller andet væsen ved

ud fra husets sokkel og løb ind i skoven. Musen efterlod

skovbrynet. Det var en stor skabning, som havde klædt sig

sig en perlerække af sjove spor. Inga pegede på dem:

i en sort itureven pels og klæder lavet af sækkelærred. På

– Dem kunne man kalde for ledetråde! Lad os se, hvor de fører hen! Musens fodspor fortsatte igennem bygden i en lang perlerække til udkanten af byen. Der var musens fodspor blevet trådt over af Snemonstrets eller et andet uhyres

den sorte hætte havde væsnet syet store elggevirer fast, og ved siden af sig i sneen havde det stillet en stor lanterne, som funklede med et skarpt blåt lys. – Nå men, det ligner slet ikke noget Snemonster! Det må være et andet uhyre, råbte Inga ivrigt.

Væsnet hørte Ingas udråb og vendte sig i retning af lyden missende med sine nærsynede øjne. I ansigtet

Heksen Digihimputti forsøgte at få fat på Reima

lignede hun ellers en ganske almindelig rynket gammel

i et langt spring, men rensdyrets klove er skabt til at

dame, men hendes mundvige vendte uvenligt nedad,

løbe i sne. Så det kunne let hoppe uden for rækkevidde

og hun rynkede utilfredst sin pande.

af heksens næver.

– Jeg hørte vel ikke børnestemmer? Tør I gøre nar ad Heksen Digihimputti? Børnene gemte sig bag en snedrive, mens Reima forsøgte at ligne et buskads. – Måske lanternen er fjernbetjeningen, hviskede Inga. – Vi skal få den slukket… Reima, vi afleder heksens opmærksomhed. Så kan I to prøve at slukke for lanternen imens. Takket være snedriven kunne Nils og Anna kravle ud til siden, hvorved de nåede ud af heksens synsfelt. Inga

I mellemtiden skyndte børnene fra Fjernhøj sig at slukke for Digihimputtis lanterne. Men de kom ikke engang i nærheden af lanternen, før de blev frygtelig søvnige og helt bløde i knæene. De satte sig i sneen og gabte. – Hvorfor skulle vi også skabe så meget postyr? Jeg tror, jeg bliver her og hviler mig lidt, sagde Nils. – Enig, hvorfor skulle man skynde sig? bekræftede Anna og kastede sig mageligt ned på ryggen. Nu var gode råd dyre! Lanternen gjorde børnene søvnige

tog sin jakke, sit halstørklæde og sin hue af. Så klædte

og ugidelige, så den måtte slukkes. Så fik Inga en idé. Hun

hun Reima på med huen og halstørklædet, og til sidst

gravede Goey op fra rygsækken og klappede i sine hænder

fik rensdyret også hendes jakke på ryggen. Derefter

tre gange. Samtidigt udtalte hun de magiske ord:

fløjtede Inga højt til heksen. – Pfft! Hej, uhyre! Jeg overgiver mig og kommer frem! Jeg ville alligevel ikke kunne løbe væk fra dig. I samme øjeblik begyndte Reima at gå i retning af

– Goey, vågn op, væk din krop! Lad os gøre det i samlet trop! Til sidst slikkede Inga sine albuer. Og jovist! Goey vågnede vitterligt op! Den begyndte at gentage alle Ingas

heksen iført Ingas tøj. Heksen missede igen med sine

bevægelser. Hvis Inga løb på stedet, luntede Goey rundt

øjne og kiggede på Reima.

i sneen. Hvis Inga hoppede, hoppede Goey også!

– Du er godt nok et mærkeligt barn! Hvorfor er du

Mens Digihimputti var i færd med at løbe efter

ikke ude at stirre på stenene sammen med de andre børn?

Reima, viste Inga Goey vejen til lanternen. Goey løftede

– Jo, det gjorde jeg også, men det var kedeligt, råbte

på lanternens glas og kastede en stor snebold ind i den.

Inga fra sit skjulested. – Så jeg gik ud og legede! – Ved du ikke, din møgunge, at der er intet, som Digihimputti hader mere end legende børn? Det at lege

er dumt, og det at grine er væmmeligt! Argh!

Lanternen blev slukket – arrigt hvæsende og hvislende i en sky af røg!

