2 minute read

Rundvisninger

Årets vildeste fund

Kom med bag om årets danefæ-udstilling ‘Jagten på Danmarkshistorien’, når Nationalmuseets danefæ-eksperter viser rundt. De viser årets vildeste fund og fortæller om museets arbejde med danefæ, og om hvordan de bedømmer og behandler de mange fund, der havner på deres bord.

Advertisement

16. og 23. april kl. 13-14 og kl. 15-16

På tur med guldgraverne

Kom med på en særrundvisning med amatørarkæologerne, der foruden at være gode til at betjene en metaldetektor og finde fortidens skatte i den danske muld, også har egne fund udstillet i museets danefæ-udstilling ‘Jagten på Danmarkshistorien’. Hør dem fortælle om detektorhobbyen, deres største oplevelser og fantastiske fundshistorier.

5., 12. og 19. marts kl. 13-14.og kl. 15-16

En verden af penge

Træd ind i pengenes verden på en rundvisning i museets pengeudstilling, KA-CHING! Pengenes historie er stort set lige så lang som menneskets, for vi har altid handlet med hinanden. Men penge er ikke kun en handelsvaluta. Penge har kæmpe indflydelse på, hvordan vi opfører os overfor hinanden og for hvilke muligheder, vi har i livet. På turen får du også de fascinerende historier bag udstillingens skatte - lige fra en 2000 år gammel sparebøsse til Svend Tveskægs mønt.

Alle søndage kl. 12-13 og kl. 14-15

Inuit

Tag med til det kæmpe køleskab på toppen af verden - et af de sidste steder i verden, hvor mennesket bosatte sig og blev naboer til den evige is, polarnatten og den gyldne midnatssol. Vi skal se smukke skinddragter, magiske amuletter og opfindsomme fangstredskaber. Vi skal rejse tilbage i tiden og møde Inuit - de oprindelige folk i Arktis, der kan lære os, hvordan vi lever i balance med naturen.

11. februar-2. april (alle lørdage) kl. 12-13 og kl. 14-15

Vikingebrødre

Tag børnene med på rundvisning i museets vikingeudstilling. Ask og Rune er brødre, men en dag skilles deres veje. Ask bliver bonde, og Rune drager over havet som kriger. Men bedst som de tror, at lykken er med dem, indhenter en spådom dem. For skæbnen kan ingen løbe fra. Rundvisningen er for børn i alderen 7-12 år og deres voksne.

4. februar-18. juni (alle lørdage og søndage) 24. juni-6. august (alle ugens dage) kl. 12.30-13.30

I vikingernes verden

Vikingerne sætter Danmark og Norden på verdenskortet - de er beundrede og berygtede. Igennem historien spinder vi myter om dem som et særligt sejlivet folk. I virkeligheden var de fleste ganske almindelige bønder. Slægten og gården var omdrejningspunktet. Gennem fantastiske fund og fortællinger folder vi vikingernes verden ud, og sammen undres vi over, at de stadig spøger efter 1000 år.

4. februar-18. juni (alle lørdage og søndage)

24. juni-6. august (alle ugens dage) kl. 11-12

De første danskere

Få en forunderlig fortælling om de mennesker, der tog de første skridt ind i det landskab, vi i dag kalder Danmark. Det var begyndelsen på en rejse, hvor overlevelse var et grundvilkår. Men overlevelse handler ikke kun om det enkelte menneskes liv, men også om slægtens, traditionernes og menneskehedens videreførelse. Vi stiller skarpt på oldtidens mennesker og deres evne til at overleve i en foranderlig verden.

8.april-18. juni (alle lørdage og søndage) kl. 12-13

Klunkehjemmet

I en herskabslejlighed på Frederiksholms Kanal har tiden stået stille, og du træder direkte ind i slutningen af 1800-tallet. Her boede en af Københavns spidser, grosserer Rudolph Christensen, som havde tjent godt på sine forretninger med handsker, silkebånd, tyl og flæser til borgerskabets kvinder.

Lørdage og søndage kl. 11-12, kl. 12.30-13.30 og kl. 14-15

Voksne: 120 kr.

Børn u/18 år: 60 kr.