I det samme øjeblik, lanternen blev slukket, blev også

opdagede, at lanternen var blevet slukket. Heksen

de funklende sten i hytterne slukket. Og børnene vågnede

snerrede og spyttede, rasede og spruttede af vrede!

op af deres hi. De gabte, strakte deres arme og ben, og de

Hun hvæsede og krummede sine knoglede fingre! Inga

opdagede, at vejret var skønt. En efter en begyndte de at tage stoppede Goey tilbage i rygsækken, skyndte sig at tage sin overtøj på og gå ud af hytterne. Også Anna og Nils, som lanternen havde dysset i

jakke på og løb for fuld fart efter de andre børn – tilbage til bygden. Digihimputti rystede sin slukkede lanterne,

søvn, vågnede. Og det var ret heldigt,

men den var ødelagt af vandet. Heksen gryntede og

for Digihimputti blev rasende, da hun

styrtede efter børnene i flere meter lange spring.

Inga, Reima og børnene fra Fjernhøj stødte på de andre børn ude foran hytterne. – Kom hurtigt væk, heksen er i hælene på os! Red jer, hvis I kan! I samme øjeblik rumlede heksen ud af skoven. Det blev for meget for slædehundene, som styrtede af sted for at komme væk. Uden hunde havde børnene ikke andre muligheder for at flygte end at snuppe en kælk eller et par ski og fare af sted i retning af en nærliggende fjeldskråning – og der skulle fart på! Skråningen var stejl, men der var ikke tid til at tøve. Selv Reima hoppede i panik på en af kælkene og fløj ned ad bakken efter Inga og Goey med opspilede øjne. Digihimputti tog to kælke, som var stillet op ad en dørkarm ved en af hytterne, og spændte dem fast på sine fødder som to kæmpeski. Heksen skyndte sig efter børnene og gled ned ad fjeldet. Det var begyndelsen på et vildt styrtløb mellem træerne, hvor heksen og børnene jævnligt blev sendt til vejrs af hop takket være skråningens mange pukler.

Men en tur ned ad en bakke varer ikke evigt. Fjeldet begyndte at skråne mindre og mindre og til sidst var der ingen skråning tilbage. Selv om børnene havde fået et pænt forspring under turen, kunne de nu høre Digihimputtis brølen ubehageligt tæt på. – Vi er nødt til at kravle op i træerne, der er ikke andet at gøre, konstaterede Inga. Børnene begyndte at kravle op i et stort og højt fyrretræ. De lyttede bekymrede til, hvordan heksen nærmede sig, idet hun nåede stadig længere ned ad fjeldet. Inga var den sidste til at kravle op i træet. Hun skulle lige til at gribe fat i den nederste gren, da hun mærkede nogen trække hende i hætten. Det var Reima. – Åh nej, du kan jo ikke kravle op i et træ! Jeg må hellere hjælpe dig. Inga gik i gang med at skubbe Reima på bagdelen: ”Op med dig!”, men lige meget hjalp det. Selv om rensdyr er dygtige til mange ting, har man aldrig set et kravle op i et træ. Til sidst kunne Inga ikke gøre andet end at kramme Reima med tårer i øjnene. – Reima, du er nødt til at løbe væk! Find hjælp til os, mens vi prøver at skjule os oppe i træet! Reima begyndte at løbe væk, mens Inga svingede sig selv op i træet. I samme øjeblik stødte Digihimputti ind i det selvsamme træ, og børnene kæmpede for ikke at falde ned. Reima og børnene stirrede med rædsel på den kæmpestore heks, som sad under træet rystende på hovedet. Men Heksen Digihimputti fik da et voldsomt latteranfald. Hun lo og grinede, og latteren fik hendes mave til at ryste og mundvigene til at vende opad for første gang i hele hendes liv. – Det var storartet! Børn, hvorfor sidder I deroppe i træet? Lad os gøre det igen! Ned ad bakken! Jeg har aldrig før haft det så sjovt! Og så slog heksen igen så høj en latter op, at hele fjeldet rungede.

Sådan blev det. Heksen Digihimputti og børnene kælkede resten af dagen. Heksen var så stærk, at hun kunne trække de mindste børn op ad bakken. Også Reima hjalp børnene over de stejleste pukler. Digihimputti lo og grinede så meget, at det kneb i hendes mave, og hun kunne slet ikke få nok af at styrte ned ad fjeldet. Det var ikke før sent om aftenen, at de holdt op. Inga havde lært af sin far, hvordan man laver bål ude i skoven, så de kunne snart hvile sig efter dagens strabadser og riste pølser over ilden. – Digihimputti, det har været en forrygende dag, sagde Inga, da dagen var ved at være omme. – Vi er nødt til at tage hjem. Men vi kommer helt sikkert igen og kælker med dig! – Jeg er også ved at være søvnig! I kan bare gå, børn! I skal blot følge nordlysets hæle. De vil vise jer vej til Hjemhøj! Børnene vinkede farvel til Digihimputti og begyndte at vandre i den retning, nordlysets hæle pegede.

Inga, Reima, Goey og børnene fra Fjernhøj vandrede hjemad og beundrede den smukke stjernehimmel. De talte om dagens hurtigste ture ned ad bakken. Så hørte Inga bag sig en brummelyd, som hun ville have genkendt endda i søvne: farens motorkælke! Og lige bag faren kom mor på en anden motorkælk. Faren standsede sin kælk lige ved siden af Inga og løftede hende op i skødet. – Inga, hvor i alverden har du været? Inga var så glad, at hun ikke straks kunne svare, mens hun krammede sin far og bagefter sin mor. Faren var også så glad, at han ikke engang irettesatte hende. – Nå, min pige! Nu vil jeg høre, hvad du den her gang har fundet på! Mor og jeg har været helt syge af bekymring! – Jeg for vild i snestormen med Reima, men så fik vi lov til at køre med de her børn fra Fjernhøj… Og så fandt jeg også fodspor af Snemonstret, eller de var i virkeligheden fodspor fra et andet uhyre, som viste sig at være en rigtig hyggelig Digihimputti... Faren klappede hende kærligt på hovedet. – Så du kørte med de her børn!? Men der er ikke nogen børn her, kun dig! Og der findes ikke nogen landsby, som hedder Fjernhøj. Heller ikke noget Snemonster, kære Inga! Jeg tror, du er faldet i søvn og har haft en spændende drøm. Inga så sig omkring, og faren havde ret; der var ikke nogen børn. Kun Reima – og Goey, som lå i rygsækken og blinkede til hende. Faren smilede ad Ingas historie, løftede hende op i motorkælken og hjalp hende med at få en hjelm på. Så kørte de af sted med motorkælken gennem snelandskabet og skoven mod deres trygge hjem.

Hjemme lavede mor Inga en ordentlig portion natmad og gav hende en kop varm kakao. Sikke det smagte! Inga huggede nærmest de varme kartofler og sovsen i sig, alt i mens hun fortalte ivrigt om sit eventyr. Men far og mor rystede bare på hovedet ad hende. Efter måltidet satte hele familien sig i stuen, hvor pejsen spredte varme og hyggelig stemning. – Inga, vil du se lidt fjernsyn? Du kan se en tegnefilm, sagde faren. Inga så fjernsyn, og det udstrålede et svagt blåt lys. – Jeg tror ikke, jeg orker. Det funkler på samme måde som stenene… Far og mor kiggede undrende på hinanden. – Hvilke sten? Men Inga var allerede faldet i søvn foran pejsen.

Pigen Inga bor langt oppe i Nordfinland for foden af de store fjelde. En dag farer Inga og hendes to bedste venner, rensdyret Reima og tøjdyret Goey, vild i fjeldene, mens de er i færd med at finde fodspor fra Snemonstret. Det er begyndelsen på et begivenhedsrigt eventyr, der fører igennem snedækkede skove – og landsbyer dysset i en højst usædvanlig søvn. Finland fejrer i 2017 sin 100-års fødselsdag som selvstændig nation. Vi vil fejre året ved at tage ud i den finske natur og friske luft, tilbage til Reimas rødder. Det er disse forhold, som Reimas tøj er designet til, og som finske børn er vokset op med gennem tiderne. Denne lille magiske børnehistorie er en hyldest til glæden ved at færdes udenfor og til den nordiske livsstil. Historien er skabt i samarbejde med skisportscenter Ruka og Visit Finland, som også har været enormt behjælpelige med at bringe børn ud i vinterlandskaberne og lave arrangementer for dem. Til disse samarbejdspartnere sender vi vores pejsevarme tak!